Første sagabrudstykke vedrørende Danmark

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kongesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 11

Første sagabrudstykke vedrørende Danmark

Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1829

1. Kapitel

Det fortælles, at der var en hellig Mand, ved Navn Arnulf, som først var Jarl i Saxland, men siden Erkebiskop. Hans Søn var Angenses, Hertug i Frakland, som havde Pippins Datter Begga tilægte; deres Søn hed Pippin; hans søn igjen var Keiser Karl den Store. Karl den Store var Konge over Frakland i fire og tredive Aar, og siden var han Keiser i tolv Aar. I hans Dage vare disse Stolkonger Mikael, Niceforus og Leo. Karl den Stores Dronning var Hildegarden; deres Søn var Lødver, som fulgte sin Fader i Regjeringen, og var Keiser i syv og tyve Aar; han legte eller lo aldrig. I den Tid da Karl den Store regjerede var der en Konge, ved Navn Godefred, som dræbte Frisernes Høvding Rørik, og paalagde Friserne Skat. Siden drog Karl den Store imod Godefred. Da blev Godefred dræbt af sine egne Folk, og hans Broder Heming udvalgt til Konge, og han rykkede videre med Hæren imod Kong Karl den Store, indtil de mødtes ved den Flod, som hedder Eyderen. Der indgik de Forlig, men Heming døde den følgende Vinter. Dernæst bleve Godefreds Frænder Sigrød og Ring Konger i Jylland. De trak begge Folk til sig, og holdt et stort Slag, som endtes med, at begge faldt. I dette Slag faldt ti tusinde otte hundrede og tresindstyve Mand. Da antog en Mand, ved Navn Harald Regjeringen, Efterat han havde været Konge i fem Aar, holdt han Slag med Godefreds søn Reinfred. I dette Slag gjorde Harald Løfte til Seier, hvis han overstod Slaget vel, da vilde han med hele sin Slægt lade sig døbe. Han seirede i Slaget, og drog kort efter med sin Kone, sin Broder Harek og en stor Mængde Danske til Kong Lødver, Karl den Stores Søn, som da var Keiser. Harald og hans Mænd bleve døbte i Meginzaborg i Pave Paschalis's Dage. Harald drog da tilbage til Danmark, fulgt af Biskop Ansgarius, som døbte mange Mennesker der i Landet. Harald døde af Sygdom, og hans Frænde Harek antog Regjeringen efter ham, og herskede over Jylland, indtil hans Morbroder Guttorm stred imod ham; da vare forløbne fra vor Herres Jesu Christi Fødsel otte hundrede og to og tresindstyve Aar; i det Slag, som de holdt, faldt de begge tilligemed hele Kongeslægten, som var med dem, undtagen en Dreng ved Navn Harek, som siden blev Konge. Biskop Ansgarius drog da igjen til Danmark til Harek, og døbte ham. Harek lod bygge en Kirke i Ribe, men Harald havde forud ladet een bygge i Hedeby. Biskop Ansgarius døde tre Aar efter Slaget imellem Harek og Guttorm. Det siges at Harek da forkastede Kristendommen, og døde kort derefter. Siden vare der igjen hedenske Konger, nemlig Sigfred og Halfdan. Rimbertus var Biskop efter Ansgarius. I hans Bispedømmes tolvte Aar døde Karl den Stores søn Keiser Lødver. Han efterlod sig fire Sønner, nemlig Lotarius, Lødver, Karl og Pippin. De skiftede Riget ligelig imellem sig, og Lotarius fik Rommerrige, Borgundien og Lotringen, Lødver Frakland og Kongenavn; Karl Valland, Pippin Aqvitanien. Da Rimbertus havde været tolv Aar Biskop, hærjede de Danske og Nordmændene paa det Land, som hedder Kærlingeland (1); men Lødver Lødversøn den Unge rykkede imod dem, og dræbte af deres Hær tretten tusinde; men fem Aar derefter døde Lødver, og i det Aar søgte de Danske og Nordmændene at hævne sig. De fore op ad Rinstrømmen, og brændte der alle Borge og Kirker paa begge Sider, og brugte Hovedkirken i Borgen Aqvisgranum til Hestestald. De brændte Køln og alle Borge langs op med Rin lige til Meginza. Da rykkede Lotarii Broder Karl med en Hær imod dem, de mødtes ved Maasstrømmen. I de Danskes Hær vare Kongerne Sigfred og Gudfred og Ragnar Lodbroks Sønner. De indgik Forlig med Keiseren, og lode sig døbe. Men kort efter brøde de hele Forliget, og hærjede paa Vester-Frakland lige til Parisborg, som de brændte. Arnald, som den Gang var Keiser, rykkede da imod dem med en stor Hær, og fældte ni hundrede Mand af dem, hvorefter den danske Hær standsede sin Fremgang; da vare forløbne fra vor Herres Fødsel ni hundrede Aar. Sytten Aar derefter blev Huno viet til Biskop i Bremen i Saxland. Det tolvte Aar derefter drog Henrik, som var den første Keiser af det Navn, til Danmark, og omvendte de Danske til Kristendommen baade med Overtalelser og Trudsler, og holdt ikke op, førend de lovede at antage den sande Tro. Derefter reiste Biskop Huno til Kong Frode, som da regjerede over Jylland, og døbte ham og hele Folket. Da opbyggedes igjen de Kirker, som vare blevne ødelagte i Hedeby og Ribe, og ligeledes een i Aarhuus. Derefter skikkede Kong Frode nogle Mænd til Romeborg, og lod efter Pave Agapeti Raad vie tre Biskopper til Jylland ; Heredus blev viet til Biskop i Hedeby, Libedagus til Biskop i Ribe, og Rimbrondus til Biskop i Aarhuus. Dette skete ni hundrede og otte og fyrre tyve Aar efter vor Herres Jesu Christi Fødsel, og i det tolvte Aar af Otto den Stores Regjering. I Kongefortegnelsen kom vi før fra, at Sigfred og Halfdan herskede over Danmark. Efter dem herskede over de Danske en Konge, som hed Helge. Han holdt et Slag med den svenske Konge Olaf, i hvilket han faldt, hvorefter Olaf regjerede længe over Danmark og Sverrig, og døde af Sygdom. Derefter bleve Gyrd og Knud Konger i Danmark.

2. Kapitel

Keiser Lødver Lødverson, Keiser Karl den Stores Sønnesøn, regjerede med sine Brødre i sex og tredive Aar. Derefter regjerede hans Søn Karl med sine Brødre, af hvilke den ene hed Karloman, den anden Lødver, i elleve Aar. I den Tid blev Island bebygget; da regjerede Gorm den Gamle over Danmark, og Harald Haarfager over Norge. Efter Karl Lødversøn regjerede Karlomans Søn Arnold i tolv Aar, saa Arnolds Søn Lødver i tolv Aar, saa Konrad Konradsøn i tolv Aar; han var den første af disse Keisere, som ikke nedstammede fra Keiser Karl den Store. Efter Konrad regjerede Henrik i atten Aar, dernæst hans Søn Otto den Store i otte og tredive Aar, saa hans søn Otto den Røde i ni Aar. I den Tid var Harald Gormsøn Konge i Danmark og Norge, og Hakon Lade-Jarl regjerede Norge under ham, som før blev berettet; da holdtes deres Venskab endnu vedlige. Hakon Jarl sendte Kong Harald i een Sommer tresindstyve Falke, men betalte ingen Skat, thi Kong Harald eftergav ham alle Skatterne i Norge til de fornødne Omkostninger med at værge Landet imod Gunhilds Sønner.

3. Kapitel

Saa siger den hellige Præst Beda i den Krønike, som han forfattede om Inddelingen af Landene paa Jorden, at det Eyland, som i Bøger kaldes Thyle, ligger saa langt i Verdens nordre Part, at der ikke kommer Dag om Vinteren, naar Natten er længst, og ikke Nat om Sommeren, naar Dagen er længst. Derfor troer man, at det er Island, som er kaldt Thyle, fordi der ere mange Steder paa dette Land, hvor Solen ikke sees om Vinteren, naar Dagen er kortest, en stor Deel af Vinteren, og en stor Deel af Sommeren skinner Solen paa mange Steder i Landet baade Nat og Dag. Men den hellige Præst Beda døde syv hundrede og fem og tredive Aar efter vor Herres Jesu Christi Fødsel, mere end hundrede Aar, førend Island blev bebygget af Nordmændene. Men førhen havde der været nogle Mænd, som Nordmændene kalde Papa; de have været Kristne, thi efter dem fandtes irske Bøger, Klokker og Krumstave og endnu flere Ting, hvoraf man kunde see, at de have været Kristne og ere komne fra Vesterlandene. Engelske Bøger mælde ogsaa, at der i den Tid har været faret imellem Landene.

4. Kapitel

Da Island blev fundet og bebygget var Adrianus Pave i Romeborg, og efter ham Johannes, som var den femte med det Navn i det apostoliske Sæde; og Lødver Lødversøn var Keiser nordenfor Fjeldet (2), og hans sønner Leo og Alexander over Miklegaard (3). Da var Harald Haarfager Konge over Norge, og Erik Emundsøn og hans søn Bjørn over Sverrig, Gorm den Gamle i Danmark, Kong Elfraad og hans søn Edvard i England, Kjarval i Dublin paa Irland, og Sigurd den Mægtige, Røgnvald Møre-Jarls Broder, Jarl paa Ørkenøerne.

5. Kapitel

Saa sige lærde Mænd, at fra Stat er syv halve Døgns Seilads til Horn paa Østkysten af Island; og fra Sneefjeldsnæs, hvor der er kortest til Grønland, to Døgns Seilads i Vest. Men hvis man seiler fra Bergen til Hvarf i Grønland lige i Vest, da maa man seile en Tylft søndenfor Island. Fra Reykenæs paa Sønderlandet af Island er fem halve Døgns Seilads lige i Sønder til Ølduhlaup paa Irland; men fra Langenæs paa Nordlandet af Island er to Døgns Seilads til Svalbarde ved Havbugten.

6. Kapitel - Her fortælles, hvorledes Island først er bleven fundet.

Det fortælles, at der vare nogle Mænd, som vilde seile fra Norge til Færøerne; man siger at det var en Viking, ved Navn Nad; men de dreve langt vester ud i Havet. De fandt der et stort Land; de landede paa Østkysten, og gik der op paa et høit Fjeld, og kunde ikke opdage noget Tegn til at Landet var beboet. De droge tilbage til Færøerne om Høsten. Han gav Landet Navn, og kaldte det Sneeland.

7. Kapitel

Der var en Mand, ved Navn Gardar Svavarsøn, svensk af Æt; han foer ud, for at opsøge Sneeland efter sin fremsynede Moders Anviisning. Hun kom til Landets østlige Kyst til det østre Horn, der var da en god Havn. Gardar seilede rundt omkring Landet, og vidste saaledes, at det var et Eyland. Han styrede ind i den Fjord, som hedder Skjalfande. Han lagde til Havn østfjords, opholdt sig der om Vinteren, og byggede sig et Huus; og derfor kaldes det Sted Husevig. Gardar drog til Norge, og roste meget landet, som da blev kaldt Gardarsholm. Gardar var Fader til Une, Roe Tunga-Godes (4) Fader.

8. Kapitel

Der var en stor Viking, ved Navn Floke Vigvardsøn, som drog ud, for at opsøge Gardarsholm. Han førte tre Ravne med sig. Han kom til Land i Vazfjord. Han gik op paa et høit Fjeld, og saae nord over Fjeldene en Fjord, fuld af Driviis ; derfor kaldte de Landet Island, hvilket Navn det siden har beholdt. Erik den Røde Thorvaldsøn var een af Landnamsmændene paa Sønderlandet. Denne Erik fandt Grønland efter Øndot Krages Anviisning, og for at Folk skulde være villigere til at nedsætte sig der, gav han Landet det Navn, som det siden har beholdt, at det skulde hedde Grønland. Hans Søn var Leif den Heldige, hvilket Tilnavn han fik, fordi han bjergede et Skibsmandskab midt i Havet. Disse Lande Island og Grønland ere, saavidt man kjender, de vestligste Lande, som ere bebyggede i denne Trediedeel af Verden.

9. Kapitel

Begyndelsen til alle paalidelige Frasagn i det nordiske Tungemaal gjøres med det, at Tyrker og Asiens Folk bebyggede Norden; og det er med Sandhed at sige, at det Tungemaal, som vi kalde nordisk, kom med dem her hid til Norden, og det Tungemaal gik over Saxland, Danmark og Sverrig, Norge og en Deel af England. Anføreren for dette Folk var Odin, en Søn af Thor. Han havde mange Sønner, og mange føre deres Slægtregistere op til ham. Han tildeelte sine sønner Lande, og gjorde dem til Høvdinger. Een af hans sønner hed Skjold; han antog Herredømmet over det Land, som nu hedder Danmark. Da bleve disse Lande, som Asiens Folk bebyggede, kaldte Godlande og Folket Godjod. Der bleve bestemte Grændser imellem Skjold og hans Broder Yngve-Frey, der beboede det Rige, som nu kaldes Sverrig. Odin og hans sønner vare meget vise og troldkyndige, smukke af Udseende og stærke af Kræfter. Ogsaa mange andre i deres Slægt besade sjelden Styrke og forskjellige Fuldkommenheder, og nogle af dem begyndte Folk at ofre til og troe paa og ansee for Guder. Skjold var meget berømt og havde et stort Rige under sig. I hans Regjering vare der frugtbare Aaringer og god Fred. Han havde en Søn, som fik Navnet Leif, fordi han efterlod (5) ham Land og Løsøre. I hans Dage herskede der saa god Landefred, at intet Drab skete i hans Regjering, og han fik derfor Navnet Fridleif. Han var en meget viis Mand. Hans Søn var Frode, som var saa viis og lærd, at enhver lærd Mand kaldes efter hans Navn den frode. I Frodes Dage var saa god Fred, at ingen vilde dræbe et Menneske, om han end saae sin Faders eller Broders Banemand bunden for sig. Da afskaffedes Ran og Tyverier, saa at en Guldring laae i mange Aar paa den alfare Vei over Jalangers Hede. Det er Folks Formening, at i den Tid, da Frode-Fred var, skal Augustus have været Keiser i Romeborg, han som gjorde Fred over hele Verden; da blev Christus født. Da Fredfrode regjerede, var der saa gode Aaringer, at Agrene saaede sig selv, og behøvede ikke at pløies imod Vinteren. Da fandtes alskens Malm i Jorden. Det skete et Aar, da Frode var gammel, at der kom store Tordendrøn og Lynilde; da forsvandt Solen af Himmelen, og Jorden skjalv, saa at Bjergene styrtede fra deres Sted; da kom Klipper op af Jorden, og alle Spaadomme forvildedes.

10. Kapitel

Hernæst skulle vi begive os til Asien og derfra imod Vesten, og berette, hvorledes Landene i Førstningen ere blevne bebyggede. Egypteland bebyggede først Mesraim, en søn af Kam Noasøn. Norden for Indieland ligger Kvenneland; der er ingen Mandfolk, hvoraf man maae slutte, at Kvinderne der have tvende Avlelemmer. Nær derved er Albanieland ; der fødes Folk saa hvide som Snee, men de blive sortere, eftersom de blive gamle; der ere ogsaa saa store og stærke Hunde, at de dræbe baade Oxer og Løver. I Asien ligger fremdeles Parcieland, som Assur, en Søn af Sem Noasøn, bebyggede. Der er ogsaa Persideland, som Elim, en anden søn af Sem, bebyggede. I alt tælles der i Verdensdelen Asien fire hundrede og sex Hovedlande; og der ere syv og tyve Tungemaal.

11. Kapitel

I Europa er Cithia (Skythien), som vi kalde det store Svithjod, det østligste Land; der prædikede Apostelen Philip. Garderige, der ligger Palteskja og Kænugaard; der nedsatte sig først Magog, en søn af Japhet Noasøn. Der er ogsaa Kurland og Kirjaleland, Samland, Ermland; Vindland ligger vestligst nærmest Danmark. Østen for Polene er Reidgoteland, og dernæst følger Huneland, Saxonia eller Germania, som nu kaldes Saxland. Den store Flod Danubius løber imellem Saxland og Grækeland. Tracien er ganske det samme som Grækeland; der nedsatte sig først Tiras, en søn af Japhet Noasøn, fra hvem det Folk, som kaldes Tyrker, nedstamme. Til Tracien grændser Ungareland og Bolgareland. I Grækeland ligger det Fjeld, som hedder Olympus, som hæver sig op i Skyerne; der findes den Steen, som kaldes Abeston, der ikke kan blive kold, naar den een Gang er gjort hed. Vesten for Grækeland ligger Apulealand, der er Borgen Bar, hvor Nikolaus hviler og Montakassin, hvor Abbeden Benedikt dyrkes; der er ogsaa Mikaels Grotte. Til Italien grændser Langbardeland; der hviler den hellige Augustinus, som Kong Lidbrand førte derhen fra Øen Sardinien. Vesten for Pul ligger Campanien; vesten derfor ligger Spanieland, hvorved der ligger en Ø, som hedder Gades. Dertil gaaer Europa, og derfra begynder Afrika.

12. Kapitel

Hernæst skulle vi opregne Landene i Afrika: først Serkland, som før omtaltes, der nedsatte sig først Kam Noasøns Slægt. Det er at bemærke, at der ere mange Lande, som have to Navne, saasom Serkland og Chaldæa. Arabien, som vi kalde Rabiteland, hvor først Kanaan, Kams søn , nedsatte sig. I Rabiteland ligger Bjerget Sina, paa hvilket Gud gav Moses Loven, som siden kaldes Mose-Lov. Carthago hedder den ypperste Borg i hele Afrika. I Numidien ligger Borgen Yppon, hvor Augustinus den Store var. I Getulien er et Folk, som Gift ikke skader.

13. Kapitel

Nu ville vi atter vende tilbage til Europa, og begynde hvor vi slap, at til den Ø, som vi før nævnte, der hedder Gades, kom Herkules; han reiste vidt omkring, for at undersøge Jorden, og han sagdes da at være kommen til Verdens Ende. Han opførte der to Støtter til Mærke om, hvor han var kommen længst, og de hedde Herkules's Støtter, og staae der endnu. I Yspanien ligger Galicien, hvor Apostelen Jacobus, Johannes's Broder, hviler. Nærmest Valland(6) ligger Flæmingeland, og dernæst Frisland. Mundiefjeld strækker sig østen fra Venedigs Bugt og vester til Spanieland. Ved Saxland ligger Holseteland og dernæst Danmark. Der var en Mand, ved Navn Brutus, den fjerde fra Æneas, som nedstammede fra Trojanerne; denne Brutus's Navn blev forandret til Britto, og efter ham fik Brittanien Navn; det hedder nu England, men førhen Bretland. I England ligger Lunduneborg. Syderøerne ligge nær ved Irland, af dem ere ti beboede. Af Ørkenøerne ere fem og tyve beboede; der er en Bispestol i Kirkevaag; der hviler den hellige Magnus Jarl. Nærmest Ørkenøerne ligger Hjaltland; der er en Erkedegn. Nær derved ligge Færøerne, som i alt ere atten; der er en Bispestol i Kirkebø.

---

Noter:

1) Carolingeland
2) d. e. Alperne
3) d. e. Constantinopel
4) d. e. Offerpræst paa Tunga
5) i Grundskriften at leifa, efterlade
6) d. e. Frankrig