Den anden Harpe (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kantele - klassisk finsk harpe
Hør et eksempel på harpens klang her.

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Den anden Harpe

Trygge gamle Väinämöinen    XLIV. 1

tænker i sit Sind og siger:

»Nu var det vakkert at spille,

Tid at lade vor Glæde klinge.

Men min Harpe har jeg jo mistet,    7

Kantelen er for evig svunden,

sunken til Bunds i Fiskegaarden,

vandret ned til Vellamofolket;    12

ikke bringer man den tilbage,

Ahti giver den aldrig fra sig.« 

Som han vandrer hen gennem Svedjen,    77

vanker ved Skovens Bryn ad Vangen,

hør' han en Birk saa bittert græde,

hør' han den hvide Vaand sig vaande.    80

Og han nærmed sig nu til Træet,

vandred nærmere hen til Stedet,

spurgte sig for og sagde dette:

»Sig mig, grønne Birk, hvi du græder!« 

Birken svared ham med Liste,    89

selv det grønne Træ sig ytred:

»Saadan siger alle andre,

saadan mener jo de mange

at jeg lever her i Glæde,

at i Fred og Fryd jeg jubler.

Men, jeg Stakkel, kun i Kummer,

kun i Lede faar jeg glædes,

nynner her i Nødens Dage,

mumler under Suk og Sorger.

Glæderige, lykkelige    105

haaber under Fryd og Længsel

at den favre Vaar vil komme,

og den store Sommer varme;

anderledes jeg, den arme,

jeg, et tosset Træ, mig ængster.    110

Tidt til mig, hvem Sorgen slører,    113

stakkels Træ af Sorgen sløret,

gaar i Vaarens Tid, den korte.

Børn fra Bygden tæt til Stammen,

skærer mig med skarpe Knive

i min Bug, den væskerige;

slemme Hyrder hver en Sommer

tager bort mit hvide Bælte,    120

een til Øser, een til Skeder,

een til Kurve det bereder.

Tidt ved mig, hvem Sorgen slører,

stakkels Træ af Sorgen sløret,

sidder Piger, i min Skygge,

boltrer sig saa vildt og viltert,

af mit Hoved skær' de Kviste,

binder dem til Badekoste.

Det var mine Foraarsglæder,    139

Fryden i den store Sommer;

ej er Vinlertiden bedre.

Sneens Dage mere kære.

Vintertid mig Vinden plager,    149

Frosten bringer bitter Kummer,

Vinden tager min grønne Kaabe,

Nattefrosten min skønne Kjortel —

staar da jeg, en fattig Stakkel,

jeg, den arme Birkestamme,

ganske nøgen her i Lunden,

uden Klædebon om Kroppen,

af den skarpe Frost at svides,

af den bitre Kuld at bides.« 

Sagde gamle Väinämöinen:

»Grønne Træ, du tør ikke græde!    160

Snart rinder dig rigest Lykke,    162

nyt og bedre Liv skal du leve,

snart vil af Glæde du græde,

snart vil i Fred og Fryd du juble.« 

Gamle Väinämöinen derefter

hugged Birken om til en Harpe,

snitted Træet Skærsommerdagen,

hamred Harpekassen til rette    170

yderst over en taaget Odde,

over en sludfuld Holm i Havet.

Gror der et Egetræ ved Gaarden,     183

brede Grene sidder paa Egen,    185

paa hver Gren sidder et Æble,

over de Æbler gyldne Kugler

og en Gøg paa hver gylden Kugle.

Hver Gang naar Gøgens Kukken gjalder,

gyder sig Guld fra Gøgens Tunge    191

ned over gylden Bakketinde;    193

heraf tog han Kantelens Tappe,    195

skabte Skruer til Birkeharpen.

Sagde gamle Väinämöinen:

»Endnu et lidet mig fattes,    201

fem Strænge til liden Harpe.

Hvorfra vinder jeg vel de Strænge?« 

Gik han at søge de Strænge,    205

vandred han hen over Vangen;

sad der en Jomfrulil paa Vangen,

sad der en Ungmø dybt i Dalen;

ikke græder den unge Pige,

er dog ej heller ret fornøjet,    210

nynner lidt med Haanden i Skødet,

synger blot for at korte Kvælden,

mens hun bier efter sin Bejler,

mens hun venter paa Vennens Komme.

Trygge gamle Väinämöinen

listed sig uden Sko til Stedet,

bad om et Par af Pigens Lokker,    219

tog til Orde selv, og han sagde:

»Giv mig, o Mø, af dine Lokker,

lidt af dit Haar, du favre Pige,

skænk det til Strænge paa min Harpe,

lad det lyde til evig Glæde!« 

Jomfruen skænked ham Lokker,

gav af sit Haar, det favre, fine,

fem, seks Lokker lod hun ham tage,

hele syv Haar hun drog af Hoved;

de blev til Strænge paa Harpen

for at klinge til evig Glæde.    230

Det var gamle Väinämöinen,    249

da han spilled paa sin Harpe,

se da toned Birketømret,    253

vakkert vælded det fra Vaanden,

lifligt kukked Gøgeguldet,

Jomfruhaaret klang med Jubel.

Väinämöinens Fingre spilled.

Harpens Strænge højlydt gjalded,

Klipper knaged, Bjærge braged,

alle faste Fjælde bæved,    260

stærke Stene skjalv som Bølger,

Gruset flød paa Havets Flade,

Fjyrre dansed af Fryd i Skove,

Stubbe hopped af Lyst paa Heder.

Alle Mænd, der stod omkring ham,    273

lytted med Huen i Haanden,

alle gamle Koner omkring ham

hørte til med Haand under Kinden,

unge Kvinder med Smil om Munden,    269

Gaardværtinder i glade Tanker,

unge Møer med Taarer i Øjet,    277

Knøse, der knæler ned paa Jorden,

lytter til Kantelens Klange,

undres over frydefuld Tone.    280

Og som med samme Mund de mæler,

taler ret som med samme Tunge:

»Aldrig før er saadant fornummet,

saadan tryllende Harpetone

hørte man hidtil ingensinde,

medens Maanen har gyldent skinnet.« 

Slog han sin Harpe derhjemme,    315

stod han i fyrretømret Stue:

tog da Tagene til at gjalde,

gik der Gny fra de brede Gulve,

Trappen tralled og Døren drøned,

alle de Vindver sang af Glæde.    320

Gik han i Granernes Skygge,    323

skred han igennem Fyrrelunden:

nejed alle de grønne Graner,

bøjed sig de Fyrre paa Bakken,

lette Kogler hvirvled til Marken,

Naale dryssed ned over Græsset.

Vanked han under Løv i Lunden,

eller steg han frem over Svedjen,    330

jubled alle løvrige Lunde,

alle Svedjer i evig Glæde,

Vangens Blomster i Fryd sig fylked,

alle Spirer luded og lytted.