Ansgar kap. 8
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 8
Ansgars Kaldelse til Sverig og Drømmesyn derom
Imidlertid skete det, at der var kommet Sendebud fra Sverig til Kejser Ludvig, lovlig Ihukommelse. Blandt de andre Ærinder, de havde at forebringe, var ogsaa dette, at de underrettede den allernaadigste Kejser om, at der var mange af deres Folk, som længtes efter at antage den kristelige Gudsdyrkelse, og at deres Konge ogsaa var meget villig til at tillade Guds Præster at opholde sig der, naar Kejseren blot vilde være saa naadig at sende dem duelige Prædikanter.
Da den fromme Kejser fik det at høre, blev han meget glad og begyndte atter at forhøre sig, om der var nogen, som han kunde sende til hine Egne, som kunde undersøge, om det Folk var villigt til at tage ved Troen, saaledes som Sendebudene havde forebragt ham, og som kunde begynde at bringe dem den kristelige Gudsdyrkelse. Saa foretog da hans Majestæt sig anden Gang at forhandle med samme Eders Abbed,1 om der maaske skulde findes nogen blandt hans Munke, som for Kristi Skyld vilde drage til hine Egne eller i alt Fald vilde opholde sig hos Harald, og i saa Fald han, som var hos ham, Guds Tjener Ansgar, kunde paatage sig dette Ærinde.
Derfra blev han paa Kejserens befaling kaldt til Hove, og det blev ham betydet, at han uopholdelig maatte fremstille sig for Kejseren. Den Guds Mand anede nok, hvad man vilde ham, og begyndte af ganske hjerte at opflammes af Guds Kærlighed og at anse det for sin højeste Glæde, om han fik Lejlighed til at arbejde paa at vinde Sjæle. Skulde der ogsaa paa en saadan Rejse møde ham nogen Modgang og Møje, foresatte han sig i sin Sjæl at lide det med Taalmodighed for Kristi Skyld. Han nærede i sit Hjærte ingen Tvivl om, at det store Værk vilde lykkes; thi han trøstedes ved et guddommeligt Syn, som Gud fordum i Naade havde forundt ham at se.
Paa den Tid nemlig, da han, som før omtalt, opholdt sig hos Eder og allerede syntes beaandet herovenfra ved tvende Syn, forekom det ham en Nat, at han var kommet til et Hus, hvor der stod flere Prædikanter, rede til at udføre Prædikeembedet.
Pludselig blev han i en Henrykkelse ført frem for dem, og han saa sig omskinnet af et umaadeligt Lys fra Himlen, klarere end en Solstraale; og da han undrede sig over, hvad det kunde være, lød der ogsaa en Røst til ham, ikke ulig den, som han havde fortalt, han havde hørt i det første Syn,2 sigende: “Din Synd er forladt !” Han svarede, som vi tro, af Guds Aands Indskydelse: “Herre! hvad vil du, at jeg skal gøre ?”3 og Røsten lød atter, sigende: “Gaa! og forkynd Hedningene Guds Ord!”
Dette Syn overvejede den Guds Tjener i sit Hjerte. Han blev glad og jublede i Herren, idet han indsaa, at det alt for en Del var opfyldt; hvad der havde været ham befalet; og for at hans Arbejde kunde blive udført i fuldere Maal, ønskede han ogsaa for de svenske at forkynde Guds Ord.
Noter:
1) Abbed Vale.
2) Kap. 2
3) Omtrent de samme Ord sagde Paulus ved sit syn i Følge Fortællingen Ap. Gern. 22,11.
