Almindelig Indledning (FM's Edda bd.3)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Oldnordiske Heltedigte eller Kjæmpeviser om
Volsunger, Budlunger, Gjukunger eller Niflunger o. fl.

Indledning

Den ældre Eddas egentlig mythologiske Digtes Forklaring har allerede optaget saa stor en Plads i dette Værk, at dens saakaldte historiske Sanges Bearbeidelse maa (for ej at overskride det Heles ved Subscriptionsplanen bestemte Arketal) mestendels blot indskrænkes til dansk Oversættelse, samt enkelte literære Noticer og kortfattede Anmærkninger. De, der maatte attraa nærmere Oplysninger om disse saare mærkværdige Levninger af Hedenolds nordiske Kjæmpeviser, kunne finde dem i et nylig udkommet Værk, som vistnok er enhver Ynder af Fædrelandets gamle Literatur bekjendt, nemlig Prof. P. E. Müllers Saga-Bibliothek, i hvis 2^det Bind (udkommet 1818) en udförlig Fremstilling og Dröftning af den hele hertil hörende Sagnkreds indeholdes (fra S. 32 til 430). Især henviser jeg til de deri indeholdte Afhandlinger om Ælden af de nordiske Sagn angaaende Volsungernes Skjæbne (S. 121); om den hele Sagnkredses Oprindelse og historiske Betydning (S. 144) samt dens Udbredelse og Forplantelse i Norden (S. 373). Der vises Sagaernes Udspring fra de ældgamle Digtninger, forsaavidt det nu kan angives, med flere vigtige Oplysninger til Edda-Sangene. Disse vore ældste heroiske Qvad har jeg ogsaa sögt at oplyse i den store kjöbenhavnske Udgave af den ældre Eddas 2^den Deel, ved at meddele en sammentrængt Udsigt over deres Forbindelse og Indhold, samt ved at tilföje adskillige dertilhörende Anmærkninger, hvortil jeg og maa henvise de af mine Læsere, som maatte önske at gjöre sig nærmere bekjendt med mine Tanker om disse Æmner, forsaavidt jeg ikke ansaa dem for at være tilstrækkelig oplyste af de ældre Oversættere. Flere Bidrag til deres Forklaring har jeg og givet i den sammesteds befindtlige Ordbog, samt i en alphabetisk Fortegnelse over de i Digtene forekommende Egennavne. Endelig findes adskillige hertil hörende vigtige Oplysninger i den Arnæmagnæanske Commissions Fortale til Original-Udgavens 2^den Deel.

De fleste af disse Sanges Ælde her i Norden, i deres nærværende Skikkelse, antages i nysnævnte Fortale at kunne henföres til Tiden mellem det 6^te og 8^de Aarhundrede, men ellers af Prof. Müller i Særdeleshed til det sidstommeldte Tidslöb. Denne Conjektur forekommer mig og at medföre stor Sandsynlighed. Deres Indhold angaaer især en Heltestamme, hvorfra de fleste nordiske Fyrster udledte deres Herkomst. Helge Hiörvardsön, den norske Helt som besynges i de förste Qvad, mentes at være födt til Verden paa ny i Helge Hundingsbane, en Sön af Kong Sigmund Volsung (eller Volsungs Sön) og den danske Prindsesse Borghilde. Sigmund giftede sig siden med Hiordise, en Datter af Eylime, der og menes at have været en dansk eller holsatisk Fyrste, og avlede med hende den höjberömte Sigurd Fafnersbane, som er identisk med den i det gamle tydske Nibelungen-Lied besjungne Sigfried (som i de yngre Almuefabler kaldes der hörnerne Siegfried de nyere danske Kjæmpevisers Sivert Snarensvend, den færöiske Siur o. s. v. Sigurd udgaves og (skjönt vistnok urigtigen) for at have været Fader (eller maaske rettere Stamfader) til Aslauge, Ragnar Lodbrogs Dronning, samt saaledes og til det danske Kongehus. Ogsaa de norske og svenske Konger udledte deres Slægt fra Volsunger og Niflunger. Saaledes er det ikke at undres over, at de gamle om dem handlende Qvad, bevaredes i Hukommelsen af Skjalde og Sangere, dels for at afsynges i de Stores Haller, og dels for at vedligeholde Kundskaben om Oldtidens Heltesagn, hvorpaa en saa betydelig Deel af de poetiske Figurer og Benævnelser oprindeligen var grundet. Den samme Forkjærlighed for lignende Sange finde vi at have været almindelig hos de gamle Folk, helst dem, som vare beslægtede med vore Forfædre, som Gother og Germaner (især Franker og Angelsaxer, m. fl.)

Om Indholdets rette Betydning have Meningerne været höjligen delte. Müller udleder den förste Oprindelse til de Sagn, hvorpaa disse Sange ere byggede, fra Asien, især Egnene omkring Volga (Rha eller Etel) hvorfra de ere blevne medbragte saavel til Tydskland som til de nordiske Riger af de hertil, fra hine fjærne Lande, i den fjærneste Oldtid indvandrede Folkestammer. Jeg har troet (med Torfæus, Suhm o. Fl) at Qvadene om begge Helger angik Danmark, Norge og Sverrig, men at Stoffet til de övrige (med Undtagelse af det svensk-finske om Volund) vedkom Tildragelser, skete blandt fremmede Folk, nemlig Svever, Franker, Burgunder, Gother og Hunner. Især mener jeg at Sagnene om Atle (eller Attila) samt Jormunrek (eller Ermanarik) ere komne her til Norden fra de uden for det boende Gother, de övrige derimod fra Tydskland, og især fra Frankerne. I de nordiske Lande ere da disse fremmede Sange allerede i Hedenoldsdagene blevne oversatte eller efterlignede, hvorved Sagn og Navne let kunde undergaa Forandringer, Tillæg eller Udeladelser.

En fuldkommen historisk Forklaringsmaade af Digtene om Niblungerne have flere tydske Forfattere antaget, endskjönt de have gaaet ad forskjellige Veje. De vigtigste mig bekjendte Skrifter af denne Art ere: Göttling über das geschichtliche im Niebelungenliede 1814, og Nibelungen und Gibellinen 1816, samt Friherre Franz von Redens Versuch einer kritischen Entwicklung der Geschichte des hörnenen Siegfrieds oder Sigurd des Schlangentödters 1818. Den sidstnævnte Forfatter antager (ligesom jeg og Flere) vor Gunnar for den burgundiske Konge Gunthar eller Gundachar, ombragt af Attila i Aaret 436 eller 437. Derimod vil Mone i hans Einleitung in das Nibelungen-Lied 1818 og en anden Indledning til hans Udgave af Otnit 1821, udlede den hele Sagnkreds fra de gamle Tydskeres religieuse Myther og Anskuelser , hvor da f. Ex. Siegfried skulde være den aarlig stridende og fældede Solgud o. s. v. Herimod har J.A. Wendel udgivet et lidet Skrift: Ueber den Werth und die Bedeutung des Nibelungen-Liedes, vorzüglich in Hinsicht auf Homer und die neuere allegorische Erklärung 1821. Deri antages Niebelungen-Lied at være en Blanding af Historie og Fabel, og tildels at have Hensyn til Burgundernes Kamp med Hunnerne. Trautvetters först chemiske og siden astronomiske Forklaringer ville vi her forbigaa, men kun henvise, angaaende de sidste, til Okens Isis 9^de Hefte for 1820.

Den ældre Eddas egentlig saakaldte mythologiske Sange, og den yngres derpaa bygte Fortællinger, röbe tydelig nok deres Oprindelse fra en ældgammel asiatisk Natur-Religion, og de deraf flydende physiske Allegorier ere saa let forklarlige, at deres rette Betydning maa falde enhver i Öjnene, f. Ex. den, at Odin, Himlens Gud, er Jordens Ægtemand; Thor, Tordenens Herre, deres stærkeste Sön; Ægir, Havet, hans ni Döttre Storme og Bölger o. s. v. I disse Digte ommeldes ej heller noget jordisk Land som Gudernes Rige eller Opholdssted. —Langt anderledes forholder det sig med disse Oldtidsqvad. Egennavnene ere her for en stor Deel de samme, som ellers tillægges almindelige Mænd og Qvinder; her nævnes Folk, Lande og Stæder, som enten have bekjendte jordiske Navne, eller maa antages for at tilhöre den virkelige, men ikke den mythiske Geographie. Dog nægter jeg ikke Mueligheden af at disse Sange, eller de Sagn hvorpna de ere grundede, kunne være meget forandrede fra deres förste Skikkelse, ved en altfor fri Oversættelse eller paa andre Maader, saa at de mythologiske Navne her ere omdannede til historiske eller geographiske o. s. v. Saaledes kan det vel være at det tydske Navn Sigfried efter Mones Gisning först har betegnet en Guddom (ligesom Sigfader og Sigtyr findes blandt Odins Navne, saa at man ej behöver at paastaa, at han nogensinde kaldtes Sigge) — men at Nibelung-Digtenes senere kristne Omarbeidere have med frit Forsæt sögt at forvandle ham til en blot menneskelig Helt. Videre Undersögelse af saa dunkle Æmner vilde lede os altfor langt fra Hovedsagen, og tilstedes overhoved ikke af Værkets indskrænkede Rum.

Volsunger og Niflunger, disse Sanges fornemste Helte, saavel som Völund eller Velent, den nordiske Dædalus, synes i fordums Dage at have været berömte over hele Europa, forsaavidt det har været beboet og behersket af germaniske eller gothiske Folkeslag. De besynges i mangfoldige Oldtidsqvad, især tilhörende de tydske og den gamle nordiske Tunge. I de faa angelsaxiske Digte af verdsligt Indhold, som vi endnu have tilbage, findes deres höjtprisede Navne. — Danske, norske og svenske Almueviser give endnu en svag Efterklang af Skjaldenes Höjsange, som atter tone i en end vældigere Gjenlyd fra de færöiske Öefjelde. Det herboende lille Folk har gjennem en Række af Aarhundreder, blot ved mundtlig Overlevering, bevaret hine herlige Qvad, som dog, ligesom de tydske, have i Middelalderen undergaaet en betydelig Forandring, ved at forvandles til Ballader i vore saakaldte Kjæmpevisers Tone, som da kom almindelig i Brug i alle de nordiske Lande. Om det færöiske Siura Qveai og de dertil hörende Qvad gives forelöbig Underretning af Müller l. c. S. 420-30, men de kunne nu, efter Forlydende, ventes udgivne i Trykken , ledsagede af en dansk Oversættelse, ved den i flere Henseender udmærkede Videnskabsmand Hr. Pastor Lyngbye.

Angaaende de samlede Udgaver og Oversættelser af nærværende Digte, som endnu haves, kan jeg henvise til min Fortale til Værkets 1^ste Deel. Von der Hagen har udgivet og fortydsket de fleste af dem, samt Brödrene Grimm omtrent det Halve. Den förstnævnte Lærde har desuden udgivet i tydsk Oversættelse (under Titel af nordische Helden-Romane, i 4 Bind) de fleste hertil hörende Sagaer, især Volsunga og Vilkina Sagaerne. Disse sidste vare alt for længe siden för udgivne i Sverrig. Af den særdeles mærkværdige Volsunga-Saga (hvoraf en, vigtig Pergaments-Codex for kort siden blev opdaget her i Staden) kan en dansk Oversættelse ventes fra Hr. Lieut. Rafns Haand, i hans paabegyndte Samling af nordiske Kæmpehistorier. At give her en literær Oversigt over de mange hertilhörende trykte og utrykte Skrifter, tillader Rummet ikke, saa at jeg maa desangaaende atter henvise til de 1^ste Deels Fortale S. XXVI-XXXVIII, XLIV og XLV paaberaabte Kilder.

At nærværende nordiske Heltesange bære det tydeligste Præg af höj Ælde og af Hedendommens Aand, samt at den Maade, hvorpaa de i det 11^te Aarhundr. ere samlede og optegnede, vidner om Afskrivernes samvittighedsfulde Nöjagtighed, vil ikke undgaa nogen fornuftig og upartisk Læsers Opmærksomhed. Udlændinge, som hidindtil have benægtet dette (som Schlözer, Adelung, Rühs, Delius o. Fl.) have, deres övrige literære Fortjenester ufortalte, neppe læst eller forstaaet et Ord af hvad de fordömte og forkastede. Ogsaa blandt os have de fundet lærde Eftersnakkere, der dog vistnok ikke vilde tillade, at En, som ikke forstod en græsk Töddel, formastede sig til at bedömme Hesiods eller andre helleniske Digteres Arbeider paa en lignende Maade. Zoilisk Dristighed kan for en Tid finde Bifald hos den store Hob, men Værker, som ere bestemte til Udödelighed, formaaer den ikke at knuse. Den ældre Edda vil beholde sin Plads som vor Literaturs ældste Mindesmærke, og dens sande Værd vil endog fremdeles erkjendes fuldt saa inderligen og almindeligen som det hidindtil er skeet.

Om disse Sanges digteriske Værd vil jeg blot anföre fölgende Dom af en fremmed Lærd i Goettinger gelehrte Anzeigen for 26^de Junii 1819: "Vel maa vi beklage at vor nyere Literaturs slappende Mangfoldighed tyer med en saa ringe Kraft og Kjærlighed derhen, hvor en uudtömmelig Kilde af fædrelandsk Poesie flyder, indbyder til rig Nydelse og forjætter vor Aand frugtbare Undersögelser og Opdagelser. — Disse eddiske Digte vise os det gamle nordiske Sprog i al Oldtidens Simpelhed. Vi sige blot at man her sporer en saa dyb Sandhed i Begivenheder og Fölelser, som det neppe er Tilfældet ved noget andet Folks gamle Digtninger. Fremstillingens Rigtighed, det Heles rolige Holding, ville let indsees af Enhver. Talens og Billedernes særegne Skjönheder ville vistnok behage andre end forvænte Læsere. Hvem der engang er bleven fortrolig med disse Sange, ham maa de med Tiden stedse blive kjærere. En svagelig smægtende Længsel vil ligesaa lidet tilfredsstilles ved dem, som ved Homers Qvad. Maaske er Ossian det eneste Epos som kan behage Qvinder. Dog, disse Digtninger forlange deres egen Maalestok. Hverken nogen anden Historie eller nogen anden Poesie har saa troligen skildret et ædelt Folks indre Dyd, dybe Sjæl og frie Liv, i en Tilstand som vi kalde raa. Disse Sange indeholde, uden Undtagelse, Steder, fulde af den herligste Poesie o. s. v." Digte, som beundres af fremmede Videnskabsmænd i en saadan Grad, ville dog vel, af de Heste danske Lærde og andre dannede Mænd, findes værdige til at oversættes i vort nyere Sprog, efter at dette allerede er skeet i flere udenlandske.

---

Noter: