Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 7.Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Syvende Sang
Bjovulvs Nævekamp med Grændel Trold

Med sin Hird udgik af Slot

Hrodgar til Væltove,

Rolig der den Skjoldung-Drot

Agtede at sove,

Da han imod Grændels Vold

Havde sat en Vagt saa bold

Under Høielofte.

 

Vogteren mod Jettevold

Brat nu gav tilkiende,

At i Kamp med Grændel Trold

Uden Sværd i Hænde

Gothe-Kæmpen stoled blot,

Næst paa Himlens milde Drot,

Paa sin Legemsstyrke.

 

Af sig krænged Bjovulv brat

Brynje sin den haarde,

Løfted ned sin Hjelmehat,

Løste af sin Kaarde,

Gav det alt en Svend i Vold,

Bad ham det i god Behold

Flittig at forvare.

 

Det var Gothe-Helten god,

End, før han sig lagde,

Store Ord han falde lod,

Talede og sagde:

„Ringere end Grændel ei

Er i Mod og Styrke jeg

Eller i Bedrifter.

 

Kunde med mit gode Sværd

Jeg ham end ombringe,

Aldrig dog i denne Færd

Vilde jeg det svinge,

Da ei hugge kan i Skjold

Skarnet, som er kiæk og bold

Kun til Nidingsværker.

 

Vaabenløse, Bryst mod Bryst,

Om han det tør vove,

Prøve skal vi her en Dyst,

Medens Andre sove;

Herren i det høie Slot,

Som Han finder selv for godt,

Dømme os imellem!”

 

Heltebryn og Pande bruun

Skjulte nu den Kiække,

Sank paa Dyne, sank i Duun

Over Kinder begge;

Trindt omkring den Herre laae

Riddersmænd fra Bølgen blaa,

Hvilende i Hallen.

 

Duve op mod Elskovs Land

Atter over Bølge,

Det ei haabed nogen Mand

Af det hele Følge:

For dem skjulte Dødens Sky

Fædreland og Fødeby,

Folket, de tilhørte.

 

Hørt de havde, at i Hall,

Hvor de gik til Hvile,

Dannemænd i Skokketal

Sank for Dødens Pile;

Ei de kiendte Herrens Raad,

Vidste ei: mod Dødens Braad

Dem et Skjold var givet.

 

Ei det Folk fra Væder-Land

Tænkte nogensinde,

At de Heltes Avindsmand

Kunde overvinde:

At for Alle skuide Een,

Ved den Kraft, han fik til Leen,

Seieren erhverve.

 

Sandelig, al Verdens Magt

Herren har i Hænde,

Hvem Han tage vil i Agt,

Kan ei Skygger blænde,

Det man saae, da Fienden fuul

Kom nu under Skalkeskjul

Skridende til Hallen.

 

Fienden skiød, og Skuddet gjaldt

Kæmpers Øienlaage,

Søvnen flux da overfaldt

Dem der burde vaage;

Alle sov de som en Steen,

Alle, ja, saa nær som Een:

Hallens Helte-Giemmer.

 

Det var Bjovulv, gram i Hu

Laae til Kamp han rede,

Fra Moradset kom og nu

Listende den Lede;

Hyllet i en Taagesky,

Gud forhadt, til Helteby

Grændel gik paa Gløder.

 

Haabet Hans, det Morderskarn,

Var, som før saa ofte,

Folk at fange i sit Garn

Under Høielofte;

Derfor svøbt i Mulm han gik,

Til sig løfted, for Hans Blik

Borgen med Guldtinde.

 

Vild ei foer den Skalk i Vang,

Traadd er Tyvelygte,

Ei saa var det første Gang,

Hrodgar han besøgte;

Før og siden for sin Haand

Mage dog til Helteaand

Ei han fandt i Hallen.

 

Gloende fra Top til Taa,

Grændel gik med Sorgen,

Fuld af alskens ond Attraa

Dog han kom til Borgen;

Lukt var Dørren, Trolden fnøs,

Knytted Næven, hugged løs,

Dørren sprang i Splinter.

 

Ind paa Flisegulvet treen

Flux han under Bue,

Ud fra hver Hans Øiesteen

Stod en Svovellue,

Ved det Lys han saae i Hall

Bolde Kæmper, nok i Tal,

Sovende som Stene.

 

Svinelumsk den Fraadser green,

Spidsede sin Næse

Paa dem Alle, hver og een,

Tænkte ret at kræse

For sig op i Kongens Slot,

Slagte ind og leve flot,

Levne Liv i Ingen.

 

At af Nornen der var sat

Grændse for Hans Glæde,

At det var den sidste Nat,

Han fik Folk at æde;

At i Hallen, hvor han gik,

Fulgte ham et Falkeblik,

Det ei Grændel vidste.

 

Ingen Tid gav Trolden bort,

Nappede den Næste,

Gjorde med ham Pinen kort,

Gjorde brat sit Bedste:

Brød hans Been og drak Hans Blod,

Slugte Haand og slugte Fod,

Rakte efter mere.

 

Videre gik Trolden frem,

Sig paa Folk at mætte,

Gramsede med Fynd og Klem,

Traf og paa den Rette,

Mødte Haand, der selv tog fat,

Fik med Bjovulv nemt og brat

Derved Haand i Hanke.

 

Flux den Lede mærked dog:

Han ei Gothens Mage

Til med Klem at trække Krog

Traf i sine Dage;

Jordens Kreds og runde Bold

Kiendte han, men saadant Hold

Ei i nogen Kæmpe.

 

Grændel blev om Næsen bleg,

Bange som en Hare,

Ønskede sig, uden Steg,

Hjem i Djævleskare;

Thi beværtet han i Slot

Fandt sig nu ei nær saa godt

Som i gamle Dage.

 

Dog, det var ei Bjovulvs Agt

Fuglen saa at slippe,

Til sig trak han af al Magt.

Trolden maatte trippe,

Op sig reiste Gothen nu,

Kom de store Ord ihu,

Hvormed han sig lagde.

 

Gothen tog i Grændel fat

Alt med Bjørnekræfter,

Grændel, som en Aal saa glat,

Snoed sig derefter,

Haanden gleed, og Fienden slap,

Gothen dog ham fulgte rap,

Lod ham langt ei løbe.

 

Trolden, skiøndt med liden Lyst,

Vilde nu dog prøve,

Om han kunde ved en Dyst

Ei faae Lov at løbe,

Næverne, saa tænkte han,

Jeg saa godt som nogen Mand

Vel forstaaer at bruge.

 

Det dog lærte Grændel brat:

Gothen bedre dysted,

Thi til Vægs han saa blev sat,

At hans Kallun rysted;

Huult det gungrede i Hall,

Det for Kruus var Knald og Fald,

Alle Daner bæved.

 

Rasende blev Grændel nu,

Vrede var de Begge,

Brødes, saa det var en Gru,

Under Borgevægge.

Sært, at dog ei sank i Gruus

Hrodgars fagre Kongehuus

Ved den Kæmpe-Trætte!

 

Vist nok var den Borg fuldstærk

Bygget ei af Pinde,

Mage til det Mesterværk

Skulde seent man finde:

Inde var, som ude, her

Kunstelig paa Kryds og Kvær

Alt med Jern bebundet.

 

Dog ved Bulderet omkuld,

Efter Folketalen,

Mangen Bænk, besat med Guld,

Faldt i Drikkesalen,

Skiøndt der var i Skjoldung-Land

Ei saa klog en Tømmermand,

Han det muligt troede.

 

Trodse, havde alle sagt,

Trolde kan de Blokke,

Ei ved List og ei ved Magt

De sig lade rokke;

Kun for den som æder Eg,

Kun i Luens vilde Leg,

Styrte slige Bænke!

 

Vidt fra Hallen hørtes nu

Fremmed Lyd opstige,

Nørre-Daner giøs i Gru,

Alle, vil jeg sige,

I hvis Øren trængte ind,

Farende paa Hvirvelvind,

Brølet af Guds Fiende.

 

Det var Troldens Svanesang,

Som i Luften hvined

Med saa huul og fuul en Klang,

Ilde nu han grined:

Med sin Helsot, til sin Harm,

Fængslet af en Kæmpearm

Grændel stod i Stampe.

 

Det var Gothe-Kæmpen bold,

Fik dertil han Evne,

Aldrig i den lede Trold

Liv han vilde levne,

Thi den Morder, tænkte han,

Gavner aldrig nogen Mand,

Giør kun ny Ulykker.

 

Det var Bjovulvs gode Mænd,

Gothlands Kæmpeskare,

Deres Herre, deres Ben,

Vilde de forsvare,

Blotted Sværd i Farens Stund,

Hugged til af Hjertens Grund

Og af alle Kræfter.

 

Skrup nu fik paa hver en Leed

Grændel, men ei Skramme,

Staal og Jern paa ham ei beed,

Thi med Runer ramme

Bedste Sværd i Kæmpehaand

Han forvandlede til Vaand,

Døved Odd og Egge.

 

Det alligevel den Trold

Blev til liden Baade,

Pokker dog han gik i Vold,

Nornen vilde raade;

Trodset havde han sin Gud,

Nu han saae, hvad der kom ud

Af den Heltegierning.

 

Han, som Ondt med Fryd i Sind

Fremmed efter Evne,

Mærked nu: Hans eget Skind

Kunde ogsaa revne;

Saa at svarlig ham fortrød

Brydningen paa Liv og Død

Med Kong Higlaks Frænde.

 

Ja, den Trold nu Lemme-Last

Fik i Slagets Bulder:

Knokler knak, og Sener brast.

Armen sprang fra Skulder;

Bjovulv stod med Heltekaar,

Grændel løb med Banesaar,

Fægtende med Hæle.

 

Svøbt i Taage Trolden kom

Til sin Røverkule,

Kunde dog sin Krøblingdom

For sig selv ei skjule,

Vidste, at i Graven stod

Alt han med den ene Fod,

Talte var Hans Dage.

 

Gladelig hver Dannemand

Dandsed nu paa Tilje,

Frelst var Hrodgars Slot og Land,

Fremmet var Hans Vilje;

Dagværk stort det var forvist,

Øvet under Nattefrist

Til Øst-Daners Glæde.

 

Ja, den Gothe-Kæmpe bold,

Sig til Priis og Ære,

Havde skudt for Daner Skjold,

Maatte kiær dem være,

Havde raadt paa Vaanden Bod,

Nidingen traadt under Fod,

Standset Landeplagen!

 

Herom Syn for Sagn man fik,

Der nu under Bue

Helten seierrig indgik,

Lagde frem til Skue

Haand og Arm og Skulderblad,

Gribetøi, som fulgtes ad,

Da han Grændel styned.