Ansgar kap. 17
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 17
Fredeborgs Død
Paa den Tid var der ogsaa hos dem en meget from Kvinde, hvem de ugudeliges Vanart aldrig nogensinde kunde drage bort fra hendes Tros den rette Vej. Naar hun befandt sig i en eller anden Trængsel, satte de hyppigt ind paa hende, at hun ligesom de skulde ofre til Afguderne. Men hun var urokkelig og forlod ikke sin Tros faste Borg.
Det var daarligt, saa talede hun, at søge Hjælp hos de stumme og døve Billeder, og hun fandt det vederstyggeligt paa ny at vende sig til dem, som hun i Daaben havde forsaget, og svigte det som hun havde gjort Kristus. “Dersom det er ondt,” sagde hun, “at lyve for Menneskene, hvor meget mere da for Gud? Og dersom det er godt at holde Tro og Love blandt Menneskene, hvor meget mindre bør da den, som tager ved Troen paa Herren, paa nogen Maade vige af fra Troen eller blande Sandhed med Løgn! Min Herre Jesus,” føjede hun til, “er almægtig, han vil nok, naar jeg forbliver i Troen paa ham, efter sin Vilje kunne give mig baade Sundhed og alt godt, som jeg maatte komme til at behøve.”
Saa fuldkommede da fornævnte fromme Kvinde (hendes Navn var Fredeborg) sit Livs Dage lige til Alderdommens Tid med Ros for et dydigt, Levned og en standhaftig Tro. Og da hun troede, at hendes Dødsdag allerede nærmede sig, og da der efter Biskop Gautberts Bortgang den Gang ingen Præst var der til Stede, saa havde hun af Kærlighed til Sakramentet, som hun havde hørt, er de kristnes Tæring paa Vejen, købt noget Vin, som hun gemte i en lille Flaske, og hun paalagde sin Datter, der ogsaa var troende og from, at hun, naar hendes sidste Time maatte nærme sig, da, eftersom hun ikke kunde faa Sakramentet, at hælde hende nogle Draaber i Munden, for at hun saaledes paa en Maade kunde i sin sidste Stund befale sin Sjæl til Herrens Naade.
Denne Vin gemte hun derfor i næsten 3 aar. Da var det saa heldigt, at ovennævnte Ardgar kom derhen. Da han havde nedsat sig der, holdt hun, saa længe hendes Kræfter tillod det, flittig sin Andagt og Gudfrygtighedsøvelse, idet hun benyttede sig af hans Tjeneste ved den højtidelige Messe og det saliggørende Ords Prædiken. Men imidlertid tog Svagheden Overhaand hos hende, hun begyndte at blive sengeliggende, og da hun mærkede, at hendes Død nærmede sig, lod hun ovennævnte Præst hente, modtog af hans Haand den Tæring paa Vejen, hun havde ønsket sig, og drog salig hjem til Herren.
Hun havde altid haft et godt Sind til at give Almisse, (for hun var ogsaa rig paa timeligt Gods), og hun havde paalagt sin Datter, der hed Katla, at denne, naar hun havde lukket sine øjne, skulde uddele alt, hvad hun havde til de fattige. “Og da her,” sagde hun, “ikke findes mange fattige, saa sælg efter min Død alting, og hvad der ikke her er uddelt, tag det med dig og drag med den første Lejlighed til Dorstad. Der er mange Kirker og Præster og Klerke, der er en Mængde trængende. Naar du kommer derhen, saa opspørg troende Folk, som kunne undervise dig om, hvordan du skal uddele det, og giv alt bort til et Frelsens Middel for min Sjæl.”
Efter Moderens Død opfyldte Datteren flittig; hvad Moderen havde befalet Hun skyndte sig at rejse, kom til Dorstad, opsøgte der nogle fromme Kvinder, som med hende kunde gaa om til de hellige Steder og underrette hende om, hvad hun skulde give til hver.
Og da de saaledes en Dag vandrede om paa de hellige Steder for at uddele, og Halvdelen alt var givet bort, sagde hun til sine Veninder: “Nu ere vi trætte, det er bedst, at vi købe os noget Vin, hvorved vi kunne vederkvæges, og da først fuldføre, hvad vi have begyndt. De udgav dertil fire Denarer,1 og da de havde samlet Kræfter, fuldførte de, hvad de havde begyndt.
Da de var blevne færdige dermed, vendte hun tilbage til sit Herberg og lagde den tomme Pung, hvori Pengene havde været, hen paa et Sted.. Men da hun atter gik hen til samme Sted, fandt hun den, ved en Gave herovenfra, fuld, som den før havde været. Hun studsede over dette store Jertegn, kaldte til sig de fromme Kvinder, der før var gaaet med hende, og viste dem den Lykke, hun havde haft. I deres Nærværelse regnede hun sammen, hvad det var, og fandt, at det var lige saa meget af Værdi som det, hun havde bragt derhen, med Undtagelse af 4 Denarer.
Efter deres Raad gik hun til de Præster, som ansaas for de paalideligste der paa Stedet, og fortalte dem det. De prisede den naadige Gud for hans saa store Godhed og sagde, at Herren havde givet hende det tilbage for hendes Arbejdes gode Hensigts Skyld. “Fordi du,” sagde de, “har været din Moder lydig og bevaret din Troskab imod hende uformindsket, paataget dig en saa lang og besværlig Rejse og flittig udført din Moders Godgørenhed, saa har Herren, som gengælder alle gode Gerninger, givet dig dette som en Løn til Gengæld og en Hjælp til din Nødtørft. Thi han er almægtig og har nok til alle og trænger til ingen2 . Han vil ogsaa i sit himmelske Rige betale alt, hvad hans troende have udgivet for hans Navns Skyld og til de fattiges og hans Tjeneres Nødtørft. For at du paa ingen Maade skulde tvivle paa, at dette forholder sig saaledes, og for at du ikke skulde komme til at fortryde, at du har givet din Formue bort, har han været saa naadig at give dig Vished ved dette Jertegn. Tro derfor fast af dette Tegn, at din Moder er salig hos Herren, og lad dig paaminde ved dette Jertegn, at du aldrig skal frygte for at give bort af dit for Kristi Skyld, og vær vis paa, at det skal blive dig gengældt i Himlen af Herren. Dette, som saaledes er dig givet af Gud, er dit, og du kan anvende det efter eget Tykke, ligesom du faar i Sinde. Thi det, som du havde taget til eget Brug, vilde han ikke give dig tilbage, fordi han efter sin Miskundhed kun har gengældt det, som af Kærlighed til ham var uddelt til hans fattige.
Noter:
1) Denaren, den bekendte lille græske søvmønt, bruges i Middelalderen almindeligt som betegnelse for vor Penning.
2) Jfr. Ap. Gj. 17, 25: heller ikke betjenes han af Menneskehænder, som den der trænger til nogen, men han giver selv alle Liv og Aande og alt.
