Čačče-olbmak

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Jens Andreas Friis
Lappisk Mythologi


Jens Andreas Friis


Gudelære
3. Jordiske Guder

§ 23.
Čačče-olbmak


"Næst efter Luften," siger Castrén, "synes Vandet at have været det Element, som Finnerne og andre beslægtede Folkeslag fordum have vist den største Ærefrygt. Dog ved man om de fleste af disse Folks Dyrkelse af Vandet ikke synderligt mere, end at de betragtede Havet, visse Indsøer, Elve og Kilder med en vis hellig Skyhed og undertiden bragte samme forskjellige Slags Offer. Saaledes fortæller man om Wotjakerne, at de pleiede at ofre en Gjed eller Hane til Vandet[1]. De ugriske Ostjaker og flere Samojedstammer ofre et Rensdyr til Floden Ob, som de holde høit i Ære. I det sydlige Sibirien iagttage Tatarstammer den Skik, at de før Maaltidet kaste lidt af et Slags Mad, som kaldes takan, i Vandet, hvergang de nyde samme. Ogsaa om Finnerne og Esterne ved man, at de i gamle Dage tilbade Vandet, og af denne Grund have mange Floder og Søer i Finland endnu den Dag idag Navne som Pyhäjärvi, (hellig Sø); Pyhäjoki, (hellig Elv), Pyhävesi, (helligt Vand) [2], o. s. v."

Lapperne troede ligeledes, at der i Vandet fandtes overnaturlige Væsener, som beskyttede Fiskene. De kaldte disse med det almindelige Navn Čačče-olbmak, Vand-Mænd eller Vand-Guder. De ansaaes, ligesom Læibolbmak, for gode og tjenestvillige Væsener og Naboer, til hvem man gjorde Bønner, og hvem man bragte Offer for at stemme dem gunstigt, "at de maatte tillade Lapperne at fiske paa deres Enemærker[3]." Leem nævner saaledes Kiøse-olmai eller Gisen-olmai, og Ganander nævner ligeledes Kiøse-olmai, samt Th. v. Westen Giesse-olmai som en Gud for Fiskeriet. Sandsynligvis ere disse Udtryk, kiøse, gisen, giesse, en feilagtig Gjengivelse af det lappiske gæsse, finsk kesa, Sommer. Gæsse-olmai betyder altsaa egentlig Sommermanden, en Benævnelse, der ogsaa passer godt paa ham som Fiskeriets Gud, da man især om Sommeren, medens Floder og Indsøer vare aabne, henvendte sig til ham om, "at han skulde sende Fisk til Fiskerens Krog[4]," ligesom Læibolmai sendte Vildt. I Østfinmarken synes man at have benævnet denne Guddom ligefrem med Udtrykket Guli-ibmel, Fiskenes Gud. Leem fortæller nemlig, at der paa et af de fornemste Offersteder i Varanger-Fjorden var en Klippe, som hed Guli-ibmel, og at der ofredes til denne for Lykke i Fiskeri. Længere sydpaa har Lapperne havt 2 Fiskeriguder, en for det ferske Vand og en for den salte Sø. I Nærø-Manuskriptet fortælles nemlig, at Fig. 21 paa Runebom. No. 1 "betyder et Fiskevand med Fisk udi. Det staar paa Runebommen, paa det at de kan tilspørge Jonsie Gud, som er deres Søgud, den samme som Neptun, om de skulle have Lykke med Fiskeri paa den salte Sø eller Hav, og Harchio Gud, som er deres Flod- eller Ferskvandsgud, om de skulle have Lykke med Fiskeri i Ferskvande (Se § 5, Pag. 25). Ligesom Fuglene havde sin Konge, der anførte dem paa deres Tog fra de sydlige Lande, saaledes havde ogsaa Fiskene sin Anfører, der ledede de store Fiskestimer fra Havdybet til Kysterne, og ligesom Fuglenes Konge maatte aflægge Regnskab for Barbmo-akka, saaledes maatte vel ogsaa Fiskenes Anfører aflægge Regnskab for Fiskenes Gud, for at denne kunde bestemme, hvormange Fiske der hvert Aar skulde fanges, og hvormange der skulde blive tilbage paa Havets eller Indsøernes Dyb.

Castrén antager, at Finnerne i en tidligere Periode ikke blot have vist Luften, men ogsaa Vandet sin Tilbedelse i dets umiddelbare, sandselige Form, og finder Bestyrkelse for denne Anskuelse i den Omstændighed, at Vandet under sit egentlige Navn, vesi, hist og her i Kalevala omtales som et guddommeligt Væsen. Men hvordan det nu end dermed kan have været, saa er det ialfald sikkert, at Finnerne senere vare af den Anskuelse, at dette Element beherskedes af en personlig Guddom, Ahti eller Ahto,[5] der ogsaa benævnes Veden isentä, Vandets Herre, Altojen kuningas, Bølgernes Konge. Ahti havde store Rigdomme af forskjelligt Slags. Det vigtigste var dog, at han raadede over alle Havets utallige Fiske, og som den, der raadede over disse, benævnes han Satahauan hallitsia, Hersker over hundrede Gruber; thi i Havets dybe Kløfter og Huler formodede man, at Fisken især havde sit Tilhold. Ahti selv boede i en saadan Hule, og som hans Hjem benævnes denne derfor Ahtola. Ahti’s Hustru hed Veilamo. Hun deltog med sin Husbond i Beherskelsen af Vandet og i Overherredømmet over en talrig Skare af Væsener, der vare Ægteparret underordnede. Disse benævnes dels Ahtolaiset, Ahto-Folket, dels Vellamo-väki, Vellamo-Folket, dels Ahtonlapset, Ahtos Børn, o. s. v. De opholdt sig ikke blot i Havet, men ogsaa i Indsøer, Floder, Bække og Kilder og vare, efter Finnernes Forestilling, gode og menneskevenlige Væsener.[6]


Fodnoter

  1. Georgi. Pag. 62.
  2. Castrén. Pag. 70.
  3. Jessen. Pag. 413.
  4. Jessen. Pag. 413.
  5. Maaske beslægtet med oldnorsk ahi, Hav, og – i Sanskrit – ahis, Vand. Castrén. Pag. 73.
  6. Castrén. Pag. 80-82.