Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden - Klædedragt, smykker og bohave

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vesterlandenes indflydelse paa nordboerne i vikingetiden

Klædedragt, smykker og bohave

Av Alexander Bugge

Christiania
1905

Klæder og tøier

I oldtiden og hele middelalderen igjennem, ja for det meste endnu den dag idag har almuen i Norden selv vævet tøiet til sine klæder af uld, som blev spundet paa gaarden. Sligt tøi kaldtes váð eller vaðmál, vort vadmel. Andre ord var hafnarváð, hafnarvadmál, eller naar tøiet var bestemt til udførsel, vǫruváð, vara. Til yderplag, især om vinteren og paa krigstog, brugtes skind og huder. Almindelig ogsaa paa Island var lintøi eller lærred lín, lereþt. Paa Island maatte det ialfald indføres. I Norge blev lin eller hor (hǫrr) fra gammel tid delvis dyrket. Men det sædvanlige var vist, at det blev indført, som det synes at fremgaa af retterbøder fra Haakon V Magnussøns tid.

Rekonstruksjon av vikingdrakter på arkeologisk museum i Stavanger. (Foto: Wolfmann, 2015. Commons.)

Ved siden af dette hjemmevævede tøi bragte vikingetiden en mængde fine stoffer til Norden til brug for høvdinger og stormænd. Det tøi, som blev vævet hjemme paa gaarden, var grovt og simpelt og man forstod ikke at gi det prægtige og straalende farver. Men paa sine vikingetog havde Nordboerne ude i Europa set pragten og de straalende dragter ved kongehofferne. Og da de selv af naturen var glad i alt, som var gildt og staseligt, var noget af det, de først og fremst søgte at faa fra udlandet, prægtige klæder.

Det kostbareste af disse tøier og et stof, som i middelalderen bare blev brugt af stormænd og til kirkeprydelser, var silken (oldn. silki). Det kan være tvivlsomt og kan med sproglige grunde ikke afgjøres, om dette ord først er kommet til Norden fra Øst- eller fra Vesteuropa. Silke heder paa angelsaksisk seolc eller seoloc, et ord, som er nær beslægtet med silki. Men paa den anden side har vi i kirkeslavisk formen šelku, som igjen synes at hænge sammen med mongolsk sirgek, silke. Derfor er kanske ordet kommet østenfra til Norden og er i angels. et laanord fra nordisk. — Silkens hjem er, som bekjendt, Kina. Men ved vikingetidens begyndelse var silkeavlen udbredt over hele Orienten og var gjennem Maurerne bl. a. indført i Spanien, hvor den udgjorde en blomstrende industri. Saaledes var der i en by som Almeria alene 800 vævstole, hvor silketøier tilvirkedes. Herfra og ikke bare fra Østeuropa over de russiske handelsveie fik Nordboerne i vikingetiden den silke, som ikke saa ganske sjelden brugtes af høvdingerne.

Nordboerne i Irland, som stod i livlig handelsforbindelse med udlandet, var særlig glade i prægtige klæder og havde meget mere pynt og stas end Irerne selv. Da Irerne i 968 plyndrede Limerick, fortælles det saaledes, at de førte bort med sig Nordboernes "smykker og bedste eiendom, deres skjønne fremmede sadler, deres guld og sølv, deres skjønne vævede klæder af alle farver og af alle slags, deres satin og og silkeklæder, smukke og brogede, baade skarlagen og grønne, og ligeledes alle slags klæder". Det er lidet sandsynligt, at Nordboerne i Irland stod i handelsforbindelse med Østeuropa; desuden ved vi ogsaa andetstedsfra, at de havde samfærdsel med Syd-Frankrig og Spanien; endelig er det vel kjendt, at Maurerne i Spanien var særlig dygtige i at forarbeide alskens skind- og lædervarer . De fremmede sadler (a sadlaici allmarda), som nævnes, maa vel derfor være spanske. Og det samme er, tør vi slutte, tilfældet med silketøierne.

Nordboerne i Irlands silketøier nævnes ogsaa flere gange ellers. Da Irerne i aar 1000 havde indtaget og plyndret Dublin, heder det saaledes i et digt til minde herom: "Vi bragte silke ud fra deres fæstninge" (Tugsam siccir as a dún).

I Rigsþula nævnes silke for første gang i gammelnorsk digtning. Det heder (str. 34) om høvdingens søn den unge Jarls fødsel: Svein ǫl Moðir, silkí vafði". Da de fleste mener, at Rigsþula er digtet paa de Britiske Øer blant keltiske mænd, maa vi slutte, at den silke, som det nyfødte barn svøbes i, er kommet fra Spanien over Irland. Ogsaa andetsteds omtales under vikingetiden silketøi, som vistnok er kommet til Norge over Vest-Europa. Saaledes gav Arinbjørn herse engang Egil i julegave en silkekappe besat med guldknapper. Det heder herom i det vers, som Egil digtede:

Sjalfráðe lét slæðor

silke drengr of fenget

gullknappaðar greppe

Arinbjørn herse var dengang nylig kommet hjem fra England; dessuden gav haa ved samme leilighed Egil en klædning af nyt engelsk klæde. Vi maa da slutte, at ogsaa silkekappen er kommet fra England.

Det meste af hvad Nordboerne, og især Nordmændene og Islændingerne, ellers i vikingetiden brugte af fremmede tøier fik de fra Frankrig og England. I Flandern, Brabant og de tilstødende dele af det nuværende Frankrig var der fra gammel tid navnkundige væverier saaledes i Arras, hvis væverier alt var kjendt paa Romernes tid. — Der og i Mellem-Italien blev i middelalderen det bedste klæde tilvirket. — Fra de i vikingetiden blomstrende handelsstæder Dorestad og Quentovic er der vist ikke kommet saa lidet klæde til Norden. Selve sproget vidner ogsaa om dette. I Sigurðarkviða ín skamma (str. 66) beder Brynhild om at faa sit lig svøbt ind i et tøi, som kaldes vala-ript og er vel fáð, d. e. "vakkert farvet". Dette kan ikke, som enkelte har ment, betyde "ligklæde"; og komme af valr, slagmarken hvor de faldne ligger. Ordet skulde da hede valript og ikke valaript. Og selv et valript vilde vistnok betyde "vælsk klæde", ligesom valskikkja er det samme som rǫlsk skikkja, "en kappe fra Valland" (det alm. navn paa Frankrig). Desuden synes det, som om vala i valaript svarer til Vala i den efterfølgende verslinje, hvor det er genitiv af Valir:

valaript vel fáð

ok Vala mengi.

Ofte nævnes ogsaa i sagaerne engelsk klæde. Saaledes fortælles det i Egils saga (k. 17), at Torolv Kveldulvssøn sendte et skib "vest til England for at kjøbe sig klæde og andre varer, som han trængte". Og som jeg før har nævnt, gav Arinbjørn herse Egil i julegave en ny fuldstændig klædning. "Den var klippet af engelsk klæde med mange farver". Det ser saaledes ud, som om norske høvdinger i vikingetiden jevnlig fik klæde fra England. Dog stod hverken klædesvæverierne eller andet haandverk særlig høit hos Angelsakserne. Doomesday Book nævner bare klædesvævere i Stamford, og ellers ved man blot, at rød farve, som brugtes ved klædesfabrikationen, blev hentet til England fra St. Denys. Derimod stod de nederlandske og franske væverier langt høiere, baade naar det gjaldt tølets finhed og dets farvning. Det er derfor ikke sikkert, at det, som sagaerne kalder engelsk klæde, virkelig er vævet i England. Det kan være indført til England fra Frankrig. Men Nordmænd og Islændinger, som stod i livligst handelsforbindelse med England, fik naturligvis klæde og andre finere tøier fra dette land eller overhovedet fra de Britiske Øer. Derpaa tyder ogsaa andre oplysninger i sagaerne. Saaledes fortælles det f eks. i Eyrbyggjasaga (k. 50), at der i aar 1000 kom et skib til Island fra Dublin med suderøiske og irske mænd ombord. Paa skibet var ogsaa en suderøisk kvinde ved navn Torgunna. Hun havde med sig en stor kiste med sengklæder; blant disse var "engelske lagener" (enskar blæjur).

Især var Nordboerne glade i fra udlandet at faa broget farvede tøier, som de selv ikke kunde forfærdige. Fra oldtiden af stod især purpurfarvede og skarlagenrøde tøier i stor anseelse. Ordet skarlat, skallat, skarlagen, nævnes vistnok ikke i den ældste skaldedigtning. Men baade ordet og skarlagenrøde tøier synes at ha været kjendt af Nordboerne alt i vikingetiden. I sagaerne omtales det nemlig ofte, at høvdinger og stormænd var klædt i skarlagens dragter. Saaledes fortælles det, at Kjartan, da han kom til Olav Trygvessøn, var klædt i en rød skarlagenskjortel (í skarlatskyrtlii rauðum). Ligeledes heder det, at Olav Trygvessøn ved afskeden gav Kjartan en fuldstændig, ny dragt af skarlagen (ǫll klæði nyskárin af skarlati). Desuden har jeg før nævnt, at Nordboerne i Irland havde skarlagensklæder. Selve ordet er af romansk oprindelse. Det heder paa middelaldersk latin scarlatum, paa middelengelsk scarlat og paa gl. fransk escarlate. Om ordet er kommet ind i nordisk fra Frankrig eller fra England, kan vi nu ikke afgjøre. — I det hele var Nordboerne i vikingetiden, naar de vilde ha prægtig farvet, især rødt klæde, nødt til at indføre det. Saaledes, naar det i Haraldskvæde (str. 19) fortælles, at Harald Haarfagres skalder er klædt i "røde kapper med fagre rænder" (á feldum raðum vel fagrrendaðum), saa kan vi deraf slutte, at tøiet i disse kapper vistnok ikke er vævet i Norden, men at det ligesom de vaaben, Haralds modstandere bar i Hafrsfjord, og ligesom skikkene ved Haralds hird er kommet fra Vesteuropa.

Der nævnes ogsaa fra vikingetiden andre tøier, som vel maa være indført fra Vesteuropa. Flere steder i Eddadigtene og i skaldedigtningen nævnes saaledes et kostbart tøi, som høvdinger bruger og som kaldes guðvefr. Dette ord er vistnok det samme som angels. godwebb, som betyder et slags "fint klæde, purpur ".

I Egils saga fortælles det, at Egil, da han fikk bud om at hans søn Bodvar var druknet, var klædt i en rød bomuldskjortel (hafði fustans kyrtil rauðan). — Vi har ikke grund til at tvivle paa denne fortælling; for mindet om Bodvars død og om Egil, da han digtede Sonartorrek, maa ha holdt sig særlig godt. — Vi kan da af dette slutte, at man alt i det 10de aarhundred paa Island og vel ogsaa ellers i Norden har kjendt bomuldstøier. Bomuldstøier blev i middelalderen indført fra Orienten. Selve ordet fusian er vistnok kommet ind i nordisk fra romansk; det heder paa italiensk fustagno, paa fransk fustaine og paa spansk fustan. Tøiet er opkaldt efter den by, hvor det blev tilvirket, nemlig Fosfat eller Fossat (Cairo) i Ægypten; til Norden maa det, som navnet viser, være indført fra Vesteuropa.

Jeg har ved denne opregning væsentlig holdt mig til Norge og Island. Men i Danmark og vel ogsaa i Sverige har, kan vi se, den samme indflydelse gjort sig gjældende. I danske gravhauger fra vikingetiden har man flere gange fundet rester af fremmede tøier, især silke. I kongehaugene ved Jellinge er der saaledes fundet rester af silke, som ved plantefarve har været farvet rød. I Slotsbjergby i Sorø amt har man fundet et stykke guldindvirket silketøi, og i Mammen i Viborg amt har man fundet et polstret armbaand af silke. Dette viser, hvor kostbar silken i vikingetiden har været — Paa samme vis bruger den dag idag de indfødte paa enkelte af Sydhavsøerne silkestrimler som smykker, der for dem har samme værd som guld og edelstene hos os.

Vi ser af det foregaaende, at under vikingetiden begyndte Nordboerne, som før mest havde nøiet sig med hjemmevævet vadmel, at indføre tøi til stasklæder fra udlandet, især fra Vesteuropa, silke, purpurfarvet og skarlagens klæde og almindeligt klæde; de indførte ogsaa bomuldstøi til underklæder eller hjemmedragt, ja selv lagener og vistnok ogsaa lintøi. Det var naturligvis bare høvdinger og storfolk, som havde raad til slig luksus. Bønderne havde bare sit vadmel og de bar — til hverdags som til høitidsbrug — den samme slags dragt, som deres forfædre i aarhundreder havde brugt. Men med høvdingerne blev det anderledes. De begyndte til stas at bære udenlandske kapper og kaaber og at efterligne fremmede moder. Vi ved ogsaa fra senere tider, hvor let Nordmændene efterlignede udlandets klædedragt og fremmede moder. Saaledes fortæller Snorre om Olav Kyrre, at i hans dage "tog mænd op afvigende klædeskikker; de havde pragthoser sammensnøret til benet, nogle spændte guldringer om sine legger, og da bar mænd slæbkjortler, med baand paa siden, og ærmer, fem alen lange, som var saa trange, at man maatte drage dem paa med "haandtøile" og snøre dem til helt op ved akselen, høie sko og alle silkesømmede, men nogle guldlagte". At der her er tale om fremmede moder, kan ingen være i tvivl om. I middelalderen som i vore dage var Frankrig modernes hjem, og derfra bredte de sig til Tyskland og England som til Norden. Vi vil da ogsaa, baade naar det gjælder vikingetiden og den senere middelalder, finde, at navnene paa de fleste af de fremmede klædningsstykker, som nævnes i Norden, er af romansk oprindelse. Særlig karakteristiske for middelalderen var de lange ærmer, som Snorre nævner og som var fem alen lange, ganske trange det stykke, som dækkede armen, og snøret fast til dragten oppe ved akselen. Viollet-Le-Duc i sit Dictionnaire raisonné du mobilier francais gir en nøiagtig og til Snorres beskrivelse ganske svarende skildring af disse ærmer. De kom i Frankrige paa moden i det 11te aarhundred. Det kan altsaa ikke ha varet længe før man i Norge begyndte at efterligne denne skik. Ogsaa om sko ved vi, at de i den tidlige middelalder var særlig pragtfulde, syet i forskjellige farver og forsynet med guld og silkebroderier. Et andet eksempel paa at Nordmændene i det 11te aarhundreds slutning efterlignede fremmede klædesskikker, er Magnus Barfod. "Det fortæller folk, at da kong Magnus kom hjem fra Vesterviking, havde han mestendels de skikker og den klædedragt, som var brugelig i Vesterlandene, og ligesaa mange af hans mænd. De gik barlegget paa gaden, med stutte kjortler og kapper; derfor kaldte folk ham Magnus Barfod eller Barben. Den dragt, som her skildres er den samme som den, der endnu bruges i de skotske høilande, hvor mændene som bekjendt bærer en jakke med et sjal over og nedenfor dette et slags kort skjørt (kilt); knæerne er altid bare; tidligere var nok leggene det ogsaa. Naar saaledes fremmede klædesskikker i slutningen af det 11te aarh. kunde vinde indpas i Norden, maatte de ogsaa tidligere kunne gjøre det. Thi forbindelsen med Vesteuropa var under vikingetiden endnu livligere end den senere blev. — Jeg skal ikke her opholde mig ved alle de kaaber og andre prægtige klædningsstykker, som nordiske høvdinger og krigere i vikingetiden siges at ha gjort til bytte i fremmede lande eller at ha faat som gave af udenlandske konger og fyrster. Sagaerne nævner mange eksempler herpaa, af hvilke jeg skal fremhæve nogle faa. I Gunnlaug Ormstunges saga (k. 7) fortælles det, at kong Æthelred i England i digterløn gav Gunnlaug en skarlagenskappe, som var fôret med de bedste skind og besat med bræmmer, som gik helt ned paa skjødet". — Denne kappe spiller, som bekjendt, en stor rolle i Gunnlaugs saga. Gunnlaug gir den til Helga den fagre, og hun lader den brede ud fremfor sig og ser paa den, før hun dør. — Ogsaa i Dublin faar Gunnlaug i digterløn en prægtig dragt. Kong Sigtrygg gir ham sin egen klædning af nyt skarlagen. Kjortelen var besat med bræmmer og kappen fôret med kosteligt skind — Da Egil i England havde fremsagt sin draapa om kong Ethelstan, gir denne ham ogsaa en "dyrebar kappe". — Da Kjartan skulde seile hjem igjen til Island, gav, fortælles det, kong Olavs søster Ingebjørg ham med til Gudrun Osvivsdatter "et hvidt, guldindvirket hovedklæde" (motr hvítan, gullofinn), udenom var der en pose af gudvæv (þar var guðvefjarpoki um utan). Her er det ikke bare ordene, men ogsaa selve det guldindvirkede tøi, som viser, at dette hovedklæde maa være indført fra udlandet; muligens dog fra Østeuropa.

Vigtigere end disse fortællinger om gaver er det, som selve sprogets ord viser os. Der er nemlig i vikingetiden kommet ind i nordisk ikke faa fremmedord, som er navne paa klædningsstykker. Dette viser, dels at udenlandske klædesplag har faaet indpas i Norden og dels at Nordboerne har efterlignet udenlandske moder. Thi disse ord maa først være blit kjendt i Norden sammen med klædningsstykkerne selv; saa er disse blit efterlignet herhjemme, er blit moderne og de ord, som de i udlandet betegnedes med har faat hjemstavnsret i sproget. — Klædedragt og moder er i det hele et af de sikreste midler til at vise kulturpaavirkning og indflydelse fra udlandet. Thi her, næsten mere end i andre tilfælder, pleier de fremmede ord at vinde indpas sammen med de nye ting, som indføres og efterlignes.

__________

Rekonstruert mannsdrakt fra vikingtiden med hettekappe og skulderkappe med brosje, tunika og bukser. Fra utstilling på Slottsfjellmuseet, Tønsberg. (Foto: Wolfmann, 2021. Commons.)

Før jeg gaar videre, skal jeg først gi en ganske kortfattet skildring af almuens dragt under vikingetiden. — Den var ens over hele Norden, saa det, som omtales fra Island, gjælder ogsaa for Norge som for Sverige og Danmark. — Manden bar i almindelighed nærmest kroppen en skjorte samt derover en kjortel (kyrtill) og bukser; disse kaldtes dels brækr, gik lidt nedenfor knæet og blev fæstet om livet med et baand eller belte; undertiden gik de i ett med fodbeklædningen og kaldtes da leistabrækr ; i modsat fald dækkedes foden af en sok (sokkr, leistr). Undertiden brugtes ogsaa hosur, lange strømper, som dækkede foden og leggen op til knæet. Ovenpaa dette havde de i almindelighed en sid og vid kappe. Mændene bar ogsaa ofte en hat (hǫttr). Kvinderne havde nærmest kroppen en særk (serkr). Deres kjortel var fodsid og holdtes om livet sammen med et belte. De bar ingen hat; men havde ofte andre slags hovedbeklædninger. Paa fødderne bar mænd som kvinder i almindelighed sko af læder eller skind. I denne enkle dragt maa der under vikingetiden være kommet ikke saa faa forandringer. Nye klædningsstykker og nyt snit paa de gamle er kommet i brug. Den følgende liste over fremmedord vil vise dette. Jeg gir dem her i alfabetisk orden.

- hjúpa. En islandsk kvinde paa landnaamstiden kaldes Þórunn græningjar-hjúpa. Den sidste del af hendes tilnavn, hjúpa, maa være det samme ord som "hjupa", eller som det i prosa almindelig heder "hjúpr". Saa kaldtes et kort klædningsstykke, som dækkede overkroppen. Det havde en vid aabning i halsen; ærmerne var korte og gik bare til midt paa armen. Det brugtes fra den tidlige middelalder i Frankrig. Ordet "hjupr" selv er ogsaa af romansk oprindelse. Det heder paa m. lat. "jupa"", paa gl. fransk "jupe", paa moderne fransk "jube", paa ital. "giubba". Da ordet alt var kjendt i Norden paa landnaamstiden, maa det være kommet direkte fra Vesteuropa og ikke over nedertysk, hvor det ogsaa forekommer i formen "jope, joppe, jappe". At en kvinde paa landnaamstiden bærer et saadant tilnavn af fremmed oprindelse, er ikke saa underligt. Som jeg andetsteds skal søge at vise, bærer en hel række af landnaamsmændene fremmedord som tilnavne. Ordet "hjupr" har dog neppe før efter vikingetiden faat hjemstavnsret i Norden. Foruden paa oldnorsk og islandsk forekommer det ogsaa paa gl. dansk i formen "juppe", men er der vistnok laant fra nedertysk.

- kápa, f. "overklædning, kappe, som gjerne var forsynet med hætte eller hovedbedækning". Ordet forekommer første gang i Krakumål (str. 18), som vistnok blev digtet i det 12te aarhundred, samt i et vers i Orvarodds saga. Men det er vistnok ældre og alt kommet ind i sproget, baade i Norge og Island, ved vikingetidens slutning. Det forekommer nemlig i norske gaardnavne fra middelalderen, saaledes i Kaabegot (Kápukot) i Raade i Smaalenene, som alt nævnes i Rode Bog fra omkring 1400. I Ramnes i Jarlsberg og Larviks amt findes lige ved hinanden to gaarder, som heder Kaape og Hette. Ordet kápa er af romansk oprindelse; det brugtes muligens alt i det romerske folkesprog og heder paa middelalderlig latin capa, paa gl. fransk "cape", "chape" (it. "cappa", sp. "capa". Ordet er rimeligvis kommet til Norden paa første haand fra de romanske sprog; det kjendes nemlig ikke i angelsaksisk, men forekommer først i middelengelsk. Ordet forekommer ogsaa paa gl. svensk (i lovene) i formen kápa og betyder der "mossa, capuchon". Paa gl. dansk heder det "kaabe". Naar ordet er kommet ind i disse sprog, vover jeg ikke at afgjøre. Ordet "kappe", som i sin oprindelse er det samme ord, er meget senere end kápa kommet ind i sproget.

Dette klædningsstykke brugtes meget almindelig i middelalderen, baade af mænd og kvinder, lægfolk og geistlige. Kaaben, som alt findes afbildet i katakomberne ved Rom, brugtes i begyndelsen uden hætte. Denne nævnes dog alt tidlig i middelalderen. "Kaaben" med hætte paa brugtes især af geistlige og ogsaa paa reiser. Jeg vover ikke at afgjøre, om dette klædningsstykke først er blit kjendt i Norden gjennem Nordboernes egen forbindelse med udlandet eller gjennem de første fremmede geistlige, som kom hidop. I sidste tilfælde skulde ordet egentlig ligge udenfor denne opgaves ramme.

- kéllir. I et vers af den navnkundige islandske skald Kormak, som levede ved midten af det 10de aarhundred, heder det: fiǫll eru fiarþar keile falden, d. e. "fjeldene er dækket med is". kelle er efter professor S. Bugges mening dativ af en nominativform kellir, som igjen er afledet af irsk "caille" f., slør. Dette ord stammer videre fra det latinske pallium. — Latinsk p blir paa irsk regelmæssig til c; f eks. lat. purpur = irsk corcur. — Ordet forekommer ogsaa i middelengelsk, kelle, calle, haarnet. Det bruges endnu i skotsk, kell, og i engelsk (dial.) caul. Det er saaledes ikke let at afgjøre om ordet er optat fra angelsaksisk eller paa første haand fra irsk. Ordet findes foruden hos Kormak bare i en versificeret ramse i Snorres Edda (I, 573) som en kjenning for "hjelm" (egt. "Odins hat"). Det har vistnok paa Island efter Kormaks tid kun været et digterisk ord, men har rimeligvis været brugt af Nordboerne i Vesterleden.

- klæði, n. "stykke tøi, klædningsstykke, klædesvarer". Ordet maa alt ha været brugt i Norden i vikingetiden. Det forekommer i et vers i Gunnlaug Ormstunges saga (k. 11), hvor det bruges i betydningen "sengklæder", samt i et vers i Olav Trygvessøns saga (k. 21), hvor Hamdis klæði bruges som kjenning for rustning. Ordet klæði, klæde, som nu findes baade i norsk, islandsk, dansk, er sandsynligvis et laanord i nordisk. Det hænger sammen med middelhøitysk kleit n., middealdertysk kleit, middelnederlandsk cleet, gl. frisisk cléth. clúth og angelsaksisk clúð, sjelden clæð, men er sandsynligvis ikke ubeslægtet med disse ord. Derimod taler vokalen, som i tysk kleit er en diftong, medens æ i klæði er afledet af en grundform med lang á. Professor S. Bugge og andre har formodet, at ordet i nordisk er laant fra angelsaksisk. Derimod taler ikke den omstændighed, at klæði er en afledet form med í. Thi efter ags. dat. *clæðe, gen. clæðes kan man i oldn. ha sagt i dat. klæðe, i gen. klæðes og derefter ha dannet en nom. klæðe. Paa samme maade er, som Zimmer først har sét, oldn. dat. stræte laant fra ags. dat. stræte, og derefter er den oldn. nom. stræte, n. dannet.

- lad, baand, snorer. I Egils saga (k. 78) heder det: Egill hafði fustans kyrtil rauðan, þrǫngvan upphlutinn, ok laz å síðu ("Egil havde en rød bomulds kjortel, med trang overdel og baand paa siden "). Ordet laz, som ikke forekommer i den gamle skaldedigtning, men ofte i prosa, er af romansk oprindelse og stammer fra gl. fransk laz (las, laqs, af lat. laqueus), hvorfra ogsaa det engelske lace er afledet. Selve ordet laz er kanske først kommet til Norge efter vikingetiden; men der er et andet ord, som ogsaa synes at staa i forbindelse med gl. fransk las og som ofte forekommer i den gamle skaldedigtning, nemlig hlað, pyntebaand. — Ordet forekommer ogsaa paa gl. svensk, ladh, og paa gl. dansk, lad. — Dette ord kan paa grund af sin betydning vanskelig komme af hlaða, at opstable. Jeg skulde tro, at det er afledet af gl. fransk laz, men at det herhjemme er blit sat i forbindelse med verbet hlaða og substantivet hlað, 1) noget som er opstablet, 2) et opbevaringssted, hvor noget henlægges.

- mǫttul, "kappe, mantel". Dette ord forekommer alt i et vers af skalden Kormak(mǫtul-skaut, kappeflig). At ordet alt i vikingetiden er kommet til Norden, maa man vel ogsaa slutte af at det i 12te aarh. var navn paa en sagnfigur, Finnekongen Mattull, som findes omtalt hos Saxo. Som bekjendt skrev Saxo omkr. 1190 — 1200. Der maa da være hengaat en tid, siden sagnet blev dannet, og endnu længere tid maa være hengaat, fra ordet blev indført i sproget og til det gik over til at bli et appellativ. Ogsaa derved kommer vi vel tilbage til det 10de aarhundred. At ordet er gammelt i Norge, kan man tillige se deraf at det tidlig forekommer i stedsnavne, f eks. Motléberg i Smaalenene, som nævnes alt i det 14de aarh.. Ordet forekommer ogsaa paa gl. svensk, i formen mautul, mattul, og paa gl. dansk i formen mantel. Til dansk er ordet vistnok kommet fra tysk, ialfald i den almindelige danske form (= middelhøitysk mantel). Til Island, Norge og vel ogsaa til Sverige er, skulde jeg tro, ordet kommet ad andre veie. Skalden Kormak bruger, som bekjendt, i sine digte mange fremmedord af engelsk og irsk oprindelse. Da nu ordet mattull først forekommer hos Kormak, ligger det allerede af den grund nær at slutte, at det er et laanord fra angelsaksisk. At dette er saa, blir ogsaa sandsynligt derigjennem at man paa ags. har ordet mentel, kappe (middelengelsk mantel). At Nordboerne i Vesten meget tidlig har optat ordet mǫttull, kan vi ogsaa slutte deraf, at det fra nordisk er gaat over i gammelirsk, matal (acc. pl. matlu, Annals of Innisfallen a° 1180). Dette ord forekommer særlig hyppig i "Book of Rights", som skildrer forhold i Irland i begyndelsen af det 11te aarhundred. Vi kan da slutte, at Nordboerne i Irland senest i det 10de aarhundred havde indført brugen af mantler, og at denne fremmede mode fra Nordboerne videre vandt indpas hos Irerne, som et klædesplag, som det sømmede sig for konger at bære. Som de fleste moder er ogsaa denne opstaat i de romanske lande og har derfra udbredt sig over Europa. Baade oldhøitysk mantel og ags. mentel stammer nemlig begge fra romansk (mlat. mantum, mantellum, mantellus; gl. fransk mantel). Den vesteuropæiske mantel var i det 9de og 10de aarh. firkantet eller halvrund af snit og holdtes sammen ved en spænde, som var fæstet over den ene skulder. Man har endnu ikke, som i Orienten, rigt broderede og udsmykkede mantler, uden kanske til høitidsbrug.

- olþa, en slags kaabe eller kappe. Ordet forekommer alt i et vers i Hallfreds saga og maa altsaa ha været i brug allerede ved vikingetidens slutning; senere forekommer det ofte i prosa. Det nævnte vers lyder saaledes:

En i ólþu grænni

ek fekk dreng til strengja.

Professor S. Bugge meddeler mig, at han holder det for muligt, at ordet olþa er af romansk oprindelse. Det staar snarest i forbindelse med gl. fransk voleper (= fransk envelopper), indvikle, indhylle. Godefroy anfører ogsaa i sin gammelfranske ordbog ordet envélope, "sorte de vétement". Man kunde ogsaa tænke paa lat. vulpes, gl. fransk volpe f., ræv. Dette ord kan ogsaa bruges om ræveskind, men har aldrig betydningen "ræveskindspels". Naar det i verset i Hallfredssaga siges, at den kappe, som kaldes olþa, var grøn, saa viser dette kanske ogsaa, at denne slags kapper eller kaaber oprindelig ikke hørte hjemme i Norge og paa Island. Det var vist i vikingetiden sjeldent, at man farvede det tøl, som vævedes hjemme paa gaarden, grønt.

Jeg skal endnu nævne et par ord, om hvilke man ikke med sikkerhed kan se, enten de er kommet til Norden fra England eller fra Tyskland. Da forbindelsen med England under vikingetiden var meget livligere end med Tyskland, formoder jeg dog at disse ord er kommet vestenfra. Et ord, som alt blev brugt i vikingetiden og som den dag idag er meget almindeligt i alle de nordiske sprog, er kyrtill, m. kjortel. Ordet forekommer første gang i Rigsþula (str. 23) i sammensætningen geita- kyrtla, d. e. "med gjeteskinds kjortel". Det heder om Karls (den frie bondes) hustru:

Heim óku þá

hanginlukla,

geitarkyrtlu,

giptu Karli.

Ordet kyrtill hænger sammen med adjektivet "kort", som dog ikke er paavist i oldnorsk; dette hænger igjen sammen med tysk kurz, oldhøitysk kurz og er kommet til Norden senere i middelalderen over Danmark fra nedertysk. Selve adjektivet kurz er igjen et laanord fra latinsk curtus. Ordet kyrtill er dog næppe kommet til Norden fra Tyskland. Det er snarere laant fra angelsaksisk, hvor man har ordet cyrtel, m. "coat, cloak", medens et tilsvarende ord ikke findes i oldhøitysk. Den eneste betænkelighed er, at man i angelsaksisk ikke har noget til kurz svarende adjektiv. I engelsk bruges isteden adjektivet short, ags. sceort, som er et urgermansk ord, men merkelig nok ikke findes i tysk. Deraf er afledet ags. scyrte, "skirt, tunic*. Hertil svarer tysk Schurz, Schürze, middelhøitysk schurz og middelnedertysk schorte. I forbindelse med disse ord staar oldn. skyrta, "skjorte", som i ældre tid ligesom kjortelen blev baaret udenpaa benklæderne. Da noget til ags. sceort svarende adjektiv ikke kan paavises i nordisk, maa dette i alle Nordens lande lige fra middelalderen saa almindelige ord snarest være laant fra udlandet. Om det er laant fra nedertysk eller fra angelsaksisk, kan vi ikke med sikkerhed afgjøre. Men sandsynligheden taler for, at det er kommet til Norden fra England. Ordet forekommer alt i Eddadigtene. I Rigsþula (str. 15) fortælles det, at bonden er klædt i en trang skjorte (skyrtu þrǫngva) og i Hyndluljoð (str. 46) bruges fyrirskyrta i betydningen "forklæde". Modsat fyrirskyrta er bakskyrta, der oftere forekommer som stedsnavn i gamle jordebøger.

Endnu kan nævnes sokkr, m. "sok, strømpe". Ordet forekommer ikke i den gamle digtning; men ved 1115 nævnes en Orknøing ved navn Sighvatr sokki. Dette tilnavn er afledet af sokkr. Naar ordet sokkr i en noget ændret form alt omkr. 1100 er gaat over til at bruges som tilnavn, maa man vel ha lov til at slutte, at det alt nogen tid har havt hjemstavnsret i sproget og at det snarest ved vikingetidens slutning er kommet ind i nordisk. Selve ordet er af fremmed oprindelse og stammer fra lat. soccus. Til Norden er det snarest kommet fra England. Det svarer i formen ganske til ags. socc, m. "sock". Den danske form "sokke" stammer derimod sandsynligvis fra tysk (oht. soccho m., mht. soc, socke, nht. Socke, f).

Til slutning skal jeg nævne et ord, som dog er vanskeligt at forklare, nemlig taska, f. "taske, pose". Dette ord findes ikke i den gamle skaldedigtning, men det bruges ofte i sagaerne. — Man kan se, at mændene ofte bar tasker eller poser ved beltet, for i dem at gjemme kniver og andet. — Ogsaa i gl. svensk og gl. dansk forekommer ordet. Det maa dog ha været kjendt i Norden før den tid, da sagaerne blev nedskrevet. I Norge findes der nemlig gamle gaardnavne, dannet af taska. I Smaalenene har vi saaledes Tasken i Raade, som nævnes alt i 1351 (í Taskon) og Toskenes i Tune, som nævnes i Røde Bog (Taskanes). Ordet maa saaledes efter al sandsynlighed ha faat hjemstavnsret i sproget alt ved vikingetidens slutning. Det forekommer ligeledes i sammensætningen tǫskubak (d. e. "med pose paa ryggen") som tilnavn paa flere Islændinger fra Landnaamstiden. Hvorfra dette ord stammer, og ad hvilke veie det har udbredt sig, er vanskeligt med sikkerhed at afgjøre. Dog synes det kanske snarest at være af romansk oprindelse (ital. tasca, franske bygdemaal tache, tasque,, tasse, wal. tasque). Det findes ogsaa i oldhøitysk i formen tasen og i middelhøitysk tasche. Det er saaledes muligt eller sandsynligt, at ordet er kommet til Norden over Tyskland, gjennem nedertysk (mnt. taske. tasche). Det burde kanske derfor ha været udeladt i denne sammenstilling. Men jeg har taget det med, fordi det synes mig at være et interessant kulturord.

Rekonstruert kvinnedrakt fra vikingtiden med skulderkappe, selekjole og skålspenne. Fra utstilling på Slottsfjellmuseet i Tønsberg. (Foto: Wolfmann, 2021. Commons.)

Jeg skal ved siden af disse ord nævne endnu et, som ikke egentlig hører hjemme her, men som jeg vanskelig kan finde plads for i nogen anden forbindelse, nemlig det i alle de nordiske sprog saa almindelige ord "sæk", oldn. sekkr. Ordet forekommer først sent i digtningen, men findes ofte i sagalitteraturen. Det maa dog, skulde jeg tro, alt forud for vikingetiden være kommet til Norden. Det er nemlig fra gammel tid blit brugt som stedsnavn i flere egne af landet. Saaledes kaldes løbet mellem Hvaler og Bohuslens fastland Sækken, sandsynligvis fordi sundet er blit sammenlignet med en sæk. Sækken findes endvidere som navn paa en fjord i Bremnes sogn i Søndhordland. Samme ord er muligens ogsaa øen Sekken i Veø sogn i Romsdalen; dog er dette ord i oldn. fem. (Sekk), vel i analogi med andre ønavne. At sekkr er laant fra angelsaksisk, kan man se af vokalen, som svarer til ags. sæcc. — I oldhøitysk heder ordet sac. — I angelsaksisk er ordet laant fra det latinske saccus; dette stammer videre gjennem gr. ασχχος og fra fønikisk-hebraisk sak. Det er saaledes en lang reise dette ord har gjort, før det i Norden blev kjendt og fik hjemstavnsret i sproget. Men ordet sekkr viser os tillige, at en gjenstand, som synes os saa oprindelig og selvsagt som sækken, alligevel skylder en enkeltmand sin oprindelse. Der har været en tid, om end mere end 1000 aar tilbage, hvor man ikke havde sækker her hjemme i Norge. — At ordet sekkr før vikingetiden er kommet til Norden, er sikkert, hvis øen Sekken virkelig er det samme ord. Og der er al grund til at tro, at saa er tilfældet.

Tilsidst endnu et ord, hvis oprindelse dog langtfra er sikker, nemlig ársalr, ársali eller ássali. Ordet forekommer første gang i Guðrúnarkv. II 25, hvor Grimhild siger til Gudrun, hvem hun tilbyder mandebod efter den faldne Sigurd:

Gef ek þér, Guðún,

gull at þiggja,

fiǫlð alis fíár

at foður dauðan,

hringa rauða,

Hloðvés sali,

ársal allan

at jófur fallinn.

Af dette sted kan man ikke se ordets betydning. Men af andre steder synes det at fremgaa, at det betegner et slags vævet klæde eller tøi, som brugtes til sengeomhæng. Saaledes heder det i Frostatingsloven (IX § 9) om arv efter en moder: "en vefiar sciccior oc assala alla oc typt clæðar" (sic) "oc vævginn oc lesinn þat á dottir. oc fiaðrclæði oc dunclæði". Allerede afdøde professor C. Unger havde opmerksomheden henvendt paa dette ord og formodede, at det hang sammen med byen Arras i Nordfrankrig, hvor der som vi har hørt, i middelalderen var navnkundige væverier. Professor S. Bugge har ogsaa været tilbøilig til at tro paa dette. Men han har ikke kunnet overvinde én vanskelighed. Byen Arras hed nemlig paa Romernes tid Afrebates. I det 10de aarh. var dette endnu ikke blit til Arras, men til en form omtr. som *Adrevats. Man kunde dog tænke sig, at ársalr er opstaat af *adrevats-sagðum (sagulum = en kort kappe, soldaterkappe, senere ogsaa brugt om vævede tøier). — Der er spor af ordet sagulum i romansk. Verset i Guðunarkviða, hvor vi først har Hlǫðvés sali og saa i næste linje ársal allan, synes at vise, at de gamle har opfattet ársalr som en sammensætning med salr; men ordet salr, her nærmest tænkt om et hvælvet rum, gir i denne forbindelse ingen passende mening. Udtrykket Hlǫðvés sali, "Ludvigs saler", viser ogsaa hen paa Frankrig og paa de karolingiske keisere af dette navn. Afgjørende for mig er det dog, at i ældre engelsk bruges ordet arras ganske i samme betydning som ársalr i oldnorsk, nemlig om vævede tæpper og særlig om sengeomhæng. I Shakespeares Cymbeline (Akt II, se. 2) har lachimo i en kuffert sneget sig ind i Imogens sovekammer og kommer ud, efterat hun er sovnet ind. Han ser sig rundt i værelset og siger:

To note the chamber I will write all down: —

Such and sueh pictures; — there the window; — such

The adornment of her bed; the arras, figures.

Der kan ikke være tvivl om, at arras her betegner de vævede tæpper, som hang ned omkring sengen. I Hamlet (akt IV, se. i) betegner arras et forhæng i sin almindelighed ("Behind the arras hearing something stir"). At arras har sit navn efter byen Arras i Nord-Frankrig, derom er alle enige. Men er dette saa, da synes ligheden mellem arras og ársalr mig for stor til at kunne være ganske tilfeldig. Det oldnorske ársalr maa da ogsaa paa en eller anden vis staa i forbindelse med navnet paa byen Arras eller Atrebates. Nordboerne kunde, mener professor S. Bugge, ha optat ordet i formen *aðr-salr. Dette kunde bli til ársalr, ligesom *hváðrir er blit til hvárir.

__________

Plantefarging av ull i vikingbyen i Gudvangen. (Foto: Knut Rage, 2021. Commons.

Det var ikke bare tøier og nye klædningsstykker, som Nordboerne i vikingetiden fik fra udlandet. De lærte ogsaa nye maader at farve sin uld og sit tøi paa. Purpurfarvningen er, fortæller sagnet, opfundet hos Fønikerne. Fra Orienten vandrede kunsten videre til alle Europas lande. Grækerne lærte den først; hos dem er ποgιǫα navn baade paa purpurmuslingen og paa purpurfarven og de med den farvede tøier. Det samme er tilfældet med purpura hos Romerne, som lærte kunsten af Grækerne. Gjennem Romerne blev purpurfarven kjendt rundt i Europa, og fra latin stammer ogsaa gjennem mellemled vort eget ord "purpur", som er kommet til Norge over Tyskland og Danmark. Gjennem Romernes herredømme i Britannien blev purpurfarven kjendt i Irland. Ordet purpura blev paa irsk til corcur; for som jeg før har nævnt, blir p i latin i begyndelsen af ord paa irsk i regelen til c.

Røde tøier nævnes tidlig hos Irerne, f. eks. af digteren Mac Liag (omkr. aar 1000) Slige røde tøier har vel Irerne, saaledes som vi endnu kan gjøre det, kaldt purpurfarvede, selv om de ikke var farvet med den røde farve fra den ægte purpurmusling. Isteden for denne brugte, skulde jeg tro, Irerne en slags lav, som farver rødt eller rødbrunt. I gælisk betyder nemlig corcur: 1) purpur, skarlagen, 2) farvelav. — Til Skotland er baade ordet og kunsten at farve rødt kommet fra Irland. — Fra Skotland bredte kunsten sig til Shetlandsøerne, hvor korkji betegner "en slags lav, som vokser paa Stener og bruges til farve" (lichen tartareus). Derfra igjen lærte Nordmændene at bruge stenlav til farve. Paa Færøerne er korkji navn paa en lav eller mos, som farver rødt eller rødbrunt. Det samme ord findes ogsaa i vore bygdemaal i formen korke, korkje og betegner en slags stenlav, som bruges til farve. — Alle disse ord stammer fra irsk og gælisk corcur.

En kunde tro at ordet først i nyere tid er optaget i nordisk. Men saa kan ikke være tilfældet. I Aslak Bolts Jordebog (s. 43) nævnes nemlig oppe i det Trondhjemske et sted, som kaldes Korkabúðir. Dette kan vel ikke betyde andet end en bod, hvor korke eller farvelav gjemtes. Og paa Island nævnes i Droplaugarsona saga (s. 11) et Korkalækjar- várping. Navnet Korkalækr er muligens ogsaa sammensat med ordet korki, som dog nu ikke kjendes paa islandsk. Stedet kaldes dog ellers Krakalækr, og Kaalund mener, at Korkalækr kun er en urigtig skrivemaade. Retterboder fra Haakon V Magnussøns tid omtaler ligeledes denne farvelav eller farvemose under navnet lifmosi; den var kan vi se paa Haakon Vs tid en udførselsartikel.

Hvor tidlig Nordboerne af keltiske folk har lært at bruge stenlav til at farve sine tøier røde, kan vi nu ikke med fuld sikkerhed afgjøre. Men de oplysninger vi har om ordet korki, bringer os til at slutte, at det snarest alt har været i vikingetiden. Siden har ordet korki levet sit stille liv i bygderne herhjemme, hvor nu vel ingen tænker paa, at det har gjort en aartusener lang vandring fra Grækenland over Italien, England, Irland, Skotland, Shetlandsøerne og Færøerne til vore Vestlandsbygder.

Den foregaaende undersøgelse har vist, at Nordboerne under vikingetiden har faat silke og finere klædesstofter fra udlandet til brug for høvdinger og stormænd. Samtidig har ogsaa fremmede moder vundet indpas og bidraget til at omforme høvdingernes dragt i overensstemmelse med skik og brug i udlandet. De fleste af disse nye klædningsstykker og nye moder er, kan vi se, kommet fra de romanske lande, delvis med England som mellemled. Fra England selv er ogsaa nogle faa kommet. Denne fremmede strømning er lettest at paavise i Norge og paa Island. I Danmark ser det ud, som om der senere i middelalderen er kommet en ny og overmægtig strømning fra Tyskland, saa de fremmedord, som kanske tidligere fandtes i sproget og som stammede fra Vesteuropa, for en stor del er afløst af tyske former. Og fra Danmark er denne strøm trængt videre til Norge og delvis til Sverige.

Smykker og prydelser

Kvinnedrakt fra vikingtiden med skålformede spenner. (Foto: Wolfgang Sauber, 2009. Commons.

I nær forbindelse med dragten staar alt, som angaar smykker og prydelser. Nordboerne brugte fra gammel tid mange slags smykker, især spænder, søljer, ringer og halsbaand. Ogsaa før vikingetiden fik de guldsmykker, glasperler og andre prydelser fra fremmede lande. Vikingetogene bragte dog en før ukjendt mængde af guld og sølv i form af alle slags smykker til Norden. Samlingerne i Kristiania, Bergen, Stockholm, Kjøbenhavn osv. eier en mængde slige smykker, som under vikingetiden er kommet til Norden fra Vesteuropa, baade ting, som fra først af har været tænkt til smykker, og andet, som Nordboerne har gjort om til prydelser, saaledes som bogbeslag, mynter, som de har boret hul gjennem, osv. Derom kommer jeg dog til at tale nærmere under afsnittet om prydkunsten. Her skal jeg bare nævne, at sammen med smykkerne har flere fremmedord vundet indpas i Norden. De fleste af disse findes i Eddadigtene og blev vist især brugt af Nordboerne i Vesterlede; i sagalitteraturen eller i senere nordiske sprogmindesmerker findes kun faa af dem. Disse ord vidner saaledes ikke saa meget om nogen varig kulturpaavirkning paa hele Norden, men vel om indflydelse paa de Nordboer, som i vikingetiden færdedes i Vesteuropa, især paa de Britiske Øer.

Jeg skal i alfabetisk orden opregne de fremmedord, som betegner smykker.

dálkr, m. "naal, hvormed kappefligerne fæstedes sammen over skuldrene" (= lat. spina). Ordet forekommer første gang hos skalden Kormak, som i et vers siger: "Drengr ungr stal mik dalke". Senere findes ordet i betydningen "klædesnaal, spænde" enkelte gange i sagalitteraturen. I Sverige og Danmark synes det ikke at ha været kjendt, og om det blev brugt i Norge, kan man heller ikke se. Derimod brugtes ordet af Nordboerne paa de Britiske Øer. I nærheden af Largs, hvor Haakon Haakonssøn, som vi ved, tabte slaget mod Skotterne, er der fundet en vakker, sølvforgyldt spænde, som med runer bærer indskriften: "Malðriþa a dalk þana", d. e. "Mælbrigde eier denne spænde". Eierens gæliske navn viser, at det ikke kan ha været en af de ved Largs kjæmpende Nordmænd, hvem denne spænde har tilhørt. Det har snarere været en Nordmand fra Hebriderne, hvor ogsaa den norsktalende befolkning ofte bar keltiske navne.

Professor S. Bugge formoder, at ordet dálkr er laant fra angelsaksisk dalc, m. "brooch, bracelet", og at dette igjen hører sammen med gl.irsk delg, dealg, som ogsaa betyder "tøinaal, brystnaal, spænde".

gim. I Volundarkviða (str. 6) heder det om smeden Vølund:

Han sló gull rautt

við gim fastan,

hvilket vel rigtigst oversættes:

"Han slog det røde guld

om den haarde edelsten".

Ordet gim er efter professor S. Bugges mening det samme som ags. gimm, engelsk gem, edelsten. Dette ord stammer videre fra latin og er det samme som lat. genima. Ordet findes bare denne ene gang i Volundarkviða og har vist aldrig været brugt i det daglige liv, hverken i Norge eller paa Island. Det hører hjemme paa de Britiske Øer, hvor de Nordboer, som var bosat i Northumberland, Mercia og Østangel, naturligvis har optaget en mængde kulturord fra Angelsakserne.

Et med gim sammensat ord, som ogsaa betyder edelsten, nemlig gimsteinn, findes derimod oftere baade i skaldedigtningen og i sagalitteraturen ; det er desuden i formen gimsten, gemsten gaat over i gl. svensk og gl. dansk. Dette ord er snarest en nordisk omformning af ags. gimstan, edelsten.

Et ord, som ofte forekommer i Eddadigtene, er iarknasteinn, edelsten. Ordet forklares i digtene selv som en straalende sten (biartr steinn).

Svá var minn Sigurðr

hiá sonum Giúka,

sem væri geirlaukr

ór grasi vaxinn

eða biartr steinn

á band dreginn,

iarkuasteinn,

yfir eðlingum

Det synes, som om Nordboerne har kaldt alle slags straalende, halvedle og edle stene for iarknasteinn. Saaledes kaldes en "hellig, hvid sten", som er i Atles eie, iarknasteinn. Udenfor Eddadigtene forekommer ordet ikke. Det har rimeligvis i det daglige liv bare været brugt af Nordboerne paa de Britiske Øer. For iarknasteinn er, mener man, samme ord som ags. eorcanstan, eorcnanstan, m. "a precious stone".

sigli, n. et slags smykke. Dette ord forekommer et par gange i Eddadigtene. I Lokasenna (str. 20) heder det:

Sveinn inn hvíti,

er þer sígli gaf.

Og i Sigurðarkv. in skamma (str. 49) heder det:

ek gef hverri

um hroðit sigli,

bók ok blæju,

biartar váðir.

Ordet sigli er ikke et ægte nordisk ord, men er laant fra ags. .sigle, n. "halssmykke". Efter nogles mening er det angelsaksiske ord afledet af ags. sigd, "sol". Efter andres mening er sigle saavel som det i betydning nærliggende ags. sig(é)l, n. "brooch, bracelet", laanord fra latin; muligens staar disse to ord i forbindelse med lat. sigillum.

En skulde, siden ordet sigli bare findes i Eddadigtene, tro at det kun er et digterisk ord, som aldrig har været brugt i Norden i det daglige liv. Men saa er neppe tilfældet. Paa en spænde fra Strand i Aafjord "af den for den yngre jernalder almindelige form" er der nemlig fundet en indskrift med runer, som ser saaledes ud:

ᚺ IᚴᛚIᚺᛀᛤ ᚿIᛚI

d. e. SIKLISAHAILI.

Afdøde prof. O. Rygh har læst denne indskrift saaledes: sigli sá hailli ɔ: heilli, "gid han maa seile lykkelig". Professor S. Bugge indvender, at sá i denne forbindelse er meget stødende; desuden bruges heilli (dat. af heill, n.) aldrig paa denne vis alene, men altid i forbindelse med et adjektiv, som goðiu heilli, illu heilli osv. Han forklarer indskriften saaledes: siklis, udtalt siglis, af sigli, n. "smykke", og det relative pronomen es; a d.e. á "eier". Hail, udtalt hæill, subst. "lykke". Enten: sigli´s á hæill i, d. e. (þeim)) er sigli á, (er) heill i, "for den, som eier smykket, er der lykke deri". Eller ogsaa kan man læse det første a to gange. Da faar man: sigli' s á, å heill i, "den, som eier smykket, har lykke deri". Allerede G. Stephens har ment, at vi i denne indskrift har ordet sigli. Han læser: SIKLI SÆ HAILI, d. e. "May this brooch be for luck". Denne læsning lader sig dog grammatisk ikke saa godt forsvare.

I alle tilfælde har vi i denne indskrift, som er fra det 9de eller 10de aarhundred, et vidnesbyrd om at et vigtigt kulturord alt tidlig i vikingetiden har vundet hjemstavnsret i Norge.

I forbindelse med ordet sigli staar i Sigurðarkv. in skamma participiet hroðinn (um hroðit sigli). Dette ord er laant fra angelsaksisk hroden, "prydet, ornatus. Ligesaa er gullroðinn, som ofte forekommer i skaldedigtene, optat fra ags. goldhroden "guldprydet". Begge ord forekommer bare i digtersproget og har aldrig været brugt i det daglige liv her i Norden. Da hrodinn ikke forekommer uden paa dette ene sted, i forbindelse med sigli, saa er vel dette ord ialfald optat direkte fra angelsaksisk digtning. Men alligevel vilde det vel næppe være kommet ind i Eddasproget, havde ikke Nordboerne i England kjendt ordets betydning og selv brugt det. Dette maa ialfald ha været tilfældet med gullrodinn.

Allerede denne korte fortegnelse viser, at Nordboerne i England har faat nye smykker, prydgjenstande og edelstene fra udlandet. Og Nordboerne har selv forstaat, at de her fik noget nyt, som de før ikke kjendte eller havde noget tilsvarende til. Dét viser de fremmede ord, som sammen med smykkerne trængte ind og blev optaget i nordisk. Eddadigtene, som vi i dette stykke henter vor meste kundskab fra, viser i disse laanord bare forbindelse med England. Men ogsaa ellers fra Vesterlandene, fra Valland, kom der i vikingetiden meget guld og smykker til Norden. Det kan vi se, ikke bare af de arkæologiske fund, men ogsaa af udtryk i digtene, f. eks. i Hyndlulióð, hvor det om den unge Ottar og om Angantyr heder, at "de har lagt i pant Valernes malm":

þeir hafa veðjat

Vala málmi

Óttarr ungi

ok Angantýr.

Paa samme maade bruges i Atlakv. 28 valbaugar d. e. "vælske ringe" som omskrivning for "gyldne ringe". — Dette antar ogsaa Detter og Heinzel i sin nye kommentar til Eddadigtene.

í veitanda vatni

lýsask valbaugar,

heldr en á hǫndum gull

skini Huna bǫrnum.

Andre har ment, at val- i valhaugar kommer af valr, kamppladsen, hvor de døde ligger, og at det altsaa skulde betyde "dødsringe, dødbringende ringe". Men naar ringene er kastet i vandet, kan de jo ikke volde nogen ulykke længer. De bare ligger og lyser som det røde guld. Jeg tror derfor, at val- her staar i samme betydning som f eks. i valbygg d. e. "bygg fra Valland".

Saaledes ser vi da, at høvdingerne og stormændene i Norden ikke bare til sine klæder brugte vadmel, som var vævet hjemme paa gaarden. Naar de skulde optræde til høitids og i al sin pragt, var de klædt i silke, skarlagen eller kostbart og straalende farvet klæde fra England og Frankrig. Ofte var dragten udsømmet med guldtraade eller guldbaand, som man ogsaa fik fra udlandet. — Den kunst at gjøre guldtraad kjendtes i den tidlige middelalder bare i Orienten; hovedsædet for denne industri var Cypern. — Dragtens snit var ogsaa i mange stykker en efterligning efter fremmede moder. Paa fødderne bar man efter engelsk mønster sokker (oldn. sakkr = ags. socc). Nærmest kroppen bar man skjorte (oldn. skyrta = ags. scyrte). Over den havde man en kjortel (kyrtill = ags. cyrtel). Over det hele bar man en mantel (mǫttul) = mlat. mantellum) eller en kaabe (kápa = mlat. capa). Paa overkroppen bar man ogsaa undertiden en "joppe" (hjúpa = mlat. jupa) og ved beltet hang en taske. Sin uld og sine tøier lærte man af Irerne at farve røde med en farve som fik sit navn efter purpuret. Rundt halsen og paa brystet bar kvinder og vel ogsaa mænd smykker fra England og andre fremmede lande prydet med straalende stene, "gimstene". En nordisk høvding, som optraadte i en slig dragt ved de angelsaksiske eller frankiske kongers hof, kunde ikke bli taget for en barbar. Der var intet i dragten, som viste, at han hørte til et mere uciviliseret folk, som stod udenfor den almindelige europæiske kultur. "Klæder skaber folk", siger et gammelt ordsprog. Og sandt nok; for der er ikke noget, som saa tydelig viser et folks kulturtrin og dets forbindelse med udlandet som netop klædedragten.

__________

Lad os nu efter at ha sét paa stormændenes dragt kaste et blik ind i høvdingens hal. Lad os tænke os, at vi vandrer med Guden Rig "over grønne stier", indtil vi kommer til høvdingens sal. Vistnok er Rigsþula, som er vor vigtigste kilde til kundskab om høvdingeboligernes udstyr i vikingetiden, efter de flestes mening digtet paa de Britiske Øer for en norsk høvding dér. Men forskjellen mellem en norsk høvdingebolig paa Orknøerne eller i Nordskotland og en i Norge eller paa Island kan vel ikke ha været saa stor. Desuden havde de fleste stormænd herhjemme i vikingetiden slægt og forbindelser vesterpaa, og vi har ogsaa — dels fra andre Eddadigte og dels fra Island — andre skildringer af stormændenes haller.

Et fragment av et billedteppe fra Oseberghaugen i Vestfold. (Foto: Eirik I. Johnsen/Kulturhistorisk museum, 2017. Commons.

Bygningsskikken var den gamle. Langs væggene stod bænkerader, som endog i kongens hal til høitids blev dækket med straa. Midt paa gulvet var den aabne arne, hvorfra røgen gjennem ljoren strømmede ud i luften. Foruden ljoren havde man alt i gammel tid andre aabninger eller glugger, hvorigjennem lys og frisk luft trængte ind (vindauga). Et ord, som alt i vikingetiden maa være optaget i irsk fra nordisk er fuindeog = oldn. vindauga. Det oversættes i gamle irske glosser med "haec fenistra". — Var saaledes end bygningsskikken den gamle, saa var der dog i udstyret af høvdingens hal meget nyt, som vikingetogenes forbindelse med Vesteuropa havde bragt ind.

Det var Vesterlandenes kongeborger, som stod for vikingetidens høvdinger som det herligste, de havde sét, og hvis pragt de selv søgte at efterligne. Først og fremst Karolingernes keiserborg. For keiseren var vistnok, selv efterat Karl den stores rige var delt og keiserens virkelige magt var svundet ind, i Nordboernes øine verdens største og mægtigste fyrste. Hans navn Carolus blev jo for Nordboerne i Vesterlede et sindbillede paa kongemagten. Intet under derfor, at Grimhild, da hun vil lokke Gudrun ved at tilbyde hende alt det prægtigste, som kan tænkes, ogsaa nævner Hlǫðvés soli (Guðrunarkv. II, 26). Hlǫðvér er jo den nordiske gjengivelse af det frankiske Ludvig, navnet paa Ludvig den fromme og paa mange andre af Karolingerne. Med Hlǫð'ves salir menes da Karolingernes keiserborg, som Nordboerne tænkte sig som en hal fuld af uopnaalig pragt.

Et dybt indtryk paa Nordboerne gjorde især de prægtige tæpper med guldbroderier og billeder af slag og kampe, som de saa i Vesterlandene.

Det fortælles i det andet kvæde om Gudrun, at hun efter Sigurds død drog til Danmark, hvor Thora Haakonsdatter paa forskjellig vis søgte at trøste hende, bl. a. ved at sysselsætte hende med broderi og haandarbeide. Gudrun fortæller om dette:

Hón mér at gamni

gullbókaði

sali suðræna

ok svani danska;

hǫf&ðu vit á skriptum

þat er skatar léku,

ok å hannyrðum

hilmis þegna,

randir rauðar,

rekka Húna,

hiǫrdrótt, hiálmdrótt,

hilmis fylgju.

Skip Sigmundar

skriðu frá landi,

gyltar grímur,

grafnir stafnar;

byrðu vit á borða

þat er þeir bǫrðusk

Sigarr ok Siggeirr

suðr å Fivi.

-----

Hun mig til gammen

guldinnivirked

sydlandske saler

og danske svaner.

Vi satte i billed

svendenes idræt,

fremstilled med haanden

fyrstens mænd,

røde skjolde,

hunske (ell. rustede) drenge,

sverdflok, hjelmflok,

høvdings følge.

Sigmunds skibe

skred fra lande,

med gyldne hoveder,

ind-gravne stavne;

vi brodered paa tæppet.

at de brødes

Sigar og Siggeir

syd ved Fife.

At der her i Gudrunkvædet er tale om fremmed kunstflid eller i det mindste om udenlandsk indflydelse, er sikkert. Allerede ordet skript (hǫfðu vit á skriptum) viser fremmed indflydelse. Skript, f., betyder paa oldnorsk oprindelig "billede, maleri" (pictura) og skrifa "at bemale med billeder, afbilde". Begge ord staar vistnok i forbindelse med lat. scribo og er, skulde jeg tro, kommet til nordisk fra angelsaksisk. Man kan indvende, at ags. scrifan betyder "to decree, allot, assign" og scrift, m. "legal penalty, penance". Dog synes ags. scrifen ligesom oldn. skrifaðr at kunne betyde "bemalet, udmalet". — Denne betydning har kanske især tilhørt folkesproget og kommer derfor sjelden frem i litteraturen. I et gammelt ags. rimvers, hvis mening dog ikke er fuldt klar, heder det: scrifen scrāð glāð purh gescāð in brāð . Nu betyder scrāð, som det synes, her "skib"; hele linjen maa da vel oversættes: "Det udmalede skib gled gjennem en strækning ud i det aabne hav" scrifen som nærmere bestemmelse til "skib" kan vanskelig ha anden betydning end "udmalet, udsmykket".

Vi kommer derpaa til udtrykket gullbóka, som efter hele sammenhængen maa betyde at indvirke med guld, sandsynlig som et slags broderi. At forarbeide guldtraade var, som jeg for har nævnt, i den tidlige middelalder udelukkende en orientalsk kunst. En af de første kjendere af Orientens handels- og kulturhistorie W. Heyd siger derom i sin "Geschichte des Levantehandels im Mittelalter" (II s. 679 f.): "Man verstand sich im Mittelalter wohl darauf, Gold oder Silber durch Schlagen und Ziehen in dünne Scheiben zu verwandeln. Schmale Streifen von so zubereitetem Metall pflegte man satt anzulegen an Fäden, welche aus zerschnittener Darmhaut von Schlachtvieh bestanden. Da man die Haut selbst nicht sah, sondern blos das dieselbe rund umschliessende Edelmetall, so glaubte man reines Gold oder Silber zu Fäden gesponnen vor sich zu haben. So war denn auch dieses Fabricat unter dem Namen "ór, argent filé" bekannt. Man brauchte es, um Arabesken oder Borduren auf Gewänder oder Teppiche aufzusticken, auch wob man daraus Brokate. Der bekannteste Herd dieser Manufactur war die Insel Cypern, wesshalb or de Chypre ganz gleichbedeutend mit or filé gebraucht wurde". Vi ser saaledes, at guldbrokade og broderier med guldtraad oprindelig hørte hjemme i Orienten og at man brugte guldtraad til at fremstille border og arabesker. Saavidt jeg ved, broderede man derimod aldrig hele scener med mennesker og dyr med guldtraad. Dette passer ogsaa godt til Gudrunkvædets ord: Hun mér at gamni gullbrókaði sali suðræna ok svani danska. Det er bare de sydlandske saler og de danske svaner, som er broderet med guldtraad. De rustede krigere, Sigmunds skibe, Sigars og Siggeirs kampe osv. har derimod været vævet eller broderet med almindelig traad; om dem bruges heller ikke udtrykket gidlboka, men det heder: hǫðu vit á skriptum . . ok á hannyrðum og byrðu vit á borða. Dyr, særlig fugle, vævede eller broderede man i middelalderen ofte med guldtraad paa aaklæder. Viollet-Le-Duc har saaledes et billede af en messehagel fra kirken St. Sernin's skat i Toulouse; paa denne ser man med guldtraad fremstillet falker og pelikaner; paa andre tæpper ser man forgyldte løver og leoparder

Det var især venetianerne, som bragte de kostbare silketøier med indvævede figurer og arabesker i guld- og sølvtraad til Vesteuropa, hvor de fornemmelig blev brugt i kirkens tjeneste. Lige ned til det 11te aarh. havde Venetianerne i Limoges og Périgueux kontorer, hvorfra de solgte orientalske tøier over hele Frankrig, ja endog til England. — Man lærte dog snart ogsaa i Vesteuropa at brodere med Guldtraad. Angelsakserne var fra gammel tid mestere heri, saaat deres arbeider endog vakte beundring i udlandet. — Fra Alfred den stores tid findes endnu ganske vakkert arbeide af denne slags bevaret. — Slige guldbroderede tæpper havde, i England som andetsteds, særlig sin plads ved gudstjenesten og i kongeborgen. Til brug for kongen og dronningen var der endog en egen anstalt, hvor man gjorde guldbroderier.

Baade i Frankrig og England forstod folk i det 10de og 11te aarh. at væve og brodere tæpper med fremstillinger af mennesker og dyr. — Man havde vistnok lært kunsten fra Grækenland og Orienten. — De fleste har hørt om det navnkundige "Bayeuxtapet", som fremstiller William Erobrerens tog til England, slaget ved Hastings osv. Her fremstilles ligesom paa broderiet i Gudrunkvædet skibe, som skrider fra land, kamp og slag og høvdingens krigerfølge. Bayeuxtapetet er dog vævet efter den tid, da Gundrunkvædet sandsynligvis blev digtet. Men alt i anden halvdel af det 10de aarh. kjendte man i England lignende tæpper. Efter kampen ved Maldon (i 991), hvor den heltemodige Brihtnod faldt, syede eller vævede dennes enke et aaklæde, som hun skjænkede til domkirken i Ely. Paa dette havde hun fremstillet sin mands bedrifter.

Saaledes vidner skildringen af Tora Haakonsdatters broderier tydelig om paavirkning fra udlandet. At man i Norden i vikingetiden har vævet eller broderet slige billedlige fremstillinger af kampe og slag, skibe osv. er dog meget tvivlsomt. Har en eller anden nordisk konge havt et saadant tæppe, har han faaet det fra England eller Frankrig. Snarest skulde jeg dog tro, at det er paa de Britiske Øer eller i Frankrig den nordiske digter har sét slige aaklæder med billedfremstillinger og gyldne svaner, som han skildrer i kvædet om Gudrun.

Arkæologerne kommer ogsaa, som jeg i afsnittet om prydkunst nærmere skal gaa ind paa, til de samme resultater. Sophus Müller fremhæver saaledes (Vor Oldtid, s. 677 f.), at vikingetidens kunst meget sjelden har faaet udslag i fortællende fremstilling. Og selv om man havde en saadan fremstilling vilde den, mener han, for nutidens øine tage sig ud som et stykke ornamentik. Man kjender fra vikingetiden i Norden ingen broderede eller vævede tæpper som de Tora Haakonsdatter skal ha gjort. Derimod har man fra Mammengraven i Danmark bevaret et broderet tøistykke, som vel vidner om færdighed i ornamentik, men ikke taler noget om menneskefremstillingskunst. Og om dette stykke er broderet i Danmark, ved man desuden ikke. Desuden har man i danske grave fundet guld- og sølvindvirket silkestof; men det er sikkert af fremmed oprindelse og beviser derfor heller intet om Gudrunkvædets broderier.

Undertiden var hallen istedenfor med aaklæder smykket med billeder i træ. Det navnkundigste eksempel, vi har herpaa, er Olav Paas hal paa Hjardarholt paa Island. Det fortælles i Laxdælasaga (k. 29), at Olav Paas datter Turid blev gift med Geirmund Solmundsson, — Bryllupet stod ved aar 985. — Ved denne leilighed var Olav Paas gjæstebudssal fuldstændig færdig, "ildhuset" som den kaldtes, fordi den var den eneste bygning paa gaarden, som blev opvarmet. Sagaen fortæller om bryllupet: " Dette gjæstebud var talrigt besøgt; for da var ildhuset fuldt færdigt. I gjæstebudet var Ulv Uggessøn, som havde gjort et kvæde om Olav Hoskuldsson og om de begivenheder, som var fremstillet paa ildhuset; (dette kvæde) fremsagde han der ved gjæstebudet". (Þat boð var allfjǫlment, þvi at þá var algort eldhúsit. Þar var at boði Ulfr Uggason ok hafði ort kvæði um Ólaf Hǫskuldsson ok um sǫgur þær er skrifaðar váru á eldhusinn. ok færði hann þar at boðinu). Af dette Ulv Uggessøns kvæde, "Husdraapa" som det kaldtes, er endnu en del bevaret. Vi kan deraf se, at der i Olav Paas hal har været billeder, som har fremstillet de navnkundigste scener fra gude- og heltesagnet, saaledes som Lokes og Heimdals kamp paa Singastein, Tors fiskefangst, Balders ligfærd osv. Billederne har vistnok været udskaaret. Dog skulde jeg snarest tro, at de tillige har været malet, paa samme maade som vi ved, at træforsiringerne i kongshaugerne ved Jellinge var baade udskaaret og paamalet. Vi hører ogsaa fra Island om andre huse, som var smykket med lignende billeder. En mand, som leved ved aar 1000, var Torkell Haak. Han havde længe været udenlands, dræbt ildgjerningsmænd øst i Jemtelandsskogen, fældet et uhyre (finngalku) i Østerlandene og dræbt en flyvende drage i Adalsysla. Disse storverker lod han, da han kom hjem, afbilde over sit sengested, fortæller Njaalssaga (k. 119). — Af denne æventyrlige fortælling kan man dog ikke slutte mere, end at der paa den tid, da Njaals saga blev skrevet, i Torkell Haak's hus fandtes udskaarne billeder, som gav anledning til sagnet om ham. — Ved denne tid skal ogsaa den navnkundige Tord Hreda ha levet. "Han havde saa stor indsigt i skulpturen, at man fik ham til at pryde bjelkerne i flere gaarder". Selve sagaen om ham er dog opdigtet; alligevel er det kanske muligt, at en Tord Hreda virkelig har levet og udmerket sig som billedskjærer. Men sikkert er det slet ikke. Endelig kan nævnes, at der i Kormaks saga er tale om et udskaaret Hagbardshoved ved siden af en glugge i væggen. Dette synes dog, efter sammenhængen at dømme, bare at ha været en udskaaret stolpe. Vi hører intet om, at hele stuen, hvor Steinverd opholdt sig, var smykket med billeder.

Det første sikre eksempel, vi har paa at en hel hal paa Island blev udsmykket med billeder, er saaledes Olav Paas paa Hjardarholt. Og havde det paa den tid været skik at pryde sine stuer med slige billeder fra gude- og heltesagnet, vilde vel heller ikke Ulv Uggessøn ha fundet paa at digte sin "Husdraapa". Vi kommer saaledes til den slutning, at man paa Island i anden halvdel af 10de aarhundred efter Olav Paas forbillede har begyndt at pryde sine haller med udskaarne billeder. Men dette leder uvilkaarlig tankerne hen paa en paavirkning fra fremmede lande. Vi ved, at Olav Paa havde forbindelser med de Britiske Øer. Hans mor var datter af en irsk konge Myrkjartan eller Muirchertach. Selv var han som ung paa besøg hos sin morfar, og hans tilnavn Pái er ogsaa af fremmed oprindelse. — Ordet, som betyder "paafugl", stammer fra lat. paro og er kommet ind i sproget gjennem ags. pāwa, pēa (engl. peacock). —

Allerede K. G. Brøndsted har i en ellers ikke meget overbevisende afhandling søgt at vise, at billederne i Olav Paas hal vidner om indflydelse fra Irland. Senere har professor S. Bugge fremholdt lignende anskuelser Han mener, at vi her har paavirkning fra England, hvor man alt før vikingetiden afbildede hjemlige heltesagn, bl. a. paa udskaarne skrin. I England lærte da Nordboerne at afbilde scener fra sine hjemlige gude- og heltesagn paa sten og i træ, og bevægelsen bredte sig til Island, Norge og Sverige, især til Gotland. Professor Bugge udelukker dog heller ikke irsk indflydelse, især da man i Irland har flere kunstdigte, som skildrer huse og husebygninger. Jeg kan nævne et af Flann Mac Lonain og et af Mac Liag, begge om paladset i Cenn Corad, hvor Brian Borumha og hans forfædre boede, samt et af Ruman om hvor mange planker der var i kapellet i Rathan.

Min egen opfatning er snarest, at Nordboerne, som fra gammel tid var flinke i al slags sløid, kanske alt før vikingetiden havde bjelkevæggene i sine huse smykket med udskjæringer. I enkelte templer har der vel ogsaa været raat udskaarne gudebilleder, ligesom man paa høisædestolpen eller andetsteds inde i huset kunde ha en enkelt figur udskaaret paa stolperne. Men fra den simple ornamentik og evnen til at udskjære en enkelt figur er det et langt skridt til den virkelige billedfremstilling, som gjengir hele scener af menneskelivet, og dette skridt har, tror jeg, Nordboerne først taget, efterat de i Vesteuropa havde sét slige scener afbildet paa stenkors, skrin o.l. Især gjælder dette værelsernes udsmykning med udskaarne billeder, der som nævnt i Norden ikke kan føres længere tilbage end til 2den halvdel af 10de aarhundred. Og jeg tror, at Olav Paa, da han prydede sit ildhus paa Hjardarholt med udskaarne billeder fra gude- og heltesagnet, især har været paavirket fra Irland. — I Irland fandtes der fra gammel tid høie stenkors, om hvilke en Nordmand paa vikingetiden uvilkaarlig vilde sige, at de var skrifaðir fornsǫgum. Flere af dem staar endnu og fremstiller scener fra Bibelen og hellige mænds liv, men ogsaa jagtscener, væbnede mænd osv. Paa lignende vis smykkede Irerne ogsaa sine bøger og haandskrifter, som vi endnu kan se, f eks. i den navnkundige "Book of Kells". Og vi har irske smykker, bogbeslag, spænder o.l., som er smykket med samme slags slyngninger og arabesker som bøgerne og korsene. Derimod er fra gammel tid intet udskaaret træværk bevaret i Irland. Tara's og Cenn Corad's kongeborge er for aarhundreder siden sunket i grus. Men i gamle irske sagaer skildres flere gange kongernes boliger. Vi kan se, at hallen ofte var smykket med udskjæringer i træ, især rod barlind (ibar, "yew tree"). Saaledes skildres i den gamle irske heltesaga, som kaldes Fled Bricrend eller "Bricriu's fest" kongeboligen i Cruachan (Connaught's hovedstad). Det siges om værelserne i den, at de bl. a. havde "forside af bronce og udskjæringer af rød barlind" (Airinich créduma ocus aurscartud dergihair). Om kongeborgen i Rudraigé, Bricriu's bolig, heder det i den samme saga: "Den nye bolig udmerkede sig fremfor alle andre paa denne tid saavel ved det materiale, hvoraf den var bygget, som ved sin kunstfærdige bygning, ved skjønheden og udsmykningen baade af søilerne og husets forside, ved sin pragt og kostbarhed, ved sin kunstneriske skjønhed og ved det ry, som stod baade af udskjæringerne og af dørenes udsmykning"(acht nammá ro derscagestar a tech so eter adbur ocus elathain, eter cháini ocus chumtachtæ, eter úatni ocus airinigi, eter ligrcid ocus lògmaire, eter sochraide ocus súachnide, eter irscartad ocus imdorus do thigib inna haimsiri sin uli). Om et andet gammelt irsk hus heder det: "Vidunderligt er dette hus med sine udskjæringer og sine senge" (amra in tegh hi sin itir irscartad ocus dergudha). Disse træudskjæringer har, synes det, dels smykket dørene og sengene, dels ogsaa væggene selv. Hvordan de ellers har været, kan vi nu ikke se. Men naar Irerne forstod at fremstille scener fra menneskelivet paa sine stenkors og i sine skindbøger, hvorfor skulde de da ikke ogsaa kunne gjore det paa væggene i sine haller? Jeg tror derfor snarest, det er fra Irland Olav Paa har hentet forbillederne for sin hal paa Hjardarholt. Dog har kanske ogsaa indflydelse fra England og muligens fra Frankrig virket med. I franske middelaldersromaner, som dog er skrevet efter Olav Paas tid, fortælles det ofte, at salen var smykket med billedfremstillinger af navnkundige heltesagn, dels malet, dels udskaaret. I et haandskrift i Bibliothèque Nationale i Paris ser vi saaledes et billede af feen Morgan, som viser kong Arthur malerier af Lancelot's hændelser. Ogsaa i England smykkede stormændene sit hus paa lignende vis. — Grækerne og Romerne prydede jo fra gammel tid af sine vægger med malerier og relieffer, som hentede sine æmner fra hjemlige myther og sagn. Den kristne kirke optog, til en modsætning fra jødedommen, billedkunsten i sin tjeneste, og gjennem den bredte lysten og evnen til at fremstille scener fra menneskelivet sig til Vesteuropa, til Frankrig, England og Irland, hvor Nordboerne igjen lærte billedfremstillingens kunst-. — Det foregaaende er skrevet før fundet af Slagenskibet, hvor baade udskjæringerne og det dér fundne stykke vævet tøi viser, at Nordmænd alt ved aar 800 fra Vesterlandene maa ha lært billedfremstillingens kunst.

Gaar vi efter at ha kastet et blik paa væggene i hallen over til at se paa dennes øvrige udstyr, vil vi ogsaa dér finde meget, som er af fremmed oprindelse. Paa gulvet staar en stor "kiste" (oldn. kista, f), hvori verktøi, smykker og andet gjemmes. Ordet kista forekommer første gang i Vølundarkviða (str. 21 og 23), hvor det fortælles, at Volund smed gjemte sine smykker i en kiste. Det heder om Nidads sønner, da de kom for at faa se alle Volunds vakre sager: Kómu til kistu, krofðu lukla. I Sigrðrifumál (str. 34) bruges kista om en ligkiste. Dette ord, som den dag idag saa almindelig bruges baade i Danmark, Sverige og Norge, har altsaa alt i vikingetiden faat hjemstavnsret i Norden. Det stammer, som saa mange andre kulturord yderst ude fra græsk (ιrοζη). Derfra blev det optaget i latin (cista). Romerne bragte ordet til de germanske folk. Det findes baade i oldhøitysk (chista) og i angelsaksisk (ciest, ciste). Til Norden er, skulde jeg tro, ordet kommet fra England. Baade stod Nordboerne i vikingetiden i meget livligere forbindelse med England end med Tyskland, og desuden findes der i Vølundarkviða, hvor ordet første gang forekommer i nordisk sprog, adskillige andre ord af angelsaksisk oprindelse.

Et ord, der har næsten samme betydning som kista, er oldn. ǫrk (gl. svensk og gl. dansk ark). Det forekommer først sent i digtningen, men er vistnok alligevel kommet til Norden omtrent samtidig med "kiste". Derpaa tyder bl. a., at ordet hyppig bruges i de gamle svenske love, hvor "kiste" derimod sjelden forekommer; til svensk er ordet vel kommet gjennem norsk eller dansk. — Ordet stammer fra lat. area. Det er meget tidlig, sammen med sagen selv, kommet til Germanerne paa samme tid som eista. Til Norden er ordet vistnok ialfald tildels kommet fra angelsaksisk eare f.,are m.).

I et hjørne af salen, vel paa en hylde, stod der i høvdingens hal dyrebare bægre. Det heder saaledes om Gudruns sorg efter Sigurds død:

svá sló hón sváran

sinni hendi,

at kváǫu við

kalkar í vrá

Ordet kalkr m., (gl. sv. kalker, gl. d. kalk) bæger, er et laanord fra angelsaksisk (calic, cæl(í)c), hvilket ord videre stammer fra lat. calix. Det maa ha været meget almindeligt, at Nordboerne i vikingetiden havde slige bægre, som de kaldte "kalker". For ordet forekommer i en række af Eddadigtene. I Atlakviða (str. 34) fortælles det, at Gudrun gaar Atle imøde "med en gylden kalk" (með gyltum kalki). I Rigsþula (str. 31) sætter høvdingens hustru frem for gjæsten bægre overdragne med kostbart metal (varðir kalkar). Undertiden var ogsaa disse bægre af glas eller krystal og maa da i ethvert tilfælde være indført fra udlandet; for i Norden selv forstod man endnu ikke at gjøre glas. En saadan "kalk" var i jætten Hymes eie; bægret var saa haardt, at intet dødeligt menneske kunde slaa det istykker. Men guden Tor formaadde det tilslut. Som det heder i Hymiskviða (str. 29):

Men Hlorride, da han

i haand det fik,

straks med glaret

stetten sprængte.

En Hlórriði,

er at hǫndum kom,

brátt let bresta

brattsteinn gleri

Vi ser deraf, at bægret var af krystal eller glas (gler). Slige krystalbægre kaldtes ogsaa hrimkalkr. I Lokasenna (str. 53) fortælles det, at gudinden Siv for at formilde den vrede Loke og stanse hans tunge skjænker ham et bæger mjød og siger:

Heill ver þú nú, Loki!

ok tak við hrímikalki

fullum forns miaðar!

Ganske de samme ord bruger ogsaa Gerd i Skirnismal (str. 37). Professor S. Bugge har paavist, at Jirhnkaikr er en oversættelse af det latinske calix crystallinus. Skulde det ikke være muligt, at dette alt paa ags. var blit oversat med hrimcalic. I alle tilfælde kan vi af ordet kalkr slutte, at det var under vikingetogene vesterpaa, at Nordboerne lærte at bruge saadanne drikkebægre, som det blev mode at ha i høvdingens hal ved siden af de hjemlige drikkehorn. Derpaa tyder det ogsaa, at jætten Hymes bæger kaldes "den runde vinvei" (vínfenll valr). For vin lærte Nordboerne især at drikke i vikingetiden, om end selve ordet vin kanske endnu tidligere er kommet til Norden. Steenstrup i sin bog om Normannerne (I, s. 184 ff.) nævner mange eksempler paa hvor glade Nordboerne var i vin og hvordan man ved vinhøstens tid kunde være sikker paa at træffe vikingerne ved Loires munding og andetsteds i Frankrig, hvor vin dyrkedes. Typisk er vikingekongen Godfred, som i 865 forlangte af keiser Karl, at han skulde afstaa til ham Koblenz og andre rige vinegne ved Rhinen ; for Friesland, som han før havde faat i forlening, frembragte ikke den vin, han trængte. Vi ved ogsaa, at Nordboerne i Irland alt omkr. aar 900 ind førte vin fra Frankrig. Kong Cormac af Munster, som levede i begyndelsen af det 10de aarhundred, taler nemlig i sit navnkundige glossar om et hulmaal for vin, som de nordiske og frankiske kjøbmænd brugte. Og hundre aar senere fortæller skalden Mac Liag i et digt om kong Brian, at Nordboerne i Limerick hver dag skulde betale en tønde rød vin til Brian. Nordboerne i Dublin skulde derimod, vel én gang om aaret, betale 150 fader vin som tribut.

Det er efterligning af skikke i Vesteuropas kongeborge, naar det i Rigsþula (str. 31) fortælles, at der i høvdingens sal sættes vin frem for guden Rig, eller naar det i et andet digt om Odin heder, at han ikke drikker andet end vin:

en við vín eitt

váfngofugr

Oðinn æ lifr

I det, som andetsteds nævnt, vistnok i England forfattede Eiriksmál skildres det ogsaa, at Odin da han venter Erik Blodøks til Valhal byder valkyrjerne at sætte vin frem. Vi ser saaledes, at det var paa sine vikingetog vesterpaa og under indflydelse af fremmed skik at Nordboerne lærte at skjønne sig paa vin, saaledes at vin fra den tid af begyndte at skjænkes i kongens hal og drikkes af bægre.

Men lad os se lidt nærmere paa bordet og dettes udstyr. Man brugte ikke her i Norden, synes det, at ha faste borde, som dagen rundt stod inde i hallen. Naar folk skulde spise, blev der sat smaaborde frem og efter endt maaltid blev disse igjen taget bort. I Rigsþula (str. 31 f.) skildres bordet og opdækningen saaledes:

Þá tók Móðir

merktan dúk,

hvítan af hǫrh,

hulði bióð

hón tók at þat

hleifa þunna,

hvíta af hveiti,

ok hulði dúk.

Fram settí hón

fulla skutla,

silfri varða,

... á bioð,

fán fleski

ok fugla steikta;

vín var í kǫnnu,

varðir kalkar,

drukku ok dæmðu,

dagr var á sinnum.

Først sættes da bordet (bióð) frem. Dette dækkes med en hvid, linlærreds dug med paasyet broderi, sandsynligvis i farver. Ovenpaa dugen lægges der hvide hvedelefser. Saa sættes de sølvbeslagne fader (skutlar silfri varðir) fulde af mad paa bordet, samt vin i en kande (vin var i kǫnnu) og metalbeslagne bægre (varðir kalkar). — Vi har i dette et utvetydigt vidnesbyrd om fremmed paavirkning. Ogsaa hos Angelsakserne blev spisebordet flyttet. I en gaade af en angelsaksisk skribent fra det 8de aarhundred fremføres et bord talende. Bordet fortæller, at det er dets skik at føde folk med al slags mad. Medens det gjør dette, har det fire fødder og dækkes af en vakker dug. Men efterpaa røves det for sin udsmykning og mister sine ben, flyttes med andre ord tilside:

De Mensa.

Multiferis omnes dapibus salurare solesco,

Quadrupedem hinc felix ditem me sanxerit ætas,

Esse tamen pulcris fatim dum vestibus orner,

Certatim me prædones spoliare solescuut;

Raptis nudata exuviis mox membra relinquunt.

Paa billeder af spiseborde og maaltider hos Angelsakserne ser vi ogsaa bordet dækket af en dug. Maden bringes frem i fader, som synes at være af metal og prydet med forsiringer. Heller ikke lefser manglede. — Det angelsaksiske brød (hlaf = oldn. hleifr) havde ligesom hos Nordboerne form af runde, flade kager eller lefser. — Man drak af bægre, ikke af horn. Billeder af angelsaksiske maaltider i gamle haandskrifter viser, synes det mig, at borddækningen hos Angelsakserne var ganske den samme som den som skildres i Rigsþula. Vi ser dugen, som er forsynet med en broderet bord, fader med fisk og andre madvarer. Det stegte kjød rækkes af tjenere frem paa spid og spises, synes det, paa lefser, som man kan se af en række tegninger i angelsaksiske haandskrifter. Andre tegninger i disse viser os, at drikkevarerne skjænkedes fra kander.

Det er dog ikke bare denne ydre lighed, som bringer mig til at slutte, at Rigsþulas høvding har været paavirket af bordskikke paa de Britiske Øer. Ser vi lidt nærmere paa Rigsþulas skildring, vil vor formodning bli bestyrket. Om dugen skal jeg bare sige, at den ligesom hos Angelsakserne synes at ha været udsyet med broderi i farver. Hvede dyrkedes i den tidlige middelalder ikke i Norge, men indførtes, bl. a. fra England. Did sendte saaledes Torolv Kveldulvssøn engang et skib for at hente hvede, honning og andre varer. Hvede blev dog i England paa denne tid bare spist af stormændene. Det samme var vistnok tilfældet i Irland, hvor det synes, som om det især var Nordboerne, som brugte hvede. Vinteren 942 — 943 gjorde kong Muirchertach sin navngjetne rundgang gjennem Irland, som det er sunget om i et samtidigt digt. Han kom ogsaa med sine mænd til Dublin og leirede sig udenfor murene. Medens de laa der, var Nordmændene i Dublin nødt til at forsyne dem med alskens madvarer, saasom skinke, kjød og fin ost. Men særlig nævnes en forsyning "af god og fuldkommen hvede" (do chruitnecht chain, choir). Ogsaa vinen vidner om forbindelse med de Britiske Øer.

Maden sættes frem paa en slags flade fader af sølv, eller kanske snarere sølvbeslagne (falla skutla, silfri varða). Ordet skutill, m. er laant fra ags. scutel, m. "a dish". Dette stammer videre fra latin og er laant fra latinsk scutella eller scutula, som har samme betydning som skutill. I prosa bruges skutill om en slags smaaborde, som blev sat frem ved maaltiderne. Ordet kanna, f "kande" er ogsaa et fremmedord og stammer snarest fra ags. canne. — Ordet forekommer ogsaa i oldhøitysk (channa). — Efter nogles mening er det et laanord fra lat. canna, "rør". Bægrene (kalkar), som jeg før har nævnt, vidner ogsaa om fremmed paavirkning.

Vi ser saaledes, at høvdingen i Rigsþula paa sit bord har vin og hvedebrød fra Vesteuropa. Maden bringes frem paa fader: vinen skjænkes af kander og drikkes af bægre, som alle er af fremmed oprindelse eller ialfald vidner om forbindelse med og paavirkning fra de Britiske Øer. I denne forbindelse kan nævnes endnu et kulturord, som vistnok ikke findes i Eddadigtene eller skaldedigtningen, men dog maa ha været kjendt i Norden paa vikingetiden, nemlig flaska, f. "flaske". En islandsk landnaamsmand kaldes saaledes Þorgeirr flǫskubak, d. e. "med ryg som en flaske, rundrygget". — Jeg skulde dog tro, at det først var efter vikingetiden, at ordet "flaske" fik almindelig hjemstavnsret i de nordiske sprog. — Ordet findes baade i oldhøitysk (flasca) og i angelsaksisk (flasce). Til Norden er det vel snarest kommet fra England. For de islandske landnaamsmænd, som først optog ordet, stod ikke i stor forbindelse med Tyskland. I de germanske sprog er ordet, mener man, laant fra de romanske sprog (= mlat. flasco, ital. flasco, nyfr. flacon).

Vi faar i det hele tydelig det indtryk, at høvdinger og stormænd, ialfald blandt Nordboerne i Vesterlede, ved sine bordskikker og drikkelag har efterlignet Angelsakserne. Flere steder i Eddadigtene bruges saaledes ordet sumbl i betydningen "drikkelag". Naar Æserne er i gilde hos Ægir, kaldes dette sumbl, og selv er de sumblsamir eller "forenet ved gildet". Ordet sumbl er, som S. Bugge mener, laant fra ags. symbl, der igjen stammer fra lat. symbolum, som i middelalderen kan betyde drikkelag. I Lokasenna (str. 8) forekommer ogsaa gamhansumbl, "stort drikkelag", et ord hvis første halvdel ogsaa er af angelsaksisk oprindelse (af gomba, cas. obl. gomban = "skat"). Ordet sumbl ofte i Eddadigtene, at det ikke kan ha været bare literært. Nordboerne i England maa selv ha kaldt sine drikkelag for sumbl.

Ser vi saaledes i husets udstyr og udsmykning tydelige spor af fremmed paavirkning, saa synes derimod husebygningen i det væsentlige at ha været den gamle. Dog er det muligt, at man paa enkelte gaarder har faat lidt nye rum eller smaabygninger under indflydelse af udenlandsk skik. Et ord, som endnu findes baade i norske og danske bygdemaal er kleve (oldn. klefi m.), "et kammer, lidet værelse". I jydsk folkemaal er klove "fællesnavn for de to kamre bagved piselen, hvor i gamle dage deigtrug, haandkværn og bagerovn fandtes. Paa grund af denne betydning i jydsk formoder professor Hj. Falk, som han velvillig har meddelt mig, at ordet yderst ude stammer fra gr.λβαγος lat. clibanus, "pande til at stege brod i, bagerovn". Til Norden er ordet kommet gjennem ags. cleofa, "chamber, cell". At dette ord alt i vikingetiden er kommet til Norden, tor man vel slutte af at det i gammel tid er gaat over til at bruges som gaardnavn. I Røde Bog opføres saaledes under Aremark kirke et nu forsvundet gaardnavn i Klæfuanom, som Rygh forklarer af klefi.

Et andet ord, som har omtrent samme betydning som klefi og som ogsaa forekommer i gamle gaardnavne, er kofi m.; men dette ord er snarere oldgermansk.

Et ord af fremmed oprindelse er derimod kamarr, som i oldn. bruges i betydningen "privet". Yderst ude stammer dette ord fra gr. χαμσρα, "et rum med hvælvet dække". Derfra har det gjennem lat. camera udbredt sig til de romanske sprog og er saa, sandsynligvis fra Vesteuropa, kommet til Norden. Jeg kan dog ikke fuldt godtgjøre, at ordet kamarr alt er blevet optaget i nordisk sprog i vikingetiden. Det findes nemlig hverken i gamle stedsnavne eller i skaldedigtningen, men forekommer derimod oftere i sagaerne. I Eyrbyggjasaga, som er en af de paalideligste sagaer, heder det saaledes: Í þenna tíma (d. e. paa Snorre godes tid) vóru útikamrar á bæjum. Sagaens ord synes at vise, at man paa Snorre godes tid paa Island havde priveter, som stod ude paa gaarden. — Senere blev de flyttet ind i huset og lagt ved enden af svalgangen ell. lign. — Da kamarr i oldn. er et almindeligt navn for disse steder, maa vi næsten slutte, at der for vikingetiden ikke fandtes særskilte priveter i Norden.

__________

Den foregaaende undersøgelse om dragt, smykker, bohave osv. viser, som rimeligt er, at Nordboerne i alt, som vi kan sammenfatte under ordet luksus, i vikingetiden blev sterkt paavirket fra udlandet. Hjemme i Norden havde før vikingetiden livet, baade hos bonden og hos høvdingen, gjennem aarhundreder gaat i samme enkle spor. Vaner og fornødenheder var faa og let at tilfredsstille. Der var liden pragt og end mindre af forfinet smag. Før vikingetiden kunde nok ogsaa smykker og pragtstykker fra fremmede lande naa hid op og bidrage til at udvikle og forandre smagen. Men i det store og hele levede sønnen paa samme maade som far og farfar og som ætten for dem i aarhundreder havde levet. Men saa kom vikingetiden; en ny verden aabnedes for Nordboernes undrende øine. De fik i Vesteuropa, i Frankrig og paa de Britiske Øer, se en kultur, som nu i mange maader synes os raa og halvt barbarisk, men som vel paa en Nordbo maatte virke næsten, som naar en asiatisk fyrste kommer til London. Og det, som først faldt i øinene, var naturligvis den ydre pragt; kirkerne med deres hellige kar i guld og sølv og smykket med edelstene, præsterne i deres silkekapper med brogede figurer og guld- og sølvbroderier, kongeborgen med dens vævede tæpper paa væggene og dens rige udstyr, kander, kar og krystalbægre, og ikke mindst staar mændene og deres kvinder i kjortler og kaaber af silke og skarlagen udsyet med baand og guldbroderier. Og saa efterhvert som Nordboerne selv fik fast fod i de fremmede lande, søgte de selv at indrette sig paa udenlandsk vis og at efterligne eller paa anden vis skaffe sig alt, som de saa af gilt og straalende derude i det fremmede, i Frankrig, England og Irland.