Ansgar kap. 32
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 32
Nogle Fanger hos Holstenerne sættes i Frihed
Vi tro heller ikke, at vi med Tavshed bør forbigaa, at Nordalbingerne (Holstenerne) engang havde svarlig forsyndet sig, hvilken Synd var meget gruelig og af følgende Beskaffenhed. Da nemlig nogle Fanger, som var ranede fra kristne Lande og førte til Barbarernes Lande, blev haardt plagede hos de fremmede og i Haab om at undslippe flygtede derfra og kom til de kristne, nemlig til de ovennævnte Nordalbinger, (der, som man ved, bo nærmest ved Hedningerne), tog de dem, saa snart de var komne til dem, uden al Barmhjærtighed til Fange og lagde dem i Lænker; nogle af dem solgte de igen til Hedningerne, andre gjorde de til Trælle for sig selv eller falbød dem til andre kristne.
Da nu Biskoppen havde faaet det at vide, blev han meget bedrøvet over, at saa stor en Misgerning var begaaet i hans Stift; men hvordan derpaa skulde raades Bod, kunde han ikke rigtig begribe, eftersom flere, der vare indviklede i denne skændige Forbrydelse, henregnedes til de mægtige og Ridderskabet i Landet. Da han nu var meget beklemt over denne Sag, kom en Nat paa sædvanlig Maade den guddommelige Trøst til ham.
Thi det syntes ham, at den Herre Jesus var i den nærværende Verden ligesaadan som i gamle Dage, da han ved sin Tilstedeværelse lærte Folk og foregik dem med sit Eksempel; ogsaa forekom det ham, at der var en Mængde troende med ham, og at han selv, nemlig Biskoppen, var med ham paa den samme Rejse, glad og fornøjet som de andre, fordi der, som ham syntes, ingen Modsigelse var, men en Skræk fra Gud var faldet paa de trodsige. De undertrykte blev befriede, og der kom en stor Ro over alle, saa han syntes, der var ingen Modstand eller Modgang paa Rejsen selv.
Styrket ved dette Syn beredte han sig selv at rejse til fornævnte Folk i sit Stift, for at han nemlig baade paa en eller anden Maade kunde befri de Stakler, som uretmæssig var gjorte til Trælle og solgte, og for at han ved Guds Naade kunde forhindre, at nogen i Fremtiden skulde vove at begaa en saa stor Misgerning. Paa denne Rejse nemlig forundte Herren ham saa stor en Naade, og Frygt for hans Anseelse indjog de trodsige saa stor en Rædsel, at skønt de hørte til Ridderskabet og havde en slem Magt, var der dog ingen af dem, der paa nogen Maade vovede at modsætte sig hans Raad eller Befa1ing. Men de Stakler blev opsøgte, hvor de var solgte hen, fik deres Frihed og blev slupne løs, saa at de kunde gaa, hvorhen de vilde.
Og for at nu ingen i Fremtiden med List skulde sno sig fra denne Sag, gjorde de den Bestemmelse, at ingen af dém, som havde været straffede for ovennævnte Røvergerning, maatte forsvare sig enten med Ed eller med Vidne, men at enten den selv, som blev beskyldt, eller i al Fald den Fange, som beskyldte en anden, skulde underkaste sig den almægtige Guds Dom.1
Herved gav Herren paa denne Rejse et sikkert Bevis paa det, han har lovet de troende, sigende: “Se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende”2. Thi med saa stor Lykke og Glæde fuldførte han den Rejse, at nogle af dem, som ledsagede ham, maatte sige, at de aldrig i deres Dage havde gjort saa god og saa behagelig en Rejse. “Nu ved vi,” sagde de, “tilvisse, at Herren har været med os.”
Noter:
1) Gudsdommene var Prøver, ved hvis Udfald man mente, at Gud aabenbarede den skjulte Sandhed; derfor anvendtes de i alle mulige Tvistemaal, naar man ikke ad almindelig retslig Vej kunde afgøre, hvis Sag der var den retfærdige.
Blandt de mange Gudsdomme, man brugte, kan først nævnes Tvekampen, en ægte Levning fra Hedenskabet. Dernæst var der Ildprøverne, som var de almindelige i Norden; de bestod i, at den anklagede enten bar glødende Jern paa sin bare Haand et vist Antal Skridt (Jernbyrd), eller at han barfodet gik over ni glødende Plovjern; viste vedkommende sig efter tre Dages Forløb at være uskadt, var det bevist, at hans Sag var god.
Endvidere havde man forskellige Vandprøver: Kedelfang kaldtes det at tage en Sten op fra Bunden af en Kedel med kogende Vand, en Prøve, som mest brugtes overfor Kvinder; Koldtvandsprøven var det at kastes med Reb om Livet ud paa dybt Vand; sank vedkommende, var han retfærdig, men flød han ovenpaa, var det Tegn paa, at Vandet ikke vilde modtage ham, fordi han fortjente at straffes med Ild.
Man gik endogsaa saa vidt at gøre den hellige Nadver til Prøvemiddel, idet man gik ud fra, at den maatte bringe Sygdom og Død over den skyldige.
Denne Overtro spillede en overordentlig stor Rolle i disse Aarhundreder; man nærede som oftest Rædsel for at underkaste sig en Gudsdom, hvilket jo var meget naturligt; derfor var den ogsaa for Ansgar det bedste Middel til at holde Nordalbingerne i Ave.
For øvrigt blev Gudsdommen i Ansgars Levetid bekæmpet ivrigt af to af Aarhundredets dygtigste Mænd, Agobard af Lyon (død 840) og Pave Nikolaus den store.
2) Math. 28, 20.
