Bæivve eller Bæivaš, Manno og Nastek, Sol, Maane og Stjerner

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Jens Andreas Friis
Lappisk Mythologi


Jens Andreas Friis


Gudelære
2. Himmelens og Luftens Guder

§ 19.
Bæivve eller Bæivaš, Manno og Nastek, Sol, Maane og Stjerner


Flere af de finske Folkeslag have paa Grund af det lave Kulturtrin, hvorpaa de i ældre Tider stode, tilbedet Naturgjenstande som Guddommeligheder ligefrem i den Form, hvori de vise sig for Øiet. Som tidligere paavist, har de tilbedet Himmelen under Benævnelsen Jumala eller Jubmel. Ogsaa Solen og Maanen har været Gjenstande for Tilbedelse.

Blandt Mongolerne findes nogle Stammer, som endnu tilbede disse Himmellegemer, i Besynderlighed Solen, og Castrén fortæller, "at han engang saa deres Schamaner under Paakaldelsen af denne Guddom kaste Mælk op i Luften som Offer".[1] Efter Georgi’s Beretning tilbade Tunguserne Solen, Maanen og Stjernerne; dog agtede de Solen høiest og aftegnede samme i Form af et langagtigt Menneskeansigt. Flere i det sydlige Sibirien nomadiserende Tatarstammer tilbede ligeledes Solen, Maanen og Stjernerne og aftegne Solen og Maanen som runde Figurer paa sine Troldtrommer. Af kinesiske Kilder ved man, at idetmindste Sol- og Maanedyrkelsen var almindelig iblandt Hiongnu Folket; thi der fortælles, at Tschenju, ɔ: Hiongnu Fyrsten, to Gange om Dagen pleiede at træde ud af sit Telt og om Morgenen tilbede Solen, om Aftenen Maanen. Samojederne have tilbedet Solen og tildels identificeret Solen med Num eller Himmelens Gud. Castrén fortæller saaledes,[2] "at en samojedisk Kvinde, for at vise ham, at man ogsaa hos hendes Folk forrettede Morgen- og Aftenandagt, fortalte ham, at hun hver Morgen og Aften traadte ud af sit Telt og bukkede sig for Solen, idet hun om Morgenen sagde: "Naar du Jilibeambaertje hæver dig, staar ogsaa jeg op fra mit Leie", om Aftenen: "Naar du J. daler ned, gaar ogsaa jeg til Hvile!" Ostjaker, Voguler og andre finske Folkeslag, (som endnu have nogen Erindring tilbage om sin Fortids Tro), vise ogsaa stor Ærefrygt for Sol, Maane og Stjerner.

Efter Grønlændernes Forestilling[3] har Solen og Maanen oprindelig været Mennesker, Maanen en Mand ved Navn Anningait, og Solen skal have været Maanens Søster og havt Navnet Malina eller Ajut, (der endnu er Navnet paa en smuk Kvinde.) Aarsagen til deres Forvandling skal have været Følgende: Engang legede en hel Del unge Karle og Piger; men Maanen, Anningait, som var forelsket i sin Søster, pleiede altid under Legen om Aftenen at slukke Lamperne, for derved hemmeligt at kunne komme til at karessere sin Søster. Da denne imidlertid ikke syntes noget derom, tilsmurte hun sine Hænder med Sod for dermed at kunne mærke den, som saaledes i Mørket togfat paa hende. (Herfra hidrøre de mørke Pletter paa Maanens hvide Renskindspels.) Malina løb derpaa ud og tændte Ild paa et Stykke Mos, Anningait gjorde ligesaa; men dennes Mos sluknede snart, hvorfor den ogsaa ser mere ud som en svag Glød og skinner ikke saa klart som Solen. Imidlertid løb Maanen rundt omkring Huset efter Solen for at gribe hende, hvorfor denne til Slutning, for at blive ham kvit, for op i Luften. Maanen satte efter hende, og saaledes vedblive de endnu den Dag idag at løbe efter hinanden, dog Solen altid høiere end Maanen. Solen har sin Bopæl i Øst, Maanen i Vest. Maanen bor i et lidet Hus med 1 Vindu. To Lamper brænde foran hans Seng. Han kjører i en Slæde, der er forspændt med 4 Hunde med sorte Hoveder. Bænkene inde i Huset ere bedækkede med unge Hvidbjørnskind. Paa disse hvile de Dødes Sjæle sig paa sin Fart til Himmels. Aldeles som et Menneske behøver Maanen endnu sin Næring, og naar den ikke sees, er den i Havet paa Fangst. Den skal ogsaa fremdeles undertiden vise sig farlig for grønlandske Piger. Naar Maaneformørkelse indtræder, mene Grønlænderne, at Maanen gaar omkring i Husene for at opsøge Skind- og Spisevarer, hvorfor de i slige Tilfælde gjemme Alt, hvad de eie, og med Støi og Larm søge at forjage den ubudne Gjæst. Stjernerne har efter Grønlændernes Mening tilforn været dels Mennesker, dels Dyr. Saaledes var Siektut, den 3die Stjerne i Orions Bælte, fordum en Grønlænder, der forvildede sig paa Sælhundefangsten. Da han ikke kunde finde hjem igjen, blev han optaget til Himmelen. Nordlyset er afdøde Sjæle, der spille Bold og danse med hinanden. Sneen antages af Nogle at være de Dødes Blod.

Lapperne og deres nærmeste Slægtninge, Finnerne og Esterne, have fordum udentvivl ogsaa dyrket Solen, Maanen og andre Himmellegemer i deres ydre materielle Skikkelse. Af denne Grund har Sol og Maane i disse Sprog som Guddomme intet andet Navn end det, hvormed de benævnes som Himmellegemer. Saaledes betyder lapp. Bæivve eller Diminut. Bæivaš, finsk Päivä og estnisk Pääv, baade Solen og Solguden. Lapp. Manno, finsk Kuu, betyder Maane og Maaneguden. I deres Egenskab af Guddomme skildres de af Finnerne som mandlige Væsener, der samtlige, ogsaa Otava eller den store Bjørn, havde Hustruer og Børn. Der nævnes nemlig i de finske Runer[4] Päivän Poika, Solens Søn, Päivän tytär, Solens Datter, Kuutar, Maanens Datter, Otavatar, den store Bjørns Datter, og Tähetar, Stjernedatteren. "De skildres Alle som unge og smukke, i Vævning særdeles flinke Piger, en Forestilling, som aabenbart grunder sig paa den Lighed, som Solens, Maanens og Stjernernes Straaler have med de udspændte Traade til en Væv." [5]

De fornævnte Guddomme bleve baade af Lapperne og Finnerne tilbedte som milde og velgjørende Væsener, dels i Almindelighed paa Grund af deres Egenskab at bestraale Verden med sit Lys, dels blev Solen specielt anraabt for sin varmende og al Vegetation befordrende Virkning.

Lapperne synes navnlig at have været meget ivrige Soltilbedere. Bæivve eller Bæivaš fandtes, som allerede tidligere bemærket, aftegnet paa alle Runebomme enten i Form af en Ring eller hyppigst som en Firkant, der da altid stod opreist paa det ene Hjørne og, f. Ex. paa Runebom. No. 1, "hvilede paa en Fod, der var hul. Op til denne hule Fod gik en Vei fra Jorden, hvorved de vilde betegne, at, ligesom deres Bønner paa Jorden gaar op igjennem denne Vei til Solen, saaledes kommer ogsaa alt Lys, Varme og Frugtbarhed ned igjennem denne Vei, naar Guderne ville tillade det".[6] "Ifra hver af Firkantens Vinkler udgik en Linie eller Vei. Disse Linier kaldtes Bæive lavček, (Tømmer, Straaler), hvorved skulde betegnes, at Solens Virkning og Kraft strakte sig over den ganske Verden".[7] Til Solen ofrede Lapperne hvide Kreaturer, for at den skulde skinne vel og befordre Græsvæxten. "Aarligen skulde Solen have en Grød, som de kaldte Solgrød eller jubtse, hvilken baade Mands- og Kvindespersoner spiste Solen til Ære, idet de bade til Solen, at den vilde kaste et naadigt Skin paa deres Rensdyr og hvad andet, de skulde have sin Næring af. Efter Maaltidet faldt de igjen paa Knæ og bade til Solen, at den vilde forunde dem en god Mælkesommer og lade deres Rensdyr trives vel". Efter Sidenius og Leem "ofrede Lapperne til Solen ogsaa for forskjellige Sygdomme, isærdeleshed for Mangel paa Forstand". Forfatteren af Nærø-Manuskriptet fortæller, "at Lapperne ikke til nogen af sine Guder ydede Brændoffer, undtagen til Solen, for derved at betegne dens Hede og Ild, og skede Ofringen paa en særdeles, til samme Øiemed helliget Sten". Sammesteds berettes fremdeles, "at Lapperne nogle Steder have den Sædvane, at de med Hustru og Børn ofre hver en Messingring om Nytaarsdags Morgen i en Brønd eller Bæk til Solen, hvoraf de tage sig dette Tegn, at, dersom Solen skinner saa klart paa Ringen i Vandet, at de kunne se det, da betyder det et godt Aar for den Ofrende, men, dersom enten Ringene synes mørke og dunkle eller endogsaa nogle af dem sorte, da betegner det den visse Død for den, hvis Ring ser sort ud, med mindre Ulykken afvendes ved Offer, hvorfor man da ogsaa i sligt Tilfælde strax søgte ved Offer at formilde Jabmek eller de Døde", fra hvem Lapperne nemlig troede, at alle Dødssygdomme hidrørte. Som antydet i Manuskriptet, var denne Skik at ofre Messingringe til Solen Nytaarsdags Morgen ikke almindelig og kunde heller ikke være det af den gode Grund, at Solen norden for Polarcirkelen ikke viser sig over Horizonten paa Nytaarsdag. Skulde de nordligere boende Lapper ofre til den i samme Hensigt, maatte det ialfald ske senere ud paa Vinteren. Maaske saadanne Ofre bragtes Solen netop paa den Dag, hvor den paa ethvert Sted atter for første Gang igjen viste sig over Horizonten. I Nærø-Manuskriptet fortælles fremdeles, at Lapperne, naar de havde faret vild tilfjelds paa Grund af Taage og igjen, efter at have anraabt Solen, fandt frem til sin Bopæl, pleiede som Taknemmeligheds Tegn at ofre til Solen en liden Ring af Træ med et kort Haandtag.

Ligesom Finnerne, synes ogsaa Lapperne at have forestillet sig, at Solen eller Solguden havde Familie; men nogen betydningsfuld Rolle i Lappernes Gudsdyrkelse synes disse Familiemedlemmer dog ikke at have spillet. Jessen nævner Sola nieidda, Solens Datter, som den, der skulde kunne "bidrage til, at Sne og Frost ophørte;" men ingen af de øvrige Forfattere kjende noget til denne Guddom. Andre af Solens Familiemedlemmer synes ikkun at have været betragtede som Halvguder eller Heroer, der havde sit Opholdssted paa Jorden. Saaledes handler det eneste, større episke Digt af lappisk Oprindelse, som er bleven reddet fra Forglemmelse, om Bæivve-bardne, Sol-Sønnen, og hans Frierfærd, og i Eventyrsamlingen findes en Fortælling om Bæive-oabak, Solens Søstre, eller Morgen- og Aftenrøden.

At Lapperne have været nidkjære Soltilbedere synes ogsaa at kunne sluttes af den nationale lappiske Skik at give enhver Ting en saa rund Form, som den efter sin Bestemmelse paa nogen Maade kan modtage; thi jo rundere en Ting var, des mere synes den efter lappisk Forestilling at have nærmet sig Idealet for Skjønhed. Saaledes bygger Lappen sin Gamme (Jordhytte) rund, sit Telt rundt, sit Rengjerde rundt, han gjør sin Ske og sin Øse rund, ligesaa enhver Lap paa Klæder eller Sko rund, hvad enten Hullet er tre- eller firkantet. Det er en bekjendt Sag, at de ældste Lappeskaller, som paatræffes i Stengravene, have en ganske aabenbar rund Form. Det er ikke usandsynligt, at de lappiske Mødre til Ære for Solen og paa Grund af sin Ide om det Skjønne kan have søgt ved et Baand eller paa anden Maade at forme det endnu bløde Barnehoved saa rundt som muligt. Det er ialfald bevisligt, at de fladhovede Indianer ved stadigt anvendt Tryk paa Panden skaffe denne den flade Form, der efter deres Begreber er den skjønneste.

Som en Levning af Soldyrkelsen finder man endnu en og anden overtroisk Skik blandt Befolkningen, f. Ex. at kline Smør paa Væggen, saaledes at Solen kan smelte det, naar den igjen om Vinteren kommer tilsyne.

Maanen og flere af Stjernerne have ligeledes været Gjenstand for Tilbedelse iblandt Lapperne; men Underretningerne om de Forestillinger, som de have gjort sig om disse Himmellegemer, ere høist sparsomme. Enkelte Noaider, hedder det i Hammonds Missionshistorie, havde ikke blot Sol og Maane, men ogsaa Stjerner aftegnede paa sine Runebomme. Til Maanen ofredes ligesom til Solen et rundt Stykke Træ med et ganske lidet Hul i, til Forskjel fra det, som ofredes til Solen. Saadant Offer bragtes, for at Maanen skulde lyse klart for dem om Natten, at de maatte finde Vei hjem til sit Telt. Paa flere Stjerner og Stjernebilleder har Lapperne særegne Navne. Saaledes kaldes den store Bjørn Davgak, Buerne; Orion hedder Skipak, Skibene, og de 3 Stjerner i Orions Bælte ere Synkerne paa det Garn, som Skibene fiske med. Syvstjer- nen kaldes Nieida gæreg, Jomfruflokken; Nordstjernen heder Bohe-navlle, Nord-Naglen, Cassiopea hedder Sarvva, Vildrenoxen, o.fl. a. Det er ikke usandsynligt, at Lapperne, som Grønlænderne, have tænkt sig, at flere af disse Himmellegemer have været Mennesker, der ere blevne forvandlede.

I Hammonds Missionshistorie fortælles, at det var Iđed-naste, Morgenstjernen, og Æked-naste, Aftenstjernen, som lyste for Noaiden paa hans Reise til Jabmi aibmo, saaledes at han ikke for vild, hvilket han ellers let vilde være udsat for. Ligeledes berettes sammesteds, "at naar Ringen, der lagdes paa Runebommen, kom paa Morgenstjernens Billede, skulde det betegne godt og frugtbart Aar samt god Helse, men standsede Ringen paa Midnatsstjernen, da forestod Mangel og Vanheld." Sammesteds fortælles videre, at en Stjerne hed Manno-naste, Maabestjernen, en anden Manna-naste, Barnestjernen. "Naar Manna-naste gaar ud i Maanen, medens Noaiden i Aanden farer til Jabmi aibmo, var man vis paa, at den Kone, for hvem han runede, var frugtsommelig med Drengebarn, men gaar Manna-naste ind i Maanen, medens han er borte, da er Konen frugtsommelig med et Pigebarn[8]." Hvad der menes med, at Stjernen gaar ind og ud i Maanen, forklares ikke nøiere.


Fodnoter

  1. Castrén. Pag. 51.
  2. Castrén. Pag. 16.
  3. Hans Egede. P. 120.
  4. Kanteletar. III. I.
  5. Castrén. Pag. 58.
  6. Nærø-Manuskript.
  7. Jessen. Pag. 12.
  8. Hammond. Pag. 40.