Fortælling om Stuf Katssøn I (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kilde til denne oversættelse: Morkinskinna, Hrokkinskinna.

Islændingesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 6

Fortælling om Stuf Katssøn I

Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1832

En Mand hed Stuf, en Søn af Thord Kat, som Snorre Gode opfostrede. Thord Kat var en Søn af Thord, Glum Geiresøns Søn; Thord Kats Moder var Gudrun Osvifsdatter. Stuf Thordsøn var blind, en forstandig Mand og en god Skald. Stuf rejste fra Island, og kom til Norge under Kong Harald Sigurdsøns Regjering. Stuf tog ind til en retskaffen Bonde i Oplandene, og havde det godt hos ham. En Dag, da han med flere stod udenfor, saae de mange prægtig klædte Mænd ride mod Gaarden. Bonden sagde: “Jeg venter ikke Kong Harald hertil, men efter denne Skare at slutte, troer jeg, det maa være ham;” og da Troppen nærmede sig til Gaarden, saae de, at det virkelig var Kongen. Bonden hilste paa Kongen, og sagde derpaa: “I maa ikke, Herre! vente eder saa god Modtagelse, som ellers tilkommer eder, thi ingen her var beredt paa eders Ankomst.” Kongen svarede: “Gjør dig ingen Betænkning derover; vi drage nu kun i vore Ærender igjennem Landet; mine Mænd skal selv sørge for deres Heste, og passe paa vort Rejsetøj, men jeg vil gaae ind.” Kongen var i meget glad Stemning, og Bonden fulgte ham ind i Stuen, for at anvise ham Sæde. Da sagde Kongen: “Gaa kun du, Bonde! hvorhen du vil, og lad vor Nærværelse ikke hindre dig.” “Det vil jeg da med eders Tilladelse,” sagde Bonden. Han gik bort, men Kongen betragtede Bænken, og saae en stor Mand sidde der yderst, og spurgte, hvem den Mand var. “Jeg hedder Stuf,” sagde han. “Det er et sært Navn” (1) sagde Kongen, “hvis Søn er du da?” “Jeg er Kats Søn,” sagde han. “Det ene svarer til det andet,” sagde Kongen, “hvad for en Kat var da det?” “Gjæt en Gang, Konge!” sagde Stuf, og lo. “Hvad leer du af?” sagde Kongen. “Gjæt!” sagde Stuf. Kongen svarede: “Det er ikke saa let at gjætte dine Tanker, men jeg troer dog snarest, at du havde Lyst til at spørge, om min Fader var et Svin (2), og derfor gav du dig til at lee, fordi du ikke vovede at spørge derom.” “Du har truffet det,” sagde Stuf. Kongen sagde: “Sæt dig længer op paa Bænken, og lad os tale sammen.” Han gjorde saa; Kongen fandt, at han var ingen Hjemmefødning, og havde sin Fornøjelse af at tale med ham; Bonden kom da ind i Stuen, og sagde, at Kongen havde nok haft det jammerligt derinde. “Ingenlunde,” sagde Kongen, “thi denne din Vintergjæst sidder og morer mig, og han skal drikke mig til i Aften;” og saa skede. Kongen talte om mange Ting med Stuf, og denne gav ham kløgtige Svar paa alt; og da man gik til Sengs, bad Kongen Stuf at blive i det Herberge, hvor han skulde sove, for at More ham med nogle Fortællinger. Stuf gjorde det; og da Kongen var kommen i Seng, fortalte Stuf, og kvad en Flok, og da den var ude, bad Kongen ham kvæde endnu een. Kongen laae længe vaagen, og Stuf blev ved at more ham, og omsider sagde Kongen: “Hvormange Kvad har du nu kvædet?” Stuf svarede: “Det havde jeg tænkt, I talte efter.” “Det har jeg ogsaa,” sagde Kongen, “og det er nu tredive; men hvorfor kvæder du ikke andet, end Flokker, kan du ingen Draper?” Stuf svarede: “Jeg kan ligesaa mange Draper, som Flokker, men der er mange af dem, som jeg endnu ikke har kvædet.” Kongen sagde: “Du maa være en meget kyndig Mand paa Kvad; men hvem vil du da More med dine Draper, naar du ikke kvæder uden Flokkerne for mig?” “Eder selv,” sagde Stuf. “Hvornaar da?” sagde Kongen. “Naar vi træffes igjen,” svarede han. “Hvorfor da heller, end nu?” sagde Kongen. Stuf svarede: “Fordi jeg ønsker, baade ved Moro og alt andet, hvad jeg kan, at I skal stedse synes desto bedre derom, jo længer I hører det og bliver bedre bekjendt med det.” “Lad os nu først sove,” sagde Kongen, Men om Morgenen, da de gjorde sig færdige til Bortrejsen, sagde Stuf til Kongen: “Vil du tilstaae mig min Bøn, Konge?” “Hvilken?” sagde Kongen. ”Lov mig det først,” sagde han. “Det plejer jeg just ikke,” sagde Kongen, “men siden du har moret mig saa godt, vil jeg vove det paa det samme.” Stuf sagde: “Det er egentlig Hensigten af min Rejse, at jeg skal kræve nogen Arv øster i Vigen, og jeg vilde bede eder give mig eders Brev og Indsegl, for at jeg kunde faae Godset.” “Det skal jeg,” sagde Kongen. Da sagde Stuf: “Vil du tilstaae mig min Bøn?” “Hvad er der nu mere?” sagde Kongen. “Lov mig det først!” sagde han. Kongen svarede: “Du er en underlig Mand, paa den Maade har endnu aldrig nogen baaret sig ad med mig; imidlertid skal jeg love det med dig en Gang endnu.” Stuf sagde: “Jeg vil bede om Tilladelse at maatte digte et Kvad om eder.” Kongen sagde: “Har du nogen Skalde blandt dine Forfædre?” Stuf svarede: “Ja, Glum Geiresøn var min Faders Farfader.” Kongen sagde: “Du er en god Skald, hvis du kan digte saa godt, som Glum.” “Jeg digter ikke slettere, end han,” sagde Stuf. “Det er rimeligt nok,” sagde Kongen, “at du kan digte, da du er saa fyndig paa Kvæder, og jeg giver dig Lov til at digte om mig.” Stuf sagde: “Vil du tilstaae mig min Bøn?” “Hvad vil du nu bede om?” sagde Kongen. “Lov mig det først!” sagde han. “Det bliver der nu ikke noget af,” sagde Kongen, “nu har du længe nok baaret dig saadan ad; siig mig det nu!” Stuf sagde: “Jeg ønskede at blive din Hirdmand.” Kongen sagde: “Da var det jo godt, jeg ikke lovede dig det, thi derom maa jeg først høre mine Hirdmænds Mening; kom til mig oppe i Nideros!” Stuf rejste øster i Vigen, og den Arv, han havde at kræve, blev ham efter Kongens Budskab og Jærtegn rigtig udredet. Derpaa begav han sig op til Kjøbstaden Nideros, for at opsøge Kongen, og denne tog vel imod ham, og Stuf blev med Hirdmændenes Samtykke taget i Kongens Tjeneste, og var nogen Tid hos ham; han har digtet den Arvedrape om Kong Harald, som kaldes Stufsdrape eller Stufa.

Noter:
1. Ordet Stúfr betyder en Stub, også en Stud.
2. Han sigter til sin Fader Sigurd Syrs Tilnavn; Sýr betyder, som førhen er bemærket, en So.