Ansgar kap. 22

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ansgar prædiker for Harald Klak
(Louis Moe, 1898)

Rimbert:

Ansgars Levned

oversat af P. A. Fenger

Kapitel 22

Forberedelse til den svenske Mission

Imidlertid havde vor Herre og Fader Ansgar stor, hjærtelig Medlidenhed med det svenske Folk, fordi de den Gang vare forladte, uden Præsts Nærværelse, og han begyndte da at bede fornævnte Kong Haarik, der i alt viste sig som hans Ven, om at han vilde hjælpe ham til atter at betræde dette Riges Grænser.

Han optog denne hans Begæring med den største Velvilje og lovede, at han vilde gøre det paa alle Maader. Derfor begyndte vor Biskop at forhandle med Erkebiskop Gautbert om denne Sag; han sagde, at det, for at Kristi Tro, som var begyndt i hine Egne, ikke ved deres Forsømmelse saa at sige skulde dø hen igen, var nødvendigt, at det atter blev forsøgt, om ikke hint Folk efter den Paamindelse, Gud havde givet dem¹ , vilde finde sig i, at Præster opholdt sig hos dem.

Men ovennævnte Erkebiskop Gautbert, som ogsaa kaldtes Simon, svarede, at han, der var jaget ud derfra, vovede ikke at betræde det samme Sted, og at det heller ikke vilde nytte stort, men snarere vilde være farligt, naar Folk huskede paa, hvad før var sket, og igen vakte Optøjer for hans Skyld. Saa syntes det ham rimeligere, at den gik, som før havde paataget sig Sendelse, og som der havde fundet en venlig Modtagelse. Selv vilde han sende sin Søstersøn med ham, og blev der saa Lejlighed til at prædike, kunde han blive der og udføre Præsteembedet iblandt dem.²

Da dette saaledes var afgjort og besluttet imellem dem, fremstillede de sig for hans Naade Kong Ludvig, forebragte ham Sagen paa denne Maade og udbad sig, at det maatte blive saaledes med hans Forlov. Han spurgte, om de selv havde været enige i dette Ønske, og fik det Svar af hans Højærværdighed Erkebiskop Gautbert: “I hvad angaar Guds Tjeneste,” sagde han, “har vi altid været og er vi enige, og vi ønske med fælles Samtykke, at det maa blive saaledes.” Saa paalagde da hans Højhed Kongen, der altid var beredvillig i Guds Sag, vor fromme Hyrde denne Sendelse for Kristi Navns Skyld, i Overensstemmelse med hvad de var blevet enige om, og Kongen gav ham ogsaa Ærende med paa sin Side til den svenske Konge, ligesom hans Fader havde gjort.³

Saa begyndte da vor gudhengivne Fader at berede sig til denne Rejse, og han dreves brændende i Aanden til at udføre dette Ærende jo før jo hellere; thi opfyldt af et Syn, han havde haft, troede han, at denne Gerning var ham paalagt herovenfra.

Det syntes ham nemlig, at han var meget bekymret (som han ogsaa virkelig var) for Rejsen selv, og det forekom ham, at han kom til et Sted, hvor der var en stor Række Bygninger og forskellige Værelser. Der mødte en ham, talede til ham og sagde: “Du skal ikke være bedrøvet over den Rejse, du er bekymret for, og over de Ting, som ere i dit Hjerte, thi her er en Profet, om hvem du nu straks skal høre.⁴ Det er den i sin Tid berømte Adalhard. Han er nu en Profet, som er sendt til dig fra Gud. og han skal forkynde dig, hvad der skal ske herefter.”

Ved at høre det blev han sjæleglad og han syntes, at han svarede ham: “Herre, hvor skal jeg finde ham?” Men han svarede: “Det bliver din egen Sag at finde ham, og der er ingen, som maa vise dig Vej til ham!” Da forekom det ham, at han gik rundt om i Værelserne for at lede efter ham, og at han med det samme overlagde hos sig selv: “Dersom Manden,” sagde han, “uden at jeg spørger ham, forkynder mig, hvad jeg tænker paa, da vil jeg erkende ham for en virkelig Profet.” Da han saa kom til et lyst og prægtigt Værelse, ser han ham der sidde i sin Stol, og straks kendte han ham igen. Men han saa stift paa ham og tog straks med høj Røst saa til Orde:

“Hører, I Øer, og lytter, I Folk fra det fjerne:

fra Moders Liv dig Herren haver kaldet,
fra Moders Skød kom han dit Navn i Hu,
som hvasse Sværd han gjorde Munden din,
i Skyggen af sin. Haand han skjulte dig, sin Tjener,
som udvalgt Pil i Kogret han dig gemte,

af dig, han sagde, jeg mig rose vil.”⁵

Saa talede han, udstrakte sin Arm og opløftede sin Haand imod ham. Da han saa det, nærmede han sig til hans Knæ i det Haab, at han vilde velsigne ham. Men hin føjede til:

“Og nu dig Herren dette lader sige,

som danned dig af Moders Liv til Tjener:
jeg satte dig til Hedningernes Lys, til
Jordens Ende vær du dem til Frelse!
thi Konger skal se op, og Fyrsterne sig rejse,
tilbede ham, Israels hellige, din Herre,

din Gud! thi dig han herliggøre skal!⁶

Dette Syn, som Guds Tjener havde haft længe før denne Rejse, gjorde ham vis paa i hans Sjæl, at det var efter Guds Befaling, at han følte Drift til hine Egne, og det mest ved det Ord, som lød saaledes: “Hører I Øer,” fordi hele dette Fødeland ligger paa Øer, og ved det som fulgte straks efter: “Til Jordens Ende vær du dem til Frelse!”, fordi Verdens Ende mod Nord ligger op til de svenske Grænser. Og endelig gav det Ord af Profeten Jeremias,⁷ hvortil Slutningen var forandret, nemlig: “thi dig han herliggøre skal!” hans Iver og Længsel den største Næring, fordi han troede, at det betegnede Martyrkronen, som for længe siden var lovet ham.⁸

Noter:

1) Kap 15
2) Hans Navn Erimbert eller Eribert anføres først senere.
3) Se Kap. 9
4) Efter en bedre Læsemaade staar der: …for her er en Profet, som skal give dig sikker Besked om alt dette. Og for at du ikke skal nære nogen Mistillid til ham, vil jeg sige dig hvem denne Profet er; det er den i sin Tid o. s. v.
5) Gengivelse af Esajas 49, 1-3.
6) Esajas 49, 5-7, en Del forkortet. De sidste Ord (thi dig han herliggøre skal) findes dog ikke her, men minde om Es. 55, 5.
7) Fejlagtigt for Esajas.
8) Kap. 2.

Næste kapitel ►