Digtningen (FJ 1907)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den islandske litteraturs historie
Heimskringla Reprint
tilligemed den oldnorske
af
Finnur Jónsson
1907
Tredje tidsrum, 1300–1400
Af digternavne er der ikke mange. Arngrímr abbed — der senere vil blive nævnt som sagaforfatter — digtede en drape om biskop Gudmund, der så at sige er det 14. årh.s. yndlings-helgen på Island; den er forfattet 1345, hrynhend og på 60 vers; den handler især om bispens jærtegn, er altså et helgenkvad. Den störste digter i tidsrummet er Eysteinn Ásgrímsson. Ved år 1343 var han munk i Tykkvebökloster; der haves en legendeagtig fortælling om hans opsætsighed mod og forhold til hans abbed; Eystein siges at have været i fængsel og dér skal han have digtet sit berömte kvad; dette er sikkert en fabel; men der antydes vistnok her et virkeligt træk af Eysteins karakter; han var en stridbar og kraftig mand. Senere havde han stridigheder med biskop Gyrd, til hvem han i årene 1353-54 var stærkt knyttet som ledsager på hans visitatser. 1355 rejste de bægge til Norge og her blev Eystein optaget i Elgesæterkloster ved Nidaros; han vendte 2 år efter tilbage som visitator og viste nu en strænghed, der ikke indbragte ham nogen folkeyndest; da blev han og biskoppen også uvenner; denne lyste ham endogså i band, medens Eystein til gengæld stævnede ham for ærkebispen i Norge. 1360 rejste Eystein atter til Norge, men fik en hård overfart, kom med nød og næppe syg og medtagen til Elgesæter og døde der kort efter, 1361. Af Eysteins digte kendes så at sige kun hans Lilja, en drape på 100 vers, forfattet i hrynhent. Digtets indhold er der i og for sig intet særlig mærkeligt ved; det består af en fremstilling af verdens og menneskenes skabelse, syndefaldet, Kristi fødsel, gærning og korsfæstelse, nedfart til dødens rige, opstandelse, himmelfart osv. Det er på en måde et sagadigt. Men den sidste fjærdedel af digtet er digterens egne betragtninger over synd og fortabelse, lovprisning af jomfru Maria og anråbelse af hende. For så vidt kan digtet kaldes et Mariadigt. Hvad der har gjort dette digt så berömt vil enhver læser deraf straks forstå. Det er for det første digterens brændende tro og hans hellige lidenskabs varme inderlighed i forbindelse med hans naive barnlighed, der gör hans fremstilling så tiltalende menneskelig for alle tider. Dernæst forstår digteren at indrette sin fremstilling efter indholdet, snart höjtidelig-alvorlig, snart fornöjelig-skælmsk (f. eks. i omtalen af djævelen, hvis misundelighed han forstår at skildre så pudsigt). Endelig er der forf.s veltalenhed, der aldrig bliver svulst, og hans beundringsværdige herredömme over sprog og versemål, hvis vanskeligheder, — og han forøger selv disse tit og ofte — han overvinder med den störste og mest graciöse lethed. Det hele er ham som en leg. Intet under, at digtet blev den katolske tids berömteste helgenkvad, »som alle vilde ønske de havde forfattet«. Efter reformationens indførelse forsøgte den lærde Arngrímur Jónsson at omdigte det til et luthersk digt, men forsøget var mere end mislykket. Rimeligvis er digtet forfattet under Eysteins Tykkveböophold omkr. 1340. Af Eystein anføres et halvvers i rimeversemål af spottende indhold om og til biskop Gyrd.
Endnu to digtere kendes fra 14. årh., lagmanden Einarr Gilsson (lagmand 1367-69) og Árni Jónsson, abbed i Munketværåkloster (1370 fif.), der bægge to digtede draper om biskop Gudmund. Af disse er Árni ubetinget den bedste; hans digt er langt livligere og mere veltalende end Einars, der er meget tört-prosaiske og overfyldte med omskrivninger. Desuden kendes Einar som den ældste rimedigter; jfr. nedenfor.
Foruden disse haves endel helgendraper og -digte, forfattede i det 14. årh. eller omkr. 1400. De handler dels — og de fleste — om jomfru Maria, dels om helgener (St. Peter, Andreas, Katharina, og fl.; et par samlingsdigte om helgener og hellige jomfruer; apostlenes mindebægerkvad og fl.). De fleste af disse digte er forfattede over prosaiske fremstillinger af jærtegn og helgensagaer, der følges temlig nöje. Der er ikke megen poesi i disse digte, tværtimod er de oftest törre og opfyldte af omskrivninger. Digternes tro mærkes naturligvis helt igennem, og enkelte könne strofer er der iblandt. Men til gengæld er digtene ofte lidet tiltalende ved at deres forfattere mener at være forpligtede til at bekende, at de er store syndere, der har sølet sig i alle verdens laster. Naturligvis er dette ikke at opfatte bogstaveligt, det er tomt skvalder. En af disse digtere (Katharinas) kalder sig »Vitulus« (ɔ: Kálfr); det er vistnok samme mand som den, der digtede Völsungsrímur.
Af verdslig digtning er der, foruden rimerne, ikke meget at nævne. Præsten Þormóðr Óláfsson (i den første halvdel af det 14. årh.) digtede et par kvad om Arón Hjörleifsson (se s. 324), hvoraf nogle vers haves, samt et vers om Gunnarr, der anføres i et hdskr. af Njála. — I de senere sagaer som Grettiss. og især Harðars. findes vers, der ikke er ældre, men de er uden videre betydning. Fremdeles findes der vers i de helt opdigtede sagaer som Krókarefss., Þórðars. hreðu, og især i Viglundars. Her findes en hel del, ret könne vers, de fleste tillagte Víglundr, alle i anledning af hans kærlighed til Ketilríðr; de er simple i form og tiltalende ved deres noget sentimentale, romantiske elskovsfølelse.
Endelig kan nævnes oversættelsen af det moraliserende digt Catonis disticha, hvis tilværelse kendes på Island allerede i det 12. årh. Oversættelsen af digtet, kaldt Hugsvinnsmál, er affattet i ljóðaháttr, træffende og kærnefuld, ikke uden mange genklange fra Hávamál. Det er muligt, at digtet er noget ældre og at det bör henføres til det 13. årh.
Rímur-digtningen. För end i det 14. årh. findes ingen antydning af denne digtning, der består i at en enkelt historisk begivenhed eller en saga eller et afsnit af en sådan omsattes på vers af en særlig form. Hvert vers bestod oprindelig af 4 linjer på 7 og 6 stavelser (l. 1 og 3 på 7, d. v. s. 3 trokæiske ord plus én stavelse, l. 2 og 4 på 6, d. v. s. 3 trokæiske ord); hvert linjepar forbandtes med bogstavrim på den gamle vis; der var ingen indrim, men slutningsrim, og disse stilledes krydsvis, l. 1 rimede med l. 3, l. 2 med l. 4; dette var det nye, der indførtes; slutningsrim var jo velkendte fra ældre tider, men de stod da altid i to på hinanden følgende linjer. Dette nye vers på 4 linjer, der rimer krydsvis, er uden tvivl en efterligning eller lån fra den middelalderlige evropæiske kirkesang og -digte; versemålet er velkendt vidt omkring udenfor Island. Dette kaldte man nu rím, hvilket i denne betydning ikke er klassisk islandsk, men tysk-dansk låneord. Et i et sådant versemål affattet hele kaldtes en ríma; oprindelig digtedes kun ét sådant digt, men hvis æmnet var omfangsrigt, fandt man det hensigtsmæssigt at dele det (i lighed med prosaens kapitler); således opstod flere sammenhængende digte eller afsnit; tilsammen blev de kaldt rímur (i flertal) eller rímnaflokkr. Ligesom tidligere for de ældre versemåls vedkommende udvikledes der nu ved forskellige midler en hel hærskare af versemål. L. 2 og 4 kunde forkortes; l. 1 og 2 kunde sammendrages til én, så at der opstod et 3-linjet versemål, hvor alle linjer kunde rime, eller også kun de to sidste. Endvidere kunde der indsættes indrim, foruden slutningsrim, og dette skete på mange måder og med mange afvekslinger. Der opstod således en mængde versemål, men i begyndelsen var de for det meste simple. Man mente, det lød könnere, når hver rime havde sit versemål; det lød da mindre ensformigt. Oprindelig var også denne afveksling imidlertid ringe. Hvad indholdet angår, var det som oftest ligefrem en sagas, der temlig mekanisk omsattes på vers uden nogen selvstændig behandling deraf i øvrigt, udover det som verset krævede; en vis forkortelse eller sammendragning lå i reglen i sagens natur. I begyndelsen af en rime og i dens slutning findes enkelte udtalelser af digteren selv (i reglen blot indeholdende, at nu begynder en rime [på ny], at nu er den ude eller lign.). Disse subjektive bemærkninger i rimens begyndelse bliver i tidens løb udvidede og får da et særligt indhold. De bliver til særlige smådigte af lyrisk art, idet digteren deri udtaler sig om sig selv og sit forhold til kvinderne; det bliver halverotiske småsange; og de får et specielt navn: mansöngr (kvindesang). I reglen er disse digte beklagelse af, at digteren er bleven gammel, han nyder ikke kvindernes gunst som tidligere og er i det hele en ulykkelig skabning; det er etslags »verdens-smærte«, der her undertiden ikke uden selvironi fremtræder, men disse sange bliver hurtig stereotype og uden virkeligt grundlag; de skulde høre til og de skulde være af den art. I enkelte tilfælde var disse indledningssange dog af et helt andet indhold, men navnet brugtes ligefuldt om dem. At udviklingen af disse sange hænger sammen med at rimerne benyttedes som dansekvad, er meget muligt. De blev ikke just sungne, men reciterede i en ejendommelig rytmisk tone, der er nær beslægtet med sang; det kaldtes at »kvæde«; efter denne rytmisk-bevægede fremsigelse dansedes folkedanse; rimerne kaldes ofte i overensstemmelse dermed ligefrem »danse« (jfr. de færøske folkedanse og de dertil benyttede sange, der også kaldes rimer). De benyttedes ligeledes udenfor dansen til underholdning for hele gårdens befolkning, idet den »kvædende« om aftenen fremsagde dem medens alle de andre var beskæftigede med deres hjemlige arbejde (uldarbejde og desl.). Der er ingen tvivl om den store underholdningsævne, denne recitation har haft; den har været i brug på Island til de seneste tider, og rokken har uden tvivl mangen gang drejet sig hurtigere netop på grund af rytmernes fremskyndende kraft og takt. Professionelle »kvædere« omtales hos enkelte stormænd.
De ovenfor anførte ejendommeligheder, versemålenes afveksling og mansangenes længde, afgiver gode kriterier for bedömmelsen af de enkelte rimer; jo mere der er af den slags, desto yngre er de og omvendt.
Sproget i disse rimer er af overordenlig vigtighed, fordi det nærmer sig meget det daglige sprog og fordi der ellers er så lidet der haves fra denne periode af skreven litteratur. Der findes en del fremmede ord deri, men de forsvinder senere så godt som alle, eller de beholdes og får da noget ændret betydning. I det hele og store er sprogets kvantitet endnu den samme som för, men de rimer, der findes för c. 1500 er ikke alle ens i så henseende; man finder overgange fra et ældre til et yngre stadium, netop overgangen til yngre islandsk. Dette er et vigtigt kriterium m. h. t. de enkelte rimers alder. Hvad selve skjaldesproget angår, kenninger og enkeltbenævnelser, er de formelt som tidligere, men de er nu fuldstændig skablonmæssige, på mange punkter mærkes også en for vidt dreven substitution, og de er langt fra helt naturlige. Af de enkelte led og ord ses, at digterne har benyttet afskrifter af Snorres Edda og navneremser, hvor ordene ofte var meget forvanskede, og disse forvanskede ord går så igen hos rimedigterne. Ligesom de gamle skjalde var dygtige i alt hvad form og versemål angik, således også rimedigterne. I reglen er deres versifikatoriske ævne og herredömme over sproget ligefrem beundringsværdig.
Foruden den sproglige betydning har rimerne også en kulturhistorisk og især litterærhistorisk, idet de tit og ofte opviser en bedre tekst af de til grund liggende sagaer end disse selv i deres nuværende form.
De kan inddeles i klasser efter deres indhold. Nogle få handler om mytisk-sagnhistoriske eller virkelig historiske æmner. De fleste er byggede over de uhistoriske og de rent opdigtede sagaer og æventyr; heri viser sig et udslag af tidens smag og interesser.
Af mytisk-sagnhistorisk indhold er Lokrur, Þrymlur. Griplur, Völsungsrímur. Lokrur — således kaldt efter Udgårdsloke — behandler Tors bekendte færd til Udgårdsloke efter Gylfaginning, med en kort indledning om guderne. Fire rimer alle i samme versemål (det ældste) og så godt som uden mansange. — Þrymlur beror på det gamle Eddadigt om Trym og Tors brudefærd til Jætternes verden. Her findes meget morsomme skildringer, selvstændige tildigtninger og humoristiske overdrivelser. — Griplur er en parafrase af den gamle Hromund Gripssons saga; jfr. foran s. 333. Rimerne (6) er digtede i forskellige versemål og med længere, ret interessante mansange. Ved deres indhold er særlig disse rimer af betydning, da man dér får sagnet om Helge haddingjaskate og hans valkyrie renest (jfr. ovf. s. 63). — Völsungsrímur (6) er en parafrase af de første 8 kapitler af Völsungasaga, men med en indledning om Odin og aserne og deres indvandring efter Snorra Edda. Disse rimer afviger fra sagaens nuværende form på forskellige punkter. Der findes dog enkelte tildigtninger af forf., der kalder sig Vitulus og er formentlig identisk med Katrínardrápas digter.
Rimer med historisk indhold er Grettisrímur (8) over et afsnit i Grettirs liv efter sagaen, der følges temlig nöje. — Skáldhelgarimur (7) om skjalden Skáldhelgi (i det 11. årh.) og hans ulykkelige elskov, hans rejse til og ophold i Grönland, hvor han døde. De beror på en tabt saga, og er således af stor betydning. De er noget sentimentale efter tidens smag, men godt digtede og indeholder afsnit af ikke ringe virkning, foruden at de belyser livet i Grönland på en vistnok tilforladelig måde. — Så er der et par rimer over afsnit i Olaf Tryggvasons liv, Óláfsrímur tildels dog af uhistorisk art (Olaf og Indride ilbreiðr). Om Olaf d. hellige haves Óláfsríma om Stiklestadslaget efter sagaen. Til denne rima knytter sig den interesse, at den er den ældste, der kendes, og at man ved, at den er forfattet af den ovenfor nævnte lagmand Einarr Gilsson. Her er ingen mansang. I øvrigt er rima'en i poetisk henseende ikke betydende rent historisk som den er og af samme art som Einars øvrige digte. — Endelig er der Þrændlur, eller rimer om Trånd i Gata og Sigmund Brestisson (10 ialt), en parafrase af en del af Færeyingasaga; begyndelsen mangler. Rimerne er ikke uvigtige for sagaens tekst, da denne nu ikke findes helt i dens oprindelige skikkelse (i sagaen om Olaf Tryggvason og Olaf d. hellige).
Særlig fortjæner Skíðaríma at omtales. Der er kun én rime, men på godt og vel 200 vers, og med en mansang. Hovedpersonen er en betler, Skíði nordmand; det er en virkelig person, som skal have levet i 12. årh., det er ham, der sigtes til et steds i Sturlusaga; en dröm han skal have haft er i en annal årsfæstet. Denne dröm er rimens indhold. Først fortælles der om Skides rejse fra vestfjordene; han kommer bl. a. til Sturla og bliver godt modtagen, d. v. s. får mad og andet, som en omstrejfende betler trængte til. Han rejser videre til Hitardal til Torleif beiskalde; her får han plads blandt andet rak og ingen gæstfrihed vises der ham; sin egen mad må han fortære. Hans udseende beskrives nöje, ligesom også hans udstyr, hvoriblandt »Smörsvinet« (et kunstfærdigt dværgearbejde) indtog en fremragende plads. Efter at have spist lægger han sig ned i en krogbænk og falder i sövn, men glemmer at korse sig først. Følgen udebliver ikke; den er hans dröm. Asator viser sig for ham og siger at Odin beder ham komme til Valhal for at dömme imellem Högne og Hedin; denne vilde jo ægte Högnes datter mod hans vilje. Humoristisk skildres nu rejsen til Asien, til Valhal. Efter at de er ankomne er Odins første spörgsmål, om der på Island er större personligheder end Skide selv; han vil ikke nægte det, at der er store mænd der, men han føler sig åbenbart selv som en af de störste. Han har af Tor fået oplysninger om flere af Valhals kæmper og lader nu som han er hjemme. Af Odin får han lov til at få smör i sit svin, men den nærige Freyja (Odins hustru) vil ikke rigtig af med det, samt en jærnring på sin store stav. Striden mellem Högne og Hedin bilægger han ganske sindrigt ved — selv at ville ægte Hilde, og det sker: »Skide strakte sin skidne hånd ud, han skulde fæste Hilde; Odin gav ham Indieland, og alt hvad han ønske vilde«. Det var höjdepunktet, men så kom også katastrofen. Skide kom uforvarende gentagne gange til at nævne guds navn, og det kunde ikke gå an. Heimdal blev endelig så vred, at han slog Skide med sit horn; og dette gav signalet til en kamp over hele linjen. Denne beskrives ganske i overensstemmelse med de uhistoriske sagaers overdrivelser og uhyrligheder, vældige sår og hug omtales, og alle de berömteste kæmper deltager i slagsmålet. Skide kæmper selv som en løve med sin stav, indtil Sigurd fåvnesbane tog ham og smed ham ud. Men smörsvinet var blevet tilbage; Skide anråber Sigurd om at kaste det ud til ham; det gör Sigurd, men det ramte Skide i brystet og derved vågnede han — »da var han hjemme i Hitardal«, midt i den gamle elendighed; men drömmen var sand; Skide havde en tand af Fáfnir og i svinet var der ældgammelt smör, som ingen turde spise, undt. hundene, men de døde også deraf. Skide lå længe syg, men en helbredelse stilles ham i udsigt, hvis han vil holde op med at bande og vil vandfaste — sikkert to ting, han mindst af alt var i stand til. Rimen er et mesterværk, enestående i sin art, original som den er og visende Islændernes humoristiske sans. Først og fremmest er Skide lyslevende truffen som den grove tølper og uforskammede ædedolk, der kun vurderer menneskene efter den gæstfrihed, han selv nyder; han er et pragteksemplar af de mange omflakkende personer, der hærgede landet da og senere. Hans tale og fagter — alt er lige ægte og udmærket psykologisk. At tænke sig denne person hensat mellem oldtidens berömteste helte hos selve overguden Odin, der behandler ham næsten som en ligestillet — og alt i drömmens romantisk-mystiske skær. »Maurer [der udgav rimen med en fortræffelig indledning] har udviklet, hvorledes rimen stadig svinger mellem den ramme virkelighed og drömmens skinherlighed og skyggebilleder, mellem det jordisk-trivielle og det overjordisk-romantiske«. Efter æmnet er sprog og fremstilling på den mest glimrende måde afpasset. Forf. har kendt en mængde fabelsagaer, læste eller hørte; gennem hans fremstilling lyder en ironisk tone, men den er næppe fuldt bevidst; ligefrem at göre nar ad folks almindelige læsning og interesser har næppe været forf.s mening, og det er næppe tvivlsomt at han selv har benyttet disse sagaer til at digte rimer over. Forf. kaldes Sigurd eller Einar fostre; det første er mulig det rigtigste; og han siges at have været »underholdningsmand« hos hövdingen Björn Jorsalfar (d. 1415); han siges at have skullet underholde folk 3 gange om ugen; rimen slutter med ordene: »her skal digtet vænte til på söndag«; det er altså dermed han har villet underholde næste söndag aften, efter at rimen var færdig; rimeligvis har den aften været ualmindelig lystig og mange smil spillet på tilhørernes læber.
Rimer over opdigtede sagaer om islandske personer er Krókarefsrímur over sagaen om Krókarefr (se nedenf.); de er temlig nye i forhold til de andre. Over endel fornaldarsagaer haves rimer som Friðþjófsrímur, Sturlaugsrímur, Bósarímur, Hjálmtérs r. ok Ölvis, Bjarkarímur og fl. De er ofte meget vigtige for sagaens oprindelige form og tekst.
Over romantiske sagaer og æmner, der er af fremmed oprindelse, findes ikke så få; riddararímur har man kaldt disse. Der er Skikkjurímur over Möttulss., Geiplur over Karlamagnuss.s 7. afsnit, Landrésrímur over det 2. afsnit, Herburtsrímur over et afsnit af Didrikssaga, Konráðsrímur over Konráðss. og endel flere. Endelig er der rene æventyrrimer over de sidst opdigtede sagaer og lign. Hertil hører bl. a. Vergilesrímur, hvis indhold er meget grovkornet (strid mellem en kongedatter og troldmanden Vergilius).
