Fortællingen om Torarin den Voldsomme

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Islændingesagaer

Fortællingen om Torarin den Voldsomme

Þórarins þáttr ofsa

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2023

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947

---

Der var en mand, der hed Torarin, som blev kaldt den Voldsomme. Han boede på Stakkelade i Øfjord. Han var meget indbildsk, men en ypperlig mand. Han var søn af Tord, som omtales meget i Esphølingernes saga, og hans mor var Hild, som var datter af Gaute Årmodson. Torarin var en stor søfarende købmand.

Engang sejlede Torarin ind til Hraunhavn efter at have søgt efter hustømmer på havet. Dér lå i forvejen skibet, som tilhørte Torgeir Håvarson, og han var om sommeren blevet dømt fredløs for drabet på Torgils, som var Gretter Åsmundsons slægtning, og for sagen om snigmordet på Tore fra Hrofå.

Torarin kaldte sine mænd sammen og sagde: »Nu forholder det sig sådan, at vi står over for nogle mænd her, som særligt er kendt for deres voldsfærd, og de har dræbt vores slægtninge, men nu er der lejlighed til at forfølge sagen, og Torgeir er det værste menneske.« De gjorde sig derpå klar til at angribe skibet. Blandt Torarins folk var der en mand, der hed Mår, og en anden, der hed Tore.

Men da Torgeir blev klar over dette, bad han sine folk udvise mod og forsvare sig. Det blev en hård strid, og 40 mand angreb, og de var i stort overtal. Torgeir forsvarede stavnen med stort mod, og efterhånden som mændene ved skibssiderne faldt, tog striden til ved stavnen. Og i denne kamp dræbte Torgeir Mår og Tore og to andre, før han selv faldt. Han havde da i alt dræbt 14 mand. Torarin fældede syv mand dér, og han huggede hovedet af Torgeir og tog det med sig til Øfjord og lagde det i salt, da han kom hjem.

Vidt omkring hørte man om disse hændelser. Og mange roste dette værk, som man fandt var snarrådigt udført. Men Eyjolf Gudmundson på Mødrevolde sagde, at det oftest var gået sådan, at kun få af kong Olavs huskarle var blevet dræbt, uden at der blev betalt bod for dem, »— og det er endnu uvist, hvor længe de alle kan rose sig af sejren. Jeg har også hørt, at Torgeir måtte kæmpe mod et stort overtal, og selv om han ikke var vellidt, var han dog en ven af kongen.« Eyjolf var som sin far, Gudmund, kong Olavs hirdmand.

Og da man gjorde klar til at drage til Altinget, lod Torarin hovedet tage frem og sagde, at han ville tage det med sig for at vise, hvad de havde udrettet. Og da Torarin kom frem til Lovbjerget, var mange mennesker forsamlet på stedet. Han tog da til orde: »Alle her er vel klar over, hvad der skete sidste efterår, da Torgeir Håvarson mistede livet. Der er folk her, som har lovet penge for hans hoved, og som har søgt oprejsning for hans onde gerninger. Jeg tænker, at de nu får bevis for, at det var mig, der sørgede for dette, og jeg mener at være berettiget til de penge, som folk ville betale for, at dette dette værk blev udført. Og såfremt nogen tvivler på det, jeg siger, kan de her se hans hoved.« Og han lod det da vise frem.

Da sagde Eyjolf Gudmundson: »Når jeg ser mig omkring, så tror jeg, at der vil blive sørget meget over Torgeirs død, for vi véd, at kong Olav syntes godt om ham, og Torgeir Håvarson var hans hirdmand. Og du — Torarin! — fører dig frem med stort overmod. Men den mægtige erfarer meget, og stor er kongens magt.« Siden skiltes de, og Torarin tog Torgeirs hoved med tilbage nordpå, og da han kom til Øfjord, sagde Torarin: »De fleste vil nok erindre drabet på Torgeir, hvis vi højlægger hans hoved ved Vadilshorn.« Og dette blev gjort.

Men skibe sejlede mellem landene, og på den måde fik kong Olav i Norge meddelelse om Torgeir og hans følgesvendes død. Kongen spurgte, hvem der havde forvoldt det, og man fortalte ham, at det var Torarin den Voldsommes værk, og ligeledes hvor afskyelig han havde båret sig ad med at nedsalte Torgeirs hoved over vinteren og siden havde taget det med til Altinget den følgende sommer. Disse nyheder gjorde kongen umådeligt vred, og han sagde: »Ofte er mænd blevet dræbt, men jeg har ikke hørt om andre tilfælde, hvor det er gået sådan til, og det er mit ønske, at manden skal dø for dette.«

På denne tid var Tormod Kulbrynsskjald draget til Grønland for at hævne Torgeir Håvarson ved at dræbe Torgrim Trold. Han digtede også en arvedrapa, som beretter om alle disse hændelser.

Kongen indkaldte en mand, der hed Sigurd, til samtale. Han var da på vej til Island. Kongen sagde til Sigurd: »Når du kommer til Island, så opsøg min ven og hirdmand Eyjolf Gudmundson og lad ham få disse penge. Det er 8 mark vejet sølv. Jeg vil give ham pengene og dermed mit venskab, men til gengæld ønsker jeg, at han tager livet af Torarin den Voldsomme.« Sigurd tog imod pengene og drog siden af sted og sejlede til havs og kom til Øfjord på sit skib. Han begyndte straks at handle med folkene dér.

Eyjolf red ned til skibet og traf styrmanden. De talte sammen om ophold og handel, og Eyjolf bød Sigurd hjem til sig, mens hans mandskab fik ophold rundt om ved Øfjord. Og da Sigurd kom hjem til Mødrevolde, fortæller han Eyjolf, hvad kongen har sagt, og viser ham pengene. »Men til gengæld ønsker han, at du dræber Torarin den Voldsomme for drabet på Torgeir Håvarson.« Eyjolf sagde, at han skulle takke kongen for gaven og venskabet, »— og den opgave, han har pålagt mig, vil jeg udføre med hjælp fra kongens lykke.«

Og om efteråret, da man red til herredstinget, red Eyjolf af sted med sin flok. Torarin den Voldsomme red også af sted med et stort følge. Med på færden havde han sin træl, som hed Greip — en stor og stærk mand. Man red raskt til den dag, og trællen drev sin hest tæt forbi Torarin, så dennes klæder blev sølet til. Torarin sagde: »Du er dog en elendig træl, når du gør sådan mod mig!« Og han slår ham i ryggen med sværdhjaltet. Men trællen vender sig om og spørger, om han vil bøde noget for det — —

---

Noter: