Ynglingerækken
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
|||
|
|
Ynglingerækken
Ynglingatal
oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2012
1.
Døden fandt
i Frodes hus
frem til dér,
hvor Fjølner lå;
drotten i
drikkehornets
brodfri hav
sin bane fandt.
2.
Dagslyssky
Durner-ættens
sals vogter
Svegde lokked’.
Stormodigt
ind i stenen
Dusles søn
dværgen fulgte;
smækket blev
Søkmimers sal
— jætters bo —
bagved drotten.
3.
Vætteført
gik Vanlande
vejen hen
til Viles bror.
Grimhilds list
gramen fælded’;
trolden ham
hårdt betrådte.
Skutås bred
den brændte drot
— mare-kvalt —
må nu huse.
4.
Fader sendt
fra sønner fik
skovens træ’rs
skadevolder;
høje glam
glødehunden
retted’ mod
regenten selv,
og Visburs
viljes bolig
slugt da blev
af søens bror.
5.
Farvet rød
i fordums tid
blev jorden
hvor blodet løb.
Svenske folk
med sværdets od
voldte da
Domaldes død.
Drottens drab
dengang skulle
årets vækst
atter fremme.
6.
Kloge mænd
måtte ofte
trækkes med
mine spørgsmål:
Hvor lagdes
Domars leg’me
på kong Halfs
hede bane?
Nu jeg ved
hvor han brændte
værkbrudent:
Ved Fyriså!
7.
Dødens dis
fik Dygves lig
skænket til
skæmt og glæde.
Atter tog
Ulvens søster
sig en mand
imellem konger;
nu leger
Lokes datter
evigt med
Yngves slægtning.
8.
Jeg har hørt,
at hæderhungrigt
Dag med død
drog til Vørve;
dér med spyd
spurvens ejer
hævned’ den
med hærmænds følge.
Og de ord
østfra hørtes:
At den gram
i graven sendtes
da en træls
trefork ramte
hov’det på
hestens herre.
9.
Agnes hær
anså næppe
Skjalvs gerning
for skæbnebestemt;
gramen blev
— guldbesmykket —
løftet op
af Loges søster.
Ved Tauren
tæmmer han nu
Signys mands
sindige hest.
10.
Erik fik
ved Alreks død
banehug
af broderhånd;
hovedtøj
til hestebrug
døden blev
for Dags frænder.
Aldrig før
i Yngves slægt
blev bidslet
brugt som våben.
11.
Og kong Alf
i avindsyge
templets værn
voldte døden;
sværdet blev
i blodet rødnet —
Yngve dræbt
af døglings stik.
Ej man skal
det skylde Bera,
at til drab
hun drotter ledte;
uden tvivl
de tvende brødres
skinsyge
var skæbnens lod.
12.
Jørund lod
for længe siden
livet brat
i Limfjordslandet;
Hagbards hests
hørrebstømme
strammed’ om
den stridsmands hals.
Højt til vejrs
holdt da galgens
gedegjord
Gudløgs bane.
13.
Oldtidsdag
i Uppsala
ramtes Øn
af Åne-sot;
børnemad
måtte kongen
æde da
for anden gang.
Oksens spyds
spidse ende
vendte han
villigt mod sig;
fra odden
på åg-renens
horn drotten
drak i sengen.
Kongen ej
ved egen kraft
dyrets dolk
dengang løfted’.
14.
Tunnes magt
trængte kongen
— Tyrs frænde —
fra sit hjemland.
Jætters øg
dog — jernet lig —
hornet drev
dybt i Egil.
Oksen, som
østpå længe
brynets klint
bar i vejret,
jog sit sværd
— nu hjertevendt —
skedeløst
mod Skilfings frænde.
15.
Ottar faldt
i ørnens klø’r
djærvt i kamp
mod danske våben;
hærgribben
greb i Vendel
blodigt fat
i fyrstens krop.
Dette værk
— Vøts og Fastes —
blev omtalt
blandt de svenske:
Frode lod
fredens bryder
dræbe af
ølandsjarler.
16.
Jeg har hørt
at heksekunster
kong Adils
kosted’ livet
— Freys slægtning —
som slynget blev
fra hestens
hals til jorden.
Da med grus
gramens hjerne
blandet blev
på blodig sten,
og sin død
Åles uven
undgik ej
i Uppsala.
17.
Og jeg ved
at Øisteins liv
blev lukket
i Lovund Herred;
jyder sved
den svenske hær
sammen med
siklingen selv.
Bakkens tangs
bidende sot
jog imod
den hjelmklædte;
flådefolk
og fyrsten blandt
toftens skibs
tømmer brændte.
18.
Snakken gik,
at Syssel-folk
Yngvar da
ombragt havde;
kongen faldt
i kampen mod
esters hær
ved havets hjerte.
Østersø’n
for sveakongen
Gymers sang
til gammen synger.
19.
Ønund hist
ved Himmelfjeld
led jammer
som Jonakrs sønner;
heftigt had
fra horeungen
vandt over
esters fjende.
Jordet blandt
jættens knogler
lå da her
Høgnes morder.
20.
Og Ingjald
endte livet
på Ræning
i røgens storm;
hustyven
på tændte fødder
gik over
guders slægtning.
Fyrsten blev
blandt de svenske
omtalt som
i sandhed gæv,
da han selv
sit stolte liv
fuldmodigt
måtte tage.
21.
Opædt blev
så Olavs lig
nær vandet
af veddets uven;
Fornjots søn
fodred’ gløden —
tøjet sved
af svenskekongen.
Længe før
blev Lofdes slægning
jaget ud
af Upsals by.
22.
Halvdans død
— det hørte alle —
tristhed blandt
tingmænd voldte.
Alders dom
dømte kongen
til døden
i Totens land;
Skærnæsfolk
i Skiringssal
skal græde
ved gramens lig.
23.
Øistein drog
dræbt af bommen
til Byleists
broderdatter;
kystens kant
nu kongen huser
højlagt i
en hob af sten.
Iskoldt vand
fra Vadlas løb
flyder dér
ved fyrstens grav.
24.
Elskovsting
den tredje konge
kaldtes til
hos Kvedrungs datter;
Halvdan nød
da norners dom
— han som på
Holtan bo’de.
På Borre
blev Budles slægtning
siden lagt
af sejrende mænd.
25.
Svigfældet
i fortid blev
den gæve
Gudrød konge;
hævnlystne
hov’der øved’
udåd mod
den øldrukne.
Sejren vandt
den svigefulde
— Åsa-sendt —
over kongen;
stukket blev
ved Stivlesunds
brede kyst
Budles ætling.
26.
Slægtens gren
— groet af Tror —
trivsel nu
i Norge fandt;
Olav da
for Upse råded’
vidt og bredt
i Vestmars land.
Folkets ven
til fald bragtes
af fodværk
ved Foldens kant;
på Gjerstad
gød man jorden
højt over
hærkongens grav.
27.
Ét ved jeg
i verden bedst
blandt kongers
kendenavne:
Ragnvald skal
— den rorfører —
hilses som
Den Hæder-høje!
