FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Laxdælasaga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1898
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
2. Bredefjord- og Isefjordgruppen.
Laxdælasaga
Af denne saga haves to hovedhåndskrifter, AM 132 fol. og Vatshyrna i en afskrift af Asgeir Jónsson, Ísl. Bokm. fjel. 225,4°. Dernæst er der forskellige mindre brudstykker i AM 162 fol, hvoraf to er vigtige; heraf er det ene skrevet i den sidste fjærdedel af det 13. årh., det andet snarere før end efter 1250 (her blandes ikke æ og œ sammen). Udgave ved Kr. Kålund 1889—91.
Sagaens indhold drejer sig om en hovedslægt og fornemlig enkelte til denne slægt hørende hovedpersoner, Laxdølerne i Dalesyssel. Der begyndes med en redegørelse for slægtens ældste historie, med høvdingen Ketill fladnæb og hans børn, samt deres udvandring til Island. Ketill selv drager vester på, hvor hans datter, Unnr (Auðr) gifter sig med Olaf d. hvide; deres søn var Torstein d. hvide, der fældes af Skotterne. Unnr fører sine børnebørn dels til Færøerne, dels til Island, hvor de nedsætter sig omkring Bredefjorden, hvor Björn d. austrøne, Ketils søn, også havde bosat sig (jfr. Eyrbyggjas.) Af Unns ældre efterkommere bliver Høskuld den mest fremragende (kap. 1-7; c. 892-913). Herefter indføres forskellige, for sagaen vigtige personer (k. 7-11). I dette afsnit (k. 9) omtales også Høskulds rejse til Norge, hvor han købte trælkvinden Melkorka, der bagefter viste sig at være en irsk kongedatter; med hende får han sønnen Olaf, der fik tilnavnet på(fugl) hvis fødsel berettes i k. 13. Herpå begynder nu den egenlige historie, og der fortælles om Olafs ungdom og opvækst i forbindelse med et par episoder om Víga-Hrappr, hans død og gengangeri, og om en strid mellem brødrene Høskuld og Hrut; Olaf optræder i den første af disse (til og med k. 19). Nu følger et afsnit om Olaf, særlig hans prægtige udenlandsrejse, hans tilbagekomst og giftermål med Egill Skallagrimssons storladne datter, Torgerd. Her fortælles tillige om Høskulds død og gravøllet efter ham; dermed er hans saga afsluttet (til kap. 27). Nu er det Olafs egenlige saga, der begynder; der fortælles om hans børn, først og fremmest Kjartan, der fra nu af er sagaens særlige yndling. Nu er det også på tide at nævne de personer, han skulde komme i en nærmere, ja skæbnesvanger berøring med, nemlig den gamle Osvífr og hans datter Gudrun, der fra nu af hører til sagaens hovedpersoner. Olaf foretager atter en udenlandsrejse, der skulde blive så skæbnesvanger for to af hans børn, navnlig derved, at sværdet Fótbitr, hvormed Kjartan dræbes, kommer i familjens besiddelse (til k. 32). Sagaen udvikler sig nu jævnt og efterhånden. Gudruns forskellige giftermål og endelig forholdet mellem hende og Kjartan skildres. De elsker hinanden, men der kommer ikke nogen egenlig trolovelse i stand imellem dem. Kjartan rejser til Norge, hvor han slutter sig nøje til kong Olaf Tryggvason og sammen med andre landsmænd lader sig døbe. En af hans ledsagere er hans fætter og fosterbroder Bolle (til kap. 41; heri indskydes et afsnit om Hrúts død, samt om en sejdkyndig familjes uvæsen og undergang; ligeledes indføres her Ásgeirr æðikollr, Kjartans senere svigerfader). Imidlertid rejser Bolle hjem, frier til Gudrun, der ikke er bunden; ved falske forestillinger og hendes faders bestemte optræden kommer giftermålet i stand. Hermed er den store tragedie for alvor indledet; efter Kjartans snart påfølgende hjemkomst kommer der fart i dens udvikling. Der fortælles omhyggelig, hvorledes det oprindelige venskab mellem de to familjer efterhånden går over til kulde og bittert fjendskab på grund af gentagne gensidige fornærmelser - hvoraf nogle af temlig frastødende art, det berømte hovedlins (motrens) forsvinden på Gudruns foranstaltning, Kjartans lidet tiltalende behandling af folkene på Laugar, da han i 3 dage belejrede gården, så at ingen slap ud (dreitti þau inni þrjár nætr) osv. Endelig falder Kjartan for sin fostbroders sværd (1003), netop det sværd, som denne havde modtaget af Kjartans søster som gave (til kap. 49). Efter at sagsanlæget er foregået og sagen afsluttet og efter Olaf pås død (kap. 50-1) kunde sagaen have været ude, hvis ikke Kjartans hævngærrige moder, der altfor meget slægtede sin fader på m. h. t. den stærke slægtfølelse og hensynsløse hævnlyst, endnu havde været i live. Bolle havde hun elsket lige som sine egne børn; så meget dybere blev hun såret ved at det netop skulde blive ham, der berøvede hende den søn, hun elskede højest. Ved sin højst karakteristiske måde at ægge sine »sløve« sønner (ridtet til Sælingsdal) helmede hun ikke før de tog blodhævn for Kjartan. De overfaldt Bolle i hans sæter og dræbte ham (kap. 52-5; 1007). Året efter fødes Bolle, Bolles postume søn med Gudrun. Fra nu af er han sagaens erklærede helt, og om ham grupperer sig alle følgende begivenheder, blandt hvilke faderhævnen er vigtigst. Denne skal være foregået, da han var 12 år gammel, altså 1019. Hævnplanen fører umiddelbart til Gudruns fjærde og sidste giftermål med den rige høvding, Torkel Eyjolfsson. I dette afsnit optræder Snorre gode som Gudruns faderlige ven og rådgiver, hendes og begivenhedernes legemliggjorte forsyn, med hvem hun bytter gård. Til slutning kommer så, efter at hævnen er taget, tildels ved høvdingen Torgils Höllusons hjælp, der selv behandles mindre smukt af Gudrun og Snorre, den endelige fred og forlig mellem Bollesønnerne og Olafssønnerne (til kap. 71). Hermed er sagaen egenlig ude. Ikke destomindre fortælles der endnu om Bolles og hans broders udenlandsrejse. Torkels rejser og drukning (1026), samt Gudruns død (k. 72-8). Hendes og Torkels søns, Gelles, skæbne (pilgrimsrejse og død 1073) meddeles i slutningen af k. 78.
Når vi tager sagaen i betragtning, således som den foreligger og for sig selv, undgår det ikke opmærksomheden, at den er særdeles dygtig, ja med visse forbehold endogså mesterlig sammensat. Den kan sidestilles endogså med Egilss. og Gunnlaugss. og som hele endog stilles over Eyrbyggjas. De enkelte begivenheder forberedes og motiveres fortræffelig; der er sågodt som slet ingen skarpt afgrænsede afsnit. Personerne optræder efterhånden som der bliver brug for dem, og de griber ind på rette vis i begivenhedernes udvikling; der består fra først til sidst et uafbrudt hele, en kæde, hvor de enkelte led hænger nøje sammen. Ingen del af sagaen kan siges ved sin udførlighed at trykke den anden. Ganske vist er sagaens sidste del udførligst, men således er alle slægtsagaer overhovedet, der består af flere slægtleds historie, uden at man derfor kan tale om noget misforhold. Sagaens fortrinlige komposition har A. U. Bååth udførlig påvist1), skønt han på enkelte punkter vistnok er gået noget for vidt m. h. t. antagelsen af bevidste kunstgreb fra forfatterens side; således når han f. ex. i forskellige udtryk søger at finde en uvenlig stemning fra Bolles side mod Kjartan eller omslag i hans venskab, der fører til det ulægelige brud, der betegnes ved Bolles og Gudruns giftermål. Ganske vist har Bååth ret i, at Bolles hyppige sammenkomster med Laugarfolkene, da han som Kjartans ledsager fulgte ham, har nedlagt spiren til hans kærlighed til Gudrun; den herved opståede følelse er efterhånden tiltaget i styrke. Da Bolle så fik lejlighed til at rejse hjem for Kjartan, og da han på den anden side vidste, at Gudrun i virkeligheden ikke var bunden til Kjartan ved noget som helst løfte, da han tillige kan tænkes at have slægtet sin fader på m. h. t. hensynsløshed og egenkærlighed (således optræder denne) - er alt dette psykologisk tilstrækkeligt til, at han vover skridtet, og nogen anden forklaring behøves der ikke. Men sagaen udvikler ikke direkte, hvilke tanker Bolle har været besjælet af, før han rejste udenlands; han har ikke røbet dem, og det gør sagaen heller ikke. Jeg tror ikke, at man har lov til at kalde dette en fejl. Det er en magt, som forf. ofte synes at tænke som det heles usynlige, bagved stående leder-skæbnen; den lunefulde skæbnegudinde, der lader de enkelte begivenheder i øjeblikket tage sig ud som tilfældigheder, medens de bagefter ses eller anes som velberegnede, er den magt, der råder for Laxdælas personer og begivenheder, og som delvis åbenbarer sig i varsler og drømme for tilsidst ligesom at legemliggøres i selve Snorre gode. Dette strider ikke imod den omtalte dygtige komposition. Hvad var det andet end et tilfælde, at Turid Olafsdatter fik øje på sværdet Fótbitr for at Geirmundr i sin første vrede ikke skulde have et våben lige ved hånden for dermed at dræbe hans og hendes lille datter? Hvem kunde ane, at dette sværd skulde bringe så megen ulykke? Turid undgik Skylla, men faldt med det samme i Karybdis. Ligeså tilfældigt synes det at være, når hun bagefter giver Bolle sværdet. Først ved Kjartans drab går det virkelig op for os, hvilken rolle det er bestemt til at spille.
Alligevel er der en del at udsætte på sagaens komposition. Der indføres enkelte gange personer uden videre, som om de var nævnte for2). Andre ujævnheder består f. ex. i at Torleiks gård, Kambanes, omtales s. 58, men s. 89 tales om opførelsen af en gård af samme navn3). Kap. 25 begynder: »Nu er at fortælle om Høskulds sønner« - hvorpå disse nærmere karakteriseres; efter dette skulde man tro, at de ikke eller knap var før omtalte, men i k. 20 er de dog allerede og det ret udførlig omtalte. Gestr Oddleifsson kaldes (s. 109) uden videre Gudruns frænde; hvorledes slægtskabet har været, er ikke fortalt. Til disse ujævnheder hører også, at der i de første kapp. nævnes nogle personer og slægter, der ingen rolle spiller senere i sagaen; denslags findes af og til også i andre sagaer og behøver ikke i alle tilfælde at være tilføjelser. Endel beror dog på interpolation, hvorom mere i det følgende. Af en vis betydning er det, når det (s. 23) hedder, at Þorsteinn Surtsson »var Vigdis' broder og bode dengang på Torsnes, som det før er skrevet«; denne henvisning er urigtig. Ganske vist er Þorsteinn nævnet før, men hverken som broder til Vigdis eller som boende på Torsnes. Her kunde der foreligge en afskrivers fejlagtige tillæg (beroende på fejlhuskning)4).
Anderledes stærke anker lader sig rejse mod sagaens tidsregning, hvilket punkt også berører kompositionen, i det mindste hvad Laxdæla angår. Tidsregningen er da kort sagt, som forlængst erkendt, yderst slet, så at sagaen i så henseende vistnok overgår alle andre. At forene dens tidsangivelser med andre sagaers og almindelig kronologi, er umuligt. Den nærmere undersøgelse heraf vil føre til påvisningen af de største urimeligheder. Herom kan der i det hele henvises til Kålunds kritiske udgave, indledningen. Som ex. kan her anføres, at Hruts hirdmandsstilling hos Harald gråfeld i kap. 19 sættes altfor sent (i virkeligheden under Hakon d. gode). Forholdet mellem Høskuld og kong Hakon (k. 9) kan heller ikke være rigtigt, selv om sætningen (s. 19,15—17): »han var stadig den ene vinter hos kong Hakon, den anden på sin gård« skulde være en interpolation, hvad den uden tvivl er. Heller ikke kan Harald gråfeld have været konge i Norge, da Olaf gjorde sin første udenlandsrejse. Hvad der fortælles herom og om Gunnhild kongemoder i forbindelse dermed, må »anses for udsmykning«. Det er ligeledes urigtigt, når Kjartans udenlandske ophold udstrækkes til Olafs hele regeringstid, i steden for at det vistnok varede 2 år (999-1001). Værst af alt er dog tidsregningen og den historiske fremstilling i den del af sagaen, der handler om Bolle Bollason. Efter sagaen skulde f. ex. Torkel Eyjolfsson være rejst udenlands så sent som i 1032—3, medens han i virkeligheden var druknet 1026, Snorre gode dør 1039 for 1031. for ikke at tale om den umulighed, at Bolle overhovedet kan have haft noget som helst med faderhævnen at gøre; han er født 1007-8. Tolv år gammel skulde han have foretaget hævnen, altså 1019—20; først herefter skulde så Gudrun være bleven gift med Torkel - hvilket af andre grunde ikke kan være sket senere end 10125) - og dog skal deres søn Geller, der ifølge sagaen ikke kan være født før 1021, være rejst udenlands med sin fader. At der her er en håbløs forvirring tilstede, er klart; forf. har sat sig ud over al rimelig tidsregning, og dog har han kendt og benyttet Ares Ísl. bók. Han angiver også rigtig Snorres død i forhold til kong Olaf d. helliges fald, og han kender Snorres alder. Ikke desto mindre lader han Bolle komme hjem før Snorres død, men 4 år efter Torkels drukning; de 4 års mellemrum mellem Torkel og Snorre er nu rigtige nok, og der skinner den rigtige tradition igennem, men ifølge sagaen er jo Torkel druknet længe efter år 1030. Forf. har åbenbart ingen sans for tidsregning og måske ikke haft ævne til at benytte de ud mærkede holdepunkter, han netop her havde; havde forf. haft begreb om tidsregning, havde der ikke været tale om at tildele Bolle den rolle, han her hele tiden spiller.
Hvad der her er påvist, vidner ikke til fordel for Laxdælas historiske troværdighed, eftersom det må antages, at hele dens fremstilling af Bolles hævn beror på fri digtning osv. Går vi nærmere ind på undersøgelsen af dens troværdighed, vil vi finde meget at udsætte på sagaen, dels afgjorte urigtigheder, dels misligheder og urimeligheder. Allerede begyndelsen er betegnende. Ketill flatnefs slægt og forhold omtales, men på en enestående, fra alle andre kilder afvigende måde. Efter disse bliver Ketill af Harald hårfagre sendt til Vesterhavsøerne for at styre disse (Eyrb., Fms., Ldn.), medens Laxd. lader Ketill flygte bort fra Norge på grund af Haralds voldsherredømme. Han og hans søn Björn [der efter de andre kilder er fraværende] holder taler (kap. 2), der åbenbart er mindre gode fabrikater; når det endelig (i k. 3) hedder, at Ketill giftede sin datter med Helge magre før afrejsen fra Norge, står dette i strid med den simple kendsgærning, at Helge aldrig har sat sin fod i Norge. Så godt som hele indledningen (k. 1—3) er således uforenelig med andre pålidelige kilder og kan ikke bero på gammel tradition; den er fri digtning, hvis historiske kærne er ganske ringe6). Dette er meget påfaldende, navnlig når vi ser hen til en saga som Eyrbyggja. Man føler sig fristet til overfor denne indledning at gøre en betragtning gældende, der går ud på, at det hele er et yngre fabrikat i steden for den ældre ægte begyndelse, der måtte være gået tabt. I en anden saga kan vi konstatere noget lignende, nemlig ved Gislasaga (se herom nedenfor), så uden analogi vilde denne antagelse ikke være. Forskellen vilde kun være, at medens Laxdælas ægte begyndelse helt er tabt, haves Gislasagas ægte begyndelse i et, dens uægte i et andet hdskr. Men sagaens øvrige mangler gør denne formodning noget svagere.
Hvad forholdet til Ldn. angår, viser det sig som utvivlsomt, at dette skrift ikke er benyttet af forf. Der findes så mange uoverensstemmelser, at der ikke kan være tale om benyttelse7). På den anden side findes enkelte gange ordrette overensstemmelser med Ldn.8). Disse kan kun forklares som beroende på en fælles kilde for sagaen og Ldn., og der er næppe tvivl om, at denne tildels er Are frodes ældre Ísl. bók eller mulig Brandr prior og hans Breiðfirðingakyn. Are anføres af forf. selv (s. 7) om Torstein røde. I de første kapitler findes slægtregistre anførte, som strængt taget ikke vedkommer Laxd. som sådan; disse registre har den karakteristiske slutningsformel: »derfra stammer N. N. slægt« (el. lign.)9). Dette er såmeget mere påfaldende, som forf. ellers ikke viser sig som nogen særlig ynder af genealogier. Sagen er, at de må være udskrevne af et ældre skrift, og da, som sagt, snarest af Ares bog, i hvert fald tildels. Heraf forklares også overensstemmelser mellem Are og Laxd. angående den såkaldte »indebrænding af Blundketill».
Desuden anføres »Njardvikingernes saga« (s. 252) i anledning af Gunnar Þidrandabane, og der henvises til Arnors drape om Geller (I, 625), samt til »mange sagaer« (s. 288), som Geller skal have spillet en rolle i; denne henvisning siger dog ikke ret meget. Den Njardvikinge-saga, der her menes, skal efter den almindelige antagelse være þáttr af G. Þiðrandabana, men dette kan næppe være tilfældet. Fortællingen i Laxd. er længere, og der er i det mindste en enkelt betydelig afvigelse; snarere kunde beretningen i Gunnarsþ. se ud som udtog af sagaen. I slutningen af kap. 67 henvises der endelig til en saga om Þorgils Hölluson, der må være benyttet af forf. En sådan saga kendes ikke nu.
Foruden disse mere eller mindre bestemte skriftlige kilder er der endelig den gamle tradition10), hvorfra hovedmassen af stoffet må være hæntet, forudsat at intet af forf. selv er tildigtet. Afsnittet om Kjartan og Islændingerne i Nidaros findes flere andre steder, således f. ex. i Oddr munks Olafssaga; men Laxd.s beretning kan ikke være taget derfra, trods nogle verbale overensstemmelser, særlig med AM 310, men det er snarere denne, der har benyttet Laxd.11). Denne beretning beror snarest på den mundtlige overlevering. Beskrivelsen af forholdet mellem Hrutr og Gunnhild (k. 19) er uafhængig af den i Njála (k. 4—6). skønt den er omtrent ens i bægge.
Denne tradition er nu noget bleven belyst i det foregående. Vi har set fejl i forskellige retninger, og dog kan næppe noget siges eller antages at være uhistorisk i hovedtrækkene af Høskulds-Olafs-Kjartans12) saga, bortset fra, at de to første sættes urigtig i forbindelse med norske konger. Mærkelig rigtig og passende er derimod den angivelse (s. 267), at kong Olaf var i Sarpsborg, da Torkel og Bolle besøgte ham (1027). I modsætning til de nævnte dele af sagaen, der må bero på den gamle tradition, står den sidste del deraf, hvis hovedperson er Bolle Bollason, fra og med kap. 59. Hvad der her fortælles om, at Helge Harðbeinsson dræbtes, at Torkel blev gift med Gudrun, samt hvad der fortælles i 55-8 er væsenlig historisk, men alt hvad der fortælles om Bolle må udskydes som tildigtning. Det vilde her være fristende, at antage en yngre overarbejdeise eller indskud. Netop i dette stykke findes forskellige slemme anakronismer og andre mistænkelige ting og omstændigheder. Temlig let vilde det være at udskyde følgende stykker som formentlig yngre indskud: slutn. af k. 58 (mgl. i hdskr. C), s. 218,21-19,5 (Fylgði -heraðit), 222,9-23,9 (Fámhanda13))] i de her nævnte stykker findes den mistænkelige »løggård«, og hele scenen med Bolles blodige klæder, der ganske sikkert er en senere - og temlig ubehændig - digtning (mulig efter Hildigunnepisoden i Njála). På dette grundlag er der så enkelte sætninger i det følgende udvidede eller noget ændrede. Kap. 63 med de urimelige personskildringer hører måske også til disse formodede indskud. Hvad der derimod fortælles om Bolle i de sidste kapitler, kan i hovedtrækkene være sandt med undtagelse af den urigtige bemærkning, at han skulde have været den første Nordmand, der tog tjæneste hos kejseren i Miklagård. Der har Bolle vistnok aldrig været.
Hvis det skulde forholde sig således, som det her er antydet, stammer disse udvidelser vistnok fra den sidste halvdel af det 13. årh. De er da at sidestille med en mængde andre legendeagtige indskud f. ex. i de norske kongers sagaer, som vi kender så godt. Noget påfaldende i, at Laxdæla skulde være undergået samme skæbne, er der ikke. Men vi savner midler til i samme grad at bevise det for Laxd. som for hines vedkommende. Er dette ikke tilfældet, indtager Laxdæla en særstilling indenfor de isl. slægtsagaer ved sin tildels uhistoriske karakter, en særstilling, man har ondt ved at fatte, da sagaen oprindelig må stamme fra sagaskrivningens gode periode og ellers ikke kan sættes i rang med de uhistoriske yngre sagaer.
At forf. er en gejstlig mand, fremgår med en sådan tydelighed af spredte bemærkninger og antydninger, at derom er ingen tvivl mulige14). Disse er ofte af en sådan art, at de ikke alene angår historiske kendsgærninger, men man mærker forf.s særlige interesse15). Han er overtroisk (jfr. 245—6, 247, 282), men fremfor alt tror han på en skjult, styrende skæbne. Han har fremdeles interesse for gamle sædvaner og forhold, navnlig love og retsbestemmelser, særlig angående ægteskab og arveret16). Hvad der i så henseende bemærkes, synes at være rigtigt og tildels indeholde ældre ret end den, der nu kendes fra Grágás. Forf. har endvidere kendskab til gamle digte (Húsdrápa, Arnors arvekvad). Hans geografiske kundskaber er meget nøjagtige. Hans beskrivelse f. ex. af sæterhytten og hvad dertil hører, hvor Bolle blev dræbt, er vidunderlig nøjagtig. Hans kendskab strækker sig videre end til Dalesyslet, sagaens egenlige skueplads. Han er lige så godt kendt i Borgarfjorden. Der er ingen tvivl om, at forf. har været en mand fra sagaens hovedegn. Mulig har han levet (en tidlang) på Helgafell på grund af den interesse, hvormed han omfatter denne gård17) (se ovf.).
Hvad affattelsestiden angår, er den nævnte hentydning til Helgafell af afgørende betydning. Sagaen er ikke ældre end 1184. På den anden side er den utvivlsomt ældre end c. 124018). Under alle omstændigheder må den sættes til tiden ved 1200 eller i hvert fald ikke længe derefter19). Deraf, at Torvald Snorrason, død 1228, nævnes som den sidste i et slægtregister (105,7—8), kan intet sluttes, ti dette er afgjort en yngre tilføjelse, det viser ordene: »derfra stammer Vatsfirdingernes slægt«; disse ord har oprindelig stået efter bemærkningen om Torbjörg, gift med Asgeir i Vatsfjord (»fra dem stammer osv.«); det mellemliggende er altså indskud. S. 286-7 nævnes enkelte mænd, der levede ind i det 13. årh.20). Er alt dette ægte og oprindeligt, kunde man antage, at sagaen er skreven c. 1230-40, men denslags bemærkninger er netop noget af det upålideligste i en saga. Mærkeligt og mere betydningsfuldt kunde det synes at være, når slægten s. 105 kun føres ned til Tord Gilsson og ikke engang til hans søn, Sturla i Hvamm. Skulde Laxd. være forfattet c. 1220—30, tilhører den de få sagaer, der er skrevne efter biskop Brands død (1201)21); jfr. Sturlunga-oplysningen (269-71).
Forf. er som historiker lidet kritisk; til gengæld står han meget højere som fremstiller og fortæller, navnlig da som karaktertegner. Heri ligger hans og sagaens største fortrin. Uagtet fremstillingen ikke er helt fejlfri, er den i det hele og store udadlelig. Den logiske sammenhæng er allevegne ganske tydelig og motiveringerne fuldstændige; særlig mærkes de forberedende drømme og varsler som f. ex. Gudruns. Den dialogiske form er stærkt udpræget, uden derfor at være benyttet i en unaturlig grad, det skulde da være i den første, også i andre henseender noget afstikkende del. Således er Unns »tale til sine mænd« (11,3) temlig uvæntet. Som eksempel på en udmærket stilistisk fremstilling kan anføres s. 38 øverst, hvor Vigdis siger til sin mand Tord godde: »Ikke skal J. tage penge (mulkt) af dig for én nats hjælp (mod Torolf)- ti han skal være her hele vinteren«. Den sidste begrundende sætning virker ganske fortrinlig, og vi kan se for os den forbløffede mand, den gærrige og lidet mandige Tord. Det er i det hele så, at vi ikke kan undgå at lægge mærke til en vis retorik, en vis retorisk parallelisme og stigning i udtrykkene, der kunde tyde på en forf., der havde studeret sig ind i den latinske grammatiks schemata lexeos. Men dette er for de isl. slægtsagaers vedkommende enestående. Glimrende er fremstillingen i kap. 63 (Torgerds ridt med hendes sønner til Tunga) osv. Enkelte gange mærkes det, at det er forf., der taler, og ikke den, i hvis mund ordene lægges (f. ex. s. 277, Halldors spådom, jfr. 279 ligeledes).
Karakterskildringen i Laxd. er det, som er dens største pryd og ved hvilken den altid vil indtage en fremragende plads blandt de isl. slægtsagaer. Der er for det første kvindekarakterer som den storsindede Unnr, den højmodige Vigdis, der er et modstykke til sin mand, den lidet smukke, men trofaste og hævngærrige Auðr, den fine og tilbageholdne Hrefna, der sørger sig tildøde. Men fremfor alle er det dog Gudrun, der rager op over alle andre. Denne, en af sagaernes storladneste kvinder, er fra først af den kloge, rolige, beregnende kvinde, hvis ævne til at beherske sig er vidunderlig, tiltrods for at hendes følelser er så stærke som, ja stærkere end nogen andens. Hendes rolige tale til Tord Ingunnsson, i hvilken hun indtrængende opfordrer ham til at skilles fra sin hustru antyder kun hendes varme følelse for ham; - »den tilbageholdnes sag må vænte til om aftnen«; i denne sætning udtrykkes alt, hendes handlekraft, energiske beslutsomhed og hendes indre utålmodighed. Men hun er tillige stolt. Da Kjartan nægter at tage hende med til Norge, afslår hun, tiltrods for sin brændende kærlighed til ham, tilsyneladende koldt, at blive hans fæstemø. Kun modstræbende og på grund af tvetydige rygter om Kjartans færd i Norge gifter hun sig med Bolle - hvad hun sikkert mange gange, uden dog at åbenbare det for nogen, har fortrudt. Man har sammenlignet Gudrun med hendes navne i Eddadigtene. Men det er ikke træffende. Det er Brynhild, hun må sammenstilles med. Det er Brynhilds ophøjede, kolde stolthed, der genfindes hos Gudrun; ligesom Brynhild (I, 91) begik Gudrun én handling, som psykologisk set er let forklarlig, men ikke desto mindre er uædel (motrtyveriet). Hendes had - hvis dette ord kan bruges - til »ham, som hun elskede højest«, fik sit udslag i handling, særlig efter at Kjartan havde behandlet hende og hendes familie på en så lav, forsmædelig måde; da var hun krænket på det dybeste, da måtte hævnen komme. Ligesom Brynhild lod Gudrun nu ham dræbe, som hun elskede mest. Men der er en forskel på Brynhild og Gudrun. Efter at have begået sin fejl og følgerne deraf er trufne ind, må Brynhild dø, men Gudrun Osvifrsdatter lever fremdeles og bliver gammel. Dette beror naturligvis på den, om man så må sige, sagn-sociale forskel på de to kvinder, og den sfære, de tilhørte; den ene hørte jo til den heroiske, ideale sagnverdens fatamorganaland, den anden til Ishavsøens bondebefolkede, historiske jordbund. At Gudrun ender som en slags gudhengiven eneboerske er kun, hvad man væntede.
Mændene i sagaen er i det hele også godt og konsekvent skildrede. Det synes mig ikke ganske berettiget, når det siges, at forf. mere forsikrer os om deres karakter end fører den frem for os. Mænd som Høskuldr, Hrutr, Þorleikr, Þórðr godde (»den lille gode«) er hver på sin måde lyslevende personer netop ved deres optræden og handlinger. Bolle er måske mindst vellykket og Olaf pås karakter noget almindelig, Þorkell Eyjolfsson, der i pragt vil kappes med Olaf d. hellige selv, og Þorgils Hölluson er udprægede karakterer. Kjartan er tegnet med al ønskelig klarhed. Han beskrives (s. 95) temlig udførlig, men ikke alt, hvad der her står, er oprindeligt. Når der her læses, at han var »meget nedladende«, kan dette måske til en vis grad forstås; men Kjartans tale tyder i øvrigt på en grænseløs, ja lidet sympatetisk selvtillid og hovmod. Hans svar til kong Olaf er betegnende: »det hed sig, at da jeg var på Island, stod andre af mine idrætter i forhold til denne (svømningen), men nu (da han var bukket under for kongen) er den af liden betydning«. Og således taler Kjartan oftere. Denne egenskab er forf. også klar over, ti han lader Olaf sige: »du er en dygtig mand, men du ved det også«. Alligevel kan Kjartan godt have været selskabelig glad og omgængelig. Kjartan kan ikke sammenlignes med en Sigurd. Han begår en lavhed af en næsten uforståelig art, og det vel at mærke uden at være dreven netop til den handlemåde - »da han tvang Gudrun og hendes familje til at forrette deres nødtørft inde i gården i 3 dage« - ja, således er det af sagaskriveren opfattet og udtrykt, for at give denne behandling et endnu mere sårende navn. Selv om forf. har villet fremstille Kjartan som et slags idealmenneske, bliver vort syn dog noget anderledes og mere kritisk. Kjartan fremstilles også helt igennem som en gudfrygtig troende ved sin faste og strænge overholdelse af troens bud, i det mindste i det ydre. Dette billede er vel historisk; vi har i hvert fald intet holdepunkt for at benægte dets rigtighed. Men det er klart, at det har henrevet den gejstlige forf. i den grad, at han ikke har haft øje for Kjartans svage sider.
Der er enkelte bipersoner som Án rismave og Beiner d. stærke, der er morsomt tegnede; scenen, hvor den første fortæller sin drøm, hører til de fornøjeligere.
Til slutning skal bemærkes, at uagtet forf. kender enkelte digte, anføres så godt som ingen vers i sagaen. Laxdølernes familje var overhovedet ingen digterslægt. Der findes en utvivlsomt ægte strofe af Þorgils Hölluson, der mulig har stået i den tabte saga om ham. Fremdeles anføres den også fra Kormákssaga bekendte lausavísa af Holmgöngu-Berse om sig selv og den lille Halldorr, samt et par mindre vers af noget tvivlsom art om Snorre godes rænker (s. 247).
Anm. Den såkaldte Bollaþáttr (kap. 79-88) vil senere blive behandlet.
Noter:
1) Studier öfver kompositionen i några isl. ättsagor. Lund 1885.
2) Således Gróa s. 23; Alfdis, Olaf fejlans datter 13,1-2; Ingjald Olafsson nævnes s. 25, men er ikke nævnet s. 15, hvor hans søskende opregnes.
3) S. 61 nævnes Lambastadir, uden at man ved, hvad det er for en gård.
4) Mulig er Stockh.-brudstykkets læsemåde: »som før er omtalt (getit f. ritat)« den oprindelige: »som« går da på Torstein, og da bliver det hele rigtigt.
5) Tilknytningen mellem deres bryllup og Gunnar Þidrandabanes tilstedeværelse (jfr. GunnarsÞáttr) kan næppe være rigtig.
6) Her findes også den genealogiske fejl, at Olaf hvide skal være en sønnesøn af kong Frode i Danmark (en sammenblanding af to slægter på grund af navnelighed).
7) Ifølge Ldn. er Kollr gift, førend han kommer til Island. Unns sidste gæstebud (sål. Ldn.) er i sag. Olaf fejlans bryllup, men han var sikkert gift, før han kom til Island. Høskuld er ifg. Ldn. (s. 113) gift med en Hallfriðr (i modsætning hertil Melabók s. 130). At sagaen m. h. t. dette er rigtig, støttes ved, at i Njála, k. 10, siges Svanr på Svanshóll at være Hallgerds morbroder, og denne Svanr er en søn af Bjørn, Ldn. 158—9. Guðriðr, en datter af Torstein surt (s. 28), kaldes i Ldn. Tordis. Hruts børn er ifg. sag. 58 - 16 sønner og 10 døtre, i Ldn. 20 - 15 sønner osv. Endelig er Ganger-Rolf her en søn af Øxna-Tore, ligesom i þorsteins Þáttr hvita, ikke af Ragnvald jarl, som ellers.
8) Lovsigemanden Sigvats genealogi s. 3—4 ǂ Ldn. 266, Helge magre s. 6-7 ǂ Ldn. 207; s. 140, 7—9, ǂ Ldn. 172, 4-7 osv.
9) 7,2 Eyfirðingakyn, 8,15 kyn allra Orkneyinga jarla, 8,20 Gǫtuskeggjar, 11,3 Gilsbekkingakyn, 11,22, Reyknesingar, 12,2 Hǫfðamenn í Eyjafirði, jfr. Vatsfirðingakyn 105,8-9, Skógverjakyn 287,1.
10) Hertil henvises 7,22; 58,15 ff.; 93,7; 138,7; 152,2; 170,20; jfr. 270,13 og der antydes forskellige afvigende beretninger.
11) Jfr. Kålund s. XXXI, anm.
12) Om Kjartans forhold til Ingibjörg Tryggvesdatter se ovf.
13) Um daginn eptir osv. 223,9 danner en fortrinlig fortsættelse af k. 59.
14) Kålund s. XLVI.
15) Jfr. s. 112,9-11; 170—1 (Kjartans faste), 193,6 (”i guds navn”), 245 (Gudrun bygger kirke), 5—7 (spådommen om Helgafells kloster), 272,12 f., 283 (Gudrun den første kvinde, der lærte Davids psalter) - for ikke at tale om afsnittet om Kjartan og kong Olaf. Forf. anvender også altid de kristelige ugedagsnavne (183,19; 228,5; jfr. 280,14).
16) 18,4-5, jfr. 54,15-16; 34 (forhold i et fiskevær), 44 (trællens frigivelse), 46 (skilsmissegrunde), 51—2 (gåen under jordstrimmel som bevismiddel og arveforhold), 90 (arv, jfr. Maurer: Die unechte geburt osv.), 181,14 (handel), 205,11-12; l88,12; 277,22.
17) Jfr. Kålund s. XLVI.
18) Jfr. samme XLV-VI.
19) Herimod strider ikke yngre, af afskrivere indsatte udtryk som plokka, musteri.
20) F. ex. Ketill »som var abbed på Helgafell«, abbed 1217—20.
21) Der findes i sagaen nogle verbale overensstemmelser med andre kilder; således 16,17-18 med Sturl. I, 45,14-15 (Sturlusaga); arvesagen s. 51 har noget lignende tilsvarende i Sturl. I, 78, men her er ligheden dog ikke afgørende; Egilssaga 245,19 ǂ Laxd. 96,4—5, Laxd. 201,12-14 ǂ Hkr. II, 316,22-4. Det er vanskeligt at bedømme disse paralleler; endel deraf behøver ikke at stå i direkte indbyrdes forbindelse. Dr. Kålund har meddelt mig de fleste af disse. For Laxd.s alder har de næppe nogen betydning.
