Drabet på ærkebiskop Thomas Becket

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Helgensagaer

Drabet på ærkebiskop Thomas Becket

fra Thomas saga erkibyskups hin ellri

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2024

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Thomas saga erkibyskups, Christiania, 1869

---

— —

XVII

Thomas Beckets død
fra et håndskrift fra ca. 1250  

Da Guds mand nu ser, at hans levetid snart er til ende, sådan som hans fjender svinger deres sværd over hans hoved og er så vrede og gale, at de minder mere om grusomme, uforstandige dyr end om mennesker, da vender han sig mod alteret, som er ved siden af ham, og bøjer sit hellige hoved mod alteret, mens han siger disse sidste ord: »Jeg giver mig i hænderne på Gud og den salige Maria og denne hellige kirkes beskyttere og den salige Dionysius, Guds blodvidne.«

Da han har sagt dette, springer en af ridderne frem, som på denne vis agter at skaffe sig rigdom og berømmelse med sin duelighed ved at være den første til at træffe ærkebiskoppen i hovedet med sit sværd, og hugger efter ham af alle kræfter. Og ham den signede retter hovedet frem. Sværdet rammer først en klerk på armen, og han får et stort sår. Men han stod under Guds beskyttelse, og det vides, hvem han var, for han hed Edvard Grim fra borgen Canterbury. Men da denne klerk mærker, at han er såret, trækker han i en fart armen til sig, for han véd, at han ikke vil kunne bære hårde hug. Derfor træffer hugget ærkebiskoppens hoved, men det forårsager mindre skade, fordi klerken har afbødet det meste. Men da ærkebiskoppen dog bliver såret af dette hug, begynder blodet at løbe ned i øjnene og ansigtet på ham.

Og han, som havde ført hugget, råber straks højt til sine fæller: »Hug, hug!« siger han. Og da alle, som er i færd med at bede, hører dette, flygter de straks for at redde sig, ikke helt uligt det, som evangeliet fortæller: »Jeg skal slå hyrden ned, og da vil fårene i flokken spredes.« Det er ikke nogen lille frygt, Gud lader ramme alle dem, der er til stede ved denne forfærdelige begivenhed, men snarere en så stor, at hver og en ellers urokkelig mand må fyldes med gru og rædsel derved.

Og da den omtalte klerk frygter at blive såret yderligere, trækker han sig tilbage til det alter, der er i nærheden, og hvortil mange af brødrene er flygtet i rædsel, men han véd ikke, hvem det er, der har såret ham. Men til vidnesbyrd om, hvem der sårede klerken, har vi det, som Vilhelm af Tracy siden fortalte sine fæller efter ærkebiskoppens død — nemlig at han havde hugget hånden af John af Salisbury — da de talte sammen om denne stygge gerning, og om hvordan de hver især havde skadet Guds mand, mens de roste sig af deres ugudelige forbrydelse i borgen Saltwood, hvor de, som det blev fortalt, også lod sig beværte før hans død.

En af brødrene, som af sin godvilje og med smertende hjerte går tilbage til den kære fader, får et hug i hovedet. Men fordi det, den hellige mand bad om, blev ham tilstået — nemlig at ingen af hans folk på nær ham selv skulle blive dræbt — bliver denne mand ramt af sværdets flade side, så det svimler for ham.

Da han fik det første hug, faldt den signede Thomas på knæ, idet han overgav sig til Gud. Og med hænderne foldet foran sig rettede han blikket mod himlen, sådan som gode mennesker beder til Gud, idet han på denne vis gav sig selv som en levende offergave til Gud foran det hellige alter i domkirken. Og mens han står sådan med hovedet bøjet og afventer det næste hug, springer den anden ridder frem og giver ham endnu et hug i hovedet. Og da han får dette sår, falder han forover og ligger på gulvet med udstrakt legeme og med ansigtet nedad som til bøn. I det samme springer den tredje ridder frem, mens han hugger ærkebiskoppen i hovedet på den måde, at han svinger sværdet og kapper en stor del af issen af ham og dermed gør det første sår større. Den fjerde ridder bliver en tid opildnet af en af de andre og stærkt tilskyndet til ikke at udsætte hugget længere, så han springer frem, idet han svinger sværdet af alle kræfter og hugger så hårdt i det samme sår, som de andre allerede har hugget, at sværdet træffer marmorgulvet og brister i to dele; spidsen lander på gulvet, og han kaster den anden del hen til den, og således ligger begge dele tilbage til minde for klerkene og kirken.

Med hensyn til hvad dette sværdbrud betyder, så mener gode og forstandige mennesker, at det skal udlægges som enden på denne fjendtlige magt, som kirkens uvenner havde opnået, forårsaget af denne Guds herlige og kære vens død og blodsudgydelse.

Men uagtet hvor slemt et værk, der måtte vække Guds vrede, disse folk havde udsat Guds mand for, da lod han, der angreb ham sidst, sig dog ikke nøje, men han gør tilmed også dette, hvilket er uhørt og frygteligt at fortælle om: Han støder sværdet ned i det hellige hoved, hvor en stor del af hjerneskallen allerede er kappet af, og mens ærkebiskoppen ligger død foran ham, rører han med sværdet, som snart skal helbrede mange mennesker, rundt i den hellige hjerne i hovedet og spreder den med djævelsk vanvid og hadsk vrede ud over kirkegulvet, mens han råber højt til sine forbryderiske kumpaner: »Han er død. Lad os komme væk hurtigst muligt!«

Af disse hans ord kan man forstå, at de havde frygtet, at nogle magtfulde mænd, riddere, ærkebiskoppens frænder eller fæller ville have været til stede ved denne uhørte gerning, som de havde begået, og ønskede at hævne deres herre og høvding.

Og da de, som var villige til at angribe denne Guds kære ven, har fuldført alt efter deres ønske, da går de højrøstede ud af kirken, mens de råber sejrsråb på samme måde, som folk gør efter en stor strid, såfremt de vinder en smuk sejr i kamp. Med denne slags ord råber de til hinanden og siger: »Kongelige riddere, kongelige riddere!« Men andre gør nar og skæmter, mens de siger: »Han ville være konge, og han ville være mere end konge. Nu er han konge, nu er han konge.« Og de gjorde sig i dette lig dem, der hånede selveste Gud, dengang han hang på korset, og klandrede ham for at kalde sig Guds søn.

De førnævnte fire riddere og deres forbryderiske følge er knap kommet ud af kirken, før en af dem vender tilbage, idet han har mistanke om, at ærkebiskoppen endnu ikke er død. Han går hen og kigger på det hellige lig og efterprøver, om han er helt død. Og da han kan se, at ærkebiskoppen er ganske livløs, råber han højt til sine fæller, at han i sandhed er død. Men ikke desto mindre støder han sværdet ned i ærkebiskoppens tomme hovedskal, mens han således i sin hensynsløse grusomhed nærer had til hans hellige legeme. Dette niddingsværk blev begået af Robert af Broch, den samme mand, vi nævnte tidligere, som stammede fra en slægtsgren, hvor alle var onde og fordærvede. Han ville gøre sig lig Longinus, for han ville nu i sin gerning være den næste Longinus, men denne her var meget værre end den første. Hedningen stak spyddet i Herrens side, men han forbedrede sig siden og blev Guds ven og hans martyr. Men denne såkaldte kristne mand stak sit sværd i en kristen herres hjerneløse hoved og begik ved denne forbrydelse en langt større misgerning end dem, der kom til Vorherres kors for at brække hans ben, såfremt han hang levende på korset foran dem. Men da de fandt ham livløs, ville de på ingen måde gøre sig til niddinger på ham, når han var død.

Fra det første hug til det sidste, som denne Guds signede ven udholdt med vedvarende standhaftighed, indtil han mistede sit liv for kærligheden til Gud og kirkens sag, hørte ingen et ord fra hans mund; han hverken skreg eller stønnede, og det, som i særlig grad er forunderligt — fordi det strider mod naturen — er, at han hverken løftede sin hånd eller kastede klæder over sit hoved for at skærme sig mod de sværd, der sårede ham, men holdt sit hellige hoved bøjet og roligt under disse sværd, så længe han levede. Men efter han lod sit liv for kærligheden til Gud, faldt han forover, som det før blev fortalt, med udstrakt legeme som til bøn, og han bevægede hverken sine hænder eller fødder. Med sådanne pinsler, trængsler og kvaler drog denne signede kære ven af Gud med hæder og sejr fra dette forgængelige liv til det evige liv IIII. kalendas Januarii til from glæde for alle himmelske vogtere i deres evige fælles lykke.

Gud give, at han beder for os, sine syndige stakler, så længe, som vi har behov for det. Vi skal også bestandigt tjene ham trofast og dyrke ham værdigt med udelt kærlighed, således at han aldrig glemmer os. Amen.

---

Noter: