Vikingerne - Livssyn og Dannelse ved Overgangen fra Vikingetid til Middelalder

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vikingerne

Livssyn og Dannelse ved Overgangen
fra Vikingetid til Middelalder

av Alexander Bugge

Gyldendalske Bokhandel
Kra. 1904

Hvad jeg i det følgende vil søge at skildre, er igrunden ikke Vikingetiden selv, men Overgangstiden fra Oldtid til Middelalder i Norden. Det første Aartusen af vor Tidsregning nærmede sig sin Slutning, en Tid, der ellers i Europa er en Forfaldets og Nedgangens Tid, men som her i Norden er en Tid, hvor gammelt gaar tilgrunde og nyt grundlægges, en Tid fuld af Spirer og Grokraft. — Vikingetiden stundede til Ende; men Kristendom og Middelalder havde endnu ikke faaet fast Greb paa Menneskene. Det gamle og det nye, Asatro og Kristendom, brødes endnu i deres Sind. Folket var fremdeles hedensk, troede paa sine gamle Guder, Alver og Vætter. I Danmark havde Kristendommen visselig gjort større Fremskridt end i Norge. Dog fandtes der endnu langt ind i det 11te Aarhundred Spor af Hedenskab i Bleking og paa Bornholm. Dalbybispen Egino, der levede paa Sven Estridssøns Tid, prædikede selv i disse Egne. Mange Hedninger omvendte sig og ødelagde sine Afgudsbilleder. Endnu længer tilbage stod Sverige, som ved Aar 1000 var et næsten fuldstændig hedensk Land.

Sighvat Skald havde i 1018 paa Olav Haraldssøns Bud foretaget en Reise til dennes Ven Ragnvald Jarl i Skara. Færden har han kvikt og malende skildret i sine "Østerfærdsviser", hvori han klager over Reisens mangehaande Besværligheder og samtidig faar Anledning til at fortælle, at der endnu fandtes meget Hedenskab i Vester-Gotland. Fra en Gaard ved Navn Hof (ɔ: Tempel) blev han vist bort, fordi der var helligt derinde. Fra en anden jagede Folkene ham bort, fordi de holdt Alveblot. En Kvinde sagde, at hun vilde frygte Odins Vrede, hvis hun slap ham ind.

Blant de oplyste, især blant Høvdingeklassen, var der dog i Norge og Danmark som paa Island kun faa, som holdt fast ved Asatroen. Oftest vistnok af politiske Grunde, som Tilfældet var med Haakon Ladejarl. Og hos dem, som holdt fast ved Hedenskabet, var, synes det, Gudstroen blandet med megen mørk og skummel Overtro. Saadan var f. Eks. det Billede, Eftertiden dannede sig af Haakon Jarl. En af Nordboernes Hovedanførere i Slaget ved Clontarf udenfor Dublin i 1014 var Vikingehøvdingen Broder. Om ham fortælles det, at han tidligere havde været kristen og Messedegn; men siden var han atter faldet tilbage til Hedenskabet og var den værste Blotmand. De Fortællinger, der — baade fra irsk og nordisk Side — er bevarede om Broder synes ogsaa at vidne om, at han var en vild og grusom, overtroisk Karakter. Det er et Fænomen, som gjentager sig til alle Tider, at der, hvor Troen dør ud, finder Overtroen en frugtbar Jordbund. De, der færdedes i Vesterlede, mistede som oftest helt sin fra Fædrene arvede Tro. Isteden troede de paa sin egen "Kraft og Styrke" og nægtede at blote til Guderne og blev, for at bruge et moderne Udtryk, Atheister, som flere af de islandske Landnaamsmænd, der bærer Tilnavnet "gudløs". Andre gjorde som Landnaamsmanden Helge den magre, om hvem det fortælles, at han var meget blandet i Troen; "Han troede paa Kristus, men paakaldte Tor til Sjøfærder og naar det gjaldt Foretagender, der krævede Styrke og Haardførhed". Sindet var dog hos dem alle, baade Troende og Vantro, opfyldt af de gamle Gude- og Heltesagn, som jo netop under Vikingetiden var blevet fyldt med nyt Indhold og ny Skjønhed. Vi ser dette hos Skaldene, der alle lige godt, hvad enten de er Hedninger eller kristne eller ingen Tro har, smykker sine Kvad med hedenske Billeder og Omskrivninger, hentede fra Gude- og Heltesagnene. Ja selv efter Kristendommens Indførelse ser vi fra vidt skilte Egne af den nordiske Verden, hvordan Asalivets straalende Billeder fremdeles opfylder Menneskenes Sind og udgjør Æmnerne for deres kunstneriske Nyskabning. Den lille Man midt i den irske Sjø og Gotland laa i de to Yderkanter af Nordboernes Verden i Vikingetiden. Paa begge Steder findes der fra Midten eller anden Halvdel af 11te Aarhundred en Del mærkelige Gravmindesmærker, mest reiste Stene. De er ved sin Form og sit Udstyr tydelig kristne, smykkede med Korsets hellige Tegn eller ogsaa i Form som det kristne Europas Gravkister, og har — baade for de manske og rimeligvis ogsaa for en af de gotlandske Stenes Vedkommende — kristne Indskrifter med Ønsket om, at Gud vil frelse den Afdødes Sjæl. Og dog er disse Stene, baade paa Gotland og paa Man, smykkede med hedenske Billeder, af Valhal og dets Einherjer, af Odin og hans ottefodede Ganger Sleipner. De irske og skotske Stenkors, som de efterlignede, er derimod prydede med Billeder fra Bibelen og fra hellige Mænds Liv, Hedenskab og Kristendom trivedes saa godt Side om Side i den Tids Menneskers Sind. Med den hvide Krist fulgte Fred og Fredens Yrke. Men Asatroen, det var Mindet om Fortids Stordaad, om Krigerfærd til fremmede Lande, om Seier og Landevindinger. Derfor naar Hærpilen gik og Hærtog var for Døren, da løftedes Ravnebanneret med Billedet af Ravnen, Odins hellige Fugl. Selv foran kristne Mænd, som Knut den Store eller Orknøjarlen Sigurd Lodvessøn, der faldt i 1014, blev Ravnemærket baaret.

En bronsestatuett fra 900-tallet av Tor som er funnet på gården Eyrarland ved Akureyri. At han holder hammeren opp ned kan også tolkes som et seierssymbol for det kristne kors. Det islandske nasjonalmuseum, Reykjavik. Foto: W. Sauber, 2009. Commons.

Det er dog ikke om Asatroens og Kristendommens Brydning i Norden, jeg har tænkt her at tale, men om Menneskenes Kultur og Tankesæt. Men for at kunne forstaa dette, maa vi se disse paa Baggrund af det religiøse. Vi maa mindes, hvordan Kristendommen og Forbindelsen med Vest-Europa mod Slutningen af det 10de Aarhundred overalt her i Norden havde præget baade Samfundet og Menneskene. Derfor naar Kristendommen ved de to Olaver blev indført i Norge og paa Island og i Danmark ved Harald Gormssøn, saa skede dette ingenlunde pludselig og uforberedt. Mere end to Aarhundreders Forbindelse med det kristne Europa havde banet Veien. Men Asatroen vedblev fremdeles, det maa vi ogsaa huske paa, rent digterisk at bevare sin Magt over Sindene og at fylde dem med Billeder og Skjønhedsindtryk. Og selve Kristendomstilegnelsen var som oftest en rent ydre. Kristendommens ældste Historie paa Island frembyder mærkelige Eksempler herpaa. Flere af Landnaamsmændene, der i Slutningen af det 9de Aarhundred kom til Øen, var i Irland eller paa Hebriderne kommet i Berøring med Kristendommen; enkelte havde endog ladet sig døbe. De dannede paa Reminiscenser af Kristendommen en ny Afgudsdyrkelse. Saaledes tilbad Ørlyg den gamles Efterkommere den hellige Kolumba, Pikternes Apostel, hvis Kloster paa Øen Jona var Midtpunktet for det kirkelige Liv i Skotland og paa Hebriderne. Andre gjorde Korset til Gjenstand for religiøs Dyrkelse, som f. Eks. den mægtige og høibyrdige Landnaamskvinde Auds Efterkommere. Disse tilbad et Kors, som Aud havde reist og indrettede ved Siden af dette et Offersted og troede, at de efter sin Død skulde leve i Haugene i Nærheden.

Endnu ved Aar 1000 var Menneskene i Norden ikke kommet meget længere. De fleste opfattede endnu Kristus i de gamle Æsers Billede. Som det heder i en Draapa af Eiliv Gudrunssøn: "I Syden sidder han — siges det — ved Urdebrønnen; saa har Roms sterke Konge styrket sig ved de bratte Fjeldes Guders [d. e. Jætternes] Rige". De var vistnok ikke mange, hverken i Danmark eller Norge, som allerede paa Knut den mægtiges eller Olav Trygvessøns og Olav Haraldssøns Tid havde tilegnet sig den kristne Middelalders Livssyn og Idealer. Knut den mægtige selv danner i saa Henseende en stor Undtagelse. Men han havde ogsaa Geniets Naadegave. Han begynder som en Vikingehøvding, men synes efter sin Erobring af England at være fuldstændig gjennemtrængt af Middelalderens Kultur som af dens Syn paa Kristendommen og Kirken. Han er kristen ikke bare af Navn eller af politiske Grunde, men en virkelig alvorlig og religiøs Natur, ikke en streng og haard Kristen som Olav den hellige, men en Natur, som ret kunde glæde sig ved Kristendommens Skjønhed og Poesi. Jeg skal minde om et lidet Vers, som vistnok ikke er digtet af Knut selv, men som Folkesagnet har lagt i hans Mund. Knut og hans Dronning Emma var dragne paa Besøg til Ely Kloster. Medens de roede over Sjøen ved Klosteret, hørte de Sang oppe fra Klosterkirken. For bedre at kunne høre bad Knut Rorskarlene ro nærmere til Land og gav sin Stemning Luft i følgende Vers:

I Ely sang frydelig de Munke i Kor,

da Skibet styred did med Knut Konge ombord.

"Svende, ror nu nærmere Land,

lad os lytte til Munkenes Sang!"

Men som Knut var der ikke mange. De fleste dømte fremdeles Menneskene med Vikingetidens Værdimaaler og havde som høieste Lov "Øie for Øie, Tand for Tand". Ved Sjonhem paa Gotland er der fundet en Sten med kristen Indskrift, paa hvilken vi læse: "Rodvisl og Rodalv lod reise Stene efter sine tre Sønner, den ene efter Rodfos. Ham sveg Blakkumen (ɔ: Valakker) i Udfærd (til Konstantinopel). Gud hjælpe Rodfos's Sjæl. Gud svige dem, som sveg ham." Her er, ser vi, den hedenske Hævnfølelse parret med den kristne Bøn om at Gud vil frelse den Afdødes Sjæl. Og dog havde paa de fleste Nordboer — selv før Kristendommens Indførelse — Forbindelsen med det kristne Vesteuropa virket forandrende og omdannende, baade i godt og i ondt.

Vikingetiden havde, mere end nogen anden Tid her i Norden, været en Tid for Personlighedens frie Udfoldelse. Nye Verdener, som aabnes. Idag Seir, imorgen Nederlag. Bare sig selv, sin egen Styrke og Klogskab at stole paa. Alt dette maatte skabe sterke, særprægede Personligheder, saaledes som vi ser, at de altid fremstaar i lignende Overgangs- og Nydannelsestider, f. Eks. under Renaissancen. Vikingetidens Idealer var som Tiden selv. Aandelig og legemlig Styrke, Selvbeherskelse og Klogskab, som ofte maa kaldes List, hørte til Heltens fornemste Egenskaber. Hvor listig og troløs er ikke selve Eddakvadenes Odin, Vikingelivets guddommelige Repræsentant! Og "Normannernes Troskab" (fides Normannorum) var ilde berygtet i Vikingetiden. Kun sjelden viser Vikingetidens og den islandske Sagatids Helte sig uegennyttig opofrende og ædelmodige udenfor Ættens og Vennernes snevre Kreds. Selv den retfærdige Njaal gjør, naar det gjælder hans Slægts Bedste, Brug af temmelig tvivlsomme Kneb. Vi har næsten aldrig Følelsen af, at rent moralske Forestillinger leder Menneskenes Handlinger. Ogsaa i dette Stykke har Vikingetidens Mennesker dannet Eddakvadenes Odin i sit Billede. Bare en ubetydelig Mand som Torstein i Vatnsdøla Saga kan, da han ligger paa sit Yderste, sige, at det er hans største Trøst, at han aldrig har været nogen Voldsmand. Og dog kan vi ikke lade være at beundre disse Vikingetidens storlinjede og storstilede Skikkelser. Raa og brutale, som de ofte var — ikke mindst deres typiske Repræsentant Egil Skallagrimssøn — ragede de alligevel et Hoved op over alt Folket, var fødte Førere og Høvdinger. Men deres Idealer og Livssyn lod sig ikke let forene med Kristendommens. Derfor er ogsaa Høvdingeskikkelser i gammel Stil i det 11te Aarhundred en uddøende Race i Norden. Undtagen i det for en stor Del endnu hedenske Sverige, som omkring 1050 synes at ha havt en glimrende Vikingetid, om hvilken mangfoldige Runestene — ofte med Indskrifter i Vers — i Upland og ellers rundt om i Sverige den Dag idag minder. Blant de mange djærve og storslagne svenske Vikingeskikkelser fra denne Tid kan jeg nævne Ingvar, den samme, som i en islandsk æventyrlig Saga, digtet om ham, kaldes "Ivar vidførle" og hvis Dødsaar — 1041 — er nedtegnet paa Island. Runestene fra Upland og Södermanland nævner kristne Mænd, som fandt Døden østerpaa i Ingvars Følge, Mænd, der selv styrede sit Langskib. En anden svensk Vikingehøvding fra denne Tid, ikke mindre navnkundig, var Frøigeir. Han havde hjemme i Upland, sansynligvis i Skederids socken i Sjuhundra härad. Han drog med sine to ældre Brødre og en Flok af nordiske Krigere til Grækenland, hvor han traadte ind blant Væringerne. I Grækenland døde hans Brødre; men Frøigeir kom nordover igjen med en Krigerskare, hvis Fører han var, og hærjede ved Østkysten af Østersjøen, bl. a. paa Øsel, i Livland og i Tavastland. I hans Følge var der ikke alene svenske Mænd; - der nævnes saadanne fra Attundaland, Fjedrhundraland og Gestrikland. Endog en dansk Mand, Frode fra Lolland, nævnes i denne Krigerflok. Frøigeir selv fandt sin Død paa Øsel.

Anderledes var Forholdene i Norge og i Danmark, hvor Kristendommen tidligere havde vundet Indpas, og hvor Forbindelsen med Vesterlandene var livligere.

I Norge hører Mænd som Erling Skjalgssøn og Einar Tambarskjælver til de sidste af Høvdingeskikkelserne af den gamle Stamme. Endnu længer levede ogsaa her Lysten til Vikingeliv og Vikingetog, til farefulde Færder til fjærne Lande. Harald Haardraade og endnu mere hans Sønnesøn Magnus Barfod, som i 1103 faldt paa Vikingetog til det fjærne Irland, var begge for sent fødte Vikinger. Magnus Barfods Far Olav Kyrre er derimod en typisk middelalderlig Skikkelse, som har store Fortjenester af Indførelsen af Middelalderens Kultur i Norge. Danmark viser os endnu paa Knut den helliges Tid (omkr. 1080) Billedet af en ægte Viking. Egil hed en høibyrdig Mand, Søn af Ragnar, en af Sven Estridssøns betroede Mænd. Han blev af Kong Knut - selv en Smule af en Vikingenatur — gjort til Høvding paa Bornholm, hvor han krigede drabelig mod Vender og Sjørøvere, Men han nøiede sig ogsaa med fredelige Kjøbmænds Skibe, plyndrede deres Gods og dræbte Mandskabet. I Kampens Hede slukkede han sin Tørst med Blod, som havde samlet sig nede ved Skibets Kjøl. Deraf fik kan sit Tilnavn og blev kaldt Blod-Egil.

Ja Lysten til Vikingeliv levede i Grunden endnu meget længere. Da der i 1208 var sluttet Fred mellem Birkebeiner og Bagler, var der mange af Høvdingerne paa begge Sider, for hvem Krigerlivet var blevet en anden Natur og som ikke kunde finde sig i Fredens Sysler. Et Par drog derfor paa Korstog; men andre, baade Birkebeiner og Bagler, drog i 1209 paa Vikingetog til Hebriderne, hvor de bl. a. plyndrede Kolumbas hellige Jona Og hvad er vel i Grunden Valdemarernes "Korstog" mod Vender og Ester andet end Vikingetog paa en anden Maade?

Dog havde ogsaa Vikingetidens Mennesker sine Idealer og sit sædelige Livssyn. I ingen anden Tid har Æresfølelsen været saa stærkt udviklet her i Norden, Ønsket om at skaffe sig et varigt Eftermæle, "Ordets Pryd", som Digteren kalder det, paa Efterslægtens Læber og i Skaldenes Kvad. Med Æresfølelsen fulgte ikke alene Lyst til Pragt og til at glimre, men ogsaa en Forpligtelse til stedse at optræde, som det sømmer sig en Høvding, fremfor alt til at vise Gjæstfrihed, en Gjæstfrihed, der ofte kunde være mere diskret og hensynsfuld end i senere Tider. Det nordiske Hedenskab udviklede ogsaa andre Dyder, som er mere fremmede for vor Tid: først og fremst Følelsen af Slægtens Samhold, hvorom Egil Skallagrimssøns Digt "Sønnetabet" gir os det mest dybtfølte Vidnesbyrd. Særlig var det Blodhævnen, der bandt Ættens Medlemmer sammen, tilligemed Troen paa, at sammen med Navnet nedarvedes ogsaa Forfaderens Væsen og Egenskaber paa den Efterkommer, der opkaldtes efter ham, — en Slags Sjælevandringstro. Ogsaa et andet Forhold udviklede i Hedenold flere af Mandens bedste Egenskaber, nemlig Fostbroderskabet. Kjærligheden og den gjensidige Opofrelse mellem de Mænd, der havde blandet Blod og svoret hinanden Eder, faar i flere Sagaer det vakreste Udtryk. Endnu et Forhold var det, som bandt Menneskene sammen paa en ganske anden Maade end i Middelalderen, Forholdet mellem Høvdingen og hans Mænd. Høvdingen gav sine Mænd Vaaben, Klæder og Underhold; han skjænkede dem gyldne Ringe og lod deres Navne mindes i Skaldenes Kvad. Til Gjengjæld skulde Manden følge sin Herre ikke bare til Døden, men ind i Døden, for i hans Følge at drage til Odin i Valhal. At falde ved hans Side er den største Hæder. Derfor var det at være "huld og tro mod sin Herre " (dróttinhollr) hos de Gamle et af de mest hædrende Udtryk, man kunde gi en Mand, men det at være "Forræder mod sin Herre" (dróttinssvik) et af de værste Ord, man kunde kalde ham med.

Ogsaa i Middelalderen var der nok Troskab mellem Høvdingen og hans Mænd. Men efterhvert som Riddertidens Tænkesæt vandt Indpas ogsaa i Norge og Landets Embedsverk blev ordnet, forsvandt det nære personlige Forhold mellem Høvdingen og hans Mænd mer og mer. Som talt ud af Bjarkemaal er det, naar Tormod Kolbrunarskald, lige før Slaget ved Stiklestad, som Løn for at ha kvædet Bjarkemaal ikke udbeder sig andet end i Striden at gaa foran Kong Olav og ikke overleve ham. Sidste Gang, kan vi sige, da en nordisk Hird, opfyldt af Vikingetidens Livssyn segner rundt sin Konge, er ved Stamford Bridge i 1066.

I et andet af Livets Forhold blev derimod Følelsen først i Middelalderen og ved Kristendommen rigere og mere uddybet, i Forholdet mellem Mand og Kvinde. Visselig havde Kvinden i Norden fra Alders Tid en fri og agtet Stilling som Mor og som Familiens kvindelige Overhoved. Menneskene kunde nok ogsaa undertiden gribes og magtstjæles af voldsomme Lidenskaber, slig som Eddakvadene om Sigurd Fafnesbane og Brynhild og Skirnismaal, der handler om Guden Frøis Elskov til Jættekvinden Gerd, skildrer dem. Men der, hvor god gammel Sæd herskede, levede Kvinden i det daglige Liv kun indenfor Hjemmets Vægge og blev taget tilægte ikke af Kjærlighed, men af Fornuftgrunde. I Vikingebygderne i Irland og Rusland saa vel som blandt Hjemlandets Høvdinger synes endog Flerkoneri at ha været almindeligt. Kjærligheden spillede kun en Birolle for den Tids Mennesker. Og endnu sjeldnere forstod de at give disse sine Følelser Udtryk. Vikingetidens Mennesker talte vist ikke ofte om Kjærlighed. Paa Island blev det jo endog anseet for en Nidingsdaad, der lønnedes med Straf, at digte Elskovsvers om en Kvinde.

Først mod Vikingetidens Slutning og under Indflydelse fra Kristendom og Vesteuropa og de dér spirende ridderlige Idéer, begynder Opfatningen af Kvinden at blive mere sjælelig og uddybet. En af de første Nordboer, hos hvem Kjæriigheden giver sig Udtryk paa en for Nutidens Mennesker forstaaelig Maade, er Skalden Kormak, som levede paa Island ved Midten af det 10de Aarhundred. Hans Navn er irsk. Det blev saaledes baaret halvandet Aarhundred tidligere af en navnkundig irsk Konge, Biskop og Videnskabsmand. Selv mindede han ogsaa ved sit lidenskabsfyldte Væsen, sit skarpe Vid, sit mørke Haar, som krøllede sig ved Panden, og sine svarte, hvasse Øine om de varmblodige, med Vid og Humor rigt udrustede Kelter med deres sorte Haar og Øine og deres snare Blik. Selv færdedes han baade i sin Ungdom og i sine Manddoms Aar paa Vikingetog til fremmede Lande, blandt Irer og Skotter. I sin Ungdom havde han en tysk Mand til Fælle og sin Bane fandt han i Irland. Han tror ikke paa Guderne og frygter heller ikke, som de fleste af hans Samtidige, for Troldom. Der er ingen af Vikingetidens Skalde, der bruger saa mange Fremmedord som Kormak. Endel af disse Ord kjender vi ogsaa andetstedsfra. Men enkelte af dem er eiendommelige for Kormak alene eller synes indførte i Sproget af ham Der er Ord, som er laant fra Irsk, f. Eks, bioð, "Verden*, diar, "Guder" og kellir, "Nonneslør". Andre stammer fra Angelsaksisk; fra Romansk møder vi hos Kormak for første Gang Ord som mǫttull, "Mantel" og kerti, "Kjærte*.

Fra disse Ord kan vi slutte til Manden selv, slutte, at Kormak har havt det, vi kunne kalde en kosmopolitisk Dannelse. Han er ogsaa ved hele sin Personligheds Præg en ny Skikkelse i nordisk Aandsliv. Sagaen om Kormak er i Modsætning til andre Sagaer ikke andet end en Ramme om de Vers, hvori Kormak udtrykker sin brændende, men alligevel forunderlig vaklende Kjærlighed til den fagre Steingerd. — Det er som et Forvarsel om deres kommende Kjærlighed, naar Steingerd, første Gang Kormak ser hende, stikker sit Hoved ud ved Siden af et udskaaret Hagbardshoved i Vinduesstolpen. Ti i Digtningen om Hagbard og Signe har Elskoven hos Nordboerne fundet sit kanske skjønneste Udtryk. — Ofte er vel disse Kormaks Vers, som det meste af Skaldedigtningen, ikke andet end Pragtblomster uden Duft. Men undertiden er Følelsen kraftig nok til at bryde gjennem Versbygningens haarde Skal og straaler med des stærkere Glød og finder sig et for alle Tider gyldigt Udtryk. Som f. Eks. naar han siger: "Hendes ene Øienbryn værdsætter jeg til 3 Hundreder; men de Lokker, hun reder, til 5; — hun blir mig dyr i det hele; jeg sætter hende lige med Island, Hunaland og Danmark og jeg vurderer hende lige med England og Irland. " Eller naar han udtrykker Steingerds uforlignelige Skjønhed:

Før skal Heller flyde

hede som Korn paa Vand,

før skal Verden synke,

før skal de herlige Fjelde

styrte i Havet det dybe,

før der fødes Kvinde

fagrere end Steingerd.

Moderne skulptur av langskip i Largs, Skottland. Kormak skal angivelig ha dødd i Skottland under en vikingferd. Foto: D. Hitchborne, 2007. Commons.

Eller naar Kormak i et andet Digt udtrykker sin brændende Kjærlighed til Steingerd: "Folk formener mig at se dit Aasyn; men det skal de ha gjort forgjæves; ti før skal alle Floder løbe opover i Landet, før jeg glemmer dig." I disse Digte er det ikke bare enkelte Ord, som er nye og fremmede. Hele Udtryksmaaden er ny og før ukjendt. Billedet med Elvene, som flyder tilbage til sit Udspring, findes alt i græsk Digtning, hvor det heder: "Før skal Elvene løbe opad Bakke, før Paris kan leve uden Oinone". Fra Grækenland er Billedet vandret til Italien. I et Digt af Ovid om Paris og Oinone findes der saaledes en Oversættelse af det ovenfor nævnte græske Billede. Fra Græsk er det ogsaa den romerske Digter Properts har laant Udtrykket, naar han siger: "Den sande Kjærlighed kjender intet Maadéhold... Før skal Floderne begynde at sende Vandet tilbage til sit Udspring, før man kan overføre sin Glød paa en anden*. Med Romerne, Europas største Kulturbærere, er Billedet vandret videre til Vest- Europa, hvor det findes i Middelalderens kristne Litteratur. Dér maa Kormak eller en af hans Landsmænd ha lært det at kjende, og saa har Skaldedigtningen optaget Billedet. — I Sandhed en lang og i kulturkistorisk Henseende interessant Vandring.

Endnu vigtigere er det dog, synes jeg, at disse Kormaks Digte betegner et Gjennembrud i Følelseslivet her i Norden, en Overgang til Middelalderens mere ømme og inderlige Syn paa Kvinden.

Kormaks Digtning har, skulde jeg tro, øvet en ikke ringe Indflydelse paa Island i den nærmeste Tid efter hans Død; — han døde omkr. 970. — En Række af de islandske Ættesagaer handler om Mænd, der levede i Slutningen af det 10de Aarhundrede. Disse Mænds Skjæbne viser en mærkværdig indbyrdes Lighed. Det centrale er hos dem alle Kjærligheden, en Kjærlighed, der ofte er vankelmodig, men alligevel stedse dyb og brændende ligesom Kormaks. De mister ved Skjæbnens Ugunst eller ved sin egen Vankelmodighed alle sin Elskede, men kan dog ikke glemme hende. De fleste af disse Mænd er ligesom Kormak Digtere, en Gunnlaug Ormstunge, en Hallfred Vandraadeskald, en Bjørn Hitdølakappe eller en Bjørn Breidvikingakappe. De har som Gunnlaug færdedes i Vesterlede hos Kong Æthelred i England eller ved Dublinkongernes og Orknøjarlernes Hird, eller de er som Hallfred typiske Overgangsskikkelser, eller minder som den ridderlige Kjartan i Laksdøla Saga ved sit Navn om Irland. Denne Overensstemmelse kan ikke være helt tilfældig. Den maa, skulde jeg tro, delvis ialfald skyldes et fælles litterært Forbillede, Kormak og hans Digte.

Fra Kjærlighedsforhold som Gunnlaugs og Helga den fagres eller som Kjartans og Gudruns er Skridtet ikke langt til den kristne Middelalders mere romantiske Opfatning af Kvinden og Kjærligheden, den Opfatning, som har fundet sit kanske skjønneste Udtryk i Balladedigtningen i England, Skotland og Danmark. Beaandet af Balladens Stemning er allerede et Digt, som i Eyrbyggja Saga lægges i Munden paa Skalden Bjørn Breidvikingakappe og er rettet til hans elskede Turid, hvem han ved Aftentide maa forlade:

Mellem Himmelens Blaa og den

høstklædte Skov helst vilde vi gjøre,

Guldspang-Dis, denne Dag til den længste.

Løbe nok Timerne lærer,

om jeg i Aften nødes,

Armbaands-Vaand, at drikke

selv min ofte svundne

savnede Glædes Gravøl.

Der er i dette Billede "min ofte svundne, savnede Glædes Gravøl" et elegisk Element, som er fremmed for Skaldedigtningen, men fører os over i Balladens Stemning. Endnu stærkere klinger mod Vikingetidens Slutning de samme Folkevisetoner fra Norge — under Paavirkning fra Danmark og England — i det andet Digt om Helge Hundingsbane. Sigrun gaar til den faldne Helges Haug og kysser sin Elskede, som møder hende i Graven. — Kysset omtales udenfor Helgedigtene kun en eneste Gang i Eddakvadene og meget sjelden i Skaldedigtningen, saaledes en enkelt Gang hos Kormak. — Det var, tror jeg, en Skik, som først i Vikingetiden og under Indflydelse fra Vesterlandene var kommet i Brug i Norden. — Saa siger Helge:

Ene du, Sigrun

fra Sævafjeld,

volder, at Helge er

slagen med Harmdugg.

For hver, som du græder

af grumme Taarer,

sol fagre, sydrøne,

før du at sove ganger,

den falder blodig

paa Fyrstens Bryst,

kold og klam,

af Kummer fuld.

Forskerne har alt forlængst paapeget Ligheden mellem dette Digt og den i Middelalderen meget udbredte Folkevise " Fæstemanden i Graven", hvor den døde Ridder besøger sin Elskede og siger til hende:

"For hver en Gang, du græder for mig,

din Hu gjøres mod,

da staar min Kiste forinden fuld

med levret Blod."

Naar Helge før Hanegal maa forlade sin Elskede og være "vestenfor Vindhjelms Bro", før Hanen Salgofnir vækker Ejnherjerne, da har dette ogsaa sit tilsvarende i Balladen og i Middelalderens Folketro. Derimod passer det ikke hertil, naar Digteren lader Helge vende tilbage til Valhal. Hele den forudnævnte Forestilling har oprindelig hørt hjemme i en Digtning, hvor Helten paa kristen Vis har ligget i en Kiste i Gravens Muld; derfra er den overført til Helgedigtningen. Derfor maa ogsaa den Nordmand, som digtede om Helges og Sigruns Elskov — oprindelig et dansk Sagn — , ha været paavirket af den kristne Middelalders Digtning og Livssyn.

Hvad var det i det hele, Middelalderen bragte af nyt ind i Menneskenes Livssyn og Følelsesliv? Den gjorde ikke Menneskene større og stærkere; men den gjorde dem inderligere og, maa vi tro, lykkeligere. Istedenfor Vikingetidens pessimistiske Skjæbnetro bragte den den middelalderlige Kristentros glade Fortrøstning. Den lærte Menneskene at føle ømmere og dybere; den aabnede deres Øine for Livets Skjønhed og lærte dem at glædes ved Vaarens og Sommerens Komme, ved Fuglenes Kvidren, Skøgens duftende Blommer og Træerne, som grønnes. Vikingetiden havde nok ogsaa et aabent Øie for enkelte Sider ved Naturen. Bedst forstod den at skildre Havet i Storm og i Uveir, mens Bølgespruten staar om Stævnen og Færden gaar ind i selve Døden. Ogsaa for Skogen i de skiftende Aarstider havde den et skarpt Blik, som naar Gudrun i Hamdismaal (str. 3) skildrer sin forladte Stilling ved følgende Sammenligning: "Ensom er jeg bleven, som Aspen i Holtet, røvet for Frænder som Furuen for Kvister, har mistet min Glæde som Vidjen sit Løv, naar Vinden kommer en solvarm Dag". Men for Naturen i dens Skjønhed og Ynde havde Vikingetiden intet Øie. Der kom den ikke længer end til almindelig holdte Udtryk som "grønne Stier". Først ved Overgangen fra Vikingetid til Middelalder anslaaes der nye, om Folkevisen mindende Toner, f. Eks. i det andet Digt om Helge Hundingsbane, hvor Sigrun siger om sin Elskede:

Saa høit var Helge

over Høvdinger,

som den ædelt skabte

Ask imod Tjørnen,

eller som Dyrkalven

vaad af Dugg,

som rager op

over alle Daadyr,

mens Hornene glinser

mod Himmelen selv.

En lignende Sammenligning bruger allerede Gudrun (i det andet Gudrunkvæde, Str. 2) om den faldne Sigurd. Men dér mangler det mest karakteristiske, det skjønne Billede med den kneisende Hjort, hvis dugvaade Horn glinser mod Solen. Og netop dette Billede er det, synes jeg, som gir os Folkevisestemningen fra England og Skotland, Hjortens og Daadyrets Land.

Saa længe der har været Digtning i Norden, har ogsaa Dyrene, baade de vilde og de tamme, de firføddede og Himmelens Fugle spillet en Rolle i den. Den graa Ulv og Ormens spillende Øine nævnes ofte i Edda-kvadene. Ørnen og Ravnen, Kampens Fugle, følger i Krigerens Spor og kredser om Valen. Men heller ikke de smaa Dyr glemmes: Ekornen, som løber om i Kronen paa Yggdrasils Ask, og Igderne (ell. Meiserne), som sidder i Trætoppen og varer Sigurd ad, da han har dræbt Ormen Fafner. Hvilket storslagent Billede af Dyrelivet oppe paa Fjeldet faar vi ikke i Vøluspaas Skildring af den gjenfødte Jord: "Atter ser hun op at stige Jord af Havet ung og grøn. Fosser falder, Ørnen flyver, som paa Fjeldet Fiske veider." Men i al denne Digtning fornemmer vi endnu ingen Glæde over Fuglenes Sang eller Naturens Ynde.

Mod Slutningen af Vikingetiden blir Digtningens Verden hos vore Forfædre befolket med før ukjendte, sydfra eller fra Vesteuropa kommende Dyr, Løven (lión), Paafuglen (pái) og Aben (api). I Vesterlandene var ogsaa forlængst Menneskenes Øine aabnet for Naturens Ynde, for Fuglenes Sang og Vaarens duftende Blomster. Et lidet Digt af Sighvat Skald synes at vidne om, at enkelte Nordboer ved Aartusenskiftet ogsaa var begyndt at paavirkes af dette nye Syn paa Naturen. Den unge Kongesøn Magnus — den senere Magnus den gode — var endnu ikke bleven Konge, men opholdt sig efter Olav den helliges Fald i Rusland. Sighvat, som var hans Gudfar, spurgte ofte, fortæller Sagaerne, "naar han traf Kjøbmænd, der fór paa Holmgaard, hvad nyt de kunde fortælle ham om Magnus Olavssøn". Han gav sin Længsel Udtryk i det følgende lille Vers:

End mig lyster at spørge

østenfra nyt, fra Gardar.

Om den unge Ædling jeg hører

ofte Ros, ikke sparsom.

Lidet jeg fritter, skønt Elskovs

Fugle, de smaa, smuttende

flyver imellem os; Færden

— frygter jeg — hid er løiet.

Vi hører i dette lille Digt, særlig i Billedet med "Elskovens smaa, smuttende Fugle" lyriske Toner, som klinger for første gang i norsk Digtning. Og vi kommer naturlig til at tænke paa Paavirkning fra Folkevisen. — Det vil sige fra Frankrig; for til Norden var paa Sighvats Tid den middelalderlige Folkevise endnu ikke kommet. — Det heder i en dansk Folkevise med et ganske lignende Udtryk: "For hver en liden Fugl, som fløi under Ø, den spurgte han efter sin Fæstemø."

Hele denne nye Naturopfatning er kommet til Norden fra Vesteuropa, dels fra England og Frankrig, dels ogsaa direkte fra Kelterne, hvorfra den middelalderlige Lyrik og Naturpoesi overhovedet for den største Del stammer. I et enkelt Tilfælde kan, tror jeg, Forbindelsen mellem nordisk og keltisk Naturskildring endog direkte paavises. Der er en Fredlysningsformular (Trygðarmál kaldet), som forekommer flere Gange i den islandske Litteratur og visselig maa være meget gammel: "Den er en Niding, som Freden og Sikkerheden bryder. Han skal jages bort fra Gud og gode Mennesker, fra Himmerige og fra alle hellige Mænd. Intetsteds skal han taales blandt Folk, og han skal drives bort, saa langt som Folk jager Ulve, eller kristne Mænd søger Kirke, eller Hedninger bloter i Hov, saa langt som Ild brænder, Græs gror. Skibe skrider. Skjolde blinker, Furu vokser, Falken flyver den vaarlange Dag, medens Vinden staar den ret under begge dens Vinger, saa langt som Himlen sig hvælver. Jorden er bebygget, Vinden driver Vande til Sjøen, eller Bønder saar Korn." Ganske den samme Forsikringsformel finder vi igjen i den gamle walisiske Fortælling om Kilhwch og Olwen. Her lover Kong Arthur Helten: "Du skal faa, hvad din Tunge kan nævne, saa langt som Vinden tørrer, Regnet væder, Solen skinner, Havet omkredser Landene eller Jorden strækker sig." Den kymriske Fortælling er vistnok yngre end enkelte af de Steder, hvor den tilsvarende nordiske Formular findes. Men tilsvarende Edsformularer kjendes fra ældgammel Tid ogsaa hos Kelterne paa Europas Fastland. Ligheden maa derfor skyldes Laan fra Kelterne til Island og ikke omvendt.

Det er ikke bare i Forholdet til Kvinden og i Naturfølelsen, at Forandringen i Sindelaget viser sig. Vi kan se, hvordan mod Slutningen af Vikingetiden Paavirkningen fra Vesteuropa begynder at omforme hele Karakteren og gjøre Sindet mygere. Følelserne mere menneskelige og Dannelsen større og videre. Jeg skal nævne Haakon den gode, som uagtet han gjør lidet for at indføre Kristendommen i Norge, alligevel lægger for Dagen en streng Retfærdighedsfølelse og en ophøjet Fordragelighed og Langmodighed, som tydelig vidner om at hans Karakter har formet sig under Kristendommens mildnende Indflydelse. Ogsaa hos de Mindre viser Overgangen til en ny Tid sig, en Hallfred Vaardraadeskald, Olav Trygvessøns Hirdskald f. Eks., i mange Stykker en af Tidens merkeligste Overgangsskikkelser. Kong Olav bevæger ham til at lade sig døbe. Men Kristendommen synes i det daglige Liv ikke at stikke dybt i ham. Hans Sind er fremdeles fyldt af Billeder af Valhals Herlighed.

Fordum lød Sangen i Verden

højt til Odins Ære,

Fædrenes herlige Skaldskab

lever end i mit Minde.

Træg er jeg til at hade

Friggs hugprude Husbond.

Tjener jeg nu end Kristus,

vel huer Odin Skalden. "

Hans Liv er ikke den kristne Mands, men Hedningens. Han hævner sig paa sin Elskede Kolfinna, som har ægtet en anden, ved at tvinge hende til at dele Seng med sig, og haaner hendes Mand Gris ved at digte Viser om ham. I Anledning heraf har han stevnet Gris til Holmgang. Men lige før denne skal begynde, kommer der Bud om at hans gamle Herre Olav Trygvessøn er død. Dette virker saa stærkt paa ham, at han lader sin vrange Sag falde, opgir Holmgangen og gir Gris Bøder, et tydeligt Vidnesbyrd om den Indflydelse, Kristendommen alligevel havde paa hans Sind. I flere af Hallfreds Vers viser ogsaa Paavirkningen fra Vesterlandene sig tydelig gjennem Fremmedord, der hos ham for første Gang forekommer i Nordisk, f. Eks. det fra Angelsaksisk laante harri "Herre", det fra Romansk optagne ólpa, "en Kappe", det over England fra Latin komne akkeri, "Anker" osv. I Hallfreds Mindedigt over Olav Trygvessøn kommer Overgangen til en ny Tid særlig tydelig frem. I sidste Strofe af denne Draapa heder det: "Før skal Jorden og Himlene briste i to, før der fødes Høvding saa god som den tapre Olav". Dette Billede er, som man vil lægge Merke til, paa den ene Side kristent, men paa den anden Side er det en Efterligning af Slutningen af Øivind Skaldaspillers navnkundige "Haakonarmaal", hvor det heder:

Ubunden

til Menneskers Bygder

Fenrisulven skal fare,

førend jevngod

i øde Spor

Kongsmand kommer.

Et ypperligt Billede af Tiden selv er Hallfred Skald: kristen i Navn, men Viking og Hedning i Liv og i Handling som i digterisk Livssyn, men alligevel paavirket af Vesterlandenes høiere Kultur og i Livets store Øieblikke liggende under for Kristendommens mildnende Indflydelse. Hallfred indvarsler Vikingetidens Død og Kristendommens og Middelalderens Seir. Hans Yrkefælle Sighvat er den første Middelalderskikkelse i vor Historie. Der gives ikke fra vor gamle Historie nogen vakrere og mere tiltalende Skikkelse end Sighvat, og hos ingen viser Vesterlandenes forædlende og dannende Indflydelse sig tydeligere. Som et Forvarsel herom er Fortællingen om hvorledes han fik Digterevnen. Sighvat var født omkr. Aar 997 paa Island og blev opfostret i den sydlige Del af Øen paa Gaarden Apavatn; — selve denne Gaards Navn, som er sammensat med "Abe", vidner jo alt om Forbindelse med fremmede Lande. — Engang fangede Sighvat en vakker Fisk i Apevandet, og en Nordmand, som opholdt sig paa Gaarden om Vinteren, raaded Gutten til at spise Fiskens Hoved; — "ti i Hovedet er ethvert Dyrs Visdom ". Sighvat spiste ikke bare Hovedet, men hele Fisken og kvad straks et Vers derom og "blev en forstandig Mand", heder det. Denne Fortælling hører ikke, det er forlængst oplyst, oprindelig hjemme paa Island, men i Irland og er dannet efter Fortællingen om den irske Sagnhelt Finn, Ossians Far, som er Midtpunktet i den bekjendte Ossian-Sagnkreds. Den unge Finn, der endnu var ukjendt og bar Navnet Deimne, kom til Skalden Finnéces, som i syv Aar havde levet ved Boynefloden og vogtet paa en underfuld Laks. Thi det var spaaet ham, at hvis han fangede og spiste denne Laks, skulde han faa Kundskab om alle Ting. Laksen blev fanget og Finn — eller rettere Deimne — fik i Opdrag at stege den for Skalden, men med strengt Paabud om ikke selv at spise noget af den. Gutten gjorde saa og bragte den stegte Laks til Finnéces. "Har du spiste noget af Laksen, Gut?" spurgte Skalden. "Nei", svarede denne, "men jeg brændte mig paa Tommelfingeren og stak den saa i Munden. " Derved viste det sig, at det var Gutten og ikke Finnéces, der af Skæbnen var bestemt til at spise Laksen. Han fik Navnet Finn (den lyse eller vakre), aad Laksen og blev kyndig i alle Ting, fremfor alt i Digtekunst, og for at vise sin Dygtighed kvædede han paa Stand et Digt.

«Kong Olav gir Sigvat skald et sverd.» Illustrasjon av Chr. Krogh til Olav den helliges saga, Heimskringla 1899-utg.

I 18-Aarsalderen kom Sighvat i 1015 til Norge. Her mødte han Olav den hellige, hvis Mand og nære Ven han blev. I 1025-26 falder Sighvats første store Udenlandsrejse til England og Frankrig, hvor han bl. a. opholdt sig i Rouen, Normandiets Hovedstad. I 1029 —30 foretog han sin anden store Reise, en Pilgrimsfærd til Rom. Den Indflydelse fra Vesterlandenes Kultur og Aandsliv, som viser sig allerede i Sighvats ældste Digte, kan derfor ikke skyldes direkte Paavirkning fra Udlandet. Den maa være et Udtryk for det Kulturforraad, som hele hans Samtid i Norge og paa Island havde optaget i sig fra Vesterlandene. Dog har Sighvats Udenlandsrejser ogsaa havt overmaade stor Betydning for hans Udvikling. De gav ham Tysklands og Frankrigs, Lensvæsenets Syn paa Kongemagten og Samfundet. De lod ham lytte til fremmede Landes ømmere, mere lyriske Poesi og gjorde ham selv til lidt af en vandrende Trubadur.

Sighvats europæiske Dannelse viser sig ikke mindst af hans Ordforraad. Han bruger ikke alene flere kristne Ord og Udtryk end nogen Skald forud for ham, Ord som helviti (Helvede), messa (Messe) og skrin (Helgenskrin), og regner i sine Viser om Slaget ved Nesjar Tiden efter Palmesøndag (Palmusunnudagr). I denne Kamp fejrede han, siger han selv, Paasken klædt med en Hjelm fra Poitou. Men ogsaa ved Skildringer fra Dagliglivet bruger han en Mængde Fremmedord. I Versene om Olav Haraldssøns Vikingetog til England kalder han saaledes de engelske Byembedsmænd portgreifar, en Gjengivelse af det angelsaksiske portrgerega, "portrgeve".Han bruger udenlandske Betegnelser for Vaaben, som f. Eks. peita, "en Lanse fra Poitou". I sine Karakteristiker af Menneskene bringer Sighvat ikke alene nye Ord, men ogsaa nye Billeder og Tankeforestillinger ind i Sproget. I sit Mindekvad om Olav den hellige siger han saaledes, at det maatte være frygteligt for Bønderne ved Stiklestad at se ind i Kongens " hvasse Løveøjne" (lións hvassar sjonir), — Ordet lion, "Løve", stammer fra Latin og er kommet til Norge fra de romanske Sprog eller fra Angelsaksisk (leo, dat. lion). At sammenligne Kongens hvasse Blik med Løvens er, det maa enhver indrømme, en ny og unordisk Forestilling. — Et Ord, som Sighvat ofte bruger, er prúðr, "vakker, stolt". I det malende lille Vers om sit Ridt gjennem Skara By taler han saaledes om de vakre Kvinder (prúðar ekkjur), som nysgjerrig titter ud gjennem Dørene. Og i Mindekvadet om Kong Olav kalder han denne andpruðr, "højsindet, sjælestolt". — Ordet pruðr er laant fra Angelsaksisk prūt, "stolt" (= engelsk proud). I Betydningen at "forjage, forvise " bruger Sighvat det fra Angelsaksisk flieman laante ensbetydende flæma om Kong Æthelreds Sønner, hvem Knut har banlyst fra England. Et Vidnesbyrd om Sighvats kosmopolitiske Dannelse og om den Lethed, hvormed han tilegner sig alt fremmed, er det ogsaa, at han efter sin Færd til Vestergøtland i 1018 bruger enkelte svenske Ordformer. Der er heller ingen Skald, der er saa vel hjemme i Europas Geografi som Sighvat. Ikke alene er han vel kjendt med engelske og skotske Stedsnavne, fra London og Canterbury i Syd til Fife i Nord. Ogsaa franske Stedsnavne som Loire, Poitou og Rouen forekommer. Rom, som Sighvat af Selvsyn kjendte, nævner han flere Gange. Og paa Mont ("Alperne", af det latinske mons "Bjerg") mindes han sin Herre, Kong Olav. Selv Jordans Flod forekommer i et af hans Digte.

Endnu merkeligere er det kanske, at Sighvats Digte vidner om et nyt Syn paa Kongemagten. Han kalder Kongen med det fra Angelsaksisk laante harri, "Herre" eller med det gammelfranske sinnjor. — Dette Ord stammer fra latinsk senior "ældre" og er det samme som fransk seigneur, ital. signore og spansk senor "Herre". — Sighvat er ogsaa den første herhjemme, som har brugt Ordet "Keiser* (keisari). Han kjender Pavens Stilling og ved, at han er Apostelens Petrus's Efterfølger. I et Æresdigt om Knut den mægtige heder det om Knut: "Fyrsten, som havde Krig i Tanke, fik Lyst til at drage med Pilgrimsstav i Hænde, han, som var elsket af Keiseren og nøje knyttet til Paven*. I dette Vers er det ikke bare Ordet " Keiser ", vi maa lægge Mærke til, og "Stav", som her for første Gang bruges i Betydningen "Pilgrimsstav". "Nøie knyttet til Paven" udtrykker Sighvat paa følgende Maade: "kluss Petrúsi", — Her er Petrusi Dativ af den latinske Navneform Petrus. Men kluss er ogsaa Latin; det er en Fornorskning af den latinske clusus egt. " lukket, nære omsluttet af" ; samme Ord er det engelske close, som ogsaa kan betyde "nære, fortrolig*.

Alle disse Ord vidner om, at Sighvat er fortrolig med Middelalderens Tankegang. Hans ligesom hele Samtidens Herskerideal var Karl den store (Carolus Magnus). Lige fra den Dag, da Karl i Rom havde faaet Keiserkronen sat paa sit Hoved, havde hans Navn i Folkenes Øjne staaet i Straaleglans og hans Statsskik virket omdannende og befrugtende rundt om i Europa. Ordet "Konge" stammer hos de slaviske Folk fra hans Navn. Nordboerne i Northumberland satte paa sine Mynter Monogrammet Karolus som Sindbillede paa Kongemagten, og hos Nordmændene i Dublin var "Carlus's Sværd" Kongemagtens Symbol. Baade Carlus og især Magnus blev alt i det 10de Aarh. hyppig brugte Navne i Vikingebygderne i Irland. Tilfældet vilde, at Sighvat kom til at give Olav den helliges Søn Navn. Han døbte ham Magnus. Da Olav fik dette at vide, spurgte han vred: "Hvorfor lod du Gutten hede Magnus? Ikke er det vort Ættenavn". Sighvat svarede: "Jeg kaldte ham efter Kong Karlamagnus; ham kjendte jeg som den bedste Mand paa Jorden."

Kongemagtens Stilling var under de to Olaver blev et en anden end før. Hirden var ikke længer det gammelgermanske Krigerfølge, som alt Tacitus omtaler. — Selve Ordet "Hird" er angelsaksisk og er først i Vikingetiden kommet til Norge. — Under Indflydelse fra Keiserens og de angelsaksiske Kongers Hofholdning havde Hirden faaet sine Embedsmænd og var blevet delt i Klasser. — Det under Indflydelse fra det middelalderlig latinske stabularias, "Staldgreve" dannede stallari forekommer første Gang hos Sighvat. — De gamle Stammehøvdinger, Herserne, var afløst af Lendermænd, og Karolingerrigets Indflydelse paa Statsstyrelsen havde ogsaa begyndt at gjøre sig gjældende. Sighvat, som havde besøgt Kong Knut i England og gjæstet Normannerhertugernes Hovedstad, ja selve Pavens Stad Rom, var visselig stærkere end nogen anden Nordmand eller Islænding i Samtiden paavirket af Lensvæsenets Opfatning af Kongemagten og Samfundet. Han kalder Kongen sin " Lensherre* (lánardróttinn). Og i Mindekvadet om Olav den hellige siger han, at Olav styrede Landet i femten Aar, førend han faldt "i dette Len" (á því láni). Ordet Ián, n. " noget, som er betroet en, Laan" synes her at være en Oversættelse af det fremmede "Len" (= middelhøitysk léhen). I sine "Fritalenhedsviser" kalder Sighvat Kongens Ombudsmænd med det fremmede Udtrj'k "Kongens Grever* (konangs greifar), — Ordet greifi synes at være en Sammensmeltning af det oldhøityske grafo, "Greve" med det i Betydning forskjellige angelsaksiske geréfa.

Jeg har nævnt, at der hos Skalden Kormak findes et digterisk Udtryk, der synes at stamme fra Latin og af Kormak at være optaget i Vesteuropa. Det samme er ogsaa, tror jeg, Tilfældet hos Sighvat. I "Fritalenhedsviserne" siger han til Magnus den gode: "Landets Folk mente, at de staaende paa denne Jord havde rørt Himmelen med Hænderne, da de fik høre, at du levede og krævede Land (d. e. det Land, som din Fader havde eiet." Dette Udtryk "at berøre Himmelen med Hænderne" (taka himin hǫndum) som en Betegnelse for "at faa Lykken rigtig i Hænde* eller maaske snarere "at opnaa det umulige* er fra Sighvat gaaet over i Sagalitteraturen og bruges flere Gange som et Ordsprog i Sagaerne. Men dette Ordsprog hører hverken hjemme i Norge eller paa Island; det har vandret en lang Vei, før det er kommet til Norden. Udtrykket stammer fra Latin, hvor det at være rigtig lykkelig hos Cicero f. Eks. udtrykkes ved "at røre Himmelen med Fingeren" (digito coelum attingere). Senere findes det meget hyppig i Romerretten i Afsnittet om Testamenter om de saakaldte "umulige Betingelser*. Derfra er vel Udtrykket vandret over til Middelalderens Kirkeret, den kanoniske Ret, og er saaledes blevet kjendt i Vesteuropa, hvor en af Sighvats Samtidige, mulig endog han selv, har lært det at kjende og indført Billedet i Skaldedigtningen.

Om Sighvats Naturfølelse kunde der skrives et helt Kapitel. Ingen anden af de gamle Skalde har havt en saa inderlig Kjærlighed til Naturen som han. Han lader, som vi har sét, "Elskovens smaa, smygende Fugle" flyve mellem sig og sin unge Gudsøn i Gardarike. Naar han er glad, synes det ham, som om hele Landet ler; men naar han sørger, blir Naturen graa og ublid. Som han siger i sit Mindekvad om Olav den hellige: "Medens Olav levede, syntes det mig, som om den høie Klippesal (d. e. Himmelen) lo rundt hele Norge; men nu (ɔ: efter Olavs Død) synes Lierne mig meget mindre blide." Dette vakre Billede er forresten ikke opfundet af Sighvat. Det findes allerede i et lidet Vers, som skal stamme fra Harald Haarfagres Tid. Landnaamsmanden Hallstein Thengilssøn kommer hjem til Island og faar høre, at hans Far Thengil er død hjemme paa Gaarden Høfde. Han kvæder da et lidet Digt, som paa en smuk Maade udtrykker Hjemmets Deltagelse baade i Sorgen og i Glæden, Sorgen over Faderens Død og Glæden over at se Sønnen tilbage i Bygden.

Høfde sørger,

død er Thengil;

Lierne ler

Hallstein imod.

Allerede hos en romersk Digter findes et lignende Udtryk. Dog vover jeg ikke her at se nogen Sammenhæng. Endnu et vakkert Naturbillede hos Sighvat kan nævnes. Han siger i sine "Fritalenhedsviser" under sin Omtale af Olav den hellige: "Den prangende Skov skal man gjøre tæt ved de lave Buske" (hroesinn skal með hrísi við þjokkva). Ved dette Billede, som er hentet fra Norges vidtstrakte Skove, vil Sighvat udtrykke, at han selv kun er en af de lave Buske, som fylder op mellem Høvdingerne.

Ogsaa i andre Henseender er Sighvat merkelig. Han er den første Islænding, som har Syn for sine Landsmænds Særeiendommeligheder. I et Digt om sin Reise til Ragnvald Jarl i Skara taler han om sine "sorte, islandske Øine" — disse snare, mørke Øine, der synes at tale om Slægtskab med Irer og Skotter — og hvormed han selv vinder Kvindernes Kjærlighed. Men Sighvat er ogsaa den første Skandinav i Norden, den første, der som sit Maal sætter Fred og Samvirke mellem Nordens Folk. Og Sighvat er ved sin varme Kjærlighed til Naturen, ved sit milde, humane Sind, ved sin europæiske Dannelse, ikke mindre end ved sin Beskedenhed en ny Skikkelse i vor Historie. Han vidner om at Vikingetiden er tilende og at Middelalderen er begyndt.

Vore Forfædre havde dog ikke ved Vikingetidens Slutning af Forbindelsen med Vesterlandene alene faat større Dannelse, lært mere høviske Sæder og faaet et nyt Syn paa Naturen, paa Kvinden, ja paa hele Livet. Ogsaa til det onde havde Udlandet med dets større Stæder og større moralske Fordærvelse virket omdannende paa Nordboerne. Angelsakserne i Tiden før William Erobreren var et i mange Henseender forraaet og degenereret Folk. Hos Irerne fandtes der ved Siden af en høi aandelig Kultur megen Vildskab og Barbari. Af begge disse Folk har Nordboerne ogsaa lært daarlige Sæder. Erfaringen viser jo, at Menneskene har lettere for at tilegne sig det gode end det onde hos sine Medmennesker. For hver én, som i Udlandet tilegnede sig større Dannelse og større Høflighed og lærte sig finere Omgangsformer, har der været mange, som lærte daarlige Sæder, tilegnede sig fremmede Eder o. I. Kun de mere selvstændige og stort anlagte Personligheder havde allerede ved Vikingetidens Slutning formaaet at tilegne sig Aanden i det kristne Europas Kultur. Det store Gros saa og lærte mere af de daarlige Sider. Vi ved jo ogsaa fra vor egen Tid, hvordan det første, som mange Sjømænd, der kommer til fremmede Havnestæder, lærer af Sproget, er Eder og Skjældsord. De træffer i Havnebyerne Bærmen af Befolkningen. De mere dannede faar de ikke i Tale. Ligedan var det ogsaa i gamle Dage. Jeg kan nævne et ganske fornøieligt Eksempel fra Magnus Barfods Tid, altsaa lidt efter Vikingetiden. Den norske Konge skulde sende nogle Gidsler til den irske Konge Muirchertach. En af Gidslerne paastod, at han var vel hjemme i det irske Sprog, og fik derfor Lov til paa de andres Vegne at holde en Hilsningstale til Kongen. Hans Tale begyndte med følgende Ord: " Forbandet være du, o Konge" (maledi a rik, af det latinske maledicere, "at forbande* og det irske a righ, "o Konge!"). Fortællingen, som findes i de islandske Biskupasögur (I, s. 217), er visselig sand. Men ogsaa Ord i Skaldedigtningen vidner om at Nordboerne i Vikingetiden havde været raske til at optage Skjældsord fra fremmede Sprog. Hos Kormak forekommer der saaledes flere, som dugga, "en Kujon, fejg Hund" af angelsaksisk dogca, "en Hund") og det ensbetydende kauði (samme Ord som det engelske coward, vistnok afledet af det lat. cauda "Hale" og egentlig betydende "en, som hænger med Halen "). Et andet Skjældsord, hluid ,"en Skurk" har, mener man, Kormak optaget fra Irsk.

I Vest-Europas store Byer, som London og York. mødte ogsaa Nordboerne for første Gang den legaliserede Usædelighed. Prostitutionen var fra Orienten kommet til Romerne og vandrede med dem til Gallien og Britannien. De offentlige Kvinder maatte fra Alders Tid, saaledes som det fremgaar af Fortællingen om Samson og Skjøgen i Gasa, bo i en egen Del af Byen, lige ved Murene og Byens Porte. I London boede de, ialfald i det 13de Aarhundred, nede i Southwark. De skulde ved sin Dragt skille sig ud fra hæderlige Kvinder, fik ikke Lov til at bære Pelsværk, kostbare Tøier eller Smykker og var ogsaa ellers undergivne mange Tvangsforanstaltninger. At det var i England, Nordboerne lærte Prostitutionen at kjende, derom vidner det oldnorske og olddanske Ord for "Skjøge" portkona, der er laant fra Angelsaksisk (portcwen, af port "Havn, Havneby*, der stammer fra det ensbetydende latinske portus). Selv troede vistnok vore Forfædre, at Ordet betød "en Kvinde, som boede ved Byens Porte". — Allerede i Vikingetiden maa Nordboerne ikke alene ha lært Prostitutionen at kjende; de maa ogsaa ha indført den i sine irske Nybygder. Fra Nordisk — ikke fra Angelsaksisk — er nemlig Ordet portkona optaget i Gammel-Irsk. Det findes i et Glossar, som den irske Kong Cormac af Munster skrev omkr. Aar 900, i Formen partchuine; ogsaa i Irsk betyder Ordet *en Skøge". Vi ser af det foregaaende, at Laster og Udyder vandrer fra Land til Land ikke mindre hurtig end Kultur, Dannelse og nyttige Opfindelser. Det, som virker dybest og varigt, er dog det gode. Det slette, vore Forfædre i Vikingetiden lærte fra Vestlandene, var i Tidens lange Løb for intet at regne mod alle de herlige Kulturens Spirer, som de modtog fra Frankrig, England og Irland.

Vikingetiden staar for os Nutidens Mennesker stor og straalende, fuld af sterke Lidenskaber og sterke, særprægede Karakterer. Den taler til Viljen og Fantasien, men ikke til Følelsen. Den Tids Menneskers Sind synes os haarde som Staalet i deres Brynjer. Forbindelsen med Vesterlandenes rigere Kulturer og Færderne til Vinland og Miklagard kaster nok Glans over Tiden, men vi føler alligevel gjennem Eddakvadenes Linjer, gjennem Skaldenes Kjenninger som gjennem Runestenenes Tale det kolde Pust fra Ishavets Jøkler. Først i Sighvats Digte begynder, føler vi, Sindenes Is at smelte og Kulden at svinde for en ny Tids vaarblidere Kultur. Og ved sin Pilgrimsfærd til Rom vidner Sighvat om at han og hans Land fra nu af er uløselig sammenknyttet med den Verden, som er præget af Kristendommen og af Romernavnet.

Men Menneskene, som de er den Dag idag, er et Produkt af alle de forgangne Slægter. Det, som engang har været Tidens Eie, fortabes ikke. Eddakvadenes og Vikingetidens af Troen paa en jernhaard og uafvendelig Skjæbne beherskede Livssyn er vedblevet at sætte sit Præg paa Menneskene. Ikke bare i Middelalderen — vi ser det bl. a. i Sagaernes og Folkevisens Menneskeskildringer — , men ogsaa i nyere Tid, helt ned til vore Dage. Det er intet Tilfælde, at Ibsen og Bjørnson har taget Æmner fra Sagatiden op til digterisk Behandling i sine Dramaer. De har selv følt sig i Slægt med den Tids Mennesker. Og særlig i Ibsens Skjæbnedramaer kan vi, synes jeg, tydelig spore Overensstemmelse med Eddakvadenes og Ættesagaernes Syn paa Menneskene og paa Skjæbnen.

Ørnulfs Draapa i "Hærmændene paa Helgeland" er ikke bare en litterær Efterligning af Egil Skallagrimssøns "Sønnetabet", vel det mest storslagne og dybtfølte Verk, som Skaldedigtningen har frembragt. Det er ikke sat ind i Stykket alene for at passe ind i Dramaets Stemning. Den, som har digtet Ørnulfs Draapa, maa selv ha følt det samme som Egil Skallagrimssøn, da han ved sin elskede Søns Død reiser sig i Trods mod Guderne. Han maa have følt Menneskets Afmagt overfor Skjæbnens ubønhørlige Vilje og Lysten til at knytte sin Haand i Trods mod de høie Guder.

Vegt er visst mit Værge.

Fik jeg Guders Evne,

én da blev min Idræt:

Nornens Færd at hævne.

Der er i Eddakvadene, i Skaldedigtningen, som i Sagaerne et Syn paa Livet, som rummer Sandheder, der gjælder for alle Tider. Derfor er heller ikke den Tid, da de blev til, en død, os uvedkommende Fortid; den har været med at præge os selv og vor egen Slægt.

---

Fotnoter