Diermes eller Tiermes, Turat-uros, Horagales, Horan-orias, Hores-gudsk, Aggja, Agjek og Ačče-gadse

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Jens Andreas Friis
Lappisk Mythologi


Jens Andreas Friis


Gudelære
2. Himmelens og Luftens Guder

§ 15.
Diermes eller Tiermes, Turat-uros, Horagales, Horan-orias, Hores-gudsk, Aggja, Agjek og Ačče-gadse


Ibmel’s nærmeste Efterfølger eller Stedfortræder synes at have været den Guddom, som forekommer under alle de her opregnede Benævnelser. Der menes nemlig med alle disse kun en og samme Guddom, nemlig Veirligets og specielt Tordenens Gud. De tilsyneladende meget forskjellige Benævnelser hidrøre sandsynligvis blot fra, at det oprindelige Navn igjennem Dialekterne i de forskjellige Lapmarker har antaget forskjellig Skikkelse. Benævnelsen Diermes, (sv. Lap. Tiermes), hvorunder denne Guddom forekommer i Forklaringen over Runebommen No. 5, er et ægte lappisk Ord, der den Dag i Dag forekommer i Betydningen Torden, f. Ex. i Talemaaderne: Diermes jorra, Tordenen ruller; diermes časka, Tordenen slaar; dierma čærggom, Tordenskrald; diermesdavgge, Tordenbue, og fi. Man behøver saaledes ikke med Ganander i hans finske Mythologi at gaa lige til Hermes for at forklare Ordets Oprindelse. Diermes hedder i Gen. (af hvilken Kasus man i Lappisk finder de forskjellige Ords oprindeligste Former), Dierbma, og Rodformen er saaledes Dierm, Dærm eller Tærm. Denne viser sig ved første Øiekast at være nærbeslægtet med de ugriske Ostjakers Tūrm (Tōrm eller Torum), Tschuvaskernes Tora og Esternes Tara[1], der hos disse Nationer betegner Himmelens og Tordenens Gud. Da t og h ofte vexle i Lappisk, er Torat og Hora eller Gen. Horan blot Dialektforskjelligheder. Benævnelsen Diermes eller Tiermes synes at have været almindeligst i Finmarken samt, efter Scheffer, i Lule Lapmark, og Hora eller Torat i de sydlige Lapmarker. Den sidste Benævnelse bringer Tanken hen paa de nordiske Nationers Gudenavn Thor og Substantivet "Tora," Torden, i de endnu i Norsk gjængse Talemaader "Tora slaar," "Tora ruller." Men om de finske Nationer have laant Benævnelsen fra de indogermaniske Sprog eller omvendt, er vel umuligt med Sikkerhed at afgjøre. Man kunde fristes til at antage, at det var den samme Ordstamme, der findes i Navnet paa den Guddom, der hos Grønlænderne svarer til de finske Nationers Tordengud, nemlig Torngarsuk, (efter Glahn egentlig: Tornak-ars-uk, En, der ligner Tornak, en Aand, og "har noget forfærdeligt ved sig"), eller efter Andre: Torngar-soak, den store Aand. Denne Torngarsuk spiller den vigtigste Rolle i Grønlændernes Gudelære. Det var en mandlig og god Guddom. Han var Herre over Veirliget, kunde afvende Landeplager og helbrede Sygdomme. Det er ogsaa ham, som ved en Tornak eller Aand ledsager Angakokken paa hans Reise gjennem Luften, Vandet og Underverdenen og hjælper ham til at overvinde det onde Væsen, den "underjordiske Kvinde." Netop en lignende Hjælp ydede Horagales ogsaa Noaiden paa hans Reise til Underverdenen, (se Pag. 69).

De Benævnelser, som Tordenguden har i Lappisk foruden Diermes, Turat og Hora, nemlig Gales, Uros eller Orias etc., ere Epitheta ornantia eller Udtryk, der samtlige betegne Lappernes store Ærefrygt for denne Guddom. Gales betyder en gammel Mand, Orias er en lappiseret Form af det finske Uros, der betyder en tapper Mand, en Helt, og Turat-uros betyder altsaa Torden-Helten. Gudsk i Benævnelsen Hores-gudsk er aabenbart en feilagtig Gjengivelse af -kuč eller -kuoč, en Afledningsendelse, der føies til Substantiver og betegner Ælde, Afdød, Stakkel. Gadse i Benævnelsen Ačče-gadse er ligeledes en feilagtig Opfattelse af Afledningsendelsen -kaš, der betyder liden, kjær. I svensk Lapmarken forekommer denne Guddom hyppigst under Benævnelsen Aggja (Aija eller Aije), Bedstefader, Agjek, den lille Bedstefader, Udtryk, der ligeledes betegne den Agtelse og Ærefrygt, man følte for Tordenens Gud; thi Aggja og Ačče, Bedstefader og Fader, er den største Hæderstitel, som Lappen ved at benytte til meget værdige Personer[2]. De samme Udtryk af Ærefrygt bruges ogsaa i Tyrkisk, Mongolsk, Mandshuisk og fl. Sprog. Samojederne betitle ofte sin Num med ildja eller ildscha, Bedstefader. Finnerne vise sin Ærefrygt for Tordenguden ved Udtryk som isä, Fader, i säinen, lille Fader, taatto, Fader, vanha taatto, (Kalev. 12, v. 280), gamle Fader. Esterne bruge Udtrykkene: vanna issä, vanna taat. Selv Svenskerne bruge endnu den Dag idag om Tordenen Udtrykket: "Godgubben, Gofar."

Efter denne foreløbige Redegjørelse staar tilbage at paavise, hvilke Forestillinger Lapperne gjorde sig om denne Guddom, hvem de tillagde saa mange Navne.

Diermes eller, som han hyppigst benævnes, Hora-gales var — efter Jessen — "en af Lappernes ældste og mest ærede Guder," og han findes derfor ogsaa aftegnet paa alle Runebomme. Han havde, som alle lappiske Guder, en bestemt Bopæl og sættes af nogle Noaider høit oppe i Himmelen, f. Ex. paa Runebom No. 1, hvor han er aftegnet i Menneskeskikkelse, ovenfor Afdelingen No. 9, "et Rum, der adskilte Himmelen fra Jorden." Paa No. 5 findes han ligeledes i øverste Rum under Navnet Diermes og forsynet med sit sædvanlige Redskab, en Korshammer. Andre Noaider satte ham i den "midterste Luftegn," saaledes paa Runebom No. 2. Fig. 6, hvor han er aftegnet paa en af Solens Straaler, ledsaget af sin Hund, Bjørnen. Paa No. 7 og No. 9 er han blot betegnet ved to Dobbelthammere, lagte i Kors.

Horagales raadede "ikke alene over Torden og Lynild, men ogsaa over Regnbuen, over Veir og Vind, over Havet og Vandene, samt over Menneskets Ve og Vel, Liv og Sundhed." Som Herre over Veir og Vind kunde Horagales naturligvis ogsaa "befordre Græsvæxt og derved tillige Rensdyrenes Trivsel." Han aftegnes derfor ogsaa (Runeb. No. 2. Fig. 6) paa en af Solens Straaler med et Rensdyrhorn, Frugtbarhedens Tegn, over sit Hoved. Paa Runeb. No. 1. Fig. 1 har han "en Slægge i den ene Haand og en Krydshammer i den anden. Med den ene Hammer udsendte han Torden og Lynild, og med den anden drev han Tordenen tilbage igjen, at den ikke skulde skade enten Lapperne eller deres Dyr, som gik blottede for hans Magt ude paa de aabne og bare Fjelde[3]." "Noaiderne paastode, at de ved sine Runesange og Slag paa Runebommen eller ved Offer kunde slippe Tordenguden løs[4]." Sandsynligvis har Noaiderne indbildt Mængden, at Tordenguden i Almindelighed var bunden, men at det naturligvis stod i deres Magt baade at løse og igjen at binde ham. Naar Tordenguden ved Noaidernes Hjælp blev sluppen løs, skede dette "dels for at befri Kvæg, der var blevet forhexet, dels for at modarbeide dem, som vilde gjøre Ondt, eller skaffe sig Hævn over Folk, med hvem de levede i Uvenskab. Men, dersom Horagales kom løs og ikke formaaede at skade den, mod hvem han var udsendt, idet han nemlig blev endnu stærkere paavirket af en anden Noaide, da vendte han sig ofte imod den Noaide, som havde sluppet ham løs, og gik ham haardt paa Klingen[5]." Foruden Hammeren, som – efter Scheffer – i svensk Lapmarken kaldtes Ajeke veččera, Bedstefaders Hammer, brugte Horagales ogsaa Regnbuen som Vaaben og udskjød med den Pile og dræbte onde Aander. Regnbuen kaldtes derfor, som allerede bemærket, Diermes davgge eller Ajeke davgge, Bedstefaders Bue, eller Bajan davgge, da Bajan (finsk paja, Bulder) i den finmarkske Dialekt ogsaa betyder Torden.

Horagales beskyttede ogsaa Noaiden, naar hans Legeme laa besvimet, medens hans Aand for hen til Jabmi aibmo eller de Dødes Rige. Under denne Forretning "lurede nemlig Djævelen og onde Aander paa Noaiden, men Horagales’s Hund Starbo, (der paa Runeb. No. 2. Fig. 7 staar aftegnet ved hans Side), holdt Vagt ved Legemet. Den holdt Djævelen og hans Engle borte fra Legemet, knurrede og bjæffede saaledes, at Tordengudens Tjener vaagnede og gik hen til Ačče-kaš, Tordenguden selv, som da med sin Hammer slog saaledes paa Djævle og Trolde, at de ikke kunde hindre Noaidens Aand fra at komme tilbage til Legemet, ei heller slæbe dette bort eller tilføie det nogen Skade[6]."

Til Horagales maatte intet Hundyr og heller ikke noget kastreret Handyr ofres. En Hane findes derfor paa Runeb. No. 1 og en Renoxe, (som efter Nærø-Manuskriptet kaldes sarwa-værro, af sarves, Renoxe, og værro, Skat, Offer), paa No. 3 og 5 aftegnede oppe i de øverste Guders Rum som de Dyr, der især ofredes til disse. Ingen Kvinde maatte nyde det ringeste af Offeret til Horagales. "Til Ære for Horagales," siger Nærø-Manuskriptets Forfatter, "pleiede Lapperne, ligesom Nordmændene til Ære for Thor, at betegne sine Døre om Juleaften med et Kors, at krydse med Kniv over en Kande Øl eller et Glas Brændevin og ikke at oplade Laaget paa en fuld Smørkande, uden at gjøre et Kors derover med Kniven. De tænke hermed ikke paa Jesu Kors, men paa Horagales’s Hammer, som han holder i Haanden, og som er gjort som et Kors." "Da Lapperne efter sin Overbevisning" siger Jessen, "havde Horagales at takke for sine Rensdyrs Ophold og Varetægt, følgelig for al sin Rigdom, saa kunde det hænde at Enkelte ved de mange og anselige Ofre, de bragte ham, satte største Delen af sine Midler til og bleve bragte til Betlerstaven." Hvad der forud er anført med Hensyn til Lappernes Begreber om Horagales er i alt Væsentligt overensstemmende med Finnernes Forestilling om Ukko og Esternes om Tara. Ligesom Horagales var Ibmel’s nærmeste Efterfølger, saaledes var Ukko i Finnernes Gudsdyrkelse Jumala’s nærmeste Stedfortræder.

Ukko betyder i det finske Sprog: 1) gammel Mand, Olding, 2) Farfader, 3) Torden— og er beslægtet med den lappiske Benævnelse Aggja, Farfader[7] Ukko er saaledes egentlig et Epithet, hvorfor det i Kalevala ogsaa tillægges andre Guder; men i Almindelighed bruges det dog om Tordenguden og som en personlig Benævnelse for denne, ligesom Aggja i svensk Lapmarken for den lappiske Tordengud. Ukko var (taivahan jumala) Himmelens Gud og (almojen jumala) Luftens Behersker. Han havde sit Sæde paa en Sky (pilven päälinen jumala) og var (pilvien pitäjä) Skyernes Behersker. Han skildres forøvrigt som en vel udrustet og vel bevæbnet Mand. Regnbuen var et af hans Vaaben og hedder derfor Ukon kaari, Tordenbue. Hans Pile vare af glødende Kobber. Han havde et - (tulinen miekka) – Ildsværd og dertil ogsaa en Hammer. Om hans Familie nævne Runerne Intet; heller ikke Lapperne vide Noget at fortælle om Horagales’s Familie. Som Himmelens og Luftens Behersker havde Ukko efter Finnernes Forestilling naturligvis ogsaa Magt over Lynild og Torden. Hvorledes han frembragte denne Lyd, vide Runerne ikke at forklare, medens Esterne derimod, at dømme efter Udtrykket: vanna issa huäb, Gamlefader raaber, synes at have staaet i den Tro, at Lynilden frembragtes ved Ukko’s mægtige Raab. Lynild frembragtes, hvergang Ukko slog Ild, naar det blev for mørkt i hans himmelske Bolig[8]. Da Ukko herskede over Vind og Veir, Sne, Regn og Hagel, havde han naturligvis ogsaa en mægtig Indflydelse paa Vegetationen. Han blev derfor hyppigst anraabt for at fremme Sædens Væxt, og Offer bragtes ham især om Vaaren.


Fodnoter

  1. Castrén. Pag. 50.
  2. Lapperne vise ogsaa Bjørnen den Agtelse, at de sjelden ligefrem kalde ham guofča, Bjørn, men aggja, Bedstefader, ligesom Finnerne bruge ukkoiseni, min kjære Gamle, Ostjakerne jig, og Jakuterne ässä, Bedstefader.
  3. Nærø-Manuskriptet.
  4. Jessen. Pag. 20.
  5. Jessen. Pag. 20.
  6. Hammonds Missionshistorie Pag. 438.
  7. Magyar. agg, Olding. Jakut. aga, Fader. Østtyrk. aga el. aka, ældre Broder, Far- eller Mor-Broder. Mongolsk: aka, acha, ældre Broder, Herre.
  8. Castrén. Pag. 39 og fl.