FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Eyvindr Finnsson, skáldaspillir

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 6 Norske skjalde


Eyvindr Finnsson, skáldaspillir

Af Hakon den gode (935 - 61) anføres et halv vers, et svar på et spørgende vers af Eyvindr, hvori kongen - lige før slaget på Stord - roser sine mænd for deres tapre færd; forfatteren til Fagrskinna tilføjer: »Heraf kan man se, hvor frygtløs kongen var, da han således tænkte over sine forhold« (1).

Til Hakon den gode er århundredets største norske skjald særlig knyttet både ved slægtskabs og venskabs bånd:

Eyvindr Finnsson, skáldaspillir. Han var af en meget gammel og fornem slægt, idet han var en sønnesøn af Eyvindr lambe, broder til Ölvir hnúfa (ovf. 431); hans fader, Finnr hinn skjalge, var gift med en datterdatter af Harald hårfagre; således flød der kongeblod i Eyvinds årer. Det er derfor intet under, at Eyvindr kaldes ættstórr (2). Hans bedstefader havde i sin tid af kong Harald fået Sandnes tilligemed alt, hvad Þórólfr Kveldulfsson havde besiddet, og han var kongens ven, så længe denne levede. Hans søn, Finn, bode sikkert efter ham på faderens gård, og dér er sønnen, Eyvindr, født og opdraget. Før end omtr. 910 er han ikke født (3); man kommer vistnok sandheden nærmest ved at antage, at han er født lidt før 920, da han hverken stilles i forhold til kong Harald hårfagre eller Erik blodøkse, ja ikke engang til Hakon den gode, før end lige før Stordslaget (961). Da han ikke nævnes i anledning af andre tidligere begivenheder, såsom slaget på Rastarkalv, skulde man tro, at Eyvindr først var kommen til kongen lige før Stordslaget. Han må dog have knyttet en forbindelse med ham tidligere. Før og under det nævnte slag spiller Eyvindr en betydelig rolle (se ovf. s. 338-9) (4). Efter Hakons død kunde Eyvindr ikke bekvemme sig til at slutte sig til Harald gråfeld og hans brødre, og han kunde ikke rolig finde sig i, at skjalden Glúmr Geirason digtede et hoverende vers om, at nu var Gamle Erikssön (falden på Rastarkalv) hævnet, hvilket vers blev meget yndet blandt Gamles venner. Eyvindr svarede da derpå med et vers, hvori Gamles fald prises - »også dette vers blev meget udbredt« -; disse to vers var et udtryk for to modsatte politiske partiers opfattelse og stemning. Men da Harald gråfeld fik Eyvinds vise at høre, vilde han lade denne dræbe; fælles venner fik dem dog forligte, Eyvindr skulde blive kongens hirdskjald, og han digtede et rosende vers om ham. Det gode forhold kunde dog ikke holde sig i længden. Hakon den godes gamle tilhængere, hans parti, som mindedes hans gavmildhed og lykke, opdagede snart, hvor gærrige Erikssønnerne var, man sagde endogså, at de nedgravede deres guld. Og Eyvindr kunde atter ikke dy sig, han digtede et par vers, hvori han sammenligner nutiden med fortiden - »Hele Hakons tid igennem bar vi guld på vore arme; nu graver man det ned i jorden«. Da lod kong Harald ham hænte for sig og beskyldte ham for utroskab og uvenligt sindelag. Eyvindr svarede med det bekendte smukke vers: »En herlig fyrste har jeg haft til konge, før dig, en tredje ønsker jeg mig ikke, og jeg begynder at blive gammel. Jeg var trofast mod den herlige fyrste, med to skjolde legede jeg aldrig«. Man undlader ikke at lægge mærke til Eyvinds trofasthed mod og beundring for kong Hakon. På den anden side er det let at se, at han ikke just ynder Harald, men hvad han lover er, ikke at være falsk (»ikke at lege med to skjolde«). Dette vers indeholder et smukt bidrag til bedømmelsen af Eyvinds sind og færd. Eyvindr opnåede forlig på den betingelse at betale kongen i bod en ring, Molde, et meget kostbart familjeklenodie. Det stemte ham naturligvis ikke venligere. Eyvindr begav sig hjem og kom aldrig siden mere til Harald gråfeld; det blev således ikke til noget med hans stilling som kongens hirdskjald (5). De her omhandlede begivenheder er forefaldne i årene 961-5.

Resten af sit liv må Eyvindr antages at have bot på sin gård på øen Þjótta. Han siges at have været en dygtig mand (skörungr mikill), men, mærkeligt nok, ikke synderlig bemidlet (6). Ellers hører vi meget lidt om ham. Da det hårde og svære uår 976 rasede i Evropa og da tillige i Norge, gik det ud over ham som alle andre, og det i den grad, at han for sit store sølvspænde, som han havde fået af Islænderne for sit digt om dem, og for sine pile måtte købe kvæg og sild (7). Efter én kilde (8) skal Eyvindr have deltaget i Jómsvikingeslaget ( år 986); det er muligt, at dette er rigtigt, skønt meget sandsynligt er det ikke, da han dengang har været omkr. 70 år og allerede 20 år tidligere havde klaget over den begyndende alderdom. Men at han har levet efter denne kamp, er sikkert. Efter Harald gråfelds død har han uden tvivl straks heller end gærne sluttet sig til Hakon jarl, i hvem han har set en bedre fyrste end Harald gråfeld og hvem han i sit digt Háleygjatal har besunget. Når Eyvindr er død, vides ikke; men da hans søn, Hárekr, nævnes som høvding på Þjótta under Olaf Tryggvason, er det rimeligt at sætte Eyvinds død til omtrent 990. Eyvinds digte (9) er:


Hákonarmál. Navnet findes mange steder og er sikkert dannet efter navnet Eiriksmál (10). Digtet, der består af 21 vers, handler, som det temmelig nøjagtig hedder i det i foregående anm. anførte sted, om kong Hakons fald; mere nøjagtig om hans kamp og fald samt ankomst til og modtagelse i Valhal. Det er i formen en efterligning af Eiríksmál, hvad også forfatteren til Fagrskinna udtrykkelig bemærker (11). Dets indhold er kortelig følgende (12): Valkyrierne Göndul og Skögul sendes ud af Odin for at vælge, hvilken fyrste der skulde komme til Valhal. De finder »Björns broder« (Hakon) i færd med at iføre sig sin brynje til kamp. Men da denne var begyndt - »kastede han rustningen af sig, mændenes fyrste; han spøged med mændene, han skulde værge sit land, den muntre konge med guldhjælmen. Så bed da sværdet i fyrstens hånd på Odins klæder, som om man huggede det i vand«. Nu skildres kampen i nogle raske vers med fynd og klem med en usædvanlig anskuelse og liv. Herpå lader digteren Hakon høre valkyrierne sige, at nu vil snart gudernes følge vokse, »siden de har indbudt Hakon til sig«. Hakon spørger da: »Hvorfor afgør du således kampen, Skögul; jeg havde dog fortjænt sejr af guderne«. »Vi volder det, at du beholdt slagmarken, men at dine fjender flygtede«. Valkyrierne rider bort og hjem til Valhal for at mælde Hakons ankomst, Odin befaler Hermod og Brage at gå ud imod kongen. Hakon ytrer: »Ildesindet Odin mig synes. Jeg frygter hans vrede sind«. Men Brage beroliger ham: »Enherjers og alle Asers fred skal du have og her modtage gilde«. »Og da viste det sig, hvor godt den konge havde skærmet helligdommene, da alle guder og magter bød ham velkommen. I en lykkelig stund bliver den konge født, som har sligt sind; hans levetid vil altid mindes, og før end en sådan konge fødes igen, vil fenrisulven gå løs på menneskenes bolig. Fæ dør, frænder dør, land og folk forgår, siden Hakon drog til hedenske guder, bliver mange hårdt plagede«.

Skønt digtet, som allerede bemærket, er en efterligning af Eiríksmál, viser det dog fuld selvstændighed overfor forbilledet. I Eiríksmál er det Sigmundr og Sinfjötle, to af oldtidens allerberømteste sagnhelte, som skal modtage Erik; her er det guderne Hermod og Brage, som skal modtage Hakon. Rammen i Eiriksm. synes ikke at have nogen dybere betydning, men det har den sikkert i Hákonarm. Det er ikke uden omtanke og hensigt, at Eyindr har valgt Hermod og Brage; den første er krigens og kraftens gud (en emanation af Odin som krigsgud), den sidste veltalenhedens og poesiens gud (også en emanation af Odin). Ved »Hermod« hentydes til Hakons krigermod og -dåd; Brage skal åbenbart ved sin veltalenhed - at han tillige er skjald, er heller ikke uhensigtsmæssigt - straks berolige kong Hakon, men dette hænger på det nøjeste sammen med den bestemte tendens, som digteren har lagt i sit kvad, og hvorved han viser sin selvstændighed. Denne tendens er at fremstille Hakon som en i hedensk forstand rettroende fyrste, og hensigten er at bibringe samtiden denne opfattelse af ham, og således stille ham i modsætning til de tempelbrydende, kristne Erikssønner. Dette søger digteren ikke alene at gøre ved det omtalte valg af de Hakon modtagende guder, men endnu tydeligere ved at sige, at guderne, de bindende (bestemmende, rådende) magter, har indbudt ham til sig (v. 10, jfr. v. 1), og særlig ved at bemærke, at da Hakon trådte ind i Valhal med de ord: »Jeg er bange for Odins sind, han synes mig vred af udseende (v. 15), jeg vil beholde min rustning« (v. 17), erfaredes det, hvor godt Hakon »havde skærmet helligdommene« (v. 18). I de hedenske Nordmænds øjne havde Hakon i virkeligheden haft én fejl, den, at han var opdragen i kristelig tro og at han ikke vilde fornægte denne; i deres øjne måtte da dette være en plet på hans minde. Det er denne plet, som Eyvindr ved sit kvad vil fjærne, og vi kan næppe frakende ham politiske grunde dertil. For så vidt må det siges, at digtets tendens er i strid med den historiske fremstilling af Hakon og søger at give et urigtigt billede af ham; i steden for f. ex. at sige, at Hakon ikke har nedbrudt og ødelagt de hedenske templer, hvad han bevislig heller ikke gjorde, lader digteren ham skærme dem, men det er ikke just det samme. Hvorvidt det er lykkedes digteren at bibringe sine landsmænd en anden opfattelse af Hakon, end de allerede havde dannet sig, vides ikke, men det er ikke rimeligt, at han har udrettet meget. Dertil var kongens tilbøjeligheder altfor velkendte, foruden at den hedenske tro selv var altfor svækket.

Eyvinds fortræffelige og beundringsværdige beskrivelse af »den kampglade konge med guldhjælmen, som havde et spøgende ord til enhver af sine mænd« i farens stund, er for os, og var vistnok også for digterens samtid, af ulige større interesse og betydning, end hans hensigt med digtet. Man mærker i hver linje digterens inderlighed og varme beundring for hans afdøde konge. Det billede, som Eyvindr giver af Hakon, er sikkert ikke forskønnet eller skildringen af ham overdreven. Som menneske og som kampdjærv kriger fortjænte Hakon tilfulde den kærlighed og beundring, som han i sit liv nød og som hans minde bevarede i lange tider.

Fortræffelig er også skildringen af valkyrjerne; vi ser dem livagtige for os, som de sad »herlige på hesteryggen; kløgtig de sig tede, behjælmede sad de, dækkende sig med skjolde« (v. 11). Kraftig og sjælden livlig er beskrivelsen af selve kampen - »Broddene bragede, skjoldene brast, sværdene rungede mod mændenes hoveder« osv. (v. 5.5-8). Overordentlig smukke og rigtig holdte er omskrivningerne, som f. ex. i følgende vers (v. 7): »Sårildene brændte i blodige vunder; sværdene trængte ind til mændenes liv; sårbølgen bruste mod sværdenes næs, spydfloden steg på Stords kyst«. Betagende er til slutning digterens betragtninger i V. 19 - 21; vemod over tabet af en så elsket fyrste og udmærket konge, hvis mage aldrig vil fødes, er her grundstemningen, udtalt i simple, gribende ord.

Digtet er således i grunden ingen efterligning - endsige en mat efterligning -; bortset fra den lånte ramme, som dog er benyttet frit og selvstændig, er hele digtet et selvstændigt udtryk for digterens ejendommelige opfattelse af Hakon og inderlige sorg over hans død, og i det hele taget et aldeles fortræffeligt digt, en sand pryd for den norske skjaldedigtning.

De to første linjer af det sidste vers er lånte fra Hávamál 76 og 77 (jfr. ovf. s. 233). J. Sigurðsson udtalte (13), at versets indhold vækker lidt mistanke, da det umulig kunde være digtet straks efter Hakons fald, fordi det åbenbart indeholder en hentydning til de hårde åringer og ulykkelige år under Haralds regering. Hertil har K. Müllenhoff sluttet sig (14), idet han i verset ser en hentydning til uåret i 976. Dette er dog ikke nødvendigt, og det er rimeligt at digtet er forfattet inden Haralds fald 970, men der er ingen absolut tvingende grund til at antage, at digtet er forfattet straks efter Hakons fald.

Digtet er forfattet i en ejendommelig blanding af to versemål, málaháttr og ljóðaháttr (jfr. Eiríksmál). Ljóðaháttr er brugt i v. 1 og 2.4-7, samt i v. 9.5-7, hvormed kampskildringen er færdig og overgangen til den sidste halvdel af digtet gøres. Denne - sidste halvdel er udelukkende digtet i ljóðaháttr. I modsætning hertil er v. 3 - 8 og 9.1-4, altså kampversene, digtede i málaháttr. Dette forhold er aldeles ikke indviklet eller uforståeligt. Der er nemlig ingen tvivl om, at málaháttr egner sig bedre, end f. ex. ljóðaháttr, til kampskildringer eller en episk fremstilling. På den anden side passer ljóðaháttr bedre for et sådant indhold, som v. 10 ff. har. Således viser digteren, at han har besiddet en fin metrisk sans og et godt øre for det nøje forhold, der bør være mellem indhold og form.


Háleygjatal. Om dette digt ytrer Snorre i sin fortale: »Eyindr skáldaspillir opregnede også [ligesom Þjóðólfr] Hakon Jarl den mægtiges forfædre i det digt, som hedder Háleygjatal (15), der blev digtet om Hakon. Sæming nævnes dér, en søn af Yngvifreyr; der fortælles også her om enhvers død og gravsted« (16). De brudstykker, vi har tilbage, er forholdsvis få, og de enkelte vers’ indbyrdes orden, ja undertiden deres indhold usikkert (17). Af digtets begyndelse er ét vers bevaret, hvori digteren opfordrer til opmærksomhed; dog kan det ikke være digtets første vers, da det ved sit hans (l. 5) forudsætter, at Hakon jarl er bleven nævnet. [Hertil hører også v. 2, der synes at handle om skjaldedrikken, som Odin flyvende førte bort fra »Surts dybe dale«. Dernæst handler 1 ½ vers om Sæmingr, en søn af Odin og Skaðe (18). Med to vers, der handler om Goðlaugr Háleygja-konungr, som blev overmandet og hængt af Ynglingerne Jörundr (nr. 12 i Yngl.t.) og Eiríkr, er vi midt inde i Håløge-fyrsternes række. To vers handler om Hakon jarls bedstefader, Hákon jarl Grjótgarðsson, og hans fald på Fjalir (o. 900); ligeledes er der to vers om Sigurðr Ladejarls død (år 962) » »da fyrsterne (Gunnhildssønnerne) sveg ham mod tro og love«. I anledning af Jómsvikingeslaget (år 986) anfører Snorre to vers, og i endnu et synes Hakons store magt efter slaget at beskrives. Af digtets slutning haves et vers: »Jeg har atter digtet et kvad til fyrstens ros, så uforgængeligt (fast) som en stenbro«. Desuden haves et par ubestemmelige vers.

Af digtets lighed og nære slægtskab med Yngl.tal kan vi gå ud fra, at digtet har haft et lignende omfang som dette digt, ligesom det ses, at det har haft samme form; i så henseende er Háleygjatal en temmelig nøjagtig efterligning af hint. Men det er ikke alene i form, men også i indhold, d. v. s. i ord og omskrivninger, en efterligning. Således findes forbilleder i Ynglingatal til vers 6:

En Goðlaugr
grimman tamði

Sigars jó

 
 
=
 
 

Yngl. 17:
Hinn’s við Taur
temja skyldi
svalan hest
Signýjar vers; osv.

menglötuðr Hál. 6.7 genfindes i Yngl. 5.3: skatna vinr Hál. 3,7 = virða vinr Yngl. 52.3; of fylkis hrør Hál. 7.6 = of yngva hrør Yngl. 10.2 (jfr. 12.2); Freys áttungr Hál. 9.7 = Yngl. 31.7 osv.

Hvad der i det foregående er bemærket om Ynglingatals poetiske værd, kan også passe på Háleygjatal, idet dette digt i reglen ikke er mere poetisk end hint; deri er ikke alene indholdet, men måske også digterens høje alder skylden. For os har digtet på grund af dets brudstykkeagtige tilstand heller ikke nogen videre historisk betydning. Digterens eget jeg fremtræder ikke, og vi finder aldrig sådanne oplysninger om hans fremgangsmåde som hos Þjóðólfr. I dets helhed har det sikkert haft en betydelig sagnhistorisk værdi, og vi finder det også benyttet af forfatteren til Ágrip, som vistnok derfra har hæntet den - mærkelige - beretning om Håløgernes stamfader, der, skønt konge, gjorde sig til jarl, for således at kunne tage sig selv af dage, da der ingen historiske eksempler fandtes på, at en konge havde ombragt sig selv (19).

Digtet er sikkert forfattet kort efter 986 og er måske digterens allersidste kvad; da forstås det let, at det i det hele må betegnes som et forholdsvis svagt arbejde, der temmelig slavisk fulgte sit forbillede.

Foruden disse hovedkvad nævnes en drápa um alla Íslendinga (Islendingadrápa?) . Herom hedder det hos Snorre (20). »Eyvindr digtede en drape (lofdrápa Jsk.) om alle Islændere, men de lønnede ham således, at enhver bonde gav ham en skatpenning, der vejede 3 penninge vejet sølv, og som var hvid i skåret; men da sølvet blev samlet på altinget, blev det besluttet at få smede til at rense sølvet; siden blev deraf lavet en kappenål og smedelønnen betalt deraf. Da vejede nålen 50 mark. Den sendte de til Eyvindr, men denne lod den [under en dyrtid] hugge i stykker og købte sig endel kvæg derfor«. Dette omtaler digteren selv i et vers. Dette digt, hvoraf intet er bevaret, må altså være blevet til noget før uåret 976. Når det hedder, at det handlede om. »alle islændere« og det bagefter siges, at »enhver bonde« gav sin skærv, må udtrykket vistnok ikke tages altfor bogstavelig. Med »alle Islændere« kan kun menes de vigtigste af datidens islandske høvdinger, medens »enhver bonde« kun kan betyde alle bønder, store såvel som små. At meningen skulde være den, at Eyvindr har holdt sine udtalelser i al almindelighed uden at nævne nogen særskilt Islænder, er højst urimeligt, navnlig når man ser hen til beskaffenheden af et yngre digt: Islendingadrápa af Haukr Valdísarson. Grunden til, at Eyvindr følte sig kaldet til at digte et sådant kvad, er os ubekendt, medmindre det skulde have været hans nøje forbindelser med fremragende islandske høvdingefamiljer; men det er interessant at lægge mærke til, at den sidste egenlige norske digter besynger »alle Islændere«.

Ellers kendes af Eyvinds digte kun lausavísur og det ikke så få; de kan inddeles i forskellige grupper efter indhold og tilblivelsestid. I første gruppe står de vers, som er digtede lige før selve Stordslaget (år 961). Det sidste af disse vers kaldes en gamankviðlingr, hvorpå Hakon selv svarede (se ovf . s. 448); de to andre indeholder Eyvinds ovenomtalte kække krigsmælding. I 2. gruppe findes to vers om Eyvindr skreyjas fald; disse vers har J. Sigurðsson villet henføre til et særligt digt »Um Storðarbardaga« (21), da Snorre har overskriften: »Svá sagði Eyvindr«. Men for det første bærer disse vers lige så meget præg af at være løse vers, som dele af et digt. Desuden har forfatteren til Fagrskinna aldeles sikkert opfattet dem som løse vers. Det sidste vers skal ifølge Fms. handle om Alfraskmanns drab, og det gør det sikkert, da den dér omtalte kaldes bulkaskíðs byggvingr [skibets beboer, søfarer, viking], der åbenbart indeholder en hentydning til Alfs tilnavn [askmaðr = ascomannus]; når den islandske tradition tillægger islænderen Þórálfr Skólmsson drabet af Alfr, er dette urigtigt, ti Eyvindr siger, at kongen selv dræbte Alfr. I Þórðr Sjárekssons digt om Þórálfr omtales det heller ikke med et ord, at denne skulde have dræbt Alfr.

Den 3. gruppe består af 6 vers, der alle er digtede i anledning af forholdet mellem digteren og kong Harald; det første er svar på Glúms vers; det andet er et lov-vers om kong Harald, hvori dog kun kongens tapperhed roses. De andre vers handler om 'visse folks' gærrighed og digterens forhold til kongen og konger overhovedet, det sidste om Eyvinds kostbare ring; om alt dette se ovenfor.

Den 4. gruppe stammer fra uåret. Digteren klager over snefaldet midt om sommeren, og de onde tider, i hvilke han må sælge sine kostbarheder, ja sine egne pile for 'søens smækre pile' (= sildene).

Disse vers, der alle er digtede i drotkvædet, viser en meget udviklet ævne til at forme vers. Om Eyvinds smukke tænkemåde, raske sind og kækhed er de veltalende vidnesbyrd.

Det er, så vidt jeg ved, ikke faldet nogen ind, ikke engang G. Vigfússon, der anfører dem alle på ét nær (22), at tvivle om ægtheden af disse vers. Det er heller ikke muligt. Vi genfinder i dem Eyvinds egenskaber. Vi finder hans lethed i at digte, og til at variere sit æmne. Hans billeder er korrekte og fortræffelige. Jfr. den morsomme ordleg: »Jeg solgte mine ud fra Egils våben (buen) farende sild [pilene] for havets smækre pile [sildene]«.

Ligesom Eyvindr ved sine vers' lethed fjærner sig fra ældre norske skjalde og således kan regnes til en yngre digterslægt, således også i metrisk henseende, idet man i hans løse vers kun finder to rimfrie linjer.

Eyvindr har i almindelighed tilnavnet skáldaspillir. Dette har J. Sigurðsson (og forresten mange før ham) forklaret som 'skjaldefordærveren' (23), og han skulde have fået det på grund af sin uselvstændighed, efterligning og benyttelse af andre digtes form og enkelte udtryk. Dette er også tilnavnets eneste rigtige, eneste mulige forklaring. Hans samtid (Harald gråfelds parti?) har udelukkende fæstet blikket på den ydre lighed mellem hans og ældre skjaldes digte og ment, at de sidste måske var bedre end hans, og derfor givet ham dette tilnavn (jfr. Auðuns tilnavn, se ovf. s. 122). At tale om 'skjaldefordunkleren' er grebet ud af luften, og man er sikkert gået for vidt, når man har villet gøre Eyvindr til den allerypperste digter. Det er han ikke. Hans vers er meget behagelige at læse og høre, men hvad vi i dem kommer mest til at beundre og holde af, det er det billede af Eyvindr som menneske, de giver os. Hvad bravhed, trofasthed og kærlighed, oprigtighed og personligt mod uden barskhed eller råhed i sind angår (jfr. Hakons ord: »en så brav mand er du Eyvindr, at« osv.), er der næppe nogen, som fordunkler ham, og det er disse egenskaber, som, i forbindelse med hans ævne til at forme vers, har lagt ham så smukke og varme ord på tungen, at vi altid vil føle os tiltrukne af dem. Men vi vilde sikkert beundre Eyvindr som skjald mere, hvis Ynglingatal og Eiríksmál aldrig havde eksisteret.




Noter:

1): Fsk. 40. Skj. digtn. B I, 54.
2): Fms. IV, 231; Flat. II, 183.
3): Hans bedstefader blev gift 878; har Finnr hinn skjálge været hans ældste barn, kunde han være født o. 880; da hans hustru er en datterdatter af kong Harald, kan hun ikke have været giftefærdig før end 910-20.
4): Hkr. I, 208-10. 214, Agr. 14-15, Fsk. 36-38, Fms. I, 40-2, 44, Flat. I, 59-60.
5): Hkr. I, 224-28, Fsk. 50-52. 54-55, Fms. I, 48-49. 50-51.
6): Fms. IV, 231, Flat. II, 183.
7): Hkr. I, 252-54.
8): Fsk. 94.
9): Skj. digtn. B I, 57-65.
10): ”Eyvindr skáldaspillir orti kvæði eitt um fall Hákonar konungs . . . þat eru kölluð Hákonarmál” Hkr. I, 219, jfr. Hkr. 212, Fsk. 38.
11): „Sem Eyvindr segir í kvæði því, er hann orti eptir fall Hákonar, ok setti hann þat eptir því, sem Gunnhildr hafði látit yrkja um Eirik son sinn, sem Óðinn byði honum heim til Valhallar, ok segir hann marga atburði í kvæðinu frá orrostunni" Fsk. 38, jfr. 49.
12): Jfr. den fortrinlige analyse af digtet, som M. Olsen har givet i sin afhdl. i Festskr. til G. Gran 1916, samt Paasches afhdl. sst.
13): Sn.-E. III, 452.
14): Deutsche altertumskunde V, 280.
15): Navnet findes også Hkr. I, 235. 330, Fsk. 14, Ágr. 29. Urigtigt: Háleygjadrápa Flat. I, 64.
16): Hkr. I, 4-5, jfr. ÓH (53) 2, Fms. IV, 2.
17): Antallet af Hakons forfædre har vist nøje svaret til Rögnvalds i Ytal. Navnene findes hos Torfæus og f. ex. i
G. Storms afhdl. om Ytal, Arkiv 111-12.
18): Jfr. B. M. Ólsen: Strøbem. Arkiv XVIII.
19): Ágrip 28-9.
20): Hkr. I, 253-54.
21): Sn.-E. III, 453-4.
22): Corp. poet. bor. II, 35-7.
23): Sn.-E. III, 450-1.