FJ-Litteraturhist.Bd.1- Skjaldepoesiens definition: Navnet skjald m. m.

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920



Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD



§2. Skjaldepoesiens definition. Navnet skjald; andre navne på poesien, enkelte arter, enkelte slags digte. Dens oprindelse; skjaldenes studium. Deres ophold hos fyrsten, måde at digte på; deres optræden, deres forhold til fyrsterne; fremsigelse af egne og andres kvad (underholdning); deres anseelse og løn; deres forhold til hverandre. Skjaldedigtenes opbevaring.


Skjaldepoesiens definition

Ved skjaldepoesien forstår man, kort sagt, alle de for største delen navngivne historiske, norske og islandske (grønlandske, orknøske osv.) digteres kvad og vers fra de første til de seneste tider om historiske personer og begivenheder, uden hensyn til de forskellige versformer og uden hensyn til det forskellige indhold (rent historisk, erotisk, satirisk osv.), med andre ord: skjaldepoesien består af hele den gamle norske og islandske digtning med undtagelse af de egenlige såkaldte eddakvad.

Skaldskapr er det almindeligste udtryk for 'digtning' overhovedet. Ordet er dannet af skald (skáld), som i gamle dage (og endnu den dag i dag på Island) betyder 'en digter', 'en der gør vers', uden noget hensyn til indhold eller form. Hvad dette ord oprindelig betyder, er endnu ikke fuldt opklaret. G. Vigfússon (1) mente, at fordi skáldskapr i lovene formentlig forekom i betydningen 'spottedigt, nid' (hvorom mere i det følgende), skald oprindelig har betydet 'en, der digter nidvers', og han minder om ord som skálda - 'pole, staff' og skáldstöng (en oprejst stang, hvorpå forbandelsesformularer - i ubunden form - var anbragte), der forekommer i Norges gamle love (2); ifølge G. Vigfússon skulde ordet skáldkona, et tilnavn til den Þórhildr, om hvilket det hedder, at »hón var orðgífr mikit ok fór með flimtan« (3), tyde på det samme. Herimod lader der sig imidlertid meget indvende. For det første, at digterne og det meget tidlig, f. ex. Hornklofe, selv kalder sig skald (4), hvoraf det fremgår, at ordet o. 900 ikke havde den slemme betydning, som Vigfússon har antaget er den oprindelige. Auðuns tilnavn illskælda fra det 9. årh. forudsætter også skald i betydningen '(god) digter'. Dernæst kan ordet skáldskapr i lovene, som det senere vil blive godtgjort, ingenlunde være et bevis for Vigfússons mening. Skáld i skáldstöng er vist et forskelligt ord.


Navnet skjald

Ordet skald, som er et intetkønsord (jfr. ord som goð, troll osv.), er af en omtvistet oprindelse. En vanskelighed opstår ved, at man ikke ved, om vokalen er lang eller kort. I rim er den altid (over 30 ex.) kort. Man har sat ordets rod i forbindelse med gr. σεπ og σπ- έννεπε, έ-σπ-ετε, ά-σπετος ), lat. sec- (insectiones = fortællinger) og sq (inquam f. insquam); i oldirsk haves scel (f. sku-e-tlo-n) (5), der betyder fortælling. Hvis skald står i forbindelse med disse ord, vilde det få den meget passende betydning: 'en taler' og blive fuldstændig ensbetydende med þulr (se ovf. s. 82-83).

Imidlertid har prof. M. Olsen (6) gjort en anden etymologisk opfattelse gældende. Han antager en grundform skawaðla (han går ud fra at vokalen er lang, hvad den jo er i islandsk) - skawalda - , af en stamme skawa, 'som mærker, giver agt', skáld altså (som ntr.) 'noget, hvorigennem man mærker eller iagttager'. Digter og præst har vel oprindelig været ét, og det var da egenlig præsten, der betegnedes skáld som den, af hvem gudernes vilje gennem varsler iagttoges. Der henvises til Tacitus' beskrivelse af Nerthus. Denne opfattelse forekommer mig ikke sikker, så tiltalende den end kunde synes, men vistnok den bedste, der er fremsat. Vokalen måtte da være forkortet af skjaldene (da der var så få ord i sproget, der havde lydforbindelsen áld).

Andre navne for en digter er: skaldmaðr, ljóðasmiðr; en kvindelig skjald hedder skaldkona, skaldmær. De bedste digtere hed höfuðskald, þjóðskald, de dårlige skaldfifl (7) (senere leirskald).

Handlingen 'at digte' hedder at yrkja, som fuldstændig dækker gr. ποιεῑν. Et digt hedder, i tilslutning hertil, verki (ποίημα), kvæði (= det fremsagte), af det om handlingen at 'fremsige' så hyppig brugte at kveða, fræði (af fróðr) = visdom, fordi al fortidens visdom nedlagdes i digte, jfr. et navn som forn vísendi (om et digt) (8). Digte med historisk indhold kaldes söguljóð, erotiske digte mansöngr, mansöngs-kvæði, -vísur; satiriske digte hedder nið, níðkvæði, níðvisa, kviðlingr, flimt, flim (hvortil verber som at níða, flimta, jfr. adj. som niðskár, níðskældinn). Rosende digte kaldes i almindelighed lof, lofun, lofkvæði (9).

Almindelige benævnelser for skjaldefrembringelser af hvilken som helst art er, foruden skáldskapr, kvéðskapr, bragr (10); det er ved disse ord, at poesien med hensyn til formen sættes i den bestemteste modsætning til prosa, eller, som denne hedder, til sundrlaus orð (11). Ensbetydende hermed er det mindre naturlige navn rúnar (12). som måske særlig skal betegne skjaldepoesiens på lærdom beroende, dunkle omskrivninger.




Noter:

1): Icel-engl. Dict. s. v.
2): I, 340: eða ræisir stong oc kallar skaldzstong".
3): Njála I, 129.
4): Þorbjörn hornklofe siger: ”at skalda reiðu vilk þik spyrja”.
5): Brugmann, Grundr. I, 105 (jfr. Lidén i Paul-Braune: Beitr. XV, 507-8).
6): I festskr. til H. F. Fejlberg s. 221 ff.
7): skáldmaðr Gunnl. s. 2. - ljóðasmiðr Hkr. I, 17. - skáldkona og skáldmær forek. som tilnavne til Þórhildr og Jórunn. - höfuðskáld Sn.-E. I, 224. 470, Geisli 12,8. - Þjóðskáld Fms. VI, 366. 386 osv., skáldfifl Sn.-E. I, 222.
8): verki Bjarnars. 45, Sn.-E. I, 470, Hallfr. 105, Post. 511 (undertiden særlig om satiriske vers). - fræði Glúm. 72, Gretl. 119. - forn vísendi Sn.-E. I, 50, hvor ordet bruges om Völuspá.
9): söguljóð Snorre i fort. til Hkr. - mansöngr osv. f. ex. Sn.-E. I 96, Fostbr. 37, Egilss. 182, Bps. I, 165. 237. - níð osv. f. ex. Hkr. I, 389 jfr. 407. 316. Bps. I, 7. 45; Fms. I, 153. 270; XI, 42. 181; Sturl. I, 408. 342; Egilss. 134; Islb. 10; Bjarn. 45-46; Korm. 43. 45; Flat. III, 549. - lof, kvæði Sn.-E. I, 682. 422.
10): Bjarnars. 29; Sn.-E. I, 98. Kveðskapr betyder også selve fremsigelsen af digte.
11): »Sigvatr var ekki hraðmæltr maðr i sundrlausum orðum, en skáldskapr var honum svá tiltækr, at" osv. Hkr. II, 380.
12): Sn.-E. I, 214. 216.