Adam af Bremen: Libentius (I.)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Adam af Bremens Kirkehistorie
Anden Bog (936-1043)
Libentius I
(988—1013)
oversat af
[ De såkaldte skolier ( her markeret med blåt ) er marginkommentarer, som er føjet til den oprindelige tekst.
Det kan ikke afgøres, om disse tilføjelser er skrevet af Adam selv eller blot af en afskriver. ]
Libentius hensad i 25 Aar. Bispekaaben modtog han af Pave Johannes den Femtende, Staven fortjente han sig hos Otto den Tredie. Han var den første Erkebisp, som indviedes af Lydbiskopperne. Prydet med Lærdom og al Retskaffenhed havde han i sin Tid ledsaget Adeldag fra Italien. Dennes Liv og Lærdom tog han til Mønster, og ifølge denne høie Faders Bestemmelse var han den Eneste, som fandtes værdig til at betroes Hamborg Stifts Styrelse. Nogle fortælle, at Domprovst Otto,
[ Denne Otto, en høist anseet Mand, var Domprovst og Kannik i Magdeborg. Skolie 23 ]
skjøndt han havde den Ære at kalde Adeldag sin Onkel, dog traadte tilbage for dennes Valg, som faldt paa Libentius, hvem end ikke nogen Fjende kunde finde Noget at udsætte paa. Han var nemlig, siger man, saa kydsk, at han sjelden lod sig see for Kvinder; saa maadeholden, at hans Ansigt var blegt af at faste; saa ydmyg eller kjærlig, at han i Klostret levede som En af Brødrene. Mange vare hans Fortjenester; fornøiet med hvad han havde, gik han sjelden til Hove for at begjære Noget; rolig sad han i sit Hjem og passede sit Stift paa det Omhyggeligste; og idet al hans Opmærksomhed var henvendt paa at vinde Sjæle, vaagede han, siger man, efter strengeste Regel over alle sine Klostersamfund. Som Erkebisp øvede han ogsaa paa egen Haand Gjæstmildhed, idet han tjente Brødrene og de Syge med daglig Haandsrækning, ligesom han og overdrog til sin Frænde Libentius at forestaae Herberget i hans Sted.
Medens der endnu var Fred i Slaverland, besøgte han flittig Folkene hinsides Elben. Moder-Kirken i Hamborg elskede han med faderlig Ømhed. Sit Hverv til Hedningerne røgtede han med ligesaa stor Iver som hans Forgjængere, skjøndt de onde Tider vare ham imod. Kong Svend havde dengang udøvet en stor Forfølgelse mod de Christne i Danmark. Erkebispen skal da ved ydmyge Gesandtskaber og hyppige Foræringer have stræbt at formilde den grumme Konges Sindelag mod de Christne. Kongen forkastede imidlertid Alt dette og fremturede i sin Grusomhed og Troløshed som en Rasende. Den guddommelige Hævn udeblev dog ikke over den imod Gud gjenstridige Konge. Da han nemlig indlod sig i en Krig med Slaverne, blev han to Gange taget tilfange og ført til Slavenland, og ligesaa ofte løskjøbt af Danskerne for en stor Slump Guld. Endda vilde han ikke omvende sig til den Gud, han først havde fortørnet ved at dræbe sin Fader, dernæst udæsket ved at lade de Troende henrette! Men nu optændtes Herrens heftige Vrede, saa han gav ham i Fjendevold, for at vænne ham af med at bespotte.
Da var det nemlig, at den mægtige Svensker-Konge, Erik, samlede en Hær, utallig som Havets Sand, og trængte ind i Danmark. Svend mødte ham, forladt af Gud og skuffet i sin Tillid til Afguderne. Mange Søslag — thi saaledes pleie de Folk at gaae hinanden paa Klingen — leveredes; hele den danske Styrke ødtes, Kong Erik beholdt Seiren og Danmark. Svend maatte rømme sit Herresæde og modtog saaledes sin fortjente Løn af den nidkjære Gud. Saadan gik det, efter hvad den yngre Svend selv har fortalt os, hans Bedstefader, fordi han hjemfaldt Guds retfærdige Dom ved at bortvende sig fra den Gud, der havde været hans Faders gode Værge.
Paa samme Tid skal en Flaade, bemandet med de Vikinger, der hos os kaldes Askomanner, være landet ved Saxland og have hærget samtlige Frislands og Hadelns Kyster. Da de dernæst løb ind i Elbmundingen og gjorde Landgang, flokkedes Saxlands Høvdinger i Spidsen for en ringe Styrke og mødte Barbarerne, der vare gaaede iland, ved Stade, som er en god Havn og Fæstning ved Elben. Stort var Slaget og mindeværdigt og altfor uheldigt; tappert stred man paa begge Sider, men tilsidst kom vore Folk tilkort. De seierrige Svenske og Danske tilintetgsorde hele Saxernes Styrke. Der fangedes Markgrev Sigfred,
[ Om denne Sigfred fortælles en vidunderlig Hændelse. Han var nemlig engang trængt ind i Klostret Rameslo, hvor han havde gjort reent Bord. Men strax blev han besat af en ond Aand, som det ikke forundtes ham at blive kvit, førend han havde givet Kirken dens Eiendom tilbage, samt tilskjødet Brødrene en prægtig Gaard, der hørte til hans Godser. Skolie 24 ]
Grev Diderik og andre høibaarne Saxer, som bagbundne slæbtes ombord og fik Bøiler om Benene, hvorpaa Barbarerne ustraffet plyndrede hele Landskabet. Af Fangerne undslap ene og alene Markgrev Sigfred; thi da en Fisker hemmelig hjalp ham afsted om Natten, blev Vikingerne som rasende og øvede deres Kaadhed paa alle deres fornemme Fanger, ved at lemlæste dem paa Hænder og Fødder, skjære Næsetippen af dem og kaste dem halvdøde iland. Flere af disse ædelbaarne Herrer levede endnu lang Tid efter, til Spot og Spee for Keiserdømmet og til et ynkværdigt Skuespil for alle Folk. Snart kom dog Hertug Benno og Markgrev Sigfred med en ny Hær og hævnede Skade, ved ganske at tilintetgjøre den Vikingtrop, der som sagt var gaaet iland ved Stade. Askomannernes øvrige Skare var imidlertid seilet ind i Weseren, havde gjort Landgang og udplyndret Hadelns Grændser lige til Lesum; hvornæst de med en stor Hob Fanger rykkede frem til det saakaldte Glinstermoor. Her stødte de paa vore Folk, som vare i Hælene paa dem, og her blev hele deres Skare, 20.000 Mand stærk, nedsablet til sidste Mand. En fangen saxisk Ridder, som de havde betroet at vise dem Vei, havde ført dem ind i Moradsets ubekvemmeste Strækninger, hvor de gik dem trætte og derfor med Lethed overmandedes af vore Folk. Heriward var Heltens Navn, ihukommet blandt Saxerne med stadig Berømmelse.
Dermed begyndte Vikingernes hyppige Indfald i denne Egn. Alle Saxlands Stæder svævede i Frygt; Bremen omgaves for første Gang med en forsvarlig Vold. Efter gamle Folks Sigende var det ved den Leilighed, at Erkebiskop Libentius lod Kirke-Skatten og alle Kirkens Kar bringe til Provstiet Bücken. Saa stor og almindelig var Frygten i dette Stift. Libentius selv lyste Vikingerne, som plyndrede Bispedømmet, i Ban. En af de saaledes bansatte Vikinger skal være død i Norge, hvor hans Liig siges at have holdt sig uforandret i 70 Aar, indtil Hr. Erkebiskop Adelberts Dage; da kom nemlig Biskop Adelward derop, løste den døde af hans Ban, og strax opløste Liget sig til Aske.
Kong Svend maatte altsaa bøde for hvad han brød mod Guds Menigheder og mod christne Folk. Overvundet og forladt af Sine, fordi Gud havde forladt ham, kom han som en hjelpeløs Flygtning til Normændene, hvor dengang Trygge Hakonsøn var Konge. Denne var en Hedning, der ikke havde mindste Medlidenhed med Flygtningen.1) Forskudt af al Verden foer da Stakkelen over Havet ad England til, hvor han ogsaa forgjæves søgte Trøst i Forfølgelsen. Ædelreds Søn Edgar stod dengang for Styret hos Briterne, og han havde ingenlunde glemt de Danskes Forurettelser mod Anglerne fra gammel Tid; derfor jog han den Landflygtige bort. Endelig ynkedes Skotte-Kongen over den Ulykkelige, saa der fandt Svend en venlig Modtagelse og et Tilflugtssted i hele 14 Aar indtil Eriks død. Dette fortalte Kong Svend os om de Farer, hans Bedstefader, der var sin Faders Banemand, maatte friste; og vi gøs ved at høre derpaa. Men dernæst gik han over til at fortælle om Erik Seiersæl.
[ Denne svenske Kong Erik indgik Forbund med Polens mægtige Konge Boleslaus, som gav Erik sin Søster eller Datter tilægte. For dette Svogerskabs Skyld bleve Danskerne angrebne af Slaver og Svenske i Forening. Boleslaus var forresten en meget christelig Konge, som i Forbund med Otto den Tredie undertvang hele Slavenland og Rusland samt Preusserne, hos hvem den hellige Adelbert var bleven Martyr. Dennes Levninger førte nu Boleslaus til Polen. Skolie 25 ]
Erik, sagde han, blev Herre over to Riger, Danmark og Sverrig; Hedning var han ligeledes og en haard Modstander af de Christne. Til ham kom, siger man, som Udsending fra Keiseren og Hamborger-Bispen, en vis Poppo, en hellig og retviis Mand, dengang indviet til Biskop for Slesvig, for at paatale Keiserens Ret med Hensyn til de Danskes Rige eller de Christnes Fred. Og man føier til, at da Barbarerne paa sædvanlig Viis begjærede et Tegn, da betænkte han sig ikke paa, til Christendommens Stadfæstelse at bære i sin Haand et gloende Jern og vise, at det ingen Skade gjorde ham. Nu maatte jo vel dette Tegn lettelig kunne synes tilstrækkeligt til at udrydde al Tvivl og Vildfarelse hos Hedningerne; men den Guds Helgen, som vilde have alt Hedenskab bort hos Folket, fremstod, hedder det, endnu engang med et andet og rigtig stort Jærtegn. Iført en Klædning, der var overtrukket med Vox, stillede han sig midt i Kredsen af en heel Folkeforsamling og bød, at man i Guds Navn skulde stikke Ild paa hans Klædning. Med Øine og Hænder løftede mod Himlen lod han saa taalmodig Luerne syde om sig, at da Klædningen var brændt til Aske, saae han sig om med et velfornøiet Smiil og forsikkrede, at han end ikke havde mærket Noget til Røgen af den Brand. Formedelst dette Jærtegns Nyhed bleve mange Tusinder troende ved ham; og indtil denne Dag berømmes Poppos Navn høilig hos de Danskes Folk og Menigheder. Stedet for disse Bedrifter var efter Nogles Sigende ved Ribe, men efter Andres Udsagn ved Hedeby, som kaldes Slesvig.
Berømt i Danmark var dengang ogsaa Odinkær den Ældre, lyksalig Ihukommelse. Vi har i det Foregaaende omtalt, hvorledes han prædikede i Fyen, i Sælland, i Skaane og Sverrig, og derved omvendte Mange til den christne Tro. Hans Lærling og Frænde var Odinkær den Yngre ,
[ Denne Odinkær blev af Kong Knud sendt til England og der uddannet i Videnskaberne. Hans Lærelyst drev ham fremdeles til en Reise gjennem Frankrig, hvor han modtog Navn af Viismand og Philosoph. Han gjorde sig saaledes ogsaa værdig til sit oprindelige Navn: Gud-kjær. Skolie 26 ]
ligeledes af dansk Kongeblod og saa rig en Grundeier, at han endog skal have grundet Ribe Bispedømme ved Hjælp af sin Fædrenearv. Længe gik han i Skole i Bremen, hvor Erkebisp Adeldag skal have døbt ham med egen Haand, hvisaarsag han efter denne kom til at hedde Adeldag. Han blev nu af Erkebisp Libentius indviet for Hedningerne og tog Sæde i Ribe. Thi hans herlige Vandel og hellige Omgjængelse bragte ham Yndest baade hos Gud og Mennesker, og Christendommen haandhævede han vældelig i Danmark.
Det var nu de Mænd, som, efter hvad vi have bragt i Erfaring, i de Dage udmærkede sig i hine Lande. Fra Adeldags Tid var der endnu Adskillige ilive og tillige i fuld Virksomhed, saa at de endog kom til Norge og Sverrig, og vandt Mange for Jesus Christus. Af dem skal Normændenes daværende Behersker, Olaf Tryggesøn, være bleven døbt som den norske Christendoms førstegrøde. (Olaf Tryggesøn maatte rømme Norge, kom til England og antog der Christendommen, som han saa var den første til at indføre i sit Fædreland. Sin Hustru hjemførte han fra Danmark: den stolte Thora, efter hvis Tilskyndelse han paaførte Danskerne Krig.) Andre sige, at der allerede iforveien, som og dengang, kom Bisper eller Præster fra England for at forkynde Evangeliet, samt at Olav tilligemed Andre skal være døbt af dem; og som den Ypperste blandt disse nævnes en vis Biskop Johannes, foruden Andre, som siden skulle blive omtalte. Er dette sandt, saa siger jeg: Hamborgs Moder-Kirke er ikke skinsyg, ifald ogsaa Fremmede have gjort vel imod hendes Børn; hun siger med Apostlen: “Somme prædike af Nid og paa Strid, Andre af god Villie og Kjærlighed. Men hvad? Naar kun paa enhver Maade Christus maa vorde forkyndt, være sig leilighedsviis eller i Sandhed, saa glæder det mig og skal glæde mig fremdeles.”
I Danmark gik Svensker-Kongen Erik over til Christendommen og lod sig døbe. Dette gav Anledning til, at der gik Præster fra Danmark til Sverrig, som arbeidede trøstig i Herrens Navn. Af den kyndige Danekonge har jeg dog hørt om Erik, at han, efterat have antaget Christendommen, atter faldt tilbage til Hedenskabet. Men at han kæmpede med Otto den Tredie og blev slagen, det har jeg erfaret af Andre; det talte Kongen ikke om.
Da Eriks længe ønskede død var indtruffen, vendte Svend tilbage fra sin Landflygtighed og tog sine Fædres Rige i Besiddelse i sin Landflygtigheds eller Udlændigheds 14de Aar. Han ægtede derpaa Eriks efterladte Enke, Moderen til Olaf, og hun fødte ham Knud. Men det Svogerskab var ham til ingen Nytte, da Gud var vred paa ham. Olaf var Svenskernes Konge og en god Christen; han var gift med en slavisk Prindsesse Estrid af Obotriternes Stamme, og havde med hende en Søn, ved Navn Jakob, og en Datter, som hed Ingigerd, og som blev gift med Kongen af Rusland den hellige Jarislaf. Denne Olaf altsaa, som efter sin Fader Eriks død var bleven Konge over Svenskerne, kom nu med en Hær over den ulykkelige Svend, drev ham ud af Riget og beholdt selv Danmark. Men da kom Svend til den Erkjendelse, at Gud er Herren; da gik han i sig selv, hans Synd stod ham for Øie, og angerfuld raabte han til Herren; og han hørte ham, og lod ham finde Naade for sine Modstanderes Øine, saa at Olaf gjenindsatte ham i hans Rige, fordi han jo havde været gift med dennes Moder. Og de sluttede med hinanden en ubrødelig Pagt om at ville holde Haand over Christendommens Plantning, hver i sit Rige, og udbrede den iblandt fremmede Folkefærd.
Men da den Norske Kong Olaf Tryggesøn hørte om denne Kongernes Forening, blev han overmaade vred paa Svend og Meente, at denne, der ligesom var forladt af Gud og saa tidt havde været forjaget, lettelig maatte kunne fordrives ogsaa ved hans talrige Hær. Han samlede da en Flaade paa uendelig mange Seilere og paaførte de Danskes Konge Krig. Slaget stod mellem Skaane og Sælland, hvor Kongerne sædvanlig har deres Valplads tilsøes. Nu er Overfarten over det Baltiske Hav meget kort ved Helsingborg i Skaane, hvorfra man kan see over til Sælland. Og dette Sted er et bekjendt Tilhold for Vikinger. Der mødtes de altsaa, og Normændene blevne slagne og drevne paa Flugt af Danskerne. Kong Olaf, som tilfældigviis var bleven afskaaren fra de Øvrige, sprang ombord og fandt paa Havsens Bund en Undergang, der var hans Liv og Levnet værdig. Hans Hustru gjorde efter Mandens død formedelst Sult en ynkelig, men velfortjent Ende paa sit Liv. Somme sige, at Olaf var en Christen; Andre, at han var en Frafalden; men deri er Alle enige, at han var en Spaamand, en Tegns-Udlægger, der slog al sin Lid til Fuglevarsler. Deraf fik han ogsaa Øgenavn, saa man kaldte ham Olaf Kragebeen.
[ Da Olaf Tryggesøn Kragebeen var dræbt, besad han (Svend) to Riger. Snart fik han Afgudsdyrkelsen udryddet i Norge og Christendommens Antagelse paabudt ved Lov. Derpaa satte han en vis Biskop Gothebald fra England til Lærer i Skaane; og denne skal stundom have forkyndt Evangeliet saavel i Sverrig som i Norge. Skolie 27 ]
Ja, han havde endog Ord for at være hengiven til Trolddomskunst, som hans Fædreland er meget rigt paa. Hans Hoffolk vare Seidmænd, hvis Bedrag og Vildfarelse han gik tilgrunde ved.
Formedelst Kragebeens Fald kom da Svend til at eie to Riger. Snart fik han Afgudsdyrkelsen nedbrudt og Christendommen ved Lovbud indført i Norge. Ved samme Leilighed indsatte han en vis Gotebald fra England til Biskop og Lærer i Skaane, og han skal af og til have forkyndt Evangeliet i Sverrig, ofte ogsaa i Norge.
Imidlertid fyldtes lykkelig og vel Aartusindet efter Herrens Kjødspaatagelse, og dette er Erkebispens 12te Embeds-Aar. Aaret efter bortreves ved en ubetimelig død den tappre Keiser Otto, just som han tredie Gang havde holdt sit Indtog i Rom som Seierherre; han, der iforveien havde betvunget Danskere og Slaver, Franskmænd og Italienere. Efter hans død trættedes man om Herredømmet. Slaverne, som led under deres christne Dommeres ubillige Tryk, afkastede omsider Trældoms-Aaget og saae sig nødsaget til, med Vaabenmagt at forsvare deres Frihed. Vendlernes Fyrster vare Mistivoi
[ Da Mistivoi ikke vilde frafalde Christendommen, maatte han tye til Barderne, hvor han, forviist fra sit Fædreland, blev gammel i Troen. Skolie 28 ]
og Mizzidrog; under deres Banner udbredte Opstanden sig som en Ildslue. Med dem i Spidsen angreb Slaverne, idet de først Ødelagde hele Nordalbingien med Ild og Sværd. Derpaa gjennemstrøifede de det øvrige Slavenland, afbrændte alle Kirkerne og lagde dem i Gruus. Præsterne og Kirkens øvrige Tjenere piinte de paa mange Maader tildøde, og levnede saaledes end ikke Spor af Christendom hinsides Elben. Fra Hamborg bleve dengang saavelsom senere Mange af Præstestanden og Borgerskabet slæbte i Fangenskab, Mange berøvedes Livet for den forhadte Christendoms Skyld. De Danskes Konge, ham vi idelig maae ihukomme, og som vidste Barbarernes Begivenheder udenad, som om de havde været opskrevne, har fortalt os, at Oldenborg viste sig stærkest befolket med Christne.
[ Oldenborg er en stor Stad for de Slaver, som kaldes Wagrer. Den ligger ved det saakaldte baltiske eller barbariske Hav, en Dagsreise fra Hamborg. Skolie 29 ]
Tredsindstyve Præster — sagde han — bleve, efterat Resten var slagtet som Fæ, hengjemte til Spot og Spee; deriblandt den høifornemme Provst Odder, som var i Slægt med os. Han blev tilligemed de Øvrige priisgivet Martyrdøden paa den Maade, at man i Huden paa deres Hoveder indridsede Korsets Tegn, hvorved Hjernen aabnedes under Kniven. Derpaa slæbtes disse Guds Vidner bagbundne fra By til By i Slavenland, bleve pryglede og paa anden Maade mishandlede, indtil det var forbi med dem. Saaledes gjorte til et Skuespil for Mennesker og Engle, opgav de midt paa deres Løbebane deres seierrige Aand. — Mange lignende Optrin skulle dengang have fundet Sted i de forskjellige slaviske Landskaber; nu klinger det som Eventyr, fordi de skriftlige Efterretninger fattes. Da jeg herom vilde forhøre mig nøiere hos Kongen, svarede han: “lad det være nok, min Søn! Vi har i Danmark og Slavenland Blodvidner i saadan Mængde, at de næppe kan rummes i en Bog.”
Alle de Slaver altsaa, som boe imellem Elben og Oderen, havde i over 70 Aar bøiet sig for Christendommen, igjennem hele Ottonernes Tidsalder, og nu løsrev de sig fra Christi og hans Menigheds Legeme, hvis Lemmer de havde været. Lønlige ere i Sandhed Guds Domme over Menneskene, idet han ynkes over hvem han vil, og forhærder hvem han vil. Med Beundring for hans Almagt see vi dem falde tilbage til Hedenskabet, som først bleve troende, og dem, der lod til at være de sidste, omvende sig til Christus. Den retfærdige, stærke og langmodige Dommer altsaa, som fordum udryddede for Israel syv Folk i Kanaan, men bevarede Philisterne til at tugte Overtræderne — ham er det, siger jeg, som nu vilde forhærde en ringe Hedningflok, for dermed at beskjæmme vor Vantro!
Dette skeete i den ældre Libentius's sidste Levetid. Hærfører var Hertug Bernhard, Bennos Søn, og han tilføiede Slaver-Folket følelige Tab. — Paa samme Tid blev den Trætte, Biskop Berner i Verden førte om Rameslo Kloster, afgjort for Pave Sergius's Domstol.
[ Man fortæller, at Hertugen over Slaverne beilede for sin Søn til en Sønnedatter af Hertug Bernhard, og at denne gav ham Løfte paa hende. Derpaa sendte Vendlernes Fyrste sin Søn tilligemed Hertugen med 1000 Ryttere til Italien, hvor de næsten alle faldt. Da saa Hertugens Søn gjorde Fordring paa sin Forlovede, da forhindrede Markgrev Theoderik Giftermaalet med den Erklæring, at hun, som var nær i Slægt med Hertugen, ikke kunde tilstaaes ham, den Hund. — Theoderik var Markgreve over Slaverne; hans Feighed nødte dem til at blive Rømningsmænd. — Markgrev Theoderik blev afsat og gjort arveløs. Han døde som en Slags Præst i Magdeborg ved et velfortjent Ulykkestilfælde. Paa samme Tid oprettede den ærværdige Grev Henrik i Rosefeld et Provsti. Erkebisp Libentius gav sit Samtykke dertil og indviede Kirken. — I Herrens Aar 1010 blev Ungarns Befolkning omvendt til Troen formedelst Keiserens Søster Gisle, som ægtede Kongen af Ungarn og formaaede ham til at lade sig og Sine døbe. Kongen blev i Daaben kaldt Stephan og fortjente sig senere Navn af Helgen. — Rameslo ligger i Bispedømmet Verden, ikke langt fra Bardewyk. Verdens Biskop gjorde Fordring paa at indrette og bestyre dette Kloster, men afstod derfra ifølge det Apostoliske Sædes Kjendelse. Oddo blev, som Gavebrevet udviser, afsendt til Paven. Skolie 30-34 ]
I Erkebispens 22de Aar døde Saxer-Hertugen Benno; ligeledes hans Broder Liudger, som i Forening med sin ædle Hustru Emma havde viist sig meget velgjørende imod Bremens Kirke. I Magdeborg blev Erkebisp Dagan Gisillars Eftermand; dernæst blev Walthard kjendt værdig til dette Sæde.
Imidlertid tog vor Erkebiskop omhyggelig vare paa sit Kald til Hedningerne, idet han indviede flere Biskopper; Navnene paa dem og deres Bispestole ere paa Grund af den trykkende Forfølgelse tvivlsomme. I Slesvig blev, efter Fædrenes Sigende, Esiko Eftermand til Poppo. Den forhen nævnte Odinkær var en Prydelse for Ribe. Men efter Biskop Adeldags død og indtil vore Dage skal hele Jylland være forblevet deelt i ikkun to Bispedømmer, idet det tredie, nemlig Aarhuus, gik ind. I Slavenland indviede Erkebispen Folkward, dernæst Reinbert. Den førstnævnte maatte nemlig rømne Slavenland, og blev da af Erkebispen sendt til Sverrig eller Norge, hvor ogsaa han vandt mange Sjæle i Herren, saa at han vendte hjem derfra med Glæde.
Efter saaledes at have ordnet Alt vel, døde den salige Klosterbroder Libentius, og paa samme Tid Biskoppen i Verden, i Herrens Aar 1013, og bisattes midt i Choret foran Trapperne til det Allerhelligste. Dette skeete den 4de Januar, i Rente-Terminens 11te Aar.
Noter og Anmærkninger
1) Trygge Hakonsøn var af Haarfagers Æt og Fader til den velbekjendte Olaf Tryggesøn; men om han end maaskee har hersket over en Deel af Norge, har han dog næppe været Konge over hele dette Land. Saxe siger, at det var Harald Blaatand, som forhjalp ham til Herredømmet, men at det var hans Søn Olaf, Svend Tveskjæg søgte Tilflugt hos.
