Det gamle Gudrunskvæde II. (Goþrúnarkviþa en forna II)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
Heimskringla Reprint
oversatt av
G. A. Gjessing
Kristiania
1899
(Goþrúnarkviþa en forna II)
Kong Thjodrek var hos Atle og havde der tabt næsten alle sine mænd. Thjodrek og Gudrun klagede sin harm for hinanden. Hun fortalte ham og kvad:
1.
Mø var jeg feirest,
— moder mig fostred —
fager i bure,
brødre jeg holdt af:
indtil Gjuke
guld mig skjenked,
guld mig skjenked,
gav mig til Sigurd.
2.
Gjæv var Sigurd
mod Gjukes æt
som løgen grøn
af græs skudt op,
som raske hjort
mod raadyr graa,
glodrøde guld
mod graablegt sølv.
3.
Indtil de brødre
ei undte mig,
at jeg husbond fandt
fremst af alle;
kunde ei sove
ei sag dømme,
før de Sigurd
slog til døde.
4.
Grane fra thing løb,
gny var at høre,
men ei Sigurd
selv fik komme;
sadeldyr alle
af sved skummed,
under drabsmænd
drevne paa spreng.
5.
Gik med graad jeg
Grane til møde,
fritted om kind vaad
folen om tidend;
stur stod Grane,
mod græs luded,
hingst det vidste,
herrer ei leved.
6.
Lenge jeg vakled,
lenge var uvis,
før jeg fyrsten
fritted om helten.
7.
Harm stod Gunnar,
Hogne meldte
mig om Sigurds
saare henferd:
«Huggen ligger
hist om vove
Guthorms bane
given ulve.
8.
Se der Sigurd
i sønderled!
skjelner der du
skrig af ravne,
skrig af ørne
aadselglade,
hyl af ulve
om husbond din.»
9.
«Hvi vil, Hogne!
harmverk slige
du melde mig
saa mod i hug?
før skulde ravne
rive dit hjerte
vidt om lande,
end du leve faa.»
10.
End en gang gav
gjensvar Hogne
med haarden hug
af harm saa stor:
«Grund du saa. Gudrun!
til graad har mer,
finge nu ravne
rive mit hjerte.»
11.
Fra ordskifte
tilskogs jeg gik
ensom at sanke,
hvad ulv levned;
ei jeg hulked
ei hænder slog,
ei klynked saart,
som kvinder helst,
der jeg sorgpint sad
ved Sigurd hen.
12.
Mørk mig tyktes
som mulm den nat,
der saart jeg sad
ved Sigurd hen;
bares for mig
som bedst af alt
om ulve tog
mit arme liv,
eller brendt jeg blev
som birkens véd.
13.
Fór af fjeld jeg
fuldt fem dage,
til Haalv’s høie
hal jeg øined.
14.
Halvaar syv jeg
sad hos Thora,
Haakons datter,
i Danmarks land;
hun mig til gammen
guldindvirked
sydens sale,
svaner danske.
15.
Satte i billed
vi svendes leg,
i kunstvirke
kongens hærmænd,
røde skjolde,
rustede drenge,
sverdflok, hjelmflok,
høvdings følge.
16.
Sigmunds skibe
skred fra lande,
gyldne hoveder,
hugne stavne;
virked i vev vi:
væbnede stredes
Sigar og Siggeir
syd paa Fyen.
17.
Hørte saa Grimild,
Gotekvinden,
hvor jeg var kommen
kummertynget;
slengte hun veven,
sønner kaldte —
fast og lenge
at fritte om det:
hvem vilde søstren
sønnen bøde,
for myrdet mand
mandsbod give.
18.
Rede var Gunnar
guld at byde,
sag at bøde —
saa og Hogne;
fritted om det hun,
hvem ferdig var
springer at sadle,
spende for vogn,
hest at ride,
høg at kaste,
brodd fra barlinds
bue at skyde.
19.
Valdar for Daner
med Jarizleiv,
Eymod tredje
med Jarizkaar
kom da ind der
konger lige,
«Langbards» kjemper
i kappe rød,
i brynje prud
og blanken hjelm,
sverd ved belte,
brunlokkede.
20.
Hver mig vilde
velge gaver,
velge gaver,
venligt tale,
om maatte mig
for mangen sorg
trøst de bringe —
trode jeg ei dem.
21.
Bar mig Grimild
bæger at drikke
saa svalt og saart —
sandsed ei sag jeg;
mettet var det
med muldens kraft,
med svalkold sø,
sværgaltens blod.
22.
Skaaret i hornet
og skrevet rødt
var alskens tegn —
tyde jeg fik ei:
havets lyngfisk,
Haddingjelands
uskaarne ax,
indvolde af dyr.
23.
Mén saa mangt var
menget i drikken,
blad af hvert træ,
brendte agern,
arnesteds dugg,
offer-indmad,
svinlever kogt —
sag hun saa døved.
24.
Gik mig af hug
al høvdings kval,
som i sal jeg
smagte den drik;
kom for knæ mig
konger trende,
før mig selv hun
søgte i tale.
25.
Grimild kvad.
«Gir jeg dig, Gudrun!
guld i eie,
efter din fader
den fulde arv;
Hlodves sale,
sølverringe,
faldne fyrstes
fulde tjeldheng.
26.
Hunske terner,
som tjeldvever
og guldbremmer,
saa gammen er;
ene for Budles
arv du raade,
guldudstyret,
gift med Atle.»
27.
«Staar ei min hug til
husbond at følge
eller Brynhilds
broder at eie;
med Budles søn
ei sømmer mig
slegt at øge
sæl ved livet.»
28.
Grimild kvad.
«Frist ei de helte
harm at lønne,
thi vaade vi
dog voldte først;
være det vil dig,
som var i live
Sigurd og Sigmund,
faar sønner du.»
29.
«Ei kan, Grimild!
glad jeg være,
haab ei nevne
om helten bold,
siden sammen
Sigurds livsblod
ravn og graavarg
graadigt drukke,»
30.
Grimild kvad.
«Ham har af alle
æt-gjæveste
fyrste jeg fundet
og fremst for vist;
ham du eie,
til aar dig slaar,
vorde ugift,
velger du ham ei.»
31.
«Frist ei byde
fast og lenge
denne æt mig
den dødsvangre;
vaade vil han
volde Gunnar
og af Hogne
hjertet slide.
Ei vil jeg standse,
før strids vekker,
den livsterke,
livet jeg røver.»
32.
Grimild det ord
med graad fornam,
som hendes børn
bane varsled,
hendes sønner
saa saar en vé.
33.
Grimild kvad.
«Land jeg end gir dig
og ledingsmænd,
Vinbjorg, Valbjorg,
vil du dem have;
ei for din tid det,
og trøst dig, barn!»
34.
«Ham af konger
kaare jeg skal da,
nødig dog faa ham
af frændehaand;
vorder ei mig
den mand til fryd,
brødres bane
ei børn til vern.
35.
Snart var i sadlen
hver svend der set,
vælske kvinder
paa vogn satte;
de dage syv
vi svalt land red,
og andre syv
sø vi pløied,
traadte tørt land
de tredje syv.
36.
Den vagt ved port
i virke høit
grind op lukked,
før i gaard vi red.
37.
Vakte mig Atle,
være jeg tyktes
af had opfyldt
ved frænders død.
38.
Atle kvad.
«Saa nu nys mig
norner vekker» —
bad han mig tyde
trengsels spaadom —
«saa jeg dig, Gudrun,
Gjukes datter!
med svigfuldt sverd
saare til død mig.»
39.
«At drømme om jern
ild det varsler,
kvindes harme —
hovmod og lyst;
mod vé og verk
vil jeg dig brende,
lindre og læge,
hvor led du mig er.»
40.
Atle kvad.
«Saa jeg i tunet
smaatræer faldne,
som min vilje var
fik voxe frem —
revne med rode
rødstenkte af blod,
baarne for benke,
budt mig at tygge.
41.
Saa jeg af haand mig
høge flyve,
før rov de fandt,
mod rædsels bo;
aad deres hjerter
til honning jeg,
med sorgfuldt sind,
svulne af blodet.
42.
Saa jeg af haand mig
hvalpe slides
glam savnende,
gnistred de begge;
saa deres legem
ligge som slagt,
nyde jeg maatte
nødtvungen lig.»
43.
«Tale vil svende
om slagtoffer,
hvidhoveders
hals afskjere;
lidt før daggry
de dødsens er
— folk til føde —
om faa nætter.»
44.
Gudrun kvad.
«Laa jeg ei siden,
— sove jeg gad ei
magtløs tilsengs —
mindes det grant.»
Noter
12): «som birkens ved» — forklares ogsaa «som barkløs ved».
21): Sværgalten jvf. storgalten H. Hj.’s 30 pr.
22): «lyngfisk» ɔ: orm. - Haddingjeland ɔ: dødsriget. Saxo Gr. ed. Müller, p. 51.
23): arnesteds dugg ɔ: sod.
26): tjeldvever ɔ: vever mønstervev i smaa rammer (spjeld).
28): Sigmund ɔ: Sigurds unge søn, jvf. Det korte Sig. kv. str. 12 & 26.
39): brende ɔ: til lægedom (som kur). Drømme str. 40—42 varsler Atles sønners død.
43): «hvidhoveder» synes at betegne dyr, som slagtes; men maa tydes om Atles sønner, som Gudrun drebte og beredte til spise for Atle. 44): Grundtvigs og F. Jons’s’ text, lagt i Gudruns mund, som ialfald en afslutning. Hsk.’s text er neppe andet end et fra sin sammenheng løsrevet brudstykke, som maatte tenkes sagt af Atle.
