Den hellige kong Olavs jærtegn
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Den hellige kong Olavs jærtegn [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2024
Her fortælles om den hellige kong Olavs jærtegn
Nu skal det gøres vitterligt, hvilke mirakler den almægtige Gud for hans skyld og ved sin egen nåde siden har udrettet for de mange mennesker, som har været stedt i nød og påkaldt ham i tillid og tro for at opnå barmhjertighed.
1. Den blinde mand
Efter den hellige kongs Olavs pinsler og død tog man straks hans lig og førte det til et hus, og hans hirdmænd vaskede selv omhyggeligt liget og tog vare på det. Da kom en stakkels og aldeles blind mand gående forbi, og han snublede og faldt uden for døren, hvor man forinden havde kastet det vand, som kong Olavs sår og legeme var blevet vasket i, og hans hånd blev våd af dette vand. Han rejste sig derpå op og gned sig i øjnene, og straks i samme øjeblik gav Gud ham det smukke lys, som han så længe havde undværet. Han selv og også de fleste af de mænd, der var til stede, blev meget forundrede over den store barmhjertighed, som Gud skænkede ham på den hellige kong Olavs hæder og fortjeneste. Og alle takkede og priste som fortjent Gud og den hellige kong Olav.
2. Hertugen og kongen
Nu var der i Irland en hertug ved navn Guttorm, som var en stor høvding og berømt for sit mod, og han var en søstersøn af Olav den Hellige. Kongen i Dublin, der hed Margod, holdt af ham og satte pris på ham, og deres venskab var særdeles godt. Nu skete det engang, at de på et hærtogt sammen havde vundet en stor sejr og skaffet sig et umådeligt bytte. Men en dag, mens de var på vej hjem, skulle de dele denne store formue ligeligt mellem sig. Da ville kongen have begges andele for sig selv, og han brød sig da kun lidt om sit venskab med hertugen og det hidtil gode forhold mellem dem, og han bad ham vælge mellem to muligheder, og om han helst ville opgive hele den formue, som de havde sammen, og forlade sine skibe eller kæmpe imod ham dér på stedet. Hertugen fandt, at begge vilkår var hårde, og han syntes ikke, at han uden skam kunne opgive sine skibe og værdier, når han ikke havde gjort noget forkert. Men det var også meget voveligt at skulle kæmpe mod kongen og den store hær, der fulgte ham. Der var så stor forskel på deres styrke, at kongen havde femten langskibe, mens hertugen kun havde fem. Han bad da kongen tilstå ham to nætters frist til at drøfte sagen med sine venner, og han mente, at han på den tid kunne få kongen til at ændre mening og med sine gavnlige råd overtale ham til et bedre venskab. Dette var aftenen før Olavsmesse.
Da han nu snart indså, at han ikke ville få kongen vendt fra denne vildfarelse med sine ord og venlige råd, da valgte han det vilkår hellere at dø med ære og miste sit liv som en mand end at leve med skam og bebrejdelse og skulle tåle hånsord for tabet af så stor en formue. Han påkaldte da den almægtige Gud og sin frænde, kong Olav, og bad dem om støtte og hjælp, og han lovede den hellige mand — såfremt denne skænkede ham livet og lod ham slippe bort — at han ville lade et storslået kors fremstille af sølv til det hellige hus, som han hviler i. Siden samlede han sin hær og stillede den i slagorden mod kongens vældige hær, og de fór straks frem og gik i kamp mod dem. Og med Olav den Helliges hjælp fældede han kongen og alle mænd i kongens følge, unge så vel som gamle. Og efter denne storslåede sejr vendte han hjem og var glad og lykkelig med alle sine værdier, og han lod straks så stort et kors fremstille af sølv, at det både var længere og større end en voksen mand. Og han udsmykkede straks denne hellige mands hus med denne herlighed til sjælebod for sig selv og til minde og fortælling om det mirakel, som den hellige kong Olav udrettede for ham med kraft og styrke fra den hellige treenighed, Faderen og Sønnen og Helligånden, den herre som råder og regerer nu og til hver en tid i al evighed.
3. Kirken i Miklagård
Herlige fortællinger om den hellige kong Olavs mirakler spredes i de kristne lande, og i Miklagård er en kirke blevet bygget til hans ære. For det skete således engang, at kongen i Miklagård gjorde klar til kamp mod en hedensk konge. Siden stillede de deres hær i slagorden og gik straks i gang med kampen. Det gik da ikke bedre, end at de onde besejrede dem og fældede de fleste af de grækere og væringer, der fulgte kongen, og de, som endnu stod oprejst, forventede ikke andet end at skulle ligge dræbte dér. Alt håb svandt for kongen, og han opgav nærmest at undslippe. I den nød og trængsel, han nu var stedt i, påkaldte han og alle de andre den nådige Gud og kong Olav den Hellige og bad om barmhjertighed, og med tro og i tårer bad de denne Guds gode ven yde dem hjælp til at besejre disse fjender af Gud. De lovede ham og den hellige Maria, Vorherres moder, at såfremt han hjalp dem, ville de bygge en kirke til deres pris og ære i Miklagård.
Åh, gode mennesker — nu skal I høre om et skønt mirakel! I dette samme øjeblik åbenbarede denne helgen sig for de mange i kongens hær, og han gik straks i spidsen for de kristne og tilkendegav, at de alle skulle følge ham. De gik siden med stor stridsiver til angreb på de hedenske hunde, da de så denne hellige mand stå i flokken og yde dem støtte, og de allerfleste hedninge faldt for denne lille styrke, mens nogle af dem flygtede og kun med nød og næppe undslap. Kongen drog derpå med sejr derfra og tilbage til Miklagård, og han lod bygge en kirke, som han havde lovet, og lod den vie til den hellige Jomfru Maria og den hellige kong Olav. Men væringerne og alle hærmændene gav så store bidrag til dette hellige bygværk, at mange gaver og kostbarheder blev tilovers, da kirken var bygget færdig og indvendig var prydet med al den herlighed, som de kunne anstille til Guds ære. Derfor bliver der til stadighed sendt mange store kostbarheder fra Miklagård til det hellige sted, hvor han hviler, til hans lov og ære for de mange ophøjede mirakler, som han har udrettet for dem, hver gang de har påkaldt ham for at få hjælp.
4. Greven og tjenestekvinden
Nu var der også i Danmark en ond og hadefuld greve, som hverken frygtede Gud eller mennesker. Han havde en tjenestekvinde, der stammede fra Norge og var født i Trøndelagen, og hun dyrkede og troede fast på den hellige kong Olav. Men denne Guds uven, som jeg lige nævnte, troede ikke på noget af det, han fik at vide om denne helgens jærtegn, men sagde, at det ikke var andet end rygter og snak, og han gjorde sig lystig over og hånede den lov og hæder, som alle folk i landet skænkede denne ophøjede konge. Nu kom den helligdag, hvor den nådige konge mistede sit liv, og som alle kristenfolk dyrker; da ville denne uforstandige greve på ingen måde helligholde den, men han befalede på grund af sin uvilje mod denne helgen sin trøndske tjenestekvinde, at hun skulle tænde op i oven og straks bage brød på denne dag. Hun kendte allerede til denne onde mands vildskab og raseri og vidste, at han ville hævne sig slemt på hende, hvis hun ikke gjorde, som han pålagde hende. Hun gik nødtvunget til ovnen og bagte og jamrede sig inderligt, mens hun arbejdede. Og hun påkaldte den hellige Olav og sagde, at hun aldrig mere ville tro på ham, medmindre han med et tegn hævnede denne uhørte sag. Nu skal I få at høre om en fortjent straf og et usædvanligt mirakel! I nøjagtig samme øjeblik blev denne greve blind på begge øjne, og alt det brød, hun havde sat i ovnen, blev til sten. Nogle af disse sten findes endnu til minde og som bevis i denne helgens hus nordpå i Trondheimen.
5. Drengen med den afskårne tunge
En sagesløs dreng blev dømt for en alvorlig forbrydelse, men han måtte undgælde for en anden, således som det ofte sker. Og de skar hans tunge af og berøvede ham talens brug. Nu havde han fået kendskab til og hørt om den hellige kong Olavs nåde og mirakler, og han fik lyst til at drage derhen og søge denne Guds kære vens barmhjertighed. Han drog hjemmefra og kom til det herlige sted, hvor den hellige Olav hviler, og han vågede dér uden ophør og bad sine bønner og bad ham i Guds navn skænke sig talens brug og den helse, som han havde mistet uden at have gjort noget forkert. På et tidspunkt en dag faldt han i søvn inde i kirken, og i søvne så han en særdeles smuk mand, som ikke var videre høj, komme hen imod sig fra skrinet. Og manden stak sin hånd i munden på ham og tog fat i den lille stump, der var tilbage af tungen, og han rykkede og trak så hårdt i den, at den unge mand ikke kunne udholde det uden at skrige i søvne. Straks efter vågnede han og rejste sig og var rask, og han takkede med glæde Vorherre og den Guds ven, som havde helbredt ham og vist ham barmhjertighed. Han var kommet dertil uden at kunne tale, men han drog helbredt og talende hjem derfra.
6. Manden med den afskårne tunge
Han helbredte også en anden mand, som venderne havde pågrebet og skåret tungen af på, men manden var stukket af fra dem. Han vendte ufravigeligt sine tanker til denne hellige mand, nu da han var undsluppet, og han bad, mens han græd meget, den hellige kong Olav om at skænke sig helse og talens brug. I det samme viste den gode konge ham barmhjertighed og gjorde ham i stand til at tale, og manden blev straks hans tjenestemand i resten af sit liv.
7. Den vanskabte kvinde
En vanskabt kvinde, der var så fuldstændig sammenkrummet, at begge ben lå bøjet op under lænden, blev ført derhen, hvor den hellige mand hviler. Da hun havde opholdt sig dér længe og uden ophør havde påkaldt ham grædende, helbredte han hende for denne alvorlige lidelse, således at hendes fødder og ben og øvrige lemmer blev rettet ud fra deres sammenbøjede stilling, og alle led og lemmer havde siden deres rette form. Før var hun ikke i stand til at krybe derhen, men hun gik glad og rask hjem derfra.
8. Den mishandlede præst
Der var to brødre østpå i Viken; de kom fra en fornem slægt og var velhavende. De havde deres odel og alle deres besiddelser dér. De havde en søster, som var ganske smuk, men dog ikke varsom nok over for onde menneskers sladder, som man siden erfarede. Nu var hun meget venlig mod en engelsk præst, som opholdt sig hos brødrene; hun gjorde ofte, som han ønskede, og var til stor gavn for ham med denne velvilje. Det gik da ikke bedre, end at afskyelig sladder om denne kvinde fór og føg omkring. Da det siden blev almindeligt omtalt, mente alle, at det måtte tilskrives præsten, og det samme gjorde hendes brødre, så snart de hørte om det. De mente, at det rimeligvis var hans skyld på grund af den gode forståelse og store venlighed, der var imellem dem. De blev derfor meget ulykkelige, hvilket ikke var underligt, men de forholdt sig dog tavse og lod sig ikke mærke med noget. Men en dag, da præsten ikke forventede andet end det gode af dem, tilkaldte de ham og sagde, at de havde noget, de skulle have ordnet, og de bad ham følge med. De havde deres huskarl med, og han vidste, hvilke planer de havde. Da de var kommet langt væk fra husene og til et afsides sted, greb de præsten, da han mindst ventede det, og brækkede begge hans ben, skar hans tunge af og stak begge øjne ud af hovedet på ham. Og da han derefter lå og vred sig og lallede, tog de fat i tungestumpen i hans mund og trak den frem med en tang og skar den af for anden gang og lod ham ligge halvdød dér. Kort tid efter fandt en fattig kone ham og førte ham med sig hjem derfra.
Nu lå han dér i sin ynkelige tilstand, men håbede stadig på Guds barmhjertighed og tvivlede aldrig. Han bad stumt til Gud i tankerne og med sorgfuldt hjerte, og jo dårligere han var, des mere fast var han i troen, og han vendte sine tanker til den milde Guds yndling, kong Olav, for han havde før hørt meget blive fortalt om hans herlige gerninger og troede derfor desto mere på hans hjælp i sin nød, mens han lå dér, lam og ganske afmægtig; han græd smerteligt og jamrede, og den ilde tilredte stakkel bad med kvalfuldt bryst denne yndling hjælpe sig. Den følgende dag blev han omsider noget døsig og faldt i søvn. Det forekom ham da, at han i søvne så denne helgen komme gående hen til sig, og manden sagde, at han var den Olav, som præsten så kvalfuldt og heftigt havde påkaldt. I det samme strøg han præstens øjne og ben med sin hånd, og ligeledes de andre lemmer, som var blevet såret, og han tog fat i tungen og trak så hårdt i tungeroden, at præsten råbte og skreg af smerte. Og så forfærdeligt, som han før var blevet mishandlet, så hurtigt blev han straks efter denne helgens berøring helbredt for al sin ulykke ved den mest berømte af alle kongers nåde. Og da han vågnede, forekom det ham, at han aldrig havde været hverken syg eller såret. Tungen og begge øjne var helet, og benene var læget, og ingen af hans øvrige sår smertede, og han var blevet helt rask. Men som bevis på, at hans øjne var blevet stukket ud, voksede der hvide ar frem på dem begge.
9. Den ubrændte hånd
Nu skal vi fortælle om et jærtegn, som kan glæde alle mennesker. Og selv om vi skriver det efter nogle af de andre, fandt det dog sted før alle de jærtegn, som er nedskrevet her.[2]
Det skete engang på en søndag, mens denne hellige mand levede sit jordiske liv, at han sad med en pind i hånden og snittede i den med en kniv, og han var ikke selv opmærksom på, at det var søndag. Men folk i Norge overholder messedagene meget nøje, således at ingen vover at arbejde i højtiderne — hverken lidt eller meget. En af dem, der var til stede og så, at han snittede på en søndag, tænkte over det, men vovede ikke at sige, at det var en helligdag. Han påmindede ham med disse ord og sagde: »Herre konge!« sagde han, »— i morgen er det mandag.« Og så snart det gik op for ham, at han havde snittet på en søndag, da angrede han det meget, og han samlede spånerne op og brændte dem i sin hånd. Men da spånerne var brændt op, var hans hånd fortsat uskadt og ikke forbrændt. Sådan et mirakel udrettede den almægtige Gud for den hellige kong Olav, således som han tidligere havde gjort det for de tre unge mænd, som for Guds sag blev kastet i ovnen i Babylon[3]. Ilden havde efter sin natur kraft og styrke til at brænde og tilintetgøre spånerne, men hånden på denne hellige mand kunne ikke brænde, når han ikke havde begået en forseelse.
10. Manden der blev hængt
Nu var der en anden gang, hvor han gjorde en både smuk og sjældent set gerning. En from og uskyldig bonde blev udsat for mægtige folks overgreb i det herred, hvor han boede, og de anklagede ham — mere af ondskab, end fordi det var sandt — for at være tyv og dømte ham med det samme og slæbte ham af sted til galgen i strid med Guds og menneskers love, og de gav ham ikke lov til at forsvare sig. Og da denne stakkels mand ikke fik lejlighed til at bevise sin uskyld, selv om han bad disse onde mennesker om det, da forventede han ikke at blive hjulpet eller frelst af andre mennesker, men overgav sin sag og hele sin tillid til Guds barmhjertighed. Han bad også den hellige kong Olav yde sig støtte med sandheden ved den almægtige Gud, allermest fordi han ofte, så snart han bliver påkaldt, barmhjertigt frelser dem, der har begået store forbrydelser og i sandhed fortjener straf.
Nu ender det med — selv om mange var imod det — at de onde mennesker fremmer deres ondskab mod denne stakkel og hænger ham i strid med loven, selv om han er uskyldig. Men den gode konge, som han så ofte før havde påkaldt, hjalp ham barmhjertigt, da han syntes at være stedt i den værste nød. I samme øjeblik, som han blev løftet op fra jorden, forekom det ham, at den hellige konge skød et fjeld ind under fødderne på ham, og han støttede sig til denne nåde størstedelen af dagen, helt indtil hans kone og sønner vendte tilbage fra mødet med en mægtig mand og havde fået lov til at tage liget ned og begrave det. Da de var kommet derhen, klatrede hans søn op i det træ, som han hang i, og som groede på en fjeldhammer. Og han formåede kun lige at krybe hen og skære strikken over. Men da dette var gjort, styrtede dette arme legeme ned fra den stejle fjeldside, og alle, der var til stede, mente, at hver en knogle i ham ville brække, så snart han ramte jorden. Men Vorherre hjalp ham på denne hellige mands forbøn så meget, at hverken galgen eller strikken kunne skade ham, og heller ikke det lange fald til jorden eller den ujævne grund, han traf. Nu rejste han sig op, så snart han var kommet ned, og han troede, at det hele havde været en drøm. Men så snart han kom til sig selv igen og genvandt kræfterne, gjorde han sig klar og rejste hen, hvor den hellige kong Olav hviler, og han fortalte ærkebiskoppen og alle korbrødrene fra ende til anden, hvilken barmhjertighed den almægtige Gud havde vist ham på den hellige kong Olavs forbøn.
11. Branden i købstaden
Det skete en anden gang, at der opstod brand i den købstad, hvor han hviler, og hans skrin blev båret ud af kirken og sat mod ilden. Da løb en dum og ubesindig mand frem og bankede på skrinet og truede og klandrede den gode konge og sagde, at alt ville brænde op, medmindre han med sine bønner frelste både kirken og de andre huse, som ikke var brændt. Nu lod den almægtige Gud kirken stå ubrændt, men samme nat sendte han den usle mand øjenværk, og det led han af, helt til den hellige kong Olav bad om nåde for ham ved den almægtige Gud, og han blev helbredt i denne samme kirke.
12. Den tilfangetagne mand
En ung mand af dansk slægt blev taget til fange af hedenske mænd og ført til Vendland, hvor han blev fastgjort og lagt i lænker sammen med de øvrige tilfangetagne mænd. Nu var han om dagen lagt i jern og uden vagt, men om natten var bondens søn lænket til ham, for at han ikke skulle stikke af fra ham. Men denne arme mand fik hverken ro eller søvn på grund af sorg og bekymring, og han grublede meget over, hvordan han skulle få hjælp, for han gruede for denne trældom og frygtede både sult og pinsler, og han forventede ikke at blive løskøbt af sine frænder, for de havde allerede to gange købt ham fri fra hedenske lande med pengebeløb, og han mente derfor at vide, at de ville finde det for bekosteligt at gå med til det for tredje gang. Den mand har det godt, som ikke bliver udsat for lignende ondskab i denne verden, som denne mand da syntes at blive — så jammerligt og bedrøveligt som det er for alle, der fortjener medynk for den slags.
Nu havde han ingen anden udvej end at stikke af og på den måde slippe væk, hvis skæbnen ville det. Og i den mørkeste nat går han i gang og dræber bondens søn og hugger foden af ham og løber derpå mod skoven og væk derfra så hurtigt som muligt med lænkerne på. Men så snart det lysnede om morgenen, bliver folkene klar over, hvad der er sket, og de løber straks efter ham med to hunde, som er vant til at opspore bortløbne, og finder ham dér i skoven, hvor han lå og gemte sig for dem. Nu griber de ham og banker og slår og mishandler ham på alle måder; de lader ham lige akkurat leve, men viser ham ingen anden nåde. Derefter slæber de ham hjem og piner ham, og de kastede ham straks i et fangehul, hvori der allerede sad 16 andre kristne mænd. Dér bandt de ham så stramt, som de kunne, med både jern og andre bånd. Det forekom ham da, at den elendighed og de pinsler, som han før havde tålt, var som en skygge af eller et varsel om alt det onde, som han nu blev udsat for. Han så ingen i dette fængsel, som kunne bede om nåde for ham. Ingen syntes, at det var synd for denne stakkels mand, bortset fra de kristne mænd, der lå bundet sammen med ham; de sørgede i sandhed og græd over både hans skade og deres egen trældom og ulykke. Og en dag gav de ham deres råd og bød ham at påkalde den hellige kong Olav og overgive sig som embedsmand i hans æreshus, såfremt han med Guds støtte skaffede ham ud af dette fængsel og på en eller anden måde befriede ham for denne elendighed. Nu gav han dem med glæde sit samtykke og gav sig med det samme i færd med det, som de bød ham.
Straks den følgende nat forekom det ham, at han i søvne så en mand, der ikke var høj af vækst, stå ved sin side og tale således til sig: »Hør — du stakkels mand!« sagde han, »— hvorfor rejser du dig ikke op?« Han svarede: »Herre!« sagde han. »— hvem er du?« »Jeg er kong Olav,« sagde han, »— den mand, som du påkaldte før.« »Åh — min gode herre!« sagde han, »— jeg ville med glæde rejse mig, hvis jeg kunne, men jeg ligger jernbundet her, og er desuden lænket til de pinte mænd, som sidder her.« Derpå kalder manden ham ved navn og sagde disse ord: »Rejs dig straks!« sagde han, »— og tvivl ikke: Vist er du fri nu.« I det samme vågnede han og fortalte straks sine fæller, hvad der var hændt ham. De bad ham derefter rejse sig og se, om det var sandt. Han rejser sig og mærkede med det samme, at han var fri og ikke bundet. Nu talte hans andre fæller om det og sagde, at det ikke nyttede ham noget, for døren var låst både indefra og udefra. Da tog en gammel mand, som også sad jammerligt til fange dér, til orde og bad ham om ikke at tvivle på barmhjertigheden fra denne hellige mand, som havde gjort ham fri, og sagde videre: »Nu har han vel udrettet dette smukke mirakel for dig, fordi du skulle have gavn af hans barmhjertighed og slippe bort herfra, og ikke fordi du skulle udsættes for mere elendighed og flere pinsler. Skynd dig nu,« sagde han, »— hen til døren, og hvis du kan komme ud, så er du fri.« Det gør han, og han går straks hen til udgangen og åbner døren og farer med det samme af sted og ud i skoven så hurtigt, som han kunne. Så snart folkene bliver klar over dette, slipper de hundene løs og farer hurtigt efter ham, mens han ligger — denne stakkels mand — og gemmer sig og tydeligt ser dem komme farende. Nu mistede hundene færten, så snart de kom i nærheden af ham, og synet blev forvrænget på alle de andre, så ingen af dem kunne se ham, selv om han lå for fødderne af dem. De tog derpå hjem derfra og undrede sig meget og beklagede sig over, at de ikke havde formået at få fat i ham. Ved alt dette øges lovprisningen af den hellige kong Olav; først og fremmest ved at han befriede manden fra lænkerne og al fangenskab og siden ikke lod ham tvivle, da han var kommet ud i skoven, og for det tredje fordi han gav ham hørelse og al helse igen, efter de havde slået og banket ham i hovedet, så han var blevet helt døv af det. Straks efter kom han ombord på et skib sammen med to kristne mænd, som også havde været på stedet længe og var blevet pint, men nu fik de allesammen den bedste nytte, de kunne, af dette fartøj, og på den måde undslap de.
Han søgte siden til denne helgens hus i stor taknemmelighed og glæde, for han havde fået al den hjælp, som betød mest for ham. Men da han var blevet rask og hærfør, fortrød han sine løfter til den milde konge, og en dag stak han af og kom om aftenen til en bonde, som gav ham husly for Guds skyld. Da han siden om natten var faldet i søvn, så han tre særdeles smukke og fagert klædte møer komme hen imod sig, og de talte straks til ham og klandrede ham meget og spurgte, hvordan han kunne være så dristig at stikke af fra den hellige konge, der havde tilstået ham så megen barmhjertighed, og løbe bort fra den milde herre, i hvis tjeneste han tidligere var gået. Han vågnede i det samme forskrækket og stod straks tidligt op og fortalte husbonden, hvad der var blevet sagt til ham. Og denne gode bonde gav ham intet andet valg end at vende tilbage til dette hellige sted. Og vi har fået kendskab til dette mirakel, fordi vi mødte denne unge mand i Guds tjeneste i den hellige Olavs kirke, og han viste os mærkerne på sine lemmer efter båndene og lænkerne.
13. Den syge kvinde
I den købstad, hvor Olav den Hellige hviler, var der en kvinde, som i lang tid havde lidt af brudfaldsot[4], og hun giftede sig med en ung mand, men holdt denne sygdom skjult, så længe hun kunne. Nu var der en nat, hvor hun lå i sengen og fik et af disse grimme anfald, og hendes mand vågnede ved den svære åndenød, hvor hun lå og rallede med krampetrækninger og ikke var ved bevidsthed. Han var bedrøvet over sin ulykke og sørgede meget over denne ubodelige plage, som han på ingen måde kunne stille noget op over for. Han spurgte hende, hvor ofte hun blev ramt af denne lidelse, og om der ikke fandtes lægeråd, som kunne hjælpe hende. Hun fortalte, at denne onde sygdom traf hende hver måned, og intet lægemiddel eller nogen galder kunne hjælpe hende, sagde hun. I denne sorg og fortvivlelse, hvor begge ægtefolk havde bedt, påkaldte hun nu den hellige Jomfru Maria, som i sandhed er barmhjertighedens moder, og den hellige kong Olav og bad dem skænke sig lindring — syg og sorgfuld som hun var. Hun omtalte siden sagen i skriftemål for en god præst og fortalte ham om sin ulykke og bad ham om et godt råd. Han tænkte straks på, hvad Guds ord siger i evangeliet, og sagde til hende, at kun bønner og faste hjalp på den sygdom. Efter denne formaning drog begge ægtefolk straks hen til den hellige Olavs kirke og medbragte vokslys for at dyrke den hellige højtid. De fastede og vågede dér om natten sammen med mange andre vanføre og syge mennesker. Straks den følgende dag var det denne hellige konges højtidsdag. Om morgenen, da ottesangen var tilendebragt, således som det sømmer sig ved denne højtid, hvor denne Guds yndling mistede sit liv, drog hun hjem med en så ophøjet nåde, at hun fra denne dag og helt til sin dødsdag aldrig siden blev udsat for disse slemme anfald og kvaler. Og dette havde hidtil været så voldsomt, at hun hver eneste måned, siden hun trådte ud af barndommen, havde lidt under denne ulykke. Og efter denne Guds gave voksede deres glæde så meget, at de hvert år på aftenen før denne helgens messedag, hvor hun var blevet helbredt, vågede og fastede og gav sig i Guds hænder med almisser og gode bønner.
14. Branden i Holmgård
Det skete engang i Gardarige østpå, at der opstod brand i den købstad, der hedder Holmgård, og der var ikke udsigt til mindre skade, end at hele byen ville gå tabt. Nu flygtede alle mennesker skrækslagne hen til en klerk og præst, der hed Stefan og tjente dér ved den hellige Olavs kirke, og de ønskede i deres store nød at prøve den hellige kong Olavs magt og styrke og dermed erfare sandheden i det, andre mennesker fortalte. Så snart præsten hørte deres ønsker og bøn, tog han en statue af denne gode herre i sin favn og satte den frem mod flammerne. Siden spredte ilden sig ikke yderligere, og på denne måde blev størstedelen af byen reddet.
15. Kirken i Telemark
Det er også værd at fortælle om det, som den gode konge gjorde i det herred, der hedder Telemark. En dag mødtes alle bønderne i dette herred og talte om, at de ville lade en stenkirke opføre til hæder og ære for for den hellige konge. Men da man ledte efter klæbersten, kunne man ikke finde den slags noget sted dér i nærheden. Nu på den dag, hvor den stenmester, man havde fået fat i til arbejdet, skulle rejse derfra, lod den almægtige Herre et stort fjeld styrte sammen lige i nærheden, og derfra hentede man siden alle stenene til kirkebyggeriet, og alle i herredet var med til at opføre den.
16. Den bortkomne dreng
En lille dreng blev væk fra sine frænder, mens de var til en sammenkomst i det herred, der grænser op til købstaden. De fik straks folk til at hjælpe sig og gik ud for at lede efter barnet. Men da alle tænkelige steder var blevet gennemsøgt, havde man stadig ikke fundet drengen. De ledte hele den næste dag, men kunne slet ikke finde ham. De påkaldte da den hellige kong Olav om barmhjertighed og skød værdier sammen, efter hvad de hver især formåede, og sendte dem straks samme dag til hans hellige kirke og satte deres lid til hans nåde og ledte da for tredje gang efter barnet. Da fandt de drengen sovende ved et hus, som de var gået rundt om flere gange, mens de ledte efter ham. Og de, som græd før, drog da glade hjem og takkede vor milde herre for al den hæder og ære, som han tilstår denne hellige mand, hver gang han bliver påkaldt.
17. Den syndige mand
Jeg har fortalt meget om de jærtegn, som Vorherre har bevirket for den hellige kong Olavs skyld, men dette syntes at være det mest herlige, som nu i sandhed vækker eftertanke hos mange af Guds venner. Således som ethvert kristent menneskes sjæl efter sin natur er ypperligere end legemet, således er også sjælens død værre og mere tyngende og dens helse tilsvarende mere dyrebar. Men nu ophører hele menneskehedens uven aldrig med at gøre det samme imod os hver dag, som han fordum gjorde i Paradis; han ønsker hele tiden at fordærve ethvert menneskes sind og sjæl og at bedrage alle med sin svigefulde list. Disse løgne, som han besnærer folk med, byder han os at tro på og påstår, at Guds vrede og overtrædelse af hans påbud ikke har stor betydning. Han lover timelig hæder og vildfører dermed mange, og han hævder, at ingen behøver frygte Guds dom og helvedes pinsler. Med denne vildfarelse sveg han det første menneske, og med den narrer han hver dag hans efterkommere.
En sådan list gjorde han brug af mod en mand, som han bedrog med en så livsfarlig drik, at han glemte alle Guds påbud, men i vildfarelse og overmod fulgte Djævelens tilskyndelse. Og denne stakkels mand var fra det sted, der hedder Ytterøy. Så ynkeligt havde Djævelen blændet ham, at han ikke anså den næste verdens pinsler for noget målt mod sine egne lyster og timelige begær. Og hvor smerteligt blev han ikke sveget, da han gav sig i Djævelens vold for denne verdens hæder, men fornægtede sin skaber og gav afkald på alle helgenernes samfund og goder. Han fulgte siden Djævelens råd og fremmede uden ophør ikke andet end vederstyggeligheder.
Da Olavsmessen om sommeren nærmede sig, søgte store menneskemængder derhen, hvor den hellige konge hviler, for at opnå barmhjertighed. Da drog denne usle mand også derhen alene af den grund, at han måske kunne se og høre eller sige og gøre noget usædeligt, som ville knytte ham tættere til Fandens flok. Men — mine gode venner! — Vorherre er så medfølende, at han får desto mere ondt af denne stakkel end af noget kristent menneske, sådan som han ser ham blive så smerteligt bedraget. Nu på den dag, da legemet af denne helgen blev båret ud med ophøjet værdighed, da begyndte denne elendig mand at tænke på denne fortræffelige konges ære og sin egen usselhed og den evige ulykke, som han syntes at vide ventede ham, så snart han måtte skilles fra denne verden. I det samme, da denne Guds mand var ham nær, kom Helligånden over ham med ophøjet barmhjertighed og sendte ham en sådan anger, at det forekom folk, at de kunne se på ham, hvor usselt denne elendige mand mente, han havde forbrudt sig. Og mens skrinet blev flyttet fra et sted til et andet, gik han hen for at søge barmhjertighed dér, hvor det hellige legeme før havde hvilet. Han begyndte da med smertelige støn og gisp at påkalde denne milde mand, og med megen gråd bad han ynkeligt den milde konge om med Guds hjælp at befri ham fra de stærke syndens bånd, som Djævelen havde viklet ham ind i. Nu lod Gud ham få glæde af den hellige kong Olavs forbøn og befriede ham i sin storhed fra Fandens magt og omvendte ham således igen til barmhjertighed og evig herlighed, efter han havde forkastet synderne og fornægtet Djævelens fristelser.
Da det siden kom dertil, at han skulle bekende sin brøde og sit usædelige liv, da turde denne usle mand ikke at fortælle om det, men han glemte det og ville ikke bøde på sit syndige liv. Da sendte Vorherre ham en slem og svær sygdom, og han rejste sig ikke fra den, førend han havde ydet bod med et skriftemål om al den troløshed, han havde vist Gud. I det samme blev han rask på sjæl og legeme, og han syntes da i sin hjælpeløshed fuldstændig at have indset, at han på grund af overmod og legemligt begær var blevet forvildet og havde vendt sig fra Gud og derfor mistet sin sjæl. Han blev siden endnu mere gudfrygtig og fast i troen, fordi han vidste, at han før havde opført sig usselt og fremmet meget, som havde været en hån af Gud og alle Guds helgener, og han dyrkede Vorherre og den hellige kong Olav i alle sine dage, så længe han levede.
18. Tre mennesker helbredes i kirken
Mange mennesker søgte til den hellige kong Olav på den årsdag, hvor den hellige kong Olavs kirke blev prydet med pallium og et ærkebispesæde. Nu var tre syge mennesker kommet langvejsfra til den hellige grav for at søge barmhjertighed og helbredelse — allerhelst på den udsøgte dag, hvor denne Guds mand forlod denne verden og drog til glæden og den evige hæder. Og af de tre fik den ene, der var kommet blind derhen, synet igen aftenen før messedagen. Og på selve messedagen, da de hellige levninger blev båret ud, og skrinet efter sædvane blev stillet på kirkegården, da modtog en umælende mand, som længe havde været stum, barmhjertighed, og han sang lovsang for vor skaber med den behageligste stemme. Den tredje var en kvinde, som var søgt dertil så langt væk fra som Sverige østpå, og hun havde på denne rejse tålt mange trængsler og plager og havde mange dage været udsat for besvær og store strabadser på grund af sin blindhed. Nu satte hun sin lid til den almægtige Guds nåde og kom rejsende dertil på den højtidsdag, som før blev nævnt. Siden blev hun på dagen ledt ind til messen i den hellige kong Olavs kirke. Og før gudstjenesten var til ende, da kunne hun se hans skrin med begge øjne. Hun gik mild og med strålende øjne derfra i ophøjet glæde, men hun havde indtil da været blind i 13 år.
19. Den stumme træl
En væring i Gardarige købte sig en ung træl; han var stum og kunne ikke tale, men var dog på mange måder dygtig og begavet. Ingen vidste, hvor han stammede fra, for han kunne ikke fortælle det, selv om han blev spurgt, men mange mente dog, at han måtte være norsk, for han forarbejdede og istandsatte hele tiden sådanne våben, som kun væringerne benytter. Nu havde denne stakkels mand med sin vanhelse været hos mange herrer og var hver gang blevet solgt med fortjeneste, indtil en købmand af barmhjertighed løskøbte ham og gav ham friheden. Han kunne herefter selv bestemme, og han kom til den by, der hedder Holmgård, hvor en god kvinde gav ham husly, og han opholdt sig dér i mange dage. Og denne gode kvinde plejede altid at søge til kong Olav, og hun dyrkede denne store og milde konge med stor hengivenhed og trofasthed. Nu en nat, da hun var faldet i søvn, åbenbarede Olav den Hellige sig for hende og sagde til hende, at den unge mand skulle følge med hende til ottesang om morgenen. Og hun gjorde, som han bød, og tog ham med til gudstjeneste i kirken. Men så snart han var kommet ind i kirken, blev han søvnig, og han lagde sig ned og faldt i søvn, mens præsterne holdt gudstjeneste. Straks efter så han den samme mand i søvne, og han kom hen til ham iført den samme klædedragt og med det samme udseende i ansigtet, som kvinden havde set natten før, og han gav ham talens brug og helbredte ham med sin mildhed og den almægtige Guds barmhjertighed med den hellige kong Olavs støtte.
20. Kongens dårlige ben
Der gik lang tid, fra den hellige kong Olavs levninger blev gravet op og som fortjent dyrket med ophøjet værdighed, til kirken blev opført på Stiklestad på det hellige sted, hvor hans blod blev udgydt, og han forlod denne verden. Da kirken nu skulle vies, og biskoppen var til stede, skete det, at også en konge var kommet dér til herredet, og han var meget syg og ganske dårlig. Der var en stor hævelse i hans knæ, således at både læggen og låret ovenfor svulmede op, og han var plaget og havde mange smerter. I denne pinefulde tilstand ønskede han at komme til gudstjeneste dér og bevidne Guds og den hellige kong Olavs værdighed, og han ankom samtidig til kirken, og hans hirdmænd bar ham ind i kirken. Og på dagen, da ottesangen var til ende, fortalte man kongen om den sten, som den hellige kong Olav døde på, og som endnu siges at være indsmurt i blod. Og denne sten ses stikke frem øverst på alteret. Kongen bevægede sig siden derhen og pressede sit knæ og de steder, der gjorde mest ondt, mod stenen. Og straks i samme øjeblik modtog han så ophøjet en barmhjertighed af den almægtige skaber, at hævelsen og alle smerterne forsvandt den samme aften, og han blev straks så let til bens, at han både kunne ride og løbe, som om ingen skade havde tynget ham eller gjort ondt.
Lad os nu ende denne lange tale, således at de, der har hørt på den, ikke trættes af vores mange ord. Det er besværligt og omstændeligt og nærmest umuligt at nedfælde og meddele alle de herlige gerninger, som til ære og værdighed for den hellige kong Olav er blevet gjort og stadig gøres af den højeste væren, Vorherre Jesus Kristus, Guds søn, som lever med Faderen og Helligånden og råder og regerer som én umådelig Gud i al evighed. Amen.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i Gammelnorsk homiliebog, AM 619 4to., fra omkr. 1200-1225. Dette er den ældste bevarede norske bog. Oversættelsens kapiteloverskrifter findes ikke i forlægget.
- ↑ Denne indledning findes i forlægget i slutningen af kap. 8
- ↑ Se Dan 3, 1-30
- ↑ Epilepsi
