Udtog af Bárðarsaga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Stenskulptur:
Barðar Snæfellsáss
ved Arnarstapi
Foto: clm © 2011

Islændingesagaer

Udtog af Bárðarsaga

Ved Guðbrandr Vigfússon
(Versene ved Finnur Jónsson)

Nordiske Oldskrifter,

udgivet af det nordiske Literatur-Samfund

Kjøbenhavn, 1860

Kong Dumb raadede for Landene omkring Dumbshav, han stammede paa fædrene Side fra Jætter, (risar) hvilke ere høiere og smukkere end andre Mennesker, men paa mødrene Side stammede han fra Trolde; han slægtede denne sin dobbelte Æt paa; han var stærk, smuk og mild og kunde godt omgaaes Mennesker, heri slægtede han sin Fader paa, men paa den anden Side voldsom vild og grusom, naar han blev vred, heri slægtede han sin Moder paa. Man gav ham Kongenavn, for i ham at have Beskyttelse imod Jætter, Trolde og onde Væsener. Han blev Konge 12 Aar gammel. Han ranede fra Kvænland den skjønne Mjøll Kong Snees Datter, efter hvis Navn den hvide nyfaldne Snee siden er bleven opkaldt; med hende fik han Sønnen Baard, et smukt Barn, der i Alt lignede sin Moder. Kort efter opstod Fjendskab mellem Kong Dumb og Thurserne. For at have sin Søn i Sikkerhed sendte Kong Dumb ham til sin Ven, Bjergboeren Dovre i Dovrefjæld. Dovre fostrede ham op, og oplærte ham i Idrætter, Vaabendygtighed, Ætkyndighed (ættvísi) og Trolddom. Baard fattede snart Kjærlighed til Dovres Datter Flaumgerde, og efter tre Aars Forløb giftede Dovre sin Datter med ham. En Nat drømte Baard at et Træ spirede op i Dovres Klippehal; det voxte snart udover Hulen, indtil dets Grene tilsidst spredte sig over hele Norges Land. En af Grenene havde den fagreste Blomst med Guldfarve. Denne Drøm tydede Baard saaledes, at en kongefødt Mand vilde komme i Dovres Hal, der vilde stifte et Eneherredømme over Norge, men den gyldne Kvist monne betegne en Fyrste der bebudede en ny Religion (Olav den hellige). Kort efter kom Harald Haarfagre til Dovre, blev opfostret af ham, og siden efter kaldt Dovrefostre.

Baard havde 3 Døttre med sin Kone Flaumgerde, da døde hun, men Baard ægtede igjen Herthrude Rolv Herses Datter, og havde med hende 6 Børn. Fjendskaben mellem Kong Dumb og Jætterne voxte bestandig. Tilsidst blev Dumb overfaldet af deres Formand Haardværk, og dræbt. Haardværk blev siden Konge, men Dumbs Enke Mjøll givtede sig igjen med Jætten Svedes Søn Rødfeld nord fra Dovrefjæld, og fik med ham Sønnen Thorkel; han voxede op. Begge Brødrene Thorkel og Baard overfaldt Haardværk og indebrændte ham tilligemed 30 Jætter. Da turde de ikke længer blive i denne Egn, og flyttede syd paa til Norge, og boede der indtil Kong Harald lúfa underkastede sig hele Norge. For denne Ufred og Trældom besluttede Baard at rømme Landet. I Forening med Heyjangrsbjørn, og den vanskabte Thorkel Skinnvefja (saaledes kaldt fordi han som Barn blev svøbt i Sælhundeskind) gik han til Søs og styrede til Island. Under Island skildtes Heyangrsbjørn fra ham og styrede til Nordlandet, men Baard landede paa Vesterlandet i Nærheden af den høie Snæfjældsjøkul. Flere Stednavne der paa Stedet hidrøre fra denne hans Landgang, saaledes kaldes Troldekirke en Hule hvor Baard blotede, og Sanghule den Hule hvor de holdt deres Forsamlinger. Barðarlaug en lille Sø, hvori Baard badede sig. Han byggede Gaarden Laugarbrekka; hans Broder Thorkel byggede Gaarden Arnarstape.

Thorkel havde to Sønner Sølve og Rødfeld; en af Baards 6 Døttre heed Helga. Thorkels Sønner og Baards Døttre legede sammen paa Isen ved de saakalte Børneaaer. Undertiden udartede deres Leg og blev temmelig heftig. En Dag, som de legede, var tyk Taage og hele Kysten fuld af Drivis, men Vinden blæste fra Land af. Rødfeld stødte da Helga ud paa et Isstykke, men Stormen drev Isen fra Land udi aaben Sø; Helga blev drevet for Vinden henimod Grønlands Kyst. Den 7de Dag kom hun til Grønland. Da boede her paa Gaarden Brattahlid Erik den røde, men Midfjord-Skegge opholdt sig hos ham denne Vinter. Helga var her Vinteren over. Engang da hun stod ved Kysten og saae udover Havet yttrede hun i et Vers sin Glæde om hun kunne gjensee de velbekjendte Steder i hendes Hjemstavn.

Lykkelig var jeg,
hvis jeg kunde se
[Adeltegnshole og Øndurt næs],
Burfell, Bale
og begge Lonklipper,
Bedekølle og Hreggnase,
Dritvikssand
foran min fosterfars dör.

Næste Sommer reiste Helga med Midfjordskegge til hans Gaard Reykir. Da Baard erfarede sin Datters Forsvinden, gik han hen til Arnarstape i en mørk Stemning; han greb de to Drenge Sølve og Rødfeld hver under sin Arm, gik med dem til Fjælds. Han dræbte den Ene ved at kaste ham ned i en dyb Fjældkløft, der siden kaldes Rødfeldskløft; den Anden, Sølve, kastede han ned af en høi Klippe der siden kaldes Sølvahamar. Thorkel, der snart fik Nys om Baards Foretagende, forfulgte og indhentede sin Broder, men bukkede under i Kampen med ham, og fik det ene Been knust, og blev siden efter kaldt bundinfoti. Han forlod nu denne Egn og gik til Sønderlandet, hvor han bliver regnet blandt Landnamsmændene.

Efter sin Datters Forsvinden blev Baard mørk og taus, og heftig af Sind, saaledes at han ikke længer kunne leve blandt Mennesker. Hans Jættenatur vaagnede i ham med fornyet Styrke; tilsidst forsvandt han med hele sit Bohave og man troer at han har flyttet ind i det mægtige lsfjæld, thi det stemmede bedre med hans Natur og Æt at boe Fjældhuler end i menneskelige Boliger. Nu blev han paakaldt under Navnet Snefjældsaas (Snefjælds Skytsaand) og dyrket som en Skytsaand (heitguð). Helga opholdt sig hos Skeggi indtil hendes Fader afhentede hende om Høsten, thi Skegge var gift, men siden hun skiltes fra Skegge havde hun ingen Ro, men visnede og sygnede hen. En Dag yttrede hun i et Vers sin Sorg:

"Jeg ønsker at komme snart bort herfra;
jeg er fra alle Sider omgivet af Elendighed;
jeg svinder hen for hans Skyld;
thi jeg elskede ham af mit varme livsglade Sind;
jeg formaaer ikke at skjule min Sorg;
jeg sidder Ene, og bryder ud i Klager".

Siden forsvandt hun, og kunde ikke finde Ro iblandt Mennesker, men opholdt sig i Røser og Høie. Helgashule i Drangahraun bliver opkaldt efter hende og endnu flere Stednavne paa forskjellige Steder bære Navn efter hende. En Vinter opholdt hun, men ikke Gudrun Gjukedatter, som nogle mene, sig paa Gaarden Hjalle i Ølvus hos Thorodd og Skapte. Hun var der hemmelig, laa yderst i Hallen bag ved et Forhæng; her vaagede hun de lange Nætter og slog sin Harpe. En Nordmand ved Navn Ravn, blev nysgjerrig efter at vide hvem denne ubekjendte Kvinde var; han løftede Forhænget, og saae en skjøn Kvinde sidde iført en Særk. Her viste Helga sin overmenneskelige Styrke idet den nysgjerrige Mand fik sin høire Arm og sit venstre Been brudt i den Kamp der nu opstod mellem ham og Helga. Siden forsvandt Helga herfra; vandrede omkring i Island, holdt sig som oftest fjern fra Mennesker og fandt ingensteds Ro. Undertiden var hun hos sin Fader.

En Trold og Hex ved Navn Hetta boede i Ennisfjæld og røvede Qvæg fra Ingild paa Gaarden Hol. Da han mærkede dette forfulgte han hende; men da hun saae, at hun ikke kunde undslippe, lovede hun at erstatte ham hans Tab, ved at anvise ham de Steder hvor han, som var en dristig og ivrig Fisker, aldrig vilde mangle Fisk; idet hun i et Vers nærmere betegnede Mærkestederne.

Du skal ro "fjæld-fjærnt"
frem på det stride hav
der vil den grå lyse
hvis du vil ramme
Grims fiskegrund;
der skal du så ligge
Tor er Friggs ven;
den kortnæsede som så længe ligger ude
skal ro i flugt med næsset og Hvakhvamm.

Dette var om Høsten. Kort efter roede Ingild paa Fiskeri alene paa sin Baad, som han plejede, hen til det anviste Fiskersted; der var Fisk i Mængde; Vejret var i Førstningen fortræffeligt; men kort efter trak op en tyk Uveirssky der snart blev til Snee og Frost. I Nærheden af sig saae Ingild en Mand i en Baad, der sad og anglede ivrigt; denne Mand havde rødt Skjæg, og nævnede sig Grim; denne Mand opfordrede Ingild at forholde sig rolig. Tilsidst blev Stormen heftig og Vejret saa mørk, at man ikke kunne øine fra den ene Skibsstavn til den anden. Ingild havde tabt alle sine Fiskeredskaber og Snarer. Han anede nu Uraad, at Alt dette var skeet ved Hettas Trolddom. I sin yderste Nød, da han var Døden nær af Frost og Søgang, paakaldte han nu Baard Snefjældsas. Den samme Aften hørte man paa Ingildshol, da man sad til Bords, at et Vers blev fremsagt med mørk Stemme ved Vinduet udenfor, hvori der blev fortalt, hvor ilde Ingild var stedt, og at han nok aldrig vilde vende levende tilbage.

Ud roede ene i båden
Ingjald i skindpelsen;
atten kroge misted
Ingjald i skindpelsen;
tilligemed en 40 favne lang fiskeline (mistede)
Ingjald i skindpelsen;
gid han aldrig mere kommer tilbage,
Ingjald i skindpelsen.

Verset troede man hidrørte fra Hexen Hetta.

Men da nu Ingild var Døden nær, kom en Mand roende hen til ham i en graa Kofte, og med et Belte af raat Læder om Livet. Han var Ingilds Ven Baard. Til samme Tid forsvandt Grim; og antager man at det har været Thor. Baard forundrede sig, at en saa klog Mand som Ingild havde ladet sig narre af en slig Hex som Hetta. Nu styrede Ingild, men Baard roede hen imod Land, og frelste Ingild paa denne Maade.

Endvidere fortælles om en Hex og Trold ved Navn Torfárkolla; hun ravede og dræbte Mennesker. Thore paa Øxnakelda forfulgte hende, brødes med hende, og sønderbrød tilsidst hendes Ryg; denne sin Bedrift berømmede han i et Vers;

En trold var Torfárkolla;
næppe er hun (nu) fri (løs og ledig);
fra Knøse gik den lede
som jeg synger om
foroverböjet igennem Østbotnene;
jeg tiltænkte den dumme trold denne dag et livtag;
den stærke trold mistede sin hæder;
jeg böjede dens nakke.

Man troer at Baard i dette ligesom i andre Ting har været Thore behjælpelig; thi alle hans Venner paakaldte ham, naar de vare stedte i Vaande. Baard vandrede ofte som en Aand om i Island; naar han kom tilsyne var han som oftest saaledes udrustet, at han havde en graa Kofte paa, og Bælte af raat Læder om Livet, en Isstav med en tyk Brod i Haanden, som han brugte naar han gik over Jøkler. Brødrene Thorkel og Baard forligtes og holdt Sammenkomster i Baardshule Brynjedal; de holdt ogsaa Kamplege hos Erik i Skjaldbreid paa Erikstade. Derhen kom og Lágalf fra Siglunes. Paa Hjemvejen fra denne Leg brødes Lágalf med Skeljung paa Silfrestad (see Skeljúngs saga). Man siger endvidere at Jætten Bergthor Blaafelling, Jætten Thorer fra Thoresdal, Jætten Hallmund fra Baldjøkel, samt Orm Skogarnef, Orm Stórolfsson, Thoralf Skólmssøn(1) have alle deeltaget i disse Lege. Men Baard vandt Prisen fremfor alle de Andre.

Den tolvaarige Odd (der senere blev kaldt Tunguodd) skulde engang til Sneefjældnæs for at kjöbe Fisk. Paa Vejen over en Lavastrækning (Drangahraun) blev han overrasket af en stærk Taage. Pludselig saae han en Mand i Kofte med en Isstav i Haanden gaae ud af Lavahulerne. Denne Mand var Baard Snefjældsas; han hilste Odd venlig, og indbød ham til sig til et Julegilde, men bad ham ikke at fortælle dette til Nogen; til den bestemte Tid skulde han begive sig til Gaarden Dögurdaraa, og vilde Thorkel skinnvefja nok vise ham Vejen hen til sig. Siden skiltes de ad; men syv Dage för Jul gik Odd alene hjemmefra, to Nætter för Jul slide kom han til Dögurdaraa; den hæslige ugjæstfrie Thorkel modtog ham meget uvenlig og havde nær stænget ham ude af sit Hus. Imidlertid begave de to sig paa Rejsen den næste Dag op tilfjælds. Der var stærk Snefog forneden, men klart foroven. Men da de nu var et godt Stykke tilfjælds, bleve de indhyllede i et uigjennemtrængeligt Mørke og stærk Snefog; inden kort Tid forsvandt Thorkel ganske, men Odd vankede en Stund om paa Lykke og Fromme, indtil en Mand i graa Kofte med sin sædvanlige Isstav traadte udaf Taagen hen til ham. Denne Mand var Baard. De gik nu sammen hen til en stor Klippehule der dog var lys; der sad höivoxne men dog tækkelige Kvinder inde. Her blev Odd Julen over og hele Vinteren. Baard fattede en faderlig Kjærlighed til Odd, og oplærte ham i Lovkyndighed. Imellem Odd og Baards Datter Thordise opstod snart et kjærligt Forhold, tilsidst beilede Odd formelig til Thordise, og fik Baards Ja dertil. Brylluppet skulde holdes hos Odd. Nu begav Odd sig hjem, men til bestemt Tid bragte Baard sin Datter tilligemed et talrigt Følge. Siden blev deres Bryllup holdt, men siden efter tre Aars Forløb døde Thordise.

Midfjordskegge boede paa Reykir, en af hans Døttre hed Thordise. Skegges Søn hed Ed. Engang om Høsten da Ed var 13 Aar gammel kom en ubekjendt Mand i graa Kofte med Isstav i Haanden til Gaarden Reykir og kaldte sig Gjæst, han opfordrede den unge Ed, at yde sig Vinterophold; dette gik for sig og den fremmede Ubekjendte blev altsaa Vinteren over, men det var i Grunden Baard Snefjældsas. Han oplærte Ed i Lovkyndighed og Ætkundskab. Den Fremmede blev gode Venner med Skegges 15aarige Datter Thordise; og da nu Gjæst om Vaaren forlod dem, var Thordise frugtsommelig; om Høsten fødte hun til Sæters et smukt Drengebarn, som hun kaldte Gjæst efter sin Fader. Næste Dag kom en fremmed Kvinde i Sæteren, og bød at opfostre Barnet; denne Kvinde var Helga Baardsdatter. Siden forsvandt hun tilligemed den unge Gjæst. Faa Aar senere giftede Thordise sig med Thorbjørn Grenjadssøn, de opslog deres Bopæl paa Gaarden Tunge, og fik to Sønner, Thord og Thorvald. Adskillige Aar senere, da Thordise sad ved en Bæk og vaskede sit Haar, kom Helga og bragte Gjæst til sin Moder. Helga gav sig da tilkjende for Thordise at hun hed Helga Baardsdatter og var Gjæsts Søster. Gjæst var da tolv Aar gammel. Han var om Vinteren hos sin Moder; men om Vaaren blev han afhentet af sin Fader Baard, der bragte ham med sig til sin Fjældhule og oplærte ham i alle Idrætter.

Da beboede Troldkvinden Hit i Hundehulen i Hitardal, hun holdt et stort Julegilde og indbød først Baard Snefjældsaas tilligemed hans Søn Gjæst og Thorkel skinnvefja; endvidere følgende Jætter og Troldkvinder: Jætten Surt af Hellisfitje, Jora af Jorukleif, samt Jætten Kolbjørn. Med Kolbjørn fulgte Gape og Gljúfrageir, Am og Sam. Siden fortælles hvorledes man vare opstillede i Hundehulen, og de Lege som der bleve opførte, nemlig Bjørneskindsleg, og at kaste Been (knútukast). Denne sidste Leg udartede dog snart til Voldsomheder, og Jætten Kolbjørn slap med at faae sin Næse knust. Men formedelst den Ærefrygt som Baard indgjød vovede Ingen at bryde Husfreden. Man skiltes ad og Gjæst erholdt til Afskedsgave af Hit Hunden Snate.

Kort efter forsvandt paa engang alle Thorbjørn i Tunges Faar, uden at et eneste kunde gjenfindes. Thorbjørn søgte Raad hos sin Svigerfader Skegge, som yttrede at Trolde maatte her være med i Spillet, og Faarene først vilde findes, naar Brødrene Thord og Thorvald gave sig til at søge. Derpaa gik Brødrene afsted tilfjælds. Thorvald kom igjen med uforrettet Sag, men Thord vankede længe om i en bælmørk Taage, indtil han mærkede et menneskeligt Væsen i sin Nærhed, det var en deilig Kvinde, der dog forsvandt ligesaa hurtig som hun kom. Kort efter mødte Thord en afskyelig Jætte med en Jernstang i Haanden. Denne Jætte var Kolbjørn; han navngav sig og sagde, at denne smukke Kvinde som Thord havde seet var hans Datter Solrun, som han nu tilbød ham til Ægte. Dette besynderlige Tilbud modtog Thord med Glæde. Kolbjørn fortalte ham hvor hans Klippehule var, paa en bestemt Dag skulde han komme der med sin Broder, men han forbød Thord strengelig at indbyde Baard Snefjældsaas eller hans Følge. Siden skiltes de ad, men kort derfra fandt Thord alle sine Faar samlede. Til den bestemte Tid betraadte Thord tilligemed sin Broder sin farlige Bryllupsreise. Da han kom til Kolbjørns Hule, var Ingen tilstede: Kort efter kom en Mand med en stor Hund, der nævnede sig Gjæst, der tilbød sig at være Brødrenes Bryllupsgjæst, hvilket de med Glæde modtog. Gjæst førte nu Thord i en aflukket Hule; Solrun sad der pint og udhungret paa en Stol med Haarene bundne til Stolen. Hun fortalte nu, at hun af ham var bortført fra Solfjældene i Grønland. Kolbjørn var nu ifærd med at indbyde Jætter og Trolde til Brylluppet; hans Agt var, at slaae Brødrene ihjel, men selv at gifte sig. Kort efter kom Kolbjørn med 30 Trolde og Jætter i Følge med sig. Nu fortælles om Gildet: man kastede Boldt med Been; denne Leg blev dog tilsidst temmelig grov, men den fremmede Gjæst frelste her Brødrenes Liv. Tilsidst bleve Jætterne saa berusede at de faldt omkuld hver paa sin Plads, men Kolbjørn tilligemed sine to Følgesvende gik ind i en aflukket Hule. Om Natten stod Gjæst op, og huggede Hovedet af alle Jætterne. Siden flygtede de Alle tilligemed Solrun, men bleve forfulgte af Kolbjørn tilligemed hans Moder Skrukka og hans to Ledsagere. Der opstod nu en Kamp, hvor Gjæst og Brødrene gik af med Sejren og dræbte alle deres Modstandere. Til Belønning for denne Frelse betingede Gjæst sig, at Brødrene skulde tage ham med til Norge næste Sommer, da han længtes efter at see den berømte unge Konge Olav Tryggvesøn. De tog alle ombord, og landede i Throndhjem. Brødrene tilligemed Solrun begave sig hen til Kongen, men Gjæst opslog et Toptelt ved Kysten og opholdt sig der alene. Tilsidst sendte Kongen Bud efter ham, men Gjæst var uvillig til at komme, da Kongen var saa despotisk, at han endog vilde raade i det Punkt, hvem man skulde troe paa. Tilsidst gik han dog hen til Kongen, som begyndte at overtale ham til at antage Kristendommen, men Gjæst nægtede at forlade sine Fædres Tro, og yttrede at han nok ikke vilde leve længe efter at han havde fornægtet den. Kongen begyndte da at true ham, men Gjæst lod sig endnu mindre bevæge af Kongens Trusler; tilsidst blev Kongen mildere stemt og yttrede, at Gjæst nok senere af egen Tilskyndelse vilde antage Kristendommen, og bød ham velkommen; inden kort Tids Forløb lod Gjæst sig primsigne, og saaledes hengik Tiden indtil Jul.

Juleaften, da Alle sade i Hallen i stor Glæde og Munterhed, kom uventet en fremmed Mand ind i Hallen, et sandt Skræmsel, med et ondskabsfuldt og ustadigt Blik, sort Skjæg og lang Næse; Hjelm paa Hovedet, iført en Ringebrynje, med et Sværd ved Bæltet, et gyldent Halsbaand paa sin Hals og svær Guldring paa sin Haand. Han traadte hen til Højsædet uden at hilse Nogen; han taug et Øjeblik, men Ingen tiltalte ham. Da udbrød han og sagde at han ingensteds var bleven saa slet og uvenligt modtaget som her, men han vilde ikke gjøre Gjengjæld, men tilbyde den, som vovede at hente dem, de Klenodier som han bar. Siden gik han bort, men Alle vare ligesom lammede af Skræk, saa mange laa besvimede, og alle Hunde vare døde foruden Gjæsts Hund Snate og Kongens Hund Vige. Kongen spurgte Gjæst hvem han troede at denne fremmede Mand havde været. Gjæst formodede efter sine Frænders Udsagn maatte det være Kong Rakne, der fordum raadede for Helleland og andre Ørkener; han lod sig levende høilægge i Skibet Raknaslode tilligemed 500 Mænd, efterat han havde myrdet Fader og Moder og øvet mange Ugjerninger. Hans Høi troede han maatte være nord paa i Hellelandsørkener. Kongen opfordrede da Gjæst at hente disse Sager. Gjæst paatog sig denne Færd og gjorde sig rede. Kongen gav ham med 20 Par Jernsko og to Seidmænd, Krog og Krekja, efter Gjæsts Forlangende, samt en Præst ved Navn Jostein, som Gjæst nødig tog imod efter Kongens udtrykkelige ønske, der anbefalede ham paa det bedste. Kongen gav Gjæst endvidere et Sværd og en Dug, som han skulde vikle om Livet før han gik i Højen, samt et Lys som han skulde tænde i Raknarshøi, men advarede ham at vente længere i Høien end til Lyset var udbrændt. Han gav ham endvidere Proviant til tre Aar. Derpaa sejlede Gjæst afsted imod Nord forbi Finnmarken, men da de kom norden for Dumbshav kom en Mand fra Land ombord eenøiet og kaldte sig Rødgrane med en sortspættet Hækle knappet ned mellem Benene. Præsten Josten saae Rødgrane meget ugjerne. Rødgrane begyndte nu at præke Hedendom for Gjæsts Mænd, og raadede dem til at blote. Engang blev Præsten vred over dette og slog med et Crucifix i Rødgranes Hoved, saa at han styrtede overbord; man antager at dette har været Odin selv. Kort efter kom de til Grønlands Ørkner, der vare de Vinteren over. Engang saae de ved nogle Klipper to Guldstænger og en Kjædel fuld af Guld bundet dertil. Gjæst sendte Krog ok Krekja for at hente dette, men Jorden aabnede sig og opslugte dem begge to. Gjæst vaagede hver Nat i Døren til sit Telt; en Nat (Julenat) kom en forhexet Tyr, som han brødes med, og Tyren havde nær spiddet ham op til Væggen, da Præsten Jostein kom og slog med et Crucifix i mellem Tyrens Horn saaledes, at den sank ned i Jorden. — Siden gik de i Retning henimod Vestsydvest og siden over Jøkler indtil store Lavastrækninger begyndte. Da toge de deres Jernsko, der var 20 Par Sko til 20 Mand, men Præsten var den 21de, han gik altsaa uden Sko thi Ingen vilde afstaae sit Par til ham. Tilsidst gik han med blødende Fødder. Gjæst spurgte da, om Ingen vilde hjælpe denne Bogfinke (skrá-finnr) men Ingen tilbød sig; da bød Gjæst Præsten at sætte sig op paa sin Randsel, og tage sine Sager med; det gjorde Præsten, siden gik Gjæst foran og bar Præsten. Saaledes gik de tre Dage indtil de kom til Havet; der var en Ø kort fra Kysten, men et Rev førte ud til Øen; der saae de en vældig Høi. De begyndte den samme Dag at bryde Høien, og fik en stor Aabning paa den, men om Natten lukkede den sig til igjen. Det gik ligedan den næste Dag. Den tredie Nat satte Præsten sig i den brudte Høiaabning med Vielsesvand og Crucifix. Ved Midnatstider saae han mange Undere: Raknar fagerklædt, der ved Foræringer og smukke Ord vilde lokke Præsten bort; han saae ogaaa Trolde, Djævle og Uhyrer, der enten smigrede ham eller truede ham. Han saae sine Frænder og endog Kong Olav, der bade ham at følge med sig. Endelig saae han Gjæst ifærd med at afreise, og kaldte til Præsten at skynde sig at komme med, men Præsten brød sig om Ingenting. De onde Væsener kunne ikke komme indenfor den Kreds som han stænkede Vievandet. Ved Daggry forsvandt alt dette. Den næste Dag lod Gjæst sig sænke ned i Høien 50 Favne, med Dugen spændt over Brystet med Sværdet ved sit Bælte men Lyset i sin Haand. Han saae nu Skibet Stode med 500 Mand deri. De Afdøde vilde til at rejse sig, men faldt afmægtige tilbage, da Lyset faldt i deres Øine, og kunde ikke røre sig; men Øinene rullede vildt i deres Hoveder, og de hvæsede med Næseborene. Gjæst huggede Hovedet af dem Alle, han berøvede Skibet al sin Pragt, og lod Alt trække op. Tilsidst fandt han en Lønsti endnu dybere ned i Jorden. Her sad Raknar i Høisæde med en Kjædel fuld af Guld ved sine Fødder, et straalende Guldsmykke om Halsen og en tyk Guldring paa Armen; han var iført en Brynje, Hjælm paa Hovedet og Sværd i Haanden. Gjæst gik henimod Raknar og hilste ham som Konge, men Raknar bøiede Hovedet. Gjæst opfordrede ham nu til at vise ham en kongelig Gavmildhed og skjænke ham sine Klenodier. Raknar sænkede sit Hoved med Hjælmen paa. Gjæst tog Hjælmen; siden afførte han ham Brynjen, men Raknar viste ingen Modstand. Siden tog han alle Klenodierne undtagen Sværdet, thi da Gjæst rørte ved det, sprang Raknar op og angreb Gjæst. De brødes heftig; da slukkedes Lyset, men i samme Øjeblik rejste sig alle de Døde. I denne Nød paakaldte Gjæst sin Fader Baard, han kom ogsaa, men de Døde puffede og stødte ham; saa at han ikke kunde komme nær. Da paakaldte Gjæst den Gud som havde skabt Himmel og Jord, og lovede at antage den Tro som Kong Olaf lærte, hvis han kom levende af Højen. Kort efter kom Kong Olaf i Højen indhyllet i stærk Lys. Ved dette Syn sank alle de Døde sammen, men Raknar blev afmægtig og faldt. Gjæst huggede Hovedet af ham og gik siden ud af Høien. Da forsvandt Kong Olaf. Alle de der vare paa Høien, flygtede undtagen Præsten og Hunden Snate. De hjalp til at trække Gjæst op. Gjæsts Mænd vare blevne vanvittige og kom sig først, da Præsten stænkede Vievand paa dem. Jorden hævede nu under deres Fødder, og Havet overskyllede Revet. Gjæst lod sin Hund Snate søge Revet op, men Hunden sank og omkom i Bølgerne for Raknars Troldom. Først da Præsten med et Crucifix i Haanden stænkede Vievand, da kløvede Havet sig og de gik tørfodede til Land. Nu rejste Gjæst tilbage til Kong Olav, og lod sig kort efter døbe, som han havde lovet i Raknarshøi. Men den næste Nat drømte han, at hans Fader Baard kom til ham, og bebreidede ham heftig den Vanære og Skjændsel han havde tilføjet sin Æt ved at forkaste sine Fædres Tro, og til Straf skulde han miste begge sine Øjne. Han berørte hans Øine umildt. Siden forsvandt han, men om Morgenen følte Gjæst en heftig Øiensmerte, saaledes at Øinene den samme Dag sprang ham ud af Hovedet. Siden døde Gjæst til stor Sorg for Kongen. — Men Brødrene Thord og Thorvald tilligemed Solrun gik næste Sommer tilbage til Island, hvor en stor Æt stammer fra dem.

Noter:
1. De tre sidste ere historiske Personer. Deres Kampplads vises i Island, paa en deltaformet Slette, indesluttet af Fjælde, i Nærheden af Althinget. Denne kaldes Hofmannaflói.