Vikingerne - Kvinden i Vikingetiden

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk


Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Vikingerne


Kvinden i Vikingetiden


av Alexander Bugge

Gyldendalske Bokhandel
Kra. 1904





Maleriet "Valkyrie" av Peter-Nicolai Arbo (1831-1892. Det norske Nasjonalmuseet.

For at bestemme et Folks Kulturstandpunkt er intet saa vigtigt som at kjende Kvindens Stilling i Samfundet, Allerede af den Grund turde en Skildring af Kvinden i Vikingetiden maaske ha sin Interesse. Men i ingen Tid, før vi naar vore egne Dage, staar der en saadan Glans om Kvinden i Norden, som der gjør i Vikingetiden. Valkyrjer i Skikkelse af straalende Kvinder kaarer paa Valen den døde Kriger og fører ham til Valhal, forat han kan kjæmpe i Einherjernes Skare. Fylgjer i Kvindeskikkelse følger Manden paa hans Vandring gjennem Livet og varsler hans Død og Undergang. I Edda-kvadene, i Sagaerne, ja undertiden endog i Runeindskrifternes korte Linjer tegnes der for os en Række storlinjede, særprægede Kvindeskikkelser, hvoraf vor Middelalder kun eier en Efterklang i Folkevisens Skildringer. Særlig i Sagaerne eier vi et Galleri af Kvinder, hvortil vi for at finde et Sidestykke i vor Litteratur maa gaa helt til vor egen Tids Digtere. En Hallgerd, en Bergthora i Njaals Saga, en Aud eller en Gudrun i Laksdøla Saga, en Helga den fagre i Gunnlaug Ormstunges Saga. Kvinder saa eiendommelige og udprægede baade i det gode og i det onde, at de undertiden synes tegnede næsten med en Shakespeares Kunst. Hvilken Litteratur eier vel en interessantere Kvindetype end den skjønne, men ondskabsfulde, rænkesyge og hævngjerrige Hallgerd, denne Kvinde, der med en uimodstaaelig Magt driver Mændene, selv de bedste til sig, men som selv er blottet for alle moralske Egenskaber, for enhver Følelse af Forskjel paa Godt og Ondt, paa Hæderligt og Uhæderligt. Medens hun er halvvoksen Pige, ser hendes Farbroder Rut hende engang lege og siger til hendes Far Hoskuld, at han ikke kan skjønne, hvordan Tyveøine er kommet ind i Ætten. Disse Ord sandedes siden. Hun skammer sig ikke ved at stjæle, og volder alle deres Død, som elsker hende. Og som hendes Modsætning Njaals Hustru, den højsindede, men stolte og hidsige Bergthora. Hvor finder vi vel en mere dramatisk Scene end den mellem Hallgerd og Bergthora. Hallgerd, ærgerlig over at hun, Gunnars Hustru, har maattet vige Pladsen for en af Bergthoras Svigerdøtre, griber Bergthoras Haand og siger: "Du og Njaal passer godt for hverandre; for du har Kartnegl paa hver Finger, men Njaal er skjægløs." "Visselig", svarer Bergthora, "men skjønt din første Mand Thorvald ikke var skjægløs, voldte du dog hans Død." Og tilsidst opnaar Hallgerd ved sine Rænker at faa stiftet Ufred mellem Mændene og det ender med, at Gunnar falder og Njaal brændes inde. — Eller den skjønne Gudrun i Laksdølasaga. Ogsaa hun er hævngjerrig, forfængelig og skinsyg. Hun taaler ikke, efterat hun selv er blevet Bolles Brud, at hendes fordums Elskede Kjartan er lykkelig med en anden, og faar sin Mand ophidset mod hans Fosterbroder og engang uadskillelige Ven. Da Bolle vender hjem efter Drabet, lykønsker Gudrun ham med hans Daad. "Vi har begge", siger hun, "udført et godt Dagverk; jeg har spundet tolv Alen Garn, og du har dræbt Kjartan."

Kvindetyper som Hallgerd og Gudrun med deres umættelige Forfængelighed, deres Rænkesyge, Had og Hævngjerrighed er udenfor Island næsten ukjendte i Norden. Selv en Sigrid Storraade er en ganske anderledes stort anlagt og mere tiltalende Natur end disse Kvinder, i hvis smaalige Ærgjerrighed og Forfængelighed det er umuligt at opdage nogen høiere Stræben. Derimod finder vi Kvinder af deres Art i de keltiske Lande, i Skotland og Irland, hvor Menneskenes Bryst synes at ha kunnet rumme den høieste og ædleste Stræben saa vel som utæmmelig Vildhed og tøilesløst Had. Disse Landes ældste Historie viser os Billedet af en Række dæmoniske Kvindeskikkelser, der tumler med Menneskeskæbner, Død og Undergang lige ubekymret som en ung Pige i Balsalen sværmer og leger med sin Vifte, Kvinder netop af Hallgerds og Gudruns Art. I Lady Macbeth har Shakespeare med et genialt Greb tegnet denne keltiske Kvinde, hvis Natur visselig ikke er "too full of the milk of human kindness" og hvis Ærgjerrighed er det drivende Element i Dramaet, det som volder Død og Undergang. Et Sidestykke til Lady Macbeth i det virkelige Liv har vi i første Halvdel af 12te Aarhundred i Orknøjarlen Haralds halvt norske, halvt keltiske Moster Frakark. Listig, rænkesyg og hævngjerrig var hun i lang Tid Orknøjarlernes onde Aand. Ved en forgiftet Klædning volder hun Harald Jarl den Død, hun egentlig havde tiltænkt hans Halvbroder Paal Jarl, og efter et langt Liv fuldt af Ondskab og Rænkespil finder hun endelig sin fortjente Død.

Paa Hallgerds og Gudruns egen Tid lever i Irland Dronning Gormflaith, Sagaernes Kormlød. Jeg kjender fra den gamle Historie ingen Kvindeskikkelse, der virker saaledes som hun. I hende har Lady Macbeths Ærgjerrighed og Hallgerds Forfængelighed og Hævngjerrighed ligesom antaget gigantiske Dimensioner. Hun var, siger Njaals Saga, "den skjønneste af alle Kvinder og den bedst udrustede i alt, hvorover hun selv ingen Magt eiede", det vil sige i alle Gaver fra Naturens Haand. "Men hun handlede ilde i alle Ting, hvorover hun selv havde nogen Indflydelse." Hun havde været gift med tre Mænd, men var skilt fra dem alle, Dublinkongen Olav Kvaaran (981), Irlands tidligere Overkonge Maelsechlainn, og Munsterkongen, den senere Overkonge over hele Irland Brian Borumha. Hun bor ogsaa efter Skilsmissen i Brians Kongsborg Kinncora ved Shannon. Men hun hader sin tidligere Ægtefælle og for at faa Hævn over ham sætter hun i Gang den største Kamp, som havde været i Irland før Englændernes Erobring. Der var Fred og Ro i Irland, som der ikke paa Aarhundreder havde været. Hele Øen, ogsaa Dublinkongen Sigtrygg, Gormflaiths egen Søn, anerkjendte fra omkr. Aar 1000 af Brians Overherredømme. Kun Gormflaith tørster efter Hevn.

Lejligheden fandt hun snart. Gormflaiths Broder Maelmorda, Konge af Leinster, skulde engang bringe tre Furustammer som Tribut til Brian. Veien var daarlig, gik gjennem Skov og Myrer. Det hændte da, at Maelmorda fik revet af en Sølvknap paa en prægtig Silkekappe, han havde faaet af Brian. Da han kom frem til Kinncora, bad han sin Søster sy en ny Knap i. Men hun tog Kappen og kastede den i Ilden og bebrejdede sin Bror, at han vilde taale Trældom og betale en Skat, som hverken hans Fader eller hans Bedstefader nogensinde havde givet. Ved sine Ord faar hun Maelmorda ophidset, saa at han bryder med Brian. Sin Søn, Kong Sigtrygg i Dublin, faar hun ogsaa til at reise sig. Og fra alle Kanter af den nordiske Verden samles der Hjælp til Kamp mod Brian. Gormflaith er Sjælen i det hele. Véd Løftet om hendes Haand vindes Orknøjarlen Sigurd Lodvessøn og Vikingehøvdingen Broder. Og for at tilfredsstille hendes Had og Ærgjerrighed staar Langfredag 2de April 1014 Slaget ved Clontarf, lige nord for Dublin, Vikingetidens største Folkekamp. Et Slag, som levede i Folkets Minde, i Sagn og Digtning. Et Minde om Kampen er "Darradssangen", der fortæller om Valkyrjer, som væver. Isletten og Rendingen er Mennesketarme, Lodderne er Menneskehoveder, Skederne er Sværd og Skytlerne Pile. De væver Strid og Kamp, Død og Undergang. En saadan Kvinde var Gormflaith; hun søger selv at væve Menneskeskjæbner og væver Død og Undergang for Venner som for Fiender. Selv faar dog ikke hendes Liv den tragiske Afslutning, vi skulde vente. Hun dør i en høi Alder først i 1030.

Er denne Lighed mellem de islandske og de keltiske Kvinder tilfældig? Har ikke det keltiske Blod, som flød i mange Islænderes bl. a. i Hallgerds egen Æts Aarer, og den sterke Indflydelse fra irsk Kultur, de mange Land; naamsmænd, der kom fra Suderøerne og Irland, sat sit Præg paa Islændernes Karakter? Vi ser Ligheden i det Ydre, i det mørke Haar og de smaa, sorte Øine. Men mon den ikke ogsaa har omfattet Sjælens Egenskaber, de vilde Lidenskaber, det sterke Had, men ogsaa den brændende Kjærlighed, som vi ikke finder ellers i Norden? Denne Lighed svinder lidt efter lidt. Men mon vi ikke bør ha den i Minde, om vi ønsker at forstaa Islands ældste Historie?

Af en ædlere Støbning er andre Kvinder i Sagaerne, — en Helga den fagre, Gunnlaug Ormstunges Elskede, f. Eks. Hendes Sorg og Skuffelse over ikke at ha vundet sin Elskede giver sig ikke Udslag i Rænker og hadsk Tale. Mod sin Vilje driver hun sin Mand og sin Elskede til Kamp og Undergang. Hendes Kjærlighed varer hele Livet ud. Først som gammel naar Døden hende. Med den Kappe, Gunnlaug havde faaet af Kong Æthelred, udbredt foran sig og stirrende paa den ender hun sit Liv. — Kun faa Kvinder spiller dog i Sagaerne en saadan Rolle som Mændene. Og næppe nogen uden Landnaamskvinden Aud, Olav Paas Farmoder, hører til de raadende i Landet, rager op blandt selve Høvdingerne.

I den følgende Skildring kommer jeg dog ikke til at lægge Hovedvægten paa Sagaerne, kommer end disse til ogsaa at give vigtige Bidrag dertil. Mon ikke Sagaernes Kvindeskikkelser, er end deres Navne og Hovedsagen i deres Livsskjæbne historiske, mere skyldes Sagafortællerens Kunst, end de tilhører Virkelighedens Verden? Og desuden fortæller Sagaerne kun om Kvinden paa Island, hvor hendes Stilling i mange Henseender var forskjellig fra og friere end den var i Danmark, Sverige og Norge. Vor paalideligste og sikreste Kundskab om Vikingetidens Kvinder faar vi gjennem Runestenenes knappe Linjer samt gjennem Eddakvads som "Rigsthulas" Skildringer af det daglige Liv i Vikingetiden.

Lige fra den Tid, vi første Gang hører om Germanerne i Historien, har Kvinden hos dem indtaget en agtet og hædret Stilling, langt mere end f. Eks. hos Kelterne og Slaverne, hører vi end fra gammel Tid ogsaa hos Kelterne i Britannien og Irland om enkelte Kvinder, der rager op blandt Mængden, leder Folket og forsvarer sit Lands Uafhængighed mod fremmed Voldsherredømme. Kimbrernes og Teutonernes Kvinder følger sine Mænd paa deres Tog og kjæmper som Løvinder med dem i Kampene mod Romerne. Germanernes Frihedshelt, Sejrherren ved Teutoburgerskoven Armins Hustru, Thusnelda, er sin Mands værdige Fælle og Medhjælp og bevarer selv i Fangenskabet hos Romerne sin Stolthed og Værdighed. Tacitus, i hans navnkundige Skildring af Germanerne i første Aarhundred af vor Tidsregning, fortæller ogsaa om deres Kvinders Mod og Dødsforagt. De pleier de Saarede, bringer Føde til de Kjæmpende og opflammer deres Mod.

Som Præstinder, eller rettere som vise Kvinder, der formaar at se Fremtiden, har Kvinden alt i meget gammel Tid hos Germanerne kunnet spille en Rolle i Samfundet. Hos de fleste hedenske Folkeslag baade i gammel og i ny Tid har der været Præstinder, hos Grækere og Romere og slaviske Folk som hos Malayer og afrikanske Stammer. Germanerne havde dog ikke saaledes som Kelterne, hvis Gudsdyrkelse i gammel Tid dog ikke kan ha været saa ulig deres egen, en virkelig Præstestand. Høvdingen forenede med sin Stilling en Tempelpræsts Værdighed og forestod selv de hellige Ofringer. Derfor har der heller ikke været mange virkelige Præstinder.

Tacitus og senere romerske Forfattere fortæller derimod om navnkundige Sandsigersker hos Germanerne, Albruna, som vandt sit Navn i Felttogene under Drusus og Tiber, Veleda, under Vespasian, der æredes viden om, efterat hun havde forudsagt, at Bataverne skulde ødelægge de romerske Legioner. Ogsaa i Norden kjendte man disse Kvinder; de kaldes Vølver eller Seidkoner. I gammel Tid blev de visselig sét op til med megen Ærefrygt; men efter Kristendommens Indførelse blev de betragtet som Troldkvinder og lidt efter lidt udryddet. Dog har der ogsaa hos Germanerne været kvindelige Goder eller Tempelpræstinder. Om Vestgoterne fortælles det saaledes, at de, da de brød ind i Romerriget, førte med sig sine Helligdomme samt sine Præster og Præstinder. Men ogsaa Nordboerne har kjendt kvindelige Goder (oldn. gyðya), der dog næppe altid har været Tempelforstandere. I Eddakvadet "Hyndlulioð" fortælles det, at Helten Ottars Moder var "Hlédis Gyðja".

Volvene Groa og Heid. Heid opptrer i Voluspá. Gravering fra 1893 av Carl Larsson (1853-1919), xylografi av Gunnar Forssell (1859-1903).

Paa Island tales der flere Gange om saadanne Præstinder. I Landámabok, den vigtigste Kilde til Islands Bebyggelseshistorie, nævnes to Kvinder ved Navn "Turid Gydja", og i Vatnsdølasaga fortælles der endog om en Kvinde ved Navn Steinvor, som "var Hovgydje og forestod Hovedhovet". Ogsaa fra Vikingenybygderne paa de britiske Øer hører vi om Præstinder. En gammel irsk Saga, kaldet "Irernes Krig med de Fremmede" fortæller om Nordmanden Turgeis (ell. Torgest), som omkr. Aar 840 søgte at grunde et Vælde i det nordlige Irland og der at indføre Asatroen. Turgeis, der selv var Gode, satte sig fast i Irlands navnkundigste Helligdom, Armagh i Ulster. Han gjorde sig, siger Krøniken, selv til Abbed dér. Turgeis’s Hustru hed Otta; hun nedsatte sig i Øens anden Helligdom, Clonmacnois, midt i Irland. Domkirken blev omdannet til et hedensk Gudehov; selv sad hun paa Højalteret og gav derfra sine "Orakelsvar", fortælles der. Otta har altsaa været en Vølve; men dermed har hun ogsaa forbundet en Godes Værdighed.

Var der saaledes allerede hos de gamle Germaner enkelte meget faa Omraader, hvor en Kvinde kunde virke og optræde selvstændig, saa var hun dog dengang endnu mere end senere bundet til Hjemmet. Ægteskabet er, fortæller Tacitus, hos Germanerne et helligt Baand, der sjelden brydes. De unge Piger, som og de unge Mænd, er kyske og afholdende. Hustruen er, siger han, Mandens "Fælle i Arbeider og i Farer"; hun følger ham i Fred som i Kamp og anser ikke Krige og andre offentlige Begivenheder for sig uvedkommende Ting. Manden agter hende som sin Fælle, og Børnene elsker og ærer hende. "Over Kvinder er det hæderligt at sørge; Mænd skal man mindes", siger Tacitus. Det, som især betingede Kvindens hædrede Stilling, var visselig, at Germanerne ligefra de ældste Tider væsentlig levede i Engifte, medens Kelter og Slaver levede i Flerkoneri. Tacitus siger om Germanerne: "Som næsten de eneste af alle Barbarer nøier de sig med én Hustru; kun faa er der, som — ikke af Vellyst, men paa Grund af sin høie Byrd — indgaar flere Ægteskaber." Tacitus’s Skildring er dog, som man almindelig mener, idealiseret og farvet. Han vilde opstille de ufordærvede Germaner som et Modstykke til de degenererede og fordærvede Romere.

Flere Forhold vidner dog om at Kvindens Stilling engang har været en anden og daarligere, end vi faar Indtrykket af hos Tacitus.

Gamle Stammesagn, f. Eks. det romerske om Sabinerindernes Rov, saa vel som Bryllupsskikke den Dag i Dag i flere europæiske Lande, saaledes i Lithauen og hos Esterne, viser os, at der engang har været en Tid, da Europas Folk — som saa mange andre vilde Stammer — pleiede at røve sine Kvinder. Sandsynligt er det ogsaa, at der i en fjærn Fortid har været en saadan Tid for Germanerne, hvis det er rigtigt at forklare Ordet "Bryllup" (oldn. bruðhlaup eg. "Brudeløb") af denne Skik. Andre mener dog, at Ordet egentlig betegner "Brudeoptog". Dog skulde muligens ogsaa nordiske Bryllupsskikke, f. Eks. at Bruden gjemmer sig for Brudgommen, være et Minde om Fortidens Bruderov. I Thelemarken pleiede endnu i det 18de Aarhundred Brudgommen under Skrig og Skraal og Affyrelse af Skud at hente Bruden, som maatte græde bitterlig, baade naar hun skulde klædes og naar hun skulde forlade Fædrenehjemmet. Skjønt Lovgivningen under Dødsstraf forbød Bruderov, foregik de dog ogsaa i Middelalderen hyppig. En Birger Jarl f. Eks. søgte gjennem sin Lov om Kvindefred at hindre denne Uskik. Men Loven maatte flere Gange gjentages, før den virkede.

Men Bruderovet som Institution tilhører ialfald en fjærn, forud for al Historie liggende Fortid. Længere ned mod den historiske Tid ligger derimod den Tid, da Kvinden gjennem Ægteskabet ved Kjøb blev Mandens Eiendom, ligesom hun tidligere havde været Faderens eller Slægtens Eiendom. Slægtens mandlige Overhoved var altid i gammel Tid Kvindens Herre, det være sig hendes Fader, hendes Mand, hendes Broder, eller endog — efter Mandens Død — hendes Søn. Uden dennes Samtykke kunde hun ikke indgaa Ægteskab. Ja Sagaerne viser endog mange Tilfælde, hvor den ældste Søn maa give sit Samtykke, før Enken efter sin første Mands Død paany kan indgaa Ægteskab. I gammel Tid kunde dog aldrig en Enke gifte sig paany; saa siger bl a. Tacitus. At Kvinden var Mandens Eiendom viser sig dog ført og fremst derved, at et af de vigtigste Led i Ægteskabets Stiftelse var den saakaldte mundr, d. e. "den Pris, for hvilken Brudkommen kjøbte sin Hustru af hendes nærmeste Slægtsoverhoved". Vistnok blev den Sum, Manden betalte for Hustruen, i senere Tid hendes egen Eiendom, og Brudekjøbet blev kun en symbolsk Handling, hvorved de Rettigheder, bl. a. med Hensyn til Formue og Arv, som Formynderskabet over Kvinden medførte, overførtes paa Manden. Men endnu langt ned i Tiden regnedes den Kvinde, for hvem ingen mundr var betalt, ikke for lovlig gift; hendes Sønner var uægte og kaldes i den norske Gulatingslov med Skjældsordet hornungr ("Frillesøn"). Sproget selv vidner dog om, at der virkelig har været en Tid, da det var Brudens Person, som Manden kjøbte. I Eddakvadet "Lokasenna" siger Loke, at Frøi "med Guld har kjøbt" sin Hustru, Gymes Datter. At indgaa Ægteskab kaldes baade i Sagaerne og i de gamle Love "at kjøbe sig Hustru" (kaupa sér konu), og ligeledes bruges Ordet "Brudekjøb" (bruðkaup) ofte i samme Betydning som "Bryllup".

Den Tid, da Manden kjøbte sin Hustru som en anden Eiendom ligger langtfra forud for al sikker Historie. Ægteskabet var, tror jeg, endnu ved Vikingetidens Begyndelse et virkeligt Kjøb, men mistede i Løbet af det 9de Aarhundred sin oprindelige Karakter. Jeg kjender et Eksempel, der synes mig at vise dette. I Vikingenybygden Dublin hersker der ved Aar 867 en uhyggelig Strid mellem de tre herskende Brødre, Olav, Ivar og Haaisl (Oisle). En Kvinde var Stridens Aarsag. Haaisl sagde til sin Broder Olav: "Bror, hvis du ikke elsker din Hustru, Cinaedhs Datter, hvorfor giver du hende ikke bort til mig, og hvad du har betalt for hende, det vil jeg give dig tilbage".[1]) Disse Ord synes at vise, at Dublinkongen Olav Hvite virkelig havde betalt Brudepengene for sin Hustru ikke til hende selv, men til hendes Fader, Skottekongen Cinaedh. Ogsaa den bekjendte svenske Arkæolog, Professor Oscar Montelius, er af den Mening, at den nordiske Kvinde temmelig langt ned i Tiden først var Faderens og siden ved Kjøb blev Mandens Eiendom. Naar Enkelte har ment, at Brudekjøbet oprindelig ikke var et Personkjøb, men mere en symbolsk Handling, et Retskjøb, hvorved Kvinden blev befriet fra det Retsforhold hun stod i til sin Slægt, saa har de, tror jeg, Uret i denne Opfatning. Heller ikke kan man slutte noget af Tacitus’s Ord: "Hustruen bringer ikke Medgift til Manden, men Manden til Hustruen". Muligens har Brudekjøbet hos Germanerne i Tyskland allerede paa Tacitus’s Tid mistet sin oprindelige Karakter. Men bestemmende for vor Opfatning af Forholdet maa det være, at det endnu den Dag idag har sit Sidestykke hos vilde Folkeslag, ligesom i Fortiden Babyloner og Grækere kjøbte sine Kvinder. En bekjendt Forsker Ratzel siger i sin Ethnografi: "En eller anden Slags Vederlag, som Grundlæggeren af den nye Familie bringer sin Svigerfar, stempler Ægteskabsslutningen hos næsten alle Naturfolk som et Kjøb"[2]).

Ogsaa paa andre Maader end gjennem direkte Kjøb kunde en Mand hos vore Forfædre vinde sin Hustru. Han kunde gjennem Arbeide i sin Svigerfaders Gaard erstatte den Arbeidskraft, Datteren repræsenterede for Fædrenehjemmet, eller med andre Ord kjøbe sin Hustru ved Arbeide. Vi husker alle Fortællingen om Jakob, som i Labans Hus først arbeider i syv Aar for Lea og derpaa i andre syv Aar for Rakel. Og naar Æventyret fortæller om alle de Vanskeligheder og Besværligheder, som Kongen lader Askeladden udstaa, før han vinder Kongsdatteren, saa er det muligens ogsaa et Minde om denne i fordums Tid over den hele Jord udbredte Skik. Men ogsaa Sagaerne fortæller om Manden, som arbeider sig til sin Hustru. I "Eyrbyggjasaga" (k. 28) siger Vigstyr til Berserken Halle, som beder om hans Datter Aasdis's Haand: "Det er Folks Tale, at du ikke er rig paa Gods. Men hvad vil du gjøre isteden, siden du ikke har Gods at lægge frem?" Halle svarer: "Jeg skal gjøre, hvad jeg kan; men ikke kan jeg tage Gods, der hvor Intet er." Vigstyr svarer: "Jeg ser, at du ikke vil like det, hvis jeg ikke gifter dig med min Datter. Jeg vil derfor gjøre som de Gamle og lade dig fortjene din Brud ved haarde Arbeider."

Ægteskabet som Kjøb blev i Vikingetiden hos Nordboerne afløst af Ægteskabet som Gave[3]. Faderen solgte ikke længer sin Datter; han gav hende til Manden. Men om hendes Samtykke spurgtes der ikke, og de islandske Sagaer ved at fortælle om mange ulykkelige Ægteskaber, der er sluttet uden Hustruens Samtykke. Først i senere Tid og under Indflydelse fra Kristendommen fik Kvinden i enkelte Tilfælde Ret til selv at vælge sin Mand; hun maatte dog stadig spørge sine Slægtninge til Raads, før hun giftede sig.

Tunesteinen. Innskriften har vært diskutert siden 1821, men oppfatningen av lydverdien til runetegnene var mangelfull. Først i 1891 klarte Sophus Bugge å gi riktig verdi til alle runene, og ga en tolkning ut fra dette. Denne reviderte han i 1903 til: ek WīwaR after Wōðurīðē witaðahalaiban worahtō [rūnōR (jah) sattō] (afte)R Wōðurīðē staina. þrijōR dohtriR da‹i›liðun arbija si‹b›jōstēR arbijanō. "Jeg Wiw efter Wodurid Lags-Fælle forarbeidede Runerne og satte efter Wodurid Stenen. Tre Døtre delte Arven (som) de næmest beslægtede af Arvingerne."

En Følge af denne Kvindens oprindelig retløse Stilling var, at hun var udelukket fra at eie Jord og fast Eiendom og at hun ikke kunde deltage i Arv. Paa den bekjendte norske Runesten fra Tune i Smaalenene (fra før Aar 500) læser Professor Sophus Bugge i sin Udgave af Norges Indskrifter med de ældre Runer: "Jeg Viv efter Vodurid [min] Lagsfælle virkede [disse] Runer". Og paa Stenens anden Side læser han:

[Jeg] forarbejdede Runerne og satte efter Vodurid Stenen. Tre Døtre delte Arven, de nærmest beslægtede af Arvingerne.

Er denne Tolkning af Tunestenen rigtig, maa altsaa Vodurids Døtre i dette Tilfælde ha delt Arven efter sin Fader, visnok paa Grund af ganske særlige Omstændigheder og vel ikke alene, fordi der ingen mandlige Slægtninge fandtes. Derfor har ogsaa Forklaringen vakt Tvivl hos Retshistorikere, da den strider mod hvad vi ellers kjender til gammel-germansk Retsskik. Der skulde endnu gaa Aarhundreder, før Kvinden hos vore Forfædre fik Lov til at tage Arv sammen med Manden.

Først i det 13de Aarhundred begyndte i Norge og i Sverige Kvinder at tage halv Lod sammen med Mænd ved Arv efter nærbeslægtede. I Danmark derimod, hvor Retsopfatningen i denne Henseende synes at ha været mere udviklet, synes Kvinden allerede i Vikingetiden at ha faaet Arveret. Sagnet tillægger Svein Tjugeskjæg Fortjenesten af dette. Da Harald Gormssøn var død, blev hans Søn Svein fangen af Sigvalde Jarl og ført til Jomsborg. Istedenfor at ruste sig til Krigstog og hevne sin Konge, foretrak Danskerne at kjøbe ham fri. Mén Sigvalde Jarl krævede en saa stor Pengesum, at Landet ikke lettelig kunde magte det. Da, fortæller Sakse, gik alle Danmarks Kvinder og Møer paa Raad med hverandre, og af Medynk med sin Herres Fængsel lagde de sammen alle sine Smykker og Klenodier, indtil de fik en saa stor Sum, at Kongen kunde løses af sit Fangenskab. Da Kong Svein var kommen hjem, lønnede han Kvinderne for deres Velgjerning og bestemte, at de fra nu af kunde arve sammen med Brødre og andre nære Samfrænder. Saaledes fortæller Sagnet, og ogsaa de danske Landskabslove fra det 13de Aarhundred synes at vidne om, at Kvindens Arveret allerede paa den Tid var gammel i Danmark.

Dog har visselig i enkelte særegne Tilfælde Kvinden i Vikingetiden kunnet deltage i Arv, ikke alene i Danmark, men ogsaa ellers i Norden. Sigrid Storraade, der efter sin første Mand Erik Seiersæls Død blev gift med Svein Tjugeskjæg i Danmark, efterlod sig saaledes i Sverige en hel Del Eiendomme, som hendes Efterkommere i lang Tid eiede, det saakaldte "Sigridlev", Land, som hun vel havde arvet efter sin Fader, den mægtige Skoglar-Toste. Paa Island ser vi allerede i Slutningen af det 9de Aarhundred Kvinder som landnaamsmænd og da maa de ogsaa ha kunnet arve. Vigtigere er det dog, at der findes bevaret svenske Runeindskrifter fra det 11te Aarhundred, rimeligvis endog fra Hedendommens Tid, hvis Indhold gaar i samme Retning som Tunestenens og som synes at vidne om at Kvinden i Sverige længe før Birger Jarls Lovgivning i visse Tilfælde kunde arve. Paa en Sten fra Fårentuna härad, Upland, læser vi en lang Beretning om Arvegang. Af denne fremgaar det, at Forældrene Geirmund og Geirlaug først fik en Søn, som druknede. Det eneste af deres Børn, som blev i Live, var en Datter. "Hun hed Inga. Hun blev gift med Ragnfast i Snutastader. Siden døde han, og siden [døde Ingas] Søn. Inga kom da til Arv efter Sønnen. Saa blev hun gift med Erik. Saa døde hun. Da kom Guirlaug til Arv efter sin Datter Inga." Og paa en anden Sten paa samme Sted læser vi: "Inga reiste Stav og Stene efter sin Husbonde Ragnfast. Hun kom til Arv efter sit Barn". Paa endnu en Sten fra Upland synes vi ogsaa at læse om en Kvindes Arvegang. Men netop dette, at Kvinden paa Stenen udtrykkelig nævner, at hun har arvet, synes at vise, at dette endnu var en Undtagelse fra den gjældende Regel.

Da Hustruen oprindelig var Mandens Eiendom, havde denne Ret til, om han ønskede det, at sælge, bytte eller testamentere hende bort. At den døende Mand testamenterer sin Hustru til en anden, fortælles ofte baade i Eddadigtene og Sagaerne. I Flóamanna-saga fortælles det, at Islændingen Torgils, som i længere Tid med sin Hustru har levet i Norge, vil vende tilbage til Island. Før Afreisen skjænker han sin Hustru til sin Ven Torstein. Denne takkede for Gaven, og Folk syntes, det var en god Gave. Det faldt ingen ind, at dette ikke var en hæderlig Handling. Naar Manden sælger sin Hustru, føler hun det derimod som en Krænkelse. Islændingen Illuge Svarte solgte sin Gaard med alt sit Løsøre og sin Hustru til Holm-Starre. Men Hustruen Sigrid vilde ikke overleve denne Tort og hængte sig i Templet. Kvindebytte forekom ogsaa hos vore Forfædre, og endnu i Pavebreve fra det 11te Aarhundred klages der over denne Uskik hos Nordboerne i Irland.

Manden havde ogsaa fra gammel Tid Hals- og Haandsret over sin Hustru. Denne Ret bevarede han indtil langt ned i Tiden. Endnu i Valdemar Seirs Jydske Lov, der stammer fra 1241, heder det: "Den, som slaar sin Hustru og sine Børn, naar disse endnu lever i Husfællesskab med ham, er strafløs, saafremt det sker med Stok eller Pisk, og ikke med Vaaben, og saafremt intet Lem brydes. Men Hustruen maa lige saa lidt løfte Haand mod sin Mand som Børnene mod sine Forældre." Kun paa Island, hvor Kvinden i det hele tidlig naaede en langt større Frihed end ellers i Norden, var Mandens Ret til at straffe Hustruen indskrænket, og Slag nævnes flere Gange i Sagaerne som Skilsmissegrund.

Hos mange Folkeslag, som f. Eks. hos Hinduerne, er det endnu i vore Dage Skik, at Hustruen følger sin Mand ind i Døden og brændes eller jordes ved hans Side. Ogsaa hos vore Forfædre maa denne Skik engang ha hersket.

Brynhild kaster seg på Sigurds likbål, illustrasjon av Arthur Rackham. I Diktet Brynhild på helferd fortelles det at først ble Sigurd brent, og deretter ble Brynhild lagt på en rikt dekorert vogn og så brent. Maleri fra 1911 av Arthur Rackham (1867 –1939).

Grækeren Prokop, som har skrevet Goterkrigens Historie, fortæller om Herulerne, der som vi har hørt var et nordisk Folk, at naar Hustruen har mistet sin Mand, maa hun med en Strikke ende sit Liv og jordes i Gravhaugen sammen med denne. Dette regnes hende til Hæder. Gjør hun det ikke, maa hun leve i evig Vanære. I Eddakvadet lader Brynhild sig paa Hustruers Vis brænde sammen med sin elskede Sigurd. I en gammel Saga om Olav Trygvessøn fortælles det, at det paa Haakon Jarls Tid var Skik i Norge og Sverige, at Hustruen levende fulgte sin afdøde Husbond i Gravhaugen. Om Nordboerne i Rusland hører vi ogsaa noget lignende. Almindelig kan dog denne Skik, der i hele sin Karakter er unordisk, aldrig ha været. Og den Tid, da den herskede, ligger, tror jeg, forud for Vikingetiden.

Saadan var Kvindens retslige Stilling hos vore Forfedre. Først lidt efter lidt er hun i Løbet af Vikingetiden og særlig paa Grund af den mildnende og kulturbringende Indflydelse fra det kristne Europa vokset op til at blive Mandens Jevnlige. Og dog var, som jeg allerede har nævnt, Kvindens Stilling hos Germanerne fra Alders Tid fri og agtet. Hertil bidrog vel især, at Engifte i gammel Tid var gjældende Regel hos dem. Straalende Kvindeskikkelser rager allerede i Folkevandringstiden op mellem Mændene. I det gamle angelsaksiske Heltekvad "Beowulf", der er grundet paa nordiske Kilder, fortælles det, hvordan Kongedøtre bortgiftes til fremmede Fyrster for at stifte Fred mellem Folkene, og selv kaldes Kvinden med det hædrende Tilnavn "Fredsvæversken". Ædle Kvinder virker ifølge "Beowulf" i Danernes og Geaternes Kongehal, maa vi end tro, at Indflydelsen fra de angelsaksiske Forhold tildels har ændret og mildnet Skildringen. En af de mest fremtrædende Skikkelser i Danekongens Hal, Hjort ved Leire, er Roars Hustru, den ædle Valtjov. Mild og glædebringende færdes hun i Mændenes Skare. Smykket med Guld og Ringe hilser hun Gjæsterne i Hallen og bærer Velkomstbægeret fra Mand til Mand. Ogsaa en anden Kvinde spiller en Rolle i "Beowulf", nemlig Hygd, som er gift med Hugleik, Geaternes Konge). "Hun er endnu helt ung, vis og højsindet, om hun end kun i Vintre faa havde levet i Borgen, Hæreds Datter; ei heller var hun lav i sin Færden eller karrig i Gaver af Skattens Klenodier til Geaternes Mænd." Ogsaa hun færdes blandt Mændene i Hallen. "Kjærlig hun Mændene betjente; Kanden med Mjød hun bar Heltene til Haande". Høisindet og ædel, mild og bringende Fred, det var vore Forfædres Kvinde-Ideal i den Tid, de først træder frem i Historien. Og dette Ideal har de trofast bevaret ned gjennem Tiderne. Magnus Barfods Dronning, den svenske Kongedatter Margrete, som bragte Fred mellem Norge og Sverige, fik i Folkets Minde det skjønne Tilnavn Fredkolla. Den lyse, straalende Kvinde, der bringer Fred og Mildhed til Mændene, det er Germanernes Kvindeideal fremfor nogen anden europæisk Folkestammes. Kvindenavnene i Hedenold viser os dog ogsaa et andet Kvindeideal, Kvinden, som kjæmper. Den overveiende Del af de gamle nordiske Kvindenavne er sammensatte med Ord, der betegner "Kamp", som -gunn og -hild, Navne som Gunnhild ("Kampens Stridsmø"), Brynhild, Ragnhild, Svanhild, Torgunn osv. Kun sjelden findes der Kvindenavne, som betegner hendes Forbindelse med Fredens Sysler. Heller ikke Kvindens Skjønhed kommer ofte frem i de gamle Navne; man kunde nævne Alvsol og muligvis Navne paa -frid.

Mange Kvindenavne betegner derimod Kvinden som den, der er i Besiddelse af magisk virkende Kræfter, saaledes Navne paa -run, f. Eks. Sigrun, d. e. "hun, som har Evne til ved Trylletegn og Trylleformler at give Seier." Desuden er det at merke, at til en Række af Kvindenavne findes der tilsvarende Mandsnavne.

Sagnet ved allerede fra de nordiske Folks ældste Historie at fortælle ikke alene om gode og ædle, men ogsaa om vilde, dæmoniske Kvinder, fulde af onde, fordærvelige Lidenskaber: Skuld, der volder sin Bror Rolv Krakes Død, eller Thrydo, den mythiske Kong Offas Dronning, der i "Beowulf" fremstilles som Hygds Modsætning, skjøn af Udseende, men hovmodig, vild og blodtørstig. uddelende Død til Mændenes Skare.

Gravfund fra Folkevandringens Tid synes ogsaa at vidne om, at Kvinden allerede dengang æredes som Mandens Jevnlige. Man har fra denne Tid i Norden fundet en Række Kvindegrave, samt ogsaa Grave, hvor Mænd og Kvinder er jordede sammen. Kun i Konge- og Høvdingegrave, hvor Sønnen gjennem mange Slægtled er begravet ved Siden af Faderen, finder vi udelukkende Mandsgrave, og ingen Lig af Kvinder eller Børn. Kvinder — ligesom Mænd — er fra denne Tid ofte lagte i Baadgrave, fordi Folk troede, at den Afdøde trængte Baad for at komme til Underverdenen. Kvindén er i Regelen begravet i sin daglige Dragt, prydet med Smykker og undertiden ogsaa ledsaget af sine huslige Redskaber. Endog smaa Kvindebilleder, der synes at ha tjent som Amuletter, har man fundet i Grave fra denne Tid.

Dette viser, at Nordboerne allerede paa Folkevandringstiden troede, at Kvinden ogsaa havde et Liv efter Døden. I Vikingetiden troede de paa Island, at gifte Koner kom til Freyja, medens ugifte Kvinder kom til Gevjon. Naar det undertiden siges, at Freyja har den halve Val med Odin, saa har enkelte deraf sluttet, at elskende Hustruer efter Døden i enkelte Tilfælde kunde gjenforenes med sine Mænd. I det hele synes alt hvad vi ved om vore Forfædres Gudetro i Hedenold ogsaa at vidne om at de havde et efter Tidens Forhold høit og ideelt Syn paa Kvinden.

De ældste nordiske Runeindskrifter, der er skrevne med de saakaldte ældre Runer, vidner ogsaa i samme Retning. Men Læsningen er vanskelig og ofte usikker, og Ordene er faa og knappe. De gir os dog, synes jeg, et lidet Glimt ind i Tiden selv, i dens Forhold og Følelsesliv. Slægtsfølelsen formaar undertiden at skaffe sig et rørende Udtryk, Faderens Sorg over sin Datter. Broderens Kjærlighed til sin Søster. Paa en Sten fra By i Buskeruds Amt, hvis Tydning dog er høist usikker, har Professor Sophus Bugge i sit Runeverk ment at læse: "Krigerhøvdingen Hror, Hrors Søn, gjorde denne Stenplade efter sin Datter. Datter min, hvil derinde (d. e. i Graven)!" Er denne Læsning rigtig, har vi her et Minde om en Fader, der i sin Datters Grav har ladet sætte en Indskrift, hvori han ønsker hende Fred og Hvile i Graven. Muligens har Faderen, hvis Tilnavn eirilaR foruden "Krigerhøvding" (det senere "Jarl") ogsaa kan betyde "Heruler", været en Mand af herulisk Herkomst. Hans Forfædre har været blant de Heruler, som tog Del i Folkevandringen, men senere foretrak at vende tilbage til Norden fremfor at bøje sig under Romernes Herredømme. Nede i Sydens Lande, i Samfærdsel med Romere og Grækere, kan Hrors Forfædre ha lært de Kristnes mildere og inderligere Tro at kjende, og derfor sætter han over sin Datter denne Indskrift, der lyder saa unordisk, saa lidet mindende om det Billede, de fleste af os har dannet os af vore Forfædre i Hedenold.

Endnu merkeligere er en Indskrift fra Opedal i Søndre Bergenhus Amt, hvor man læser: "Birging, bo i Ro (d. e hvil i Fred), Søster min, kjær for mig, Vag!" — Stenen synes at være fra Midten af det 6te Aarhundred. — I denne Indskrift er især Ordet liubu, "kjær", at merke. "I ingen anden urnordisk Indskrift er," siger Professor Sophus Bugge, "noget tilsvarende fundet, heller ikke i nordiske Mindeindskrifter paa reiste Stene fra Hedendommens Slutning. Men i den kristne Tids Begyndelse forekommer det, omend meget sjælden, at et Følelses-Forhold, som har knyttet den Afdøde til den Gjenlevende, der lader Indskriften udføre, saaledes er udtrykt. I romerske Indskrifter er saadanne Udtryk, som nu falder os saa naturlige, derimod ganske almindelige."

Tør vi maaske tro, at ogsaa her Kristendommens mildnende Indflydelse, virkende selv gjennem Bindeled, langt borte fra har gjort sig gjældende. Her har ialfald Følelserne brudt gjennem Fordommenes og den nedarvede Hævds haarde Skal og Søsterkjærligheden har i en Tid, hvor Kvinderne endnu i mange Henseender var Mandens Eiendom, fundet sig et almengyldigt, gribende Udtryk.

Ligefra Tidernes Morgen har Menneskene elsket og hadet hinanden, kjæmpet om Kvinders Eie og voldt hinanden Ulykke for deres Skyld. Allerede i Skjoldungeættens Historie griber ulykkessvanger Elskov ind. Men først i Vikingetidens Digtning, i Eddakvadene, skildrer Digterne, hvordan voldsomme Lidenskaber undertiden kan gribe og magtstjæle Menneskene. I "Skirnismaal" skildres Guden Frøis fortærende Elskov. Frøi ser oppe fra Hlidskjalv ned i Jætternes Gaarde og faar dér Øie paa en Mø, hvis Arme skinner, saa det straaler i Luft og Hav. Lidenskaben griber ham, saa han sidder kvær og intet magter at foretage sig, før den Elskede er vunden for ham.

I Brynhilds Elskov til Sigurd Fafnesbane ser vi Menneskenes elementære Naturdrifter vaagne, en Lidenskab, der trodser alle Hindringer og tilsidst finder sin egen tragiske Afslutning. Hvor gribende forstaar ikke Digteren af det korte Sigurdkvæde at skildre Brynhilds Had og Skinsyge, naar hun ser Sigurd lykkelig gift med Gudrun, han, Helten, hvem hun selv skulde ha eiet:


Ofte gik hun,
fyldt af ondt,
over Ise og Jøkler
hver en Aften,
naar han og Gudrun,
gik til Senge,
og hende Sigurd
svøbte i Lagen.


Lidenskaben for Brynhild er det, som volder Sigurds og Gjukungernes Undergang.

Kvinden var dog ikke for de gamle Nordboer i første Række den, som elskes og vækker Lidenskaber i Mændenes Bryst. Hun var først og fremst Hustruen, Hjemmets kvindelige Overhoved og Børnenes Moder. Ægteskabets Indgaaelse er, kan vi se, alt i Vikingetiden en hellig Handling. Bruden "gaar under Brudelin" og "vies" til Manden under Aflæggelsen af hellige Løfter og under Paakaldelse af "Vaar" (Vår), Løftets Gudinde[4]. Alene Trællen og Trælkvinden kommer sammen og faar Børn sammen uden Ceremonier. — Som Sindbillede paa sin Virksomhed har Hustruen Nøgler hængende ved sin Side; hun kaldes i "Rigsthula" hanginlukla, d. e. "Kvinden med de nedhængende Nøgler". Hun steller i Huset, sætter Mad og Drikke frem for den veifarende Gjæst og hjælper Manden med at underholde ham. Og saa, naar Tiden er kommet, føder hun sin Søn, lægger ham i Svøb og sammen med Faderen overøser hun ham med Vand og giver ham Navn[5]. Dette var Kvindens Stilling og Opgave hos de Gamle. Ældre, ugifte Kvinder hører vi næsten aldrig tale om i Sagaerne, vel især fordi Pigebørn ofte blev sat ud straks efter Fødselen. Nogle faa kunde kanske finde Sysselsættelse som Spaakoner eller Saarlæger eller friste Livet ved at vandre fra Gaard til Gaard og fortælle Sladder og Nyt, saaledes som de med Foragt skildres i Njaals Saga. Men udenfor Ægteskabet havde i Grunden en Kvindes Liv ingen Opgave eller Mening for de Gamle.

Som man af det foregaaende vil kunne forstaa, spillede Kjærligheden kun en underordnet Rolle ved Ægteskabets Indgaaelse, som den jo endnu gjør i de fleste sydlige Lande og ligesaa hos Bønderne herhjemme. Først mod Vikingetidens Slutning hører vi om at Manden før Trolovelsen elsker sin Udkaarede. Ja, paa Island blev, som bekjendt, det at digte Elskovsvers (mansǫngr) om en Kvinde betragtet som en Nidingsdaad, der straffedes. Det, som den unge Mand gik efter, naar han skulde kaare sig en Brud, var ikke Skjønhed. Kun om faa Kvinder fortæller det i Sagaerne, at de er skjønne af Udseende, og deres Kjærlighed vækker næsten altid Ulykke og Undergang, en Helga den fagre, en Gudrun i Laksdøla Saga, en Hallgerd i Njaals Saga. Vigtigere er det, om hun er energisk, dygtig og højsindet, det som de Gamle kaldte en kvennskǫrungr. Men det, som først og fremst lokkede den unge Mand, der ønskede at gifte sig, var Rigdom og høi Byrd. Ofte læser man i Sagaerne: "Hun tyktes være det bedste Parti, baade paa Grund af sin Æt og sin Rigdom."

Kjærligheden laa, skulde jeg næsten sige, udenfor den almindelige Mands Synskreds, og naar den kom paa ham, følte han det som en Plage og en Hindring. Vanskelig kunde det falde en Nordbo i Hedenold ind at blive, hvad vi kalder forelsket, eller at tale til andre om sin Kjærlighed. Karakteristisk for Tiden og Opfatningen er en Fortælling i Egils Saga. Egil Skallagrimssøn, denne underlige Blanding af Godt og Ondt, af Høisindethed og Karrighed, havde mistet sin Bror Torolv. Dennes Enke Aasgerd sad igjen med en liden Datter hos sin Frænde Arinbjørn Herse i Sogn, hvor Egil ogsaa var. "Ud paa Høsten," fortæller Sagaen, "blev Egil betaget af stor Uglæde, han drak lidet og sad ofte og stak Hovedet ned i Felden". Arinbjørn gik engang hen til ham og spurgte om Grunden til hans Misstemning. Kun i dunkle og om Gaader mindende Vers kunde han faa Egil til at udtale sig. Tilsidst faar dog Arinbjørn trykket ud af ham, at han ønsker at gifte sig med dennes Frændkone Aasgerd, og med Arinbjørns Hjælp bliver de trolovet og faar hinanden. Var Egils Følelser Kjærlighed eller Ønsket om at hendes Rigdomme skulde bevares i Slægten? Snarest var de vistnok en Blanding af begge Dele. Men efter Bryllupet hører vi intet om at Aasgerd er noget andet og mere for Egil end hans Børns Moder og Husets kvindelige Overhoved. Selv drager han paa mange og lange Reiser til fremmede Lande; men hun sidder hjemme og passer Gaarden. Saadan var de fleste Ægteskaber i Hedenold. Kvinden var Slægtens Forplanter, og kunde hun ikke føde Børn, ja ofte ogsaa ellers, maatte hun taale Friller ved sin Side, var end de færreste saa fredsommelige som Erik Eiegods Dronning Bodil, der selv smykkede sin Mands Elskerinder, for at de skulde behage Kongen.

Men saa kom der et Vaarbrud i Norden: Isen løsner, Sneen smelter, Bækkene bruser, Elvene svulmer, Fjorden ligger fri og blank, Skibene rulles i Sjøen. Som det skildres i "Beowulf":


Vinteren Bølgerne lukked
med Lænker af Is,
indtil et andet kom
Aar til Gaarde,
som det end gjør
det herlig klare Veir.
Da var Vinteren borte,
fager Jordens Barm.
Den Landflygtige stundede bort,
Gjæsten fra Gaarde.


Vikingetiden begynder; Nordboerne drager paa Udfærd, mødes med Østerlandenes og Vesterlandenes Folk, vinder Riger, grunder Nybygder. Til Grønlands Jøkler og Nord-Amerikas Strande naar deres Færd. Deres Sendebud og deres Kjøbmænd har seet Konstantinopels Pragt, og de modigste blant dem har seilet rundt Herkules’s Søiler. En Tid, hvor Havets gyngende Grund maaske var fastere Fodefæste for Manden end Landjorden med dens Kamp, Strid og Overfald. I en saadan Tid maatte Sindene høines, staalsættes og adles. Som i alle store Tider, hvor nye Tanker, nye Maal griber Sindene, som paa Korstogenes Tid, i Renaissancen, i den franske Revolution, saa vokser der i Vikingetiden rundt om i Norden op en Række herlige, straalende Helteskikkelser; Statsmænd og Herskere præger Samfundet med sin Viljes Lov, Digterne finder nye Udtryk for Tidens Tanker. Men i denne vidunderlige Tid, hvor alting spirer og blomstrer, der er ogsaa Kvinden med. Hun sprænger de Baand og Stængsler, med hvilke Aartuseners hævdvunden Skik har holdt hende bundet til Hjemmet. Hendes Stilling biir friere; hun magter selvstændig at tage Del i Tidens Liv og at paatrykke den sin Personligheds Stempel Hun anerkjendes af Manden som dennes Jevnlige og begynder at elskes ogsaa for sin egen Skyld.

Men i Begyndelsen virkede, skulde jeg tro, Togene til de fjærne Lande, Landevindingerne i Østerled og i Vesterveg, i mange Henseender uheldig paa Kvindens Stilling. Flerkoneri begyndte at blive langt almindeligere end før, ikke alene blant Høvdingerne, men ogsaa i Krigerklassen. Paa sine Tog førte jo Vikingerne i Begyndelsen kun sjelden Kvinder med sig. Men Kvinder maatte de alligevel ha. — Som en Ros for Danskerne i Modsætning til Nordmændene siger en gammel irsk Krønikeskriver: "De kunde dog for en Tid ialfald afholde sig fra Mad og Kvinder." — Og naar de ikke havde Kvinder med sig, røvede de dem i Udlandet, saaledes som de fremmede Aarbøger saa ofte fortæller os fra de første Vikingetogs Tid. Men én Hustru i Hjemmet, én i England og én i Irland eller Frankeriget, det blev snart til mange Hustruer for én Mand, og lidt efter lidt blev Flerkoneri almindeligt i Vikingebygderne baade i Rusland og vesterpaa. I Rusland synes Nordboerne allerede tidlig at være begyndt at leve i næsten orientalske Forhold. Den arabiske Forfatter Achmed Ibn Fosslan, som mødte slavehandlende russiske Kjøbmænd, giver os et uhyggeligt, men vistnok farvet og overdrevet Billede af deres Liv med mange Kvinder, i Vellevnet og Usædelighed.

Og den gamle russiske Krønikeskriver Nestor fortæller om Storfyrst Vladimir († 1015), Sønnesøns Søn af Rurik (eller Rørek), det russiske Riges svenskfødte Grundlægger: "Vladimir var betaget af Galskab efter Kvinder og lod dem føre til sig allevegne fra. Han bosatte Rognjed i Lybed; med hende havde han fire Sønner og to Døtre, og med Grækerinden havde han Svjatopolk, og med en tsjekkisk Kvinde Vysjeslav, og med en anden Kvinde Svjatoslav og Stanislav, og med en bulgarisk Kvinde Boris og Gleb, og af Friller havde han trehundrede i Vysjegrad og trehundrede i Belgrad og tohundrede i Berestov." Er end disse Skildringer overdrevne, tør vi dog af dem slutte, at de i Rusland bosatte Nordboer tidlig er begyndt at ha mange Hustruer og paa østerlandske Folks Vis at indeslutte dem i Haremer.

Ligedan var Forholdene i den anden Yderkant af den nordiske Verden i Vikingetiden, paa de britiske Øer og især i Irland. I engelske Byer, som London f. Eks., kom Nordboerne for første Gang i Berøring med den legaliserede Usædelighed og derfra indførte de den i sine Nybygder i Irland, hvor der ogsaa fra før af synes at ha været meget slappe moralske Forhold[6]. Hos Nordboerne i Irland blev Flerkoneri snart den gjældende Regel, og ogsaa her begyndte de ligesom i Rusland at holde formelige Haremer. Flere af de norske Konger i Dublin, ialfald i det 9de Aarhundred, synes at ha havt mere end én Hustru, og om de Nordboer, der var bosatte i det sydvestlige Irland, i Munster, fortælles det paa flere Steder, at de havde sine Kvinder og Børn samlet paa ett Sted, hvor ikke Mændene opholdt sig. I Aar 977 plyndrede saaledes Irerne Øerne i Shannon udenfor Byen Limerick, "nemlig ethvert Sted, hvor Nordboernes Kvinder, Børn og Haremer var"[7]. Ogsaa i Hjemmet blev Flerkoneri langt almindeligere end før, ikke alene blant Høvdingerne, men ogsaa blant de Fornemme og Rige. Adam af Bremen, der skrev i anden Halvdel af det ute Aarhundred, fortæller om Svenskerne, at de sjelden nøier sig med én Hustru. "Enhver har efter sine Vilkaar to eller tre eller flere Hustruer. Men de Rige og Høvdingerne har Kvinder uden Tal." I Danmark var det ogsaa almindeligt, at Konger og Høvdinger havde mange Medhustruer og Friller, hvis Børn ligesom i Norge og Sverige alle regnedes for arveberettigede. Vi ved, hvilken Mængde Friller Svein Estridssøn havde, og hvilken Forvirring hans mange Børn voldte Landet. Skyld i dette var dog, mener Adam af Bremen, ikke saa meget Kongens egen Begjærlighed som hans Nations lastefulde Vaner. Og ligedan i Norge. Om Harald Haarfagre heder det saaledes, da han blev gift med den danske Kongedatter:


Han opgav Holmrygers
og Horders Møer,
hver en Hedemarksk
og af haaløigsk Æt,
Kongen den ætstore,
da han tog Konen den danske.


Paa Island, hvor Høvdingerne dog ikke syntes at ha havt mere end én retmæssig Hustru, var det ialfald almindeligt, at selv de bedste — en Njaal f. Eks. — havde Friller. Og endnu i den kristne Middelalder havde jo en Islænding Lov til at ha én Hustru i Norge og én paa Island. Men dette virkede paa hele Tidens Opfatning af Kvinden. De Mænd, der havde været paa Vikingetog til fremmede Lande, elsket og nydt Livet, mistede sin Tro paa Kvinden. I Eddakvadet "Haarbardsljod", hvor Odin fremstilles som Repræsentant for Vikingetidens høiere, af Vesterlandene paavirkede Kultur i Modsætning til den bondske Tor, fortæller Odin om sine Bedrifter. Han var i Valland, hidsede Kongerne mod hinanden, men forligte dem aldrig; han favnede mange Kvinder og vandt deres Elskov, men sveg dem alle tilsidst. I "Haavamaal", der paa mange Maader kan siges at give os Summen af de gamle Nordboers Livsopfatning, som den havde udviklet sig under Vikingetogene og gjennem Forbindelsen med Vest-Europa, dér kommer den nye Tids mere blaserede og kyniske Syn paa Kvinden endnu tydeligere frem. Kvinden vindes ved fager Tale, Guld og Løfter og er kun skabt for den flygtige Elskov. "Fagert skal du tale og Gods byde, prise den lyse Møs Skjønhed, om du vil hendes Elskov faa." Ogsaa hos vore Forfædre gjentages i mange Variationer det gamle Ord om Kvindens Ubestandighed. At mestre hende er "som at kjøre med uskodd, tre Vinter gammel, yr og utæmmet Hest paa glat Is, eller som at baute uden Ror i vild Storm, eller som for en Halt at hente Ren i Fjeldet, naar Sneen og Isen smelter." Mænd skal man ikke tro — endog din Ven kan svige dig —, men endmindre skal man sætte sin Lid til Kvinder.


Kvinders Ord
skal ingen tro,
ei heller hvad Mø mæler;
thi paa rullende Hjul
deres Hjerte blev skabt
og Letsind i Brystet lagt.


Rekonstruksjon av kvinnedrakt fra vikingtiden, utført av Britt Kjellesvik Rage. Fotografert ved det historiske Vevatnet på Tysnes i Sunnhordland, som er satt i forbindelse med dyrking av den germanske gudinnen Nerthus. Foto: Knut Rage.

Men dette var kun én Side af Billedet. Først i Vikingetiden begynder Kvinden virkelig at elskes for sin egen Skyld. Mændene ikke alene kjæmper om hende, men søger at vinde hendes Kjærlighed og det ikke ved Gaver alene, men med hele sin Personligheds Styrke. Paa Island kredser Skalden Kormak hele sit Liv rundt den skjønne Steingerd og digter til hende Elskovsvers, hvis Glød varmer den Dag idag. Tormod, der forresten som de fleste Islændinger var noget vaklende i sin Kjærlighed, digter et Kvad til Ære for den mørkøiede Torbjørg Glumsdatter, med Tilnavnet Kolbrun, og kaldes fra den Tid gjerne Tormod Kolbrunarskald. Ogsaa andre Elskovsvers nævnes i Sagaerne. Selve den Skik at forfatte Elskovsvers hører vi fra gammel Tid intet om i Norden udenfor Island, og selv dér først i det 10de Aarhundred. Lyriken, som laa saa fjernt fra vore Forfædres Tankegang og aldrig rigtig fik Liv i den gamle Skaldedigtning, er, tror jeg, en importeret Vare, der oprindelig har hørt hjemme hos Grækere og Romere. Halvt satiriske Vers, hvori Manden giver sine blandede Følelser af halvt Had, halvt Kjærlighed ligeoverfor Kvinden Luft, stemmer derimod bedre overens ialfald med Nordmændenes Karaktereiendommeligheder. Et saadant Vers paa et Benstykke med Runeskrift, der synes at stamme fra det 11te Aarhundred, har man fundet i Trondhjem. Vi læser her:


Jeg elskede Møen;
jeg vil ikke plage
Erlends afskyelige[8] Hustru;
som Enke vilde hun være tilpas for mig.


Ogsaa fra Danmark og Sverige har vi Vidnesbyrd om Vikingetidens dybere og inderligere Syn paa Kvinden. Manden reiser Runesten efter sin Hustru og mindes hende med Kjærlighed. Saaledes paa en Runesten fra Capellansvretan i Häckebo socken, Vestmanland, hvor Ordet "Husfrue" for første Gang forekommer og hvor vi læser en Indskrift, delvis i Vers:


Den gode Bonde Holmgøt lod reise [denne Sten] efter Odendisa, sin :gode Kone, Gud . . .’s Søster.
Komme vil Husfrue
til Hassmyra
aldrig nogen bedre
end Odendisa.
Rød-Baler ristede
disse Runer.
Hun var Sigmunds Barn,
han som Byen eied.


Sønnen reiser Sten over sin Moder og Søster og finder et vakkert og dybtfølt Udtryk for Sorgen over at ha mistet sine Kjære, som paa Rimsø-Stenen fra Randers Amt, hvor vi læser:


Tore, Enraades Broder, reiste denne Sten efter sin Moder og sin Søster, :[to] gode Kvinder.
Døden [d. e. Moderens Død] er den værste Ulykke for Sønnen.


Men ogsaa Mandens Elskov har særlig i Danmark — mere end i Sverige — allerede i Vikingetiden fundet det skjønneste Udtryk. Jeg skal kun minde om Digtningen om Hagbard og Signe, hvor Kjærlighed og Trofasthed indtil Døden besynges vakkert og gribende som i ingen anden gammelnordisk Digtning. Kun Skade, at vi ikke eier denne Digtning i dens oprindelige Form, men bare i en middelalderlig Ballade og i Sakses latinske Gjengivelse. Ogsaa Digtningen om Helge Hundingsbane og Sigrun, hvor der er mere øm, trofast og vemodig Elskov end i noget andet af Eddakvadene, stammer oprindelig fra Danmark. Der er her intet af den Trods og Vildhed, som præger andre af Eddadigtene og som vi finder igjen i mange af de islandske Skaldes Forhold til Kvinden, men mere baade af Ømhed og Ridderlighed, en sydfra kommende og af Riddervæsenet opelsket Dyd. De samme Strenge, der klinger i Digtningene om Hagbard og Signe og om Helge Hundingsbane, lyder ogsaa, synes jeg, fra en gammeldansk Runesten, den store Rygbjerg-Sten i Veile Amt, hvor vi læser:


Tove Bryde (d. e. Gaardsfoged) reiste denne Sten
efter Brydens Lege Torgunn.
Disse Stave monne
meget længe leve.


Hvilket vakkert Udtryk er ikke "Brydens Lege"! "Lege" betyder "Legekammerat, Legesøster", og bruges her i samme Betydning, som Barnet i Ordsproget kaldes "Moderens bedste Lege". "Et smukkere Udtryk", siger Professor Wimmer i sin udmærkede Udgave "De danske Runemindesmærker" (II, S. 110), "kunde jo ikke vælges for at betegne Forholdet mellem den unge Mand og den unge Pige, og vi kan ikke undre os over, at Tove ogsaa paa den Runesten, som han reiste til Minde om sin tidlig bortkaldte Veninde, gav hende "Legesøsterens" Navn."

Runestenene vidner ogsaa paa mange andre Maader om Kvindens forandrede Stilling i Samfundet. Medens Kvindenavne i Indskrifter med de ældre Runer kun meget sjelden forekommer, findes de nu overmaade hyppig. Kvinder optræder efter Mandens Død som Familiens Overhoved og reiser, naar Sønnerne er umyndige, selv Mindesmerket efter ham. Allerede i det 9de Aarhundred møder vi i Danmark høibyrdige Kvinder, som reiser Stene efter sin Mand og paa Indskriften sætter sit eget Navn og med Stolthed minder om sin egen Slægt. Ragnhild, der satte Glavendrup-Stenen paa Fyn "efter Alle Saalve-Gode, Helligdommens høiærværdige Vogter". Hendes Sønner er endnu smaa og umyndige, saa hun nævner kun sig selv ved Navn. Efter sin første Mands Død ægter hun, som Wimmer har vist os, en Høvding paa Sjælland, Gunnulv, der efter sit Tilnavn "den veltalende" at dømme muligens ogsaa har været Gode eller Tempelpræst, og lever med ham et kort og barnløst Ægteskab. Efter sin anden Mand reiser hun Tryggevælde-Stenen paa Sjælland, hvor vi bl. a. læser: "Ragnhild, Ulvs Søster, satte denne Sten og gjorde denne Høi og denne Skibssætning efter Gunnulv, sin Ægtefælle, den veltalende Mand, Nærves Søn."

Ogsaa i Sverige finder vi det samme. Paa en Sten fra Ramsta i Södermanland læser vi: "Auda og Inga og Erindis den tredje, Moder og Døtre, har gjort denne Sten efter Mændene af sin Slægt, efter Svein, sin Fader, og efter Gudfast, sin Broder, han var Audas Søn." Ogsaa paa en anden Sten fra Södermanland — fra den første kristne Tid — læser vi, at Moder og Datter har reist Stenen. At Hustruen alene reiser Mindesmærket over sin afdøde Husbond forekommer ogsaa ofte.

Paa Runestenene i Vestergötland forekommer Kvindenavne hyppigere forholdsvis end i Runeindskrifter fra det øvrige Sverige. Vestergötland stod jo ogsaa i livligere Forbindelse med det kristne Vesteuropa end nogen anden Del af Sveriges Fastland. Baandslyngninger og Billeder paa Runestenene vidner om denne Forbindelse og tyder muligens ogsaa paa, at Mænd fra Vestergötland og det sydøstlige Norge, bl. a. Ringerike, drog sammen paa Vikingetog. Kristendommen vandt ogsaa Indpas i Vestergötland tidligere end i nogen anden Del af Sverige[9]. En Følge af dette var naturligvis, at Kvinden tidligere fik en friere Stilling i Vestergötland end i Svealand, hvor Folket holdt sterkere fast ved gammel Sæd. Vi ser paa de vestgøtske Runestene Kvinder reise Mindesmerker over sine afdøde Mænd og Mændene over sine Hustruer. Allerede i hedensk Tid reiser en Mand sammen med sin Hustru en hedens Gravhaug (kumbl) med en Mindesten over deres afdøde Sønner[10]. En af de største og prægtigste svenske Runestene er Salebystenen ved Dagsnas i Vestergötland. Den er ikke yngre end fra det 10de Aarhundred og er reist af en Mand ved Navn Frøistein til Minde om hans Hustru Tora. Hun er, siger Indskriften, Datter af Konge, hvis Navn dog ikke nu kan læses og "som nedhug Merket for de tapre Hirdmænds Flok". Og Manden, der er stolt over sin høibyrdige Hustru, føier til: "Ikke har hun faaet sin Slægt blant daadløse Mænd".

Runestenene viser os Kvinden som den, der reiser Runestene og over hvem Mindesmerker reises. En enkelt Gang møder vi ogsaa, tror jeg, en Kvinde som Runerister, et i gammel Tid meget hædret Yrke, som ellers kun blev drevet af et indskrænket Laug af Mænd, hvor Færdigheden ofte nedarvedes fra Fader til Søn. Paa Øen Man, midt i den irske Sø, hvor de norske Nybyggere i det 11te Aarhundred udviklede en høi og ejendommelig, halvt nordisk, halvt irsk Vikingekultur. er især de med Billeder og Baandslyngninger prydede Runestene merkelige. Paa en af disse (fra Conchan) synes der at staa: "Turid ristede Runer" (þuriþ raist runer).

Ogsaa i Norge er ved Vikingetidens Slutning Kvinder med om at reise Runestene. Og disse Stene er merkelige. De synes at vidne om at Kvinderne næsten mere end Mændene hos vore Forfædre har eiet Sans for Kunst og for Skjønhed. Norge eier ikke mange Billedstene; men de to prægtigste af dem, Alstadstenen paa Thoten og Dynnastenen paa Hadeland, er begge reist af Kvinder, som med Møie og Besvær har ladet den vakre røde Sandsten hente langvejsfra, fra Hole paa Ringerike, for saa at lade Stenen tilhugge og pryde med Billeder og Ornamenter, saaledes som de vel har hørt, at det var Skik i England, Skotland og Irland.

Alstadsteinen i vestibylen ved Historisk Museum, Oslo. Foto: Skadinaujo, 2008. Commons.

Paa Alstadstenen, der synes at være fra det 10de Aarhundred, læser vi (Indskriften er dog ikke sikker): Jórun reiste denne Sten efter... som eiede hende [d. e. var gift med hende], og førte [den ell. Stenen] ind fra Ringerike fra Hole... og hun lod Stenen forsyne med Billeder."

Dynnastenen stammer fra Midten af det 11te Aarhundred. Den er reist af en Moder over hendes Datter. Moderen har paa Stenen ladet indhugge Billeder af de hellige tre Konger og af Stjernen og Krybben i Bethlehem, og paa de Kristnes Vis har hun "bygget Bro" (vel over en Myr) for at gjøre en Gud velbehagelig Gjerning, der kunde frelse hendes Datters Sjæl fra Skjærsilden. I selve Indskriften har Moderens Kjærlighed til sin Datter, Hjemmets Pryd, fundet et vakkert Udtryk: "Gunvor Tririksdatter gjorde Bro efter sin Datter Astrid. Hun var den haandfærdigste Mø i Hadeland."

Her ender ogsaa Indskriftens Slutning i et Vers, hvilket er meget sjeldent i Norge, men almindeligt i Sverige.

Disse to Kvinder, Jórun fra Thoten og Gunvor fra Hadeland, fortjener at mindes, naar Norges Kulturhistorie engang skal skrives. De har i en Tid, hvor kun faa saa ud over Bygdens Aaser, havt Øjet opladt for Kunst og Skjønhed, og har, saa godt de formaaede, søgt at pryde Hjembygden til Minde om de kjære Afdøde.

Runestenene vidner om endnu mere. De viser, som jeg før har nævnt, at Kvinder i Norden ogsaa udenfor Danmark, naar der ingen mandlige Arvinger fandtes, kunde deltage i Arv. De danske Runestene viser os endog Kvinder som mægtige Godsbesiddere, efter hvem Mænd, der staar i deres Tjeneste, reiser Mindesmerker. En af de rigeste og mægtigste Mænd i det 10de Aarhundred i Danmark var Gisi den kloge, til Minde om hvem der findes en merkelig Runesten i Skivum Sogn, Aars Herred, Aalborg Amt. Paa denne læser vi de stolte Ord: "Moderen Tyre og Sønnerne Odinkar og Gudmund, de tre reiste dette Mindesmerke efter Gisi den kloge. Han var den bedste og første blant Landmænd [ɔ: Godseiere] i Danmark." Hans Eiendomme strakte sig over store Dele af Jylland, helt ned til Egnen om Læborg i Ribe Amt, og efter ham er det vistnok, som Wimmer har paavist, at det til Aars Herred grænsende Gislum Herred har faaet Navn. Men ikke mindre merkelig end Gisi har hans Hustru Tyre været. Efter sin Mands Død har hun med Held bestyret hans store Eiendomme og bevaret og øget Ættens Anseelse. En myndig Kvinde har hun været, til hvem hele Egnen saa op som sin Herskerinde. Hun ligger begravet nede ved Læborg og over hende er der reist en vældig Runesten, hvis Torshamre vidner om at hun levede paa en Tid, da Danmark endnu var hedensk. Indskriften indeholder følgende Ord: "Ravnunge-Tove hug disse Runer efter Tyre, sin Herskerinde". Paa Tyres Høi har der ogsaa staaet en anden, anselig Runesten, hvis Indskrift fortæller: "Ravnunge-Tove og Funden og Gnyble, de tre gjorde Tyres Høi." En saadan Kvinde, over hvem runekyndige Mænd reiser Haug og hugger Mindesmerke, hun kan ikke ha været ubetydelig Kvinde, hvis Virke alene føltes inden Hjemmets Vægge. Hun maa ha været en af de mægtige i Landet. Hendes Søns sjeldne Navn Odinkar vidner ogsaa om at hendes Mand eller hun selv tilhørte den største og navnkundigste Slægt i Jylland. Hun har været et værdigt Sidestykke til sin store Navne, Dronning Tyre, med hvem flere Forskere har sammenblandet hende. Men hun var ikke den eneste selvstændige og mægtige Kvinde i Danmark. Paa en Sten i Ravnkilde Sogn, Aalborg Amt læser vi: "Asser Godsbestyrer, Fogges Søn, ristede disse Runer efter Gryd, sin Herskerinde."

I dag er det reist et kors som et minnesmerke over Aud den djuptenktes korshaug – Krosshólar. Etter hennes død ble haugen et hedensk kultsted. Illustrasjon av clm. Copyright: © Carsten Lyngdrup Madsen, 2017.

Ogsaa de islandske Sagaer nævner lignende Kvinder, der rager et Hoved op over alt Folket, er fødte Førere og Herskere. Jeg kan nævne Landnamskvinden Aud, som havde været gift med Dublinkongen Olav Hvite. En ægte Høvdingeskikkelse, saaledes som de usikre, stedse skiftende Forhold i Vesterlede skabte dem. Hun forstaar at styre og handle og med mandig Raskhed at redde sig og sine, selv i den største Fare. Efter Sønnen Torstein rødes Fald er hun selv Ættens anerkjendte Hoved. Hun bortgifter selv sine Døtre, og ingen af hendes mange Efterkommere tør handle uden hendes Raad. Paa sine gamle Dage kommer hun til Island, hvor hun selv som de andre Høvdinger tager Land og uddeler til sine Mænd og Undergivne. Den første Vinter paa Island byder den ene af hendes Brødre hende hjem til sig med ti Mand. Men hun svarer vred, at hun vidste ikke, at han var slig en Stakkar. Saa drager hun til sin anden Broder, som beder hende være hos sig med alle sine Folk. "For han kendte sin Søsters Sindelag", føier Laksdøla Saga til. Senere holder hun Bryllup for sin Sønnesøn med megen Pragt. Hun er krøget af Alderdom. Hendes Kraft er næsten brudt. Men ingen maa merke noget. Hun sover til langt ud paa Dagen og bliver vred, om nogen vækker hende. Saa staar hun op og træder ind i Gæstebudshallen, lige stolt og rank som før. Folk taler om, hvilken statelig Kvinde hun endnu er. Dagen efter Brylluppet finder de hende død i sin Seng.

Der nævnes ogsaa andre Kvinder, som selv tog Land paa Island og spillede en ikke liden Rolle i Øens første Bebyggelses Tid. Jeg kan nævne Turid Sundafyller fra Haalogaland, som kom til Bolungavik yderst ved Isafjorden og nedsatte sig der med sin Søn. Sit Tilnavn skal hun ha faat, fordi hun engang, da der var Uaar, fik hvert Sund i Haalogaland fyldt ved Trolddom. Rimeligvis har hun lært sine Landsmænd en bedre Maade at fiske paa; thi ogsaa efter sin Bosættelse paa Island gjorde hun sig fortjent af Fiskeriet i Isafjorden ved at oprette Merker til at kjende Fiskegrundene. Til Løn for dette fik hun et Lam af hver Bonde ved Fjorden[11]. Hvor mange Kvinder der var blandt de islandske Landnaamsmænd kan vi slutte af en Bestemmelse, som blev truffet, nemlig at en Kvinde ikke skulde kunne tilegne sig mere Land, end hun paa Vaardag mellem Solopgang og Soleglad kunde lede en toaarig Kvie eller et halvvoksent Nøt over.

Ogsaa paa Livets andre Omraader rager i Vikingetiden Kvinder op, særprægede og selvstændige. Skaldekunsten er vel, saa vilde sagtens de fleste tro, et Omraade, som udelukkende var forbeholdt Manden. Og dog finder vi ogsaa blandt de gamle Nordmænd Digterinder. Flere Vers tillægges i Sagaerne Kvinder; fra Hild, Gangerrolvs Moder, findes der saaledes et Vers. Endog blandt de store Skalde finder vi en Kvinde, Jorun Skaldmø. Hun levede paa Harald Haarfagres Tid og har digtet et Kvad, der kaldes Sendibitr og synes at ha handiet om Haralds Vesterhavstog. Ogsaa som Saarlæger har, vistnok fra umindelige Tider, Kvinder virket. Tacitus fortæller jo, at Germanerne i Kampen bringer de saarede til Kvinderne, og Lægekunstens guddommelige Repræsentant var hos vore Forfædre en Kvinde, Eir. Der fortælles ofte i Sagaerne om Kvinder, som forstaar at forbinde de Saarede, men ogsaa om virkelige kvindelige Saarlæger. Efter Slaget ved Stiklestad kom Tormod Kolbrunarskald haardt saaret til en Hytte, hvor der ogsaa laa andre saarede. En Kvinde holdt paa med at forbinde dem og at rense Saarene med varmt Vand. I en Stenkjedel kogte hun Løg og andre Urter, som hun gav Mændene at spise. Efter Lugten kendte hun, om Saarene var dybe. Da Tormod rev Pilen med Modhagerne, som sad i hans Bryst, ud, fulgte ogsaa Hjertefibrerne med, nogle røde, andre hvide. Da Tormod saa dét, sagde han: "Vel har Kongen næret os; fedt er mig om Hjerterødderne." Derpaa faldt han bagover og var død. — En primitiv Lægekunst visselig. Men den viser dog, at Kvinden allerede i hine fjærne Tider virkede lægende og heldbringende. Mest har hun vel virket som Sygeplejerske, ikke alene i Hjemmets Kreds, men muligvis ogsaa udenfor denne. Naar det i en islandsk Æventyrsaga fortælles, at Ingegerd, Russerkongen lngvars Datter, havde stiftet et Sygehus og overgivet Pleien til myghændende Kvinder, saa tør vi dog derfra intet slutte om Vikingetiden, men vel om Middelalderen i Norge og paa Island.

Endog paa et Omraade, der til alle Tider har været Mandens Yrke, i Krig og Kamp, har Kvinder taget Del. Dette er dog ikke noget nyt for Vikingetiden, men tværtimod en Levning fra ældre Tiders raaere og mere primitive Forhold. Hos Naturfolk hele Jorden over har der baade i Fortiden og i vore Dage været Kvinder, der har kjæmpet som Soldater. Vi kender alle Sagnet om Amasonerne. Ogsaa hos Kelterne tog Kvinderne fra gammel Tid Del i Krige. Endnu i det 6te Aarhundred af vor Tidsregning maatte de irske Kvinder gøre Krigstjeneste. Med Piskeslag dreves de, fortælles det, frem af Mændene, indtil den hellige Adamnán fik afskaffet denne grusomme Skik. Kelterne kjendte ogsaa kvindelige Hærførere. En af de sidste Forkjæmpere for Britanniens Frihed er Icenernes Dronning Boudicea. Fra sin Stridsvogn — ligesom Homers Helte — kjæmper hun mod Romernes Legioner. Men tilsidst bukker hun under for Overmagten, og for ikke at falde i Fiendens Hænder tømmer hun Giftbægeret.

Hos mange afrikanske Folkeslag, f. Eks. i Dahomey, har der været kvindelige Tropper, som har været sterkere og kjæmpet med større Mod end Mændene. Despoter som Kongerne af Siam har dannet kvindelige Livgarder, da de troede sikrere at kunde stole paa dem end paa de mandlige Slaver.

Det er derfor intet Under ogsaa hos Germanerne og ikke mindst hos Nordboerne at finde kjæmpende og krigførende Kvinder. Vi har hørt, at Kimbrernes og Teutonernes Kvinder fulgte sine Mænd paa deres Tog og kjæmpede med dem mod Romerne, og at Germanernes Kvinder paa Folkevandringens Tid tog Del i Kampen og fandt sin Død ved Vognborgen. Men høit op over dette store Gros af kjæmpende Kvinder rager Stridsmøer, som brynjeklædte kjæmper ved Mændenes Side. I Heltesagnet spiller disse menneskefødte Valkyrjer en stor Rolle. En Sigrun, en Svaava, en Brynhild, Eddakvadenes mest straalende Kvindeskikkelser, hører til dem. De i "Hervararsaga" bevarede gamle Sagn og Digte om Goternes Kampe med Hunnerne fortæller om Skjoldmøen Hervør og om Goterkongens egen Søster, som forsvarer en Borg mod de fremstormende Fiender og selv falder i Kampen. I Digtningen om Braavallaslaget anfører Skjoldmøer hele Hærafdelinger. De gamle synes ogsaa at ha havt hele Regimenter af Skjoldmøer, efter hvad "Atlakvida" (str. 18) fortæller om Hunnerkongen Atle (ɔ: Attila). Og da Atles Hal brænder, dør ogsaa de i den hede Lue. Men disse Kvinder hører ikke bare Sagnet og Digtningen til; de har virkelig eksisteret. Og særlig synes Vikingetiden i mange Maader at ha udviklet og — vi kan næsten sige — idealiseret denne Skjoldmøtype.

I en norsk Grav fra Vikingetiden har man fundet Liget af en Kvinde og Vaaben lagt ved hendes Side. Deraf har Forskerne, og visselig med Rette, sluttet, at hun i levende Live har været en Skjoldmø. Men ogsaa Fortællinger fra fremmede Lande, der er uafhængige af vore hjemlige Kilder, ved at melde om krigerske Møer blandt vore Forfædre i Vikingetiden. I flere irske Krøniker nævnes blandt Vikingehøvdinger i Irland i det tode Aarhundred en Kvinde, der kaldes "den røde Pige"; etsteds siges det, at hun herjede i Ulster i det nordøstlige Irland. At en Kvinde anførte de vilde Vikinger, har gjort et dybt Indtryk paa Irernes letvakte Fantasi. Hun er gaaet over i Sagnet, er blevet — saa at sige — en Legemliggørelse af hele Vikingetidens Vildhed og Grusomhed. I et irsk Digt fra det 14de Aarhundred, hvor forskellige Vikingehøvdinger er opregnede, heder det om hende:


En stor Flaade der kom under «den røde Kvinde»;
hun var værre end nogen uvenlig Hær,
som kom over det vide Hav.
Mod yndige Møer, mod dem hun øvede raat Spil.
Ved hende den vilde Handling blev gjort:
Hun pleied at tænde Kjerter rundt deres Liv.
Fra hendes Troldomsbolig Lyset fra de skjønne Møer
skinned til hvert et Land.
Naar Irerne saa den mægtige Flamme,
ei at kjæmpe de magted.
Brian[12]kom fra det skjønne Eachtga,
med fire Hærafdelinger i sit Følge,
til det Sted, hvor Kvinden havde sin Leir.
Uvætterne kom:
men Murchadh[13] dræbte den røde Kvinde
— bedre denne Sejr end nogen anden —.
En Pæl gjennem hendes Hoved han drev
i Nærvær af Erins Mænd.


Kvinnegrav fra vikingtiden i Varnhem, Sverige, den såkalte Katas grav. Graven var dekket av en runestein med et kors. Västergötlands Museum. Commons.

Her i dette Digt har den røde Pige antaget overmenneskelige Dimensioner. Hun er blevet til et Trolddomsagtigt Væsen med Dæmoner i sin Tjeneste og gjennem hvis Hoved der maa rammes en Pæl, forat hun ikke skal gaa igjen og ogsaa efter sin Død volde Ulykker. Men at hun engang har levet og anført en Vikingeskare i Irland, derom tør vi næppe tvivle. Og den røde Mø var ikke den eneste Skjoldmø, der drog paa Vikingefærd til fremmede Lande. En græsk Forfatter, Kedrenos, der levede i det 11te Aarhundred, fortæller om Grækernes Kampe med Russerne (d. e. de nordiske Nybyggere i Rusland) i anden Halvdel af det i 10de Aarhundred og siger, at da Grækerne efter et Slag plyndrede de faldne Barbarer, fandt de mellem de Dræbte Kvinder i Mandsklæder, som med sine Mænd havde kjæmpet mod Grækerne. Ogsaa om Normannernes Kvinder fortælles det, at de havde arvet sine nordiske Stammefædres krigerske Egenskaber. Normannen Robert Burdet fik i Begyndelsen af det 12te Aarhundred i Opdrag af Erkebiskopen af Tarragona i Spanien at forsvare denne By. Medens han var reist hjem for at hente flere Krigere, førte hans normanniske Hustru Sibylla Overbefalingen. En gammel Krønikeskriver siger om hende: "Mod og Mandshjerte smykkede hende i ligesaa høi Grad som Skjønhed. I sin Mands Fravær vaagede hun med Vagterne, iklædte sig hver Nat Rustning som en Ridder, besteg med Stav i Haand Murene, gik rundt i Byen og opmuntrede Vagterne, som hun tilholdt snildt at vogte sig for Fjendens Baghold."[14]

Saadanne Kvinder var efter vore Forfædres Hjerte. Deres Minde er det, som Eddadigtene — om end omdigtet og sammenvævet med guddommelige Væsner — besynger i sine Valkyrjeskikkelser: Skjønne Kvinder, som i straalende Rustning og høit til Hest drager i Kampen og som selv saaledes som Svaava og Sigrun kaarer sig sin Mand. Som det heder i det gamle Volsungkvæde:


Søgte Sigrun
den glade Sikling[15],
tog hun Helges
Haand og greb den,
kyssed og hilsed
Kongen under Hjelmen.
Da vendte sig Høvdingens
Hu til Møen.


Dette lille Vers bringer Billedet af Valkyrjerne nærmere ned imod Virkelighedens Verden. Thi af flere gamle Forfatteres, f. Eks. Sakses Meddelelser om de Love, der gjaldt for Vikingehærene i Udlandet, fremgaar det, at naar en Kvinde paa Vikingetog i fremmede Lande havde ægtet en Mand, skulde ikke Faderen senere kunne omstøde dette Ægteskab. Dette strider jo mod de Gamles strenge Krav paa Faderens Samtykke, før Datteren kunde indgaa Ægteskab. Men, som Vikingetidens Historieskriver, Professor Johannes Stenstrup siger, "mon imidlertid hin Regel ikke passer paa Vikingetidens abnorme Forhold, da Kvinden ikke mindre end Manden havde rig Lejlighed til at udvikle Selvstændighed, da Slægtens Indflydelse nødvendigvis maatte trænges tilbage, løsrevne som Familierne var fra deres egentlige Sammenholdspunkt, den fælles Slægtsjord og Bosættelsen paa samme Sted?"[16] Vikingetidens Skjoldmøer var da, for at bruge et moderne Udtryk, emanciperede Kvinder, som overskred Hjemmets Skranker og selv brød sig en Bane i Livet. Men vore Forfædre, der bøiede sig for alt sterkt og selvstændigt, bøiede sig ogsaa for disse Kvinder og viste dem den største Hyldest, en Mand kan vise en Kvinde, de regnede dem for lige med sig selv, tilstod dem Mandens egen Frihed og Selvstændighed.

En 1800-talls fortolkning av hvordan Tyra Danebod gir ordre om bygge festningsverket Danevirke. Illustrasjon av Lorenz Frølich 1820 – 1908).

Ogsaa paa Samfundets Tinde stod der i Vikingetiden Kvinder i Norden Kvinder, der har styret Landets Skæbne og hvis Navn af Eftertiden er bevaret i taknemmelig Erindring. Jeg har tidligere nævnt Turgeis’s Hustru, Præstinden Otta, som i første Halvdel af 9de Aarhundrede spillede en stor Rolle i Irland. I første Halvdel af det tiende Aarhundrede staar der i Danmark mod hinanden to mærkelige Kvinder, den ene kjæmpende for en døende, den anden for en seirende Sag, men begge lige stolte, energiske og handlekraftige. Den ene er Hedebys Herskerinde Asfrid, Odinkars Datter. Selv tilhørte hun Jyllands mægtigste Slægt, som har givet Danmark en Jarl og to Biskoper af Navnet Odinkar. Hedeby, som laa ved Haddeby Nor syd for Byen Slesvig, var i anden Halvdel af 9de Aarhundrede begyndt at blive en søgt Handelsplads, hvorhen norske, svenske, frisiske og saksiske Kjøbmænd kom med sine Varer. Her satte i Begyndelsen af 10de Aarhundred en svensk Høvding Olav sig fast og grundede et selvstændigt Vælde, som bevaredes i hans Slægt indtil Midten af Aarhundredet. Ved sin Død efterfølges Olav af sin Søn Gnupa, den førnævnte Asfrids Mand. Han udvider sin Magt baade mod Nord og Syd, men lider i 934 Nederlag mod den tyske Konge Henrik Fuglefænger, som tvinger ham til at lade sig døbe og gjør ham skatskyldig. Siden falder Gnupa i Kamp mod den danske Konge Gorm den gamle. Hans Enke Asfrid reiser over ham et hedensk Mindesmerke og styrer Riget sammen med sin Søn Sigtrygg, en stor Vikingehøvding, hvis Flaade kom helt til Nordmandiets Kyster. Lidt før 950 faldt Sigtrygg i Kamp mod Harald Blaatand. Men endnu en Tid har hans Moder havt Magten i Hedeby, der af hendes Slægt var gjort til en sterk Fæstning. Ved Vedelspang lige syd for det gamle Hedeby reiser hun paa Gnupas Gravhøi to Mindestene over sin faldne Søn. Den ene er hugget af en svensk Mand og vidner om Sigtryggs svenske Herkomst. Paa den ene læser vi: "Asfrid gjorde dette Gravmindesmerke efter Sigtrygg, sin Søn, paa Gnupas viede Gravplads." Paa den anden, som er en dansk Sten, læser vi: "Gravhelligdom. Asfrid gjorde dette Gravmindesmerke, Odinkars Datter, efter Sigtrygg Konge, sin og Gnupas Søn." Men det svenske Vælde kunde ikke i Længden holde sig mod Danskernes Overmagt. Ikke længe efterat Asfrid havde reist de to Mindestene over sin Søn, indtog Harald Blaatand Hedeby, og Asfrids Magt var til Ende. Men nu, efter at Wimmers Runeundersøgelser[17] og Sophus Müllers Udgravninger[18] ved Danevirke har gjort det gamle svenske Vælde i Hedeby klart for os, vil Asfrid, Odinkars Datter, altid staa for os som en af den nordiske Oldtids merkeligste Kvindeskikkelser, en Kvinde, som selv styrer Land og Rige, som i Trods mod sin paatvungne Daab reiser et hedensk Gravminde over sin Husbond og sin Søn, en Kvinde, der staar som den sidste paa Muren, da Fienden bryder ind og ødelægger det Vælde, hendes Svigerfader, hendes Mand og hendes Søn havde grundlagt.

Et større Navn i Historien har Asfrids Modstander, Tyre Danebod, Gorm den gamles Dronning. Gorm fremstilles i Sagnet som en svag og uvirksom Fyrste; den ledende Sjæl i hans Foretagender er hans Dronning Tyre. Hun er det, maa vi tro, som tilskynder Gorm til hans Tog mod Kong Gnupa og Hedeby. Muligens stammede hun selv fra disse Egne. Enkelte fortæller, at hun var Datter af Harald Jarl i Holsten. I Forbindelse hermed, som et Led i Arbeidet for at knække Hedebys Magt, staar Tyres Stordaad, Fornyelsen af Danevirke. I Sagnet og Folkets Minde staar Tyre som den, der egentlig har bygget Danevirke. Men saa er ikke Tilfældet. Danevirke selv er mere end hundred Aar ældre og er reist af Karl den stores Modstander, Kong Godfred. Men alligevel er Dronning Tyres Virksomhed vigtig nok og har med Rette sikret hende en varig Plads i Folkets Minde som den første i Rækken af Danmarks store Dronninger. Det var en byggende Tid, Tyre levede i. Rundt om i Europa, i Tyskland. Frankrig og England, byggede Fyrster og Borgere Fæstninger og Borge og reiste Mure rundt Byerne. I Tyskland virkede Henrik Fuglefænger og byggede Værn mod Magyarer og Normanner.

I England virkede Alfred den store og hans Slægt. Blandt disse udmærker sig efter Alfreds Død særlig dennes Datter Æthelfled, Mercias Frue. Under sin Mand, Ealdormanden af Mercia Æthelreds langvarige Sygdom griber hun selv med kraftig Haand Styret. "Ledet af sin Visdom", siger en gammel Krønike, slutter hun Pagt med Indbyggerne af Skotland og Wales til fælles Forsvar mod Nordboerne. Ved sin Kløgt og Udholdenhed afværger hun et voldsomt Angreb paa Byen Chester. Ved fredelige Underhandlinger faar hun Borgen Leicester, som længe havde været i Nordboernes Besiddelse, i sin Haand. Hun er det, som selv giver Ideen til Bygningen af Borge og Fæstninger og som ivrigst begynder dermed, kraftig understøttet af sin Bror, Kong Eadward[19].

En Kvinde af Lady Æthelfleds Støbning var Dronning Tyre. Og det tør vel næppe være tvivlsomt, at Æthelfled, som døde i 918, i mange Stykker har været Tyres Forbillede ved Gjenreisningen eller rettere Udbedringen af Danevirke. Midtpartiet af Danevirke, fra Danevirkesøen til Kurborg i Vest var især et udsat Stykke af Volden. Her byggede Tyre udenfor Kong Godfreds gamle Virke en ny Vold af Jord, Træværk og Kampesten. Grundlaget af Kampesten findes endnu bevaret. Paa Muren var der, om vi tør tro Olav Trygvessøns Saga, Kasteller af Træ og udenfor gik der en Grav. "Paa hver 100 Favne var der en Borgport og derover et Kastel til Værkets Forsvar; thi der var en Bro over Graven til hver Port"[20]. Dette Arbeide er Tyres Verk.

En stor Kvinde var Dronning Tyre, lige udmærket ved sin Handlekraft som ved sin Kløgt og sit Snille. Sakse og hans Samtidige og Forgjænger Sven Aagesen fortæller, hvordan Tyre fik Mænd fra hele Danmark til at arbeide paa Verket. Og at hele Folket med Kongen i Spidsen saa op til hende som sin Fører, derom vidner det Mindesmærke, som Gorm ved Jællinge satte hende: "Gorm gjorde dette Mindesmærke efter Tyre sin Kone, "Danmarks Bod" (TanmarkaR but). Og i Folkets Minde lever hun end som Tyre Danebod, "Danmarks Frelse".

Saaledes ser vi da paa alle Livets Omraader en Række selvstændige og ejendommelige, ja ofte storslagne Kvindeskikkelser vandre forbi vore Øine: Kvinder, som reiser Runestene og udbreder Sansen for Kunst og for Skjønhed, Ejendomsbesiddere, Landnaamsmænd, Læger, Skalde, Skjoldmøer og Vikingehøvdinger, Dronninger og Statsstyrere. Kvindens Stilling bliver friere og selvstændigere. Hun regnes ikke længer for Mandens Eiendom og faar i visse Tilfælde Lov til at arve sammen med ham. Paa Island ser vi de unge Mænd og Kvinder omgaaes og mødes frit og uhindret. Især har visselig de aarlige Sammenkomster paa Altinget og Møderne paa Legepladsen givet Ledighed til megen Kurtise og mange smaa Kjærlighedsæventyr mellem Ungdommen. Den islandske Kvinde optræder frit og selvstændig. Maa hun end, naar hun gifter sig, bøie sig under Faderens Vilje, saa er hun dog senere ganske sin egen Herre. Hun snarere tyranniserer Manden, end hun lader sig kue af ham, og ofte næsten uden Grund lader hun sig skille og forlader Hus og Hjem. Ogsaa ellers i Norden sprænger Kvinder de Skranker, som Aartuseners Hævd havde sat om hende; hun begynder at træde ud i Livet paa egen Haand og selv at bryde sig sin egen Bane.

Danmark gaar her i Spidsen, og Norge først og saa Vestergøtland og saa Upland følger efter.

Denne Kvindens begyndende Frigjørelse er en Følge af Vikingetiden, som paa mange Maader ryster Samfundet i dets Fuger og sprænger gammel hævdvunden Skik. Forbindelsen med Frankerriget og med England, hvor Kvindens Stilling var en ganske anden end i Norden, virkede med og især Indflydelsen fra Kristendommen, der jo altid særlig har taget sig af de svage og værgeløse. Efter Kristendommens Indførelse i Norden bliver nok Kvindens Stilling i flere Henseender bedre og mere beskyttet, end den i Vikingetiden har været. Men Kristendommen førte atter Kvinden tilbage indenfor Hjemmets fire Vægge. Vilde Kvinden nu virke selvstændig eller selv bryde sig sin Bane, maatte det være i Religionens Tjeneste. Derfor møder vi ogsaa kun sjelden i den senere Middelalder i Norden Kvinder, der er saa selvstændige eller sætter sit Præg paa Samfundet, saaledes som de gjør i Vikingetiden.


Fotnoter

  1. Denne Fortælling findes i en gammel irsk Krønike, kaldet "Three Fragments".
  2. Ratzel, Völkerkunde, I (indledn.)
  3. Se O. Montelius: "Huru länge har kvinnan betraktats som mandens egedom", i Nordisk Tidsskrift för vetenskap, konst och industri, 1898.
  4. Saaledes skildres Ægteskabets Indgaaelse i Eddakvadene Thrymskvida og Rigsthula.
  5. Se Skildringen i Rigsthula.
  6. Se nærmere det første Afsnit af denne Bog.
  7. Det Ord, som jeg oversætter med Harem, er egentlig "en Forening, Samling af Kvinder". Fortællingen er hentet fra en gammel irsk Saga, kaldet "Irernes Kamp med de Fremmede", ɔ: Nordboerne.
  8. Originalen bruger Ordet ful, det samme Ord, som endnu findes i svensk og betyder "styg, hæslig".
  9. Jeg ser naturligvis bort fra Ansgars Missionsforsøg.
  10. Torin, Vestergøtlands Runindskrifter, no. 108.
  11. Saa fortælles det i Landnámabók, den vigtigste Kilde til Islands Bebyggelseshistorie II, K. 29; jfr. Munch, Det Norske Folks Historie I, 545.
  12. Brian er Brian Borumbha. Konge over Munster og senere over hele Irland; han faldt i en meget høi Alder 1014 i det store Slag ved Clontarf.
  13. Murcadh var Søn af Brian, han faldt ogsaa i Clontarfslaget.
  14. Se J. Steenstrup. Normannerne, I s. 271 ff.
  15. Sikling er et poetisk Udtryk for Fyrste.
  16. Se Steenstrup, Normannerne I, s. 318 ff.
  17. De danske Runemindesmærker I.
  18. Nordiske Fortidsmindesmærker, udg. af det kgl. nordiske Oldskriftsselskab, I, S. 240 ff.
  19. Jfr. Steenstrup, Normannerne III, s. 21-23, o.fl. Steder.
  20. Jevnfør Dr. Sophus Müllers grundlæggende Undersøgelser i "Nordiske Fortidsminder".