Ansgar kap. 19
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 19
Bispedømmet i Bremen forenes med det i Hamborg
Men den Gud, som saa Ansgars Fornedrelse og store Taalmodighed, skød vor naadige Herre og Fyrste Kong Ludvig, som efter sin Fader fik dette Rige at bestyre, det i Sinde, (thi Kongens Hjerte er i Herrens Haand) at han begyndte at tænke paa, hvorfra han kunde skaffe ham Skadeserstatning og Livets Ophold, saa at han kunde udføre det Ærinde, hvortil han var udsendt.
Og fordi han i denne Landsdel ikke havde noget Kloster, som var passende til dette Embede, men den bremiske Kirkes Bispedømme var tæt ved og paa den Tid uden Hyrde, besluttede han at give ham det. Derfor begyndte han i et Landemode af Bisperne og hans øvrige tro Mænd at forhandle med dem om, hvorvidt det var ham tilladt efter Kirkeretten at gøre dette. Thi vor Herre og Hyrde, som frygtede for, at det paa visse Maader vilde være farligt for ham, og var klog nok til at forudse, at det af en eller anden kunde blive ilde udlagt som et Tegn paa Begærlighed, var ikke tilbøjelig til at billige denne Plan.
Derfor blev paa Kongens Befaling denne Sag drøftet i en Forsamling af Biskopper. Disse beviste ved mange Eksempler fra de forrige Tider, at det godt kunde lade sig gøre, saa at, fordi det Stift, til hvilket Ansgar havde været indviet, var saa meget lille (thi det havde ikke mere end 4 Sognekirker), og fordi det alt oftere havde været ødelagt ved Barbarernes Indfald, det andet kunde tillægges ham som Skadeserstatning.
Men for at Biskoppen af Ferden ikke paa nogen Maade skulde have Betænkelighed, thi Ansgar tilligemed hele Bremer-Stiftet skulde beholde den Del, som var taget af hans Bispedømme ovenfor Elben, saa gjorde de den Bestemmelse, at begge Bispedømmer, nemlig baade det i Bremen og det i Ferden, skulde sættes paa samme Fod, som de i Begyndelsen havde været paa Kejser Ludvigs Tid, og Ansgar skulde have Bispedømmet Bremen, hvoraf den største Del af hans Stift havde været taget, og som ogsaa nu var uden Hyrde.
I Følge denne Beslutning, som var fattet at Biskopperne, fik han paa Kongens Befaling Bremerstiftet at bestyre. Og saa fik Waldgar, som dengang var Biskop af Ferden, den Del af Stiftet tilbage, som ovenfor Elben burde høre ham til. Da dette en Tid lang havde varet saaledes ved, blev den samme Sag nøjere drøftet paa et andet Bispemøde, og man fandt, at det ikke var godt, at den Stol, hvortil Ansgar var indviet, skulde være i en anden Biskops Magt. Thi Hamborg var dengang gaaet over paa Waldgars Del, og de sagde, at Kongen vel havde Magt til at forøge et lille og for Plyndring meget udsat Stift; men med et Sted, som i Følge apostolisk Fuldmagt var bekræftet som Erkebispesæde, burde ingen Forandring ske. Enstemmig og med ovennævnte fromme Kong Ludvigs Samtykke afgav saaledes de der forsamlede Biskopper den Kendelse, at vor Fader Ansgar skulde have den Stol tilbage, hvortil han havde været indviet, og at hvad han beholdt af Ferden Stift ovenfor Elben, skulde han give denne Biskop Vederlag for af Bremer-Kirkens Stift.
Dette blev saaledes fastsat baade ved en kongelig Befaling og ved en Landemodebeslutning at Biskopperne og med Samtykke af ovennævnte Waldlgar selv, som var Biskop af Ferden.1
Noter:
1) Dette Kapitel er af stor Betydning, da det fortæller, hvorledes Ansgar blev udfriet af sin Nød, og det Erkesæde oprettet, som fik en afgørende Betydning for den nordiske Historie, ja hvis Biskopper stundom med kraftig Haand greb ind i Danmarks Anliggender.
Den, der tog sig af Ansgars Sag, var hans Landsherre, Ludvig den tyske (843-876), den kraftigste af Ludvig den frommes Sønner; han havde ved Forliget i Verdun faaet Landet øst for Rhinen og Stæderne Mainz, Worms og Speier ved den vestlige Rhinbred. Sin Velvilje mod Ansgar havde han allerede vist ved at bevæge Bispen i Ferden, Waldgar, til at indrømme Ansgar Gaarden Ramsola, der laa i hans Stift, noget, som Pave Nikolaus senere (864) stadfæstede.
Men dernæst gav den Omstændighed, at Bispestolen i Bremen blev ledig, Ludvig Lejlighed til at gaa videre; i Følge Adam af Bremen døde Biskop Leuterik, der skildres som en overmodig, forfængelig Mand, d. 24de Aug. 845 (det er ham, der skal have bortvist Ansgar, da han trængte mest til Hjælp, se Kap. 14, Anm. 1), og Bispestolen var tom i nogen Tid. Der kunde være megen Rimelighed for at give Ansgar Bremen; han havde i Sandhed vist sig værdig til at understøttes. Hans Stift var desuden ikke blot udsat, men tilmed meget fattigt og lille; det talte kun, som vi læser her, 4 Kirker. (Af Adam kan man slutte sig til, at det foruden Hamborg var Meldorf i Ditmarsken, som allerede Wilderik ofte havde besøgt, endvidere Heligonstat (Heiligenstäten) og Scanafeld (Schönefeld) begge i Holsten).
Det Landemode, som Ludvig forelagde Sagen til Drøftelse, og som foranstaltede den første Ordning, var et Møde i Mainz Oktober 847 under Erkebiskop Rabanus Maurus Forsæde. Den Bestemmelse, man her tog, gik ud paa, at Forholdene fra Begyndelsen af Ludvig den frommes Tid før 831 (se Kap. 11) genoprettedes. Ferden og Bremen fik tilbage, hvad de den Gang havde maattet afstaa, og Ansgar blev saa Biskop i Bremen i Stedet for i Hamborg, Det gamle Stift var nu ophævet, Erkesædet selv stod under Bispen af Ferden.
At dette var et Misgreb og et fuldstændigt Brud paa Pave Gregor IV's Bestemmelse, indsaa man jo snart og fik det derfor ændret; dog har Ansgar sikkert overtaget Bispedømmet i denne Skikkelse (847), saa meget mere som disse Tildragelser mindede ham om tidligere Drømmesyn, hvori han saa den guddommelige Stadfæstelse, som det fortælles i Bogens 30te Kapitel.
Hvad man havde gjort galt ved at bryde et Princip, søgte man nu at gøre godt og fremsatte det mislige ved den forrige Afgørelse for Kong Ludvig. En ny Afgørelse lod han foretage paa et nyt Møde; det har vistnok været i Mainz lige et Aar efter det forrige. Ansgar faar derefter sit gamle Stift tilbage, medens Ferden, der led et Tab, nemlig af de Dele, der laa nordfor Elben, fik Erstatning ved Dele af Bremerstiftet. Hvorledes dette udførtes, siges hverken her eller hos nogen anden Forfatter; men sikkert er det, at Ansgar nu havde sit gamle hamborgske Stift forenet med det formindskede Bremerstift.
Adam af Bremen har den Tilføjelse, at Ansgar blev indført i dette nye Stift af 2 kongelige Afsendinge, Klerken Aldrik og Grev Reginbald; det var i Ludvig den tyskes 9de Aar (juni 849-850).
