Ansgar kap. 20
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 20
Bispedømmets Forening bliver bestridt, men stadfæstet ved apostolisk Myndighed
Paa den Tid dette var under Forhandling, stod Bispestolen i Staden Køln (hvortil Bremer-Stiftet hørte som et Lydbispedømme) ledig. Men da det varede længe ved, maatte der nødvendig ske en Afgørelse, skønt der ingen Biskop var der paa Stedet. Da siden hans Højærværdighed Erkebiskop Gunthar var indviet til dette Sted, søgte vor Herre og Fader at faa ham til paa Embedsvegne at bekræfte det, der var sket; men han satte sig stærkt imod denne Sag.
Af denne Aarsag blev siden selvsamme Sag forhandlet i Staden Worms. Begge Kongerne, nemlig Ludvig og Lothar, havde Forsædet. Der var en stor Mængde Biskopper til Stede fra begge Riger, og vor ærværdige Fader var nærværende. Alle bleve enige om, at dette var fortræffelig saaledes ordnet, og bad ovennævnte Biskop Gunthar om at bekræfte det paa Embeds Vegne. I Begyndelsen stod han stift imod og anførte mange Grunde for, at det ikke var tilbørligt, at et Lydbispedømme blev forvandlet til et Erkebispesæde, ogsaa burde han sørge for, at hans Stols Værdighed ikke paa nogen Maade blev formindsket. Men tilsidst, da baade begge Kongerne og tillige alle de der forsamlede Biskopper bad ham derom og sagde, at det i alt Fald maatte være tilladt, fordi Nødvendigheden bød det, saa svarede han, at han ogsaa lod det gælde, under Forbehold af, at det blev stadfæstet ved apostolisk Myndighed.
Da han havde givet dette Svar, og da ogsaa alle hans Lydbiskopper havde givet deres Bifald til Kende, sendte ovennævnte fromme Konge for denne Sags Skyld hans Højærværdighed Biskop Salomon af Staden Kostnitz til Apostelstolen; thi baade ønskede han paa alle maader at forøge sin Faders Kærlighedsgave, og at det i det hele skulde have Gyldighed, som han selv havde bestemt. Fordi vor Herre og Fader Ansgar ikke selv kunde møde personlig, sendte han ogsaa med Biskop Salomon sin Søn, vor Broder, Præsten Nordfred.
Disse blev meget venlig modtagne af hans Hellighed Pave Nikolaus, og de fremsatte for ham aabent og klart, i hvilket Ærende de vare sendte. Han overvejede nøje med Visdom og Omhyggelighed, hvad af dem blev berettet, og under Guds Aands Vejledning dømte han, at denne Foranstaltning var retfærdig og gavnlig til at vinde Hedningernes Sjæle, og stadfæstede med sin Myndighed vor Konges Vilje. For at vi endelig desto tydeligere kunne fremstille Sagen selv, saaledes som den af ham er omhyggelig oplyst, have vi besluttet at anføre hans egne Ord. Efterat han nemlig kort og godt havde gentaget Aarsagen til Ansgars Udsendelse og det øvrige ovenfor anførte, føjede han derefter til:
“Brevet med det efter den hellige romerske Kirkes Skik paatrykte Segl om hans Udnævnelse og Myndighed og Palliums Annammelse er os af vor Søn Ludvig ved den højhellige Biskop Salomon tilstillet. Af delte Brevs Indhold erfare vi, at disse Ting forholde sig saaledes, som nysnævnte fromme Konge ved sin betroede Mand, nemlig Biskop Salomon har berettet os.
Thi træde vi i den store Ypperstepræsts, vor Forgænger Gregorius' Fodspor, og erkendende, at al Visdom der er anvendt værdig for Gud, have vi besluttet, paa vore Forgængeres Vis at stadfæste de store Fyrsters, nemlig Kejser Ludvigs, gudelig Ihukommelse, og hans Navne og Søn, den ypperlige Konges ønske saa vel ved dette den apostoliske Myndigheds Bud som ogsaa ved Palliums Skænkelse, for at paa en saa stor Myndigheds Grundvold fornævnte Ansgarius, Nordalbingernes første Biskop, og efter ham hans Eftermænd i deres Bestræbelser for at vinde Hedningernes Sjæle monne blive desto stærkere til mod Djævelens Anløb at stande 1, og samme vor Søn, nysnævnte Ansgarius, saasom Legat hos alle omboende Folkefærd, være svenske eller danske eller Slaver eller andre, som have deres Bopæl hvorsomhelst i disse Egne og for hvem Guds Naade monne oplade Døren, meddele vi Myndighed til offentlig at forkynde Evangelium.
Og samme Nordalbingernes Bispesæde, Hammaburg kaldet, indviet til den hellige Frelsers
hans hellige og ubesmittede Moder Marias Ære; beslutte vi herefter Erkebispesæde at være:
Og at efter titnævnte Erkebiskop Ansgarius' Afgang altid en duelig Prædikebiskop og det en, som skikket er til saa vigtigt et Embede at forestaa, bør som Efterfølger udvælges, det fastsætte vi under Guds Paakaldelse.
Men fordi Kong Karl, titnævnte Kong Ludvigs Broder, efter at hans Fader Kejser Ludvig, gudelig Ihukommelse, er afgaaet ved Døden, har bortaget fra fornævnte Sted, Hammaburg kaldet det Kloster, som benævnes Turholt2 , da det efter Skiftet imellem ham og hans Brødre, saasom beliggende i Vest-Franken, syntes at høre med til hans Rige, og som hans Fader havde givet paa det Sted Biskoppen og hans Klerke til hjælp og Ophold — ere, som vi høre, alle Alterets Tjenere i Færd med at gaa tilbage; af Mangel nemlig paa den nødvendige Underholdning ere de gangne tilbage fra selve Hedningerne, og samme Sendelse til Hedningerne af saadan Aarsag ophørt. Saa er og Erkebispesædet Hammaburg selv næsten lagt øde. Imidlertid døde Biskoppen af det Stift Bremen, som siges at ligge tæt derved.
Og da merbemeldte Konge saa, at baade dette Stift var ledigt, og hin nye Stiftelse i Forfald, og desforuden begge disse Kirker efter Guds uransagelige Raad og Tilladelse vare meget svækkede ved Barbarernes Grusomhed, begyndte han at tænke paa, hvorlunde ovennævnte Bremer-Kirke kunde forenes med og underlægges ovennævnte nysoprettede erkebiskoppelige Stol, naar vor Beslutning stadfæstede dette ønske: hvisaarsag ved titnævnte højærværdige Sendebud Salomon, Biskoppen nemlig af Staden Kostnitz, dette er os forebragt til Bekræftelse og med Begæring, at vi det ved vor Myndighed ville stadfæste. Vi have derfor efter nøje Overvejelse og Undersøgelse befundet dette, formedelst den paatrængende Nødvendighed og den paapegede Vinding af Redningernes Sjæle nyttigt at vorde.
Thi alt hvad der bevises for Kirken gavnligt at være, og som ikke strider mod guddommelige Befalinger, tvivle vi ikke paa, er tilladeligt og gørligt, allermest i en saa spæd Kristendommens Plantelse, i hvilken forskellige hændelser pleje at møde.
Altsaa, paa den almægtige Guds og paa de salige Apostle Petri og Pauli Vegne og ved denne vor Anordning beslutte vi efter den hæderværdige Kong Ludvigs ønske, at disse fornævnte Stifter; det hammaburgske nemlig og det Bremiske, ikke herefter skal være og kaldes to, men ét, og underlægges den Stol, som ved vor Forgængers Anordning er ophøjet til et Erkebispesæde, kun at der af den bremiske Kirkes Gods gives Erstatning til Bispedømmet Ferden for den Del, som derfra tidligere er taget; og maa ingen Biskop af Køln herefter nogen Magt i dette Stift sig at tilegne.
Thi formane vi baade disse og alle sande Guds Tjenere, i hvo de ere, at være dem, som ved denne hellige Sendelse tjene, til Hjælp og Trøst, hvorimod de skulle værdiges for saadan Velgerning fuld Løn at annamme af ham, som har sagt: “Gaar ud! Lærer alle Folk!” og: “Hvo eder annammer, anammer mig!”3
Derfor, alt hvad af vor elskelige Søn Kong Ludvig til denne Tjeneste, værdig for Gud, er
henlagt, ligesom ogsaa hans fromme ønske bekræfte vi i Følge vor Myndighed.
Og fordi de forbigangne Tiders Hændelser er os forsigtige for Fremtiden, saa slaa vi med Ban-Sværdet enhver, som staar imod eller siger imod og paa hvilkensomhelst Maade gør disse vore fromme Hensigter Forfang, og dømme ham skyldig til evig Straf og Lod med Djævlene, for at vi paa vore Forgængeres Vis kunne beskærme og beskytte mod Modstanderne fra alle Sider; vor apostoliske Højhed og dem, som med fromme Hjerter ere nidkære for, hvad Guds er.”
Ved disse Anordninger og Stiftelser af hans Hellighed Pave Nikolaus blev saaledes Bremer-Kirken lagt til og forenet med den hamborgske Stol, der før havde været oprettet til et Hovedsæde, og gjort til et Erkebispedømme.
Men da vi er gaaet noget forud i vor Fortælling om den Maade, hvorpaa hint Stift saaledes blev stadfæstet (thi der gik lang Tid, fra at han fik dette Bispedømme at bestyre, til det blev stadfæstet ved apostolisk Myndighed), maa vi vende tilbage til hvad før skete.4
Noter:
1) Jf. Ef. 6,11
2) Se Kap. 8
3) Math. 28,19 og 10,40
4) I Ansgars Levned drages alt det sammen, som angaar Foreningen af Hamborg og Bremen, skønt Forhandlingerne om denne Sag har taget mange Aar. Pavens endelige Stadfæstelse kom til Ansgar ikke meget mere end et halvt Aar før hans Død; derfor siger Forfatteren ogsaa i Slutningen af Kapitlet, at han er gaaet forud i sin Fortælling og maa vende tilbage til tidligere Begivenheder.
Hvad nu først Forhandlingerne med den kølnske Erkebiskop angaar, har man Fremstillingen i “Ansgars Levned” mistænkt for ikke at være paalidelig; og saa meget er da ogsaa vist, at vi kender Tildragelser, som kan tjene til at kaste et andet Lys over den usædvanlige Begivenhed, at en Erkebiskop maa give Afkald paa et betydeligt Stift.
Man har maaske benyttet sig af den Omstændighed at den kølnske Erkestol stod ledig, til i den Tid indsætte Ansgar i det nye Embede, medens der ingen var til at nedlægge Indsigelse derimod. I den kølnske Erkebispeliste er der et Hul fra 842 til 850; en Abbed besørgede vel det meste af den Tid Erkebipeforretningerne, men døde 849; med dette maa vi sammenstille, at Ansgar netop er indført i sin Værdighed i Slutningen af 849 eller Begyndelsen af 850, saaledes som Adam beretter.
Men dernæst fik Køln en Biskop den 20de April 850; det var Gunthar (Gynther), en Mand, der nødigt gav det ringeste bort af den Magt og Ære, der tilkom ham.
Et Par Aar efter fulgte Kong Lothar II sin Fader Kejser Lothar i Regeringen; vel at mærke fik han ikke Italien og Kejsertitlen, men kun de tyske Dele af hans Rige, Egnene mellem Rhinen paa den Side og Maas og Schelde paa den anden Side. Det er ham, som omtales her; Køln tilhørte altsaa ham, Hamborg og Bremen hans Farbroder Ludvig den tyske; men paa den anden Side havde Erkebispen i Køln Overhøjhed over Bispedømmet Bremen, den bremiske Biskop var hans Lydbiskop. Det, som har gjort Lothar II’s Navn mest bekendt, er en uhygglig Ægteskabssag, der bragte Fordærvelse over ham og over Gunthar, som var indviklet deri; da den sandsynligvis ikke har været uden Indflydelse paa Udviklingen af Forholdet mellem Køln og Bremen, skal den her fortælles i korte Træk: Den svage og samvittighedsløse Lothar var ked af sin Ægtehustru Thitberg; for at kunne sætte sin Frille Valdrade i hendes sted, rettede han den skammeligste Beskyldning imod hende, lod hende indespærre i et Kloster og fik ved Gunst og Gaver Gunthar af Køln og Erkebiskop Thitgaut af Trier til at erklære Ægteskabet for ophævet. Men Straffen udeblev ikke. Kongens Farbrødre Ludvig i Tyskland og Karl den skaldede i Frankrig truede med Krig for at hævne den ulykkelige Kvinde, og endnu mere Betydning fik det, at Paven villig laante Øre til hendes Klager og Bønner og kom hende til Hjælp. — Paa den Tid var der nemlig i Rom en af de største Paver, der nogensinde har været, Nikolaus I (858-867), den samme, som ogsaa bragte Ansgars Sag til Afslutning. Nikolaus udmærkede sig ved Renhed og Kraft i sin Styrelse og viste en ædel Stræben for at virke til Kirkens Gavn paa alle Maader. Besjælet af Kærlighed til alt godt og Had til al Vold og Uret brugte han sin høje Stilling til at træde frem som Forkæmper for Retfærdighed og som Uskyldighedens Forsvarer overalt, hvor han saa den truet eller krænket. For en Mand, der havde stillet sig en saadan Livsopgave, maatte Pavedømmet blive en Kamp: Nikolaus stred mod det byzantinske Riges Patriark, som uden Ret havde faaet denne Værdighed, idet hans Forgænger paa Grund af sin Nidkærhed lovløst var bleven afsat af det fordærvede Kejserhof; han sejrede over oprørske Biskopper, saaledes Ravennas, der ikke vilde erkende ham som sit Overhoved, ja, endog Hinkmar af Rheims, den mægtig Kirkefyrste i Frankrig, maatte efter et Sammenstød falde til Føje for ham; hans tredje store Strid er den mod Lothar. Denne Paves Ædelsind var forenet med sjælden Klogskab og en Indsigt, der hævede ham over adskillige af Tidens overtroiske Vildfarelser, f. Eks: Gudsdommene.
Naar der var Tale om at gennemføre en uretfærdig Sag, var Pave Nikolaus en uovervindelig Hindring. Derfor var det kun til deres egen Skade, da de to Erkebiskopper søgte at bestikke ham: Nikolaus afsatte og ekskommunicerede dem (863). Lothar, der var truet paa alle Kanter, maatte søge Fred med sine Farbrødre og blev nødt til at vise sin Dronning den hende tilkommende Ære. Alligevel behandlede han hende ikke godt, og Nikolaus' Efterfølger, Hadrian II, stævnede ham til Rom for at svare for sig; han turde ikke andet end adlyde, rejste til Paven og svor Mened for ham. Men paa Hjemvejen døde han (869); heri saa man Himlens Straf.
At nu dette kan have haft Betydning for Ansgars Historie ligger det nær at tænke sig, naar man husker at de Forhandlinger om Bremen, som omtales i “Ansgars Levned”, maa være blevne holdte paa en tid, da Ægteskabsstriden var i fuld Gang. — Mødet i Worms mellem Ludvig og Lothar kendes ikke andetsteds fra; derfor kan vi ikke af Aarbøgerne se, hvilket Aar det blev holdt. Men Adam af Bremen siger, at Kongens Brev angiver Ludvigs 21de aar, d.v. s. 860, som det Aar, hvor Foreningen af Hamborg og Bremen blev iværksat. Det er da rimeligt, at Lothar, der paa den Tid søgte Fred med sin Farbroder Ludvig, har haft et Møde med ham og gjort Indrømmelser, blandt andre ogsaa den, at Køln opgav Overhøjheden over Bremen; Gunthar, som var nødt til at staa Last og Brast med sin Konge, er saaledes bleven tvungen til at give sit Samtykke. Men i saa fald kan det dog vel ikke være rigtigt, naar “Ansgars Levned” beretter, at Gunther efter mange Bønner af begge Konger skød Sagen ind under Pavens Afgørelse, især da Forholdet til Nikolaus allerede var meget spændt. Forskellige Historikere mener endvidere, at den kølnske Erkebiskops Skæbne, det at se en saa mægtig Prælat som Gunthar afsat og bansat, har bragt Ansgar til at sende Bud til Pave Nikolaus for at sikre sig sin Stilling.
Paven stillede sig gunstig til Sagen; med sit skarpe Blik har han vel set den Betydning, som det nordtyske Erkebispesæde kunde faa for Kristendommens Fremme hos Nordboerne. Han gav Ordningen sin Bekræftelse og skænkede, som vi se det af hans Bulle, Ansgar Palliet; naar en Erkebiskop nemlig skifter Stift, maa han have et nyt Pallium, fordi han ikke maa bære det gamle udenfor det tidligere stifts Grænser.
Nikolaus' Bulle om denne Sag er udstedt 31. Maj 864. En betydelig Del af den er optaget i “Ansgars Levned”, den Del, der angaar sammensmeltningen af Hamborg og Bremen og Bremens Fritagelse for Kølns Overhøjhed. Derpaa følger en Formaningsskrivelse til Ansgar; da den viser Nikolaus' Alvor og Nidkærhed, gengives det meste af den her:
”Og efterdi du, Kære Søn Ansgar, af den guddommelige Naade er bestemti til at være den første Erkebiskop i et nyt Erkesæde, saa tildele også vi dig Palliet, dermed at højtideligholde Messen, hvilket vi give dig at bruge i dine Levedage, og din Kirke med bestandigt vedvarende Privilegier, hvorfor den hæderfulde Iførelse af dette KIædningsstykke skal bevares under Skikkenes Foranderlighed.
Naar da Faarehyrder af Omsorg for deres Hjord i Hede og Kulde spejde omkring med stedse aarvaagne Øjne , at ikke noget af Faarene skal fare Vild og Omkomme eller snappes bort for at sønderrives af vilde Dyrs Tænder, med hvor stor Anstrængelse og Omhu bør da ikke vi være aarvaagne, vi, der kalde os Sjælenes Hyrder!
Lader os agte herpaa! Og vi paaminde dig om, at du aldrig bør indvikle Embedet, som du har paataget dig, i verdslige Forretninger. Dit Liv skal derfor være Vejen for dine Sønner; efter det skal de rette sig, om der er nogen Kraft i dem; i det skal de se, hvad de have at efterligne; i Betragtningen af det skal de altid gaa fremad, saa at det synes, næst Gud, at være det gode hos dig, som de fremstille i deres Liv.
Derfor skal hverken Medgang, der smigrer paa Verdslig Vis, henrive dit Hjerte til Overmod, eller Modgang gøre det nedslaaet. De onde skulle kende dig som den strænge, de gode som den milde; den uskyldige skal for din Domstol ikke rammes af andres Ondskab, og Gunst ikke fri den skyldige; dit Forsvar komme Enker og faderløse, der undertrykkes uretfærdigt, til Hjælp. Se, kære Broder, saadant hører til Pligterne ved Præstedømmet, saadant hører til Pligterne ved Paillet. Opfylder du ivrigt dette, da besidder du i det indre det, som du ses at have modtaget i det ydre”.
Erkebispen i de forenede Bispedømmer tog i Reglen Ophold i Bremen, der var større og rigere end den udsatte By nord for Elben. Dog galdt Hamborg i Følge Nikolaus I's Kendelse foreløbigt for det egentlige Erkesæde; men lidt efter lidt lod man denne værdighed gaa over paa Bremen, især efter 1072, da Hamborg kort før Adalberts Død blev ødelagt for femte Gang.
Trods Nikolaus' Bestemmelse opgav Køln dog ikke for bestandigt sine Fordringer paa Bremen; saaledes maatte Ansgars anden Efterfølger, Adalgar (888-909) bestaa en Strid med Erkebispen af Køln, og den fornyedes senere under Adaldag (937-988) og saa truende ud for Bremen, da det var Kejser Ottos Broder; Bruno, som var kølnsk Erkebiskop; men Udfaldet blev dog tilsidst, at Køln intet opnaaede, fordi de senere Paver i denne Sag traadte i Nikolaus' Fodspor.
