Fortællingen om Hromund den Halte
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
|
|||||
|
||||||
|
Fortællingen om Hromund den Halte
Hrómundar þáttr halta
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2015
1. Om Hromund den Halte og hans slægtninge
Ejvind Sørkver var navnet på en mand, som kom ud til Island sammen med Ingemund den Gamle. Han tog land i Bløndudal vesten for Skagafjord, men ønskede ikke at overleve Ingemund, så han tog livet af sig. I sin alderdom fik han med sin trælkvinde en søn, der hed Hromund. Denne blev gift med Audbjørg — en datter af Mår, der var søn af Jørund Hals. Hendes mor var trælkvinde. Hromund opholdt sig længe hos Mår på Mårsted, dengang han lå i strid med Ingemunds sønner om Deildarhjalle. Dér dræbte Hromund Høgne — Ingemunds søn — og blev af den grund udvist af herredet mellem Jøkelså i Skagafjord og Vædderfjordså. Hromund blev såret i foden og haltede lige siden. Derfor blev han kaldt Hromund den Halte. Han købte Fagerbakkeland vesten for Vædderfjordså og boede dér en tid. Han byggede et stort fæstningsværk rundt om sin gård og var en særdeles flot og duelig mand. Hans søn hed Torbjørn den Tynde, og Audbjørg var dennes mor. Torbjørn var gift med Gudrun — en datter af Torkel på Kersøre, der tog land sønden for Vædderfjordshals. Deres søn var Torleif, som blev kaldt Hromundsfostre. Hromund havde tillige en søn, der hed Hallstein. Alle disse slægtninge var store og stærke mænd. Torkel på Kersøres søn hed Tore — han var bror til Gudrun, Torbjørns kone. Han boede på nabogården Melar. Hans datter hed Helga, og hun var en smuk og meget dygtig kvinde.
2. Snylte-Helge kommer til Island
En sommer skete det, at et skib kom fra havet ind i Vædderfjord ved Bordøre. Styrmanden hed Snylte-Helge, og hans bror hed Jørund. De var tolv mand på skibet. De var skamløse og ubehøvlede, og folk handlede kun lidt med dem og tog hellere udenherreds for at handle ved andre skibe. Det hed sig, at de var vikinger og ransmænd og ikke solgte andet end stjålne varer. Efterhånden som sommeren gik, holdt folk op med at komme til dem. Da sagde Helge: »Jeg ville nu ønske, at I ikke var så uforskammede, men viste jer fra en bedre side over for folkene her og skaffede jer vinterophold hos bønderne. Det forekommer mig, at disse folk kan være genstridige og ikke gerne finder sig i ulemper. Jeg har også hørt, at mændene her er stærke og meget hårde at have med at gøre.« Efter en halv måned havde tre mand skaffet sig vinterophold. Da sagde Helge: »Folk her har ikke lyst til at tage imod os, og det er der ikke noget at sige til, men lad os nu tilnærme os dem.« Og det gjorde de, men folk havde besluttet sig for ikke at have med dem at gøre.
En dag red Tore fra Melar ud til skibet og traf Helge. Helge tog imod ham med stor glæde og spurgte, hvad han ønskede at købe. Tore sagde, at han havde brug for tømmer, »— for mit hus er faldefærdigt.« Helge erklærede sig villig til at sælge ham så meget, som han havde brug for, »— men giv os alle vinterophold hos dig.« Han sagde sig ude af stand til dette, »— men jeg mangler ikke varer til at betale med. I regnes heller ikke for at være venlige.« Han forøgte at tale sig fra at tage imod dem. Helge sagde: »Folk her udviser os megen modvilje, men det er dog rimeligst — bonde! — at du ikke lader os ganske i stikken, når du nu ikke vil tage imod os.« Tore sagde, at det kom af, at ingen brød sig om dem. Helge svarer, at Tore måtte bestemme vilkårene, hvis han tog imod dem, »— og ellers er det uvist, hvorvidt du både rider frem og tilbage.« Da det var kommet dertil, sagde Tore Bonde: »Siden du trænger dig så hårdt ind på mig i denne sag, skal du for jer alle sværge efter vores landslov, at I denne vinter ikke vil behandle folk uretfærdigt eller gøre noget strafbart i henhold til loven — hverken mod mig eller andre, hverken mod min husstand eller mine naboer. Jeg vil give jer husrum, men I skal selv sørge for føden.« Helge sagde: »Du bestemmer — bonde!« Derpå drog de derhen, og de spiste for sig selv i et hus, hvor de også sov.
Naboerne gav ikke Tore megen tak for dette, og de mente, han havde truffet en uoverlagt beslutning. Da mandskabet havde opholdt sig dér en tid, begyndte styrmanden og bondedatteren ofte at mødes, og villigheden og blidheden i deres kys og kærtegn tog til i omfang og førte til fuldbyrdet utugt. Tore sagde: »Jeg så gerne — Helge! — at du holder dit løfte til mig og ikke påfører mig skam eller vanære, så hold dig fra Helga — min datter — og efterkom den ed, du svor mig.« Helge mente, at hans og Helgas kærlighed ikke sådan lige ville fortage sig, »— men du — bonde! — får ingen vanære, hvis jeg frier til kvinden efter den hergældende landslovs bestemmelser og med en sådan tilgift, som du synes.« Og da bonden ikke så anden udvej, og da mændene ikke holdt sig tilbage, besluttede han at give sin datter — Helga — til Snylte-Helge, og deres bryllup blev holdt tidligt på vinteren. Fra da af mødte man ingen ubehageligheder fra mandskabet, hvis de ikke blev gået for nær.
3. Da Hromund stævnede østmændene
Det skete om vinteren, at Hromund mistede fem stodheste på én gang, og de var alle særdeles fede. Man gættede meget på, hvad der var blevet af hestene. Hromunds sønner sagde, at efter deres mening måtte nogen have spist hestene, da man intet hørte til dem, og da de var så tamme. Hromund sagde: »Jeg har hørt om disse østmænd, at de har mere kød på bordet, end man med sikkerhed véd, at de har købt. De har desuden på alle måder et dårligt omdømme. Nu er der to muligheder: Enten at holde mund med det, og så får det ingen ubehagelige følger, eller at hævde sin ret og så tage det som det kommer.« De andre sagde, at dette vist var det bedste, og at der kun var ét at gøre: At undersøge sagen.
Hromund opsøgte da Midfjords-Skægge, som dengang boede på Skæggestad og var høvding i det nabolag, og spurgte ham, hvordan man skulle gå frem. Skægge svarer: »Jeg har hørt, at disse østmænd er hårde at tage i hornene, men jeg vil love jer min støtte, hvad end der sker.« Så tog han hjem, og kort tid efter tog de — Hromund og hans sønner — til Melar, og de var ti mand i alt. Nogle af østmændene var ude, mens flere af dem kom ud, da de andre ankom. De hilste ikke noget videre på hinanden. Så tog Hromund til orde: »Det forholder sig således — Helge!« sagde han, »— at jeg har mistet nogle heste, og jeg tror, at de er kommet herned.« Helge sagde: »Noget sådant har ingen før beskyldt os for, og herfra skal det blive mødt med så stort et fjendskab imod jer, som vi formår.« Hromund sagde: »Det er vikingeskik at skaffe sig bytte ved ran og strid, men det er tyveskik at skjule det bagefter.« Hromund spurgte Tore, om det var sandt, og hvad han kendte til sagen. Tore sagde, at han hverken vidste, hvad der var sandt eller usandt her. Hromund mente, at Tore optrådte småmandsagtigt. Derpå bad Hromund sine folk stævne de andre, og der blev udpeget mænd til at stævne hver af dem. Så blev stævningerne fremsat, og østmændene fór op og blev hidsige og sagde, at de ville hævne dette. Det kom ikke til håndgribeligheder mellem dem ved dette møde, og således skiltes de.
4. Østmændenes færd
Hromund og hans folk rider nu hjem. De havde ikke været hjemme længe, før Hromund sagde: »Vi skal nu finde yderligere tre mand og udbedre vores fæstningsværk, som er meget forfaldent, og forberede os på, at de vil gennemføre det onde, som de lovede. Det fjendskab, de lovede os, vil de sikkert ikke være tilbageholdende med.« De overdrog derpå hele sagen til Skægge i Midfjord, og denne sag kom for Altinget, og alle østmændene blev dømt for hestetyveri. Hromund og hans sønner opholdt sig hjemme i tingtiden. Østmændene gjorde sig rede til at forlade Melar og tog venligt afsked med Tore. De agtede at klargøre deres skib, og deres vej førte dem forbi Fagerbakke, og Hromund og hans sønner var ude. Helge sagde: »Man kunne ønske, at I ikke ville få glæde af dette anlæg, og at den, som I mest søger hjælp hos, skulle være den sidste til at støtte jer. Jeg så gerne dig — Hromund! — og dine sønner indsmurt i blod.« Hromund sagde: »Vi er ikke i tvivl om jeres onde hensigter, men vi har planer om, at andre kommer til at spytte blod, før vi bliver strakt til jorden.«
5. Kampen mellem Hromund og østmændene
Det skete en morgen, at en ravn satte sig på lyren og skreg højlydt. Hromund lå i sin seng, men vågnede og kvad dette vers:
- Sårtornsvedens dunkle
- svanes skrig jeg aner;
- fangsten den mod-frelste
- frister her til morgen.
- Men Gauta-Tyr-gøgens
- gnældren hørtes fordum,
- da kamphøgens kalden
- krigerfald lod varsle.
Og desuden kvad han:[1]
- Vældigt nu valdyngens
- voves måge skriger;
- morgenmad den fordrer
- mødt ved ådselsstrømmen.
- Ligeså liggøge
- lød fra gamle træer,
- da sårhøgen søgte
- siklingsmjød at drikke.
Noget senere stod bondens arbejdsfolk op, og de forsømte at lukke fæstningsdøren efter sig. Den samme morgen kom østmændene, og de var tilsammen tolv. De ankom kort tid efter, arbejdsfolkene havde forladt fæstningsværket. Da sagde Helge: »Nu bliver det godt. Lad os nu gå indenfor i fæstningen og mindes de spottende ord og gerninger, og hvis jeg må bestemme, vil jeg, at fæstningen overhovedet ikke kommer til at gavne dem.« Deres samtale vækkede Torbjørn den Tynde, og han sprang straks op og ud til døren, der var i stuehuset, og så ud ad et glughul, som efter gammel skik var skåret i døren. Han så, at østmændene var kommet ind i fæstningen, og gik ind igen. Da sagde Hromund: »Hvad sker der — min søn?« Torbjørn svarer: »Jeg tror, at østmændene er kommet ind i fæstningen og med ufred agter at hævne de ord, vi vekslede med dem. Men jeg aner ikke, hvordan de er kommet ind i fæstningen.« Hromund sprang op os sagde: »Så lad os komme op og drive disse vanartede folk herfra og skaffe os et godt ry ved mandig adfærd.« Han opildnede sine sønner og ligeledes Torleif — sin fostersøn — som var 15 år gammel og både så stor og rask ud. Han gjorde klar til at gå ud, men kvinderne sagde, at han var for ung og ville miste livet, og at Hromund var for gammel til at kunne forsvare sig. Hromund kvad da dette vers:
- Uden skræk i skjoldets
- skæmt med de Hedin-kappen
- rødstænkende stokke
- straks jeg døden frister.
- Vi går til Ilms grumme
- gny nu — randens stamme!
- Livets længde forud
- lagdes fast for alle.
Derpå greb alle de fire slægtninge deres våben — Hromund den Halte og Torleif, Torbjørn den Tynde og Hallstein — og gik ud ad den dør, der var for enden af huset. De gik ned ad tværbjælken og låste den dør, der var på sidevæggen. Østmændene sprang op på væggen og beskød dem heftigt, for Helge var en meget stridsfør mand, stor og stærk og rask. Han var nu ganske rasende, og de var alle hårde og voldsomme at have med at gøre og sagde, at Hromund skulle komme til at huske dette, og at de nu skulle mindes, at de havde kaldt dem tyve. Hromund sagde, at de ville få tilstrækkeligt at gøre, hvis de angreb dem i fæstningen. De forsvarede sig da ikke mindre med skjolde og træstokke end med våben. Østmændene angreb med sten og skud og gik frem på det hårdeste, mens de andre forsvarede sig fortræffeligt, selv om de ikke var flere end fire. De kastede også store sten ned, og selv om Hromund var oppe i årene, gik han godt frem med vældige hug, og med hjælp fra sine sønner og sin fostersøn — Torleif — fældede han seks østmænd, men i denns strid faldt også Hromund og Torleif — hans fostersøn. De østmænd, som endnu var i live, trak sig alle ud af fæstningen, og Torbjørn den Tynde løb efter dem og jog dem ud af fæstningen. Da Torbjørn ville lukke porten, kastede Helge et spyd efter ham og ramte ham midtpå. Han trak selv spyddet ud af såret og sendte det tilbage mod østmændene, og det traf Jørund — Helges bror — midtpå. Helge samlede ham op, så snart han faldt til jorden, og kastede ham på ryggen og løb fra fæstningen sammen med alle hans mænd — de fem som endnu var i live. Hallstein løb efter dem, men de undslap, indtil de kom til en bæk et stykke fra Fagerbakke. Dér ville Helge springe over med Jørund — sin bror — men der var høje skrænter på begge sider, og han var udmattet, og Jørund gled da af ryggen på ham og var død. Helge vendte sig da om, men i det samme nåede Hallstein hen til ham og huggede hånden af ham. Så flygtede østmændene, mens Hallstein undersøgte Jørund og fandt, at han var død — og derved slap de andre væk. Da Hallstein så det, vendte han om. Han blev da klar over, at hans far og Torbjørn den Tynde var døde. Der var endnu liv i Torleif. Hallstein bar ham ind. Kvinderne spurgte, hvordan det var gået. Han fortalte, hvad der var sket. Helge og de andre sejlede ud den samme dag, men de gik alle til ud for Skrednæshoved.
Torleif blev helbredt og boede på Fagerbakke og blev anset for en god bonde, mens Hallstein drog udenlands og opsøgte Olav Tryggvason. Kongen forkyndte kristendommen for ham, og han antog den. Så blev Hallstein kongsmand og var hos Olav siden, og han var den tapreste mand og modig i strid, og kong Olav satte stor pris på ham. Det siges, at han faldt på Ormen Lange, men forinden så man ham forsvare sig mandigt og således skaffe sig et godt omdømme, og hermed er der ikke mere at fortælle om ham.
Note:
- ↑ Det følgende vers tillægges i Landnámabók Torbjørn Hromundson.
