Vilhelm Grønbech Ill.: clm.
Vor Folkeæt i Oldtiden II Vilhelm Grønbech
Femte bog: Excurser og henvisninger
Excurser 11. Brudekøb
(side 319) Den store forandring i Germanernes historie har mærket brudekøbet stærkt, inden det nåede at blive bogført i lovbestemmelser. Det havde været et gaveforhold, nu bliver klenodieberigelsen fortrængt af den pekuniære værdiforøgelse, og synspunktet forskydes over hele linjen. De forskellige præstationer blev forsørgelsessummer, der skulde danne grundvolden for hustruens økonomiske tryghed; de abstraheres til tredjedele eller fjerdedele af mandens formue, de bliver vel afbalancerede modstykker til hustruens indskud i ægteskabet (gagngjald). Men de ny forhold kommer jo ikke i abstrakt højhed. De repræsenteres af fremmede kulturformer, som man måtte affinde sig med, derfor er der en historisk sammenhæng i udviklingen, som illustrerer solidariteten i de europæiske folks kulturliv.
Moderniseringen går ikke i spring. På alle punkter ligger de gamle former halvt eller helt synlige nedenunder. Det er let nok at se den langobardiske quarta og den langobardiske morgengave for en stor del har sjæl til fælles. Men begynder man så at gøre institutionernes sum op i faktorer, vil det hurtigt knibe med at få de gamle og de nye former til at gå lige op i hinanden; ti hver tid forholder sig ikke stykke for stykke til sin forgængers stykker, men som helhed til helhed. Det som foregår under tidernes skiften er ikke en knopskydning af enkeltheder – de nye vilkår og den fremmede indflydelse vokser sig ind i det gamle, for så at vokse det til sig og endelig vokse det af sig. Kvinden bragte fra gammel tid guld og kostbarheder med sig, hun var anledning til at hendes frænder hædrede deres svogre med gaver og klenodier; i det senere system er medgiften forudsætning for pagten, – og mellem de primitive gaver og det forretningsmæssige udstyr er der kontiunitet; men overfor den kendsgerning at helheden er forandret bliver det noget af et vilkårligt skøn om man, når man ser dette led af institutionen under isolation, vil sige at det sidste har udviklet sig af det første. – I den senere (side 320) form forbliver brudesummen hos hustruen, i stedet for at tilfalde faderen eller endog deles mellem hendes frænder, men overgangen er heller ikke her katastrofisk, som om den germanske formynder en skønne dag blev greben af ædelmodighed og strøg pengene over til pigen. Brudgommen stod fra gammel tid i direkte gaveforhold til bruden, og dette forhold kom nu til at overskygge de andre. Mandens præstation til hustruen passer sig til under de gamle gaver, og derfor forpupper den sig snart i morgengaven, snart i brudesummen, og lige så ofte i dem begge to tilsammen, for tilsidst enten at erobre den ene eller den anden, eller at gøre dem begge til rudimenter. – Den historiske ordning af ægtefællernes formuesforhold beherskes af en principiel adskillelse af de to formuer, der har indgået et fællig, men ikke smelter sammen; og denne ævne til at holde mit og dit ude fra hinanden er jo grundlaget i selve ejendelenes ætsærhed. Fra gammel tid vedblev mandens klenodier at bære hans vilje i sig, hvor langt de end forvildede sig ud blandt hustruens frænder, og hendes griper var og blev hendes ære, der tjente husbondens lykke så længe den var eet med hendes, men hævdede sin selvstændighed i det øjeblik freden brast mellem de to. Denne personlige følelse med ejendelene virker videre under de nye former, den kommer til at grundlægge ægtefællernes syn på det pekuniære mellemværende, men dermed har den også indledet en udvikling der fører bort fra det oprindelige grundlag.
Halvt blev det gamle revet ned, men halvt gav det sig også hen. Det var mere et liv end et system. Man var aldrig i vildrede med om det man gav var brudesum eller morgengave, men forskellen mellem præstationerne består i at de gaves »til« dette eller hint; de havde ikke deres existens i at hedde det og det, men i at være gaven, den ene til ætten, den anden til kvinden; og deres nødvendighed bestod i, at uden en sådan fæsten kunde det reelle som var forudsætning for gyldighed, ikke finde sted. Nordiske love giver de bedste illustrationer på den plastiske sprogbrug som fødes af plastiske realiteter. Svensk tilgæf er fæstegave, men navnet passer lige så godt på det materielle tilbud der hjalp manden til jord at leje; svensk vingæf er et utvetydigt navn på mundr, fordi det jo netop i sin almindelighed rammer det dybeste i gavens karakter. På norsk omtales både mundr og morgengave under navnet gjöf. De angelsachsiske love i folkesproget udspringer fra samme folkelige sprogbrug, når brudesummen kaldes scæt og gipt; brydgifu kender Angelsachserne vel, og ligeledes wed.
Plasticitet behøver ikke at være identisk med simpelhed; tværtimod er der vel i det fuldstændige system en figurfasthed som virker beroligende på udenforstående, der skal se til uden at deltage.
(side 321) Brudekøbet var for os at skønne et virvar af gaver; ikke blot gav fæstemanden eller rettere hans æt, det fastsatte til sine svogre, ikke blot gav han gaver til sin fæstemø, til sin hustru, ikke blot gav faderen sin datter griper med, men efter alt at dømme gav brudefaderens æt gaver til fæstemandens æt, kvinden gav til bryllupsgæsterne, og måske ærede brudgommen sine svogre mere enkeltvis.
Tacitus har greb om kendsgerninger, når han siger: in hæc munera uxor accipitur atque invicem ipsa armorum aliquid viro affert, selv om kendsgerningerne er ret formørkede af hans sentimentale romantik. Dengang de germanske love blev kodificerede, var dette hjemmefølge på det nærmeste forvandlet til økonomiske værdier værdigt til benævnelsen faderfio; det betydningsfulde i Tacitus' beretning ligger i at den afspejler det forhistoriske. Naturligvis er det den moraliserende kontrast til samtiden der giver formen, og som sædvanlig virker formen tilbage på indholdet, så at vi her lige så lidt som noget andet sted i Germania kan presse ordene til at give mere end en vis almindelig belæring, men det de siger går på en original der ligger forud for lovenes formalistiske stivhed. De senere bestemmelser om speciel arvegang skal ses gennem begrebet klenodie for at få deres rette værdi som antydere af fortiden. Her kan Eddasangenes sprogbrug hjælpe til udformningen. At udstyre kvinden, det er at gœða gulli, gøre hende prægtig, behænge hende med sådanne smykker som passer for hende, og som udgør hendes del af hamingjaen; interessant er i Trymskviden den rolle som Brisingemen spiller i brudens udstyr; særlig antydningsrig er Hyndluljóðs ord: moður atti þinn faðir menjum göfga. Et vers i Beowulf bruger udtrykket gold hroden, guldprydet om den ideale hustru, eller – hvad der ifølge germansk psykologi bliver det samme – om kvinden som hun virkelig er, og epithetet giver udtryk for den ære og lykke som udspringer af forbindelsen med en sand kvinde.
Disse smykker går til døtrene, de forlænger moderens og hendes frænders sjæl i en linje. Desuden ligger der i udstyrelsen at hun fører klenodier med sig som går over til sønnerne, og gør dem delagtige i deres mødrene frænders lykke; men denne side er på lovenes tid blevet så pekuniært udformet, at kvindens personlige prydelser kun er poster i en liste over hendes ejendele.
På den anden side betyder plasticitet ikke udsvømmende løshed i formerne. Brudesummen var et fast begreb, og den havde sin faste størrelse, bestemt ved forholdet til menneskers selvvurdering. Den senere taksering er her lige så lidt som ved mandeboden uden strænge forudsætninger i den gamle sæd. Brudesummen kaldes hos Nordmænd og Svenskere for mundr, og en lignende sprogbrug kender jo Langobarderne. Mund er et åndeligt forhold mellem (side 322) frænder, især mellem de stærkere, handlekraftige og de svagere, dem som dvæler i helg. Det betegner altså de våbenføres myndighed, deres ret til at råde, men tillige deres pligt til at hævde. Men for at karakterisere forholdet ret, er det naturligvis nødvendigt at se mund som noget helt rundt, for det første som både aktivt og passivt, for det andet som en sjæl, eller et attribut for sjælen. Den står nær ved »fred« (cf. også -fred og -mund som led i navne), udtrykker så at sige den aktive, handlende fred, og nærmer sig på den anden side til helg (derfor falder forholdet til trællen udenfor). På angelsachsisk er den sidste stærkt fremtrædende, så ordet foruden at gælde den hellige magt der giver frænden myndighed, ret og pligt over ættens frigivne – og vel også over dens kvinder, tillige betegner den urørlighed som gælder i højere fred, og så den aktive genpart: helligheden som værner om sin egen urørlighed. Kongens mund er kongsfreden, stedets mund er stedhelgen og fred. Overgangen fra helg til bøde for helgbrud er indvortes begrundet. Ti mund, som helg-fred, er ikke noget abstrakt i mennesket, lige så lidt som ære: den er ham selv, hans sjæl; ligeså er réttr i norske love ikke en åndelig ret, men manden selv, hans værd, og réttr bliver derfor den bod der tilkommer ham for en ødelagt »ret«. (Sml. mundbyrd = helgområde, og bod for brud på (højere) fred). Mund er ikke en bøde, men et helg-værd. Og husbonden måtte have mund, den indre ret for at kunne hævde sin hustru, og nyde hendes klenodier, – og mund er det naturlige navn på den gave hvormed han vinder hendes mund.
Følgen af brudekøbet er den at kvinden går over i en ny sjæl. Men de klenodier hun har, mister aldrig deres oprindelige kraft, de bliver jo ved at stå i livssammenhæng med deres udspring, som det nok skal vise sig ved ægteskabets opløsning; og kvinden kommer aldrig uden for sine frænders interesse. De værner om hende, de er naturlige hævnere, og de lider under hendes selvfornedrelse, de må gribe ind og hævde deres egen ære.
Samme plastiske afhængighed af livet råder i forholdet mellem fæstemål og bryllup. På det spørgsmål om begge var nødvendige som to adskilte akter, eller om et samlet køb var nok til at skabe rette ægtefolk, kan der ikke, og skal der ikke gives et svar som er bindende for alle tider og steder. Begge former er velbegrundede i kulturen. Ævnen til at gøre begge handlinger absolutte i deres betydning for helheden, uden at de dog kommer til at overflødiggøre hinanden er, som vist, Germanerne medfødt; ligeledes har de umiskendeligt en stærk tilbøjelighed til at gøre een ting ad gangen: først fæste, og siden gøre fæstemålet »fuldt«. Langobardiske love forudsætter at der gik en rum stund imellem; i Norge og på Island (side 323) hørte det til sømmelighed at fæste et år før brylluppet, men nogen principiel nødvendighed var ventetiden næppe. Det samme har gyldighed for Sverrig.
Vil man se institutionen i dens uragtigste skikkelse, er der kun eet sted at gå hen, til Sverrig. Våstgötalag omtaler en tilgæf = bejlerordet i materiel form, der tilhører formynderen så snart aftale er truffet; og ved siden af den en vingæf, den svogerskabdannende »gave«, der ikke går over i svogrenes besiddelse før ægteskabet er fuldbyrdet, men som også skal udredes under brylluppet. Den er:
- a. tegn på ret ægteskab; – en stående formel er giptær mæþ mund ok mœþ mælæ = under de rette formaliteter.
- b. mundgipt
- c. vingæf, som toges af fader, eventuelt af broder, eventuelt af arvi, den samme som har ansvar for hende.
Uden al tvivl går Västgötalag ud fra et fæstemål der var adskilt fra brylluppet i tid, men de to er ikke sondrede som kategorier. Ved vingæf bliver kvinden fæst, d. v. s. kommer hun i hustrus lovlige forhold. I Östgötalag går vingæfir endnu til »frænderne«, og de udbetales så snart fæstemålet er sket, undtagen til formynderen, der ikke får sin førend han rettelig har overantvordet bruden. Vingæf er her naturligvis den gave der skaber svogerskab, og der findes ingen principiel adskillelse mellem fæstemål og bryllup; brudesummen bliver i det store og hele udbetalt ved første afgørelse. Man må huske at vingæf ikke er en teknisk benævnelse i senere forstand, og derfor kan den godt indbefatte en tilgæf. Østg. Vaþ 14 har voldt fortolkerne unødig bekymring. Det normale er i følge paragraffen at formynder og kvinden deler bøderne halvt; men fra den regel gøres tre undtagelser. For det første: hvis han berøves sin ret til at bortgifte hende, da mister hun al ret til boden og han får den hele; anden og tredje undtagelse: hun har selv skyld, eller han har bortgiftet hende, ved disse to er resultatet ikke tilføjet, der underforstås at bøderne bortfalder helt eller delvis for formynderens vedkommende. Der kan ikke søges bøder for selvforskyldt, og i tredje fald tilkommer de manden.
De forandringer som begynder at pippe frem i de svenske love er hos Frankerne fuldfærdige ved historiens begyndelse. Noget brudekøb tales der ikke længer om, kun om en dos der skyldes hustruen; de exempelvise takster som nævnes kan måske hænge sammen med gamle mund-begreber. Inden for det sal-frankiske område synes systemet at have virket opløsende på de gamle former. Det ofte citerede: tam in dote quam in morganegyba etc. tåler vel at citeres en gang endnu – (side 324) det viser hvordan navnene i fællesskab dækker over det ny. Kun det ideelle er blevet tilbage, den ægteskabsstiftende kraft har dos arvet fra brudegaven; uden den er børnene uægte, ligesom de norske stakler hvis moder ikke var »købt med mund«. Fæstegaven – tilgæf – var ved den historiske tids begyndelse langtfra glemt, men også den var bleven udmøntet til solidum et denarium. Som senere middelalders sprogbrug viser, har de gamle former rundt omkring bevaret deres kraft så vidt at de kunde dække de ny behov; især er det vel morgengaven der, som brudens gamle ret, bød sig frem som modus for mandens præstation overfor sin hustru.
Får vi af frankisk ret kun det fuldfærdige resultat af opgøret mellem fortid og nutid, giver Langobarderne både begyndelsen og enden. De ældste former indeholder et virkelig »køb«. Brudesummen, meta, blev aftalt ved fæstemålet, den udbetaltes til forloveren, og loven har i hvert fald bevaret retsregler som er baserede på den forudsætning at frænder fik gavn af den.
På den anden side er der tydelige vidnesbyrd om at vægten er ved at forskydes – hovedpunktet i forhandlingen mellem brudgom og forlover er ikke længer meta, men den del af formuen som manden tilskriver sin hustru. Af Liutprands formaninger kan det få udseende af at grundskaden var en overhåndtagende givelyst hos det forelskede mandfolk, men sandheden lader sig ikke skjule: pigerne var blevet til partier, mere eller mindre fede, efter som de havde udsigt til rigeligere eller knappere faderfio. Følgen bliver da foreløbig at meta fra at være en gave til ætten bliver en del af kvindens medfølge, men i længden kan den ikke hævde sin hovedplads overfor de reellere faktorer. Dens endeligt er registreret i formlerne. Bejleren giver caballum, eller crosnam, eller crosnam et lanceam pro mundio, og så formel er denne gave bleven, at i visse tilfælde benyttes en af tingene atter af formynderen som overdragelsesihænd.
På langobardisk grund illustreres tydeligere end noget andet sted den levende udvikling, hvor helhed står overfor helhed. Det fremgår tydeligt nok at omlægningen knyttede sig til morgengaven, som den der havde adresse til hustruen. Og såvel af morgengavebrevene som af salgsdokumenter der gælder morgengaven, ser vi nok hvad der var det vigtigste punkt i brudefolkenes dispositioner, dog kan også meta give navn til den nye præstation. Men historien forstås ikke, hvis man tager morgengave og meta som absolutte størrelser der udvikler sig hver for sig. Tværtimod, det ny udvisker grænserne, lægger de to ligeligt under sig, de er ved at blive et samlingsbegreb. Endelig er der i meta en traditionel ide, som ikke kan overdøves af det materielle; den havde autoritet som bærer af svogerskabet, og i kraft af sin ideelle fortid hævder den sig som ceremoniel faktor, dog ikke uden at synke (side 325) ned til en formalitet. Til sidst tvinger de ny begreber deres navn igennem; antifactum bliver det centrale, der i en sum udtrykker mandens skyldighed, og derfor hverken erstatter eller udelukker de gamle betegnelser, men trækker dem ind under sig. Antifactum et morgincaph indeholder intet historisk fingerpeg om antifactums identitet med meta; de to er et samlingsbegreb af samme art som metphio et morgincap, som frankisk dos et morganegyba.
I Norge ender udviklingen omtrent på samme punkt, selv om målet heroppe i Norden nås ad en anden omvej. Det første trin, udgangspunktet, er kun bevaret i ægteskabets terminologi, men til gengæld er sprogbrugen det udtrykte billede af brudekøbet: mundi kaupa er udtrykket for at ægte og holde bryllup, gjalda mund við er den rette måde at vinde hustruen, og end mere udtryksfuldt er mund's bestemmelse udtalt i det gamle: gefa m. til, d. v. s. for at opnå. Og til mund's gammelsikre herredømme i sproget svarer dets åndelige magt – den er og bliver ægteskabets stifter, den som respekten er grundlagt på, den som giver forholdet retsgyldighed og gør børnene ægtefødte. Ved siden af mund er etableret et nyt princip som finder sit udtryk i gagngjald, tilgjöf, en gen-ydelse, eller i Frostatingsloven þriðjungsauki, altså bestemt ved et numerisk forhold til heimanfylgja. Gagngjald og medgiften udgør kvindens økonomiske basis. Overfor gagngjald går så mund over til at blive en konventionel ydelse, der til sidst assimileres af det overmægtige moderne princip og smælter sammen med »vederlaget«. Assimilationen – i princip – viser sig først derved at mund går samme sted hen som heimanfylgja, – i følge de sparsomme antydninger i lovene forudsætter man på lovbøgernes tid at den befinder sig i ægteparrets eje, og konsekvensen af den principielle assimilation bliver da, at mund fuldstændig går op i gagngjald. Slutningsresultatet præsenterer sig klarest på Island, hvor mund og gagngjald ligefrem er ombyttelige navne. Navnet tilgjöf bliver i senere tid sikkert opfattet som noget der gives oven i købet, eller som genpart; hvis ordet er gammel terminus, har til rimeligvis fra først af haft samme betydning som i svensk tilgæf og som i norsk mundr gefinn til konu, måske Gulatingsloven har bevaret en oprindeligere betydning.
Morgengaven synes ikke i Norge at have fået tildelt nogen rolle som fødselshjælper for nye ideer; den bevarer sin gamle karakter som mandens gave til sin hustru, og sygner derfor tidligt hen under de nye forhold.
Angelsachserne er, ligesom Danskerne, meget fåmælte i ægteskabsmaterien. England er det eneste sted hvor værdiens overgang til mønt har fået lov at virke sin egen konsekvens i retning af at gøre brudekøbet til et romersk salg; Angelsachserne har blandt Germaner eneret (side 326) på at kunne krænke koner mod at erstatte dem med mandebod + en sengefælle af lige værdi. Aethelberths paragraf afmærker dog blot et sidespor i udviklingen med bom for. Fremtiden åbenbarer sig i det lovstykke, hvor vi ser hovedvægten lagt over på det »som manden vil unde sin hustru«. Den gamle mund har de givet en ny raison ved at fortolke den som erstatning til forældrene for udgift til føde og klæder under opvæksten; i omtydningen er den gamle tradition bevaret, at gaven var ættens, eventuelt formynderens. For øvrigt har vi kun minder, i en sprogbrug der svarer til norsk: ceapi, geceapod, in scæt bewyddod. En antydning ligger i glossen dos = morgengifu, sml. med dos = vituma og den ovenfor citerede.
Henvisninger[1]
(side 410) 319. Synspunktet forskydes, Østg. Gipt. 3, Hels. Ærf. 4, Lex Burg. 86, 2 er jo interessante mærkepæle.
320. gjöf, Gul. 54 = mundr, givet »til« hende, muligvis ligeså Gul. 115; Gul. 51 = morgengave; den gave han giver om morgenen er naturligvis ikke den mundr han fæstede; man kan godt love en ting, og love en til, og så holde dem begge, uden at de bliver til eet. Der står altså: man skal for at blive rettelig gift trolove konen med mund, og morgendagen efter brylluppet give hende en morgengave, efter som man har lovet hende; når det er sket og øllet er holdt, da er børnene arveberettigede. (side 411) Gul. 124 er vist at forstå herudfra, så at gjöf også der er morgengave. – scæt, Lieb. 8 (77, 83). – gipt, Lieb. 102 (31). Jeg kan ikke komme uden om at gipt der er at tage ligefrem i betydningen gave; der er ingen grund til at påtvinge det betydningen overdragelse og til at miskreditere det latinske pretium. Exod. 22, 17 (B A Prosa I 152) synes sprogret oversat. – brydgifu, cf. AS Vocab. 225, 1. 7 dos = wed, gifu vel fædren feoh, hvor glossatoren synes at tage både den germanske og den latinske betydning i betragtning.
321. Gaver, cf. Roth. 184, Trymskv. 29. – Tacitus cap. 18. – Udstyre kvinden, Guðrúnarhv. 16, Oddrún. 15, Gud. II 1, 26 cf. Helg. Hj. 5 og Hynd. 13; Beow. 2025 siger ikke andet direkte end så mange andre steder, nemlig at kvinden er guldprydet af »natur«; men det er jo netop i sin guldtunge værdighed hun går ind i ætten. Faf. 40 er et interessant sprogligt sidestykke. – Smykker til døtrene, Lex Thur. 32, obs. 38; Lex Burg. XIV 6, LI 3, LXXXVI 1. – Pekuniært udformet, vi kun netop skimter kontinuiteten i langobard, faderfio eller i sådanne udtryk som Lex Alam. 54, Lex Baj. VIII 14, etc. – Lex Cham. 42 er så vag, at vi ikke med sikkerhed kan sige hvad paragraffen går på; måske er materna hered blot moderens griper. – Mund, Roth. 182, 195 ff., 204.
322. Frigivne, Lieb. 13 (8); cf. 134 (12). – Helligheden, Lieb. 458 (7), cf. Christ. 93 = ukrænkelighed. – Kongsfreden, Lieb. 392 (4). – Stedhelgen, Lieb. 470 (3) cf. 381 (19), og fred 50 (5). – Indvortes begrundet, Lieb. 7 (75) cf. 254 (34), 264 (5) og det ovenfor citerede 381 (19), hvor den indre enhed ses. — mundbyrd, her har vi forklaringen på det nære forhold mellem mund og mandebod – det som har været så velkomment et argument for kære teorier om brudekøbets oprindelse. –Kvindens frænder, cf. I 87 og f. ex. Østg. Vaþ. 10; Roth. 200, 202; Lex Thur. 55; Lieb. 442 (7) er altså gammeldags i tankegang; cf. Vinogradoff l. c. 34, og f. ex. Gud. III 8. – Fæstemål og bryllup, Norge: cf. Frost. III 13. Måske antyder Gul. 51 begge former.
323. Sverrig, cf. ovenfor II 312 med citater. – vingæf, Vestg. I Gipt. 2, II Gipt. 2; cf. Amira I 522. – a. II Gipt. 9 cf. 3; I Gipt. 6. – a. Stående formel, I Arf. 7, 8; Schlyter tager i sit glossar alt for tungt på stederne, når han forstår dem som: g. m. mund ok mælæ, i st. for g. — mæþ mund ok mælæ –. – b. I Arf. 8. – c. II Gipt. 2, cf. II Add. 8; II Drap. 11. – Fæst, I Gipt. 6, II Gipt. g. – Formynderen, Østg. Gipt. 10. – Frankerne, dos, Lex Sal. 72 f. cf. cap. VIII 4, Geffcken p. 84. – Gamle mundbegreber, cf. Lex Rib. 37. — tam in dote quam in morganegyba, Gregor IX 20, p. 113.
324. Ægteskabsstiftende kraft, Roz. 130, 261 kan aldrig bevise at der er noget
ugermansk i grundfølelsen, cf. endvidere 228 ff. — solidum et denarium,
Fredegar III 18, Thév. 42, Cluny I n. 86, Roz. 228 ff., cf. arrha, Gregor X p. 178 med tilknytning til sydlandsk sprogbrug. De andre love er jo
for knappe til at give mere end antydninger af overgangsprocessen. Den
gamle mund-takst omtales Lex Alam. 54, Lex Sax. 40; frændernes interesse i brudesummen antydes (foruden i de ovenfor citerede steder) i
sprogbrugen i Lex Sax. 40, hvad enten den nu er bag efter virkeligheden eller ikke. — Morgengaven, cf. Lex Burg. 24, 42, 62. – Langobarderne, meta, ved fæstemålet, Roth. 178 ff., 182, 190 ff. – Til forloveren, ib.
215. — Frænder, ib. 160 f.; en paragraf som 200 ser også ud som om den i sin formulering var blevet stående fra en forhistorisk verden. – faderfio,
Roth. 182 cf. 181; 199 f.; 216 f.; Thév. 48: sub mundio cum rebus ad (side 412) tam pertinentibus, og Roth. 215, der viser mandens interesse i hendes ejendele, siden det udtrykkelig siges at han ikke har noget krav på sin afdøde fæstemøs ejendom. – Medfølge, Roth. 178, 199; Liut. 89, 114. – caballum, crosnam, crosnam et lanceam pro mundio, Roth. 182 form. = Thév. 48; Roth. 195 form.; Cart. Lang. 16. – Overdragelsesihænd, i denne forbindelse spiller det ingen rolle at overdragelsesakten er formel, foreløbig, og tjener til at sikre brylluppet ved at foregribe det, som vi især ser af Thév. 135. – Adresse til hustruen, forbudet Liut. 7. er åbenbart mere påtrængende nødvendigt end det tilsvarende i 89. – Vigtigste punkt, se f. ex. Cod. Cav. I n. 1, 92, 154, 163; 32 etc.; Cart. Lang. 1. – meta giver navn, Dipl. Lang. n. 117. – Samlingsbegreb, Roth. 199; Liut. 103. — Bærer af svogerskabet, cf. Liut. 114.
325. Formalitet, se ovenfor. – Antifactum et morgincaph, Thév. 48. – Norge, mundi kaupa, Gul. 25, 27, 51, 124. – gjalda mund við, Gul. 104. – gefa m. til, Gul. 64, 124, cf. en sprogbrug som Oddrún. 22. – Børnene ægtefødte, Gul. 58, 103; Frost. III 13. – Nyt princip, cf. princippets formulering i Gul. 54, hvis den rette opfaftelse som Hertzberg (s. v. mynda) formulerer, rammer det rette. – Sparsomme antydninger, Gul. 54; Frost. XI 14 (det noksom påberåbte kap. i Egils s. er kun et mangelfuldt vidnesbyrd om en oprindeligere tilstand). — Island, se Finsen under mundr i glossar til Skálholtsbók. – Tilgjöf, det er fristende at tage tilgæf i Gul. 115 i oprindeligere betydning.
326. England, Aethelberths paragraf, Lieb. 5 (31). – Fremtiden åbenbarer sig, Lieb. 443. – Minder, Lieb. 7 (77, 83). Endelig Lieb. 30 (12), 38 (29) hvis betydning begrænses derved at de behandler et exceptionelt forhold; nogen almindelig slutning kan ikke drages ud fra dem. – dos = morgengifu, AS Vocab. 115 1. 13, = vituma, 18 1. 22.
Fodnoter
- ↑ I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)
|