Vers i Fornaldarsagaer (FJ 1907)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den islandske litteraturs historie
Heimskringla Reprint
tilligemed den oldnorske
af
Finnur Jónsson
1907
Andet tidsrum, 1100–1300
De vers, der her er tale om, findes i de opdigtede, tildels på gamle, men for det meste uhistoriske sagnminder beroende sagaer, hvorom mere senere. De vers, der findes heri, er af meget forskellig art, kvalitet og alder; da de fleste af dem upåtvivielig falder indenfor det tidsrum, der her behandles, skal der her gives en samlet oversigt over dem. Heusler og Ranisch har samlet de bedste og de fleste af dem under titlen Eddica minora, og dermed antydet en sammenhæng med Eddadigtene; denne sammenhæng er nu imidlertid meget løs, skönt der er visse ligheder med og efterligninger af dem tilstede. Udgiverne mener at kunne henføre nogle af de pågældende digte til tiden för 1100, ja endogså til det 10. årh. Dette er dog ikke blot usikkert og lidet sandsynligt, men kan for det meste ligefrem modbevises. Kun om et par digte kunde der være tale at göre dem ældre, idet de er så fortræffelige, at de kunde være digtede i Eddadigtenes klassiske tidsrum. Men om de fleste gælder det, at de er lærde efterligninger, der går ud på at skuffe ved at ligne de gamle ægte kvad så meget som muligt; naturligvis er efterlignelsen ikke lykkedes; der findes mange, direkte vidnesbyrd om den, verbale lån og lignende. Vi befinder os netop her i den lærde tid; man havde en i det hele ganske klar forestilling om de ældre digtes formelle art og i så henseende ufuldkomne versemål, hvad enten der var tale om de kortere versemål eller drotkvædet; det ses bl. a. af Snorres Háttatal. Derfor var det let at give disse vers et gammeldags anstrøg og klang. Men det sande forhold skinner igennem f. eks. ved, at versemål som ljóðaháttr og málaháttr her findes anvendt til løse vers, hvad der sikkert ikke var tilfældet i det 9. og 10. årh. I de fleste sagaer, der indeholder vers, er der anvendt forskellige slags versemål; kun i enkelte som Hálfssaga er de ensartede (fornyrðislag). For ikke at tale om, at fremstillingen gennemgående er mindre frisk, ja ofte tör og lidet poetisk beåndet, findes der i det sproglige klædebon mangt og meget, der viser den efterklassiske tid — og det ikke blot for de strofers vedkommende, der hører til de alleryngste. På den anden side anvendes — dog sjælden — meget gamle former; de er ligefrem frugten af læsning og studium. Endvidere er det af betydning, hvorledes det gamle hedenskab fremtræder. Digterne af disse vers vidste meget godt, at de personer, de fortalte om, tilhørte den grå oldtid, hedenskabets tid. Men de bruger ofte udtryk og viser en opfattelse, der ikke er hedensk og kan höjst være fra kristendommens ældste tider. Alt dette røber disse digte og vers som en sen, lærd epigonpoesi.
Af det her udviklede følger det af sig selv, at hele denne digtning er islandsk; som sådan og kun som sådan kan den forklares. Vel er det rimeligt, at der har eksisteret norske digte fra det 11. (og 12.?) årh., der har været beslægtede med disse digte, f. eks. hint Bråvallakvad, som dr. Axel Olrik har ment at kunne påvise. Man kunde mene, at nogle af de her omtalte digte kunde være norske, men de fleste er afgjort islandske, og da de alle har et lignende præg og der i intet af dem findes noget som helst hørende til natur- eller kultur-fænomener, der peger mod Norge, er det rimeligst og følgerigtigst at antage det samme hjem for dem alle. Hvad tilværelsen af en lignende norsk digtning angår, beror den på fremtidige undersøgelser, men usandsynligt er det ikke, at der vil kunne konstateres et og andet i så henseende.
I Fridtjofssaga findes en hel del vers, de fleste i frit drotkvædet og hører som sådanne ikke hid. De vigtigste er den cyklus, som Fridtjof og hans fæller digtede undervejs i storm og søgang på deres sejlas til de vestlige øer. Det er kraftige og könne, poetisk beåndede vers. Fridtjof, denne erotiker, glemmer aldrig at vise sit heltemod og undlader aldrig at mindes Ingibjörg. Hvor gamle disse vers er, er ikke muligt at sige med fuld vished, men de er næppe meget yngre end 1200.
Dialoger og monologer findes i Hervararsaga og Halfs saga. I Herv. haves for det første samtalen mellem Hervör og hendes afdøde fader, da hun kom til gravhöjene for at kræve sværdet Tyrfing udleveret. Forud er der gået en kort samtale mellem hende og en lidet modig hyrde. Digtet er ret tört og ligefrem prosaisk. Hervör viser sig naturligvis som den uböjelige, der ikke giver tabt og får tilsidst sværdet. Og dog ender hun med at sige, at da syntes hun snarest, at hun svævede mellem liv og død, da bålene på øen flammede omkring hende. Det er vel muligt, at digtet er fra det 12. årh.s sidste halvdel (Edd. min.), men det kan også være yngre.
I Hálfssaga findes dialoger og monologer. For det første samtalen mellem kong Half og Innsteinn för end Asmund sveg dem og lod tænde ild i huset, hvor de sov. Innsteinn advarer Half mod Asmund og fortæller drömme, der syntes at varsle ulykker og død. Det minder f. eks. om Atlamál med det stærkt benyttede drömmemotiv. Kong Half afkræfter alle Innsteins ord, erklærer at Asmund ingen svig har i sinde og han forklarer alle drömmene på den gunstigste måde, om end det rimeligvis er digterens mening, at Half selv ikke tror på sin tydning. Hertil slutter sig monologiske vers af Innsteinn, hvori han dels opmuntrer de andre og vækker Half (jfr. Bjarkemål), dels udtaler, at de har kun lidet godt at takke Odin for, at han herefter ingen anden konge vil vælge eller følge, og ender med det ret kraftige, men betegnende udbrud: »det vil man göre til genstand for fortælling, at kong Half døde med smil på læben« (jfr. Krákumál). Versene er i øvrigt ret prosaiske; det anførte citat lyder könt nok, men lignende bemærkninger findes aldrig i de virkelige Eddadigte.
I samme saga findes en samtale mellem Utsteinn og kong Eysteins mand Ulf, med hvis sönner han kæmper, og hvem han alle fælder (9 vers i det hele); Utsteinh taler kraftens og modets ord. Efter kampen kommer han tilbage til hallen og har ordveksel med Eystein på vers, hvori denne erkender Halfrekkernes overlegenhed over alle andre; Utstein svarer med stødende praleri, at han skulde, hvis det var nødvendigt, slå alle Eysteins mænd ihjæl. Digtets vers er ret unge og røber sig som sådanne tildels ved brugen af meget lavtliggende ord.
Endelig findes der en lang og udtværet enetale af Hrókr, som kongedatteren Brynhild — senere hans hustru —, lytter til; Hrok giver heri et tilbageblik over sit liv; især mindes han Half og hans mænd og beskriver deres færd, omtaler sin hævnfølelse og ender med at udtale ønsket om, at Brynhild skulde blive hans hustru. De sædvanlige remsemæssige heltelister findes deri. Digtet er næppe ældre end fra det 13. årh.
Nærbeslægtet med det sidstnævnte er den såkaldte Vikarsbálkr i Gautrekss.; Starkad foregives at have fremsagt digtet. Han giver deri en oversigt over sit liv fra barnsben af, indtil han kom i forbindelse med den unge helt. Vikar; de samlede folk — navneremse — og drog i viking. Starkad udtaler så med vemod, hvorledes han, forledet af Tor, kom til at dræbe Vikar, og slutter med at beskrive sit eget gamle og hæslige udseende og den foragt, han er genstand for. Digtet er i et hdskr. blevet interpoleret med nogle vers. Det er affattet i fornyrðislag og sikkert ikke ældre end fra det 13. årh. Det er fejl, når det sættes til det 12. (Olrik) eller endog til det 11. årh. (Edd. min.).
Hertil slutter sig versgrupper i slutningen af Hervarars. De handler om forholdet mellem brødrene Angantyr og Hlöðr, der kommer for at afkræve broderen sin fædrenearv. Hlöd er vokset op i Hunaland. Angantyr tager vel imod ham og gör ham gode tilbud, men en god forståelse brister på grund af Hlöds fordringsfuldhed, og Tyrfing vil Angantyr ikke dele med ham. Så göres forberedelser til kamp. Om disse og søsteren Hervörs fald m. m. findes endel vers. Om alle disse vers tilhører ét digt, er tvivlsomt. Enkelte er i et forskelligt versemål, men overleveringen er dårlig. Der er noget antikt ved disse vers, de er kraftige i tone og sproget ikke dårligt; men lige så vist forekommer det at være, at de ikke er ældre end fra 12. årh.; den gammeldags fernis, de har, hidrører fra en habil kender af Eddadigtene, hvis anslag og tone han ikke uden held har efterlignet. At versene tildels skulde tilhøre det 10. årh. synes afgjort urigtigt.
Nærbeslægtet med de her omtalte vers er de, der udgör samtale, hvori to (eller flere) personer deltager, skælder hinanden ud eller måler sig med hinanden og søger at overbyde hinanden ved at nævne de store bedrifter, de hver for sig har udført. Dette er mannjafnaðr-leg, ofte i forbindelse med en kappestrid om, hvem der kan tåle at drikke mest. Dette var en ældgammel nordisk leg, som vistnok var meget yndet; den træffes i historiske sagaer; og der findes digte af lignende art blandt Eddakvadene (Vafþruðn., Alvissm., Hárbarðsljóð osv.). Det bedste og interessanteste eksempel herpå findes i Örvar-Oddss., hvor Örvar-Oddr har en sådan ordstrid med to hirdmænd; vekselvis skal de bringe hinanden et horn at tömme og samtidig nævne en bedrift, som modparten skal søge at overbyde. Örvar-Odd går af med sejren med glans; de to andre ligger døddrukne under bordet. Ellers plejede der kun at være én modstander. Ordstridsvers — af en noget anden, men beslægtet art — og gensidig udskældende samtalevers findes i Ragnars s., Gríms s. loðinkinna og i Hjálmtérss. (her er versene meget unge). Der er i det hele lidet poetisk ved disse vers; de har dog en betydelig kulturhistorisk interesse.
Nærbeslægtet med den omtalte åndelige kampleg er gådestriden; den består jo i, at den ene fremfører en gåde, medens den anden skal tyde den; kan han ikke det, har han tabt det, hvorom det gælder; det kunde dreje sig om småting, men det kunde også gå på livet løs (jfr. Vafþr., hvor det jo på en lidt anden måde drejer sig om gåder). Denne leg har sikkert været almindelig yndet og anvendt. Og der har i Norden fra arilds tid eksisteret en mængde gåder; disse har, ligesom tilfældet har været på Island lige til nutiden, ofte været affattede i versets form, og da særlig, på grund af gådens væsen, i ljóðaháttr; dog gaves der også gåder i fornyrðislag. Der hører ingen ringe kunst og skarpsindighed, foruden en vis finhed i tanken til at lave en god gåde; det gælder jo, at den på engang skal indeholde en rigtig beskrivelse af genstanden såvel som en sammenligning med noget andet, således at tanken netop føres bort fra det rigtige. Der skal altså også skarpsindighed til for at tyde gåden rigtig. Det var en morsom og spændende leg. Der haves en samling gåder i Hervarars. Rammen om dem er den, at en mand i kong Heidreks rige, Gestumblinde, er falden i unåde hos kongen; han skal opnå fred og forlig, hvis han for kong Heidrek kan fremføre gåder, som denne ikke kan tyde. Gestumblinde er stedt i vånde, da kommer en gammel mand til ham — Odin — og tilbyder at gå for ham til Heidrek; de skifter skikkelser. Det er altså faktisk en kamp mellem Odin og Heidrek; denne tyder imidlertid alle Odins gåder, så at denne tilsidst må ty til sit gamle spörgsmål om, hvad Odin hviskede Balder i øret; dette er jo ikke gåde i egenlig forstand, men det ses heraf, hvor ringe forskel der er på en gåde (der egenlig tager sigte på skarpsindigheden) og et spörgsmål, der tager sigte på den positive viden (tillærte kundskaber). Heidrek kan ikke svare på spörgsmålet, genkender Odin (ti ingen måtte fremsætte en gåde, hvis rigtige løsning han ikke selv kendte) og hugger efter ham. Til straf blev Heidrek kort efter dræbt. Disse gåder, Gestumblindes eller Heidreks gåder, findes i de to håndskrifter af sagaen i noget afvigende former; i alt væsenligt er de dog ensartede. De drejer sig om genstande fra den omgivende natur, fra det menneskelige, daglige liv og gærning og menneskeværker; de angår ikke krig eller ufred og våbnene er slet ikke repræsenterede; derimod er et par om bølgerne og en om ankeret; ellers har vi edderkoppen, løget, angelikaen, — hammeren, smedebælgen, arneilden osv., samt brætspillet repræsenterede. De er som oftest særdeles træffende og livfulde. Hvor gamle disse gåder er i den form, de her har, er vanskeligt at sige. Selv er gåderne sikkert meget gamle og der er intet i vejen for at deres affattelse i versform er ældre end omkr. 1100. Foruden disse gåder haves nogle få andre. Samlingen af dem og anvendelsen i sagaen fører afgjort til den lærde tid på Island.
Et i sin slags enestående digt er Buslubæn, der findes i Bosasaga. Kongen i Götland har landsforvist Bose og sin sön Herrød; Boses gamle, troldkyndige fostermoder, Busla, besøger kongen og får ham til at tage de to til nåde igen, men det lykkes kun ved at hun fremsiger over ham et digt, fuldt af de kraftigste forbandelser, hvis han ikke giver efter. Digtet er en sildig slægtning af Skírnirs tale til Gerd i Skírnismál, men står i alle henseender langt under dette digt. Digtet skal have bestået af 3 dele, hvoraf den sidste kaldes Syrpuvers (Syrpa = jættekvinde); heraf kunde sagaens forfatter (af velanstændighedshensyn) kun anføre det sidste vers; af den første del er 7 vers bevarede, af den anden kun ét. Om der nogensinde har været flere, er tvivlsomt. Versene er noget uregelmæssige. Der er unægtelig kraft i forbandelserne og den gamle kællings usminkede udtryk, men i det hele viser de et temlig lavt niveau og de er ganske sikkert en refleks af menigmands forbandelser mod hinanden. Digtet er sikkert ikke ældre end fra det 13. årh. og snarest dettes sidste halvdel. Et lignende forbandelsesdigt findes hos Saxo, 1. bog.
En særlig gruppe indenfor fornaldarsagaernes digte udgör dødssangene, d. v. s. de sange, som en døende person fremsiger. Som oftest er disse digte tilbageskuende, idet den talende giver en mere eller mindre udførlig skildring af sit liv, mindes sine bedrifter, sine ledsagere osv. De er selvfølgelig vemodige i fremstillingen og der fremtræder, ved siden af glæden over det dådrige liv, dog en vis vemodig sorg over at forlade det; alligevel er der ingen klage på de døendes læber; de ved, at det er således bestemt af skæbnen og »engang skal enhver jo dø«. For nogle som Ragnar står det tilstundende liv i Valhal som en eftertragtelig, salig tilstand og han dør med smil om læben. Også blandt Eddadigtene findes forbillede for lignende sange; Sigurðarkviða en skamma er jo egenlig en sådan. Ulf oarges digt (se ovf. s. 9) er på en måde også en dødssang, skönt på en anden vis.
Den berømteste af disse dødssange er Hjalmar den modiges; den findes i Hervarars. og i Örvar-Oddss. (her noget afvigende og interpoleret med en af de sædvanlige heltelister). Hjalmars digt er et svar på eller foranlediget ved spørgsmålet: »hvorfor han var så bleg af udseende«. Hjalmar fortæller grunden dertil — »sår har jeg sejsten, flænget brynje; Angantys sværd, i gift hærdet, kom mit hjærte nær, den hvasse od«. Derpå mindes han det muntre liv på Agnafit og kvindernes glade sang hos kongedatteren, der havde lovet ham sin tro. Han mindes sit landliv — men det var han aldrig tilfreds med; kampens hæder var mere tiltrækkende — og »nu må jeg ligge, berøvet livet, uden nogensinde at vende tilbage«; han beder sin fælle at bringe Ingeborg sin armring. Endelig ser han en ravn og örn komme flyvende — det er sidste gang han giver dem læskedrik, denne gang hans eget blod. Dette er digtets skönt-vemodige slutning. Det er ganske i den ridderlige Hjalmars ånd at mindes — ikke sine enkelte kampe, men — sin elskov og livets munterhed blandt de syngende og glade tærner i hallen. Digtet er, navnlig i den form, det har i Hervarars., et mesterlig formet og komponeret digt, fast og tætbygget og gribende skönt i sin ædle simpelhed. Ubetinget bærer det prisen fremfor alle fornaldarsagadigte. Det er en virkelig digter med fantasi og ævne til at sætte sig ind i en døende mands tanker som Hjalmars, der har forfattet sangen. Når dette er sket, er det vanskeligt at bestemme. Sangen kunde godt være betydelig ældre end 12. årh. og hvis noget af disse digte overhovedet er ældre, måtte det være dette. Noget bestemt kriterium, der sikkert taler derfor, findes dog ikke. Digtet er snarest fra det 12. årh.; derfor taler ikke mindst det overmåde regelmæssige fornyrðislag, det er affattet i. Den bløde stemning og Hjalmars ridderlighed peger vistnok i samme retning. I Edd. min. sættes det senest til udgangen af det 12. årh.
Den anden dødssang er Hildebrand húnakappes i Asmundarsaga og består kun af 5-6 vers. Han faldt under særlig tragiske omstændigheder, nemlig for sin halvbroders hånd, der ikke vidste besked om slægtskabet. Den døende Hildebrand underretter ham derom; han omtaler de to dværgesværd, de har kæmpet med; hans gik itu; det skjold, hvorpå antallet af de af ham dræbte står optegnet (en indirekte helteliste og overblik over det ledne liv ligesom i én sum) er under hans hoved; han mindes sin døde sön, hvem han også mod sin vilje har berøvet livet; han beder Asmund at indsvøbe hans lig i hans — broderens — klæder og slutter med vemodige ord om, at han nu skal dø. Der er en kön stemning over disse vers, men de står tilbage for Hjalmars sang. Hos Saxo (VII. b.) findes et tilsvarende digt. Digtet er sikkert fra det 12. årh. I Edd. min. antages det at kunne være en efterligning af Hjalmars dødssang.
En tredje dødssang er Örvar-Odds. Den er noget vanskeligere at have at göre med. I sagaen findes nogle vers, der genfindes i et helt digt ved sagaens slutning, der er meget langt. Örvar-Oddr havde den skæbne, som en völve havde spået ham i hans ungdom, at han skulde dø på det sted, hvor han var opdragen og at hesten Fakse skulde volde hans død. En hugorm, der havde skjult sig i hestens hoved, bed Oddr og det voldte hans død. Døende kvæder Oddr sit livs sang, der er et fuldstændigt, tilbageskuende biografisk digt og temlig detaljeret. Som det foreligger, er det temlig farveløst og jævnt, på enkelte steder dog ikke uden en vis kraft. Også det ender vemodigt ved tanken om Odds efterlevende hustru, til hvem han beder sine ledsagere at bringe sin sidste hilsen. Der har været tvistet om, hvorvidt dette lange digt er det oprindelige eller om det er en udvidelse af et ældre og kortere (således Boer og Edd. min.). Men der er næppe fuld föje til at antage et ældre, kortere digt. Sagaens forfatter har i den optaget enkelte vers fra digtet, der således måtte være ældre end i hvert fald sagaens nuværende ældste redaktion. Hvad der er af störst betydning er digtets ensformighed helt igennem.
Den sidste dødssang findes i þáttr af Ormr Storolfsson og Asbjörn prude, der ganske vist ikke regnes til fornaldarsagaerne, men som i indhold står dem overmåde nær, uagtet den ene hovedperson er en historisk Islænder. I þáttr'en findes völvevers, lignende dem i Örvar-Oddss., der i det hele er etslags original til þáttr'en. Det er Asbjörn, der under kvalfulde dødspinsler fremsiger sangen, der er affattet i etslags ufuldstændig drotkvædet med indblanding af fornyrðislagsvers (også her findes en helteliste). Den er også stærkt påvirket af Krákumál. Sangen er ret ubetydelig og ung, næppe ældre end fra det 13. årh.s sidste halvdel.
Til alt dette slutter sig endnu en sang, der i mange henseender frembyder interesse. Det er Krákumál. Kun for såvidt henhører den uegenlig herhen som den ikke er forfattet i fornyrðislag, men i frit drotkvædet med ret fakultative rim og da snarest i de lige linjer. Så godt som alle versene — der er 29 — består af 10 linjer; heraf er den 1. linje allevegne identisk (den mangler i sidste vers) og danner således etslags omkvæd; ved sit indhold angiver den ligesom digtets grundakkord: »Vi huggede med sværd«. De to sidste linjer af hvert vers udgör i reglen en sætning for sig, og den sidste af de to har i reglen helrim, hvorved digteren har tilsigtet en afrundet og harmonisk slutning. M. h. t. indholdet falder digtet i to afdelinger. I den første (v. 1 — 21) opregner Ragnar lodbrok — det er ham, der døende i ormegården hos kong Ella fremsiger sin dødssang — sine søtog og kampe. Digteren lader ham begynde med drabet på lyngormen, hvorefter følger kampe i Øresund og Østersøen og ved dens kyster; derefter drager Ragnar mod vest til Flandern, til England, Irland osv. Denne del af digtet er temlig tör og kampskildringerne ikke videre anskuelige og indeholder stærke gentagelser. Enkelte gange hæver digteren sig til at sige sådant noget som: »det var ikke på Vikaskerde som når kvinder bringer vin omkring« — i øvrigt en reminiscens fra Sigvatr. Den anden afdeling er af en helt anden art. Her kommer Ragnar til at udtale sig om heltemod og manddom i almindelighed og digtet er fra nu af en begejstret lovsang til det gamle helteideals pris: »Hvorfor skulde en mand være mere hjemfalden til døden, fordi han står forrest — den feje får aldrig glæde af sit hjærte« — det er skæbnen, der råder for det hele. Ragnar ser tilsidst valkyrjerne komme for at indbyde ham til Valhals glæder og han udånder med at sige: »livets stunder er forbi, leende går jeg i døden«. Det er ikke muligt andet end at påvirkes af denne dels flugt og kraft. Digteren har vidst at give et anskueligt billede af den døende helteviking og sætte sig ind i en sådans stemning. Den første afdeling er langt fra mislykket, den sidste overordenlig vellykket. Digtet er uden tvivl islandsk fra det 12. årh. For det første taler dets kunstlede ukunstlethed, hele sagnlærdom og form. Man har indvendt derimod, at h et par gange udelades foran l, n, r, dog ikke altid, og dette måtte være kriterium for en ikke-islandsk oprindelse. Dette er dog ikke nok, ti i et rent islandsk religiøst kvad findes det samme en gang. Forklaringen ligger i, at Islænderne, der i det 12. årh. kendte den daværende norske udtale, modsat deres egen (med h bevaret i de nævnte stillinger), kom til at antage, at den norske måtte være den ældre og ældste udtale; det måtte altså være passende at anvende den i et digt, der skulde se så gammelt ud som muligt. At det er islandsk, bestyrkes ved, at der findes efterligninger af ældre kvad, der kun kan forudsættes hos en Islænder. Ældre end ca. 1100 kan det naturligvis ikke være. At det heller ikke kan være ret meget yngre end ca. 1200, synes dets sidste del at borge for i og for sig. Det passer særdeles godt ind i den lærde tids produktion. Ikke mindst taler sammenligningen med sagaen om Ragnar derfor; der er store uoverensstemmelser mellem den og digtet. Ganske vist er den nu eksisterende saga temlig ung, men der er intet, der taler for, at den ældre saga i det hele har stået digtet meget nærmere. — Hvad digtets navn betyder er uklart; at det hentyder til Kráka = Aslaug, Ragnars hustru, er givet; men hun har intet med digtet at göre. Rimeligvis beror det på en misforståelse.
Rundt omkring i fornaldarsagaerne findes der en mængde løse vers — i forskelligt versemål og af meget forskelligt indhold. De fleste handler om og er digtede i anledning af kampe og heltebedrifter. Det er ikke nødvendigt at komme nærmere ind på dem. Dog skal der som særlig interessante fremhæves de komisk-naive vers af de mærkelige brødre i Gautrekss. og spotteversene af Ketill hœngr og Ån buespænder; af de vers, der tillægges ikke-menneskelige væsner, er nogle også ret interessante.
Til alt dette må til slutning föjes en ejendommelig cyklus af vers i den såkaldte Völsaþáttr (i Flatøbogen). Denne fortæller om Olaf d. helliges, Finnr Arnasons og Tormod Kolbruneskjalds besøg hos en afsides boende familje, hvor de fandt en mærkelig hestefallus-(völsi)-dyrkelse, der dog ikke fandt megen sangbund hos familjens yngre medlemmer. Om aftenen gik denne fallus omkring i stuen, og enhver, der tog imod den, skulde fremsige et vers derved. Det er disse vers, der her sigtes til. De er i fornyrðislag, dog ikke helt regelmæssigt. Versenes indhold beror på de enkelte personers mere eller mindre intime forhold til den mærkelige kultusgenstand. Digtet er næppe yngre end fra 13. årh. Til grund for indholdet ligger sikkert et gammelt minde om en sådan kultus hos en i dannelse meget lavtstående og fjærntboende familje.
Som för bemærket, er hele denne digtning meget forskellig, men den frembyder meget af interesse; navnlig kaster den dog et meget klart lys over den litterære og digteriske stræben på Island i denne periode på forskellig måde. Ikke mindst vidner den om det studium af de ældre tider, som man i øvrigt ser på så mange andre måder og som står i den allernærmeste forbindelse med Islændernes hovedfrembringelse, sagaen.
