Fortale til den Gunstige Læsere

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Det gamle Grønland

Forestillis af authore
Tormod Torfessøn

Oslo 1927


Fortale til den Gunstige Læsere


Omskiønt Een og anden haver skrevet noget om det gamle Grønland, haver det dog ingen værit bedre bekiendt end de Iislandsche som beboede og med folk besatte samme Land, saa og siden med idelig fart det have besøgt, og der handlet, thj vilde den Gunstige Læsere iche undre, at ieg i denne Bogs sammenschrivelsse, haver forbi gaaet de fremmede Scribenters widnisbiurder, og alleeniste brugt de documenter, som Iislænderne have ladet effter sig til Effterkommerne.

Jeg negter iche, at io nogle af deris gamle Skriffter ere borte, ibland hvilche og er Erich den Rødis Historie, som paaberaabis i Flatøes Bog (om hvilchen ogsaa i denne Bogs 3die Capitel noget er rørt) nu dog iche nogensteds, saavit mig vitterligt, er at finde; Men det kand dog iche være saa stort, at mand derfore schulde forkaste, og som u-nyttige og opdichtede fabeler foragte de documenter, som endnu ere til; besynderligen de, som vel over eens stemmer; Efftersom de ting, hvilche endten ved Scribenternis u-agtsomhed, eller effter-Skriffvernes glemsomhed, siunis at stride mod hin anden, kand ved een flittig og agtsommelig læsning, saavelsom og (mueligt) af fleere documenter, som ieg hidindtil iche har haft udj hænder, letteligen med hin anden iæfnis og foreenis. Og at saadane Skriffter haver værit til, bekreffter Biørn aff Skardsaa, i hans Grønlands Annalibus eller Krønicke, pag: 45. Hvor hand vidner, at Are den Frøde (eller Wiise) skal have skrevet megit om Iisland, saa og Grønland, og de ødeplatzer som ligger i det Nordiske Haff; hvilket ieg dog iche haver seet. Iche heller forstaa alle ligeledis det wj endnu have i behold af de gamle Skriffter, og heraf kommer den u-lighed i Land-taflerne som ieg til den samme ende hafver givet exempler paa.

Her har ieg ei skrevet viidere end kuns om det gamle Grønland og detz Indbyggeris herkomst, maneer og bedriffter, som Iislænderne alleene have optegnet; Om det Wilde folch, som kaldis Skrælinger, skriver ieg kun lidet, og det endda som iche alt er tildraget inden Grønlands Begrib. Spitzberg, som ogsaa nyligen er kaldet Grønland, rører ieg indtet om, efftersom det i andris Bøger nochsom er beschreven. Iche heller har ieg forklaret, af hvad aarsag dette voris gamle Grønland er blevet øde, eller hvor tit mand dereffter forgiefvis har søgt; som mesten deel er at læse hos en u-nafn given Fransk Scribent, hvilchen er oversatt paa Tydsken til Nørnberg, og der paa tryck udgaaen.

Hvad Iislænderne, huoraf Grønlands beskrivelse fornemmelig er samlet, have der om vidnet, det har den berømte Arngrim Jonssen, i hans Bog, kaldet Specimen Islandiæ 2dens part. 2den Deel, fra den 150de til 155de Side, rigtigt opregnet; hvoribland hand indfører et og andet, som iche vel lader sig høre; som ieg i denne samme Bog forbj gaaer.

Den første hos hannem er Thorgesill, som ieg kalder Thorgils, af tilnafn Orrabeins Fostre, hvis historie ieg her i det 18de Capitel har indført. Den anden er Thormod Bessesen, af tilnafn Kolbrunar Skalld, som ieg har skrevet om fra det 19de til 25de Cap. Den Tredie er Ref, af hans Snildhed og Skarpsindighed kaldet Kroka-Ref, eller Reff den Krogede, denne Refs-historie har ieg i det 25de Capitel grundligen examineret, og som en Digt forkastet. Den Fierde er Helge, som af sin Skialldre-kunst kaldis Skald-Helge, om hvilchen ieg og i det 5. Cap: pag: 23. har meldet. Den Femte er Thorfinn Karlsefne, som er handlet om udj min Vinlandia Capp. 6. 7. 11. 12. 13. og 14. Den Siette er Biørn Einersen Iislænder, som kaldis Jerusalems-Far, derom kand sees denne Bogs 2. og 32. Cap.

Disse ere de mænd hvis troværdighed og Widnisbiurd Arngrim har ført sig til nytte, hvorhos falder at merke, at hand her gandske forbigaar Bard Snæfellsas, hans Historie, hvilchen hand dog i sin Crymogæa og Grønlands beskrivelse, som et u-paatvifleligt Skrifft paastaaer; Hvoraf sluttis at hand har schrevet dette sit Specimen Islandiæ, som ieg omtaler, effter at de andre 2de Bøger vare færdige, og er saa imidlertid bleven beder oplyst om den opdigtede Barders fabel. Hertil kand mand legge Hermund Konradssen og Thorgils hans broder, om hvilche ieg i det 26. og 29. Capp. har skrevet.

I stæden for den opdigtede fabel om Kroge-Ref, haver ieg indført Ivers Bere hans megit rigtige Grønlands beskrivelse. Den samme var een Mand af stoer agtbahrhed og Bispens egen Foged, som opbar, og hafde at sige over ald Bispens Indkome, Sigt og Sagefald, og hvadsom hørte till Kirchens Rettighed, og Bispens underholdning, hvilchet Embede var den tid af værdighed næst Biskopens Embede, lige ved Abbederne, mens høyere end Baronerne (Som mand kand see af Gule-things lov, i den Part Landsleigebalck Cap: 19, og aff den Iislandske lov, i samme Parts 18de Capitel) bør derfor iche at tviflis om hans troværdighet, effter som hand skrev de ting hand selv hafde forfaret, og de som i samme tid lefvede, vel veedste, hvilche og strax hafde kundet drive ham til bage, dersom de hafde fundet noget falscht hos hannem: Til med kommer hand over eens med Iislændernis Skriffter, saa derom ey tør ved at tvifles; Saa og bekreftes saadan og ved det som den berømte Antiqvarius Biørn af Skardsa, udaf gamle pergamenter og Hauk laugmands Bog, har samlet.

Følger nu kortelig at berette af hvad aarsag Seiglatzen til Grønland har holdet oppe.

Pontanus i sin danske Histories 7de Bog, pag : 476, siger, at den Pæst, eller over alt giængse døed, som Aº 1349 gick over disse Nordische lande, og kaldes den sorte døed, skulle det have foraarsaget.

Claus Lüskander udj sin Grønlands Historia, som hand har giort paa Rhiim, beretter, at søe farende Folck, som af Storm og u-veir ere lændede did, ere blevne bange over Dronning Margretes strenge trusel, at ville tiltale dem med Retten, for de imod forbud drev handel med det Folch; Hvilchet og Arild Hvidtfeldt fortæller og henfører til det aar 1389.

Pontanus fortæller det korteligere saaleedis: Hen ved de samme tider, toge nogle Skippere og Handelsmænd hen til Grønland, imod Sædvane og Kongel: Forordninger som den tid lenge havde værit i brug: thi i de dage hørte Iisland, Westen Øe, Helgeland, Færøe og Findmarch Kongen og Dronningen alleene til, og maatte iche nogen der hen reise, uden Kongens Skibe alleene; Og for den skyld blef det forbudet bemelte Handelsmænd: Hvilche, der de hafde sig erkleret og udførligen beviist, ey forsætligen at have giort, mens kun af stoer Nød, formedelst den stercke Storm og stoere Iis som kiørte dem did hen tvungne, bleve de slet frikiendte. Og veed Mand, at i de tider var iche Seilatzen til Grønland saa megit faerlig som nu, efftersom der end iche var samlet fra Troldbottnen den stoere mengd af Iis som nu den heele wey forhindrer og giør vanschelig, saa at mand kand iche komme til Landet uden paa den kandt som strecher sig imod Østen til Norden, dog mand endogsaa undertiden det næppelig kand naae. Dette siger Pontanus.

Lüschander siger ydermeere, at Dronningen og Rigens Herrer, efftersom de hafde megit andet at bestille, blev sielden udj Norge, og farten i de aaringer forhindret af sterck Storm og u-veyr, mens de Skibe som did blev hensendt, kom aldrig igien, iche heller havde de som veedste den vey, dereffter nogen behag eller lyst til samme Reise, efftersom de bleve forschrechede aff bern: exempler, iche heller Dronningen at skal have skiøtt megit derom. Paa det sidste schulle der, Ao 1406. værit hensendt af Ercke-Biskop Vinold, een ved nafn Anders, som skulle være udi Bisp Hendrichs stæd dersom hand var døed, mens om Anders er kommen did, siger Lüschander ingen at være vitterligt. Fremdeelis beretter hand, at der Dronningen var døed, kom i hendis Sted Erich af Pommeren, som hafde noch at bestille med de Svendske sager, og saaleedis slaget Grønland slet af tancker.

Hans Effterkommere Christoffer Beyeren regierte kun een stachet tid, og lagde all sin flid effter at stille og foreene de Hanse-Stæderne, hvorfor hand iche hafde tid at opsøge Grønland. Disligeste ogsaa at Kong Christian den Første, som ogsaa noch hafde at bestille med de Svendsche, agtede Dytmersken nyttigere for Riget, end Grønland; Har alligevel lefved i hans tid den Anders som Aº 1461. gaf sig an for at være Bisp til Garde paa Grønland og Schalholts-Stiffts paa Iisland Fuldmegtig: Om hand nu er til Grønland ankommen, eller ey, er u-viist, men at hand blev did hensendt, er wist noch. Effter denne Konge kom hans Søn, Kong Hans, som fortællis at være ved den svendsche u-Enighed og Krig, bleven saa forhindret, at hand aldrig (efftersom berettes) fich tiid at opforske Grønland. Under hans Søn, Kong Christian den Anden, giorde Erich Walchendorph Ercke-Bisp udi Trundhiem, fornøden anstalt, til at opsøge samme Grønland, hvorom ieg og har skrevet i denne bogs 9de og 21. Capitler; dog beretter Johan Jacob Hofmann i hans Lexico Universali, under Christian den 2des Nafn, at samme Walchendorph schal Aº 1513, have villet opsøge Grønland, som af hans Formænd alt var bleved effterladt, men kun forgiefvis: Af hvad myndighed hand dette schriver, veed ieg iche, dog kand det bestaaa, om de vil sige at det er scheed før hans Croning, thi hans Fader Kong Hans døede samme aar d: 23. Febr: Men Kong Christian blev aaret dereffter 1514. paa Hellig Træfaaldigheds Søndag, som det aar var d: 11. Juny, cronet, med wanlige Ceremonier. Under hans Effterkommeris, Friderich den Førstes Regiering, skriver Claus Lüschander, at mand har lavet paa at opsøge Grønland, som dog blev til indtet.

Saa har da hidindtil Grønland neppelig eller aldeelis iche, værit søgt. Mens Christian den Tredie, efftersom Lüschander forregiver, siges til den samme Ende, at have udrustet Skibe og Folch, og did hensendt, som ogsaa schulle have søgt effter Landet, mens dog alligevel det iche kundet finde; altsaa ere de effter en forgievis Reise, hiemkomne. Siden schal alle Norske, uden forskiel, været tilladt at reise til Grønland, og det forige forbud igienkaldet: Men hvoraf Lüschander dette har, er mig endnu iche witterligt. Mens det er wist, at hans Søn Kong Friderich den Anden, og alle Konger effter hans tiid, indtil voris nu regerende Stormegtigste Konning, har med stoer omkostning værit omhyggelige for at opsøge landet. Og i besynderlighed, har allerhøystbem: Kong Friderich den Anden udi det aar 1578. dertil beschichet Mogens Heinsen, een Fær-øer, som af ungdom var opvant til Søefarten, og berømt af sin Snildhed og Klogskab.

Den samme fich kuns Landet i sichte, mens drev derfra igien formedelst Storm og iis; Siden midt udj Hafvet blev hans Skib fast, ligesom det hafde ligget for ancher, og ihvorvel vinden blæste megit stærck, saa stod Skibet alligevel stille; Huoraf hand sluttede, der maatte værit Klipper aff Segelsteen i grundet; Andre meener hand har værit forholdt af den Fisk som kaldes paa Latine Remora. Altsaa foer hand ærindsløs hiem igien. Samme aar foer een fornemme Engelænder, ved nafn Morten Forbisser at opsøge Grønland, og fich ligeleedis Landet vel i sigte, men formedelst iis, og den tilstundende windter, blev hand hindret fra, videre at forfare; Loed saa staae ad Engeland til igien.

Om Foraaret nest dereffter, gich hand d: 31. May, ud med 2de Skibe, effter Dronning Elizabeths befahling, og effter at hand hafde giort en lang og (formedelst Storm og forschreckelig stor iis) megit møysommelig reise, kom hand paa det sidste til Landet, og til nogle vilde Mennisker, som, der de saae at Engelænderne vilde taage dem bort, bleve overmaade bange, og løb i haabetal fra sine Hytter op paa biergerne, hvor de kastede sig selv i Søen, som var der under neden; Een deel skiulte sig i huller, paa det Englænderne schulle iche møde dem. Deris Hytter vare tæckede med Hvale-Huuder og stode paa 4re støtter, som vare bundne til sammen med tæger, med tou døre, den Eene mod vesten, den anden mod Synden; mens imoed Norden og Østen, hvor som Vinden mest tåger paa, vare de megit flittigt forvarede.

Wdj een af disse Hytter tog de een grov og heslig Kierling, og een fruchtsommelig qvinde; siden besaae de biergerne, og førte med sig 300 tønder Sand af guld og Sølf-farve; de gaf og acht paa Folchetz Skick, og underfundige gemytter, og besaae adschillige diur. Mand forfoer ogsaa, at der strax hos boede et andet og skicheligere Folch; Sin Første kaldede de Cakiunge, som hafde et stort Herredømme, den samme pleyede Undersaatterne bære paa sine Skuldre; de selv hafde megit deylige Klæder paa, og een guld Krantz om deris Hofveder (dette kommer iche langt fra det som fortællis i min Vinlandske beskrivelse, udj det 14de Capitel, 63. Side) Huilchet alt, efftersom det er indført udi bem: Forbissers Reisebog, ieg agter u-fornøden her vitløfftigen at indføre, heldst efftersom ieg iche finder antegnet, under hvad grad det Land ligger; Hvorfor ieg vender mig igien til de Høyloflige Danske Konger.

Effter Friderich den 2den har hans Søn Kong Christian den Fierde, med stoer omkostning, fiire gange hensendt Skibe i det Grønlands Haff. Den første gang Aº 1605. under Weledle Gotske Lindenov, hvilchen leggende Nordost an, kom for Grønland, hvor hand kastede Ancker, og blev imodtagen af mange indlændske baader, som hand og høffligen begiegnede, og vilde tracteret dem med wiin, hvilchet dem iche behagede, men de begierede Fisketran, som de og bekom, og drach deraf saa begierligen, som det maatte været den aller leckerste drick. Dereffter førte de deris Wahrer til Skibet, Neml: Refveskind, Sel-hundskind, Marsvinskind, og Biørne-huuder, item nogen Særdeelis Hvalfiske-horn, eller tænder, som lignede Eenhiørnings Horn. Dette solte de for nogle ringe wahrer, saasom Naale, Spender, hegter og Mallier; thi guld og Sølf agtede de iche, mens Jern, efftersom de dertil mest trengte, begierte de, og betalede det hundredefold: Gave og herfore Baader, aarer, buer, piiler, og, naar de icke andet hafde, klædde de sig af, og solte sine trøyer, kom de iche over eens, da tog hver sit igien.

Effterat hand nu hafde værit trei dage i samme Hafn, og schulde løset derfra, og vilde tage med sig tou Grønlændere, som var paa hans Skib blefne effter, har de satt sig saa hart derimod, at de vilde have kastet sig ned i Hafved, saa de og dertil moxen hafde sluppet dem af hænderne, som dem hafde fanget, da fich de først hugg til de blødde, men som det ei hialp, da bleve de fangne, mens de af landet skiøde saa mange Piile, og slyngede saa mangfaaldige steene did, at det var som een tyck Regn, indtil de ved Bysseskud, af Skibet forskræcked flyde alt hvad de kunde op i Landet.

Den anden Seiglatz did scheede under samme Capitain, Aº 1606, med Fem Skibe, paa kongel: bekostning udrustede; Den tredie gang vare tyende Skibe henskichede paa kongel. Maits bekostning, under Casten (eller Christen) Richards Commando; Hvad aar, veed ieg iche.

Anno 1616 blev Fierde gang paa kongl: omkostning udrustet toe Skib, under Jens Munch, som samme reise flitteligen har beskrevet, iche til at opsøge det gamle Grønland, mens noget Sund, eller og Vey til de østerlændesche lande, Catajen eller China. Aº 1636 er Femte gang, og den bekostning af Grønlands Compagnie, for hvilche den Høyædle Herre, Rigens Hoffmeester, var Præsident, saasom bem: Grønlændske sagers Scribent beretter; hvem det var imellem Frantz Rantzow som døde aar 1632. og Corfitz Ulefeldt, som aar 1637. blev Stadtholder og siden Hofmester, finder ieg iche. Mens efftersom bem: Præsident i samme beretning kaldis een Canceler, da meener ieg det maae have værit den Høyædle Herre hr Christian Friis. Bem: Scribent beretter, at i den reyse schal effter samme Cancellers befalning være fra Strat Davis ført guldsand, som siden skal være udkastet i Øresund, for en u-forfaren guldsmeds skyld, der iche vedste at faae guld deraf, som dog siden skal have gaaet an for een anden. Om dette er sandt, lader ieg ham raade for. Og er dette scheed under Kong Christian den Fierdes Regering.

I det aar 1654. under den Stormegtigste konge Friderich den Tredie, min første Allernaadigste Herre (Høylofligst ihuekommelse) har Edle Hendrik Muller hensendt til Grønland et Skib, hvis Commandeur var David de Nelle, som derfra Landet førte trende qvindfolch, Kiuneling, Kabelau, og Sigokou, næfnet. Biskop Thord Thorlachsen, som saae hans Reisebog, meener hand skulle kommet nest ved Heriolfs-Næs, men den Reisebog eller Journal er borte, og blefven de Skotske Søe-Røfvere til bytte, sampt andet fleere, som hand vilde ført med sig til sit Fæderne land.

Den sidste som fra Kiøbenhafn er udsendt til at opsøge Grønland, og erfare leiligheden i Strat Davis, aar 1670 og 71, af min Anden Allernaadigste Herre, Christian den Femte (Høylofligst ihuekommelse) var Capitain Othe Axelsen; Hvad hand med sig førte ved det første aars hiemkomst, er mig iche vitterligt, men af den sidste Reise, kom hand iche hiem igien; Hvad ieg udj Iisland, hvor ieg da tøfvede efter hannem, og ville følget ham hiem, hørte hand schulle være bleven af, gaar ieg med villie forbj, efftersom ieg ingen faste beviisninger dertil haver; Enddog det kommer overeens med de tidender som ieg hafde fra Holland. Thj hvad mig fattis paa nøyagtig widnesbyrd, det gaar ieg gierne forbi.

Med alle disse stoere omkostninger er endnu iche saa megit bragt til rette om den gamle Grønland eller Strat Davis kundskab, at mand veed om der er nogen vey til det, saa kaldet, Stille-Haff, eller om det er aldeelis fasteland, imod de gamles meening, hvilcken den Boeg Gripla giver tilkiende med disse ord, der hand (effter Verelii fortolckelse, i hans Anmerkninger over Elevogar) siger saaleedis: Imellem Vinland og Grønland er Ginnunga-gab, det kommer af det store Haff som flyder rundt om den heele Werden. Af dette som nu er sagt, meener ieg at have beviist Grønlands beskrivelses troværdighed; Saa og baade aarsagen, hvorfor farten did hen har holdet op, sampt deris flittighed, som Landet igien har skuldet opsøge.

Rester nu at viise deris forseelse og aabenbare aarsagen, hvorfore de saa tit have reist forgiefvis, og aldrig rammet deris forsættede Øyemerke: Og er det kun eeniste een Post som de allesammen have gaaet feil, og bestaar derudj, At i det de mestendeel have søgt Øster bygden, alt for megit har maatt plaget sig, og strævet i den iis, dennem mødt haver; og altsaa, endten iche tidlig nock er komne til westerbygden, eller og naar de vare did ankomne, ingenlunde nøyagtelig og nocksom har beskuet og betragtet Strand-Siderne; og som det var saa langt fra Danmarch, alt for silde begivet sig til det Grønlandske Haff. Andre, hvis hensigt var kun vel at erkyndige sig om Strat Davis, og om der var nogen Vey til det Stille-Haff, har indtet skiøttet om det gamble Grønland.

Det Grønlandske Haff, er i Sandhed lengere bort, end de, som kommer den lange wey, saa seent an, paa en liden stund af Sommeren kunde forfare detz Natur og leilighed, end sider landet i sig selv, eller den megit store Iis, om den har den art, at den ligger der ved Strand-siden heele aaret igiennem, eller kun paa aarets visse tider, og drifver saa bort igien. Mand maa derfor gaa en giennere Vey, som staar aaben for voris Stor mægtigste Konger frem for alle andre, ja for dennem alleene, effter som Iisland er under deris Regering, thi derfra kunde mand tidlig om Foraaret, icke med store Skibe, forsøge Seiglatzen, første og anden gang, indtill mand kommer til iisen; Er da Haffvet deraf saa opfyldt, at mand kand iche seigle till Fretum Forbisseri (eller Forbissers Sund) da kand mand dog altid komme u-skad igien til Iisland, indtil saalenge lufften bliver mild, og mand kand taage een god Hafn.

Nu ligger der næst ved Forbissers-Sund, den part aff det Faste Land, som i gamle dage var kaldet Wester-bygd, imellem hvilken og Øster-bygden, somme siger (kandskee ved een gienvey og kortere end de andre) at schulde være 15 tydske miiler; Andre meener saa lang vey, som mand med een Sex-Ærings Baad kunde roe i sex dage. Disse Roers-Folch skulde tagis fra Iisland, og sættis paa der til tienlige Slupper, saa og med bevæbnede og af Harnisk udrustede Soldater, forsynes (Jeg meener Harnisker stoppede og giorde af linnen, som mand læser at de gamle brugte, og exempler derpaa kand sees hoes Sveton: i Keyser Galbæ Historie i det 19. Cap: Will nogen see hvorledis de bleve giorde, hand kand læse Hoffmans Almindelige Lexicon, og de stæder, som hand anfører) paa det, at de iche skal faae skade af Indbyggernes Piile, som neppe gaar feil; hvilche om endskiønt de kand synes iche at være skarpe, efftersom de ere af been, da er ey at tvifle om, at, naar de med stor Størke blifver afschudt, de io schal træffe skarpt an, og gaa igiennem bare Skind klæder. Dertil siunis at behøvis i det ringeste 50 Soldater, hvoraf de 20 faar blive effter ved Sluperne, og Resten beskue og udsee Landet, dog iche langt fra Strandsiden, thi at de gamles boe liger iche haver værit langt fra Søen, kand mand lettelig slutte, og om iche af andet, da af den nytte og gafn de maatte søge af Hafvet. Imidlertid faar det Skib, som førte dem fra Iisland, blive i den neste Hafn, til de kommer igien. Dette lader sig giøre med een Sommers tiid, og naar den er forløben, maa mand igien ad Iisland til, og der tage Vinterleye.

Saa kand mand forfare, om Øster-bygden er aldeelis øde, eller i de Forige Indbyggeris stæd, er kommen Skrælingerne; Og naar mand det har faaet wiide, da kand anslagerne forandris effter leilighedens beskaffenhed. Imidlertid var det got, at det andet Skib, drev handelen med Indbyggerne i Strat Davis: Saa at, om end iche saa synderlig profit var at vente, omkostningen dog alligevel nogenlunde kunde oprettis, og godset til Iisland, hvor de ideligen maa have Windterleye, henføris, som der fra med Kiøbmænds Skibene mageligst kunde til Kiøbenhafn fremsendis, og derfra igien aarligen føris til Iisland, hvad som til Grønlænderne skal selgis. Dog bør ingen tæncke, at voris Gudfrygtige Konger fornemmeligen har haft saadandt til et øyemerke for sit forsæt i sin omhue og bekostninger. Den store fliid, som de u-afladeligen, til den Christelige troes og læres forfremmelse, have anvendet, beviiser nochsom, at de har for alle ting og udi alleromhyggeligste maader, søgt Guds ære; Hvorfor og somme af dem har ladet bygge Kirker, somme Schoeler, somme Academier; Nogle andre har og alt saadant, endten af nyt anrettet eller forbedret, og dertil giort over flødig forsyn.

Jeg holder for, at Gud i sin vrede haver lagt dette Folch saa stoer og langsom Elændighed paa, udi hvilchen det nu udj saa mange hundrede aar er udeluckt fra skichelige Nationers omgiengelse; Og det som alting overgaar, fra Saligheds midlers Brug og Samqvæm.

Derfore schulle vj for alting bede Gud, at, nu hand har straffet samme Folk nock, vilde dog endeligen forbarme sig derover, og naadeligen befordre wor Konges megit Gudelige forsæt og idrætt, at denne Nation kunde igienkaldes, udj den Christelige Kirche indplantes, og til den reene Religion (hvilchet hans Mayst: ogsaa for alle ting søger) omvendes.

Gud vilde værdiges selv at viise vey og maade til saa stor en ting at udrette, og den samme til sit Hellige nafns ære, Kongens priis, og enhvers Evige Salighed, fuldføre. Dette samme har den berømte Trogill Arnkelsen lenge siden ynsket, hvorover ieg glæder mig, at hand lige saadan maade, som ieg her har foreslaget, længe siden har seet og holdet for got, udj hans Skrifft om de Cimbrische Hedningers Religion, i den 6te Bogs (som handler om deris Omvendelse) 6te Capitel. Mens at hand den samme henfører til Erckebisp Ansgarii tiid, og i saa maade mod siger alle Iislænders Documenter, og Are den Frode (eller viise) selv, som dog blef fød, iche fulde 100 aar effter at Grønland først tog til at bebyggis; Hvis Farfader og har talet med een af Erich den Rødis følgere, det kand ieg iche bifalde.

Jeg bestaar og holder fore, at de privilegier eller friheder, som Ste Ansgarius (da Erke-Biskopsdømmet til Hamburg blev stifftet) aar 834 og 835, bekom af Keyser Lodvig den Gode, og Gregorio den Fierde Pave i Rom, og ere af Capitulet i Bremen foreviiste, og siden af saa mange Kircher eller Meenigheder og lærde Mænd samtøcht og paaberaabte, udi hvilche Iisland og Grønland undergivis hans geistlig Jurisdiction, at de (siger ieg) ere af saa stoere og u-giensigelig Myndighed, at det schulle agtes for en dumdristighed dem at imodsige, dersom iche Iislands bebygnings Beskrivelse og andre Historiers u-ryggelige, og i denne Materie allesteds overeens stemmende Widnisbiurder, iche alleeniste forbød mig, som er samme Land-Mand, at tale meere derom, mens og af fornødenhed drev mig til de samme at forsvare; thi de giøre saadan grundslutning: Enten liufver den troværdige Scribent Are den Frode, eller Wiise (som lefvede nest effter de tiider) at hans Far-Fader har faaet viide af Erich den Rødis følge, om Grønlands bebyggelsis oprindelse, og det midt udj Grønland medens hand der handlede; Eller og har hans Far-Fader, som var een fornemme Mand og megit berømt i sit Fæderne-Land, villet forført sin Sønne-Søn; Eller og ere disse Keyserens og Pafvens berørte breve, saavit Iisland och Grønland angaar, af Bedragere, forandrede, og siden ved trøcken saaleedis til os komne; Mens Arngrim og Thorlaksen, efftersom de agtede første tvende deeler gandske u-rimelige, har ei uden grund og aarsag, men af fornødenhed, begyndt at disputere om disse brevers myndighed, hvilchen de og tvifler om, og fører derhos nogle deslige exempler an.

Jeg slutter saaleedis: Dersom der kunde af andre Archiver fremviises andre exemplarier af disse Breve (og mindes ieg rett, da ere de allereede fremviiste) hvorudj indtet blifver talt om disse lande, da er det med det samme klart, at det skrevne Bremerske exemplar er forandret; Indtil saa lenge troværdige, agtbahre, og u-modsigelige mænd sandfærdeligen vidne, at de med egne øyene hafver seet samme bref, med Keyserens og Pavens rigtige indseigler. Og dette er det, hvorom ieg vilde hafve den gunstige Læsere errindret. Dog maa ieg endnu føre herhos en ting, som mig siden er indfalden, Nembl: At nogle Biskopper, som den Høyædle Herre Arild Hvitfeld har antegnet, ere her forbigangne, baade for at de ingensteds findis i de Iislandsche gamledags Sagers Antegnelser, og at somme af dem, deris Indvjelses, og afgangs eller døeds aar, som hand sætter, ei træffer ind.

Den gunstige Læsere vilde behage at tage dette mit ringe skrifft, om det gamle Grønland, op i bedste meening; Og dersom herudj findes noget som vil rettis, det da tilkiende give, hvad som kand være gaaet forbj at tillegge, og det som kand agtes tviflsamt, udi goed meening at udlegge. Hand lefve hermed wel, og føre sig dette til nytte.