Vǫlsungakviða

Fra heimskringla.no
Revisjon per 19. jan. 2019 kl. 18:25 av Carsten (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Vǫlsungakviða


Hér hefr upp kvæði frá Helga Hundingsbana ok þeira Hǫðbrodds.


1.
Ár vas alda
þats arar gullu,
hnigu hęilǫg vǫtn
af himinfjǫllum,
þá hafði Hęlga
hinn hugumstóra
Borghildr borit
í Brálundi.



Ár vas o. s. v.: denne el. lign. begyndelse findes flere steder, men altid i yngre digte (Gudr.kv. I, Sigsk., Oddrgr., jfr. Hym.). — arar gullu: af glæde over en helts fødsel. — hęilǫg vǫtn: hellige vande; udtrykket findes også i Grimn. 30, men her kan betydn. ikke være den samme; heller ikke er det klart, hvad der her menes med himinfjǫll (egennavn el. fællesnavn?); er dette kenning for ‘skyerne’, hellige da, fordi regnen (tordenregnen?) kommer fra himlen, gudernes bolig. — Borghildr: er Sigmunds hustru. — Brálundi: et ukendt og mytisk sted.



2.
Nótt varð í bœ,
nornir kómu,
þærs ǫðlingi
aldr of skópu,
þann bǫ́ðu fylki
frægstan verða
ok buðlunga
baztan þykkja.



bœ: bygden. — bǫ́ðu: ønskede, omtr. = bestemte.



3.
Snøru af afli
ørlǫgþǫ́ttu,
þás borgir braut
í Brálundi;
þær of gręiddu
gollin símu
ok und mánasal
miðjan fęstu.



ørlǫgþǫ́ttu: skæbnetråde; snøru hentyder til spindetenen. — borgir: acc., braut upersonl.; grunden til dette angives ikke; man kommer snarest til at tænke på torden og lynnedslag, der fulgte med nornernes komme. Det er vanskeligt her at tænke på ufred og fjendeoverfald. — gręiddu: udrede, udspændte.



4.
Þær austr ok vestr
ęnda fǫ́lu,
þar átti lofðungr
land á milli,
brá nipt Nera
á norðrvega
ęinni fęsti,
ęy bað hon halda.



Tråden fæstes i nord, øst og vest, men ikke i syd; dette må betragtes fra et nordisk synspunkt; om digteren har tænkt på nogle bestemte grænser, lader sig ikke afgöre. — ęnda fǫ́lu: stak enderne ind og fastgjorde dem således. — nipt Nera: en af nornerne, egl. »Neres søster«, men hvem Nere var, vides ikke. — norðrvega: er åbenbart en hentydning til Norge: Nóregr f. Norð-vegr. — Mulig hænger de 3 himmelretninger simpelthen sm dermed, at nornerne kun var 3.



5.
Ęitt vas at angri
Ylfinga nið
ok þęiri męyju,
es munúð fœddi,
hrafn kvað at hrafni,
sat á hóum męiði
andvanr ǫ́tu:
»ek vęit nǫkkut.



Ylfinga nið: Ylfingernes ætling ɔ: Sigmund; Ylfingar jfr. v. 35, 51 o. s. v. I prosast. 1 i Vǫls. forn. identificeres Ylfinger med Völsunger, og det har digtets forfatter også gjort; ellers er Ylfinger oprl. en betegnelse for den danske kongeslægt (jfr. allir hęilir Ylfingar at Hrólfs minni kraka). — munúð fœddi: nærede elskov, nemlig til den nyfødte sön. Hvad der volder bekymringen (angr) er det følgende, ravnens ord, der kunde være tvetydige. — andvanr ǫ́tu: uden føde. — ek: er stærkt betonet og bærer rimet, og nǫkkut ligel. »noget vigtigt«.



6.
Stęndr í brynju
burr Sigmundar
dœgrs ęins gamall;
nú ’s dagr kominn,
hvęssir augu
sęm hildingar,
sá ’s varga vinr
vit skulum tęitir.«



Stęndr í brynju: betegner Helges overmåde tidlige udvikling. — dœgrs: nat (jfr. Fjsv. 49). — hvęssir augu: hans öjne er skarpe. — hildingar: kæmper (el. fyrster). — L. 7—8: »han bliver ulvenes ven (ved at fælde mænd) og da også vor«.



7.
Drótt þótti sá
dǫglingr vesa,
kóðu með gumnum
góð ǫ́r komin;
sjalfr gekk vísi
ór vígþrimu
ungum fœra
ítrlauk grami.



Drótt: dativ, styret af þótti. — dǫglingr: en virkelig fyrste. — góð: mgl. R, men der er ingen tvivl om, at det er det rigtige. God åring og jordens frugtbarhed knyttedes i Norden i oldtiden til kongerne; var der uår, blev det betragtet som om de var ildesete af guderne og blev da ofrede til disse. — vísi: ɔ: Sigmund. — ór vígþrimu: fra (efter) kampen, hvilken er uvist. — ítrlauk: herligt løg; løget gjaldt for at være en urt med vidunderlige kræfter, f. eks, den at modvirke gift, vedligeholde livskraften o. s. v. Handlingen har en symbolsk karakter.



8.
Gaf hann Hęlga nafn
ok Hringstaði,
Sólfjǫll, Snæfjǫll
ok Sigarsvǫllu,
Hringstǫð, Hótún
ok Himinvanga,
blóðorm búinn
brœðr Sinfjǫtla.



Hęlga nafn: Hęlga er genitiv, ‘navnet Helge’. — Hringstaði, Sigarsvǫllu: er minder om Helges sællandske rige, Ringsted, Sigarsvold; Sólfjǫll, Snæfjǫll er fingerede navne, bægge udanske, nærmest norske; Hringstǫd er vel blot en variant til Hringstaðir; Hótún kunde godt være dansk, Himinvanga er blot fingeret. — blóðorm: sværd. — bíinn: udstyret med guld el. sølv (på hjaltet). Også denne gave havde symbolsk betydn., jfr. den arabiske skildring af Rûs: »Når en af dem fødes en sön, tager han et blottet sværd, lægger det foran den nyfødte og siger: jeg efterlader dig ikke nogen ejendom i arv, dit er kun, hvad du skaffer dig selv med dette sværd« (V. Thomsen, Sml. skr. I, 272). — brœðr: dativ.



9.
Þá nam at vaxa
fyr vina brjósti
alms ǫ́rr borinn
ynðis ljóma;
hann galt ok gaf
goll verðungu,
sparðit hilmir
hodd blóðrekin.



fyr vina brjósti: blandt venner ɔ: nære pårørende; der tænkes særlig på moderen. — alms ǫ́rr: buens tjæner, bruger, kenning; se Krit. bem.hodd: guld. — blóðrekin: meget vanskeligt at tolke og måske forvansket. Man væntede sådant noget som ‘erhværvet i kamp’, men reka bet. ikke at ‘erhværve’. Masc. blóðrekinn passer heller ikke om den unge Helge, der endnu ikke har deltaget i kamp.



10.
Skamt lét vísi
vígs at bíða,
þás fimtán vas
fylkir vetra,
ok harðan lét
Hunding veginn,
þanns lęngi réð
lǫndum ok þegnum.



L. 1—4: »Kun kort lod fyrsten vænte på kamp, da han var 15 år gammel«, d. v. s. »Fyrsten var kun 15 år, da han kæmpede«. 15 år antages at betegne en slags myndighedsalder, der tidligere kun var 12 år. — ok harðan o. s. v. det er hævnen for faderen. — réð: havde styret. I Wīðsīð nævnes en folkestamme Hundinger, hvis konge var Mearchealf; disses bopæl må sættes syd for Østersøen, og rimeligvis er Hundingr som kongenavn afledet af stammenavnet (eponym). Hos Saxo er Hunding konge over Sakserne.



11.
Kvǫddu síðan
Sigmundar bur
auðs ok hringa
Hundings synir,
þvít þęir ǫ́ttu
jǫfri at gjalda
féarnám mikit
ok fǫður dauða.



auðs ok hringa: i grunden tavtologisk. — féarnám: bemægtigelse af gods, bytte.



12.
Létat buðlungr
bótir uppi
né niðja in hǫldr
nefgjǫld fáa;
vǫ́n kvað hann mundu
veðrs hins mikla
grára gęira
ok gręmi Óðins.



bótir: bøder; en anden form er bœtr. — nefgjǫld: ætlinge-bod, af nefi ‘slægtning’. — veðrs grára gęira: de grå spyds storm, kamp. — gręmi Óðins: Odins vrede, næppe en betegnelse for ‘kamp’, men at forstå bogstaveligt, idet Helge antyder, at hans fjender er forhadte af Odin og altså vil lide nederlag.



13.
Fara hildingar
hjǫrstęfnu til,
þęirars lǫgðu
at Logafjǫllum;
slęit fróðafrið
fjánda á milli;
fara Viðris gręy
valgjǫrn of ęy.



hjǫrstęfnu: sværdstævne, kamp. — Logafjǫllum: ukendt sagnlokalitet (fingeret?). Mulig Lugiernes fjælde. — fróðafrið: dyb fred som Frodes. — Viðris gręy: Odins hunde, ulvene.



14.
Sęttisk vísi,
þás vegit hafði
Alf ok Ęyjolf,
und arastęini,
Hjǫrvarð ok Hóvarð
Hundings sonu;
farit hafði hann allri
ætt gęirmímis.



arastęini: mulig egennavn; men behøver kun at bet. ‘stor sten’, hvorpå örne sad (el. tænktes gærne at sidde); det hedder, at sål. kaldes ‘store rullestene’. — gęirmímis: spydmime, kenning for en kriger, ganske sikkert er kenningen ikke nedsættende; digteren har betragtet Mímir som et höjere væsen og sidestillet ham med guderne, hvad der ikke er mærkeligt.



15.
Þá brá ljóma
af Logafjǫllum,
ęn af þęim ljóma
lęiptrir kómu.



ljóma (1): er dativ, lys, lyshav; ljóma (2), her har (R) ljómum, plur., hvad der måske ikke er grund til at ændre. — lęiptrir: lyn el. stråler i almlh. Ellers er lęiptr ntr.



16
— — — —
hóvar und hjǫlmum
á himinvanga,
brynjur vǫ́ru þęira
blóði stoknar,
ęn af gęirum
gęislar stóðu.



De to første linjer er gået tabt (ligesom den sidste halvdel af foregående v.). — hóvar: rettelse f. þa var, ‘höje’, ɔ: svævende höjt oppe. — á himinvanga: må være acc. pl.; i de tabte linjer har der stået sådant noget som ‘de red’. — blóði: på grund af deltagelsen i kampen.



17.
Frá árliga
ór ulfíði
dǫglingr at því
dís suðrœna,
ef vildi hęim
með hildingum
þá nótt fara;
þrymr vas alma.



árliga: tidlig, ɔ: hurtig, straks. — ulfíði: f. ulfhíði ‘ulve-hi’, d. v. s. skoven, jfr. Aasen: ulvhide; hide = ‘skjul, hule hvori vilde dyr have sit leje’. — dís suðrœna: for hds.s dísir suðrœnar, men det er valkyrjen, han spörger; ‘sydrön’ er her et alml. epitet, måske lånt fra Vǫl.kv. — hildingum: krigerne, ɔ: Helge. — þrymr alma: bue-larm, kamp. — vas: havde været; det er den foregående kamp, der naturligvis menes.



18.
Ęn af hęsti
Hǫgna dóttir,
líddi randa rym,
ræsi sagði:
»hygg at vér ęigim
aðrar sýslur
an með baugbrota
bjór at drekka.



líddi: plusquamperf. anomalt præt. f. lęid, brugt upers. — randa rym: skjoldenes larm, kamp; parentetisk sætning. — baugbrota: ring-bryderen, gavmild mand, her Helge.



19.
Hęfr minn faðir
męyju sinni
grimmum hęitit
Granmars syni,
ęn ek hęf Hęlgi
Hǫðbrodd kveðinn,
konung ónęisan,
sęm kattar son.



minn: betonet, min egen. — męyju: datter. — Granmars: dette navn er meget sjældent og bæres kun af en konge i Södermanland i Sverrig. Vistnok er det netop denne, der her menes, men om digteren har været klar herover er uvist. — konung ónęisan: en konge, der ellers er daddelfri. — kattar: ordet bet. næppe her en kat, men er vel jættenavn, der findes i remserne; det giver fortræffelig mening. — Den her nævnte Hǫðbroddr er ellers ukendt. Navnet bet. ‘kampspids’, en ikke naturlig smstilling. Bugge har ment, at det var en gengivelse af Headobarderne, der var en stamme syd for Østersøen, men dette er meget usandsynligt. Saxo nævner en Hothbroddus effrenus i Bråvallaslaget, hvorved man føres til de egne, hvor også Granmar herskede. Her skimter noget gammelt (og rigtigt) frem.



20.
Þó kemr fylkir
fára nátta,
nema hǫ́num vísir
valstęfnu til
eða męy nemir
frá mildingi.«



fylkir: ɔ: Hödbrodd. — fára nátta: om nogle få nætter. — vísir: udæsker. — valstęfnu: val-stævne, kamp. — męy: mig.



21. H. kv.
Uggi ęigi þú
Ísungs bana,
fyrr mun dolga dynr,
nema dauðr séak.



Ísungs bana: ɔ: Hödbrodd, men hvem Ísungr var, er ukendt. — dolga dynr: fjendtligheds dön, ɔ: kamp.



22.
Sęndi ǫ́ru
allvaldr þaðan
of láð ok of lǫg
lęiðar at biðja,
ok iðgnógan
Ógnar ljóma
brǫgnum bjóða
ok burum þęira.



láð: en rettelse for det umulige lopt. — lęiðar: af lęið = lęiðangr ‘følge’. — ok (l. 5): mgl. R. — ið-: er forstærkende, ‘meget rigelig’. — Ógnar ljóma: Ogns (en elvs) glans, kenning f. ‘guld’. — brǫgnum: her hövdinge.



23. H. kv.
Biðið skjótliga
til skipa ganga
ok ór Brandęyju
búna verða.
Þaðan bęið þęngill,
unz þinig kómu
halir hundmargir
ór Heðinsęyju.



Biðið: ɔ: bragna ok buri þęira. — Brandęyju: ukendt, sagnhistorisk ø. — búna: af búinn, rede, rejsefærdig. — þadan: temporalt, derefter. — Heðinsęyju: ukendt ø, medmindre det er Hiddensee, der har foresvævet digteren, men i så fald har han ikke haft klar forestilling om skuepladsen.



24.
Ok þar af stundu
ór Stafnsnęsi
bęit út skriðu,
ok búin golli;
spurði Hęlgi
Hjǫrlęif at því:
»hęfr þú kannaða
koni ónęisa?«



af stundu: straks. — Stafnsnęsi: ukendt sagnlokalitet. — bęit: skibe. — Hjǫrlęif: ukendt, men kaldes her konge (i næste v.). — koni onęisa: de dadelfri helte.



25.
Ęn ungr konungr
ǫðrum sagði,
sęint kvað at tęlja
af Trǫnuęyri
langhǫfðuð skip
und líðǫndum,
þaus í Ǫrvasund
útan fóru.



Trǫnuęyri, Ǫrvasund: ukendte sagnlokaliteter. — líðǫndum: de sejlende, jfr. marlíðendr.



26.
— — — —
»tolf hundruð
tryggra manna,
þó ’s í Hótúnum
hǫlfu flęira
víglið konungs;
vǫ́n erum rómu.«



L. 1-2 er gået tabt. — tryggra: pålidelige. — Hótúnum: det sm som i v. 8(?). — erum: = es mér, er der for mig.



27.
Svá brá stýrir
stafntjǫldum af,
at mildinga
męngi vakði
(ok dǫglingar *
dagsbrún séa) *
ok siklingar
snøru upp við tré
vefnistingum
á Varinsfirði.



stýrir: her absolut, fyrsten (næppe = stýrimaðr), brá ‘lod tage’. — stafntjǫldum: tælte over skibets bagstavn, over løftingen, hvor kongens plads var. — vakði: af vaka, ‘var vågen’ = vågnede. — L. 5-6 er uden tvivl et indskud. — siklingar: = mildingar, fyrsterne. — snøru: lod hejse. — tré: masten. — vęfnistingum: de vævede sejl; nisting ‘noget sammenföjet’. — Varinsfirði: ukendt sagnlokalitet.



28.
Varð ára ymr
ok járna glymr,
brast rǫnd við rǫnd,
røru víkingar;
ęisandi gekk
und ǫðlingum
lofðungs floti
lǫndum fjarri.



ymr: genlyd, plasken. — járna: er sikkert det s. s. rǫnd, ɔ: skjoldenes jærnkanter; de var opstillede ved rælingen og slog mod hinanden under roningen; her er slutningsrim, ligesom i v. 13, måske tilfældigt. — ęisandi: i stormende fart.



29.
Svá vas at hęyra,
es saman kómu
kolgu systir
ok kilir langir
— — — —
sęm bjǫrg eða brim
brotna myndi.



kolgu systir: Kolgas (en af Ægirs døtre) søster, bølgen. — En så malende skildring af skibets skriden og bølgegangen er sjælden. — brotna: kan også bruges om den stærke brænding, der styrter forover. — eða: eller, er fuldkommen forståeligt.



30.
Draga bað Hęlgi
hó segl ofar,
varðat hrǫnnum
hǫfn þingloga,
þás ógurlig
ægis dóttir
stagstjórnmǫrum
stęypa vildi.



Draga bað o. s. v.: helteskik. — hǫfn: = skips-hǫfn, skibsmandskabet (udeblev ikke fra mødet med bølgerne). — þingloga: som svigter, unddrager sig, for at møde på tinge; jfr. et udtryk som ljúga holmstefnu. — stagstjórnmǫrum: heste der har stagstjórn, styrelse ved stag, men stag var det tov, der gik fra mastens top til forstavnen. — stęypa: styrte (dem) i dybet.



31.
En þęim sjǫlfum
Sigrún ofan
folkdjǫrf of barg
ok fari þęira,
snørisk ramliga
Rǫ́n ór hendi
gjalfrdýr konungs
at Gnipalundi.



ofan: ovenfra; hun færdes i luften. — folkdjǫrf: kampdjærv. — snørisk: snode sig. — Rǫ́n: er dativ (som ofte f. genitiv). — gjalfrdýr: brændings-dyr, skib; dýr sing. er her kollektivt, hvis ikke snørisk er fejl f. snørusk. — at Gnipalundi: og hen til Gn.; Gnipalundr er ellers ukendt.



32.
Samt þar of aptan
í Unavǫ́gum
flaust fagrbúin
fljóta knǫ́ttu,
ęn þęir sjalfir
frá Svarinshaugi
með hęrmðar hug
hęr kǫnnuðu.



Samt: rettelse f. sát. — Unavǫ́gum: ukendt; navnet tyder på en rolig og udmærket havn; jfr. Munavágar på Samsø, ved Langøre, der bar navn med rette. — þęir sjalfir: mændene selv, betegnes nærmere ved tilföjelsen ‘fra Svarinshöj’ (fra = hjemmehørende i). Lokaliteten er ukendt; Saxo nævner en kong Suarin i Götland. Det passer godt. — hęrmðar hug: vredt, forbitret, sind. — kǫnnuðu: mønstrede (den fjendtlige flåde).



33.
Frá góðborinn
Goðmundr at því:
»hvęrr ’s landreki
sás liði stýrir
ok fęiknalið
fœrir at landi?«



góðborinn: af god, ɔ: fyrstelig, herkomst. — landreki: fyrste; -reki er svækket form f. ríki (ríkr) ‘konge’. — fęiknalið: overmåde talrig hær. — Det samme halvvers anføres i prosast. 5. i Vǫls. forn. med varianterne fylkir, flota f. landreki, liði, måske anført efter (svigtende) hukommelse.



34.
Sinfjǫtli kvað
— slǫng upp við rǫ́
rauðum skildi,
rǫnd vas ór golli;
þar vas sundvǫrðr,
sás svara kunni
ok við ǫðlinga
orðum skipta:



Sinfjǫtli kvad: er indledningen til v. 35; l. 2-8 er en mellemsætning, et enestående tilfælde af den art. — rauðum skildi: er krigstegn. — rǫnd: kanten; når den siges at være ‘af guld’, er der tale om et skjold, der kun brugtes som ufredstegn, men ikke til forsvar. — sundvǫrdr: sundvogter, en mærkelig betegnelse, ‘den der behersker sundet’, ɔ: Unavágar og indsejlingen dertil.



35.
Sęg þat í aptan,
es svínum gefr
ok tíkr yðrar
tęygir at solli,
at sé Ylfingar
austan komnir,
gunnar gjarnir
at Gnipalundi.



gefr: fordrer; sål., uden objekt, endnu den dag i dag om fodring af husdyr. Sinfjötle forudsætter, at de, han taler med, udfører trællegærning. — solli: æde; no. soll »sammenrørt mad, især om småbrækket brød, som er udblødnet i mælk« (Aasen). — austan: uklart, hvilket udgangspunkt der menes.



36.
Þar mun Hǫðbroddr
Hęlga finna
flugtrauðan gram
í flota miðjum,
sás opt of hęfr
ǫrnu sadda,
meðan þú á kvernum
kystir þýjar.



L. 7-8: »medens du kyssede trælkvinder ved kværnen«. Kværnens indretning har været af den art, at præp. á var naturlig. Under kværnen var vel et gulv, hvorpå den, der malede, stod.



37. G. kv.
Fátt mant fylkir
fornra spjalla,
es ǫðlingum
ósǫnnu bregðr;
þú hęfr etnar
ulfa krásir
ok brœðr þínum
at bana orðit.



fornra spjalla: fortællinger om tidligere begivenheder, og disse selv. — ulfa krásir: lig. — De mange bebrejdelser, der fremsættes, er vi ude af stand til at kontrollere; flere beror sikkert på fantasteri; den her udtalte bebrejdelse sigter til sagnet om, at Sinfjötle i et tidsrum var i ulveskikkelse og da vel nærede sig af ulveføde; broderdrabet sigter til Völsungesagnet om, at Sinfjötle dræbte de to sönner af Signy (hans halvbrødre).



38.
— — — —
Opt sǫ́r sogin
með svǫlum munni,
hęfr í hręysi
hvarlęiðr skriðit.



Den første halvdel er her gået tabt; i den har hęfr stået, som sogin forudsætter. — hvarlęiðr: allevegne forhadt.



39. Sfj. kv.
Þú vast vǫlva
í Varinsęyju.
skollvís kona,
bart skrǫk saman,
kvazk ęngi mann
ęiga vilja,
sęgg brynjaðan,
nema Sinfjǫtla.



Varinsęyju: ukendt lokalitet. — skollvís: svigkyndig. — skrǫk: lögnagtig pralen.



40.
Þú vast, et skœða *
skass, valkyrja *
ǫtul, ámátlig *
at Alfǫður; *
mundu ęinhęrjar *
allir bęrjask, *
svęipvís kona, *
of sakar þínar. *



Dette vers er mulig indkommet på et galt sted, idet 41 slutter sig til 39, medens indholdet af 40 passer ikke hertil. Også indholdet selv er ret mistænkeligt. — et skœða skass: du skadelige uhyre. Hds. har en, hvilket må rettes; skass er velkendt i nyisl., ‘et frækt og utækkeligt fruentimmer’, i no.: »et arrigt menneske, en hustyran« (Aasen); deraf skessa ‘en jættekvinde’. — ǫtul: stridbar. — ámátlig: meget kraftig. — at Alfǫdur: altså i Valhal. Det hele beror på en besynderlig tankegang. — svęipvís: falsk. Rettelse f. svevís.



41.
Níu ǫ́ttum vit
á nęsi Sǫ́gu
ulfa alna,
vask ęinn faðir (þęira).



Sǫ́gu nęsi: ukendt lokalitet. — alna: fødte, er egl. overflødigt.



42. G. kv.
Faðir vasattu
fęnrisulfa
ǫllum ęllri,
svát ek muna,
síz þik gęldu
fyr Gnipalundi
þursa męyjar
á Þórsnęsi.



fęnrisulfa: her synes fęnris- ikke at kunne have nogen særlig betydn.; disse ulve kan ikke sættes i nogen forbindelse med dem, der nævnes i Vspǫ́ 40, men er måske et slags reminiscens derfra; ordet kan smstilles med fróðafriðr (i v. 13). — Þórsnęsi: ukendt lokalitet.



43.
Stjúpr vast Siggęirs,
látt und stoðum hęima,
varghljóðum vanr
á viðum úti;
kómu þér ógǫgn
ǫll at hęndi,
þás brœðr þínum
brjóst raufaðir.
(gęrðir þik frægjan
at firinverkum).



Stjúpr: stesön, jfr. v. 37. — Siggęirs: var Signys mand. — und stoðum hęima: under söjlerne hjemme, d. v. s. i skjul bagved hallens söjler i Signys hjem. Dette kan sigte til den situation, der skildres i Vǫls.s. kap. 8 (M. Olsens udg. s. 17). — varghljóðum vanr: vant til ulvehyl, fordi han selv havde været i ulveham; hds.s ljóðum må forstås som hljóð-; ljóð kunde slet ikke bruges i denne smhæng. — L. 5-6 er mulig uægte, men det kan også være, at der her mangler 4 linjer (til v. 43) og to linjer af (næste) vers. — ógǫgn: uheld. — þás o. s. v.: sigter til det samme som er antydet i v. 37. — frægjan: meget omtalt, her: berygtet. — firinverkum: uhørte gærninger.



44. Sfj kv.
Þú vast brúðr Grana
á Brávęlli,
gollbitluð vast,
gǫr til rásar,
hafðak þér móðri
mart skęið riðit
svangri und sǫðli,
simul, forbergis.



brúðr Grana: siger ikke andet end ‘en hoppe’. — simul: jættekvindenavn, her brugt som skældsord. — forbergis: ned ad bakke. — Det her nævnte Brávęllir er vel den fra sagnet velkendte kampplads, og hænger mulig sammen med skuepladsen for de i digtet skildrede begivenheder.



45.
Svęinn þóttir þú
siðlauss vesa,
þás þú Gullnis
gęitr molkaðir,
ęn í annat sinn
Imðar dóttir
tǫtrughypja;
vill þú tǫlu lęngri.



siðlauss: uhøvisk, tølperagtig. — Gullnis: vel en jætte. — Imðar: jættekvindenavn; Imds datter = jættekvinde, som Gudmund altså skulde have været omskabt til. — tǫtrughypja: se Rígsþ. 13.



46. G. kv.
Fyrr vilda ek
at Frekastęini
hrafna sęðja
á hræum þínum,
an tíkr yðrar
tęygja at solli
eða gefa gǫltum;
dęili grǫm við þik.



Frekastęini: Ulvestenen, jfr. arastęinn v. 14; her sikkert et egennavn. — an tíkr yðrar: en påfaldende tankegang; man kunde fristes til at antage, at der var udfaldet et vers (måske et helt replikskifte), der havde givet anledning til udtrykket. — L. 8: »gid de vrede guder strides med dig«, have med dig at göre.



47. H. kv.
Væri ykr Sinfjǫtli
sœmra miklu
gunni at hęyja
ok glaða ǫrnu,
an sé ónýtum
orðum at bregðask,
þótt hringbrotar
hęiptir dęili.



glaða: verbum = glęðja. — ónýtum: unyttige, virkningsløse. — hęiptir dęili: har strid med hinanden.



48.
Þykkjat mér góðir
Granmars synir,
þó dugir siklingum
satt at mæla;
þęir hafa markat
á Móinshęimum,
at hug hafa
hjǫrum at bregða.



góðir: gode, afholdte, »jeg holder ikke af Granmarssönnerne« — Móinshęimum: ukendt lokalitet, og uvist, hvad der sigtes til.



49.
Þęir af ríki
rinna létu
Svipuð ok Svęggjuð
Sólheima til
dala dǫggótta
døkkvar hlíðir,
skalf Mistar mœrr
hvars męgir fóru.



af ríki: af al kraft. — Svipuð: den hurtige. — Svęggjuð: måske ‘den, der går (løber) med vuggende gang’. — Sólhęima: en ukendt lokalitet, Granmarssönnernes hjem. Navnet forekommer ellers både i Norge og på Island. — Mistar męgir: krigere, se Krit. bem.



50.
Mœttu tyggja
í túnhliði,
(sǫgðu stríðliga *
stilli kómu); *
úti stóð Hǫðbroddr
hjalmi faldinn,
hugði jóręið
ættar sinnar;
»hví ’s hęrmðar litr
á Hniflungum?«



tyggja: fyrsten, ɔ: Hödbrodd. — L. 3-4 kløver den gode sm-hæng, og er utvivlsomt indskud. Det er tvivlsomt, om stríðliga er adj. el. adv. og om kómu er infin. (med stilli som subj.) el. subst. (stilli da dativ), enten: »de sagde med ophidset sind, at en konge var kommen«, el. »de sagde (meldte) fyrsten en fjendtlig ankomst«. — hugði: iagttog. — ættar sinnar: sine sönners. — hęrmðar litr: ophidselsens farve, udseende. — Hniflungum: kan ikke være det sm som Niflungum. Navnet må komme af Hnefi der findes som søkongenavn. Navnet findes også i Atlamǫl og Guðr.hv., vistnok ved smblanding med Niflungerne. Digteren har måske brugt navnet som en alml. fyrstebetegnelse.



51. G. kv.
Snúask hér at sandi
snævgir kjólar,
rakka hirtir
ok ráar langar,
skildir margir,
skafnar árar,
gǫfugt lið gylfa,
glaðir Ylfingar.



snævgir: hurtige. — rakka hirtir: sejlringenes hjorte, skibe. rakki var en ring i midten af råen, hvorved sejlet fæstedes til masten. — Man mærke den levende skildring af skibene, der viser digterens livlige interesse for skibe og sejlas (jfr. v. 28 og 29).



52.
Ganga fimtán
folk upp á land,
þó ’s í Sogn út
sjau þúsundir,
liggja í grindum
fyr Gnipalundi
brimdýr blásvǫrt
ok búin golli.



folk: skarer (vel et bestemt antal; »folk er 40« siger Snorre, men 15 × 40 = 600 synes at være et altfor lille tal). — Sogn: kan naturligvis ikke være den norske fjord; Vǫls.s. har »øen Sok«. Man væntede her dativ, derfor må Sogn være fem., og det passer, hvis der er tale om en ø. — grindum: VǫIs.s. har opfattet ordet som egennavn; det er det vel næppe, snarere appell. = ‘indelukke’. — brimdýr: brændingsdyr, skibe. — blásvǫrt: blåsorte, er vel at tage bogstaveligt; blár bruges ellers ofte (også i nutiden) om ‘sort’ farve.



53.
Þar ’s miklu męst
męngi þęira;
muna nú Hęlgi
hjǫrþing dvala.



hjǫrþing dvala: opsætte sværdtinget, kampen.



54. Hbr. kv.
Rinni raukn bitluð
til Ręginþinga,
ęn Sporvitnir
at Sparinshęiði,
(Mélnir ok Mýlnir *
til Myrkviðar) *
látið ęngi mann
ęptir sitja
þęira ’s bęnlogum
bregða kunni.



raukn: heste. — De her forekommende navne er ellers ukendte. Ręginþinga er sikkert egennavn, ligesom Sparinshęiðr og Myrkviðr (iøvrigt er l. 5-6 vistnok indskud), Sporvitnir: spor-ulv, Mélnir af mél ‘mundstykke’ i et bidsel, Mýlnir af múll et slags hovedtöj i et bidsel. Myrkviðr hed en skov i Sverrig nær ved Fyrissletten (Fms. V, 249). — bęnlogum: sår-luer, sværd.



55.
Bjóðið Hǫgna
ok Hrings sonum,
Atla ok Yngva,
Alfi hinum gamla,
þeir ro gjarnir
gunni at hęyja,
lǫ́tum Vǫlsunga
viðrnám fáa.



Alle de her nævnte personer er ellers ukendte; Alf d. gamle nævnes i Hyndl. (16, 22). Om Atla, Yngva er appos. til sonum, er ikke til at afgöre.



56.
Svipr ęinn vas þat,
es saman kómu
fǫlvir oddar
at Frekastęini;
ęy vas Hęlgi,
Hundings bani,
fyrstr í folki,
þars firar bǫrðusk.



Svipr ęinn: som én storm (kort, hæftig bevægelse). — folki: kampen, el. skaren?



57.
Œstr á ímu,
alltrauðr flúgar,
sá hafði hilmir
hart móðakarn.



Her mgl. sikkert et halvvers. — ímu: kamp. — flugar: af flugr ‘flugt’. — móðakarn: sinds-agern, hjærte.



58.
Kómu ór himni
hjalmvitr ofan,
óx gęira gnýr,
þærs grami hlífðu;
þá kvað þat Sigrún,
sárvitr flugu,
át hǫ́lu skær
af hugins barri:



or himni: fra luften af. — hjalmvitr: hjælm-væsen, væsner med hjælme, jfr. hjalmaðar sǫ́tu i Hák.mǫ́l 11. — óx gęira gnýr: som følge af valkyrjernes komme; ‘spydenes gny’ = kamp. — sárvitr: sår-væsner, kan næppe være andet end valkyrjerne. — þá kvað o. s. v.: m. h. t. formen jfr. v. 34. — hǫ́lu skær: jættekvindens hest, ulv; hǫ́lu er en sikker rettelse for havlþa. — hugins barri: ravnens korn (føde), ligene.



59.
Hęill skalt vísi
virða njóta,
áttstafr Yngva,
ok una lífi,
es fęlt of hęfr
hinn flugartrauða
jǫfur þanns olli
œgis dauða.



áttstafr Yngva: ætling, efterkommer af Yngve; er vel her brugt i alml. som ‘en fyrsteætling’. — œgis: usikkert, fyrstenavn? el. ‘en fjendtlig person’.



60.
Ok þér buðlungr
samir bæði vęl
rauðir baugar
ok hin ríkja mær;
hęill skalt buðlungr
bæði njóta
Hǫgna dóttur
ok Hringstaða.
(sigrs ok landa. *
þá ’s sókn lokit). *



mær: ɔ: Sigrún selv. — De to sidste linjer er vist en tildigtning. — Der er ikke den fjærneste grund til at antage hele verset som uægte tillæg. Tværtimod. I v. 59 ønsker Sigrún Helge til lykke med det herredömme, som han nu har vundet, og v. 60 er da naturligt en lykønskning til, at han og hun nu vil kunne leve sammen; verset er en nærmere forklaring til ok una lífi (v. 59).