Adam af Bremen: Hermann
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Adam af Bremens Kirkehistorie
Anden Bog (936-1043)
Hermann
(1032-1034?)
oversat af
[ De såkaldte skolier ( her markeret med blåt ) er marginkommentarer, som er føjet til den oprindelige tekst.
Det kan ikke afgøres, om disse tilføjelser er skrevet af Adam selv eller blot af en afskriver. ]
Hermanns Erkebispedømme varede næppe 3 Aar. Hyrdestaven tilkjendtes ham af Keiser Konrad og Bispekaaben af Pave Benedikt den Yngre. Han udtoges af Choret i Halberstadt, hvor han havde været Domprovst.
[ Hermann afkjøbte de Indfødte Marsklandet Eternbroch. Denne Gave bekræftede Keiser Konrad for Kirken i en Forordning, han selv udstedte; hvilket sees af et i Kirkens Archiv opbevaret Haandskrift. Skolie 49 ]
Han beskrives som en Mand, der vel havde en Dues Enfoldighed, men kun en ringe Deel af Slangens Kløgt, hvisaarsag det var nemt for hans Undergivne at føre ham bag Lyset. Sit Stift besøgte han kun en sjelden Gang; til Hamborg kom han een eneste Gang, og det i Spidsen for en heel Hær, hvormed han udplyndrede sit eget Bispesæde, som om det ikke var hans. Og da han drog afsted, spottede han over det som en “Saltvandsjordbund”. Mesteren for dette Røvertog var en vis Macco, Erkebispens Raadgiver og Fuldmægtig. Forresten havde han berømte Capellaner i sin Tjeneste, nemlig Thiadrik og Svidger.
[ Denne Svidger blev fra Bispedømmet Papenberg hensat paa det apostoliske Sæde, efterat tre uægte Paver vare blevne udslettede af Rækken. Skolie 50 ]
Sidstnævnte blev Pave i Rom under Navn af Clemens. Erkebispens Subdiakonus var Adelbert, der siden selv blev Erkebisp i Bremen, og som allerede dengang paa Grund af sin truende Mine og Holdning og for sine store Ords Skyld var sine Tilhørere mistænkelig.
Erkebispen lod haant om Alt hvad han forefandt i sit Stift. Saa lod han da for det første Tonekunstneren Guido komme til Bremen, og fik ved hans Hjælp Kirkesang og Klostertugt til at gaae efter Takten1), Det var det eneste Stykke Arbeide, han kom godt fra. Hans næste Foretagende bestod i at nedbryde den hellige Mikaels ældgamle Bedehuus, hvorfra han flyttede tre af sine Forgjængeres, Adelgars, Hogers og Regnwards Liig, som han saa gjemte i den større Kirke under selve Høialtret .
[ Man siger, at dersom han havde levet længere, vilde han fornyet Alt. Han begyndte paa at omgive Byen med en Muur, nedbrød det gamle Bedehuus, og pønsede paa meget Andet, som røbede, at han ikke just meente det ilde. — Ham var det, som indviede Esiko i Hedeby. Men Esiko døde, inden han havde tiltraadt sit Embede. Skolie 51-52 ]
Og endelig paabegyndte han et stort og gavnligt Værk, nemlig at omgive Byen med en Muur. Næppe havde han imidlertid lagt Grundvolden, førend hans Liv var tilende; og dermed var Arbeidet ligeledes forbi. Saaledes gik det jo hiin store Ypperstepræst Eli, som undlod at tugte Sine for deres Rovgjerrighed, og som derfor selv i enkelte gode Gjerninger mishagede “Hævnens Gud”. — Hermann døde i Bispedømmet Halberstadt under et Ophold paa sit Gods Hildinrode. Hans Liig blev ført til Bremen og der bisat midt i Choret. Han døde den 18de September.
Noter og Anmærkninger
1) Det er udentvivl den berømte Guido af Arezzo, Tonekunstens Reformator og Opfinderen af det nu brugelige Nodesystem, A. her omtaler.
