Amund Helland: Noaiderne og runebommen

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Amund Helland, malt av Erik Werenskiold i 1885
Samerne i Finmarken
Amund Helland

Noaiderne og runebommen



Den virksomhed, der havde til øiemed paa overnaturlig maade at tilvende sig kundskab om skjulte ting, udøvedes hos finnerne af visse personer, der var i besiddelse af dygtighed i trolddom.

Den forestilling er endnu ikke helt uddød blandt menigmand, at en og anden lærd præst i denne henseende er i besiddelse af en særegen dygtighed.

I stor anseelse stod efter reformationen Wittenberg som stedet, hvor man i nedgangsskolen lærte den sorte kunst.

Svartebogen og opskrifter af besværgelser har det endogsaa indtil den sidste tid ikke været særdeles vanskeligt at opspore.

Med de præster, der havde studeret den sorte kunst, kan finnernes noaider sammenstilles.

Finnernes troldmænd eller schamaner kaldes noaider; dette navn bruges ogsaa i kvænsk noita, og i volugisk njojt. Det betyder nu paa finsk en, der forstaar sig paa trolddom. Noaiderne var præster, spaamænd, raadgivere og tillige læger, i det hele mellemmænd mellem aandeverdenen og menneskene. Magiske midler stod til deres raadighed, og de kunde gavne og skade mennesker og dyr og blev tagne paa raad baade i godt og ondt. Noaidernes tal var stort, hver fjerde eller femte fin var noaide, men kun faa erhvervede sig ry i en videre kreds.

En dygtig noaide maatte kunne falde i et slags dvale eller ekstase. I denne tilstand fik han syner, som han, naar han kom til sig selv igjen, forkyndte forsamlingen som aabenbarelser. Medens hans legeme laa som dødt, troedes hans sjæl at fare hen til hvilketsomhelst sted og udrette, hvad der forlangtes, enten nu dette bestod i at faa svar fra afdøde eller skaffe underretning om langt borte boende personer. I mange tilfælde var vel besvimelsen anstillet, men saa godt udført, at den skuffede.

I meddelelse til rektor Qvigstad heder det fra Næsseby:

«De, som blev noaider, havde allerede som børn syner. Noaiden kunde bestemme, hvem der skulde arve hans gaʒʒe (de ham lydige aander). En noaides gaʒʒe fremstillede sig for arvingen og plagede ham til at tage dem i tjeneste; saa blev de ham lydige. De saa ud som smaa børn.»

I finnernes trolddom fremtræder som noget eiendommeligt deres runebomme, finsk govdes.

Govdes eller gobdes findes afændret efter dialekterne, i norsk-finsk, kola-finsk og i Lule og Pite Lappmarker, det er ligt det kvænske kannus. Finnerne i Hatfjelddalen og de sydligste svenske finner kalder runebommen gievrie.

Runebomme og ikke runebom maa være trommens rette navn. Ordet vilde i det gamle sprog have hedt rúnabumba, sammensat af runar i betydningen af mystiske figurer, der antoges at have trolddomskraft, og bumba, tromme.

Det er rimeligvis lettere for finner og beslægtede polarfolk at komme i ekstase end for mere nervestærke nationer. Ikke blot ældre reisende, f. eks. Tornæus, Scheffer, Högström og Leem, men ogsaa nyere reisende, f. eks. Castrén, Geretz og Friis, har paa sine reiser i Finmarken og russisk Lappland iagttaget, at finnerne beherskes af en besynderlig nervøsitet, idet især ældre fruentimmer, ved en ubetydelig anledning, ved et pludseligt raab, ved synet af en modbydelig gjenstand eller derved, at en gnist med et brag flyver ud af ilden, kan fare op i den heftigste ekstase eller raseri. I en saadan ophidset og bevidstløs tilstand slaar de om sig paa ven eller uven med, hvad de har i haanden eller nærmest kan gribe, øks eller kniv, taler uforstaaelig og opfører sig i det hele taget som de, der pludselig har mistet forstanden, indtil de daaner bort eller falder hen i en døs og først efter nogen hvile igjen begynder at tale fornuftig, dog uden klar erindring om det passerede (Friis). Efter Högström har det hændt, ikke blot, «at man i kirken har fundet hele hoben besvimet, men at en eller anden af forsamlingen ogsaa har sprunget op i vildelse og slaaet til dem, som sad i nærheden».

For den tilstand, hvori finnerne paa grund af denne nervøsitet let hensættes, har de sit eget udtryk i sproget, verbet gievvot, der betyder at være afsindig eller bære sig ad som afsindig.

De senere omtalte likkatusak eller rørelser, som er overmaade hyppige ved de læstadianske opbyggelser, viser, at finnerne endnu let kommer i ekstatisk tilstand.

De turanske folkeslags schamaner synes alle at have benyttet sig af et redskab, som lignede en tromme. En saadan benyttede ogsaa den grønlandske angakok eller schaman, der udøvede sine kunster, men den anvendtes ogsaa til leg og anden lystighed. I begge tilfælde slog man paa den med en træpinde og sang dertil.

Samojedernes og tungusernes schamaner har havt lignende trommer. Trommen synes hos disse folkeslag især at være benyttet for gjennem slag og dertil hørende sang at bringe schamanen og tilskuerne i den rette stemning.

Paa det etnografiske musæum i Kristiania er der en tromme fra et sibirisk folk, orotschionerne, som ved slag giver en klang, der nok kan tænkes at bringe et naturfolk i stemning og spænding.

Schamanerne især hos flere folk af turansk stamme pleier endnu at slaa paa en tromme for at bringe sig selv i en ekstase, hvori der gives dem syner, og de kundgjør, hvad de ser, for den i ærefrygtsfuld forventning staaende skare. Det samme har vistnok i gamle dage været almindeligt blandt finner efter den beskrivelse over en finsk troldmands arbeide, som er meddelt i Historia Norvegiæ (se Tromsø amts beskrivelse, bind I, pag. 224).

Her tager troldmanden et kar, der ligner et sold, og hæver det i veiret med begge hænder. Efterat han har danset meget længe, falder han endelig til jorden sort som en neger med fraade om munden.

Det her nævnte redskab, karret, som ligner et sold, er neppe andet end runebommen. Naar troldkarlen vilde udøve sin kunst, løftede han dette redskab, der havde form af et kar eller et sold og var besat med mange og mange slags figurer. Disse betegnede forskjellige gjenstande, som troldkarlen eller hans aand brugte til befordringsmiddel paa sin reise for at udforske det skjulte eller udrette andet, som oversteg et menneskes naturlige evne. Han søgte under sang og dans at bringe sig selv i en saadan tilstand, at han faldt om som død og blev liggende paa jorden med fraadende mund, sort som en blaamand. Han slog vistnok paa den opløftede tromme, som han holdt i haanden, skjønt dette ikke udtrykkelig siges. Til at slaa paa trommen har han sandsynligvis brugt et redskab af lignende beskaffenhed som det, hvoraf noaiderne i begyndelsen af det 18de aarhundrede betjente sig ved brugen af runebommen.

Denne beskrivelse i «Historia Norvegiæ» stemmer overens med, hvad man ved om andre schamaners trolddomskunster, men afviger fra den anvendelse, som finnerne i sildigere tider har gjort af sin runebomme. Naar man ved denne søgte at skaffe sig kundskab om skjulte ting, slog noaiden paa den med et redskab lig en hammer og satte i bevægelse en paa runebommen henlagt ring, indtil denne blev liggende paa en af de paa runebommen betegnede figurer; denne figurs beskaffenhed gav den søgte oplysning eller aabenbaring.

Om runebommens mekanik og viserens vandring kan følgende erindres. Slaar man med en trommestikke paa en tromme, saa kommer trommeskindet i svingninger, og det er disse, som frembringer lyden. Disse svingninger interfererer, og der danner sig paa trommeskindet knudepuukter, der ikke er i bevægelse. Bedst kan man overbevise sig om dette ved at strø jernfilspaan paa trommen og slaa med jevne slag paa samme punkt. Der vil da danne sig smaa hauger af jernfilspaan paa knudepunkterne.

Hvis man lægger et pengestykke eller en ring paa trommen, saa vil ringen ikke flytte sig, hvis den træffer til at ligge paa et knudepunkt. Disse knudepunkter vil ligge paa forskjellige steder, hvis man slaar paa forskjellige steder paa trommen, men de vil selvfølgelig al tid paa den samme tromme ligge paa samme sted, hvis man slaar paa samme maade paa samme sted.

Der er da neppe tvil om, at en noaide, som kjender sin runebomme nøie, har det i sin magt at slaa slig, at ringen bliver liggende paa steder, hvor han ønsker, eller paa de figurer, som er tegnet paa trommen.

Er det da en vis mand, kan han give gode raad, der faar en magisk farve, og han kan ogsaa tromme sig til en offersmaus, om han saa ønsker.

Dette udelukker jo ikke, at der kan have været noaider, som trommede i god tro, ligesom der endnu gives overtroiske mennesker, som bruger de rent mekaniske indretninger, der kaldes psykografer, og som de selv ubevidst bevæger.

Det heder i Nærø-manuskriptet, at det er ikke alle finner, som har runebommer, eller om de end har dem ved arv, enten efter sine forældre eller andre (thi de gaar i arv og holdes for kraftigst, jo ældre de er), saa hverken forstaar de at spille paa dem, ikke heller vil satan værdige at svare dem ved andre, men alene dem, som han efter lang tro tjeneste befinder dygtige til at beskikke til sine noaider og profeter iblandt dem; disse er saa mange, desværre, at næsten hver tredje eller fjerde fin er en noaide. Naar nu en fin vil spørge sine guder til raads og vil vide tilkommende ting ved runebommen, og han ikke selv er en noaide, saa lader han en anden noaide med den hammer, som hører til, slaa paa runebommen, efter hvilke slag den messingring, han har lagt paa runebommen, flytter sig til det sted, hvor han, satan, vil have den og derved betegner sit svar. Naar den kommer did, bliver den staaende der saa fast, at de ikke med al sin kunst og magt kan bringe den til et andet sted, som de tidt gjerne vil, naar ringen kommer til at staa paa et ulykkeligt sted, som enten betegner dem døden eller anden ulykke, med mindre de lover offer til den eller den afgud (som de har valgt ved den tid at søge hjælp hos); thi da flytter ringen sig ved nye slag paa bommen og gaar til et andet lykkeligere sted.

Runebommen har de i forskjellige former, den ene er ikke lig den anden; somme er store, somme er smaa, somme er gjort alene med karakterer og somme med billeder, alle tjener de til satans dyrkelse, men nogle kan efter større korrespondence med djævelen være opfyldte med flere guder end andre. Mærkeligt er det, at stundom vil djævelen ikke svare dem ved runebommen, idet ringen enten ikke vil flytte sig fra sit sted, eller og, naar den gaar, gaar for fort og ikke vil standse paa noget bestemt sted. Da er der intet andet raad end at ofre til runebommen selv et rensdyr eller andet kreatur, ligesom sagen, de vil spørge om, kan være af vigtighed til. Naar nogen vil gjøre sig en ny runebomme, da maa i det mindste 3 eller 4 noaider indbydes. Et rensdyr og en sturik ofres, og med deres blod bestænkes runebommen, som indvies med deres sædvanlige juoigen.

Von Westen havde af omvendte noaider faaet over 100 runebommer, af hvilke han førte en stor del med sig, da han var hos Randulf paa Nærøen; resten ventede han efter sig, da han ikke kunde føre med sig alle. De flinthaardeste finner havde dog endnu ikke villet levere fra sig sine djævelske instrumenter.

Til runebommen hører den hammer, med hvilken de slaar paa runebommen, og som efter Nærø-manuskriptet skal betyde Tors hammer.

Den her omtalte brug af runebommen som en spaatromme er vistnok nyere, idet bommen fra først af er brugt som tromme for at komme i stemning.

Denne nyere anvendelse af runebommen blev almindelig blandt finnerne, uden dog at fortrænge den ældre. Runebommen brugtes endnu i begyndelsen af det 18de aarhundrede som en schamantromme. Korte notiser derom findes hos Scheffer, Högström og G. von Düben. Omstændeligere beskrives en saadan brug af runebommen hos finner af Jessen og af Sigv. Kildal, og hvad de fortæller derom, stemmer overens med Historia Norvegiæ. Hos Kildal heder det om noaiden, at han, naar han under sang slaar paa trommen og løber rundt som en afsindig, ogsaa tager gloende ild med haanden, skjærer sig med hvasse knive, som slet ikke skader ham, da han har gjort sig haard; noget, som paa det nøieste stemmer overens med, hvad Castrén fortæller om samojedernes tadiber. Dette er skildret udmærket allerede af Richard Johnson, som i 1556 besøgte samojederne ved Petschora. Noaidens ekstase, hvori han foretager reiser i aanden for at udforske eller udrette noget, eller hvori han faar se, hvad der er skjult for andre, kan fremkaldes uden runebommen som middel.

Runebommen er beskrevet i «Schefferi Lapponia» af Tornæus, videre i Sporrings «Relation angaaende Finmarken», i Sigvard Kildals «Efterretning om Finners og Lappers hedenske Religion» i «Skandinaviske Litt.-Selskabs Skrifter», i Högströms «Beskr. ofver de til Sveriges Krona lydande Lappmarker», i Leems beskrivelse, i Jessens afhandling, i Friis’s «Lappisk Mythologi», i G. von Dübens «Om Lappland och Lapparne». En mærkelig beskrivelse findes i det af Qvigstad udgivne Nærø-manuskript, og det er tegningen fra denne, som her er gjengivet (pag. 244).

Johannes Tornæus har i «Berättelse om Lappmarckerna og deras Tilstand» fra omkring 1670 givet en beskrivelse af runebommen og dens brug. Da denne beskrivelse er gammel og dertil instruktiv samt viser præsternes opfatning af runebommen, hidsættes en del af beskrivelsen. Billederne paa den af Tornæus omtalte runebomme har mere tilnærmelse til et kart, end tilfældet pleier at være.


«Om brugen af runebommen.
Hvorledes troldkunsten læres.

Da djævelen ingen magt havde til mundtlig at tale og svare gjennem seider (afgudsbilleder), ligesom Apollos orakel, fandt han alligevel paa et middel til at forlede det stakkels formørkede folk, ved gjennem tegn at aabenbare sin vilje om det, som de ønskede at vide, idet han dertil gav dem det redskab, finnerne selv kalder quobdas (gobdas), kvænerne kannus, men vi runebomme eller troldtromme.

Dette djævelske redskab er udhulet af et stykke træ med renkalveskind, som de selv har tilberedt, over aabningen, ganske som paa en pauke. Dette er dog ikke fæstet med skruer, men naglet fast med træpinder. Den er ikke saa dyb som en pauke, men mere grund og flad; ikke rund, men aflang og med to aflange huller indskaaret til haandtag.

Skindet er malt over med alle mulige slags underlige skikkelser; farven, som de bruger, er rødagtig, laget af orebark. Alle disse figurer er anbragte paa bestemte afdelinger, som for det meste blot er tre.

Den første er Norrland og de nærmeste dele af Sverige og findes paa den sydlige ende af runebommen, afdelt med en streg. Denne afdeling omfatter først og fremst den by og landsdel, som ligger dem nærmest, og med hvilken de pleier drive handel.

Saaledes staar f. eks. paa de runebommer, som bliver laget i Torneå og Kemi Lappmark, Torneå by og kirke, præsten, finnefogden og andre slige, som bor eller vanker der, og som de har at gjøre med; endvidere en snorret vei, som gaar fra Torneå og til dem selv; paa den ser de, hvor snart præsten, fogden eller andre skal komme, foruden alt andet, som hænder eller foregaar der paa stedet.

Paa den nordlige ende af runebommen er tegnet Norge med alt, hvad derunder hører og der færdes; og midt imellem begge ligger selve Lappmarken, og den indtager størstedelen af runebommen.

I denne afdeling er afmalt alle slags dyr, som findes hos dem, flokker af vildren, bjørne, ræve, ulve og alleslags dyr, hvor de er at finde: Tamren, som er bortkommet, hvor den færdes; renkalve, om de skal leve. Notkast og fiskefangst, om det vil lykkes; syge, om de bliver friske eller ei; en barselkone, om hun skal have en god fødsel, om døden skal fange den eller den syge paa den ene eller anden maade, og saaledes alt andet, som de har interesse af, eller som falder dem ind.

De, som blot bruger runebommen i disse øiemed, vil ikke regnes lige med dem, som bruger den til at tilføie andre skade med, saasom de sidste gjør det, som er ondt, men de det modsatte. Men saasom de alle staar under den samme fyrste og fordærver, den lede satan, er de af et slags, og den ene ikke bedre end den anden.

Naar de skal øve denne djævelske kunst, og det gjælder en vigtig sag, som kanske angaar et helt bygdelag, da samles de om helligdagene, klædt i sine bedste klæder, og kvinderne med sine prydelser. Den, som er dygtigst i kunsten, falder med de andre paa knæ, tager runebommen i venstre haand i haandtaget under; midt paa skindet lægger han en viser, som er sammenkjedet af kobber-, jern-, messing- og sølvlekkjer. Derpaa tager han frem med høire haand en liden benhammer, som har formen af et stort T, og idet han holder runebommen noksaa høit, begynder han med hammeren at slaa rundt omkring viseren; først ganske sagte, indtil viseren begynder at røre paa sig og hoppe. Naar den flytter sig til den ene eller anden kant, begynder trommeslageren at slaa haardere og haardere, indtil viseren holder sig paa et af de mærker, som spørgsmaalet gjælder; for da tror han, at han har truffet det rette.

Men hvis foretagendet ikke skal lykkes, eller hvis det, man har fore, skal gaa galt, da gaar viseren helt anderledes, og standser ikke paa den figur, som den skulde.

Alt dette gaar for sig under skraal og samsang, baade troldmanden og alle de tilstedeværende messer: Saa bede vi, saa bede vi, at dette lykkes maa o. s. v. Men hvem er det, de beder til? Ingen anden end djævelen og deres skoggud seiden.

Har nu viseren f. eks. pegt paa en vildrenflok, saa skaffer de sig paa samme vis at vide, hvad slags offer afguden vel vil have for sin velgjerning.

Jeg har hørt af en foged, som selv ved et tilfælde har seet det i Enareby, hvorledes det gaar til ved den troldkunst.

Da viseren pegte paa en hund, som afguden dengang fandt behag i til offer, greb de hunden ved hovedet og gjorde det straks af med den og drog med en gang høitidelig offeret frem til afguden.

Skjønt det høilig fortryder et kristeligt sind yderligere at tale om saadanne djævelske ting og satans bedragerier, har jeg dog lyst til at aabenbare, hvorledes troldmændene lærer og kommer i besiddelse af denne satans kunst.

Da nu ikke alle finner kan være af ens natur, saaledes er de heller ikke alle lige forfarne i denne kunst; der er mange, som hverken har brugt saadant væsen eller vil vide af det. Af samme grund faar de, som øver denne kunst, ikke aanden paa en og samme vis.

Somme faar undervisning i kunsten og bliver først ved øvelse fuldlærte, men nogle har det som af naturen, hvilket er grueligt; thi naar de, som satan har udseet til sit redskab, i sine barneaar falder i sygdom, viser der sig i denne svaghedstilstand en række melankolske syner for dem, og af dem indsuger de og beholder de mere og mindre efter evne. Bliver de syge en gang til, dukker flere syner op for dem, og af disse beholder de mere end første gang. Men falder der saa for tredje gang sygdom paa dem, saa kommer det saa voldsomt, at det næsten gjælder livet De faar da se alle djævelske syner og aabenbarelser, og da fatter og fastholder de saa meget, som der behøves til at blive fuldlærte i troldkunsten.

Slige folk er saa bundlærde, at de ogsaa uden runebomme kan se fremmede ting og ved at fortælle, hvad der hænder paa fremmede steder, thi de har inddrukket saa meget af djævelen, at de ser sligt, enten de vil eller ikke.»


Den i Nærø-manuskriptet beskrevne runebomme efter tegning i Trondhjems videnskabsselskabs haandskriftsamling.

Tegningen af runebommen paa side 244 er Nærø-manuskriptets tegning og ligesaa tallene.

Her skal kortelig gjengives tegnenes betydning med bemærkning, at meget af forklaringen er gjengivet under gudelæren.

Paa runebommen betyder no. 1 Horagalles eller Tor, som ovenfor er omtalt (pag. 221).

No. 2 er Varalde-olmai (verdensmanden), der svarer til asatroens Frøy, som før omtalt (pag. 223).

Biegga-galles eller Bieka Galles er vindmanden, no. 3, svarer til Njord (pag. 224).

No. 4, Varalde-noaidde eller verdens noaide, er noaiden for de tre foran nævnte guder med runebomme i den ene haand og hammer i den anden (pag. 225).

No. 5 er Rota eller Ruta, tegnet som et træ med mange grene (pag. 225).

No. 6. En hane, som de ofrer til sine tre øverste afguder, er tegnet paa runebommen.

No. 7. Særva Væro er en himmelen tilhørende simle. Naar de spørger, hvad offer de skal give sine 3 store afguder, da kan ringen gaa til en af dem, hvorefter de retter sig.

No. 8. Varalde Biri, himmelens bjørn, tegner de af ved guderne i himmelen, fordi de holder endog hver bjørn paa jorden for et helligt kreatur og kalder den Guds hund; derimod kalder de ulven satans hund.

No. 9 er en streg. der deler himmelen fra jorden eller de øverste fra de nederste guder. Ved den øverste streg slutter himmelen og ved den nederste begynder jorden. Det rum, som er mellem begge stregerne, skal betegne luften, som er mellem himmelen og jorden.

Saa følger de ovenfor (pag. 229) omtalte helligdagsmænd, der paa Nærø-manuskriptets runebomme er betegnet saaledes:

No. 10 kaldes Muba-ailekes, lordagsmanden.

No. 11 kaldes Ailekes-olmai, sondagsmanden.

No. 12 kaldes Gulman-ailekes, fredagsmanden.

Disse er underguder eller store engle, som de 3 store himmelske guder har givet dem, saa de kan være dem ved haanden og føre deres bønner til de store guder ved runebommen, og da anraaber de en af disse Ailekes, hver paa hans dag. De afbildes med vinger, saa de kan flyve til og fra himmelen og jorden.

Disse tre Ailekes staar som i en pyramide paa tre dobbelte streger, som udgaar fra paive eller solen.

No. 13 er paive eller solen, hvilken de, efter dens gang til de fire verdenshjørner, afmaler som en opreist firkant, staaende paa en hul fod, til hvilken der gaar en vei fra jorden, til at betegne, at ligesom deres bønner paa jorden gaar op gjennem denne vei til solen, saa kommer og alt lys, varme og frugtbarhed ned gjennem denne vei til jorden, naar Varalden olmai vil tillade det.

Forbus skriver : «.Beifve eller solen tjenes med offer nord i Lappmarken, og Beifen Neide, solens jomfru, syd. Offer sker af et faar eller en gjet, som kjøbes af de norske ved sjøkanten,

1) for at overvinde og forekomme hovedsvaghed og desperation,
2) for at faa vakkert solskin og varmt veirligt.»

No. 14 er Rist palkes og betyder de kristnes vei; paa den har de tegnet kirke, huse, ko og buk for at betegne det, som er hos de kristne eller bufolk og bønder. Ved denne vei spørger de runebommen, naar de skal handle med præst, borger og bønder eller andre, som ikke er finner.

No. 15 er en hest, som de kalder Sturik. Denne staar paa runebommen delvis for at spørge, hvad held de om høsten skal faa til at kjøbe heste, thi de æder og slagter heste, ligesom andre folk andre kreaturer, med saadan appetit, at de hjertelig glæder sig over, at bønder og andre folk ikke har smag paa denne delikatesse; de mente, at der ikke blev saa godt for finnen om høsten at kunne faa sig saadan mad, som de nu kan faa, da en hest, som er gammel og udslidt, faaes hos en bonde for 1 rigsdaler, som er den sædvanlige pris; ja undertiden kan de faa kjødet af en hest for at trække skindet af den, hvilket eieren beholder, og det vilkaar antager de med største fornøielse, især sjøfinnerne, som ingen rensdyr kan føde; dels staar denne Sturik paa runebommen som en offerhest, hvilken de lover, naar de mærker, at nogen skal dø, paa det at Jami (de døde) skal hjælpe ham tilrette igjen, at han maa leve, hvorfor denne hest ogsaa er sat paa veien til de dødes rige, som kaldes Jamicutsche palkes, det er dødningers vei, som omtalt under no. 17.

No. 16, Vuolleniere noaide, underjordmandens noaide, er omtalt ovenfor (pag. 225).

No. 17, Jamicutsclie, er de dødes rige; der er de døde, og de har magt at raade over liv og død for sine gjenlevende slægtninge og frænder; her har de sat kirke, hus og en finnegamme og en tyk streg, som skal betegne den døde, de vil kalde paa i sin dødsnød, at han skal hjælpe dem. Det rum, som er ovenfor de dødes rige, imellem det og Rist palkes, no. 17, kakler de Jamicutsche palkes, veien til de dødes rige. Naar en ligger for døden, og de synes, at alt livshaab er ude, saa juoiger de med besværelser og formaninger, med slag paa runebommen; gaar da messingringen hen til Jamicutsche palkes, til dødningernes vei, da er det et sikkert tegn paa, at den syge skal dø ; de lover da straks offer til Jami, ɔ: de døde eller den døde, som de da paakalder; da hænder det undertiden, naar de da slaar paany paa bommen, at ringen gaar tilbage til no. 22, som betegner deres finnehytter; da er den syge ved offeret blevet befriet fra døden og skal endnu leve en tid lang, men gaar ringen lige ud i Jamicutsche, de dødes rige, saa hjælper hverken løn eller bøn, den syge maa dø, om han end lovede alle sine rensdyr og var god for at kjøbe dertil alle de sturiker, heste, som kunde overkommes, til offer foruden rensdyrene. I en hests ofring til de døde er der synderlig kraft til befrielse fra døden.

No. 18, 19 og 20 er gudinderne Juksakka, Sarakka og Maderakka, som ovenfor er omtalt (pag. 226).

No. 21, et fiskevand med fisk i, kaldet Vata-ciadse, staar paa runebommen, forat de ved dette kan spørge Tonsie gud, som er deres sjøgud, om de skal faa lykke til fiskeri paa havet, og Harchild gud, flod- og ferskvands gud, hvis de fisker i ferskt vand.

Tonsie gud er vistnok Tunnjøguden, en sieide ved Tunnsjøen i Namdalen, og Harchild gud er vel en sieide paa grændsefjeldet Haarkjølen i Finlierne, hvorfra Schnitler beretter om Harkel gud.

Kommer ringen midt ind i det firkantet tegnede fiskevand, da er det godt tegn for fiskeriet; kommer den paa kanten, men dog udenfor, da er det tegn paa, at afguden vil have offer, hvis de skal faa noget; men kommer den helt udenfor, saa den ikke rører ved nogen kant, da faar de intet, hvad de end lover eller ofrer. En død hund er gjerne offeret, som i det fald gives.

No. 22 betegner deres telte, hvilke afmales ved den spidse figur, som staar inde i cirkelen; ved de to sammesteds staaende firkantede figurer betegnes deres gammer.

Finnen kan ved runing faa at vide, naar han skal flytte sin gamme eller sit telt til et andet fjeld for at faa bedre mose til sine rensdyr. Bliver ringen staaende paa teltet eller gammen indeni cirkelen, da skal han blive, hvor han er. Derhos staar denne figur 22 der, som før er omtalt under Jamicutschi (no. 17), til brug, naar nogen er dødssyg. Naar de har lovet offer, og ringen forlader dødningernes vei, da kan den gaa hen til denne figur, hvilket betegner, at den syge beholder livet.

No. 23. Leib-olmai, bjørnemanden, beskjærmer bjørnen som et helligt kreatur og giver derhos finnerne bjørn, naar han spørges eller ombedes. Egentlig betyder navnet ore-manden; thi leib er oretræ, og olmai er en mand. Da bjørnen sædvanlig holder sig til oreskog for at æde, især turt, og Leib-olmai er patron over alt dette, saa mener de, at han er en beskytter af bjørnen. Naar de ikke har søgt hans hjælp, saa skal de ikke alene ikke faa bjørn, men han kan endog hjælpe bjørnen til at rive dem istykker. Naar de, før de gaar ud for at veide bjørn, ved runebommen har ansøgt ham om, at han skal unddrage bjørnen sin beskjærmelse, kan han hjælpe dem til at faa skudt bjørnen.

No. 24. Bjørnen, Biri, holdes af finnerne for et helligt kreatur. Skjønt de vel holder alle de kreaturer af vilde og tamme dyr, som kan ædes, for hellige, saa nyder bjørnen stor anseelse, og de ærer den med navnet Imels eller Guds hund. Men hvor hellig de end holder den, vil de dog gjerne fremfor al anden mad æde bjørnens kjød og sælge dens skind for at mætte maven og fylde pungen. Naar en fin har skudt en bjørn og kommer hjem, gaar han ikke straks ind i hytten, men tager en orekjep og stikker ind i hytten ved gulvet. Naar hans kone ser den, griber hun straks efter den, men han drager den til sig igjen, hvilket gjentages endnu to gange; konen ved da straks, at den hellige Guds hund, bjørnen, er fældet, og gjør sig istand til at tage i mod sin mand gjennem den dør, som kaldes uks. Naar han ved kjeppen har tilkjendegivet sin heldige jagt og træder ind gjennem nævnte uks eller dør, spruter hun straks hele hans ansigt til med tygget orebark fra munden. Er der flere i selskab med ham, som undertiden hænder, faar de en lignende salving af hende, hvilket sker til en forsoning for manden og dem alle, at de har fældet den hellige Biri. Saasnart manden har stukket ind orekjeppen til hende, begynder straks konen i hytten og manden udenfor hytten at juoige, og manden gaar juoigende ind i hytten og bliver efter foreskrevne maade tilligemed sit selskab salvet, men fortsætter dog sin juoigen indtil enden, før han vasker af sin salvelse.

J. Kildal skriver:

«Fordi det er Leib-olmai, som gud for skytteri, der giver skytteren bjørn, værdiges kvindekjønnet ikke, naar bjørneskytteren kommer hjem bærende paa bjørnekjødet, at gaa i selskab med mandspersoner at takke Leib-olmai med sang, for han gav skytteren bjørn; men de skal møde skytteren med orebark i munden at sprøite imod ham, og igjennem den samme dør, som skytteren bar kjødet ind i finneteltet, værdiges kvindespersoner ikke at gaa ind, men de maa gaa ind bag i teltet, og naar mandspersonerne har kogt kjødet, værdiges kvindespersoner ikke at tage derpaa med sine hænder, men der bliver dem af mandspersonerne præsenteret kjød til munden paa en stikke.»

Noiaderne behøvede ikke altid en runebomme for at raadspørge; de kunde ogsaa benytte andre redskaber.

I Olaus Magnus’s «Historia», 3dje bog, no. 17, fortælles, at finnerne for at faa vide, hvad der sker paa fjerne steder, slaar paa en kobberfrosk eller kobberslange og juoiger dertil, hvorpaa finnen falder i ekstase o. s. v.

Scheffer beretter, at finnerne undertiden istedetfor runebomme benytter øksen, og det er tilfælde i Ume Lappmark og maaske andre steder. De hænger da øksen op i taget paa hytten i et baand midt paa skaftet, og de taler da til den i visse formler, og den bevægelige øks dreier sig, indtil den kommer til hvile og staar stille. Da lægger de nøiagtig mærke til den himmelegn, mod hvilken skaftet dreier og standser. Det er i den retning, de den følgende dag gaar paa jagt, og da vil de der i skogene finde vildren, fugle og andet vildt. Undertiden anvender de en sten, som er taget fra et fjeld, som er helliget storjunkeren. Denne hænges op og tiltales paa samme maade som øksen og viser dem den vei, de skal følge for at jage heldig.

Efter J. Kildal kunde en bøsse eller et hesteben benyttes istedetfor runebomme. Noaider, som ikke har runebomme ved haanden, og gemene afgudsdyrkere, som ikke eier runebomme, runer ved en bøsse, som de hænger op i et baand; saa gjør de spørgsmaal til den, om de skal gjøre det eller det; er det nei, bevæges ikke bøssen; men naar de atter spørger, om de da skal gjøre anderledes, saa eller saa, da bevæges bøssen til ja-svar. Med et hesteben runes paa samme maade. Efter Forbus kunde man istedetfor runebommen bruge 1) et dall-laag, hvorpaa der var ridset eller med kul tegnet signa et characteres, 2) en sten og en kobberkjedel, 3) et kvindebælte, 4) hesteben, 5) en økse og en sten, hvorved synges, saa længe instrumentet bevæger sig. Hammond omtaler, at der i 1723 paa Inderøen i Trondhjems stift var en finnefamilie, der brugte mandens øks og kvindens bælte som orakel.

Jessen skriver:

«Døtrene maatte, som alt kvindekjønnet, nøies med det svar, som blev dem givet fra deres Saivo, ved hjælp af en kniv, øks, sten eller bælte, nemlig naar disse ting hængtes ganske frie og af en unaturlig drift bevægede sig, naar de blev om noget adspurgte.»


Endelig mente somme missionærer, at noaiden kunde tale med djævelen, som var i bommen.

J. Kildal beretter, at den noaide, som er blandt de allergroveste i afguderiets kunst, holder runebommen undertiden op under øret og gjør spørgsmaal til den, om hvad han vil vide, og djævelen svarer ham da med lydelig røst fra runebommen paa det, hvorom han spørger, thi djævelen er inde i runebommen.

Runebommen er nu kommet helt af brug, ialfald vilde det være en stor sjeldenhed at komme over en saadan. I Finmarken er den for længe siden ganske forsvunden og maaske ogsaa kjendskabet til den. Længe har den holdt sig i det skjulte i Tromsø amt og i Nordland.

Runebommen brugtes efter et brev fra gaardbruger D. Normann i Foldvik i Gratangen i Ibbestad (dateret 22de april 1870) i Gratangen til 1838 og i Gravfjorden i Ibbestad til 1850-aarene. Den brugtes til at «gjøre gand» med. Den religiøse vækkelse i 1850-aarene, som ogsaa udbredte sig til finnerne, afskaffede runebommen.

I Qvigstad og Sandbergs «Lappische Sprachproben» (Journal de la société ougrienne, 1888, III, pag. 83) findes et sagn om runebommen fra Ibbestad. Endelig omtales (l. c. pag. 109) en 80 aar gammel mand i Hellemobotn i Tysfjorden, i hvis ungdom man brugte runebomme. En beskrivelse af runebommen findes (l. c. 104—108) af lærer Lars Olsen, født 1826 i Hatfjelddalen, der som barn selv brugte runebommen. Trommen benyttedes da her som et middel til at udforske fremtiden.

Hatfjelddalen er vel den egn, hvor runebommens brug længst holdt sig. Egnen laa afsides uden ordentlig vei til hovedbygden og blev først i 1860 et eget præstegjeld. Rektor Qvigstad besidder et brev fra hr. pastor J. Schjelderup, hvori det heder: «Et par aar, efterat jeg i 1860 var bleven udnævnt til præst i Hatfjelddalen, blev det mig sagt, at der hos en gammel lap skulde findes en spaatromme, — saaledes blev den benævnt. Jeg ytrede da, at jeg vilde begive mig til vedkommende for at undersøge sagen; dette blev uheldigvis manden berettet og i forfærdelse over præstens komme blev trommen — det sidste eksemplar, som fandtes der — sænket paa havsens bund. Manden boede nemlig ved et vand, Elsvand kaldet. Nogle uger derefter fremmødte en hel del lapper til kirketjeneste; jeg benyttede da anledningen til i min prædiken alvorlig at foreholde dem det urigtige og syndige i brugen af saadanne ting, der var en levning fra hedenskabet og grundede sig alene paa overtro. Dette gik nok de gode folk nær, hvorfor de efter gudstjenesten sendte mig en deputation, som skulde retfærdiggjøre dem. Jeg fik da følgende forklaring. Trommen bestod af et kobberbækken, over hvilket var spændt et renkalvskind, bemalet med forskjellige figurer; paa dette kastede de tærninger eller smaa kugler, og eftersom disse faldt paa de forskjellige figurer, troede de, at Herren selv anviste dem, i hvad retning de skulde drage med deres ren, hvilket jo for dem var et livsspørgsmaal. Jeg gjorde dem da opmærksom paa, at de ingen grund havde til at antage, at Gud paa denne maade vilde vise dem veien. Hertil svarede de, at Herrens disciple jo havde kastet lod om, hvem der skulde blive apostel i Judas’s sted.»

I Norge er der for tiden ikke nogen fuldstændig runebomme paa noget af museerne.

Paa det etnografiske museum i Kristiania er der en træskaal med haandtag til en runebomme, medens skindet med figurer mangler. Denne skaal er fundet under en sten i Hammerø i Nordland for omtrent 25 aar siden, hvilket vil sige omkring 1880. En runebomme sendtes af kapellan Bødtker paa Tromsø i 1761 til biskop Gunnerus (se Gunnerus brevveksling i Trondhjems videnskabsselskabs skrifter 1895, pag. 113, og 1896, no. 4). Nu er der ifølge meddelelse fra overlærer Rygh ingen runebomme i Trondhjems videnskabsselskab. Efter en notis, skrevet med W. F. K. Christies haand, i Bergens museum eiedes en beskadiget norsk runebomme af selskabet i Trondhjem.

I Friis’s Lappisk Mythologi, runebomme no. 6, pag. 38, er der afbildet en runebomme fra Bergens museum med skaft af renhorn. Tegningen ligner den, som findes afbildet i Leems: Finmarkens beskrivelse pl. XC og XCI, og som efter Leems angivelse pag. 467 var fra Merakerfjeldet.

Men denne runebomme i Bergens museum er bragt istand efter foranstaltning af stiftamtmand Christie, der oplyser, at han paa en bomme med orebark har ladet male figurerne efter Leem, og det er denne runebomme, som er afbildet hos Friis. Denne bomme, der vistnok er eskimoisk, har ogsaa skaft af renhorn, hvad finnernes runebommer ikke havde. Ogsaa hammer og ring er forfærdiget af museet.

I det svenske riksmuseums etnografiske afdeling er der efter meddelelse af professor Hj. Sjögren 29 stkr. runebommer eller næsten samme tal, som von Düben opgiver. Af disse er 25 fra Åsele Lappmark; ved de andre 4 mangler angivelse om, hvorfra de er komne. Alle disse runebommer er ved de saakaldte kirkevisitationer indsamlet af præsterne og taget vare paa for at modarbeide de hedenske ceremoniers vedvaren; de er indsendte til domkapitlet og derifra til statens historiske museum.

Efter meddelelse fra Sophus Müller er der i det danske Nationalmuseums etnografiske samling opbevaret 6 runebommer, hvoraf de 3 er afbildede i J. A. Friis: Lappisk Mythologi, fig. 3—5.

Det er ovenfor berørt, at ogsaa bælter blev benyttet som runebommer til at spaa med (pag. 251 og 252). Paa det etnografiske museum i Kristiania opbevares et mærkeligt bælte fra Skibotn; bæltet har tilhørt en gammel mand ved navn Isak, hvis datterdatter fik det i arv, og bæltets alder antages at kunne føres tilbage til 1750. Det er et stort læderbælte, i hvilket der er hængt en del stene og et par smaa tasker. En dyrefigur er knyttet til bæltet, og i den ene taske er der lidt glimmer. Der er paa bæltet indridset 4 figurer, der efter Qvigstad ganske vist har magisk betydning.

En figur minder om en tegning paa runebomme no. 9 i Friis’ Mythologi, og en trekant med kors forekommer paa bæltet som ofte paa runebommerne. De gjennemstukne hjerter minder om figurer i svarteboka. Det er dog ikke sikkert, at vedkommende bælte er brugt af finner til trolddom.

Efter en kilde skal nævnte Isak, som har eiet bæltet, have været af kvænsk ekstraktion.

Bæltet benævntes af eierinden en runering, hvilket vel skulde antyde, at det svarede til en runebomme.