Ansgar kap. 10
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 10
Evangeliets Forkyndelse i Sverig
Da dette var sket, og nogle vilde tilbage, andre frem, kunde den Guds Tjener paa ingen Maade bevæges til at afstaa fra den begyndte Rejse. Nej, han satte det i Guds Haand, hvad der skulde møde ham, og vilde ingenlunde vende om, førend han ved et Vink fra Gud kunde skønne, om han kunde faa Lov til at forkynde Evangeliet i disse Egne. Med stor Besværlighed rejste de den meget lange Vej til Fods, og hvor det traf sig saa, satte de paa Baad over de mellemliggende Vande og naaede endelig til dette Riges Søstad, som kaldes Byrka, hvor de bleve godt modtagne af Kongen, som hed Bjørn, da hans Sendebud forklarede, af hvad Aarsag de kom.
Da Kongen saaledes havde erfaret Hensigten med deres Sendelse og havde forhandlet om denne Sag med sine gode Mænd, gav han dem med alles enstemmige Bifald og Samtykke Lov til at blive der og forkynde Kristi Evangelium der og gav ogsaa enhver, som ønskede det, Frihed til at lade sig undervise af dem.
Guds Tjenere bleve nu lette om Hjærtet, da de saa, at det var lykkedes for dem, hvad de havde ønsket, og de begyndte at forkynde Frelsens Ord for de der boende Indbyggere. Der var ogsaa flere, som syntes godt om deres Ærinde og gerne laante øre til Herrens Lære. Desuden var der mange kristne, som holdtes i Fangenskab hos dem, og som glædede sig over, at de nu endelig igen kunde tage Del i de guddommelige Sakramenter; og Udfaldet viste, at alt virkelig forholdt sig saaledes, som deres egne Sendebud havde meldt hans højhed Kejseren.
Enkelte begærede med et fromt Sind Daabens Naade. Deriblandt var ogsaa selve Byens Høvding, Kongens Raadgiver og gode Ven, ved Navn Herigar. Han modtog den hellige Daabs Gave og blev standhaftig ved den almindelige Kirkes Tro. Ikke længe efter byggede han en Kirke paa sin Arvelod og øvede sig selv flittig i at tjene Gud. Der er flere lysende Kendetegn paa og mange sikre Vidnesbyrd om denne Mands uovervindelige Tro, hvad vi i det følgende nærmere skulle udvikle.1
Noter:
1) Angaaende Rejsen til Sverig og Grundlæggelsen af den svenske Kirke, kan der tilføjes lidt. Da Vejen gennem Landet omtales som meget lang, har det vel været ved det sydligste af Gøtariget eller
maske under Skaanes Kyst, at Vikingerne overfaldt dem og tog Købmandsskibene, som de sejlede paa. At Vejen derfra til Hjærtet af Sverig, hvorhen de agtede sig, er vanskelig, siges ogsaa af Adam af Bremen; hans Ord lyder saaledes: “Der findes tykke Skove og meget vilde Bjerge, gennem hvilke Rejsen fra Skaane til Götalandet nødvendigvis gaar, saa man ikke ved, om det er bedst at undgaa Landrejsens Farer ved at vælge Sørejsens eller omvendt.”
Byen Byrka eller, som den hellere maa kaldes, Bjørkø (Navnet betegner egentlig en Købstad i almindelighed og er det samme som vort Birk, har været en af Sverigs betydeligste Byer; om dens beliggenhed siger Adam: “Björkö er en gothisk by og ligger midt i Sverig, ikke langt fra det Tempel, som Svenskerne holder højst i Ære i deres Gudsdyrkelse, nemlig Upsala; her danner en Bugt, som skærer sig ind mod Nord fra det Hav, som kaldes det baltiske eller barbariske, en god Havn for de Barbarer, der bo spredt om dette Hav, men meget farlig for dem, der er uforsigtige og ikke har Kendskab til den slags Steder.”
Den har ligget der, hvor Mælaren staar i Forbindelse med Østersøen og har vel været den egentlige Havn for det gamle Sigtun, der laa ved den; den havde udstrakt Handel, især paa Garderige (Rusland) og Hedeby, og dens Beboere var mest Købmænd.
Skønt Svenskernes store Hov med den hellige Lund, hvor Kroppene af ofrede Mennesker, Heste og Hunde hang i Træerne, ikke var fjærn, blev Bjørkø dog Hovedsædet for Kristendommen i Sverig; der rejstes straks en Kirke af en Privatmand og senere (Kap. 25) kom der en anden; der virkede efter Ansgar dygtige præster, frem for alle den bremiske Erkebiskop Unni, der døde her 936. Men snart efter forsvinder Bjørkøs navn af Historien.
Kong Bjørn maa være den samme, som Islænderne kalde Bjørn at Haugi (paa Højen), og som delte Magten med sin Broder Ønundr (den senere omtalte Anund).
Den Mand, som bliver saa ivrig en kristen, Kongens betroede Mand og Bjørkøs Høvding, kaldes med det frankiske Navn Herigar; men hans nordiske Navn maa have været Hergejr. (Paa samme Maade er det frankiske Ansgar det samme som vort Asgejr, Esger).
Ansgars Virksomhed blandt Sveerne varede 1½ Aar (se næste Kap.); altsaa er han rejst hjem Aar 831.
