Ainos Død (Kalevala II)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kalevala
som Folkedigtning og National-Epos

Ferdinand Ohrt

IV. De enkelte Sanges Historie

Ainos Død
(IV).

Det vakre Navn Heltinden i denne Sang bærer, og som gennem den ny Kalevala blev saa yndet at det nu er et hyppigt finsk Fornavn, kender Folkesangen ikke. De Opskrifter Lönnrot nærmest lagde til Grund, begynder: Anni tytti, aino tytti ɔ: Pigen Anni, den eneste (eller: dyrebare) Pige; men en Anni (Annikki) forekommer andensteds i Kalevala, og af Tillægsordet i samme Linie dannede Lönnrot saa et nyt Egennavn. — Den trykte Sangs Grundlag er nærmest de russisk-karelske Varianter. Lönnrot har nok indføjet en Del Tillæg, mest dog fra sydligere Former af samme Sang (Sol- og Maanemøernes Gave, Aino lægger sine Klæder ved Stranden, Dyrene som Bud), noget ogsaa fra anden Sammenhæng, mest lyriske Stykker. Hertil kommer at Anni efter Folkesangen hænger sig i Staburet i et Bælte; det ændrede Lönnrot til Døden i Bølgerne; hendes Klage over som ung at skulle gives til en Olding har han dannet efter Joukos Ord i Sangerkampen (III 519 fl.). Og endelig er Sammenknytningen med sidstnævnte Sang Lönnrots Værk; det er ham der har enstydet Joukos Søster, som i en enkelt Opskrift kaldes Anni, med Dødskvadets Anni, og Väinö med Folkesangens unge Bejler Osmoinen. Men forresten er der siden hen optegnet en rent folkelig Sang der forener de to Kvad og gør Väinö til Annis forsmaaede Bejler.

Den folkelige, russisk-karelske Sangform er et morsomt Eksempel paa Sammensmæltning af flere Enkeltsange. Dens Hovedtræk er disse: a) Anni gaar til Skovs efter Badekoste; b) Osmoinen (i Parallel verset: Kalevainen, Vs 93-4) smisker for hende; c) hun gaar grædende hjem. d) Fader, Broder og Søster spørger: Hvorfor græder du, min Anni? Hun svarer hver Gang: Jeg har tabt min Ring, mit Kors o. s. fr. e) Moderen spørger, og Anni fortæller Sandheden (ordret Gentagelse af Sangens Begyndelse), f) Moderen trøster: Gaa op i Staburet og tag de skønne Ting i Kisten, g) Anni hænger sig i Staburet. Slutning: Moderen græder; tre Floder, Birke, Gøge opstaar af Taarerne; Gøgene synger. — Til Grund ligger tre Enkeltsange: 1) Katri og Riikos Søn, 2) den bestjaalne Pige, 3) Taarestrømmen og Gøgene. Den første og den anden er indbyrdes beslægtede og har allerede i finsk Karelen nærmet sig til hinanden. Katri og Riikos Søn: Katri møder (undertiden a) ved Lunden) b) Riikos Søn, som frier; c) hun grædende hjem. e) Moderen faar Forklaring f) og trøster: Gaa i Boden, g) Hun hænger sig. Haren bringer Bejleren Bud (nyttet af Lönnrot), Bejleren styrter sig i sit Sværd. — Den bestjaalne Pige: a) En ung Pige (»Jeg«) gaar i Skoven, falder her i Søvn (eller: Jeg gaar til Havet at bade mig, lægger Klæderne — Skildringen nyttet af Lönnrot ved Ainos Død), d) en Tyv stjæler mine Smykker (Lönnrot: Hun kaster dem selv harmfuld, da Väinö bejler); c) jeg grædende hjem; d) Moderen faar Forklaring f) og trøster: Gaa i Staburet og tag ny Prydelse paa. — Det dobbelte Selvmord hvormed Katrivisen ender, stammer fra Vestfinland, hvor Trækket har hørt til en finsk Efter- ligning af den svenske »Hr. Peder och liten Kerstin«, hvis Indhold ellers er vidt forskelligt fra Katrivisens. Dyrebudskabernes Oprindelse synes endnu ikke fuldt opklaret; i Sampsasangen træffes de ogsaa, men falder heller ikke naturligt dær.

Bagved baade Katrisangen og »den bestjaalne Pige« ligger en egen Art Viser, de saakaldte »Gentagelsessange«, der stammer fra Estland; de har alle samme Grundmotiv: Datteren (eller Sønnen) oplever noget slemt, kommer grædende hjem, fortæller med samme Ord som i Sangens første Led sit Uheld og trøstes af Forældrene. Uheldene er meget forskellige: Hest eller Smykker stjæles, Pløjeokser sønderrives af Ulven, en Mand er paatrængende o. s. fr. I »det røvede Kys« optræder Pigen mer resolut end Aino: Hun stikker den frække »Kalevs Søn« ihjel med sin Kniv og roses bagefter af Moderen for sin raske Daad.

Den russisk-karelske Ainosangs Slutning om Taarerne og Gøgen er oprindelig to selvstændige Smaaviser. Taarestrømmen, der ogsaa har faaet Plads i Kantelekvadet (Kal. XLI), skal nøjere omtales i den Sammenhæng. Om Gøgene synges en Vise i Estland, maaske efter litauisk-lettisk Forbillede; den findes allerede i Ingermanland knyttet til Taarestrømmen. — Hos Folket kukker alle tre Gøge til den unge Piges Minde, medens Lönnrot har fordelt dem paa Pigen, Bejleren og Moderen.

Aino sank under Bølgen, og i Bølgen søger den gamle Väinö hende: I Kalevala, men udeladt i Oversættelsen, følger nu en Sang hvori Väinämöinen ror ud paa Havet; her bider tilsidst en underlig Fisk paa hans Krog og hales op; da han uden at ane Uraad skal til at skære den i Stykker, smutter den fra ham ned i Vandet og forkynder gækkende at den var Joukahainens Søster, der kom for alligevel at blive hans Hustru. Men nu er det for silde; mod i Hu drager Väinö hjem; saa følger hans Klage over Skovens Tavshed og hans egen Nød (V 196 fl.). — Hin Vise er et gammelt Havfrusagn, »Fisken« hedder i Folkesangen en »Väinödatter«; oprindelig kender Kvadet hverken Väinö som Fisker eller Anni (Aino) som Havvæsen. — Med nogen Tilknytning i enkelte Opskrifter lader Lönnrot derefter Väinö spørge Raad paa sin Moders Grav (uden Hensyn til at man ikke har hørt et Ord om den guddommelige »llmatars« Død!) og straks dernæst give sig paa Vej til Pohjola for endnu en Gang at prøve sin Lykke som Bejler.