Atle og Gjukungerne: Første Samtale

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Optrin af Norners og Asers Kamp
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Atle og Gjukungerne
Første Samtale

De Talende.
Atle:	Konge i Huneland.
Gunnar:
Hogne:
''Grimhild:
''Gudrun:
Odrun:
Vinge:	Atles Sendebud.
[Tora:	Hakonsdatter
Guldrand:	Gjukedatter
Erpur:	Søn af Atle og Gudrun
Atles Skjald:
Helblinde:	Gjæst i Atles Gaard
''Torkild:
Gudruns Terne:
Kæmper i Atles og Gjukes Gaard:

Første Samtale.

Jomfruburet i Hlymdalen.

Odrun:

Det ganger nær til Midnat; lader nu,

I Terner, Naalen hvile til i Morgen!

Og sjunger heller, før til Sengs I gaa,

Min kjære, sørgelige Aftensang!

Ternerne:

Ung Sigrun sad paa Sevafjæld

Og leged med gyldne Ringe;

Dog leged hun helst med Sønner smaa,

Alt som paa Gulv de ginge.

O, græd for Sigrun, du væne Mø!

Saa sørgelig maatte hun ende.

I Højelofts-Sal om Midjedag

Hun saa' over Marker og Enge:

Hil ride du, Broder! til Frændesal!

Jeg haver dig ventet saa længe.

Og haver du ventet saa længe paa mig,

Jeg bær ikke Tidender kjære:

Thi jeg haver slaget din Helge ihjel;

Det maatte saaledes nu være.

Ung Sigrun sidder ved Midjenat,

De Taarer saa stride nedrinde;

Det mæler den Terne for Salens Dør:

Ung Sigrun! og est du her inde?

Din Helge er kommen fra Valhal nu,

Hans Vunder de dryppe saa saare;

Og vil du nu gange til ham i Høj,

At dysse den blodige Taare?

Ung Sigrun sover i død Mands Arm,

De Hjærterum gjøres saa kolde;

Derefter hun længes hver Aftenstund,

Stor Jammer saa monne det volde.

Og vil du ej ride til mig i Kvæld,

I Valhal jeg snart dig skal finde;

Smaadrenge! I skulle mig gange ved Haand,

Og hilse paa Fader der inde.

Nu ligger ung Sigrun saa dybt under Muld,

Og Sønnerne ved hendes Side;

Hun leger ej mere med røden Guld,

Men Sagnet ombæres saa vide.

O, græd for Sigrun, du væne Mø!

Saa sørgelig maatte hun ende.

Odrun:

Hav Tak, I Piger! for den kjære Sang,

For hver en Taare, som I bløde fældte!

Nu ganger kun til roligt Natteblund!

Jeg ene vil en Time gjennemvaage.

(Efter lang Tavshed.)

Hvor Sandet løber i det klare Horn!

Og dog udfolde sig de korte Timer

Til lange Dage og til lange Aar.

Ja, lange vist, naar Sorrig er til Huse;

Thi ellers rask sig drejer Tidens Hjul,

Og studsende vi Aftenrøden skue.

Hvi dele dog saa underlig paa Jord

De høje Norner vores Sorg og Gammen!

Hvi sammenblande de dem ikke saa,

At Sødme gydes i den beske Drik,

Og bitre Draaber i den alt for søde? —

Dog, alt for søde! Jeg er jo en Daare,

Og Vanvid kun indgav mig disse Ord;

Hvem vilde vel af Glæden noget miste,

Og gjemme det til ussel Trøst i Nød?

Var Glæden hel, hvis saa den kunde deles!

Og var en Draabe kun af Sorgens Edder

Ej mægtig at forgifte Glædens Drik?

O, vredes ej, I høje, vise Norner!

De Glæders Minde, jeg har nydt paa Jord,

Jeg solgte ej for alle Jordens Skatte.

Men sørge maa jeg, flyde maa min Taare,

I mørke Nat, som ved den klare Dag;

Og Taarer lindre; thi det er, som Hjærtet

I dem hensvømmed mod den elsktes Barm. —

O, Brynhild! du, som favnede uvillig

Den eneste, der mig var kjær i Sind!

Du kjendte ej de stille Sorgens Taarer,

Som perle mildt i Øje og paa Kind;

De røde kun, som sprudle vildt fra Hjærtet,

Naar Staalet aabner dem den korte Vej,

Kun dem du kjendte, og kun dem du fældte;

Og Hjærtet med den stærke, vilde Strøm

Henbrused mod din Sigurds aabne Vunde. —

For gruelig er mig den Hjærtefærd;

Og, naade Hjærtet end min Gunnars Hjærte,

Tilbage dog imod den stride Strøm

Det drevet blev: han elsker mig ej længer.

O, Sigrun, Sigrun! naar jeg rystet gruer

For dig og for din grumme Natte-Id,

Jeg dine Kaar dog maa dig halv misunde:

I Valhal selv af dine Taarer brændt,

Din Helge red til dig i Midnatsstunden;

Og var end Haanden nok saa stiv og kold,

Den under Kind dog klapped dig saa kjærlig.

Her sidder jeg saa mangen Midnatsstund,

Min Gunnar karsk end ganger over Mulde,

Dog aldrig rider han til mig om Nat,

Ham brænde ej de Taarer, jeg mon fælde. —

Hvad klinger saa her i den stille Nat?

Hvem skifter Hug saa nær ved Fruerburet?

Ak, skal endnu jeg friste værre Kaar:

Skal jeg bortføres som et Krigens Bytte

Og sove i en fremmed Kæmpes Arm? —

Nej, aldrig dog! Saa modløs er jeg ikke.

Før Hjærtet skal mod anden Mand sig bøje,

Det maa udsvømme i det vide Rum;

Skjønt ej jeg véd, hvor det et Hjem kan finde.

Saa kom da hid, du Brynhilds tunge Rustning!

Ej mer, som før, jeg skuer dig med Gru;

Jeg og en Gang mig vil i Staalet klæde.

Hvor den er tung og kold, den gyldne Hjælm!

Og tungere er end den side Kjortel.

Men tys! det rasler jo ved Døren alt;

Gid Jorden dog sig venlig for mig aabne!

Gunnar:

Hvorledes? er og vaabenklædte her?

Og undes mig ej Odrun end at skue?

Nu vel! end er mit Sværd ej blevet sløvt.

Odrun:

Hvad hører jeg? er det ej Gunnars Røst?

Har ogsaa du i Valhals Sal fornummet

Min bitre Sorg, og kommer blodig hid

Ved Midjenat? o, vær mig da velkommen!

Men tag mig med dig paa din blege Hest!

Lad mig ej længer ensom her forsmægte!

Gunnar:

Min Odrun! er det dig? Som min Valkyrje

Du stander for mig i den haarde Brynje,

Og kalder mig til Odins høje Sal.

O elskede! hvad har du maattet lide,

Før varme Hjærte i det kolde Staal,

Før Odrun i Brynhildes Rustning klædtes!

Men sig mig, elskede! var det din Agt,

Som Brynhild vild at fare frem i Vaaben

Og gjennembore dette utro Bryst?

Thi end jeg lever; kun fordi min Vej

Til dig gik over Lig, jeg stander blodig.

Odrun:

O, Gunnar, Gunnar! er det og dig selv?

Forvildes ej igjen mit Syn, som fordum,

Da koglende din Ham til Brynhild bejled?

Dog nej! din Røst, dit Øje, alt er dit. —

Saa kommer du da efter lange Vintre

En Gang igjen? Hvorfor? det véd jeg ej;

Men glædeligt det er mig dog at skue

Den eneste, min Hu staar til paa Jord.

Du mener, jeg som Brynhilds Søster vilde

Dit utro Hjærte vinde mig med Staal.

Ak nej! hos mig er Haand og Hjærte svage;

Kun for at bejle til den Kæmpes Sværd,

Hvis Favnetag jeg mer end Døden frygted,

Kun derfor staar jeg væbnet her paa Gulv.

Gunnar:

Saa kast da flux, min Odrun! onde Kjortel,

Som tung og trang nedtynger, klemmer dig!

O, lad mig løse Hjærtet af sit Fængsel,

Hvis end det kan tilgive, elske mig!

Saaledes! — Arme Pige! hvor du skjælver!

Hvor har dit Blod sig skjult for Jærnets Frost

Nu Hjælmen bort! lad gule Lokker spille

Igjen paa Svanehals! Lad stærke Knag

Nu atter bære denne tunge Klædning,

Der sydes ikkun for et Bryst af Staal:

For Brynhilds kun!

Odrun:

Du bløder, Gunnar!

Kom, lad mig dig forbinde! hvilken Lyst!

O, havde du den kjendt, min elskte Kæmpe!

Da havde ej saa længe mine Saar

Forgjæves biet paa den kjære Læge.

Gunnar:

O, straf mig ej, du hulde, elskte Kvinde!

Ej mine Dage flød i Gammen hen,

Mens dine Nætter her saa sorgfuldt runde.

Jeg har en Moder: hun er ikke god,

Men klog hun er, og hendes onde Kunster

Ej Sigurd ene styrted i Fordærv:

Fra ham til mig hun Brynhilds Minde drev.

Saa ængstelig henrunde mine Dage:

Et Billed saa' jeg, hvor jeg stod og gik,

Det var ej dit, men dit dog saa det ligned,

At begge i det ene sammenrandt;

Uskyldigt ej jeg vil mit Hjærte kalde,

Men dog dets Brøde er undskyldelig.

Jeg Brynhild fik, og trindt i alle Lande

Des værre sjunges om den onde Færd,

Og om dens Udgang, som gaar sent af Minde;

Men fra den Stund, da under røde Telt

Ved Sigurds Side blussed Brynhilds Lig,

Omkring jeg vanked som min egen Skygge.

Naar Brynhilds Billede for Sjælen steg,

Og mine Arme sig mod det udstrakte,

Da stilled Sigurd sig med Gram i Haand

Imellem det og mig. I Sværdelarmen,

Naar kjæk jeg brød igjennem Fjendeflok,

Da stod han blodig, peged paa sin Vunde,

Og leende stod Brynhild bag hans Ryg;

Hun lo saa frygtelig, som da hun fordum

Gudrunes Sorg ved Sigurds Lig fornam.

Saaledes randt de lange Aar i Kummer,

Indtil igjen min Moders sære Kunst

Det glemte Minde vakte i mit Hjærte.

Odrun:

O, skal jeg glædes, eller skal jeg bæve?

Jeg hviler ved din Barm, og kjærlig slaar

Den mig i Møde; større Held kan ikke

Mig times her paa Jord; men ak!

Hvor længe vil det vare? Tro ej, Gunnar!

At Grimhild, som med Fryd har set

Sin Datters Vaande, som sin kjære Guttorm

Ej spared, skulde ynkes over os!

Ak, bedre er vist ej de Jættekunster,

Som gav, end de, som røvede mig dig;

Og mener du ej, haarde Domme bie

Den Slægt, som Sigurd sveg? — O, se!

O, rører sig ej Brynhilds Sværd paa Væggen?

Det klinger, hør! O, der er ondt i Vente!

Gunnar:

Hvad skal jeg svare dig? Til kraftig Trøst

Det Hjærte ej, som selv maa Uheld ane,

Kan skikket være. Men, min elskede!

Lad glade os de korte Timer nyde

I kjærlig Tale om den svundne Tid,

Dens Glæder mindes og dens Sorg begrave!

Lad Norner raade for den næste Dag!

Atles Borg.

Atle:

Hav Tak, du gamle Skjald, for dine Frasagn!

Hel lysteligt det er, den svundne Tid

Og dens Bedrift i dem at gjennemleve.

Mig vorder kjærere min Kongehal,

Naar Oldtids Kæmper saa den gjennemvandre,

Og mere daadfuldt tykkes mig mit Liv,

Naar jeg i Aanden deler deres Kampe.

Ved dine Sagn er Tiden løben hen,

Og forbigangen er alt Midnatsstunden,

Til Hvile skal vi; men til Harpen først

Du sjunge os et Kvad! I Strængelegen

Sig Dønnet mildner til en liflig Klang,

Og dysser Sjælen i en venlig Slummer.

Skjalden:

Hvad dig behager, Konge! er min Lyst;

Men, skal saa sent paa Nat sig Strængen røre,

Da vorder vist og sørgelig dens Klang.

Atle:

Selv Sorgens Lyd i Sang er sød vemodig.

Skjalden:

En Kæmpe var paa Jorden,

Han sprang af Asa-Rod,

Og vide kjendt i Norden

Er Kæmpens Navn og Daad:

Som Sigurd Fofnersbane

Han red med Guld paa Grane

Igjennem Lue-Ild.

Naar Solen monne lide,

Oprinder Jætte-Dag:

Det var ved Midnatstide,

Han sov alt under Tag;

Da mægted Jættevælde

Den prude Helt at fælde

Ved lumske Niddingsid.

Det var hans fagre Kvinde,

Hun vaagned op i Blod:

Af trende Lig der inde

Udsprang saa rød en Flod;

Som Stenen var hun stille,

Ej kunde Taaren trille,

Og Hænder ej hun vred.

Hun bredte hvide Lagen

Alt over Kæmpens Lig,

Af Jammer var hun slagen

Og knuget bitterlig;

Saa dybt hun drog sin Aande

Alt i den store Vaande,

Som brat hun maatte dø.

De ædle Kvinder vilde

Paa Jammer raade Bod:

Opregnede med Snilde,

Hvad selv dem gik imod;

Men dog sad Gudrun stille,

Ej kunde Taaren trille.

Og Hænder ej hun vred.

Kun liden Guldrand vidste

Et Raad for Søster sin:

Hun drog alt bort med Liste

Fra Sigurd tætte Lin,

Hun klapped ham paa Kinden,

Og løste frit for Vinden

Det lange, gule Haar.

Her er din elskte døde!

Er han dig nu af Sind?

Se, hvor de Taarer røde

Nedrulle ham paa Kind!

Vil du dem ikke dysse,

Og til Farvel ej kysse

Den kjære, blege Mund?

Da stedtes Gudruns Øje

Alt paa det gule Haar,

Hun maatte sig nedbøje,

At kysse Kæmpens Saar;

Nu kunde Taaren flyde,

Nu kunde Klagen lyde,

Nu Hænderne hun vred.

Saa haardelig hun rørte

Sin Stemme da paa Borg,

Og der det Brynhild hørte,

Hun lo ad bitre Sorg;

Da blev der Ynk i Salen,

Thi begge brændte Kvalen

Men Gudrun brat opsprang:

Alt i de øde Vange

Der kan jeg klage fri! —

Dér monne hun nu gange

Saa mangen vildsom Sti;

Om Nætter og om Dage

Man hører hendes Klage

Alt over Bjærg og Dal.

Atle:

Hav Tak, o Skjald, for Strængeleg og Kvad!

Hel sørgelig det klang i Midnatsstunden,

Og tunge Minder vaktes i min Sjæl;

Men gjærne dvæled dog min stille Tanke

Ved Mindet om den vældigste paa Jord;

Jeg glædes ved, at mine Øjne skued

Den bolde Kæmpe, om hvis Daad og Færd

Skal høres Sagn og Kvad i alle Lande,

Saa længe Verden staar, hvis høje Pris

Skal gange rige Guders Lovsang næst.

Hel gjærne og med blødnet Hjærte saa'

Jeg arme Gudrun paa sit Jammersæde:

Den dybe, stille Sorg, de høje Klager,

Den tunge Vandring i det øde Rum,

Det rørte alt mig lige ind til Sjælen. —

Men sig mig, Skjald! hvis rigtig du det véd:

Hvad Ende tog det med den armes Kvide?

Skjalden:

Hun skulde føde, og i Nord hun stedtes:

I Danmark, dér, hvor Sigurd voxte op;

Dér ganger nu hans Datter, fagre Svanhild,

Hun leger dér, hvor hendes Fader leged,

Og Gudrun græder, hvor Hjordise græd.

I stille Bur hun frister nu sit Liv,

Og virker Sigurds mandige Bedrifter

I Guld og Silke, sig til ringe Trøst.

Men spaat det er, at hun igjen skal fæstes

Til anden Mand.

Atle:

Iyksalig var han vist,

Den Mand, som fik en saadan Viv i Eje!

Skjalden:

Saa vid da, Konge! det er Folkesagn,

At dig til Del skal saadan Lykke vorde!

Gjæsten:

Forbandet, Skjald! du være med dit Kvad,

Og saa med al din onde Lokketale!

Giv Harpen hid! Jeg skal en anden Sang

I Hallen kvæde, ej som din saa kjælen,

Men sømmelig og sanddru, kæmpelig.

Blodig, Brynhild

Bolstret klædte:

Rød i Brystet,

Bleg paa Læben,

Laa den fagre,

Fuld af Harme;

Faa nu mindes

Møens Kvide.

Ord hun mæled

Aldrig bedre:

Ve dig, Grimhild,

Guders Fjende!

Øl du brygged,

Besk og giftigt,

Minder døved

Du hos Sigurd.

Gjukes Sønner

Svore Eder,

Dem dog brøde

Børn af Grimhild;

Broder har jeg,

Budles Arving,

Kæmper har han,

Hævnen iler. —

Baalet blussed,

Brynhilds Aske

Kold i Højen

Hviled længe;

Gjukes Sønner

Styre Lande,

Raade Sigurds

Røde Ringe.

Aser sørge,

Sigurd længes,

Brynhild lytter,

Luren tier:

Klædt i Vaaben,

Val at kaare,

Stod hun længe,

Stod forgjæves.

Atle sidder

Sent i Hallen,

Gudruns Kummer

Kongen rører;

Han for Brynhild

Bod vil tage. —

Gifte sig med

Grimhilds Datter.

Huners Konge!

Kan du skue

Gjennem Mure,

Gjennem Natten?

Bod for Brynhild

Byder Gunnar: —

Kysser kjærlig

Kongens Søster.

Atle:

Du vækker, gamle! mangt et bittert Minde,

Du vækker mig til Strid og blodig Hævn.

Igjennem Natten dønner Brynhilds Stemme,

Og Valhals Guder tale gjennem dig.

Til Odruns Bur jeg farer gjennem Mørket,

Og er han dér, den Nidding . . .

En Kæmpe:

Kæmper, op!

Til Odruns Bur henred i Nat en Nidding,

Har Kongens Skjoldvagt dræbt, og sidder nu,

Som ej han maatte, hos hans Søster ene.

Gjæsten:

Farvel, Kong Atle!

Atle:

Bi du her i Nat!

Med Guld dit Sandsagn og dit Kvad skal lønnes.

Gjæsten:

Jeg ej til Guld og ej til Nattely

Har nogen Trang; jeg ganger, som jeg kommer.

Men vil du lønne kongelig mit Kvad,

Det lønnes kun med Blod af Asers Fjender.

Atle:

Af Gjukunger?

Gjæsten:

Det er din egen Hævn,

Og dine næste Frænders, dér du øver.

Men hist i Syden er en vældig Borg,

I mange Aldre sad en Jotunørn

Hovmodig dér og slog med sine Vinger:

En Storm udgik, og alle Lande skjalv,

Det rusked selv i Tysklands tætte Skove.

Nu tykkes Mænd, at Ørnen er ej mer,

Fordi ej Stormen farer over Lande;

Og glade lytte de til søde Sang

Fra liden Fugl, som nu i Syd mon bygge,

Og siger sig med Guderne i Slægt.

Men det er Tant, saa sandt som Odin er

Den sande Gud. Du nys ophøjed

Din faldne Maag hartad til Guderang;

Men kunde du med hvasse Pil nedfælde

Den liden Fugl, da større Pris du vandt,

End nogen Kæmpe, som var end paa Jorden.

Atle:

Hvis jeg forstaar dig, kløgtigste blandt Skjalde!

Da taler du om stolte Romaborg.

Gjæsten:

Du har forstaaet mig, og vil du vinde

Dig alle rige Guders høje Gunst,

Da hold ej op, før du med Stadens Grus

Har Dalen fyldt imellem Romas Høje!

Atle:

Til Kæmpedaad og glimrende Bedrifter

Du kalder mig, og Øret er ej døvt:

Jeg sværger højt ved alle Valhals Guder,

At, før saa mange Vintre skride hen,

Som Romaborg har Høje, skal den falde,

Hvis jeg det mægter, eller og paa mig

Og al min Hær den højere skal knejse!

Gjæsten:

En saadan Ed sig for os begge sømmer,

Og saadan Skjald fortjener saadan Løn.

Men glem ej Eden! mindes, at dit Liv,

Om den du svigter, skal mit Kvad mig lønne!

Atle:

Hvem er du vel? forunderlige Gjæst!

Gjæsten:

Det nytter ej, jeg dig mit Navn fortæller;

Thi Navn som Ærende jeg skifter tit,

Og den, jeg gjæster, raader selv alene

For, hvilket Navn jeg bære skal hos ham.

Far vel, Kong Atle!

Atle:

Var det en Askurs Søn,

Hvad heller var det Asers høje Fyrste?

Kæmpen:

Du nøler, Konge! Niddingen kan fly.

Atle:

Ja, ganger flux, idrager haarde Brynje!

Thi ej er endt ved Odruns Bur vor Færd.

Jeg Gjukunger i deres Hjem vil gjæste.

Skjalden:

Om end du vredes, maa jeg ikke tie:

Du stander rede til en Uheldsfærd.

Paa Gjukunger du blodig Hævn vil øve;

Hvad har de gjort? Var det ej Brynhild selv,

Som ægged dem til deres Maag at svige,

Og faldt hun ikke for sin egen Haand?

Er det ej klart, at Norner saa det vilde?

Og hvem kan mægte, dem at staa imod!

Atle:

Saa har du tit min Vredes Lue dæmpet,

Og i mit inderste jeg vel maa skamme mig,

At jeg saa tit mit Kæmpesind lod bøje

Og gik som Barnet i dit Ledebaand.

Jeg har et Hjærte som det haarde Fjæld;

Men naar i det gjenlyde Mildheds Toner,

Det smelter som et Bjærg af løse Sne. —

Dog jeg en Gang nu vil min egen vorde,

Og væbne mig med hele Nordens Frost,

Saa hver en blød og kjælen Lokketone

Som matte Pil skal kraftesløs nedglide.

Mig Brynhild kaldte ved sit visse Bud,

Og længer ej jeg vil min Hævn opsætte;

Min anden Søster vil nu, ligervis

Som Brynhild, Gunnar røve Liv og Gammen;

Skal jeg da stande tam og ørkesløs,

Imedens saa min hele Slægt udslettes?

Skjalden:

Her spørges ej, om du din Slægt skal frelse,

Men, om du vil forgaa med al din Slægt.

Af Norner Gudrun er dig vist beskikket,

Og ægter Brødres Bane hun i dig,

Da volder det dig Sorg og Undergang; —

Det véd jeg vist, saa er og derom spaaet.

Atle:

Men Odins Bud! thi, var det ej ham selv,

Hans visse Bud det sikkerlig maa nævnes,

Som løfted nys i Hal sin Torden-Røst.

Skjalden:

Ej mægter jeg med min den ringe Kløgt

Det underlige Forhold at udgrunde,

Hvori til Norner rige Guder staa;

I det forborgne, lysomstraalte Gimle

Alfader selv med vis, usynlig Haand

De Magter, som saa frit sig tykkes røre,

Dog holder i et vældigt Ledebaand.

Ej vil jeg, at du Odins Magt skal trodse;

Udfør hans Vilje da mod Romaborg!

Med Gjukunger kun egen Sag du skifter;

Det sagde selv den underlige Gjæst.

Gjukes Borg.

Grimhild:

(Med et Kar for sig.)

I klare Vand jeg Gunnars Færd udspejder:

Han red saa trøstig som til Brudeseng;

Men, skuffe mig ej mine gamle Kunster,

Han uden Brud skal snarlig ligge kold. —

Dér sidder han jo alt ved Odruns Side,

Og kjærlig flyder Ordets varme Strøm;

Men Ternen hist for intet vel ej stod,

Hun løber alt, at hente Bryllupsgjæster.

Nu, Gunnar! snart du skal mig Guttorm bøde;

Saa kommer Hogne, for at tage Hævn;

Saa kommer jeg; — og begge Odins Slægter

Har jeg udryddet med min egen Kunst.

Men Gudrun! hvor mon hun om vanker?

Se dér! hun sidder jo i Kongesal,

Og svøbt i Silke ligger Ulveungen.

Nu vel! en Gang endnu jeg rammer dig.

Hvordan mon Atle vil det Budskab lide?

Jeg maa dog se, hvad han har for i Nat.

Se dér! hvem sidder hisset med den side Hætte

I mørke Krog? er det ej Bølværk selv?

Han griber Harpen vred i Hu og slaar

De arme Strænge, saa de springe brat.

Det maa jeg høre. Jættesal i Norden!

Du fanger kløgtig hver en Lyd paa Jord:

Til Ymers Legem bøjer jeg mit Øre,

Lad Kvadet lyde gjennem det til mig! —

Til Strid med Gjukunger du Kongen ægger,

Og tæller daarlig mig imellem dem.

Nu vel, du gamle! altid ond og listig!

Nu skal jeg med dig prøve nok en Dyst;

Er det din Lyst, at Gjukunger skal ødes,

Saa bliver det nu min at frelse dem.

___

Hogne:

Forunderligt er meget her i Livet.

Men underligst af alt er Kjærlighed:

Fra Jotunhejm den sikkerlig udrinder;

Thi altid avles den i Mandebryst

Ved Nattetid; naar Morgenen fremgryer

Og Lyset skinner, er den voxen alt

Og styrer Kæmpen efter eget Tykke.

Ret som en Gnist af Surturs stærke Ild

Den tvinge vil de høje Guders Sol;

Det se vi grandt; thi Freja selv omdrives

Jo af dens Brynde i det vide Rum

Og søger Ottar: søger onde Jætte;

Ved den og Frej sit dyre Sværd forliste,

Der savnes maa i Ragnarokes Strid.

Paa Jorden ej den har sin Sæd omskiftet,

Og naar sit Baand om Kæmperne den snor,

Da brister Baandet, som med høje Guder

Og næste Frænder før dem sammenbandt;

Da væbnes Odins Slægter mod hinanden

Og ødelægge selv den stolte Kraft,

Som evig skulde Jætter undertvinge.

Hvad var det vel, som førte Brynhild hid?

Hvad var det vel, som Gudruns Kummer avled?

Hvad var det nu, som Gunnar atter drev

Fra Borgen ud, at friste nye Farer?

Hvad vorder Enden? Ødt er Sigurds Slægt;

Og fanges Gunnar, maa jeg Sværdet løfte

Og falde ventelig med ham;

Hvem skal da raade Sigurds røde Ringe,

Og hans det tit saa dyrekjøbte Guld?

Skal da igjen en Jotunorm maaske

Paa vilden Hede over Skatten ruge? —

Ja, selv den Kjærlighed, som grusom mig

Vil byde Livets Glæder at bortkaste

For Gunnars Skyld, kan jeg vel elske den?

Grimhild:

Min Søn! tag hurtig denne Runestav!

Lad sadle Ganger, som kan rappest løbe,

Og lad en Svend til Hunekongens Borg

Med Staven ride, saa han ikke nøler!

Thi dyrt er Gjukunger hvert Øjeblik.

Hogne:

Hvorledes? Moder! hvad skal det betyde?

Har nu igjen du onde Kunster for?

Grimhild:

Forvorpne Søn! du Frelse ej fortjente;

Dog vil jeg frelse dig og al din Slægt.

Din Broder fanges denne Nat i Bure,

Og Hunekongen er sin Svoger gram;

Men denne Stav ham skal med os forsone.

For Brynhild byder jeg ham største Bod:

Til Bod og Viv jeg Gudrun selv ham byder.

Hogne:

Hvordan? skal Gudrun være Atles Viv?

Skal hun i Favnen tage Brynhilds Broder!

Den arme! nej, det skal, det maa hun ej!

Grimhild:

Lad mig kun raade! jeg kan Smerter døve,

Som jeg dem vækker, og et Kvindesind

Omskiftes kan ved mine mindste Kunster.

Hogne:

Igjen du kun vil hende Sorg berede;

Det vil jeg ej; nu skal hun nyde Ro.

Grimhild:

Saa skal og du og Gunnar nyde Ro

I Højen inden trende Solemærker;

Thi vid! du falder i den første Kamp,

Som du med Atle vover, og han tager

Da alt det Guld, hvorfor I Sigurd sveg.

Lejre.

Fruerburet.

Gudrun:

Du gyser, Tora! Er det Midnatskulden,

Som gjennemfarer dig? hvad heller fløj

En rædsom Tanke dig igjennem Sjælen?

Tora:

Ej véd jeg selv, hvi just i denne Nat

Den samme Gru mig atter gjennemryster,

Som da Hjordises ømme Hjærte brast.

Med hende som med dig i Midnatsstunden

Jeg sad; da gjalded det saa højt, at Buret,

Som rystet i sin dybe Grundvold, skjalv;

Da mærkede Hjordise, Gram var fundet

Og løftedes af Sigurds Kæmpearm;

Det sidste Glimt af Haab forsvandt fra øjet,

Og tungt hun drog sit sidste Aandedræt. —

Min Gru og Smerte kan jeg ej udsige;

Men nu jeg atter maatte føle den.

Jeg frygter svarlig, at for Døren stander

Igjen et Uheld, stort og tungt som det,

Min stærke Gysen da saa vist forkyndte.

Gudrun:

Saa stort kan intet Vanheld nævnes mer;

Thi der er ingen Sigurd mer paa Jorden.

Men som en Draabe i det fulde Bæger

Det ringeste af Vanheld er for os;

Det ej behøver til os at indgange,

Thi hos os alt det sidder her i Sal.

Saa længe end med Sigurds Liv vi sysled,

Han levende og for vort Øje stod;

Naar tit os harmed Guldets dorske Glimmer,

Da saa' vi klarlig hans Bedrifters Glans,

Og naar vi vragede de matte Farver,

Grandgivelig hans Øje Straaler skød.

Imedens saa med alle sine Kræfter

Vor hele Sjæl indviklet var i Kamp,

For Billedet at stille livlig frem,

Uhørt, uset i Hjærtets stille Kammer

Vor Smerte laa og slumred ind med Suk.

Det er forbi, vort Arbejd er til Ende,

Og atter vaagner Smerten i et Skrig.

Alt ligger Sigurd paa det hede Leje,

Behængt er Væggen, kun et lidet Rum

End stander aabent til de røde Luer;

Hvad skal vi nu begynde? hvilken Id

Skal korte os de lange Vinternætter,

Og vugge Smerten, til den sover ind? —

Ej nytter det, at Øjet løber rundt

Paa Salens Væg; thi altid dog hendrages

Det til den sidste, sørgelige Krog;

Enhver Bedrift den er jo alt bedrevet,

Og Hjærtet spørger: hvor er Kæmpen nu?

Da længselsfuldt til Baalet Øjet farer,

Som om det kunde stirre gjennem Ild;

Men Luen flagrer, Røgens Skyer drive,

Og Øjet skuer kun det røde Lig;

Det lukker sig, og Sjælens Øje stirrer

Da uafbrudt i Hjærtets Edderstrøm.

Tora:

O, Gudrun! ti! Du Hjærtet sønderknuser.

Mig ængstede det tomme Rum saa tit;

Men vist jeg mente, naar kun det var dækket,

Da skulde Øjet kvæget vandre om,

Og Smerten lindres ved de kjære Minder.

Ak! nu forstaar jeg det: mit Øje saa'

Kun Tomhed dér; men Sjælens Øje skued

Usynlig svævende den blege Drot. —

Hvad skal vi nu, ja, hvad skal jeg begynde?

Thi dig af Norner undtes bedre Kaar:

Du ser dig levende med Sigurd sammenvoxet

I fagre Svanhild, og du har en Id,

Som er af alle ypperligst at nævne:

At stirre daglig paa den væne Mø

Og se din Sigurd anden Gang opvoxe.

Gudrun:

Og anden Gang at svømme i sit Blod.

Tora:

Du raser, Gudrun! du dig selv spaar ilde.

Gudrun:

Nej, Brynhild spaade det i Dødens Stund;

Og alt for vist er, hvad den onde mæled.

O, Tora, Tora! ja, i denne Stund

Jeg føler det: stor Jammer mig beredes.

Jeg drømte fordum: — ak, min prude Falk!

Han er nu myrdet. — Ulven! mine Brødre! —

Vort Værk er endt; o, gid i Høj jeg laa!

Det kommer, kommer snart; ak, arme Hjærte!

Hvi brast du ej ved Sigurds Lig!