Adam af Bremen: Fortale
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Adam af Bremens Kirkehistorie
Fortale
oversat af
Dette Værk er nu snart 800 Aar gammelt, og i al den Tid har det vist ingensinde været nogen Hemmelighed for dets Læsere, at Forfatteren hedder Adam. Vel har nemlig denne i selve Bogen ikke navngivet sig anderledes end ved i Tilegnelsen til Erkebiskop Liemar at undertegne sig A. Men at han, langtfra at ville skjule sig under dette Mærke, tvertimod kun har brugt det i den Forvisning, at dette hans Navns Begyndelsesbogstav var tilstrækkeligt til at gjøre ham kjendelig, baade for nysnævnte Erkebisp og for Bogens øvrige Læsere i det ellevte Aarhundrede, det seer man tydeligt, saavel af den Maade, hvorpaa han henvender sig til Liemar, som og af de mangfoldige Steder i Bogen, hvor han, om end ikke med den Udførlighed, vor Videlyst attraaer, saa dog med al ønskelig Uforbeholdenhed, omtaler sig selv, sin Stilling i Bremen og sit Forhold til Erkebiskop Adelbert, saavelsom til den danske Konge, Svend Estridsøn. Samtiden har altsaa ikke været uvidende om Betydningen af hans Navnemærke. Og hvad den efterfølgende Tid angaaer, da har Slavernes Krønike-Skriver Helmold, fra det tolvte Aarhundrede, itide oplyst os om Forfatterens fulde Navn1). Helmolds Ord ere disse: “Min Hjemmel er Mester Adam, han som med saa stor Veltalenhed har skildret de hamborgske Erkebiskoppers Virksomhed.” At Helmold dermed sigter til vor Bog, hvoraf han desuden har udskrevet adskillige Steder ordret, er indlysende; og at hans Angivelse af Forfatterens Navn er rigtig, har man ei alene ingen Grund til at omtvivle, deels fordi Helmold er gammel nok til at kunne give sikker Besked i saa Henseende, og deels fordi hans Oplysning passer til Mærket A; men til yderligere Bekræftelse foreligger desuden et gammelt Brevskab af utvivlsom Ægthed, nemlig et Gavebrev, udstedt af Erkebiskop Adelbert i Bremen under 11te Juni 1068, samt underskrevet af 27 Vitterlighedsvidner, og deriblandt af Helmolds “Mester Adam”. Dette i flere Henseender mærkelige Brevskab har de Lærde vel ikke undladt, i denne Anledning at fremdrage; dog har de ingenlunde skjænket det al den Opmærksomhed, det fortjener. Vi maa derfor betragte det lidt nøiere, ikke just for Indholdets Skyld, som baade i sig selv er ubetydeligt og den her omhandlede Gjenstand uvedkommende, men desmere med Hensyn til Underskrifterne og til dets øvrige Udseende2).
Brevskabet er altsaa fra 11te Juni 1068. Og dette stemmer ypperligt med vor Forfatters Udsagn i nærværende Bog, at han kom til Bremen i Erkebiskop Adelberts 24de Embedsaar, altsaa Aar 1067.
Den paagjældende Underskrift lyder nu saaledes: “Jeg Adam, Overlærer (magister scholarum) har skrevet og underskrevet.” Dette viser ikke blot, at Helmold, ved at nævne “Mester Adam” som Forfatter til vor Bog, ganske vist har udpeget den Rette; men heraf seer man tillige, at Adam var Overlærer i Bremen, samt at han i denne Egenskab nød den Ære at være Hs. Høiærværdigheds, Hr. Erkebiskop Adelberts fortrolige Haandskriver, altsaa hvad man nutildags vilde kalde Cabinetssecretair eller Geheimearchivar. Til Forskjel fra det særegne Mærke: “skrevet og underskrevet” er nemlig det staaende Udtryk for de 14 foregaaende Underskrifter dette: “Jeg N. N. har været tilstede og underskrevet”; medens de 12 efterfølgende Underskrifter ere affattede saaledes: “Jeg N. N. har underskrevet”.
Endvidere maa vi lægge Mærke til den Plads, Adams Underskrift indtager i Rækken af de øvrige Underskrifter. Deri skal vi nemlig see et Vink om den Rang eller Stilling, der har været Adam som Overlærer anviist i Kredsen af Hr. Adelberts Mænd. Skrivelsen er undertegnet af 2 Biskopper, 1 Abbed, 9 Domprovster og 2 Dekaner; dernæst af Overlæreren, endelig af 4 Præster og 8 Diakoner.
I Forbindelse hermed skal jeg endelig endnu blot gjøre opmærksom paa, at skjøndt Bogen ikke omtaler Adam som Overlærer, saa oplyser den os dog i høist mærkelig Overeensstemmelse med Underskrifternes Følge om en Overlærers Værdighed. I Tillæg 55 fortælles der nemlig om Adelberts Formand i Embedet, Alebrand, at han paa Hamborgs Ringmuur vilde reise tolv Taarne, hvoraf det første var bestemt for Biskoppen, det andet for Fogeden, det tredie for Provsten, det fjerde for Dekanen, det femte for Overlæreren. Altsaa igjen Overlæreren næst efter Dekanen.
I Betragtning af den ophøiede Stilling, Mester Adam, ifølge det her Anførte, har indtaget i Bremen, saavelsom af den Omstændighed, at han var en hædret Gjæst i den danske Konges Gaard, tør vi altsaa nok kalde det et urimeligt og latterligt Indfald af de Lærde, at de har villet betegne denne Mand, i hvem de dog er meget villige til at see en Laugsbroder, som “Skoleholder, Degn og Klokker” i Bremen3). Fordi Adam er beskeden eller underdanig nok til at kalde sig “et uværdigt Medlem (matricularius) af Guds Menighed i Bremen”, eller “det hellige Bremerstifts ringeste Klerk”, samt fordi hans Embedstitel: magister sekolarum, tilsteder den smagløse Fordanskning: “Skolemester” eller “Skoleholder”; derfor er det jo dog lige vist, at saadanne Talemaader ikke tør tages altfor bogstaveligt, og at en høitstaaende Embedsmand og videnskabelig Pennefører ikke ret vel kan have Bestilling som Klokker.
Idet vi altsaa hermed lade baade Degnen og Klokkeren fare, ville vi blive staaende ved — Skoleholderen. Nu ja, Skoleholder i Bremen, eller maaskee rettere, i Bremer-Stiftet, det var Mester Adam jo rigtignok i visse Maader; omtrent som Madvig var Skoleholder i Kjøbenhavn, dengang han, foruden at være Professor, tillige var Cultusminister.
Der var i Bremen en Høiskole, som maaskee endog var oprettet samtidig med selve Bispestolen. Thi hvor et Bispesæde reiste sig, der udeblev Anlæggelsen af Skoler aldrig ret længe. Tilmed var Bispesædet jo blevet reist af Keiser Karl den Store, hvis Nidkjærhed for Ungdommens Underviisning er noksom bekjendt. En lignende, vel endnu mere faderlig Nidkjærhed fandtes hos den fromme Ansgarius, for hvem Oplysningen af Børnenes Hjerter var Veien til Fædrenes Omvendelse. Med Ansgars Ophøielse til Erkebisp har da vistnok tillige en ny Opblomstring af Skolerne i Hamborg og Bremen, maaskee en Forening af begge under en fælleds Styrelse, fundet Sted. Saaledes forefinde vi Ordningen af Skolevæsnet i Adeldags Tid; thi da, siger Adam, blomstrede Menighedens Skoler under Tjadhelm, en Lærling af den store Oktrik i Magdeborg. Denne Tjadhelm har altsaa 100 Aar før Adam ført Tilsyn med samtlige Skoler i hele Stiftet. Fra Skolen i Bremen udgik ikke ret længe derefter den yngre Odinkær, som var døbt af Adeldag og af den ældre Libentius indviedes til Biskop i Ribe. I Erkebiskop Adelberts Dage endelig var Skolen i Bremen ei blot en Planteskole for tilkommende Præster og Bisper, men tillige en Dannelses-anstalt for Sønner af Fyrster og Adelsmænd, saasom for Tydsklands Keiser Henrik den Fjerde, der jo i sin Mindreaarighed havde Hr. Adelbert til Formynder og Hovmester. Under Adelbert har da Stiftets Høiskole udentvivl naaet en ikke ringe Anseelse: thi det var jo denne ærgjærrige Herres Stræben, at bringe Christenheden til at glemme det apostoliske Sæde i Rom over Erkesædet i Bremen. Og da Sætninger af berømte Philosopher vare en yndet Gjenstand for hans Samtaler ved Bordet, saa maa vi deraf slutte, at ogsaa hiin Tids skolastiske Viisdom, som Adam ei heller var fremmed for, hørte med til de Fag, der dyrkedes paa Høiskolen i Bremen.
At forestaae en saadan Høiskole, og i Forbindelse dermed at lede Underviisningen i samtlige Bremerstiftets øvrige Skoler — dertil var det altsaa, at Adam kom til Bremen Aar 1067.
Man formoder, at han kom fra Magdeborg. Denne Formodning er ikke usandsynlig. Thi derfra kom jo, som vi nylig hørte, ogsaa Tjadhelm, hiin Lærling af den store Oktrik, som hundrede Aar tidligere under Erkebiskop Adeldag forestod “Menighedens Skoler”; og ikke blot i den Anledning, men gjentagne Gange kommer Adam i Fortællingens Løb til at omtale Magdeborg, tildeels endog paa Sammenhængens Bekostning. Da nu Adams Fremstilling iøvrigt udmærker sig ved særdeles strengt Hensyn til Sammenhængen, og disse smaa Udskeielser fra Sagen altsaa kun lade sig forklare af en særegen Forkjærlighed for Magdeborg; saa har man deraf uddraget den ganske antagelige Slutning, at Magdeborg vel turde have været Adams Hjemstavn. Hertil kommer, hvad allerede en af Adams ældste Afskrivere i Tillæg 145 har gjort opmærksom paa, at Adams Maal, forsaavidt dette kan kjendes paa hans tilsvarende Skrivemaade (Libersee istedetfor Libbersee) røber hans Herkomst fra den Kant4).
At han endnu var en ung Mand, dengang han forestod sit Embede i Bremen og skrev sin Bog, fremgaaer af hans Efterskrift til Erkebiskop Liemar, hvem han beder om Overbærelse med sin Ungdom. Efter hans egen Formening var det nemlig ei mindre et ungdommeligt Vovestykke end et ønskeligt Foretagende, han prøvede paa, idet han, kort Tid efter sin Ankomst til Bremen, besluttede at skrive sin Krønike. Og det var vistnok ingen let Opgave, han dermed havde paataget sig. Thi dertil hørte Mere, end en blot videnskabelig Dannelse, som den, han allerede var i Besiddelse af. Han var fortrolig med den hellige Skrift, saaledes som denne forelaae i den latinske Oversættelse (Vulgata) og fortolkedes paa skolastisk Viis. Han kjendte Kirkefædrene, at sige de latinske, saasom Hieronymus og Ambrosius, samt, om man dertil vil henregne adskillige andre Skatte i hans Bogsamling, Orosius og Cassiodor, Gregor af Tours og Gregor den Store og Beda. Af hedenske Forfattere havde han læst Digtere som Virgil og Horats, Juvenal og Persius, samt Lukan, der var hans Yndlingsdigter; desuden enkelte latinske Prosaikere, navnlig Sallust og Cicero, Macrobius og Solinus og Martianus Capella. Og hvem der havde tilegnet sig Indholdet af disse Bøger, dem vi nutildags tildeels kun lære at kjende af Navn, han gjaldt dengang for at vide Noget, om ellers han forstod at bruge det. Men som sagt, til at skrive Bremerstiftets Kirkekrønike udfordredes Andet og Mere end Alt dette. Dertil hørte et eiendommeligt Kald, saavelsom en særegen Forberedelse. Thi hvad enten Historieskriveren indskrænker sig til sin Tids Begivenheder, eller maaskee slet ikke indlader sig paa disse; hvad enten han er Øieblikkets Runemester eller Fortidens Sagamand: Noget maa han fremfor Alt selv have oplevet, hvorved han er bleven sig sin Deelagtighed i Menneskelivet bevidst. Men den unge Mester Adam havde ogsaa allerede oplevet Meget, dengang Hr. Adelbert kaldte ham til Bremen. Især havde det foregaaende Aar været rigt paa gribende Begivenheder og betydningsfulde Omskiftelser. Vender-Fyrsten Gottskalk havde ombyttet sin Hertugkrone af Guld med den tornede Martyrkrone; Angelsaxernes Konge, Harald Godwinsøn, havde ved Stanfordbridge fældet “Nordens skjæbnesvangre Lyn og alle de danske Øers Skræk,” den vældige norske Konge, Harald Haardraade; faa Dage derefter havde dog atter Harald Godwinsøn tilligemed sine Angelsaxer ved Hastings fundet, sin og sit Riges Banemand i Bastarden fra Normandiet; og da Adam greb Pennen, var Lanfrank fra Pavia Erkebisp i Canterbury, hvorfra man ellers, uden selv at trænge til fremmede Kræfter, havde sendt Bisper og Præster og Munke til Frankrig og Tydskland, til Frisland og Norden. Bogen bærer Præg af det Indtryk, Alt dette havde gjort paa vor unge Forfatter; man seer, at det var dette Indtryk, der havde adlet ham til Historieskriver. Saaledes indviet til sit høie Kald, fordybede han sig nu ikke blot i Læsningen af gamle Bøger og Brevskaber; men han spurgte sig tillige omhyggelig for hos gamle Folk, der kunde sige ham Besked. I dette Øiemed gjæstede han den kyndige og indsigtsfulde danske Konge, Svend Estridsøn, der “vidste Barbarernes Begivenheder udenad, som om de havde været opskrevne”, og hos hvem ikke blot en naadig og gjæstfri Modtagelse, men ogsaa en velvillig mundtlig Oplysning blev ham tildeel i rigeligt Maal. Foruden denne sin ypperste mundtlige Kilde nævner han endnu adskillige andre Hjemmelsmænd, saasom en dansk Biskop, en fornem Mand i Nordalbingien, et christeligt Øienvidne til Afgudsdyrkelsen i Sverrig; endelig ogsaa Hr. Adelbert selv, hvis Paalidelighed han imidlertid synes at drage lidt i Tvivl. Hans boglige Kilder, hvoraf de fleste, om end tildeels i en forandret og mindre fuldstændig Skikkelse, endnu staae til vor Raadighed, og som han deels udtrykkelig paaberaaber sig, deels kan skjønnes at have benyttet, ere fornemmelig følgende: Einars Bog om Karl den Store; sammes øvrige Skrifter; Franke-Krøniken; de keiserlige Aarbøger; Gregor af Tours; de Korveiske Aarbøger; Winfreds, Wilbrords, Wilhads, Liudgers, Ansgars og Rimberts Levnetsbeskrivelser; Bjovos Optegnelser; Rhabanus's Breve; adskillige Kirkemøders Forhandlinger og Beslutninger; Breve af Ansgar og Adelbert; pavelige Skrivelser; Paulus Diakonus's Longobarder-Krønike. Derimod kan han ikke have kjendt Sigebert af Gemblours, ei heller Bogen om de romerske Paver, som tilskrives Lodbrand. Disse Værker ere nemlig yngre end vor Forfatter; og som en Følge deraf ere Tillæg 11. 21. 22. 33 Tilsætninger fra en senere Haand. Saa vidtløftig end denne Fortegnelse seer ud, er dens Udbytte dog af et ringe Omfang i Sammenligning med hvad der skyldes den danske Konges mundtlige Meddelelser. Adam er en af de vistnok meget faa Tydskere, der har gjæstet vort Land, ei for at spise det danske Brød, ei heller for at sige os, hvor Skabet skal staae i vor egen Stue, men for selv at lære Noget.
Omsider begyndte han da at ordne sit møisommeligt indsamlede, men rige og værdifulde Stof. Dog udgav han sin Bog først efter Adelberts død, samt efterat dennes Eftermand, Liemar, havde tiltraadt sit Embede. Grunden hertil var vel ikke blot den, at han da først var bleven færdig med de fornødne Forarbeider, men den ligger vistnok især deri, at han da først kunde yttre sig med al den Frihed, Sandhedskjærligheden krævede, om sin mægtige og høibaarne Herre og Velynder, Adelbert den Store, hvis Liv og Levnet han tildeels som Øienvidne skildrer efter dets mangfoldige og høist forskjelligartede Retninger, med en tilsvarende Blanding af uskrømtet Beundring og ufordulgt Misbilligelse, som indgyder os Høiagtelse for hans deeltagende Hjerte og uhildede Blik.
Adelbert døde Aar 1072, den 16de Marts. Endnu samme Aar og, som det synes, allerede ved Pintsetide, blev Liemar, en Bairer af Fødsel, hans Efterfølger i Embedet. Dette fremgaaer af Albert af Stades Angivelse, at Liemar klædte Erkesædet i samfulde 30 Aar indtil sin død i Mai Maaned 1101, i Forbindelse med Adams Hentydning (i Efterskriften) til Pintsefesten. Da nu Bogen er skreven efter Adelberts død, men tillige, ifølge Forfatterens gjentagne Forsikkring, medens Svend Estridsøn, som døde 1076, endnu levede; saa falder Tiden for dens Affattelse mellem Aarene 1072 og 1076. En nærmere Bestemmelse i saa Henseende vil næppe kunne træffes med fuldkommen Sikkerhed. Man kunde jo saaledes ville sige, at, da Adam i Efterskriften til Liemar tilbyder at skrive ogsaa om dennes Bedrifter, hvilket Tilbud han dog maaskee næppe, paa Trods mod Pave Gregor den Syvende, der ved Skrivelse af 12te December 1074 afsatte Liemar fra Embedet, vilde have gjort, dersom han havde vidst dette, saa er det rimeligt at ansætte Tiden for Bogens Affattelse for 1075. Men saa er der atter dette iveien, at Efter skriften til Liemar synes at omtale dennes Mægling mellem Keiser Henrik den Fjerde og Saxerne; og under denne Forudsætning see vi os henviste til Aar 1075. Følgelig maa vi nøies med den Oplysning, der under alle Omstændigheder forbliver uomtvistelig: at Bogen er skreven mellem Aarene 1072 og 1076.5)
Om nu Mester Adam, strax efterat have nedlagt Pennen, tillige har nedlagt sin jordiske Vandringsstav, eller i længere Tid har overlevet Tilendebringelsen af sit eneste os efterladte Værk — det veed Ingen. Hans dødsdag var, ifølge Bremens Kirkebog, den 12te October; men at vide Dagen, uden at kunne have ringeste Formodning om Aaret, er lidet tilfredsstillende. Han skal ligge begravet i en Skov, der engang havde været hans Eiendom, og som han havde skjænket til Rameslo Kloster.
Vi maa da holde os til hans Bog som hans eneste os efterladte Mindesmærke og Eftermæle. Og det gjør jo unægtelig Bogen større Ære, at vi for dens Skyld forgjæves spørge om ham, end om vi kun for hans Skyld maatte spørge om Bogen.
Det samme Forsyn, der styrer Begivenhedernes Gang, vaager iligemaade over Historien og sørger i betimelig Tid for dens Redskaber og Talsmænd. For hver Gang en Tidsalder, der har sit bestemte Indhold, sit særegne Præg og sin eiendommelige Opgave, er ifærd med at udløbe, fremstaaer gjerne, paa Forsynets Vink, Historieskriveren og fylder med Beskrivelsen af det tilbagelagte Afsnit en ny Side af Krøniken, og derpaa — vender Bladet sig. Et nyt Tidsrum, med andre Forhold og Formaal, tegner til at ville indtræde; men Overgangen fra det Gamle til det Nye er som oftest bred, flydende og for Samtiden tildeels ukjendelig. Dog gjør den sig uvilkaarlig gjældende, idet Nogle med ængstelig Haardnakkethed ville fastholde de forældede og forsvindende Forhold, medens Andre hige efter og kjæmpe for en Forandring. Historieskriveren, der med Kjærlighed omfatter den Fortid, han skildrer, skal man under slige Omstændigheder vistnok som oftest finde blandt dem, der foretrække det Bestaaende og haabe, at det fremdeles vil kunne holde sig.
Saaledes her. Forholdet mellem Erkesædet i Bremen og Menigheden i Norden, saaledes som dette lige siden Ansgars og Klakharalds Dage havde bestaaet, var i Begreb med at opløse sig.
Her er Stadet, hvorfra vi skal overskue Værkets Indhold; her see vi tillige Aarsagen til alle dets Dyder og Lyder. Det Ene med det Andet trænger imidlertid til en omhyggelig Udvikling, som jeg her skal stræbe at meddele saaledes, at Læserne ved Hjælp af Bogen kan holde Øie med mig og dømme om Rigtigheden af min Opfattelse.
Formedelst Gavebrev af 14de Juli 788 havde Keiser Karl den Store oprettet et Bispedømme for Saxer og Friser i Staden Bremen, samt udnævnt Wilhad til dette nye Stifts første Biskop. Stiftets anden Biskop var Wilrik, og Leuderik var den tredie. Ogsaa Slaverne havde maattet underkaste sig Karls Herredømme, og endelig var hans Opmærksomhed, i kirkelig Henseende ved Ebbo af Rheims, og paa Rigets Vegne formedelst den jydske Kong Godefreds (eller Gøttriks) truende Holdning, bleven henledt paa Norden, og da nærmest paa Danskerne. I den Anledning skal han ikke blot have bygget en Kirke i Hamborg, men ogsaa havt isinde at oprette en Bispestol sammesteds for Slaver, Danske og Svenske. Denne Plan kom dog først til Udførelse en god Stund efter hans død 814, samt adskillige Aar efter Klakharalds Daab i Engelheim ved Maints 826, saavelsom efter Ansgars Hjemkomst fra sin første Reise i Danmark og Sverrig. Det var nemlig først Aar 832, at Munken fra Korvei, Ansgarius, der da havde godtgjort sit guddommelige Kald til at være Nordens Apostel, af Keiser Ludvig den Fromme og Pave Gregor den Fjerde beskikkedes til Biskop i Hamborg. Leuderik døde Aar 845; og to Aar senere blev Ansgar hans Eftermand, som første Erkebisp i Bremen og Hamborg. Dette skeete i Keiser Ludvig den Yngres Dage; og dermed var Erkesædet i Bremen og Hamborg ikke blot oprettet, men dermed havde det tillige vundet sin historiske Betydning og faaet sin Virkekreds og Virksomhed anviist, idet Bremens og Hamborgs Erkebisp fornemmelig skulde være Overhyrde for Menigheden i Norden. At christne Norden og, naar dette var skeet, da at føre Tilsyn med Menigheden og dens Lærere sammesteds, da at vogte den unge Hjord i Danmark, Sverrig og Norge — det var det Hverv, der var tildeelt Ansgar og hans Eftermænd som Erkebisper i Bremen og Hamborg.
Skjøndt nemlig Pave Nikolaus den Anden først Aar 858 bekræftede Alt, hvad der saaledes 11 Aar iforveien var kommet istand, og skjøndt hans Skrivelse desangaaende ikke just saa bogstaveligt, som Adam synes at ville have den opfattet, tildeler Ansgar og hans Eftermænd stedsevarende Eneret til, som Fuldmægtige for det apostoliske Sæde i Rom, at forkynde og at omfrede Christendommen i Norden: saa maa vi dog give Adam Ret i, at dette omtrent var Meningen. Og indtil Videre var Hovedsagen den, at Ansgar selv havde skrevet sig sit Kaldsbrev, ikke med Pen og Blæk, ei heller ved at axle Erkebispekaaben, men ved i Aandens Kraft og i Herrens Navn at formaae en nordisk Hedningskare, som stod ledig paa Torvet, til at indgaae i Herrens Viingaard; saa Spørgsmaalet var blot, om og hvorvidt Ansgars Eftermænd, ved at træde i hans Fodspor, vilde godtgjøre deres Arveret til hans Kaldsbrev.
Det er fremdeles indlysende, at jo større Nidkjærheden var hos Bremens og Hamborgs Erkebisper for at christne Norden, og jo bedre Fremgang de vandt, desto kraftigere og hurtigere maatte de selv forhjælpe Stammerne i Norden til folkekirkelig Selvstændighed og til, i Følelsen af samme, at ønske sig frigjorte fra det tydske Erkesædes Formynderskab, ei for at ombytte dette med et angelsaxisk eller normannisk Aag, men for at glæde sig ved egne Hyrder og Lærere.
Længe varede det ei heller, inden der paa begge Sider, baade hos Bremerstiftets Overhyrde og Hans nordiske Hjord, viste sig Tegn eller Trang til en Forandring i visse Bestemmelser af Gregor den Fjerde og Nikolaus den Anden, hvor tydeligt end disse maatte synes at lyde paa Gyldighed for alle Tider. I Norge havde saaledes allerede Hakon Adelsteen, i Begyndelsen af det tiende Aarhundrede, uden mindste Hensyn til Erkesædet i Bremen, prøvet paa at indlægge et godt Ord for den Christendom, han havde nemmet i England. Dette lod man nu vistnok i Bremen og Hamborg aldeles upaaagtet, ligesom man der, endnu henimod Slutningen af samme Aarhundrede, ikke fandt sig foranlediget til at paatale Olaf Tryggesøns Forsøg i en lignende Retning. Denne Tilbageholdenhed fra Erkesædets Side havde nemlig, efter al Sandsynlighed, sin Grund deri, deels, at Norge var et afsides liggende Land, hvor Ansgarius aldrig havde sat sin Fod, og deels i den Umodenhed, disse Forsøg røbede. Men i det næste Aarhundrede, da Knud den Store havde lagt England til Danmark, da begyndte Erkesædet at paatale sin formeentlige Eneret til at varetage Nordens aandelige Tarv. Saa mægtig en Konge som Knud hin Rige vilde Erkebisp Unwan jo vistnok nødig fortørne, især da denne virkelig viste sig Erkesædet hengiven; men da Engelskmanden Gerbrand, hvem Knud, maaskee blot af Uagtsomhed, havde udnævnt til første Biskop i Sælland, paa Reisen fra England til Roeskilde kom den frisiske Kyst for nær, lod Unwan ham dog, for en Sikkerheds Skyld, paagribe og nødte ham til at anerkjende Erkebispen som sin Foresatte. Bedre kom samme Unwan tilrette med Hellig Olaf i Norge; thi vel tog ogsaa denne Konge sig den Frihed at indkalde engelske Bisper; men han var dog derhos netop den første til at anerkjende Erkesædet for sit Riges Vedkommende. En betænkelig Sag var det fremdeles med den danske Konge, Svend Estridsøn, hvis Ægteskab Erkebiskop Adelbert fordrede ophævet, men Kongen svarede med fornærmelige Trusler. En betænkelig Sag var det iligemaade med Kong Emund i Sverrig, der beskyttede Biskop Osmund, da denne vilde forestille svensk Erkebisp. Men endnu værre saae det ud i Norge, hvis myndige Konge, Harald Haardraade, var formastelig nok til at sætte Hr. Adelberts Sendebud Stolen for Døren med de Ord: “hvem er her i Norge Erkebisp uden Harald?” Mere fredelige bleve Udsigterne jo vistnok, efterat Harald var falden i England. Thi da var den danske Kong Svend ei mere det ungdommelige Brushoved, der med Staalhandsker havde villet gribe om Banstraalen som en Nælde; da var han for længe siden bleven Hr. Adelberts gode Ven. Men selv da var en fredelig Løsning af de Baand, der nu i over 200 Aar havde knyttet Menigheden i Norden til Erkesædet i Bremen, den eneste Udvei, disse to kløgtige og velforligte Hoveder vidste Raad til. Svend foreslog Oprettelsen af et dansk Erkesæde og sendte maaskee i den Anledning Skaanes Biskop Egin til Rom6); og Erkebispen lovede, om end ugjerne, at ville give sit Minde dertil. Døden afbrød denne indledende Forhandling, ved i Løbet af 4 Aar at bortrive begge denne Sags Ordførere; men Spørgsmaalet overlevede dem og krævede sin endelige Afgjørelse.
Under disse Omstændigheder fremstod Mester Adam og skrev sin Krønike til Oplysning om Forholdet, som det fra Ansgars Dage og indtil Adelberts død havde bestaaet og udviklet sig mellem Erkesædet i Bremen og Hamborg paa den ene og Landene nord for Eideren paa den anden Side. Denne sin Gjenstand fremstillede han med Klarhed, Grundighed og oprigtig Sandhedskjærlighed; men tillige med bestemt Hensyn til det omtalte Spørgsmaal.
Hvorledes stillede da nu dette Spørgsmaal sig for vor Forfatter? Jeg tillod mig i det Foregaaende den Bemærkning, at paa Overgangen fra det Gamle til det Nye skal man vistnok som oftest træffe Historieskriveren blandt dem, der helst ville fastholde det Bestaaende. Og dette er Noget, man ikke blot maa finde sig i, ikke blot bør holde sin Næste tilgode, men som man hos Historieskriveren endog skal finde ønskeligt. Thi hvorledes skulde han, uden en saadan Forkjærlighed for det Gamle, kunne stille os dette for Øie, som det var, naar han beskriver det paa en Tid, da det endnu er det Bestaaende, medens det Nye kun er i Begreb med at undfanges, og altsaa kun kan være Gjenstand for øieblikkelig Handling eller profetisk Fremsyn?
Det er altsaa en Selvfølge, hvad man iøvrigt har nemt ved at læse sig til i selve Bogen, og det er tillige intet Uheld — at Mester Adam ikke vidste rettere, end at det tjente baade Erkesædet i Bremen og Menigheden i Norden bedst, at deres indbyrdes Forhold fremdeles vedblev at bestaae eller gjenoprettedes, forsaavidt der maatte være gjort Brud paa samme. At det saae noget misligt ud med Vedligeholdelsen eller Fornyelsen af dette gode gamle Forhold, undgik vel ikke hans bekymrede Opmærksomhed; men at der var indtraadt nogen Forstyrrelse i Forholdet, tilskrev han vistnok nærmest den afdøde Adelbert, der snart havde været for herskesyg, snart for eftergivende, og altid havt altfor mange Jern i Ilden, til forsvarlig at kunne hævde Erkesædets retmæssige Overhøihed over det store nordiske Lydstift. Hvor ofte minder han ikke om, at det er Bisper og Præster, der ere Skyld baade i Hedningernes Gjenstridighed og i de Christnes Utilfredshed og Frafald! Erkesædet i Bremen og Hamborg havde jo gammelt og guddommeligt Hævd, keiserligt og paveligt Brev paa at styre Menigheden i Norden. At den danske Konges Ønske om Oprettelse af et Nordisk Erkesæde kunde være fremgaaet af en langt dybere Trang end øieblikkelig Misfornøielse med et og andet formeentligt eller virkeligt Misgreb fra Hr. Adelberts Side; eller, at Nordboerne allerede kunde være modne eller dog omsider maatte blive modne til en saadan kirkelig Selvstændighed; det kunde Adam, som Tydsker, vistnok næppe fatte eller indrømme. Det var altsaa hans Ønske saavel som hans Haab, baade for det tydsk Erkesædes og den nordiske Menigheds Skyld, at det gode gamle Forhold mellem begge fremdeles maatte bestaae eller ved den nye Erkebiskop Liemars Viisdom og Kraft blive gjenoprettet.
Denne Anskuelse kan vi nu vistnok ingenlunde dele med Forfatteren, især da Tiden for længe siden har domfældt dens Ugyldighed. Liemar var ikke den Mand, der kunde retferrdiggjøre Adams Forventninger; Liemar var som Spurv i Tranedands, da hans Keiser, Kong Henrik den Fjerde, ragede uklar med den vældige Gregor den Syvende. Liemar stillede sig i en uretfærdig Sag paa den usle Keisers Side mod den vældigste af alle Paver; og paa samme Tid var Liemar uklog nok til at lægge sig ud med den danske Konge. Følgen blev, at Erik Eiegod opnaaede Pavens Bekræftelse paa det Ønske, han havde arvet efter sin Fader Svend Estridsøn. Aar 1104 oprettedes i Lund et Erkesæde for Menigheden i Norden.
Ikke desmindre har vi ingen Grund til at ønske os Adams Indlæg i Sagen anderledes, end det er. Enten saa Baandet mellem den unge Hjord i Norden og dens gamle Overhyrde i Bremen skulde holde eller briste, trængte man vistnok paa begge Sider høilig til at mindes om den Velsignelse, der i to Aarhundreder formedelst Ansgar og Rimbert og Unni og de mange herlige Bisper, som endnu Adelbert havde indviet, var udstrømmet fra Hamborg og Bremen over Nordens Folk og Menighed.
Ved at betragte Bogen fra dette Stade: som et Indlæg i Sagen mellem den tydske Menighed og dens nordiske Aflægger — kan vi tillige med Lethed overskue og forklare os alle dette Værks Fortrin og Feil. For at begynde med disse sidste, da har man ei uden Grund anket over Usikkerhed i Tidsregningen; en Svaghed, som bliver endmere iøinefaldende derved, at Forf. unægtelig tiltroer sig en ikke ringe Styrke netop i den Retning. Denne Mangel kan nu vistnok ikke henføres til den nævnte Synsmaade for Værkets og dets Forfatters gode og svage Sider, men iøvrigt vil den billige Læser sikkert indrømme, at Adams Unøiagtighed i Sligt deels var for ham uundgaaelig, og deels er en Ubetydelighed i Forhold til det Hele. Hvad Andet der kan være at udsætte paa Forf. og hans Bog, vil derimod lettelig kunne forklares af den Anskuelse, hvorpaa hele Fremstillingen hviler, men vil da ogsaa desmere kunne holdes ham tilgode. Det bør saaledes hverken forundre eller forstyrre os, naar Adam hvert Øieblik paa den ubehagelige Maade, vi netop nuomstunder har lært at kjende af daglig Erfaring, minder os om de tydske Øine, hvormed han betragter vort Norden. Saalidt som dette kan undgaae vor Opmærksomhed, ligesaalidt bør det forhindre os i, netop i Modsætning dertil at anerkjende den Sandhedskjærlighed i Fremstillingen, der end ikke afholder ham fra at fremstille Kjendsgjerninger, som idelig vidne mod hans egne tydske Fordomme. Medens han nemlig atter og atter omtaler “Barbarerne” i Danmark, Sverrig og Norge som Umennesker, man ei kan færdes iblandt, uden at gaae med Livet i sin Haand, hvad enten man gjæster dem i deres Hjemstavn, eller kun pløier deres Farvande, gjør han dog Alt dette strax godt igjen, idet han selv fortæller, hvorledes Ebbo, Ansgar og Unni kunde gaae ud og ind hos disse “Barbarer”, uden at et Haar krummedes paa deres Hoveder, samt hvor gjæstmild en Modtagelse han selv og Andre jævnlig havde fundet baade hos Konge og Folk i Norden, hvorimod Rov og Mord og Mandslæt idetmindste ligesaa fuldt som hos Nordboerne hørte til Dagens Orden blandt Saxer og Friser og Slaver, endog mellem Klerke indbyrdes. Naar han fremdeles, aarvaagen og om over Erkesædets Ære og Rettigheder, ikke sjelden fortier og stundom ligefrem nedsætter Angelsaxernes unægtelige og høist uegennyttige Fortjenester af Christendommen i Norden; saa glemmer han dog ved andre Leiligheder sig selv ogsaa i dette Stykke og bringer Sandheden adskillige Offre, saasom ved sin Omtale af de Bisper, Hellig Olaf indkaldte fra England til Norge, eller af Ulfreds Selvopoffrelse i Sverrig. Aldrig skal man heller sinde, at han, naar blot Erkesædet nyder sin Ret, iøvrigt giver nogen tydsk Landsmand, som saadan, Fortrin fremfor nidkjære Klerke af nordisk, engelsk, fransk, italiensk eller hvilkensomhelst anden Herkomst. Endelig har man ogsaa forekastet Adam en altfor smigrende Tone lige overfor Erkebiskop Liemar. Men det er en Misforstaaelse. Thi seer man nøie til, saa viser det sig, at han ikke just roser Liemar for det han er, men fortæller ham hvad han burde være. Bogens Feil og Mangler kan saaledes vistnok ikke skjules, men ei heller skade synderlig. Desmere Gavn og Glæde kan vi derimod nyde af dens umiskjendelige Fortræffelighed, der iligemaade udspringer af Forfs. bestemte Anskuelse af Sagens daværende Stilling. Det er Fastheden i hans Blik paa det Hele, der har gjort ham skikket til at frembringe, ikke en tør Aarbog, men en livlig og sandfærdig Krønike, der tillige er et historisk Kunstværk, et i sig selv mesterlig afrundet Arbeide. Fremstillingen indledes med en Beskrivelse af Saxland, hvorfra Evangeliet nærmest udgik til Norden, samt med nogle foreløbige Oplysninger om Winfred og Wilhad, om Pipin den Lille og Karl den Store indtil Oprettelsen af Bispesædet i Bremen Aar 788. Dernæst fortælles om Wilhads Eftermænd, men især om Ansgars Virksomhed som Munk, som Biskop i Hamborg og første Erkebisp i Bremen, og fremfor Alt som Nordens Apostel fra først til Sidst. Ved fremdeles at oplyse, hvorledes Ansgars Nidkjærhed for Hedningernes Omvendelse og Frelse gik i Arv hos hans Eftermænd, slutter første Bog, aldeles i Medfør af selve Sagen, med Unni, som jo var den sidste Erkebisp, der traadte i Ansgars Fodspor, ved selv at forkynde Ordet for Hedningerne i Norden. Til dennes Eftermæle knytter sig da ogsaa høist betydningsfuldt en alvorlig Formaning til Biskopperne, om ei at sidde hjemme i Ro og Mag, men at drage ud, didhen hvor Kampen kalder og Kronen vinker. Anden Bog viser, hvorledes efterhaanden, i Erkesædets andet Aarhundrede (936—1043) Erkesædets Forhold til Menigheden i Norden i al kirkelig Orden bliver et andet, idet Hyrdens og Lærerens Embede mere og mere træder istedetfor Evangelistens grundlæggende Virksomhed. Tredie Bog omfatter udelukkende Erkebiskop Adelberts Liv og Embedsvirksomhed; i den Anledning henvender Adam anden Gang Ordet til Liemar og giver os dermed et Vink om, hvad det er, hans Fremstilling vil give tilkjende, den Sandhed nemlig, at staaer Erkesædet i Fare for at tabe sin Anseelse hos Menigheden i Norden, da er det ikke uden Skyld fra Bremerstiftets Side. — Ligesom nu Værket begyndte med en Beskrivelse af Saxland, som Udgangspunctet for Evangeliets Vandring til Norden, saaledes skutter det, i smuk Overeensstemmelse med sin Begyndelse, med en Beskrivelse af Øerne og Landene i dette Norden, som Maalet for den Sendelse til Hedningerne, hvortil Bremens og Hamborgs Erkebisp jo var kaldet. Og dette udgjør Indholdet af fjerde Bog.
Endnu staaer tilbage, i al Korthed at omtale Værkets Skjæbne i Tidernes Løb. Om end Forfatteren maaskee er død ikke ret længe efterat være bleven færdig med dette sit Arbeide, har han dog endnu vundet Tid til at forsyne Bogen med adskillige egenhændige, i Randen af Haandskrifterne hosføiede Tillæg. Af de 152 Tillæg, man efterhaanden, ved Afbenyttelse af samtlige eller dog de fleste Haandskrifter, har faaet Samling paa, ere nemlig mangfoldige, ja vel endog Størstedelen, at ansee for Adams egenhændige Anmærkninger. Tillæg 145 er vistnok fra en yngre Haand, men skyldes dog en meget gammel Afskriver og viser tillige, ved at henpege paa det foregaaende Tillæg, at han har anseet dette sidste for Adams eget. Hertil kommer den Umiddelbarhed, hvormed disse Tillæg som oftest, uden at overskride Tiden for Bogens Affattelse, knytte sig til dens Indhold. Iøvrigt skjønner jeg ikke rettere, end at der endnu kan og bør gjøres Meget for, saavidt muligt, at sætte Skjel mellem Forfs. egne og Hans Afskriveres Tillæg.
Adam er, om jeg tør bruge dette Udtryk, eiderdansk; Tillæg 82 kan han derfor umulig have skrevet. Adam synes ikke at have kjendt Tacitus; under denne Forudsætning er Tillæg 124 uægte. Dog nok herom. — Indtil Bogtrykkerkunstens Opfindelse og sammes Anvendelse paa Adams Skrift er dette ingensinde ganske bleven lagt paa Hylden. Vi finde det afbenyttet i det 12te Aarhundrede af Helmold, i det 13de og 14de af Albert af Stade og Islænderne, og endnu i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede af Albert Krantz. Dog var det i sidstnævnte Aarhundredes anden Halvdeel et nyt Fund for os herinde, da det i Sorø Kloster faldt i Hænderne paa “den lystige Præst i Boeslunde”, Hr. Iver Hansen Munk, som dernæst overgav det i de rette Hænder, nemlig til Anders Sørensen Vedel. Denne Hædersmand skylde vi den ældste trykte Udgave af Adams Værk, fra Aar 1579.7) Senere Udgaver: af Lindenbruch (1595 og 1609), af Mader (1670), af Fabricius (1706), endelig af Lappenberg i Pertz Monumenta Germaniae Tom. VII. (1846). Denne sidste Udgave, som ogsaa haves i særskilt Aftryk fra samme Aar, ligger fornemmelig til Grund for nærværende Oversættelse.
Den ældste fuldstændige Oversættelse af hele Værket er en fransk af de Chastelus fra Saumur, fra 1796. Paa Tydsk er det oversat af Miesegaes (1825) og af Laurent (1850). Nørreledens Beskrivelse paa Svensk af Peringskjöld 1718, paa Dansk af Suhm i 4de Bind af sammes Danmarks Historie (1790).
Hvad nu denne Oversættelse angaaer, da tænker jeg vel, den skal befindes tro; dog det er mig ikke nok. Gid den findes livlig, tækkelig, dansk. Gid den vorde læst med Lyst, baade nu og herefter, blandt Andet som et Indlæg i en vistnok for længe siden afgjort Sag, og dog som et Indlæg af megen Betydning for os, med Hensyn til Nordens og Tydsklands, samt til den nordiske og tydske Menigheds endnu ingenlunde opklarede, langt mindre opgjorte, Mellemværende!
Januar 1862.
Noter og Anmærkninger
1) Helmold I. 14: Testis est Magister Adam, qvi gesta Hammenburgensis ecclesiae pontificum disertissimo sermone conscripsit.
2) Staphorst Hamburgische Kirchen Geschichte I. l pag. 437-438 Lappenberg Hamburg Urkundenbuch Tom I Nr 101. (Sidstnævnte Værk har jeg dog ikke kunnet afbenytte).
3) Mader i Fortalen til sin Udgave af Adam. Suhm, Danmarks Historie IV. 486 f.
4) Lappenberg hos Pertz Archiv VI. 766 ff. Monumenta Germaniae VII. (IX) 267 ff. I Fortalen til Skole-Udgaven pag. IV
5) Suhms Mening (anf. St. S. 486) at Adam vel skrev under Kong Svend, “men lader dog ei til at have fuldført sit Skrift førend efter Kongens død, saasom han kalder ham sanctissimus, saafremt denne Læsemaade er rigtig” — bortfalder dermed, at sanctissimus er en Skrivfeil for scientissimus. Lappenbergs Text-Udgave hos Pertz, Mon. Germ. VII, pag. 376.
6) Helveg, den danske Kirkes Historie indtil Reformationen S. 177.
7) Denne ældste Udgave, trykt efter et Haandskrift, som er forgaaet, var, efter Lindenbruchs Forsikkring, allerede 1595 en Sjeldenhed i Tydskland, og er nu uoverkommelig. Et nyt Optryk af samme burde derfor snarest muligt bringes istand; helst i Forbindelse med en Kritisk Sammenligning med det Kgl. Bibliotheks tvende Haandskrifter, 2296 og 1175, hvorefter da ogsaa “Beskrivelsen af Nørreleden”, som mangler i Vedels Udgave, skjøndt den næppe kan have været udeladt i hans Haandskrift, kunde tilføies. Jeg haaber ved en anden Leilighed at komme tilbage paa denne Gjenstand.
