Väinös Fødsel (Kalevala II)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kalevala II (F.Ohrt).jpg
Kalevala
som Folkedigtning og National-Epos

Ferdinand Ohrt



IV. De enkelte Sanges Historie

Väinös Fødsel
(I. 105-50, 289-344).


Da Jord og Himmel skabtes, hvilede Väinö endnu i Moders Skød — læser vi i Ny Kalevala. Men i Folkets Kvad var den vise Sanger jo selv Verdensskaberen! I den gamle Udgave havde første Sang da ogsaa følgende Ordning: Väinö fødes (Moderens Navn nævnes ikke) og smedder sig straks en Hest; men paa sit Ridt overfaldes han af en skævøjet Lap, der længe havde været ham ond, styrter i Havet og skaber her Verden af det søndrede Æg. Castrén gjorde i Fortalen til sin Oversættelse opmærksom paa de Modsigelser der rummedes i Sangen: Väinö bønfalder i Moders Liv Himmellysene, der endnu slet ikke var skabt, om Udfrielse; og Lappens Had mod den næsten nyfødte skal stamme fra gammel Tid! Disse Indvendinger gjorde Indtryk paa Lönnrot, der desuden selv nærmest holdt Väinämöinen for et Menneske, en historisk Person; i Stedet for hans Navn havde der vel saa i Skabelseskvadet oprindelig staaet Navnet paa en Guddom. I Juslenius' Ordbog stod den underlige Forklaring at læse: »Väinämöinen = Nereis, hafzfru«; skulde Sagen — gisnede Lönnrot — ikke være den, at man oprindelig havde sunget Vein emonen (ɔ: Vandets Moder), hvilket Folkeskjalde siden havde ombyttet med det (i Sang) næsten enslydende Väinämöinen? Lönnrot mener endda selv at have fundet folkelig Hjemmel herfor[1]. Omsider besluttede han sig til at foretage denne Rettelse; og den ny Udgave blev saaledes i sin første Sang ret forskellig fra den gamle — og dermed fra Folkesangen: Lappens Skud blev indføjet paa en mere rimelig Plads (VI), »Vandets Moder« blev nu Skaber og tillige slaaet sammen med Väinös egen Moder; vi faar da Rækkefølgen: Kvinden bliver frugtsommelig — Verden skabes — Väinö fødes omsider. —


Almuesangerne har kun yderst sjælden dvælet ved Tanken om Väinös Fødsel. Skildringen i Ny Kalevala hviler paa en vistnok østerbottnisk Opskrift, der fortæller følgende: En Mø i Pohjola afviste længe alle Bejlere, men steg saa ned paa Bølgerne, hvor »Havets Gubbe« gjorde hende svanger; efter stor Møje kommer Sønnen Väinö frem for at glædes ved Land og Luft. — Saa har Folket altsaa tænkt sig Väinö som en Havgud? Hertil er dog at sige at denne (og en anden lignende) Opskrift ganske aabenbart er vilde Skud paa en Ranke der slynger sig gennem næsten alle Sangegne: Tryllekvadet om Plagernes (Sygernes) Fødsel af Loviatar, Dødens Datter, der lader sig blæse svanger af Vinden og efter lang Lidelse bringer de ni Plageaander til Verden (Kal. XLV). Slægtskabet mellem disse Opskrifter har ogsaa været Lönnrot paafaldende; han har jo sat Vinden ind som Fader i Steden for Havguden; og i en enkelt Variant af Tryllesangen kaldes Vindens Brud »Luftens Datter«, hvilket ogsaa er udnyttet; fra Luften mente Lönnrot nemlig at hin Mø i den østerbottniske Opskrift maatte komme, siden hun steg ned paa Bølgerne, og vi faar derfor i Kalevala først skildret hendes kyske Liv oppe i »Luftens lange Gaarde«, med Vers tagne andenstedsfra. Selve Navnet Ilmatar (Luftmø) har Lönnrot hentet fra en katolsk Tryllesang, hvor Jomfru Maria nævnes saaledes[2].


Iøvrigt er Skildringen i Ny Kalevala udfyldt med lyriske og magiske Indskud, især to Besværgelser ved Barnefødsel (Moderens Bøn og Väinös egen Bøn i Moders Liv); Almuen har stundom brugt selve Sangen om Väinös Fødsel som Hjælp for Barselkvinder. — De dunkle Indgangsord (Vs 105 — 07) med det tre Gange gentagne »ene« trænger til Forklaring. Lönnrot har vel tænkt sig noget i Retning af at Heltens Fødsel var en »enestaaende« Hændelse, ligesom der kun kommer een Dag og een Nat ad Gangen! Linierne »Ene kommer Natten hos os, ene gryer ogsaa Dagen« hører imidlertid egentlig hjemme som Indledning til »den kolde Brud« (Kal. XXXVII) og lyder i bedre Opskrifter omtrent: »Ene ligger jeg om Natten, ene naar det gryr mod Dagen« (Smedens vemodige Klage); det tredje ene (fødtes V.) er sat ind af Lönnrot. —


I Kalevalas Indgang som i Værkets Slutning (Kal. L) møder vi en Kvinde i Barnsnød; første Gang er det Väinös, anden Gang Krists Moder. De to Mænd som i Slutningskvadet støder sammen — Hedenskab og Kristendom efter Lönnrots Tanke — udmærkes i Epos'et fremfor alle andre ved de sære Ting der meldes om deres Undfangelse og Fødsel. Begges Mødre er kyske Jomfruer, de faar Livsfrugt paa underfuld Maade og lider begge meget Ondt, før Forløsningen kommer; denne Enshed giver Værkets Ind- og Udgang en kunstfuld Støbning, som vel nok har været Lönnrot bevidst. — De Træk der føjer sig sammen til Billedet af Väinös Moder synes, som vi har set, uensartede nok: Det Utyske der fødte de slemme Syger, er jo Grundformen til den østerbottniske »Pohjolas Mø«, medens Linierne om Pigen der vogtede sin Kyskhed, og Navnet Ilmatar stammer fra Vers om selve den hellige Jomfru. Fraregnet et Par Hentydninger langt henne i Kalevala gaar med denne Sang Väinös Moder ud af Sagaen, og Sønnens, den nyfødte Gamlings, Virketid begynder.


Fodnoter

  1. Han maa have tænkt paa en Opskrift af Tryllesangen »Ildens Fødsel« med väen emonen (sic) for Väinämöinen.
  2. Man har tænkt sig at ogsaa Loviatars Skikkelse maaske kunde skyldes Træk af Visernes Jomfru Maria, der undertiden omtales som smædet med Skøgenavn.