Ansgar kap. 2
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 2
Drømmesyn om Himmerig og Skærsilden
Da hændte det sig, at han fik Rygtet at høre om Kejser Karl den stores Død.1 Ham havde han før set i hans store Magt og Ære og havde ment, at han berømmelig og med megen Klogskab styrede sine Riger. Selv blev han slagen af Skræk og Rædsel over en saa stor Kejsers dødelige Afgang og begyndte atter at gaa i sig selv og at drage de Ord til Minde, hvormed den hellige Guds-Moder havde formanet ham.
Han satte da al Letsindighed til Side, han begyndte at blive bevæget og bedrøvet efter Gud, vendte sig ganske til at tjene ham og lagde Vind paa Bøn, Nattevaagen og Afholdenhed. Og da han som en sand Guds Stridsmand øvede sig flittig i disse Dyder og holdt alvorlig ved dermed, blev Verden død for ham, og han for Verden.2
Pintsedag var nær; og vi tvivle ikke om, at den Hellig-Aand, som paa denne Fest blev udøst over Apostlene, ogsaa oplyste og opmuntrede hans Sind med sin Naade. Det bares ham for samme Nat, at han pludselig skulde dø, og i selve Dødsstunden var den hellige Apostel Peter og den salige Johannes Døber ilet ham til Hjælp; og da hans Sjæl, saa syntes det ham, forlod Legemet og straks viste sig i en anden, meget skøn, uforkrænkelig Legemsskikkelse, kom til hans Forundring ovennævnte Mænd frem for ham i samme Dødsøjeblik.
Den ene af dem var en Mand til Aars, hvidhovedet, med glat og tæt Haar, solbrændt i Ansigtet, med et sørgmodigt Aasyn, i et skinnende og straalende Klædebon, af Middelhøjde, og uden at nogen sagde det, kendte han straks, al det var Sanct Peter.
Den anden var en ung Mand, noget højere af Vækst, med busket Skæg, et brunligt krøllet Haar, magert og vejrbidt Ansigt; han havde et muntert Aasyn og var iført et uldent Klædebon; og det troede han bestemt, var Sanct Johannes.
Disse fulgte ham saaledes alle Vegne. Da saa hans Sjæl havde forladt Legemet, syntes han, at han straks befandt sig i en umaadelig Herlighed, som opfyldte hele Verden. Igennem denne Herlighed og uden at han selv havde nogen Slags Besvær dermed, førte ovennævnte Helgene ham paa en forunderlig og uudsigelig Maade, og da de var komne til et Sted, som han, uden at nogen sagde det, var ganske vis paa, var Skærsilden, slap de ham der.
Her led han meget; især syntes han, at han maatte udholde at være i det tykkeste Mørke; det var, som om en umaadelig Vægt laa paa ham, og som han bestandig skulde kvæles; han mistede alle Minder og kunde ikke tænke paa andet end det alene, hvordan der kunde være en saa gruelig Straf. Tre Dage pintes han der, efter hans Beregning, hvilket Tidsrum syntes ham længer end tusinde Aar for den umaadelige Strafs Skyld.3
Da kom ovennævnte Mænd igen, fulgte ham ligesom paa alle Sider og førte ham gladelig afsted med langt større Hastighed end før. Det gik nu paa alle Maader meget behageligere, og de førte ham gennem en om muligt endnu større Herlighed, idet de betraadte en fast, men dog ulegemlig Vej; men lad os bruge hans egne Ord.
“Jeg saa,” sagde han, “langt borte forskellige Helgenskarer. Nogle stod nærmere ved, andre længere borte fra Østen ; men de saa dog alle mod Østen. Ham selv, som i Østen lod sig til Syne, prisede de og tilbad, nogle med bøjede Hoveder, andre med opløftede Aasyn og udstrakte Hænder. Og da vi vare komne til Stedet i Øst, se! da lode de 24 Ældste sig til Syne, efter hvad skrevet staar i Aabenbaringsbogen.4 De sad paa Tronerne og vogtede den store Dør. Disse havde ogsaa Øjet ærbødigt vendt mod Østen og prisede Gud med uudsigelige Lovsange. Disse Lovsange, som de sang tilsammen, indgød mig den sødeste Vederkvægelse. Men, efterat jeg var vendt tilbage til Legemet, kunde jeg slet ikke huske dem.
“Dybest i Øst var der en forunderlig Glans, et utilgængeligt Lys5 af umaadelig Klarhed, som havde alle kostelige Farver i sig, og hvori alt var Ynde. Men alle Helgenskarerne, som alle Vegne stode jublende omkring, øste deraf deres Glæde.
Denne Glans var af en saa stor Udstrækning, at jeg hverken formaaede at se dens Begyndelse eller dens Ende. Enten jeg saa langt bort eller nærved, kunde jeg ikke betragte, hvad der var indeni dette umaadelige Lyshav. Det var kun Overfladen, jeg kunde skue, men jeg troede dog, at Jesus selv var deri, efter Peters Ord: ”hvem Englene begære at gennemskue”6 . Thi af ham selv gik den Klarhed ud, hvoraf de hellige oplystes baade i Længden og Breden. Han var nemlig i alle og alle i ham. Han omgav alle udvortes fra, han mættede og styrede alle indvortes fra: han dækkede alle fra oven, han var alles Fodfæste fra neden.
Men Sol og Maane lyste ingenlunde dér7 , og hverken Himmel eller Jord vare der til Syne. Dog var Klarheden selv ikke af den Beskaffenhed, at den skar dem i øjnene, som saa derpaa, men den gav Øjnene den behageligste Vederkvægelse. Og naar jeg sagde, at de Ældste sad, saa sad de paa en Maade i ham. Thi der var intet legemligt, men alt var ulegemligt, endskønt det saa ud, som om det havde Legeme, og derfor kan det ikke beskrives. Men den Glans, som udgik fra ham og omgav dem, der sad, hvælvede sig ligesom en Regnbue.
Da jeg saaledes var fremstillet af ovennævnte Mænd foran dette Lyshav, hvor det syntes mig, uden at nogen pegede derpaa, at den almægtige Guds Herlighed maatte være, lød der fra den samme Herlighed den yndigste Røst til mig, klarere end alt hvad man kan kalde klangfuldt, fordi jeg syntes, den opfyldte den ganske Verden, sigende:
“Gaa! og kom tilbage til mig!”
Ved denne Røst tav den hele Helgenskare, som før lovede Gud, bøjede deres Hoveder og tilbad. Men af hvem denne Røst blev udtalt, det saa jeg slet ikke.
Da jeg havde hørt den Røst, blev jeg bedrøvet, fordi jeg nødtes til at vende tilbage til Verden; men jeg trøstede mig dog ved Løftet om, at jeg skulde komme tilbage igen, og gik saa bort derfra med mine ovennævnte Ledsagere.
Hverken paa Henvejen eller Hjemvejen talede de et Ord, men de saa dog paa mig med en saadan Ømhed, som naar en Moder betragter sin enbaarne Søn. Saaledes vendte jeg tilbage til Legemet. Rejsen frem og tilbage kostede hverken Anstrængelse eller Tid, for hvor vi vilde hen, der var vi straks.
Men skønt jeg synes, jeg har fortalt noget om denne Liflighed, større end alt hvad lifligt er, saa tilstaar jeg dog, at saa store Ting ikke kunne beskrives, saaledes som Sjælen føler det, ja Sjælen føler det ikke en Gang saaledes, som det var, fordi det syntes mig at være: “hvad intet øje har set og intet øre har hørt og hvad der ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte. “8
Ved dette Syn, som vi have fortalt med hans egne Ord, saaledes som han selv sagde det til os, blev vor Guds Tjener baade forfærdet og trøstet, og begyndte nu at øve sig flittigere i Gudfrygtighed, og Dag for Dag at blive mere nidkær til gode Gerninger, og at fatte det Haab til Guds Barmhjertighed, at han efter den Lejlighed, Gud dertil vilde give, kunde naa til Martyrkronen. Dette skete vel ikke legemlig ved det blinkende Sværd, men hvordan han ved Guds Naade opnaaede det ved Dødelsen formedelst Korset, som han bestandig bar paa sit Legeme for Kristi Navns Æres Skyld, skulle vi udvikle, naar vi komme til Fortællingen om hans Død.
Noter:
1) Karl den store døde den 28de Januar 814. Det maa antages, at det er ved Pinsetid samme Aar, Ansgar har sin Drøm, der jo nok er en Frugt af de idelige Dødstanker; han har da været 13 Aar.
2) Anvendelse af Gal. 6,14. (Kristus), ved hvem Verden er korsfæstet for mig og jeg for Verden.
3) Skærsilden (skær = ren) var allerede den Gang et vigtigt Punkt i den katolske Lære; sin egentlige Udvikling havde det faaet ved Gregor den store (død 604), der holdtes højt i Ære som Kirkelærer.
4) Joh. Aab, 4,4 og flere Steder.
5) Jfr. 1. Tim. 6, 16.
6) 1. Pet. 1,12. Forfatteren anfører altid den latinske Oversættelse, Vulgata, som her urigtigt oversætter “eis ha” (ind i hvilke Ting) ved “in qvem” (ind i hvem).
7) Jfr. Joh. Aab. 21,23 og 22,5.
8) 1. Kor. 2, 9.
