FJ-Litteraturhist.Bd.2 - De skrevne love, Grågåsen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
3. afsnit. DE ISLANDSKE LOVE
Det blev bemærket, at tiendeloven vistnok fra først af har foreligget nedskreven; den blev foreslået og udarbejdet af biskop Gissur, Sæmund frode og Markus Skeggjason, der da var lovsigemand. Denne lov findes i bægge hovedlovhåndskrifterne, i Konungsbók som tillæg til det hele, i Staðarholsbók som tillæg til Kristenretten1). Denne lov er det første led i en kirkelig lovgivning og beror tildels på den almindelige, pavelige kirkeret. Der gik endnu en del år, inden en almindelig skriftlig affattelse af lovene i deres helhed eller efter en større målestok blev foretagen, måske efter norsk forbillede2). Herom haves den kendte oplysning hos Are frode (k. 10), der lyder således: »Den første sommer, Bergtor [Hrafnsson] var lovsigemand [ɔ: 1117], blev det vedtaget som en ny lov, at vore love skulde nedskrives i en bog den følgende vinter hos Haflide Mársson efter Bergtors og andre dertil valgte spake mænds diktat og råd; de skulde gøre alle de forslag til lovbedringer, som de syntes vilde være heldigere end de gamle loves bestemmelser; de skulde fremsige dem [de således istandbragte love] i lovretten den følgende sommer [1118], og alt det skulde gælde som lov, der blev vedtaget af flertallet af lovrettemændene. Det skete da, at da blev der skrevet Vigslóði [afsnittet om drab og sår osv.] og mange andre ting (mart annat) i loven, og det blev fremsagt (oplæst) i lovretten af gejstlige mænd den følgende sommer; det behagede alle godt [som det var], og ingen nægtede at gå ind derpå«. I denne særdeles velkomne og udførlige beretning er der kun ét, man må beklage som mangelfuldt, nemlig det meget omfattende mart annat; her vilde man gærne ønske, at den gamle Are havde haft en bestemtere angivelse. At hans ord er tilforladelige, er hævet over enhver tvivl; han var rimeligvis selv tilstede på hint mindeværdige alting 1118. Hos høvdingen Haflide Mársson, hovedpersonen i Hafliða saga ok Þorgils (se foran s. 546 — 49), på gården Bredebolstad i Vestrhóp (Hunavats syssel), vinteren 1117 — 18, foregik da den første systematiske optegnelse af de islandske fristatslove i forbindelse med en drøftelse og gennemsyn af dem, og denne har uden tvivl været grundig nok. Selve lovsigemanden og flere andre retskyndige har arbejdet derpå en hel vinter under medvirkning af skrivekyndige gejstlige. Der var god tid og god lejlighed til at udrette meget. Det er den første lovbog, der plejer at kaldes Hafliðaskrá (navnet er ikke gammelt)3), jfr. lögskrá, der dog kun findes i norsk4). Det er hovedsagelig denne lovbog, hvortil der vistnok sigtes i den 1. grammatiske afhdl. fra omtr. 1140, når det her hedder (s. 19): »eller man optegner sine love hvert folk på sit sprog«, jfr. det følgende: »for at det kan blive lettere at skrive og læse, som det nu er almindeligt også her i landet, både love osv.« (s. 20)5).
Desværre har man ingen midler til bestemt at angive denne første samlings omfang og udførlighed. V. Finsen har udtalt den mening, at den ikke har haft et synderligt omfang; dette er dog ikke så sikkert. Den nærmest liggende slutning af Ares ord er den, at det har været en ganske betydelig del af lovene, samlingen har indeholdt. Mart annat går tydelig på de »mange andre« afsnit, den bestod af. Bortset fra en Kristenret, der sikkert ikke fandtes i den, kunde man med fuld ret slutte, at samlingen havde indeholdt de fleste andre afsnit. Hvad Kristenretten angår, skulde det ikke vare længe, inden også den blev forfattet og nedskreven. Det skete i biskopperne Torlak Runolfssons og Ketils tid, idet disse »efter samråd med Sæmund og mange andre gejstlige mænd satte den kristenret«6), som findes i vore lovhåndskrifter; men det hedder tillige, at dette skete ifølge ærkebiskop Assers initiativ eller råd (at ráði); i Hungrvaka tillægges fortjænesten hovedsagelig Torlak. Det er dog højst rimeligt, at tanken om en skreven Kristenret allerede er opstået vinteren 1117 — 18, men at udarbejdelsen deraf overdroges eller overlodes kirkens højeste magthavere. Torlak blev netop viet til biskop af Asser 1118. At Kristenretten først blev færdig efter 1122 (da Ketill blev biskop), må have berot på omstændighederne. At den har foreligget færdig kort efter dette år, må anses sandsynligst.
Af Hafliðaskrá har man sikkert haft flere afskrifter. I løbet af det 12. årh., da forfatterskabet og skrivelysten stod i sin fulde blomst, har man efterhånden istandbragt flere samlinger af lovene, — nye ændringer og love gjorde dette ønskeligt — , flere håndskrifter af mere eller mindre selvstændigt værd. Nu blev Kristenretten optagen deri og andre afsnit, der mulig har manglet i Hafliðaskrá. Fremdeles blev nye ændringer optagne og indsatte på deres sted; det er disse, hvortil der sigtes ved de navnlig i Staðarholsbók hyppig (omtr. 90 gange) forekommende marginalhenvisninger nym., ň (ɔ: novella). I Staðarh.bók fordeles de således på de enkelte afsnit: 12 i Krist. l. þáttr, 6 i Erfðaþ., 18 i Ómagabálkr, 13 i Festaþ., 28 i Um fjárleigor, 10 i Vígsloði, og endelig 4 i slutningen af Landabrigðisþ.7). Denne fordeling har sikkert sin betydning — de fleste findes i Ómagab. og Um fjáreigor — , men det er ikke stedet her at komme nærmere ind på dette. Til de omtalte, efterhånden udarbejdede håndskrifter sigtes der uden tvivl i det mærkelige sted i Lögréttuþáttr8), der lyder således: »Det er og fastsat, at det skal være lov her i landet, som står i håndskrifterne. Men dersom håndskrifterne ikke stemmer overens, skal det gælde, som står i de håndskrifter, som biskopperne ejer. Er der endvidere uoverensstemmelse mellem deres håndskrifter, skal det af dem tages tilfølge, som med flere ord omhandler det punkt, hvorom spørsmålet mellem parterne drejer sig. Men dersom bægge håndskrifter er lige udførlige, men dog uoverensstemmende, skal det håndskrift gives fortrinnet, som er i Skalholt. Det skal alt gælde, som findes i det håndskrift, som Haflide lod skrive, medmindre en forandring er gjort senere, men af andre lovkyndiges fremstillinger skal ene det gælde, der ikke står i strid med Haflides håndskrift, og skal alt dette gælde (ɔ: af andre lovkyndiges håndskrifter), som fattes i Haflides håndskrift eller (i hine håndskrifter) er tydeligere.«
Heraf ses for det første, at der har været et eksemplar af lovene ved hvert af bispesæderne; desuden har lovsigemanden naturligvis haft sit. Der synes også at forudsættes, at andre, d. v. s. private, samlinger skulde gælde ved siden af hine, ligesom mere officielle bøger, dog med visse indskrænkninger. Størst betydning tillægges der åbenbart Haflides eget håndskrift, eller den første samling af lovene, og den betegnes som endnu almindelig kendt og nyttet. , Stedet kan af denne grund sikkert ikke være yngre end fra omtr. midten af det 12. årh. Her lægger man tillige særlig mærke til, at de forskellige håndskrifter omtales som mulig indbyrdes uoverensstemmende, fornemmelig dog kun i udførlighed (ordmængde), men dog også med hensyn til det virkelige indhold, og der er truffet nærmere bestemmelse om, i hvilken grad de mere private samlinger skulde gælde eller betyde som efterrettelige. Det er åbenbart disse »gamle lovbøger«, hvortil der etsteds i Grågås sigtes9).
Både af dette sted og andre omstændigheder fremgår det klart, at man i den sidste halvdel af det 12. årh. har haft flere lovsamlinger, og der er lige så lidt tvivl om, at de fleste af disse har været private mænds, især juristers optegnelser, dels efter ældre håndskrifter, dels efter hvad de selv kan have lært udenad af lovsigemænds oplæsning, det praktiske liv, eller andre retskyndige folk. Allerede heraf er det ligeledes klart, at håndskrifterne måtte komme til at være indbyrdes afvigende, hvad det anførte sted også forudsætter. Ikke desto mindre er det en given sag, at indholdet må have været omtrent ens indenfor de enkelte afsnit, samt at Hafliðaskrá må have dannet grundlaget for dem alle. Endelig er det ikke nødvendigt at forudsætte, at alle afsnit stadig har været samlede i én bog. Alt dette bestyrkes tilfulde af de håndskrifter og brudstykker, der endnu er i behold.
Der er da for det første de to hovedhåndskrifter Konungsbók, 1157, fol. i gml. kgl. saml. i det kgl. bibliotek, udgiven med dansk oversættelse 1852—70 af V. Finsen, Staðarholsbók, AM 334, fol., udg. 1879 af samme; i det følgende betegnes de ved K og S. Dernæst er der vigtige brudstykker, især det ældgamle brudstykke AM 315 D, fol. fra o. 1150 eller lidt senere; 315 C, fol. fra o. 1200 og 315 B, fol. fra det 13. årh. — alle udgivne i Finsens udgave af K, 315 C også i Grágás III, 490 ff. Hertil kommer en del brudstykker, indeholdende enkelte afsnit, særlig Kristenretten, hvorom der i det hele kan henvises til Grágás III, hvor alt, hvad der er af vigtighed, findes trykt tilligemed en nøjagtig fortegnelse over håndskrifterne, en oversigt over deres indhold m. m., samt endelig et fortrinligt juridisk ordregister med forklaringer.
Disse love plejer at kaldes Grágás, og således vil de også her blive kaldte. Det er ganske vist bevist, at denne benævnelse er tillagt disse samlinger ved misforståelse, idet navnet på en gammel norsk lovbog, der knyttes til Magnus d. gode, er blevet overført på de islandske fristatslove i en tid, da man var ganske uklar over de gamle historiske forhold, særlig forholdet mellem Island og Norge10). Det vil fremgå af det følgende, hvor rigtigt det er at betegne de love, der indeholdes i disse håndskrifter, med et fælles navn.
Konungsbók indeholder følgende hovedafsnit:
1, Kristinna laga þáttr,
2, Þingskapaþ.,
3, Vígslóði,
4, Baugatal,
5, Lögsögumannsþ.,
6, Lögréttuþ.,
7, Arfaþ.,
8, Ómagabálkr,
9, Festaþ.,
10, Landbrigðaþ.,
11, Um fjárleigur,
12, Rannsóknaþ.,
13, Um hreppaskil,
hvortil føjes forskellige usammenhængende kapitler og endelig Tíundarlög (Um tíundargjald). Alle disse navne findes i håndskriftet som overskrifter undt. 1, der findes i selve teksten, 7, der er dannet af udgiveren,og 9, der er hæntet fra Staðarhólsbók. Af dem er 1, 2, 5, 6, (7), 9, 10, 12, i alt 7 (8) dannede ved hjælp af ordet þáttr, ɔ: afsnit; da dette netop findes i det ældste brudstykke, er det sikkert en oprindelig betegnelse, ganske svarende til benævnelsen på en lille saga eller sagaafsnit; der er gennem det taget sigte på loven som en helhed, og det er i så henseende vigtigt, at det netop findes inde i Kristenretten; det hidrører uden tvivl fra dens forfattere selv. Foruden de ganske almindelige benævnelser 11, 13 og 14 (um . . .) er der specielle navne på 3, Vigslóði11), hvortil 4, Baugatal, »Ringopregningen« ɔ: bøders opregning, slutter sig. Endelig er 8 afvigende fra alle de andre, idet man her, mærkværdigt nok, finder den ellers i Norge og Sverrig så almindelige betegnelse for et afsnit i en lovbog, nemlig bölkr, bálkr. Denne afvigelses grund er ganske dunkel, så meget mere, som det tilsvarende afsnit i de norske love ikke hedder så.
Staðarhólsbók består af følgende afsnit:
1, Kristinna laga þ.,
2, Erfðaþ.,
3, Ómagabálkr,
4, Festaþ.,
5, Um fjárleigur, heri også Um hreppaskil,
6, Vígslóði,
7, Landabrigðisþ.
Af disse navne findes 1, 2 og 7 kun inde i teksten, 6 i registret over kapitlerne (Upphaf vígsloða). Der findes nemlig et sådant foran afsnittene 4 — 7, derimod ikke foran 1—3, hvilket kunde tyde på forskellige urskrifter. Af det følgende vil det ses, at de enkelte afsnit indeholder endel uvedkommende stof.
Hvad brudstykkerne angår, indeholder 315 D begyndelsen af Landbrigþarþotr (sål.), 315 C endel af Rannsóknaþ., 315 B forskellige usammenhængende kapitler (nye love) hørende til forskellige afsnit. De to første er de vigtigste.
Allerede denne overfladiske indholdsangivelse viser, at de to hovedhåndskrifter er indbyrdes temmelig afvigende, idet forskellige afsnit i K mangler i S, medens andre er ordnede anderledes, og i det rækkefølgen er noget forskellig; K's afsnit er i S's rækkefølge således: 1, 6, 2 - 4, 7, 5, idet 6 er kommet foran 2 og 7 foran 5; en nærmere undersøgelse af teksten vil i forbindelse hermed hurtig vise, at der ikke er tale om, at det ene skulde være en afskrift af det andet, altså ikke om et direkte afhængighedsforhold. Angående hele denne sag har der været udtalt afvigende meninger, idet K. Maurer meget stærkt har betonet uligheden og det i den grad, at han betragter det som umuligt, at den samme tekst ligger til grund for bægge håndskrifter12), og ham følger v. Amira13). Maurer formulerer sin opfattelse således : »Af alt dette må nødvendigvis sluttes, at de hidhørende håndskrifter ikke simpelt hen er forskellige gengivelser af en og samme retsbog, men at de udgør indbyrdes uafhængige samlerarbejder, der blot har opnået en vis overensstemmelse, fordi de for største delen øste af fælles kilder«. Herimod har V. Finsen gjort gældende, at der trods al ulighed er en meget væsenlig overensstemmelse tilstede. Han udtaler14): »Vi antager imidlertid, at der. . . i virkeligheden er en enhed imellem dem [håndskrifterne] Det har en overvejende betydning, at der i virkeligheden — hvilket straks påtrænger sig læseren — findes en stor del bestemmelser, som er ordret eller omtrent ordret stemmende i håndskrifterne, der således har en fast, fælles kærne . . . Der er ikke tale om samlinger fra forskellige tidsaldere, eller om produkter, hvor afvigende synspunkter eller retsopfattelser gør sig gældende. . . . Vore håndskrifter af Grågåsen bør derfor rettelig betegnes som recensioner af et i hovedsagen ensartet materiale, og der må i det hele og store anses at være en væsenlig enhed mellem de forskellige håndskrifter«. Som man ser, er dette omtrent det modsatte af Maurers mening. I øvrigt har V. Finsen, så vidt bekendt, ikke nøjere bestemt forholdet mellem de to hovedhåndskrifter15). Derom er imidlertid bægge de lærde forfattere enige, at disse er private mænds optegnelser og samlinger, ikke de officielle lovbøger, der foran er omtalte. Det anførte sted af Lögréttuþ. viser netop, at de ikke er det. Af indholdet selv fremgår dette i øvrigt på det klareste.
Hvad nu hele dette spørsmål angår, må jeg atter her ganske slutte mig til V. Finsens opfattelse, idet jeg, efter at have sammenlignet de to håndskrifter ord for ord, dog går et skridt videre end han. Det er ikke nok med, at hele afsnit, kapitel efter kapitel, stemmer, som V. Finsen har udtalt, ordret eller omtrent ordret med hinanden, hvilken lighed Maurer åbenbart har undervurderet, — men ligheden og overensstemmelsen omfatter endogså ord og ordformer af en sådan art og beskaffenhed, at der nødvendigvis må ligge en fælles skreven tekst til grund, med andre ord: bægge håndskrifter er delvis afskrifter af samme grundhåndskrift eller af søsterafskrifter af et sådant. Hele sider kunde fyldes med udtryk og vendinger samt retskrivnings-ejendommeligheder, der beviser dette og ikke eller meget vanskelig kan forklares anderledes. Enhver kan ved sammenligning overbevise sig om rigtigheden heraf; der er her ikke plads til en vidtløftig påvisning. Kun skal gøres opmærksom på, at aksenter tit og ofte findes over den samme vokal på det samme sted (jfr. et så sjældent ord som huáte, ens i bægge); der findes en så sjælden skrivemåde som sec (= sik) på samme sted i K og S (I b 100 = S s. 437), sciptissens (med c, ss, e, K I b 6 = S 110), fremmi (K I a 225 = S 69), gøʀ (K I a 178 = S 348), einigar (K I b 57 = S 188) osv., osv. Dette er blot nogle få eksempler.
Overensstemmelsen i teksten er, som antydet, ikke lige stor overalt eller i alle afsnit, hvilket kommer af den forskellige måde afskriverne har behandlet urteksten på, idet de hver for sig har bearbejdet og udvidet den efter indbyrdes forskellige håndskrifter. Særlig lærerigt er det at sammenligne et afsnit som Arfa- (Erfða-)þáttr, hvor teksten så at sige helt igennem er ordret overensstemmende, dog med nogle afvigelser. For nemheds skyld skal man her holde sig til k. 118—21 i K = k. 56—63 i S. Overensstemmelsen i forbindelse med fælles retskrivnings-ejendommeligheder gør forholdet utvivlsomt. Lad os se lidt nærmere på afvigelserne.
Begyndelsen er i S endel kortere, idet afskriveren ikke har fundet det nødvendigt, stadig at gentage ordene: nú er eigi hann (hon) til, som findes i K. I S er den lille sætning i K s. 224.19-20 (ikke en hel linje) flyttet til noget foran (1. 3 i K) og de små stykker om bæsingr og vargdropi (sst.) er i S omstillede, rimeligvis ved et øjebliks fejltagelse; de begynder bægge ganske ens. Ks ordning synes den mest logiske. Endelig findes der skrivefejl af den sædvanlige art, som at en kort sætning er oversprungen, hvortil ordene ok andaz at scipe K, k. 120 beg. må regnes; de er udfaldne i S. Til gengæld mangler i K sætningen oc — hann S 65.4, ligeledes ordene þeir — kalla S 77.6-7. I K er fremstillingen øverst s. 220.2 noget kortere end i S. — Så er der betydeligere afvigelser. I K 222.13-15 findes en kort sætning, der står i S k. 73, s. 98.8-9. Men det er klart, at den på ingen af stederne, mindst dog i S, rigtig passer i sammenhængen. Der gives kun én forklaring herpå — men den har også en hovedbetydning — nemlig, at bægge afskrivere har optaget den efter et andet håndskr. end grundhåndskriftet og indsat den i deres afskrift; det er da kun naturligt, at de indsatte den hver på sit sted. Dette genfindes nu atter og atter. K 225.2-10 findes to sætninger, der genfindes i S på to forskellige steder s. 99 og 77. Den første handler om en tiggerfødt mands arveberettighed, den anden om en landstrygers retløshed. Æmnet er i bægge nærbeslægtet. Teksten i S (s. 69), der svarer til K (l. c.) er særdeles vel sammenhængende og logisk, så at det af denne grund er sandsynligt, at sætningerne er indsatte i K. I S er den første indsat i et særligt kapitel, der dog ikke passer videre godt til omgivelserne, medens den sidste findes på et ret heldigt sted, (k. 63 handler om tiggerarv), men den omstændighed, at den findes i kapitlets slutning, kunde tyde på, at den var senere tilføjet. Forklaringen bliver den samme som før. — Samme side i K 1.20-3 findes atter en sætning, der genfindes i S k. 72 (s. 96.11-13); den passer slet ikke i Ks sammenhæng; men den passer heller ikke i Ss, der her handler om noget ganske andet end den. Sagen er den, at sætningen — og i øvrigt det foranstående stykke (1.1-11) — er ukritisk indsat her efter et andet håndskrift. Dette er noget, der ofte træffes i S. I K s. 220—21 findes endvidere et stykke, der ikke er skrevet fuldtud — af sådanne findes der overhovedet mange i K, langt færre i S —; det genfindes i S k. 62 slutn. (s. 76 nederst). I K passer det for så vidt som æmnet er beslægtet; ikke desto mindre er det klart, at det er et indskud. I S består hele kapitlet, hvor det står, af usammenhængende stykker, der i K findes spredt. — Slutningen af k. 118 (s. 227.3-7) er udførligere i S (s. 71), men meningen er dog den samme; S synes her noget yngre. Her er et eksempel på, hvad der hentydes til i de fra Lögréttuþ. anførte ord om håndskrifterne. Samme kapitel slutter med et uudskrevet stykke, der står i S (s. 71—72). K. 120 er i slutningen noget afvigende fra S k. 61, men herom nærmere i det følgende. Her findes også et uudskrevet stykke i K, der ikke kan udfyldes efter S, samt et andet, der kan udfyldes. Desuden findes andre sådanne s. 220, 222.11-13, 224.1-2. Lad os nu se på S, for så vidt som der er noget særligt derved, der ikke allerede er omtalt. Her finder vi da i k. 59 (s. 70) et par stykker (1.5-11), hvoraf det første er en tillægsbestemmelse til det foranstående, der svarer til K s. 226.9-11 om tvegifte i Norge. Her kunde man formode, at disse småstykker ved uagtsomhed var oversprungne (på grund af en homöotelevti i originalen). S s. 71.14-25 findes 3 småstykker, hvoraf det første i K skulde have stået s. 227.7, men findes s. 245.5-8 og her i en noget fyldigere form. I S er det en dublet, for det første af, hvad der står højere oppe på samme side (1.6-8), og dernæst findes det atter i k. 71 (s. 95 øverst). Det findes altså i alt 3 steder, hvoraf ét havde været nok. Det andet stykke, der findes i K i slutningen af Arveretten (s. 250), er ligeledes en dublet af hvad der med nogen afændring i fremstillingen findes i k. 71; noget tilsvarende findes også i k. 62. Det 3. stykke — jfr. K 245.22 — , har ligeledes noget tilsvarende to andre steder, der selv kun er gentagelser af hinanden. I k. 61 (s. 74.14 — 75,8) står et par stykker, hvoraf det første genfindes i K k. 249 (b s. 198) inde i et selvstændigt kapitel om østmænds« arv — det sidste findes ikke i K —; atter her beror dette på lån fra et forskelligt håndskrift. I slutn. af k. 61 findes et stykke, der står i K k. 249 (s. 198) og danner en fortsættelse (dog ikke ganske umiddelbart) af den første. Endnu findes der i det her behandlede afsnit i kap. 73 en dublet til det 2. stykke i k. 56; k. 57 beg. findes gentaget i k. 66 slutn.; det lille stykke s. 65—66 i samme kapitel beg. (st. c); stykke a s. 68 ≠ stykke b s. 98 og så videre (se udgaven). Sådanne gentagelser findes yderst sjælden i K.
Blot sammenligningen af disse få kapitler bringer klarhed over forholdet, ti det samme vil genfindes i alle de andre afsnit. Grundteksten er den selvsamme — for det meste ordret stemmende — i bægge håndskrifter. Afvigelserne beror på at bægge håndskrifter er udvidede efter et andet (andre) håndskrift(er), S dog stærkest. S udmærker sig ved idelige gentagelser af det samme, dels ordret, dels i noget forskellig form, således at der fremkommer dubletter (ja tripletter) i et stort antal; skriveren har fra forskellige håndskrifter samlet disse og indsat dem uden at mærke, at han havde skrevet det samme før, eller uden at bryde sig derom; hvor der var afvigelser i ord, har han måske endogså ikke været klar over, om der ikke også var en meningsforskel tilstede16). Man finder med andre ord — særlig i S — den selvsamme ukritiske samling og ophobning af stof, som genfindes i historiske værker fra det 13. årh.; den samme litterære sans eller usans og samme ukritiske fremgangsmåde genfindes. Gennemgående er teksten bedre, mere vel ordnet og på et ældre standpunkt i K; dog kan der i K findes eksempler på at ældre og yngre bestemmelser er optagne, i S findes det hyppig. På den anden side findes der i S, i visse afsnit, stykker og kapitler af en overordenlig gammel karakter og affattede i et meget gammelt sprog, der ligefrem virker afstikkende; det er fordi afskriveren her har nyttet et af de ældste håndskrifter, der kan påvises, og som sikkert ikke var yngre end fra den første halvdel af det 12. årh. Ja, det er ikke utænkeligt, at man i disse stykker og kapitler havde selve Hafliðaskrá. De burde samles og kritisk undersøges; de er forholdsvis meget lette at udskille, fordi sproget er så ejendommeligt, og de mangler i K. I de partier, der er særlig afvigende i K og S, beror afvigelserne på, at bægge håndskrifter med grundteksten forbinder andre afskrifter, eller i undtagelsestilfælde går tilbage til helt forskellige grundhåndskrifter. Der er nemlig ingen grund til at antage, at alle afsnit fandtes samlede i et og samme håndskrift. Når der findes uudskrevne steder i K — og disse findes hyppigere i visse afsnit end andre — kommer det ikke deraf, at afskriveren havde disse stykker i en anden bog, — ti han kan falde på, som før bemærket, at skrive dem fuldt ud senere; forklaringen (jfr. K. Maurer) er den, at hans original på disse steder også var forkortet; det sidste fuldtudskrevne sted beror i så fald på benyttelsen af et forskelligt håndskrift. Fremgangsmåden i K og S er da omtrent den samme; kun går, som bemærket, S langt videre i sin håndskrift-sammenstykning. — Der er her hele tiden blevet talt om K’s og S’s afskrivere. Det er muligt, at det dog ikke er netop disse håndskrifters istandbringere, der har foretaget disse sammenstøbninger, men at K og S kun er direkte afskrifter af ældre. Men dette bevirker ingen ændring i opfattelsen. Den sidste redaktion kan i hvert fald ikke være ældre end fra det 13. årh.’s anden fjærdedel, idet lovændringerne om ægteskabsgrader fra 1217 er optaget i K og Torlaksmesse fra 1237 i S. Men de til grund liggende håndskrifter — og om sådanne er der her ene og alene tale, ikke tillige om optegnelser efter mundtlige meddelelser — stammer alle fra det 12. årh. I disses tekst var det jo let at indsætte enkelte nye love fra det 13. årh.s begyndelse.
De enkelte afsnit, hvert for sig, skal nu gennemgås i al korthed.
Kristenretten findes i mange håndskrifter (Grág. III) foruden i K og S; den er lidt forskellig i disse, men undersøgelsen heraf hører ikke hid, afvigelserne beror for det meste på senere ændringer. Således som Kristenretten foreligger i K — S, må den anses for at være i alt væsenligt identisk med den oprindelige. Hvilken kristen ret, der har gældt på Island før omtr. 1120, får man oplysninger om hos Snorre (Hkr. II, 272), hvor det hedder, »at Islænderne havde rettet deres love og sat kristen ret, således som kong Olaf havde sendt dem bud derom«. Men denne ret var ikke nedskreven. Torlak og Ketils Kristenret findes i K i det hele taget i en ældre og mere oprindelig form end i S. Allerede begyndelsen: »Det er vore loves ophav osv.« er ægtere end S’s: »I vore fædres dage blev den lov sat osv.« Sætningerne er i S undertiden noget forkortede, og her findes yngre bestemmelser (f. ex. k. 5 beg.) og yngre sprog. At retten i hovedsagen er i overensstemmelse med den kanoniske kirkeret, siger sig selv, ikke mindst eftersom ærkebispen havde med den at gøre; der findes da også fremmede, isl. forhold uvedkommende bestanddele, som når der (S s. 43, K s. 34) tales om »røddyr og hjorte«, samt skovbjørne. Trangen til disse bestemmelser kan dog umulig være opstået i selve landet. — Den egenlige Kristenret slutter i K med kap. 17, i S med k. 35. Men i S er teksten udvidet dels med stykker, der ikke ellers findes (f. ex. i k. 2 osv.), dels med dubletter17). Til Krist. føjes i K to kapitler (18 — 19) om ægteskabsgrader (ɔ: loven fra 1217!) og tidsregning, der indeholder ældgamle bestemmelser. Det sidste kapitel slutter med den mærkelige bestemmelse om nye love. I S følger for det første hele tiendeloven, k. 36 — 46, omtrent i samme form som i K (k. 255 — 60). Kap. 47 — 55 indeholder forskellige bestemmelser af kirkeretslig art, der for største delen genfindes i de bagest til K tilføjede kapitler (jfr. udgavens henvisninger) og da som oftest ordret stemmer med disse. Her træffes atter det samme skriftlige grundlag. De to sidste kapp. i S er kun dubletter af et par tidligere steder i tiendeloven. Den sidste del af k. 53 findes kun her; dette stykke er en løst vedføjet vidneformular. I det hele har S en forkærlighed for formularer, af hvilke adskillige indsættes.
Þingskapaþáttr, kun i K. Kun enkelte bestemmelser findes spredt i S (K s. 41. 58. 60). Dette afsnit slutter egenlig med k. 47 (s. 83). Hvad der så følger (k. 48—85) handler (tildels dubletvis jfr. f. ex. 48—50 med 62) om forskellige beslægtede æmner som féransdom og fjörbaugsmænd (k. 49—55), om vårting (56—59; dubl.) om fredløshed i almindelighed (60), leið (61), resten k. 62—85 om forskelligt, deraf endel dubletter og enkelte ting, der egenlig henhører til tingsordningen. I k. 73 henvises til lovsigemanden Ulfhedin (1108 — 16) angående skovgangsmænds hjælp. 78—82 findes i S. 232—44, 83 i 247 og 274.
Vígslóði findes både i K og S; men i K mangler to blade (se udg. s. 185). Det hele hører sammen med undtagelse af det sidste kap. i K (112), der intet har med afsnittet at gøre og som genfindes i S i Festaþ. k. 161. I S findes her både Griðs- og Trygðaformularen; i K står de bagefter Baugatal (se nedenfor). I det hele og store er teksten identisk, og her findes flere fælles retskrivnings-egenheder. I begyndelsen findes dog en del afvigelser, idet enkelte stykker er noget omstillede, men K står gennemgående på et ældre, mere logisk standpunkt. Her findes en ualmindelig mængde steder, der er ufuldstændig skrevne, i K, hvoraf nogle kan udfyldes efter S. I S findes en stor mængde indsatte stykker, der ikke findes andre steder og usædvanlig mange dubletter18). Ingensteds mærkes bedre sammenflikningen af håndskrifter end her, og her er mange formularer indførte. Her findes også de før omtalte særdeles gammeldags stykker i et stort antal. Af dette er det klart, at der ikke kan være tale om, at man i K eller S skulde have Vígslóði i den form, dette afsnit havde i Hafliðaskrá.
Baugatal slutter sig nær til Vígslóði; det findes kun i K (k. 113), men det forudsættes også af S (s. 333). Om dette afsnit har allerede Baldvin Einarsson udtalt, at det måtte høre til Grågåsens allerældste dele, og heri har han uden tvivl ret. v. Amira har deri villet se overensstemmelser med Frostatingsloven19). Det er helt igennem af stor interesse. I sin utrykte retshistorie (s. 1123) har Finsen udtalt, at stykke 200.28 — 201.17 er et indskud i den oprindelige tekst, fordi det ikke skulde være islandske forhold, det tog sigte på. Det må indrømmes, at indholdet mere er norsk, men hvorvidt det er et senere indskud, forekommer dog meget tvivlsomt. Til dette afsnit slutter sig, som før bemærket, i K formularerne for Grið og Tryggðir 20), der i S findes i slutningen af Vigslóði og her i forskellige afændringer, den første i 4, den sidste i 2. Af Griðformularerne er den første og sidste i S ikke islandske, men norske, og det samme gælder om Ks Griðamál, der er ganske identisk med S’s; det samme gælder K’s Tryggðamál. De stammer fra det samme håndskrift. Det er højst usandsynligt, at man nogensinde skulde have brugt de rent norske formularer på Island. Det er atter her lysten til at samle alt, der har været rådende, især for S’s vedkommende. De formentlig islandske formularer findes altså kun her. At der også ellers findes enkelte, men ganske få indskud indeholdende norsk ret, er vist21).
Lögsögumannsþ. og Lögréttuþáttr findes kun i K og indeholder en velordnet fremstilling af lovsigemandens virksomhed og stilling samt lovrettens indretning og virksomhed.
Arfa (Erfða-) þáttr både i K og S er omtalt i det foregående. Det er omtrent ganske ens i begge håndskrifter og beror på et og samme grundhåndskrift.
Ómagabálkr, både i K og S. Herom gælder omtrent det samme som det foregående afsnit. Der ligger en fælles tekst til grund, men både K og S udvider denne efter andre håndskrifter; de afviger derfor her mere end ellers fra hinanden. I S findes de sædvanlige dubletter22).
Festaþáttr, både i K og S. Også her er der en overvejende lighed tilstede i bægge håndskrifter. I K er mange stykker uudskrevne, hvoraf nogle findes senere skrevne fuldt ud; dette beror på en sammenstykning af to håndskrifter (jfr. k. 163 beg. med k. 144 s. 30). Med k. 163 i K og 173 i S er afsnittet endt. Hvad der herefter følger, er det uvedkommende, nemlig i S to kapitler (174 —75) om ulovligt udlån og riden af heste, der genfindes i K (fortsættelsen) k. 164; endelig følger i S et kapitel (176) om betalingstermin, hvilket også har noget tilsvarende i K, men på forskelligt sted. I øvrigt findes disse kapitler senere i S på det til K svarende sted. I K er 164, med overskriften »Om hesteridt«, temmelig vidtløftigt og det hele findes næsten ordret — dog med nogle indskud i S k. 208—16 i afsnittet Um fjárleigur. Men slægtskabet mellem K og S bestyrkes yderligere ved S’s forhold i det hele. Herpå findes i K et lille afsnit om ulovlig brug af skibe, et sidestykke til det om hesten, men hertil findes intet tilsvarende i S. Endelig findes her to kapitler (170—71) om jordgravet gods = S k. 182. Den private samlervirksomhed og tilfældige ordning mærkes godt i sådanne tillæg som disse.
Landbrigðaþáttr, både i K og S. Her findes i S en stor mængde indskud i den fælles tekst, hæntede fra et meget gammelt håndskrift. Men også K forlader fællesteksten mere end ellers, men overensstemmelser af den særlige art som f. ex. i stavemåden viser fællestekstens benyttelse.
Um fjárleigur er omtrent ens i bægge håndskrifter, undtagen for så vidt som et par kapitler er ombyttede i S og nogle indskud gjorte. Bemærkningen om Markus som hjemmelsmand er ens i bægge (K k. 221 fin. = S k. 182, s. 221). Med k. 207 (= K k. 226) er afsnittet i S ude, hvorpå der følger det ovenfor omtalte, i K til Festaþ. føjede lille afsnit om hesteridt (k. 208—16), hvorefter der her gås uden videre over til Hreppaskil, der i K findes efter det følgende afsnit.
Rannsóknaþáttr, K k. 227—33, findes ikke i S., undt. kap. 232—33, om bismer og tærningekast, der er afsnittet uvedkommende tillæg, hvoraf det første genfindes i S k. 262 og 229.
Um hreppaskil, K k. 234—36 = S k. 217—24 (i Um fjárleigur, se ovf.), er omtrent ens i bægge håndskrifter.
Hvad der herefter findes i K indtil Tiendeloven, ɔ: k. 237— 54, er usammenhængende stykker, der åbenbart er tagne efter et andet håndskrift, men som skriveren ikke har ævnet eller villet indsætte i de hovedafsnit, de nærmest kunde høre til. De fleste af dem findes i S indordnede under de forskellige afsnit, således som man af V. Finsens oversigt i Grág. III vil kunne se. I bægge hdskrr. er der omtrent ordret overensstemmelse til stede. Af særlig interesse er k. 237 om ærekrænkende ord og 238 om skjaldskab (jfr. I, 630), 245 — 46 om sølv- og værdiberegning (disse kun i K). Kap. 247 — 48 handler om den norske konges ret i Island og Islændernes ret i Norge (ligeledes kun i K), ifølge en overenskomst med Olaf d. hellige, hører kun uegenlig til en lovbog. De to sidste kapitler (i K) er kun uddrag af, hvad der findes andet steds. - Efter tiendeloven følger i K atter nogle kapitler, 261—68, der genfindes i S i Kristenretten, da indholdet vedrører denne (barnedåb, ligsang, våbenbæring i kirke osv.).
Den sidste del af Um fjárleigur, k. 225 — 62 i S, er endnu ikke omtalt. Der handles her om forskellige ting som repsmøder og repsvæsen, gensidig assurance osv., alenmål og bismer, fardag og visse dermed beslægtede æmner, overdragelse af sager, forlig og lign., samt endel, der vedkommer sagsanlæg. Alt dette er tillæg, der for største delen genfindes spredt i K (kap. 232—47 er = K k. 78—83, tillægene til Þingskapaþ.); endel findes kun i S. Disse tillæg er vistnok hentede fra forskellige håndskrifter og her samlede på en temmelig udvortes måde.
Det ses heraf, hvor nærbeslægtede K og S er i indhold, i samlemåden, i den lidet kritiske behandling af stoffet, i den tilfældige ophobning deraf; men S overgår dog K i så henseende. De oven for påviste og antydede dubletter, der især findes i S, forudsætter originaler i forskellig affattelse, skønt meningen som oftest er den samme. Denne afvigelse kan dels have sin grund i forskellige lovsigemænds forskelligartede måde at foredrage lovene på; aldeles ordret ens behøvede foredraget jo ikke at være; dels kan det også bero på, at disse originalers istandbringere af sig selv forkortede en ældre original for at lette sig skrivearbejdet. Fik nu en senere samler to eller flere håndskrifter af forskellig udførlighed og art, var det en grund for ham til at forene bægge i én bog, ligesom f. ex. Haukr Erlendsson gjorde ved Landnáma. At han så kom til at tage mere med end nødvendigt, blot fordi ordlyden var forskellig, er vel forståeligt fra det 13. århs. bearbejderes standpunkt.
Der findes enkelte gange, som allerede lejlighedsvis bemærket, nogle lovsigemænd anførte som hjemmelsmænd; således Guðmundr Þorgeirsson (1123-34) to gange i K (k. 108 og 143; Vígsl., Ómagab.), Markús 1084—1107 (K k. 221 fin. = S s. 221), Úlfheðinn 1108—16 (K k. 73 bis); det er ikke uden betydning, at det er kun lovsigemænd fra den første del af det 12. årh., der således nævnes. Det er et godt bevis for de til grund liggende originalers ælde.
Hvad de føromtalte brudstykker, som findes trykte som Tillæg i K, angår, skal her kun bemærkes, at det meget gamle brudst. 315 D i indhold er meget nærbeslægtet med S, så at man endogså kunde antage, at det, eller et søsterhåndskrift, var blevet nyttet. 315 C er identisk med K. 315 B er et lille brudstykke af et yngre håndskrift, som V. Finsen kalder »et supplementhåndskrift, indeholdende nye love«23). Det IV. Tillæg er forskellige bestemmelser fra Belgsdalsbók, et yngre skindhdskr.; det er en temmelig uordnet samling, hvis tekst er stemmende med de to hovedhdskrr., og der er kun lidet, der ikke findes i noget af disse.
Uagtet jeg ikke er fagmand, tager jeg ikke i betænkning med V. Finsen at opfatte Grågåsen, som den foreligger i vore håndskrifter, som en lovbog, som en samling af fristatens positive love, for det meste fremstillede således som de lød fra lovbjærget, fra lovsigemandens læber. Samlerens eller samlernes egne betragtninger eller formeninger om hvad der var eller ikke burde være lov og ret mærkes aldrig; samlerne mærkes overhovedet ikke selv undtagen i deres håndskrift-kombinationer og den ydre behandling, d. v. s. ordning af det således samlede stof. Des oftere træder et »jeg« frem, hvilket er lovsigemandens jeg; og det er til at tage og føle på, at samlingens eller indholdets og ordenes baggrund eller virkelighedsland er hint berømte tingsted, særlig klippen på Allemandskløftens østre væg, hvor lovsigemanden havde sit sæde, lovbjærget. Det hele er positive love, intet andet med undtagelse af nogle ganske få stykker, som det ovenfor nævnte om den norske konges ret i Island og Islændernes i Norge 24).
Når nu disse gamle fristatslove skal beskrives, er der særlig to egenskaber, der først og fremmest falder i øjnene for en ikke-jurist. Stoffets sammenligning med andre germanske folks oldtidslove kan vi ikke her gå ind på og derigennem vise, hvor gamle disse love er i ånd og indhold og hvor ægte nordiske de er, d. v. s. udviklede i Norden og uden fremmed påvirkning. Det er blevet udtalt, at de står på et ældre trin end noget andet germansk folks. Hvis så er, har de dobbelt krav på opmærksomhed, dobbelt interesse. Men de to egenskaber, der nævnedes, er righoldighed, udførlighed, i forbindelse med sund praktisk sans, og retfærdighed.
Righoldigheden gælder atter to ting, dels hvad æmnerne angår, dels hvad udførligheden indenfor hvert enkelt afsnit vedrører. Det er vanskeligt at påpege noget, som med hensyn til de gamle historiske forhold og kulturstandpunkt skulde mangle. Foruden lovbestemmelser om ting og processer, hvordan de skulde påbegyndes og tilendebringes, derimellem om domstole og lign., og foruden en Kristenret, er der udførlige afsnit om personret, tingsret, obligationsret, familjeret osv. Allevegne er straffene nøjagtig angivne, enten mulkter, 3 års landflygtighed eller skovgang på livstid. Straffene er i reglen strænge, for des bedre at værne om lov og ret og indbyrdes fred. Lovbogen må siges at være udtømmende. Udførligheden i det enkelte afgiver enhver side vidnesbyrd om. Næppe noget tænkeligt tilfælde, der ifølge forholdenes natur kunde indtræde, er ladet uænset. De enkelte tilfælde forudsættes og opregnes: »hvis det sker..., eller hvis det sker . ., så osv.«25). Det er denne udførlighed, der giver de islandske love et helt andet udseende og en helt anden karakter end de norske har. Det er kasuistikken, der med andre ord er så stærkt fremtrædende. Derimod findes der ingen almindelige synspunkter, almindelige sætninger, hvorunder de enkelte tilfælde kunde bringes; der er ingen almindeliggørelse. Anderledes kunde de ikke i de tider blive. Der er ingen tvivl om, at det er de i livet enkelte forekommende tilfælde, der ligger til grund for og som har givet stødet til de enkelte bestemmelser; deraf al denne mangfoldighed. Men det forekommer dog også rimeligt, at endel heraf beror på lovsigemændenes og andre juristers indtrængende følgerigtige tænkning over æmnet, hvorefter så de har foreslået den og den tilføjelse, hvor de syntes der var huller i loven. Hvordan det nu end forholder sig hermed, ét er sikkert, at lovene er helt igennem prægede, ikke af studerestuens tilræsonnerede resultater, men af det praktiske livs krav og tarv, af en gennemtrængende praktisk og sund sans26). Lovene så at sige strutter af sundhed.
På højde hermed er den retfærdighedssans, der helt igennem har sat sit uudslettelige og næsten gribende præg på disse gamle love. Hvad enten man ser hen til den måde, hvorpå der ved dem er sørget for hver enkelt mands ret og rettigheder i alle forhold, eller til den måde, hvorpå opnåelsen af lov og ret betryggedes hver enkelt, mand eller kvinde, gammel eller ung, rig eller fattig, fri eller ufri, er de lige beundringsværdige. Særlig interessant er det at læse om, hvorledes kvindens stilling er bestemt, hvorledes der er værnet om hende og hendes personlige ret, og hvorledes der overhovedet er taget alle rimelige hensyn. Tiltrods for de strænge straffe er lovene netop i høj grad humane.
Hvor vigtig en kulturhistorisk kilde Grågåsen er, er indlysende. Det er klart, at eftersom den behandler så at sige hele det offenlige liv, som samfundet og dets enkelte medlemmer fra vugge til grav kom til at føre, viser den os i klare træk livet på Island, som det levedes i hine fjærne tider; den viser, hvorledes hele tænkemåden var, ja den giver tillige et indblik i en mængde mere private forhold, som uden den vilde savnes. Her er netop disse loves kasuistik af en fremragende betydning, et hovedfortrin, som man ikke for alt vilde undvære.
Hvad fremstillingen angår, bærer den for det første i høj grad præget af lovsigemandens personlige foredragsmåde, den mundtlige fremsigelse. Ikke alene derved, at han, som før bemærket, ligefrem taler i første person, men også derved, at det er den daglige tale med dens forskellige småuregelmæssigheder, der ofte er af en så henrivende ynde, som allevegne skimter igennem. Gennemgående er fremstillingen klar og simpel, sætningerne korte og koncise, og sætningsforbindelsen naturlig. Men det forekommer på den anden side ikke sjælden, at sætninger ophobes, sættes ind i hinanden; der kommer da, foruden hovedsætningen, flere bisætninger af forskellig art, kausal, modal, hypotetisk osv., så at man under læsningen må anspænde sin opmærksomhed for at kunne forstå sammenhængen. Alt dette sker for nøjagtigheds, for den nærmere præciserings skyld. I det mundtlige foredrag er den rigtige forståelse sikkert bleven i høj grad lettet ved lovsigemandens klare foredrag. Hvad de enkelte afsnit angår, er stilen lidt forskellig, idet den i nogle tilfælde kan være mere gammeldags end ellers, jfr. hvad der før er bemærket om de indskudte stykker i S. I det hele står K på et ældre trin i så henseende end S. der indsætter yngre ord og ordformer. Forlydsrimet, der forekommer så hyppig i andre nordiske love, er, mærkeligt nok, her af forsvindende betydning; men der findes ofte en vis samklang og en vis rytmisk bevægelse i vendinger og sætninger.
Noter:
1) Jfr. Dipl. Isl. I, 70 - 162, hvor den findes aftrykt efter de vigtigste hdskrr.
2) Jfr. G. Storm: Arkiv II, 175.
3) Skrá, egl. et stykke skind, har man i den første skrivetid på Island brugt om skindblade og skindbøger.
4) Kgsjá 9 anm., NgL. I, 448.
5) Jfr. Hungrvaka k. 1.
6) Grág. I a, 36, II, 45—46.
7) Jfr. listen i Grágás III, 572—75.
8) Grág. I a, s. 213, oversættelsen 212—13 (der her er nyttet).
9) Staðarholsbók s. 101.
10) Jfr. V. Finsen: Forerindring til Staðarhólsb. XXVI— IX, K. Maurer: Graagaas.
11) Om ordets betydning: »Drabsfølger« se K. Maurer i Arkiv f. nord. fil. V, 98—108.
12) Graagaas s. 64, særlig 90—92, De nordgerm. retskilder s. 80—81.
13) Se f. ex. Grundr. der germ. phil. II, 2 s. 101.
14) Forerindring til Stað. s. XXVII— VIII.
15) Jfr. dog Grág. III, s. XX—XXI og XXX—XXXII.
16) I enkelte tilfælde kan disse dubletter forklares af, at de kunde passende (og burde) stå i to forskellige afsnit.
17) I k. 5 findes det samme to gange; stykke a s. 5 findes forkortet i st. c; k. 7 begynder med en bestemmelse der står i strid med beg. af k. 8; resten af kap. findes ikke andre steder undt. slutn. I k. 14 (s. 19 med.) findes et langt stykke, der ellers ikke forekommer, men det beg. dog ganske som k. 10; k. 20—23 er indskud; 21 er kun et udtog af k. 25, osv.
18) F. ex. k. 274 slutn. k. 316—21 (for største delen), 323 sl., 325, 343—44 (for største delen) osv. — for ikke at tale om at búakvöð findes to gange, — indholdsreg. XXIII og XXVIII.
19) Germania N. R. XX.
20) Jfr. Grettiss. og Heiðarv.s.; Isl.s II, (1847).
21) Se herom V. Finsen Aarbøger 1873, s. 114 anm.
22) F. ex. sammenligne man blot beg. af k. 90 (= K) med stykke c på foranstående side osv.
23) Grágás III, 526.
24) Om hele dette spørsmål se i øvrigt V. Finsen Aarbøger 1873 s. 211—33.
25) Som et på må og få valgt eksempel kan følgende tjæne: »Dersom en gode vil rejse bort af landet, skal han på vårtinget forkynde, hvem der skal forestå hans godebestilling. Dersom han rejser ud af fjærdingen i den næste måned efter påske, skal han forinden på et repsmøde kundgøre, hvem der imidlertid skal forestå hans godebestilling. Dersom der er 2, der ejer en godebestilling i fællesskab, skal den samme beklæde godeværdigheden 3 ting over, vårting, alting og høstmøde; de skal skifte om på høstmødet, efter at det er sluttet; da anses et høstmøde sluttet, når forkyndelserne er forbi« osv. Tingsordn. k. 84.
26) A. Heusler har i Das strafrecht s. 224 ment at måtte hævde en anden opfattelse.
