Vola’s Spaadom (B.C.Sandvig)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 31. jul. 2021 kl. 12:36 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk Latin
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif Latin Cross.svg
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Latin Cross.svg
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda


Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785


Vola’s Spaadom
eller Voluspa


1. Tier stille, alle
Vola's Spaadom (B.C. Sandvig).jpg
Hellig’ Væs’ner,
Større og mindre!
Jeg, Heimdals Datter,
Vil nu, Valfader!
Dig fortælle
Gamle Frasagne,
Dem som jeg lærde først.


2. Jeg mindes Jætter
Tidligfødte,
Dem som fordum mig
Opfødt have.
Jeg mindes ni Verd’ner
Og ni Rødder,
Træ det reene
Reden for Jorden.


3. Tidens Fødsel
Var da Ymer leved.
Ei var Sand, ei Søe,
Ei kiølig’ Lunde.
Jord ei fandtes
Eller Himmel.
Gab var i Afgrund,
Men Græs ikke.


4. Førend Børs Sønner
Bygning giorde,
Som det reene
Midgard skabte.
Soel skinn’de fra Sønden
Paa kolde Stene,
Da bevox’des Jorden
Med grønne Urter.


5. Soel i Sønden,
Maanens Broder,
Kasted’ Arm den høire
Om Himlens Heste.
Soel da ei vidste
Hvor hun Boelig eied,
Stierner da ei vidste,
Hvad for Sted de eied’.
Maane da ei vidste,
Hvad for Kraft han eied’.


6. Da ginge Guder
Alle til Raadstoel’.
De evig hellig’
Derom raadsloge.
Nat og Næen
Navn de gave.
Morgen nævned’
De og Middag,
Tusmørk og Aften,
Aar at optælle.


7. Aser mødtes
Paa Ida’s Marke,
Hvor de Huus og Støtter
Høit byggede,
Esser giorde,
Guld smedede,
Tænger danned’
Og Smed-Verktøi.


8. Spilled’ i Vangen,
Vare glade.
Intet dem fattedes
Giort af Guldet.
Indtil tre komme
Kiempe-Møer,
Mægtige meget,
Af Jetteverden.


9. Da alle Guder til
Raadstoel’ ginge,
De evig hellig’
Derom raadsloge,
Hvad Gud der skulde
Dverg’ne skabe,
Af Blod høitskummend’
Og af blaae Beene.


10. Da Motsognir
Er alle Dverges
Fyrste bleven,
Durinn den anden.
De mand-lige
Mange Dverge
Giorde af Jorden,
Som Durinn sagde.


11. Nyi og Nidi,
Nordri og Sudri,
Austri og Vestri,
Althiofr, Dvalinn,
Bivørr og Bavørr,
Bumbr, Nori,
An og Anarr,
Ai, Miødvitnir.


12. Veigr og Gandalfr,
Vindalfr, Thrainn,
Theckr, Thorinn,
Throrr, Litr og Vitr.
Nær og Nyradr,
Nu har jeg Dverg’ne,
Reginn og Radsvidr,
Ret opregnet.


13. Fili, Kili,
Fundinn, Vali,
Heiti, Vili,
Hanarr, Svyorr,
Frarr, Hornbori,
Føgr og Loni,
Aurvangr, Jari,
Eikinskialldi.


14. Tid er Dverg’ne
I Dvalins Følge,
Lofars Afkom,
Her at opregne.
Dem, som flytted’
Fra Solens Stene
Aurvangurs Huus
Til Jørvalla.


15. Der var Drupnir
Og Dolgthrasir,
Harr, Haugspori,
Hlævangr, Gloi,
Skirvir, Virvir,
Skaffidr, Ai,
Alfr og Yngvi,
Eitur, Oin.


16. Fialarr og Frosti
Finnr og Ginnarr,
Heri, Hogstari,
Hliodolfur, Moinn.
Dette Afkom
Nedsteeg fra Lofar,
Og her leved’
Efter Folks Skabning.


17. Til tre komme
Af den Skare
Mægtig’ elskværdig’
Aser til Hiemmet.
Funde paa Landet
Lidt magtende
Ask og Embla
Skiebneløse.


18. Aand de ei havde,
Forstand ei heller,
Skiønhed, Tale,
Farve de mangled’.
Aand gav Odin,
Forstand Hænir,
Skiønhed Lødr
Og yndig Farve.


19. Ask veed jeg staae, som
Heder Ygdrasill,
Løvfuld, stænkt med
Hvide Vande,
Deraf kommer Duggen,
Som i Dale falder,
Evig grøn staaer den
Over Urda’s Kilde.


20. Deraf komme Møer
Meget vise,
Tre udaf den Søe,
Under Træet er.
Urd er den ene,
Den anden Verdandi,
De skar’ paa Skiolde
Skuld, som den tredie.
De Lov gave,
De Liv valgte,
Alles Skiebne
De bestemte.


21. Det Mord hun mindes
Først i Verden,
Da de Gullveig
Med Spyd støtted’,
Og i Hars Sal
Hende brændte.
Tre Gang’ brændt hun
Tre Gang’ fødtes,
Tit, ei sielden;
Endnu hun lever.


22. Heidi kaldtes hun, hvor
Hun til Huse kom,
Spaaviis Qvinde,
Og Gand hun brugte.
Seide hun kunde,
Og giorde ofte.
Det var den onde
Qvindes Glæde.


23. Da ginge Guder
Alle til Raadstoel’
De evig hellig’
Derom raadsloge:
Om Aser skulde
For ondt Raad straffes,
Eller alle Guderne
Gilder holde.


24. Frem sprang Odin,
Og i Folkflok skiød.
Det var Folkemord
Først i Verden.
Brudne blev Asers
Borges Mure,
Vaner mordspaaend’
Mark nedtraadte.


25. Da alle Guder gik
Til Raadstole,
De evig hellig’
Derom raadsloge.
Hvem Luften havde
Med Blod blandet,
Eller Jettens Æt
Odds Møe givet.


26. Thor eene der
Var iilsindet,
Sielden han sidder
Naar han hører sligt.
Brudte blev’ Eeder,
Ord og Løvter,
Al den Forening,
Som dem mellem giort var.


27. Hun veed Heimdallurs
Forborgne Sang
Under klarhimled’
Hellig Trætop.
Aae seer hun styrte
Muddret Vandfald
Paa Valfaders Pant!
Forstaae I det eller ei?


28. Eene sad hun ude,
Da den gamle kom,
Visest’ af Aser,
Og i Øine saae.
Hvi spørger du mig?
Hvi frister du mig?
29. Alt veed jeg, Odin!
Hvor dit Øie er.
I hin den klare
Mimers Kilde.
Miød drikker Mimer
Hver en Morgen
Med Valfaders Pant,
Forstaae I det eller ei?


30. Hende gav Hærfader
Ringe og Guld,
Rigdoms vise
Raad og Spaakonst.
Vidt og bredt skued’ hun
I hver en Verden.


31. Hun saae Valkyrier,
Langt fra komne;
Færdig’ at ride
Til Gudsfolket.
Skuld holdt Skioldet,
Skøgul den anden,
Gunnr, Hilldr, Gøndul
Og Geirskøgul.
Nu er’ opregned’
Herians Norner,
Færdig’ at ride
Ud, Valkyrier.


32. Jeg saae Balder,
Den blodig’ Aser,
Odins Arving,
Skiebne fremlagt.
Over Marken
Høit opvoxed’
Fiin og ret smuk
Mistilteinn.


33. Af det Træ voxde,
Hvad Vise syndes,
Harm og Ulykke.
Haudr den udskiød.
Balders Broder
Var født alt for tidlig.
Odins Søn bedrev Mord,
Een Nat gammel.


34. Ei han[1] toede Hænder,
Ei Hoved kiemte,
Før paa Baal man bar
Ballders Modstander.
Frigg begræd
Da i Fensal
Valhals Vogter.
Forstaae I det eller ei?


35. Baand saae hun ligge
Under Biørnelunden,
Svigglad Dødning,
Loke den hæslig’.
Der sidder Sigyn,
Fæl af Ansigt.
Guld-Barn værger.
Forstaae I det eller ei?


36. Aae falder Østen
Om Edder-Dale,
Muddret og plumret,
Slid heder den.
Der stod for Norden
Paa Nida-Fielde,


37. Sal af Guld for
Steene-Ætten.
En anden stod
Paa Okolni,
Jettens Ølsal,
Den som Brimir heder.


38. Sal saae hun stande
Langt fra Solen
Paa Nastrands Kant,
I Nord er Dørren.
Giftdraaber falde
Ind ad Lyren.
Salen er bygt af
Ormerygge.


39. Der saae hun vade
I tunge Strømme
Mænd meensvorne,
Og Mord-Ulve,
Og hvo andens Vivs
Øre smitter.
Men i Hvergelmer
Er verst at være.
Der suer Nidhøggr
Liig af Døde,
Ulv dem slider.
Forstaae I det eller ei?


40. Øst for sad den gamle
I Jernskoven;
Og fødde der
Fenris Sønner.
Een af dem alle
Bliver værste
Maanesluger
I Troldeham.


41. Med feige Mænds
Liv han mættes,
Med Blod Guders
Sal han smitter.
Sort bliver Soelskin
Om Sommeren efter.
Al Vind bliver Storm.
Forstaae I det eller ei?


42. Da sad paa Høien,
Og slog Harpe,
Jettindens Hyrde,
Den glade Egdir.
Goel hos hannem
I Gaasetræet,
Smuk rød Hane,
Den som Fjalarr heder.


43. Goel hos Aser
Den guldkammed’,
Som vækker Helte
Hos Hærfader.
En anden galer
Neden for Jorden
Sod-rød Hane,
I Hela’s Sale.


44. Garm giør høit
For Gnypa-Hule,
Lænkerne briste;
Men Freke slipper.
Hun ved end mere,
Frem seer jeg længer
Om Gudemørk,
Seirguders Fald.


45. Brødre skulle stride,
Og hverandre dræbe.
Sødskend’børn skulle
Slegtskab skille.
Ondt er i Verden,
Stor Ukydskhed,
Skiegtid, Sverdtid,
Skiolde da kløves.


46. Vindtid, Ulvtid,
Før Verden falder;
Ingen vil da paa
Anden lide.


47. Mimers Sønner lege,
Og ondt Træ tændes.
Imedens høres
Giallarhorns Lyd.


48. Høit blæser Heimdallr
I Horn opløfted’.
Odin taler
Med Mimers Hoved
Det gamle Træ sukker
Og Jetten løses.
Ygdrasills Ask
Staaer da skielvende.


49. Hrimr seiler Øst fra,
Linden svømmer.
Jormundgardr veltes
Med Jettestyrke.
Ormen trykker Havet,
Men Ørnen skriger.
Liig slider Neffølr,
Og Naglfari løsnes.


50. Kiøl kommer Øst fra,
Derpaa segle Muspells
Folk over Havet;
Men Loke styrer.
Rasende fare
Alle med Freke.
Bileists Broder
Følger med dem.


51. Hvad skeer hos Aser?
Hvad skeer hos Alfer?
Al Jetteverden gienlyder.
Aser er paa Tinge.
Dverge stønne
For Klippe-Dørre
Bierg-Vegs kyndig’.
Forstaae I det eller ei?


52. Surtur fra Sønden
Med svigfuld Lue!
Af Sverdet skinner
Valguders Soel.
Steenbierg’ knage,
Og Kiemper falde,
Folk Hels Vei betræde
Og Himlen kløves.


53. Da faaer Hlina
Den anden Sorg,
Naar Odin gaaer
I Ulv-Striden,
Men Bela’s hvide
Drabsmand mod Surtur;
Da maae Frigga’s
Elsket Mand falde.


54. Da kommer den store
Seirfaders Arving,
Vidar, at stride
Mod Mord-Dyret;
Lader Kiempe-Ungen
Giennem Munden
Spyd staae i Hiertet.
Da er Odin hevnet.


55. Da kommer den ædle
Hlodynia’s Søn,
Odins Søn gaaer
I Orm-Striden.
Modig han dræber
Midgaards Udyr.
Ni Trin derfra
Gaaer Fiorgyns Søn,
Mat af Øglens
Giftig Aande.
Mennesker alle
Forlade Jorden.


56. Solen sortner,
Jord synker i Hav.
Af Himlen falde
Klare Stierner.
Hede Dampe
Alt fortærend’
Spille med Ilden
Ved høien Himmel.


57. Op seer hun komme
Atter fornyet
Jord af Havet,
Evig grønnend’.
Fosser falde,
Ørn flyver over,
Som nu paa Fielde
Fiske fanger.


58. Aser mødes
Paa Idas Marke,
Og om den stærke
Jord-Torn tale.
Og da erindre
Fordums Vælde,
Og om Fimbultyrs
Gamle Runer.


59. Derefter blive
Prægtiggiorte
Gyldne Tavler
I Græsset fundne,
Som før i Tidens
Fødsel eied’
Guders Forstander
Og Fiolners Børn.


60. Usaaede Agre
Skulle bære.
Alt ondt er borte.
Nu beboe Haudr og Balldr
Hropts Seirslotte.
Vel, Valguder!
Forstaae I det eller ei?


61. Da kan Hænir
Lod udvæge.
Og begge Brødres
Børn bebygge
Stor’ Vindverden.
Veed jeg meer eller ei?


62. Sal seer hun stande,
Smuk som Solen,
Med Guld tækket
Paa Gimle
Der skulle gode
Herrer bygge,
Og i Evigheder
Alt got nyde.


63. Da kommer den Rige
Til Herredømmet,
Den stærke foroven,
Som alting styrer.
Domstoel han sætter,
Og Sager dømmer;
Hellig Lov giver,
Som skal evig vare.


64. Da kommer den sorte
Drage flyvende,
Øglen fra Nida-
Fieldets Rødder.
Da bær paa Vinger,
Marken over,
Nidhøggr Liig,
Og strax forsvinder.



Fodnoter

  1. Sandvig har her "hun", hvilket er en trykfejl.



Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.