Völuspá - Vølvens spådom (HA)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk	Latin
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Völuspá

Vølvens Spådom

En prosaoversættelse af
Hans Albrectsen
Udgivet 1926

1.
Om stilhed (opmærksomhed) beder jeg alle hellige slægter, større og mindre sønner af Hejmdal; du vil, Valfader, at jeg nøjagtigt skal gengive for dig menneskenes gamle beretninger, dem jeg mindes som de ældste.

2.
Jeg mindes jætter, fødte i tidernes begyndelse, (dem) som fordum har opfostret mig; ni verdner mindes jeg, (askens) ni rodgrene, det berømte verdensordens-træ under jorden (før det endnu var voxet op over jorden).

3.
Det var i tidernes begyndelse, at der intet var (ɔ: i tidernes begyndelse var intet); der var ej sand, ej sø, ej svale bølger; jord fandtes ikke, ej høj himmel; der var det gabende rum, græs intetsteds.

4.
Før Burs sønner løftede landene, de der dannede (indrettede) det navnkundige Midgård; sol skinned sydfra på jordens stengrund, da blev jorden bevoxet med grønne urter.

5.
Sol kasted sydfra, som månens ledsager, den højre hånd over himmelranden; sol vidste ej, hvor den ejed sale, måne vidste ikke, hvad den ejed af magt, stjerner vidste ikke, hvor de ejed steder.

6.
Da gik alle magter til deres tingsæder, de højhellige guder, og rådslog derom; til natten og dens efterkommere gav de navne; de gav navn til morgen, middag, eftermiddag og aften, for at kunne regne (beregne tiden) efter år.

- - - - -

7 (17). indtil der kom tre af hin skare til huse, stærke og kærlige aser; de fandt på land, lidet formående (hjælpeløse) , Ask og Embla, skæbneløse.

8 (18).
De besad ikke (livs)ånde, de ejed ikke sjæl, hverken (livs)væske (blod) eller stemme eller god lød; (livs)ånde gav Odin, sjæl gav Høner, livsvædske gav Lodur og god lød.

9 (7).
Aserne mødtes på Idasletten, de som højt optømrede hørg og hov; de indrettede esser, smedede guld (benyttede guld til at smede genstande af), dannede tænger og gjorde sig værktøj.

10 (8). De legede tavl (brætspil) på tun, muntre var de, de manglede ingenting af guld (havde fuldt op af alle slags genstande af guld), til tre tursemøer kom, såre mægtige, fra jætters verden.

- - - - -

11 (21).
Den folkekamp mindes hun (jeg, vølven) som den første i verden, da de støttede Guldvejg med spyd (d. e. fra alle sider angreb G. med spyd, så at hun på grund af spydspidsernes mængde ikke kunde falde) og brændte hende i Håars (den højes, Odins) hal; tre gange brændte de den tre gange (gen)fødte, ofte, usjældent, dog hun lever end.

12 (22).
Man kaldte hende Hejd, hvor hun kom til huse, en vølve, dygtig til at spå; hun forhexede stave (gav stave tryllekraft); hun sejdede, hvor som helst hun kunde, hun sejdede i vildelse (i ekstase), altid var hun ond kvindes fryd.

13 (23).
Da gik alle magter til deres tingsæder, de højhellige guder, og om dette rådslog de, hvorvidt aserne skulde lide tab, eller alle guder have erstatning.

14 (24).
Odin slyngede (sit spyd) og skød ud i skaren; dette var fremdeles den første folkekamp i verden; bræddeindhegningen om asernes borg blev brudt, vanerne betrådte sletten med kampsejd.

- - - - -

15 (25).
Da gik alle magter til deres tingsæder, de højhellige guder, og rådslog om, hvem der havde blandet hele luften med svig eller givet Ods mø (hustru, Freja) til jættens slægt.

16 (26).

Ene Tor slog dér ihjel, svulmende af vrede; han sidder sjælden stille, når han erfarer sligt; eder brødes, ord og svorne løfter, alle højtidelige aftaler, som var trufne mellem (parterne).

17 (19).
Jeg veed en ask, der står (ɔ: rager højt op), den hedder Yggdrasil, et højt træ, overøst af det hvide dynd (ɔ: vand der er hvidt af opslemmet ler); derfra kommer dugg, der falder i dale; den står eviggrøn over Urds brønd.

18 (20).
Derfra kommer møer, meget vidende, tre fra den sø, der står under træet; Urd kaldte man den ene, den anden Vordende – de skar (mærker) i et træstykke (til lodkastning eller for at spå) – Skuld den tredje; de bestemte love, mænds skæbne, de kårede liv for menneskenes børn (ɔ: forudbestemte deres levetid).

19 (27).
Hun (jeg) veed Hejmdals hørelse (høresans) skjult under det himmelvante (ɔ: til den blå himmel vante), hellige træ; en elv ser hun strømme med slammet fald fra Valfaders pant. Veed I nok, eller hvad?

20 (28).
Ene sad hun ude, da den gamle kom, den bekymrede grubler blandt aser, og så hende ind i øjnene: ”Hvad spørger I mig om? Hvorfor sætter I mig på prøve? Tilfulde ved jeg, Odin, hvor du skjulte dit øje, i den navnkundige Mimersbrønd; mjød drikker Mimer hver morgen af Valfaders pant”. Veed I nok, eller hvad?

21 (29).
Hærfader gav hende udvalgte ringe og halssmykker; hun fik vise tidender og stavenes spådom (ɔ: spådomsevne på grund af den stavene iboende tryllekraft), hun så vidt og viden ud over hver en verden.

22 (30).
Hun så valkyrjer, komme langvejsfra, beredte til at ride til Gotefolket (ɔ: krigerfolket); Skuld holdt sit skjold, Skøgul var den anden, Gunn, Hild, Gøndul og Spydskøgul.

23 (31).
Jeg så Balders, den blodige guds, Odins barns, skæbnetråd skjult (overrevet) (ɔ: jeg så Balder dø blodig); voxet højere end marken, tynd og meget fager, stod misteltenen.

24 (32-33).
Der blev af dette træ, der syntes så spædt, et farligt sorgens pileskud; Hød skød; og Frigg græd i Fensale over Valhals ulykke. Veed I nok, eller hvad?

25 (35).
En fange så hun (jeg) ligge under springkildetræet, lignende den lumske Lokes skikkelse; dér sidder Sigyn, skønt ikke meget glad, ved sin husbonds side. Veed I nok, eller hvad?

26 (36).
En elv falder østfra gennem edderdale (ɔ: bidende kolde dale), opfyldt af knive og sværd; Slid (den frygtelige) hedder den.

27 (37).
Mod nord stod på Næsletten (Mørkesletten) en sal af guld, Sindres æts; en anden stod i Okolne (stedet (landet?) som aldrig bliver koldt (?)), jættens ølsal (gildehus), og han hedder Brimer.

28 (38).
En sal så hun stå fjernt fra solen på Nåstrand (ligkysten, de dødes kyst); mod nord vender dens dør; edderdråber falder ind igennem lyrerne; den sal er omflettet af ormerygge.

29 (39).
Dér så hun menederske mænd og mordulve (ɔ: fredløse mordere) og den, som forfører en andens løndomshviskende veninde (ɔ: hustru), vade i de tunge strømme; dér suger Nidhugg hedengangne lig, ulven sønderslider mændene. Veed I nok, eller hvad?

30 (40).
I øst sad den gamle i jernskoven og fødte dér Fenres slægter; af dem alle bliver en enkelt himmellegemets (solens) ødelægger i troldeham.

31 (41).
Den fylder sig med døde mænds blod, rødner magternes boliger med det røde blod; sort bliver solskin (ɔ: solskinnet formørkes) i somre derefter, alle vinde bliver onde. Veed I nok, eller hvad?

32 (42).
Dér sad på en høj og slog sin harpe jættekvindens hyrde, den muntre Egter; over ham i offerlunden galede den fagert-røde hane, som hedder Fjalar.

33 (43)
Over aser galed Gyldenkam; den vækker mændene hos Hærfader; en anden galed under jorden, en sodrød hane i Hels sale.

34 (44).
(Ragnarokstevet). Nu glammer Garm stærkt foran Gnipahulen, lænken vil briste og ulven løbe (slippe løs); megen viden har jeg, fremad ser jeg længere, over magternes, stridsgudernes, stærke (uafvendelige) skæbne.

35 (45)
Brødre vil kæmpe og blive hinandens bane; sønner (børn) af søstre vil fordærve slægtskabet; hårdt er der i verden, megen hor, øxetid, sværdtid, skjolde kløves, stormtid, ulvetid, før verden styrter; ingen mand vil skåne den anden.

36 (46).
Mimers sønner leger, og skæbnens fuldbyrdelse (verdensundergangen) begynder (ved lyden af) det skingrende Gjallarhorn; højt blæser Hejmdal, hornet er oppe i luften (ɔ: løftet, højt hævet), Odin taler med Mimers hoved.

37 (47).
Yggdrasils ask skælver stående (ɔ: træet skælver, men står endda, eller: skælver i hele sin udstrækning, fra rod til top), det brager i det gamle træ, og jætten er løs; alle ræddes på Hels veje, før Surts frænde sluger den (?)

38 (48).
Hvad er på færde blandt aser, hvad er på færde blandt alver? Hele jætteverdenen larmer, aserne er på tinge; dværgene stønner foran stendøren, de fjældvægs-kyndige. Veed I nok, eller hvad?

39 (49).
Nu glammer Garm stærkt foran Gnipahulen, lænken vil briste og ulven løbe (slippe løs); megen viden har jeg, fremad ser jeg længere, over magternes, stridsgudernes, stærke (uafvendelige) skæbne.

40 (50).
Hrym ager østfra, han holder sit skjold foran sig; den vældige stav (Midgårdsormen) snor sig i jættevrede, ormen pisker bølgerne, og ørnen skriger; den mørkblege (Nidhugg) sønderslider ligene, Naglfar kommer løs.

41 (51).
Et skib sejler østfra, Muspells folk vil komme over havet, og Loke sidder ved roret; alle tossesønnerne drager frem med ulven; i følge med dem er Bylejsts broder.

42 (52).
Surt farer sydfra med kvisten(e)s ødelæggelse (ilden); der skinner sol af valguders (el.: valgudens) sværd; klippestykker tørner sammen, og troldkvinder styrter, mænd træder helvej, og himlen kløves.

43 (53).
Da går Hlins (Friggs) anden sorg i opfyldelse, når Odin går at kæmpe med ulven, og Beles lyse banemand (Frej) går frem mod Surt; da vil Friggs fryd (Odin) falde.

44 (54).
Nu glammer Garm stærkt foran Gnipahulen, lænken vil briste og ulven løbe (slippe løs); megen viden har jeg, fremad ser jeg længere, over magternes, stridsgudernes, stærke (uafvendelige) skæbne.

45 (55).
Da kommer kampfaders mægtige søn, Vidar, at kæmpe med Valdyret (ulven); han lader med begge hænder sit sværd stå i Hvedrungs (ɔ: Lokes) søns hjærte; da er faderen hævnet.

46 (56).
Da kommer den navnkundige søn af Hlodyn (Tor), Odins søn går at kæmpe med ormen; Midgårds beskytter slår i vrede; alle mænd vil forsvinde fra den beboede verden; ni fod går Fjørgyns søn (Tor), dødsviet, fra ormen, uden frygt for nid (ɔ: uden at behøve at nære frygt for et dårligt eftermæle).

47 (57).
Solen sortner, jorden synker i havet, af himlen forsvinder de klare stjerner; ild spruder og den livnærende lue, den høje flamme spiller mod himlen selv.

48 (58).
Nu glammer Garm stærkt foran Gnipahulen, lænken vil briste og ulven løbe (slippe løs); megen viden har jeg, fremad ser jeg længere, over magternes, stridsgudernes, stærke (uafvendelige) skæbne.

49 (59).
Hun ser opstige for anden gang jord af havet, frodigtgrøn; fosser falde, ørnen flyver derover, den som fanger fisk (lax) på fjæld.

50 (60).
Aserne mødes på Idesletten og taler om den mægtige jordgjord (jordomslynger, Midgårdsormen), og mindes dér de store begivenheder og Fimbultyrs (den store guds, Odins) gamle runer.

51 (61).
Dér vil atter de underfulde gyldne brikker findes i græsset, som de i fordums dage havde ejet.

52 (62).
Usåede vil agrene give grøde, al ulykke vil bedres, Balder vil komme; de to, Hød og Balder, vil bebo Hropts (Odins) kamptomter, valgudernes bopladser. Veed I nok, eller hvad?

53 (63).
Da vil Høner kåre offerkviste, og de to brødres (el. Tvegges brødres) sønner vil bebo den vide vindverden (himmel). Veed I nok, eller hvad?

54 (64).
En sal ser hun stå, mere fager end solen, tækket med guld, på Gimlæ (ildlæ); dér skal skyldfri skarer bo og i al evighed nyde lykke.

55 (65).
Da kommer den mægtige til sit gudsdømme (gudsrige), den stærke fra oven, han som styrer alt.

56 (66).
Dér kommer hin mørke drage flyvende, den glinsende øgle nede fra Næfjældene (Mørkefjældene); Nidhugg bærer lig i sine vinger – den flyver over sletten.

Nu vil hun synke.

---

Note:

Dansk prosaoversættelse af Völuspá ved Hans Albrectsen.

Hans Albrectsens oversættelse af Völuspá udgør oprindelig en del af en dansk oversættelse af den islandske filolog Sigurður Nordals værk fra 1923 ”Völuspá”. Oversættelsen er derfor godkendt af Sigurður Nordal, ligesom den har været forelagt Finnur Jónsson til gennemlæsning. Disposition og strofeinddeling er Sigurður Nordals. (clm.)