Ungen Svejdal (ETK)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 27. aug. 2014 kl. 09:17 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Evald Tang Kristensen
Dansk folkedigtning
Ungen Svejdal


Ungen Svejdal


Jydske Folkeviser og Toner
Samlede af Folkemunde
især i Hammerum-Herred
af Evald Tang Kristensen,
1871


1.
Det var ungen Svejdal,
gik for hans Stedmoder at staa,
han vilde med hende lege Bold;
men hun gjorde ham tynde Kaar.
Og tal din’ Ord vel.


2
»Du tør ikke ved at kaste med Bold,
og kast den ikk' efter mig!
(a.) Din Kjærest hun sidder i Iseland
og venter fast efter dig.« 
Og tal din' Ord vel,
eller: Og læg din’ Ord vel.


3.
Det var ungen Svjedal,
og han vilde Bolden driv’,
(b.) saa drev han den i Jomfruens Skjød,
og Svejdal efter lø(b.)


4.
»Og hør du ungen Svejdal!
hvi driver du Bolden til mig?
(b.) driv Bolden til den stalte Jomfru,
som du haver kjærer’ end mig!« 


5.
Og det var ungen Svejdal!
nu skulde han Bolden lege;
(a.) men Bolden drev i hans Kjærestes Skjød
og gjorde hendes Kinder blege.


6.
»Du skal aldrig Søvnen sove
og aldrig Roen fang',
(a.) førend du faar løst den skjønne Jomfru,
som ligger for dig udi Tvang!


7.
Du skal lokke de Jomfruer tre,
og skille dem ved deres Ær’!
(a.) og hvadfor en du ægter af dem,
de andre skal du have kjær!« 


8.
Det var ungen Svejdal,
han kalder paa Hovmænden’ sin’:
(a.) »I ganger Eder i Højeloft
og drikker haade Mjød og Vin!


9.
I ganger Eder i Højeloft
og drikker Mjød og Vin,
(a.) mens jeg ganger til Bjærget hen
og taler med Moderen min.« 


10.
Det var ungen Svejdal
og han tog Bog i Hænde,
(b.) og saa gik han til Bjærget,
der for Bjærget at stande.


11.
Det var ungen Svejdal
og han tog paa at kalde,
(b.) da revned de graa Marmorsten,
det var som Bjærget skuld’ nedfalde.


12.
Ja det var ungen Svejdal,
han træder paa Bjærget saa haardt,
(a.) og det hørte hans kjær Moder
i Bjærget, hvor hun laa.


13.
»Hvo er det, der banker,
og hvem gjør mig Uro?
(a.) kan jeg ikk’ i Freden for Eder ligge
alt under den sorte Jord?


14.
Hvem træder Græsset af min Grav?
og hvem saa gør mig Men?
(b. & c.) og maa jeg ikk' saa ligge i Ro,
alt under den brede Sten?« 


15.
»Ingen træder Græsset af Eders Grav,
og Ingen gjør Eder Men,
(b.) foruden ham ungen Svejdal
og eneste Sønnen din!


16.
Og det er ungen Svejdal,
allerkjæreste Sønnen din,
(a.) han vild’ saa gjærne have godt Raad
af kjære Moderen sin.« 


17.
»Gav jeg dig nok baade Sølv og Guld,
og dertil Penning at tære !
(b.) hvad vil du mere af Moderen have?
hvi giver du over mig Kære?« 


18.
»I gav mig nok baade Sølv og Guld,
(b.) og dertil Penning at tære
. . . . .
. . . . .


19.
Jeg haver faaet mig Stedmoder,
hun er vorden mig haard,
(a.) jeg vilde med hende lege Bold,
men hun gjorde mig tynde Kaar.


20.
Det var min Stedmoder,
nu skulde jeg Bolden lege;
(a.) men Bolden drev i Jomfruens Skjød
og gjorde hendes Kinder blege.


21.
Men jeg haver lokket de Jomfruer tre
og skilt dem ved deres Ære,
(b. & c.) hvilken en jeg trolover af dem,
de andre vil over mig kære.« 


22.
»Din Kjærest hun sidder i Iseland,
saa rød som en Rosens blomme,
(a. & b.) og hver Gang det blæser Vestenvind,
saa venter hun Svejdal komme.« 


23.
»Ikk’ saa haver jeg Hesten,
der kan saa lang Vej ride,
(b.) ejheller haver jeg Snekken,
som der kan paa Vandene skride« 


24.
»Jeg skal give dig Hesten,
om du den ellers kan rid’
(b. & c.) den ganger saavel paa de blanke Dyb,
som paa den tørre Sti.


25.
Jeg skal give dig Snekken,
om du den ellers kan styre,
(a. & b.) den ganger saavel paa det tørre Land,
som paa Floden den stride.


26.
Jeg skal give dig Handsker
at drage paa din’ Hænder smaa,
(a. & b.) kommer ret aldrig i den Strid,
at du jo Sejer skal faa.


27.
Jeg skal give dig Sværdet,
om du det ellers kan før’,
(a.) og hvad for Dyr, du peger ad,
de snarlig skal ligge død’.


28.
Jeg skal give dig Dugen,
om du den ellers kan brede,
(a.) og hvad for en Slags Mad du ønsker dig,
den skal straks være tilrede.


29.
Jeg skal give dig Bægret,
det er af Dyrehorn,
(a.) naar du kommer i mørken Skov,
da lyser det som et Baal.« 


30 og 31.
Disse Vers mangle. Indholdet er: Hans Stedmoder skulde hverken ham trykke eller klemme, naar blot Skibet og Sværdet kunde føre ham frem. Hun ønsker ham til Lykke paa Rejsen, det skulde nok gaa ham godt. Hans Stedmoder skulde faa andet at tage vare paa.


32.
Det var ungen Svejdal,
(a.) han ganger ad Højeloft ind,
der da sad de alle
og drak baade Mjød og Vin.


33.
»Her sidder I mine Hovmænd,
I drikker baade Mjød og Vin,
(a.) I følge med mig til Stranden,
vi ganger ad Skibet ind!« 


34.
Saa vund de op deres Silkesejl,
saa højt i forgyldene Raa,
og saa sejled de ad Iseland
fast mindre end Uger to.


35.
Tiden den skred og Skibet gled,
og Vinden var lykkelig og god,
(a.) saa kom de paa Iselands Grændser at staa
fast mindre end Uger to.


36.
Det var baade Skipper og Styremand,
de styrede Skibet for Land;
(a.) det var alle Hovmænd,
de tren paa hviden Sand.


37.
Det var ungen Svejdal,
han stod ved striden Strand,
(a. & b.) der mødte ham en gammel Mand,
han mødte ham vel forsand.


38.
»Og hør du ædele gamle Mand,
hvad jeg spørger dig:
(a.) er her ikk’ en Jomfru i dette Land
i Tvang for sin Kjærest maa ligg’?« 


39.
»Jo vist er her en Jomfru i dette Land,
(a.) saa haardt udi Tvang ligge maa,
for Kjæresten sin, hedder Svejdal,
men hun hannem aldrig saa.« 


40.
»Og hør du ædele gamle Mand,
saa vel maa du føje dine Ord:
(a.) du viser mig forsande,
hvor den skjøn Jomfru hun bor!« 


41.
»Du ganger lidet ad Vejen frem,
der ser du de Taarne saa hvide,
(a.) Muren den er af Marmorsten
og Taget mon Perler bepryde.« 


43.
»Hør du ædele gamle Mand,
et Spørgsmaal besvare du mig:
(a.) bliver jeg Konge i dette Land?
til Ridder saa gjør jeg dig.« 


43.
Mangler. Manden sagde: dersom du er den rigtige Svejdal, Konge bliver du her.


44.
»Der kommer ingen skjøn Ridder ind,
uden han hedder ikk’ ungen Svejdal,
(b.) de Ræve og de hvasse Bjørne,
de river dennem ihjel.


45.
Naar du kommer til Porten,
der er femten stærke Laase for;
(a.) men er du den rigtige Svejdal,
saa ganger de ledige fra.


46.
Naar du kommer ad Gaarden,
da møder dig hvide Bjørn' fem;
(a.) og er du den rigtige Svejdal,
saa gange du dristigen frem.« 


47.
Det var ungen Svejdal,
og han klemte Hest med Spor’,
(b.) den sprang over Planker og høje Mur,
stod midt i Borgegaard.


48.
Det var ungen Svejdal,
han kom i Gaarden at staa,
(a. & b.) Ræve og de hvasse Bjørne,
de bugned for hans Fod.


49.
Det var ungen stalte Jomfru,
hun ud af Vinduet saa:
(b.) »Der holder en skjøn Ridder udi vor Gaard
hans Hest er abildgraa!« 


50.
»Og hvad er det for en Ungersvend,
mine Bjørne falde til Fod?« 
(a. & b.) »Jeg tror det er den ungen Svejdal,
som jeg med leve maa!« 


51.
Det var ungen Svejdal,
han svøber sit Hoved i Skind,
(a.) saa ganger han i Højeloft
for Iselands Konge ind.


52.
»Her sidder I Iselands Konge!
I est en Herre saa brav,
(a.) er her ikk' en Jomfru i dette Land,
som ligger for sin Kjærest i Tvang?« 


53.
»Jo jeg haver mig en Datter,
som haardt udi Tvang ligge maa,
(a.) for Svenden, som hedder Svejdal,
men hun hannem aldrig saa.« 


54.
»Er det den unge Svejdal
hun har ud af Hjærtet saa kjær,
(a.) og hør I, velbaarne Konning!
han stander Jer alt saa nær!« 


55.
Og det var Iselands Konge
klapped Svejdal ved hviden Kind:
(a.) »Og er du den rigtige Svejdal,
da gange du til hende ind!« 


56.
Dertil svarte han Svejdal,
ham fulgte stor Tugt og Ære:
(a.) »Jeg ganger ikk' udi Jomfrubur,
forinden de det begjære.« 


57. Ja to saa var de Jomfruer
der skuld’ hende børste og flætte ,
(a.) og to saa vare de Jomfruer,
Guldskrud skuld’ over hend’ sætte.


58.
Ind leded de den skjøn Jomfru
alt under den store Guldskrud:
(a.) »Her kan du se min Datter!
jeg giver dig hende til Brud!« 


59.
Det var den unge Svejdal,
han faldt for den skjønJomfru paa Knæ:
(a.) »Og er jeg nu den ene Svend,
du har af Hjærtet saa kjær?« 


60.
Dette Vers mangler; det indeholder Jomfruens Svar, at han var den eneste, hun havde kjær.


61.
Tak have den Iselands Konge
saavel holder han sine Ord,
(a.) forinden Aar og Maanedsdag
lod han deres Bryllup bo.


62.
De drak Bryllup i Dagene fem
med Glæde og Lyst saa stor,
(a. & b.) til Ridder han gjorde den gamle Mand
og satte ham overst til Bord.


63.
Det var Iselands Konge,
han gjorde deres Bryllup saa stor,
(a.) at det spurgtes hjem til Danmark,
alt til hans Stedmoders Gaard.


64.
Det var hans Stedmoder,
hun samled hendes Guld saa rød,
(a.) og saa agted hun sig til Iseland,
alt over den salte Sø.


65 og 66.
Disse Vers mangle. Hun kom til Skibs med Sørøvere, og de tog fra hende all hendes Guld saa rød; de tog hende med Vold og kastede hende saa iland paa Iselands Grændser at staa.


67.
Det var hans kjær Moder,
hun had’ mistet sit Guld saa rød,
(a.) saa vandred hun i Iseland om
og betled for hendes Brød.


_____


Evald Tang Kristensen nævner "de gamle Mænd og Kvinder, der have leveret mig Bidrag" til denne Vise:

Ungen Svejdal melodi.jpg

a. Sidsel Jensdatter. Hendes Fader var fra Sjælland, hvorfor hun i daglig Tale kaldtes Sidsel Sællænder: men Moderen var fra Herning, og af hende har hun vel lært sine fleste Viser. Da jeg fik dem, bode hun i Lundgaard, Gjellerup-Sogn, i et lille Hus, der havde været hendes eget, men nu var Fattigvæsenets. Det var faldefærdigt, og dog kunde hun ikke med det gode skilles fra det. I hendes lille Kammer, hvor der knap var Plads at vende sig ved Siden af kakkelovnen, der bestod af en sammenrullet Jærnplade, som hun selv havde muret ind i Væggen, har jeg siddet mange Aftener og levet mig ind i de svundne Tider. Da Huset faldt ned om hende , blev hun saa syg, at Sognet maatte tinge hende i Kost hos en Datter i Birk, og der døde hun for et Par uger siden, 81 Aar gammel.

b. Kristen Jensen Sønderager er et Fattiglem i Gjellerup-Sogn, der hvert Aar bliver lisiteret hen til den lavestbydende. Da jeg fik mine Viser af ham, var han i Lund. Han er 78 Aar.

c. Abelone Johanne Kristensdatter, Gjellerup Kirkeby.

Tone af Sidsel Jensdatter. Ord dannet af tre Opskrifter: af Sidsel Jensdatter (betegnet med a), Kristen Sønderager (b) og Abelone Johanne Kristensdattter (c). Denne sidste er der kun taget lidet Hensyn til.

(Jydske Folkeviser og Toner, s, XIf., XVIII)