Gammelnordisk religion

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Dr. phil. Marius Kristensen

Gammelnordisk religion
Religionshistoriske tekster
samlet og udgivet ved
Sven Fenger, 1977



Kilderne

Maskesten fra vikingetiden, Aarhus.
Illustration: clm.

Arkæologien giver os de ældste oplysninger om religiøst liv i Norden. Yngre stenalder og ældre broncealders 1ste afsnit: Ligene begraves (rund- og langdysser, jættestuer, kister og rammegrave — egekister fra broncealderen); de får våben, redskaber, klæder o. s. v. med. Ældre broncealder 2det afsnit, yngre broncealder, førromersk jærnalder: de døde brændes. Romerske jærnalder og folkevandringstiden: begge skikke.

Ældgamle religiøse symboler f. eks. »skålformede fordybninger« (ildtegn?) allerede fra stenalderen. Fra broncealderen stammer andre vigtige fund f. eks. solvognen fra Trundholm. Fra folkevandringstiden har vi de store sydjyske og fynske mosefund (Thorsbjærg, Nydam, Vimose og Kragehul), der sikkert må opfattes som sejrsofre til guderne. Omtrent samtidig de ældste billedlige gudefremstillinger: sølvkedelen fra Gundestrup mose i Himmerland (udgået fra gallisk kunst), lidt senere den gallisk påvirkede, men hjemmelavede fremstilling af verdenslivet på guldhornene fra Gallehus (ved Møgeltønder), senere smykkepladerne fra Øland og Vendel i Uppland[1].

Vidnesbyrd om gudenavne og kultus i person- og særlig stednavne. (Guder: Ti, Odin, Thor, Ægir, Njord, Frøy, Frøyja, Ull, Hærn, Skade o. s. v.)

Om helligdomme, slagtofre, goder, drikkelag, kultus i det hele, om Nordboernes opfattelse af liv og død, af eder, løfter, slægtsfølelse, af vætter, diser, ham og vølver o. s. fr. skulde følgende stykker især fra islandske sagaer give et indtryk.

Af vikingetidens storslåede mythologiske digtning, således som vi har den i den såkaldte Ældre Edda, af Snorres Yngre Edda og Heimskringla og andre middelalderlige værker som Sakses Danesaga er kun lidt taget med her, da de foreligger i let tilgængelige og gode skandinaviske oversættelser. [2].

Middelalderens lovgivning giver ikke få bidrag til forståelse af nordisk hedenskab, særlig de rituelle drikkelag.


Litteratur.

Sophus Muller: Vor Oldtid. 1897. Årbøger for Nordisk Oldkynlighed. Dania I—X. Danske Studier (1904 — 1918).

Vilh. Grønbech : Vor Folkeæt i Oldtiden I—IV. Kbh. 1909—12. Samme: Religionsskiftet i Norden. Kbh. 1913. H. F. Feilberg: Jul I—II. Kbh. 1904. Samme: Sjæletro. Kbh. 1914. A. Olrik: Om Ragnarok I—II. Kbh. 1902—13. Samme: Nordisk Åndsliv i Vikingetid og tidlig Middelalder. Kbh. 1904. Finnur Jónsson: Vølu-Spá, tolket. Kbh. 1911. A. D. Jørgensen. Den nordiske Kirkes Grundlæggelse I—II. Kbh. 1873—78.

Ældre Edda oversat ved Olaf Hansen. Kbh. 1908. Yngre E. ved Finnur Jónsson. Kbh. 1900. Heimskringla ved Gustav Storm. Kria. 1900. Sakse ved Jørgen Olrik. Kbh. 1908 ff.

N. F. S. Grundtvig: Nordens Mythologi eller Sindbilledsprog. N. M. Petersen: Nordisk Mythologi.

S. Bugge: Studier over de nordiske Gude-og Heltesagns Oprindelse I. Christiania (1880—89). A. Nor een: Spridda studier I. Upps. 1895. H. Schück: Studier i nord. litteratur och religionshistoria I—II. Sth. 1904.

Paul Hermann: Nordische Mythologie. 1903. F. D. Chantepie de la Saussaye: Religion of the Teutons. Boston. 1902. Elard Hugo Meyer: Germanische Mythologie. Berlin 1891.

[Ved citaterne af Landnámabók er henvist til del og kapitel i Islendinga sögur I, 1843, som ved hjælp af registret bag i Finnur Jónssons udg. af 1900 let vil kunne genfindes i denne.]



Fra Islands Opdagelsestid
Ravn. Illustration: clm.


Floke Vilgerdssøn hed en stor viking. Han drog ud fra Ryfylke for at søge Sneland[3]. De lå i Smørsund. Han holdt stort blot og blotede 3 ravne, der skulde vise ham vej; thi da havde søfarende mænd ingen ledesten (magnet) i den tid i Nordlandene. De opdyngede en varde dær, hvor blotet var bleven holdt, og kaldte den Flokes varde. Det er dær, hvor Hordeland og Ryfylke støder sammen. Han sejlede først til Shetland .... og dærfra til Færøerne .... dærfra sejlede han ud på havet med de 3 ravne, han havde blotet i Norge, og da han slap den første løs, fløj den agter ud fra bagstavnen; den anden fløj op i luften og tilbage til skibet. Den tredje fløj frem over forstavnen ad den kant, hvor de fandt land.

Siden når Floke op til Bardastrand ved Bredefjords nordside. Han ser fra et fjæld en fjord fuld af havis. Derfor kaldte han landet Island.

Landndma I, 2. (Hauksbok).



En Landnamsmand
Gode med sin gudestøtte'. Illustration: clm.


Thorolf Örnolfssøn boede i Moster og blev dærfor kaldt Mosterskegge; han var en stor blotmand og troede på Thor. Han drog fra kong Harald hårfagres voldsherredømme til Island og sejlede sønden om landet. Men da han kom vestpå til Bredefjord, kastede han sine højsædessuler over bord — på dem var Thor udskåren —; han udtalte det løfte, at Thor skulde komme i land, hvor han vilde, at Thorolf skulde bo. Han lovede at hellige Thor det land, han tog sig, og kalde det op efter Thor. Han tog sig land sønden for Bredefjord, omtrent midt for fjorden; dær fandt han Thor dreven i land på et næs; det hedder nu Thorsnæs. De landede der indenfor i en vig, som Thorolf kaldte Hovsvig; dær byggede han sin gård og gjorde et stort hov, som han helligede Thor; den gård hedder nu Hovstad. Han havde også så stor tro på det fjæld, der lå på Thorsnæs, og som han kaldte Helgafell, at den vej måtte ingen se uden at være tvættet, og der var så fredhelligt, at man hverken måtte skade eller bortjage nogen, folk eller fæ, dær på fjældet, uden at det gik frivilligt bort derfra; det var Thorolfs og hans frænders tro, at de alle skulde bo efter døden i fjældet. Dær på næsset, hvor Thor kom i land, holdt Thorolf alle retter, og dær blev oprettet herredsting efter alle egnens mænds råd. Men når man var dær på tinget, måtte man ikke besørge sin nødtørft på land, men gik til det skær, som hed Dritskær, for de vilde ikke tilsmudse så hellig mark, som dær var. Men da Thorolf var død, og hans søn Torsten var ung, vilde Thorgrim Kjallakssøn og hans svoger Asgeir ikke gå til skæret for at forrette; det vilde Thorsnæsfolkene ikke finde sig i, at de vilde besudle så hellig en mark. Derfor kæmpede Torsten torskebid og Torgeir keng med Thorgrim og Asgeir dær på tinget om skæret, og der faldt nogle mænd, og mange blev sårede, inden de blev skilt. Thord geller forligte dem; og da ingen vilde give efter, blev stedet erklæret for vanhelligt på grund af det udgydte blod. Så besluttede man at flytte tinget bort og ind på næsset, hvor det nu er; dær var en stor helligplads, og dær står endnu Thors sten, som de brød folk over, når de blotede; og dærhos er en domring, hvor folk skulde dømmes til blotning. Dær satte Thord geller også fjærdingsting med alle fjærdingsmænds samtykke.

(Ldn. II, 12.)



Gudehov
Indgangsparti ved gården Stöng. Illustration: clm.


Eyrbyggja-saga har den samme fortælling, på sine steder mere udførligt. Der fortælles følgende om gudehovets indretning.

Thorolf Mosterskegge holdt (inden sin afrejse) et stort blot og gik til frett[4] med Thor, sin kære ven, om han skulde forlige sig med kongen eller drage bort fra landet, og fretten viste Thorolf til Island. . . . Han brød hovet ned og førte det meste af det tømmer, som havde været dæri, med sig og ligeså mulden under den stall[5], Thor havde siddet på.

(Han ender så i Hovsvig på Vestlandet). Dær lod han rejse et hov, og det var et stort hus. Der var døre på sidevæggene nærved enderne af huset. Dærindenfor stod højsædestøtterne, og der var nagler, som hed reginnagler[6]. Dærindenfor var et stort fredsted. Inderst i hovet var et afhus, noget lignende som nu sanghuset i kirkerne, og dær stod en stall midt på gulvet som et alter. På den lå en helsmedet ring, som vejede 2 øre, og dærpå skulde alle eder sværges. Denne ring skulde hovgoden bære på sin arm ved alle folkestævner. På stallen skulde også blodbollen stå og i den blodkosten til at stænke med, og man skulde stænke af bollen med det blod, som kaldes hlaut, nemlig de dyrs blod, der var slagtet som offer til guderne. Omkring stallen var der anvist gudebillederne plads i afhuset. Til hovet skulde alle mænd betale skat og være skyldige at udføre alle rejser, som hovgoderne pålagde dem, således som nu tingmænd er høvdinge skyldige. Men goden skulde holde hovet vedlige på sin egen bekostning og bestride blotgilderne.

(Eyrbyggja-saga. Leipzig udg. s. 5 ff.)



Det store Blot i Trøndelagen
Indgangsparti ved Årdal Stavkirke. Illustration: clm.


Sigurd Ladejarl var en stor blotmand, og det samme var Håkon, hans far. Sigurd Jarl opretholdt på kongens vegne alle blotgilder dær i Trøndelagen. Det var gammel sæd, når der skulde holdes blot, at alle bønder skulde komme dær hen, hvor hovet var, og tage deres madvarer med sig, sålænge gildet varede. Ved dette gilde skulde alle mænd have øl. Og der blev dræbt af al slags småkreaturer også heste; men alt det blod, som flød af dem, blev kaldt »hlaut« og det, som blodet var i, hlautboller, og hlauttener, de var gjort som stænkekoste; dermed skulde man rødne stallerne og ligeså hovets vægge ude og inde og også stænke på mændene; men kødet skulde man koge til gildesmad. Bål skulde der være midt på gulvet i hovet og dærover kedler. Man skulde bære bægre om ilden; men den, som gjorde gildet og var høvding, han skulde signe bægret og al blotmaden; — han skulde først signe Odins bæger — det skulde man drikke for kongens sejr og magt — og siden Njords bæger og Frøys bæger til år og fred. Det var meget almindeligt, at man dærnæst drak Brages bæger; man drak også de frænders bæger, som var blevet lagt i høj, og det blev kaldt minde.

Snorre Sturlesøn: Heimskringla. Håkon d. Godes saga. Kap. 14.



Det store Blot i Lejre[7]


Men da jeg har hørt vidunderlige beretninger om disses[8]. gamle ofringer, vil jeg ikke lade dem uomtalt. Der er et sted i disse egne, som er hint riges hovedstad [ved navn Lejre i det distrikt, der kaldes Sjælland], hvor de hvert 9de år i Januar måned efter den tid, da vi fejrer epifanifesten[9], holder et almindeligt stævne og så ofrer til deres guder 90 [og 9] mennesker og ligesåmange heste tilligemed hunde og haner, som de ofrer i stedet for høge, idet de, som jeg før har sagt, tror for vist, at disse (mennesker og dyr?) skal trælle for hine (guder?) og sone begåede forbrydelser.

Thietmar af Merseburg: Merseburgensis episcopi chronicon ved F. Kurze s. 11. jfr. G. Schutte: Offerpladser i Overlevering og Stedminder. 1918, s. 19.



Blot til Fos, Holt, Høj o. s. v.
Goðafoss, Island. Illustration: clm.


Thorsten rødnæse på Fors ved Rangå var en stor blotmand; han blotede til fossen, og man skulde kaste alle lævninger i fossen. Han var også meget fræmsynet. Torsten lod tælle sine får ud af folden, og der var 2400; men de blev så mange, fordi han om efteråret kunde se, hvilke der skulde dø, og kun dem lod han så slagte. Men det sidste efterår han levede, da sagde han ved fåretællingen: »Slagt I kun alle de får, I vil; enten skal jeg nu dø eller også hele fåreflokken, om det da ikke er begge dele.« Men den nat, da han døde, da løb hele fåreflokken i fossen.

(Ldn. V, 5.)


Om bloten. Det er nu dærnæst, at blot er folk meget forbudte og al den gamle skik, som hører til hedenskabet. Ingen må påkalde hværken holt eller høje eller hedenske guder, hværken vier eller stavgærder. Dersom nogen bliver overbevist om, og der føres vidner mod ham derom, at han har øvet en sådan påkaldelse med sin mad eller drikke, som ikke stemmer med kristen sæd, da ifalder han en bøde af tre mark til kirkens folk, om de vinder sagen.

Gullands lov, kap. 4. (Jfr. Lis Jacobsen, Guterlov og Gutersaga s. 31 ff.)



Offerpræster (Goder)


Ulfljots lov.
Ofring. Billedsten, Gotland, Sverige. 700-tallet. Illustration: clm.

Da Ulfjot var henved 60 år gammel, drog han til Norge og var dær 3 vintre. Dær affattede han og hans morbroder Thorleiv den spage den lov, som siden blev kaldt Ulfljots lov. Men da han kom ud, blev altinget indrettet, og siden havde folk én lov her i landet. Det var begyndelsen til den hedenske lov, at folk ikke skulde have hovedskibe på havet, men om de havde, da skulde de tage hovedet af, før de kom land i sigte, og ikke sejle ind til land med gabende hoveder eller glubende svælg, så at landvætterne skræmmes derved. En ring af to øres vægt eller mere skulde ligge i hvært hovedhov på alteret. Den ring skulde hvær gode have på sin arm ved alle de lovting, som han selv skulde holde, og først farve den rød i det offerdyrs blod, som han blotede dær selv. Hvær mand, som havde noget at gøre med retten ved den domstol, skulde først aflægge ed på den ring og nævne sig vidner, to eller flere. »Jeg tager vidner på det«, skulde han sige, »at jeg aflægger ed på ringen, lov-ed; så sandt hjælpe mig Frøy og Njord og den almægtige as, som jeg i egenskab af anklager, forsvarer, vidne, mededsmand eller dommer skal handle i denne sag så retfærdigt eller sandfærdigt og i overensstemmelse med loven, som jeg på nogen måde kan, og besørge alt, hvad loven kræver af mig, medens jeg er på dette ting.« — Da blev landet delt i fjærdinger, og der skulde være tre tingsteder i hver fjærding, men tre hovedhov i hvært tingsogn. Der blev udvalgt mænd til at varetage hovene efter forstand og retsindighed; de skulde udnævne domstole på tinge og styre sagernes gang. Derfor blev de kaldt goder. Hvær mand skulde give told til hov, som nu tiende til kirke[10]. Ldn. IV, 8 (Hauksbók).


Ravnkel Frøysgode og hans hest.

Ravnkel havde en kostbarhed i sit eje, som syntes ham at overgå andet. Det var en hingst, brun med mørk rygstribe, som han kaldte Frøyfaxe. Han gav Frøy sin ven halvt eje i den hest. Han holdt så meget af den hest, at han aflagde løfte om, at han vilde blive den mands bane, som red på den uden hans samtykke.

[Bondesønnen Einar Thorbjørnsen kommer i tjæneste hos Ravnkel Frøysgode. Han skulde passe malkefårene og tillige se til Frøyfaxe og de tolv hopper, den gik med. Til trods for Ravnkels udtrykkelige forbud rider han en dag Frøyfaxe; 30 af fårene var løbet bort, og ingen af hopperne var til at få fat på. Da fårene er indfanget, vælter Frøjfaxe sig på jorden, løber hjem, svedig og snavset, og kalder Ravnkel ud ved sin vrinsken. Han går ud, ser Frøyfaxe og siger:

»Det synes mig ilde, som Du er tilredt, mit plejebarn! Men Du vidste nok, hvad Du gjorde, da Du fortalte mig det, og det skal blive hævnet, og gå nu til Dit følge.« — Men hesten gik straks op i dalen til sit stod.

Næste morgen lod Ravnkel sin hest sadle og red op til sæters. Han rider i blå klæder og havde en økse i hånden, men ikke andre våben. Da havde Einar lige drevet fårene ind i malkefolden; han lå på foldgærdet og talte fårene, men kvinderne var i færd med at malke. De hilste på Ravnkel. Han spurgte, hvordan det gik dem. Einar svarer: »det er gået mig dårligt, for jeg har manglet 30 malkefår næsten en uge, men nu har jeg fundet dem.« Ravnkel svarede, at det regnede han ikke så nøje; »men er det ikke gået Dig værre? Kvæget har snarere været mindre borte, end man kunde vænte. Men var Du ikke ude at ride på Frøyfaxe i går?« Einar sagde, at det vilde han ikke nægte. »Hvorfor red Du på den hest, som det var Dig forbudt. Der var jo da nok, Du havde lov at bruge. Dog vilde jeg ikke have lagt Dig den sag til last, om jeg ikke havde lovet så dyrt, især da Du ærligt har vedgået det.« Men på grund af den tro, at det ikke vilde gå den mand godt, som bryder sit løfte, sprang han af hesten og hug ham banehug.

[Det lykkes Einars far, Thorbjørn, ved nogle mægtige høvdinges hjælp at fordrive Ravnkel fra hans gård, Adelbol og aflive Frøyfaxe. Ravnkels guder bliver plyndrede, og hovet bliver brændt. Da Ravnkel hørte det, sagde han: »aldrig mere skal jeg tro på guder.« Og det holdt han siden, så han aldrig blotede. Siden hævnede Ravnkel sig og fik atter sine ejendomme tilbage.]

Efter Ravnkel Frøysgodes saga.


Frøypræstinden i Svithjod.

[På Olav Tryggvesens tid flygtede en ung mand Gunnar Helming fra Nidaros uskyldig mistænkt for et drab. Han kom til Svithjod, hvor en ung, smuk kvinde, der var givet Frøy til hustru og rådede for templet og pladsen der omkring, tog ham under sin beskyttelse].

Gunnar blev mere og mere afholdt, jo længere han var der, på grund af sin munterhed og raskhed. Han talte atter med Frøys hustru og spurgte om sin stilling. Hun svarede: »Folk her synes godt om Dig, og det er vel bedst, at Du bliver her i vinter og så drager til gilde med Frøy og mig, når han skal skaffe folk godt år. Men han kan dog ikke lide Dig.« Gunnar takkede hende vel.Omsider kom den dag, da de skulde afsted; Frøy og hans kone skulde sidde i en vogn, men deres tjænestefolk skulde gå i forvejen. De skulde passere en lang fjældvej. Da blev de overfaldne af et hæftigt uvejr, og rejsen gik tungt. Gunnar blev sat til at følge vognen og lede øget, og det endte med, at alle folkene kom fra dem, så at Gunnar blev ene tilbage tillige med Frøy og hans kone i vognen. — Gunnar begyndte da at blive træt af at gå og lede øget; og da det var gået sådan en tid, da opgiver han at gå foran og sætter sig ind i vognen og lader øget gå, som det vilde. Lidt efter sagde hun til Gunnar: »tag fat igen og led hesten, ellers går Frøy løs på Dig.« Han gør så endnu en stund; men da han blev træt, sagde han: »Nu vil jeg vove at møde Frøy, hvis han går løs på mig.« Frøy rejste sig op i vognen, og de tager brydetag, og Gunnar kan ikke stå sig. Han ser da, at sådan kan det ikke blive ved at gå og tænker ved sig selv, at hvis det lykkes ham at få overhånd over denne djævel, og det forundes ham at komme tilbage til Norge igen, så skal han vende tilbage til den rette tro og forlige sig med kong Olaf, om han vilde tage imod ham. Og straks da han havde tænkt dette, begynder Frøy at vakle for ham, og derpå falder han. Da løber ud af afgudsbilledet den djævel, som havde skjult sig dæri, og der var kun den tomme træklods tilbage. Den brød han så helt sønder og gik hen til vognen og satte kvinden to vilkår: At han vilde forlade hende og sørge for sig selv, eller at hun skulde sige, at han var Frøy, når de kom til bygderne. Hun sagde, at hun helst vilde sige det, og Gunnar tager afgudens klæder på. Vejret var nu ved at klare op, og omsider nåede de til det gilde, som var beredt for dem. Mange af de mænd, der skulde have fulgt dem, var der allerede. Folk syntes nu, at Frøy herligt havde vist sin magt ved at nå til bygden med sin hustru i sligt vejr, når alle var løbet fra dem, og så at han kunde gå rundt blandt andre mennesker og spiste og drak som andre. De drog omkring på gæstebud den vinter. Frøy talte ikke stort med andre end sin kone; og ikke vilde han lade noget levende ofre til sig som før og vilde ingen blot have og intet offer uden guld, sølv, gode klæder og andre kostbarheder. Som tiden gik, mente folk at skønne, at Frøys kone var med barn. Det syntes folk var ypperligt, og mange fik store forhåbninger til Frøy, deres gud. Vejret var også mildt, og alting tegnede så godt, at ingen kunde mindes sligt.

[Kong Olaf får nys om sagen og aner sammenhængen. Han sender Gunnars broder derover og lover ham sin hjælp. Gunnar og hans kone slipper bort og når til kong Olaf, hvor hun lar sig døbe. Siden holdt de ved den sande tro.] Flateyjarbók I,s. 337 ff.


Dansk runesten [fra Glavendrup, Fyn].

Rægnhild satte denne sten efter Alle sølve (ɔ: den gustne?) viernes gode, en højfornem jorddrot. Alles sønner gjorde dette gravmæle efter deres fader og hans kone efter sin mand; men Sote ristede disse runer efter sin herre. Thor vie disse runer! Den skal stå til ansvar, som øver vold mod denne sten eller flytter den bort (for at rejse den) over en anden.

[jfr. Ludv. F. A. Wimmer; De danske runemindesmærker. Håndudgave ved Lis Jacobsen (s. 103). Kbh. og Kria. 1914.



Lævn af rituelle Drikkelag i senere nordisk Lovgivning

Drikkehorn, Nydam Mose, Danmark. Illustration: clm.

Vi har lovet at holde ølgærd[11], det kalder man fællesøl, øl af en mæle malt for bonden og af en for hans hustru. I det mindste 3 bønder holder det sammen, undtagen nogen bor sådan på udø eller så højt oppe i fjeldet, at han ikke kan holde det sammen med andre. Da skal han alene holde øl som de tre. Men hvis nogen har mindre end en gård med sex kør eller sex sålder sæd, da skal han i det tilfælde blot holde øl, hvis han vil. Det øl skal holdes senest før Alle Helgens Messe, og det skal signes til at takke Krist og Sankta Maria til år og til fred. Men hvis han ikke holder det til den tid, da skal han betale 3 øre til biskoppen og dog holde det senere. Men holder han det ikke og bliver åbenbart overbevist om, at han sidder 12 måneder igennem uden at holde fællesøl, da skal han betale for det tre mark til biskoppen.

Ølbryg har vi end lovet at holde, bonde og hustru ligemeget hvær, og signes i den hellige nat til at takke Krist og Sankta Maria til år og til fred. Men bliver det ikke gjort, da skal man bøde for det tre mark til biskoppen. Men hvis han sidder så 3 vintre, at han ikke holder øl, og bliver han åbenbart overbevist derom, da har han efter de straffemulkter, som vi har føjet til vor kristenret, forbrudt hver penning af sit gods. Det har halvt vor konge og halvt biskoppen. Men han kan få det vilkår at gå til skrifte og gøre bod mod Krist og blive i Norge. Men vil han ikke det, skal han drage ud af vor konges land.

Gulathings-lov kap. 6, 7.


Fra et svensk Skt. Jørgens gilde (c. 1500).

Mindebægre skal være 9. Først Vor Herres minde, Vor Frues minde og ridder Skt. Jørgens minde, højeste minde, og det især skal skænkes særdeles med horn og håndklæde og gildesblus, og alle gildebrødrene skal stå op og kvæde, når det minde er skænket; da skal hele selskabet (?) med horn og håndklæde gå kvædende udfor døren og give de fattige øl, som de have i horn eller kander.

Dærefter følger Hellig Kors’, Hellig Eriks og Hellig Olafs, dernæst alle Guds helgens, Sankte Gertruds og Sankt Bents minde.

Efter G. E. Klemming: Småstycken från Fornsvenska s. 132. jfr. C. Nyrop: Danske Gilder og Lavsskråer I, 7447 2836 6424 6642 704 904 104 f. 30, 40, II, 20930 o.fl.


Dansk landsbygildeskik.

Hvilken mand eller kvinde, som først kommer til Østrup[12] by at bo, da skal de hver gifve 1 tønde øl til igang efter gamel sedvon. Hver midfaste søndag skal verre selfvorende gildisstefne, at møde om pintsgilde at skiude til. Hvem da ikke møder, gifve 2 sk. til vide uden sygeseng eller herskafs forfald forhindrer hanum ....

Nar di alle erre kommen til rolig sæde, førend den første tønde blifver afdrucken, da skal aldermanden klape til lyd og paaminde sine gildsysken at takke Gud almegtigste for sine goude gafver. Och nar di alle med gudfryctighed hafve tacket Gud, skal begyndis en hellig lofsang efter gamel sedvonne. Och nar samme lofsang er udsiungen skal aldermanden melle ud knifve och sver, som di kunne hafve ont af, med flere formaninger efter gamel sedvone och melle gildishus, gildisgaard, gildisvei i frid, til hver gildbroder och gildsøster med deris folk och gester komer hiem til sit eget. Och melle ind dandsen paa gulfvit och gerdebroderen til den første visse. . . .

Drager anten gildsøsken, deres bud eller giest i hverandris haar i gildishus eller gaard eller gildisvei, gifve en fierding øl til vide. End slaa de hverandre blaa eller blodig, gifve en half tønde øl.

Poul Bjerge og Thyge J. Søegård: Danske Vider og Vedtægter I 31195, 96 312100 313110.



Slægtsklenodier
Amulet. Torshammer. Skåne, Sverige. Ca. år 1000.
Illustration: clm.


Høskuld Dalekols søn blev syg på sine gamle dage. Han sendte bud efter sine sønner og andre frænder, og da de kom, sagde Høskuld til brødrene Bård og Thorleik. »Jeg er bleven utilpas. Jeg har ikke været af dem, der tit blev syg, jeg tænker, at denne sygdom bliver min død. Men nu ved I jo, at I er ægtefødte mænd og skal tage al arv efter mig. Men jeg har en tredje søn, som ikke er født i lovligt ægteskab[13]. Nu vil jeg bede Jer to brødre, at Olav må blive ledet til arv og tage sin tredjedel af godset sammen med Jer.« Bård svarede først og sagde, at han vilde gøre det, fordi hans far vilde så: »For jeg vænter mig ære af Olav på alle punkter og jo mere, des rigere han er.« Da sagde Thorleik: »Det er langt fra min vilje, at Olav skal gøres til arving. Olav har rigeligt af gods i forvejen. Du har givet meget af Dit dertil, Far, og har længe været meget partisk mod os brødre. Jeg vil ikke frivillig opgive den ære, jeg er født til.« Høskuld sagde: »I vil da ikke berøve mig min ret til at give min søn 12 øre, så storættet som Olav er på mødrene side.« Det går Thorleik ind på. Så lod Høskuld tage guldringen Håkonnaut — den vejede en mark[14] — og sværdet Kongsnaut, som var 1/2 mark guld værd og dermed sin og slægtens lykke og sagde, at det nævnte han ikke, fordi han ikke vidste, at den (lykken) allerede havde fæstet bo dær. Olav tager imod kostbarhederne og sagde, at han vilde vove sig til det, hvordan så Thorleik syntes om det. Han (Th.) var utilfreds med det og syntes, at Høskuld havde båret sig underfundigt ad overfor ham. Olav svarer: »Jeg vil ikke slippe kostbarhederne Thorleik, for den gave gav Du min far lov til at give mig vidnefast, og jeg vil nu lade det komme an på, om jeg kan beholde den.« Bård sagde, at han vilde give sit samtykke til sin fars gave. Derefter døde Høskuld.

Laxdæla-saga s. 90 ff.



Døde i Højen
Helgafell, Island.
Illustration: clm.


Skarphedin og Hogne[15] var ude en aften og var sønden for Gunnars gravhøj. Det var klart måneskin, men stundom gik en sky for. De så højen stå åben, og Gunnar havde vendt sig og så mod månen. De syntes, der brændte fire lys i højen, men de kastede ingen skygge. De så, at Gunnar var ved godt lune og meget fornøjet. Han fræmsagde et vers og det så højt, at de tydeligt kunde høre det, skønt de var langt borte:


Han som holdt med ære
— Hognes fader — kampleg,
dristig ved sin dådskraft,
djærv i hjærtet, talte:
helst med hjælm på hoved
hilste han på døden,
nødigst vilde han vige;
vid det, raske kæmpe!
vid det, raske kæmpe!


Så lukkede højen sig. »Vilde Du tro det«, siger Skarphedin, »om andre sagde Dig det?« »Tro det vilde jeg,« siger Hogne, »hvis Nial sagde det; ti man siger, at han lyver aldrig.« »Det betyder meget med sådanne varsler,« siger Skarphedin, »at han selv forklarede os, at han hellere vilde dø end give efter for sine uvenner, og han lærte os de råd.« »Jeg kommer ingen vegne,« siger Hogne, »om Du ikke vil hjælpe mig.« »Nu skal jeg tænke på,« siger Skarphedin, »hvordan Gunnar optrådte efter Eders frænde Sigmunds drab. Jeg skal hjælpe Dig, hvad jeg formår. Det lovede min fader Gunnar, hvis det var Dig, eller hans moder en sag gjaldt.« Så gik de hjem til Hlidarende.

Nials saga kap. 78.


Midfjords–Skegge var en stor stridsmand og søfarer; han hærgede østerpå og lå i Danmark ved Sjælland, da han drog vestpå. Dær gik han i land og brød ind i Rolv krages høj og tog dærfra Skovnung, Rolvs sværd, og Hjaltes økse og meget andet gods, men han fik ikke Løve, fordi Bodvar vilde angribe ham, men Rolv værgede ham.

Ldn. III,1 (Hauksbók).


Thormund nyd højen (ɔ: hvil i fred i gravhøjen).

Dansk runesten, N. Nærå, Fyn.



Fylgje og Ham
Hjelmplade, Öland, Sverige. 500-tallet. Illustration: clm.


[Thorsten Oksefods moder, den smukke, men stumme Orny, søster til en mægtig bonde af højbåren slægt, Thorkel Gejtersøn, blev forført af Normanden Ivar Ljome. Da hun har født sin søn, bestemmer hendes broder, at barnet skal udsættes; men det bliver fundet og opfostret af den mindre anselige bonde Krum Vemundsøn.]

En dag hændtes det, som ofte før, at Thorsten kom til Krossevig [Thorkel Gejtersens gård]. Han gik ind i stuen. Da sad Gejter, bondens fader, på pallen og mumlede ved sig selv. Men da drengen kom ind i stuen, da for han vildt omkring, som børn har for skik, og faldt på stuegulvet. Og da Gejter så dette, brast han i en skoggerlatter, men da Orny så drengen, brast hun i gråd. Pilten gik da hen til Gejter og sagde: »hvorfor finder Du det så morsomt, at jeg faldt nu.« »Jo«, svarede Gejter, »fordi jeg så det, som Du ikke så.« »Hvad er det?« sagde Thorsten. »Det skal jeg sige Dig. Da Du kom ind i stuen, fulgte der en hvidbjørneunge med Dig og rendte foran Dig ind på gulvet; men da den så mig, stod den stille; men Du kom jo farende som vild og faldt så over bjørneungen. Og det er nu min mening, at Du er ikke Krums og Thorgunnes søn, men Du er nok af større æt.«

[Thorsten fik så sin herkomst at vide og kom senere til Krossevig, og Thorkel behandlede ham godt.]

Flat. s. 252 ff.


Arngeir på Sletta havde sønnerne Thorgils og Odd og datteren Thurid, som var gift med Steinolf i Thjorsådal. Odd var en askepuster i sin barndom og treven og regnet for idiot. En hvidbjørn dræbte både Arngeir og Thorgils. Odd gik ud at søge dem, og dær var bjørnen og sugede blodet af dem. Odd dræbte bjørnen og førte den hjem og åd den hele og sagde, at han hævnede sin fader ved at dræbe bjørnen og sin broder ved at spise den. Odd blev dærefter ond og uomgængelig. Han var så meget hamram, at han gik hjemme fra Hraunhavn en aften og kom næste morgen til Thjorsådal til hjælp for sin søster Thurid, da Tjorsdølerne vilde stene hende på grund af hendes kogleri og troldskab.

Ldn. III, 20 (Hauksbók).


Duvthak på Duvthaksholt var meget hamram, og det var også Storolf Hæingssøn, som boede på Hvål; de var i trætte om græsgange. Det så en synsk mand en aften nær ved solnedgang, at der gik en stor bjørn fra Hvål og en tyr fra Dufþaksholt, og de mødtes på Storolfsveller og angreb hinanden i vrede, og bjørnen var stærkest. Om morgenen kunde man se, at der var en fordybning, hvor de havde mødtes, som om jorden var krænget om; det hedder nu Oldegrav. De var bægge hårdt sårede[16].

Ldn. V, 5.



Heks og Vølve
Heks Illustration: clm.


Hrolleif den store og hans moder Ljót, enke efter Arnold, kom ud og bosatte sig efter forskellige omskiftelser på Odsås, ligeoverfor Ingemund den gamles gård Hov. Han dræbte Ingemund og fortalte sin moder det. Hun sagde, at nu skulde det prøves, om Ingemundssønnernes lykke eller hendes kunst var stærkest, men bad ham først drage bort. Ingemunds søn Torsten skulde opsøge Hrolleif. Han sendte en huskarl til Ås for at spejde; han fræmsagde tolv vers, før nogen kom til døren, og så en bunke klæder oppe på gavlen, men et rødt klæde stak ud. Thorsten sagde, at dette var Hrolleif, »og Ljót har sikkert blotet for hans liv.« De drog til Ås, og Thorstein vilde sidde over døren [på en brændestabel og tilkalde de andre, som skulde skjule sig, ved at kaste en trækævle ned til dem], men fik ikke lov af sin broder Jokul, for han vilde selv sidde dær. Så kom der en mand ud og så sig om, og så kom Hrolleif i følge med en anden. Jokul gjorde en hastig bevægelse, så brændestakken væltede, men fik dog kastet en kævle til sine brødre. Så løb han ind på Hrolleif, og de væltede ned ad brinken, og Jokul kom øverst. Nu kom Thorstein til, og de brugte da våben. Da var Ljót kommen ud og gik baglæns; hun stak hovedet mellem benene og havde skørtet op over ryggen. Jokul hug da hovedet af Hrolleif og kastede i ansigtet på Ljót; hun sagde, at hun var kommen for sent til det, »ellers vilde jorden have drejet sig for mit blik, og I alle vilde være blevet gale.« [Og det vilde sikkert være sket, om hun havde set dem før de så hende. Så dræbte de kællingen Ljot, og hun døde i sin ondskab og trolddom].

Ldn. III, 4 med udfyldninger efter Vatsdæla kap. 26.


Ingemund den gamle blev opfødt i Hevne hos Thore, Grims og Romunds fader. Vølven Heid spåede dem alle, at de skulde bo på det land, som endnu var uopdaget vester ude i havet. Men Ingemund siger, at det skal han nok hindre. Vølven sagde, at det vilde han ikke kunne gøre, og sagde til bevis herfor, at der vilde forsvinde en kostbarhed af hans pung, som han vilde finde, når han gravede hul til at sætte sine højsædessuler ned i. Ingemund var en stor viking og hærgede i vesterleden; han havde en syderøsk fælle, som hed Sæmund. De kom fra vikingetog, da kong Harald gik til kamp med Thore haklang og hans forbundsfæller i Havrsfjord. Ingemund vilde støtte kongen, men Sæmund vilde ikke, og så opløste de deres fællig. Efter slaget giftede kong Harald Ingemund med Vigdis, en datter af Thore jarl den tavse (hun og Jorund hals var hans frillebørn). Ingemund befandt sig ikke vel ved sin stilling; dærfor tilskyndede kong Harald ham til at følge sin skæbnes bud og drage til Island. Ingemund sagde, at det agtede han ikke, men sendte dog to finner i hamfærd til Island efter sin kostbarhed — det var et billede af Frøy, gjort af sølv. Finnerne kom tilbage og havde fundet den, men ikke fået fat på den; de forklarede, at den lå i en dal mellem tre lunde, og de sagde ham, hvordan hele landskabet så ud, hvor han skulde bo. Så drog Ingemund til Island og med ham hans svoger Jorund hals og nogle venner og trælle .... Om vinteren var han i Videdal, i Ingemundsholt; dærfra så han mod sydøst snebare fjælde, og dærhen drog de om våren. Dær genkendte Ingemund det land, der var blevet ham beskrevet .... Han boede på Hov og fandt sin kostbarhed, da han gravede hul til sine højsædessuler.

Ldn. III, 3 (uddrag af Vatsdæla saga).



Havmand og Årmand
Kodrans hellige sten Illustration: clm.


Grim Ingjaldssøn fra Hallingdal var gift med Bergdis; deres søn hed Thorer. Han var om vinteren på Grimsø i Steingrimsfjord. Grim roede på fiskeri om høsten med sine huskarle, men drengen Thorer lå i stavnen i en sælskinspose, som var snøret sammen ved halsen; Grim fik en havmand op, og da han kom op, spurgte Grim: »Hvad spår Du os om vor skæbne, hvor skal vi bo på Island?« Havmanden svarer: »Jer behøver jeg ikke at spå; men drengen som ligger i sælskindsposen, han skal sætte bo og tage land, hvor Skalm, jeres hoppe, lægger sig under sine kløvsadelsbyrder.« De fik ikke flere ord ud af ham. Senere på vinteren roede Grim og hans folk ud, men drengen blev i land; da gik de alle under. Bergdis og Thorer drog om våren fra Grimsø og vester over heden til Bredefjord; da gik Skalm foran og lagde sig aldrig. Næste vinter var de på Skalmnæs i Bredefjord; men næste sommer vendte de mod syd; da gik Skalm også foran, indtil de kom fra heden ned sønderpå til Borgefjord, hvor der lå to røde sandklitter; dær lagde Skalm sig ned under sine kløvsadelsbyrder under den ydre klit. Dær tog Thorer land.

Ldn. II, 5.


Biskoppen og Thorvald var på Giljå hos Kodran den første vinter med 11 mand. Thorvald bad sin far at lade sig døbe, men han tog sent derved. På Giljå stod en sten, hvortil frænderne havde blotet, og de sagde, at dæri boede deres årmand[17]. Kodran sagde, at han vilde ikke døbes, før han vidste, hvem der formåede mest, biskoppen eller årmanden i stenen. Dærefter for biskoppen til stenen og sang dærover, til stenen brast i stykker. Da mente Kodran at skønne, at årmanden var besejret. Da lod Kodran sig døbe.

Kristni saga kap. 2. Udførligere i Rafn, Oldn. Sagaer I, 234 ff., Olav Tryggvasons saga kap. 131, (Jfr. H. F. Feilberg: Nissens Historie 1919 s. 16 ff.).



Forbud mod Blot, Galder, Trolddom, »Ufødt Fæ« o. lign.
Stavmaske fra Stedge stavkirke, Sogn. Illustration: clm.

Folk skal tro på én gud og på hans hellige mænd og ikke blote til hedenske vætter; da bloter han til hedenske vætter, når han signer sit gods til andre end Gud eller hans hellige mænd. Dersom en mand bloter til hedenske vætter, da gælder det den mindre fredløshed. Dersom en mand farer med galder eller tryllekunster eller trolddom — han farer med trolddom, hvis han synger den eller lærer nogen den, eller lader den synge for sig og for sit gods — da gælder det ham den mindre fredløshed, og man skal indstævne ham hjemmefra og sagsøge ham med tylfterkvid. Dersom en mand omgås med forgørelse, da gælder det den større fredløshed; det er forgørelse, hvis en mand med sine ord eller trolddom tilføjer fæ eller mennesker sot eller bane; det skal man sagsøge for med tylfterkvid. Folk skal ikke give sig af med stene eller indgyde dem tryllekraft for at binde dem som amuletter på folk eller fæ. Dersom folk tror på stene til deres eller deres fæs helbredelse, da gælder det den mindre fredløshed. Ej skal man eje ufødt fæ[18]; dersom en mand ejer ufødt fæ og lader det gå umærket, fordi han tror mere på det end på andet fæ, eller giver sig af med nogen slags overtro, da gælder det ham den mindre fredløshed.

Grågås. Kgb. s. 21—22.



Lovsigemanden Thorkel Måne


Ingolfs sønnesøn var lovsigemanden Thorkel Måne, som af alle hedenske mænd skal have haft den reneste tro, efter alt hvad man ved. Da han lå på sit yderste, lod han sig bære ud i solskinnet og gav sig den gud i hånd, som havde skabt solen; han havde også levet så kysk som de kristne mennesker, der holder bedst ved troen.

Ldn. I, 9.



De mørke og lyse Diser

Hof ved Alftafjörður, Island. Illustration: clm.

Thorhall hed en norsk mand; han kom til Island i Håkon Jarls dage. Han tog land i Syrlækjaros og boede på Hørgsland. Thorhall var en klog mand og meget fremsynt og blev kaldt Thorhall Spåmand. Thorhall boede på Hørgsland, og Side-Hall boede på Hov i Alftefjord, og der var stort venskab imellem dem. . . .

Halls ældste søn hed Thidrande; han var meget smuk og håbefuld, og Hall elskede ham mest af alle sine sønner. Thidrande drog på udenlandsfærd, såsnart han var gammel nok dertil, han var meget vennesæl, hvor han kom, fordi han var en meget duelig mand, beskeden og blid mod menigmand og hvert barn.

[En sommer bød Hall sin ven Thorhall til Hov .... Thorhall dvælte der om sommeren, og Hall sagde, at han ikke måtte drage hjem, før høstgildet var forbi. Samme sommer kom Thidrande hjem; han var da 18 vintre gammel og for hjem til sin fader. Men da det gik hen på sommeren, begyndte Thorhall at blive ilde til mode. Hall spurgte, hvad dette skulde betyde. Han siger: »Jeg er dårlig tilpas ved dette høstgilde — det er ikke så, at jeg er bange for mit liv. Men jeg aner en større og underligere tidende, end jeg nu vilde kunne forklare. — Men det må frem, som er bestemt.«]

Gildet blev beredt ved vinterens begyndelse; men der kom få gæster, fordi vejret var hvast og ufremkommeligt. Men da folk satte sig til bords om aftenen, da sagde Thorhall: »Nu vil jeg bede, at folk vil følge mit råd om, at ingen går ud i nat, thi megen mén vil det volde, hvis det ikke bliver fulgt. Og hvilke tegn der end sker, må ingen give agt derpå, thi det vil varsle ondt, om nogen ænser dem.« Hall bad mændene holde Thorhalls ord; »thi de slår ikke fejl,« siger han, »og det er bedst at være på den sikre side.« ....

Men da de fleste mænd var faldne i søvn, blev der banket på døren, men ingen lod, som han mærkede noget, og således gik det tre gange. Da sprang Thidrande op og sagde: »Det er en stor skam, at alle her lader som de sover, og det er nok indbudne, som kommer.« Han tog sit sværd i hånden og gik ud. Han så ingen. Han kom da i tanker om, at nogle indbudte kunde have redet i forvejen hen til gården og siden tilbage mod andre, som kom efter; han gik da om forbi brændestablen og hørte, at nogle kom ridende nordfra på marken. Han så, at det var ni kvinder, alle i sorte klæder og med dragne sværd i hænderne. Han hørte også, at nogle kom ridende fra syd på marken; dær var også ni kvinder, alle i lyse klæder og på hvide heste. Da vilde Thidrande gå ind igen og fortælle, hvad han havde set. Men han mødte de sortklædte kvinder, og de gik løs på ham, og han værgede sig vel og mandigt. Efter et stykke tids forløb vågnede Thorhall og spurgte, om Thidrande var vågen, og han fik intet svar. Thorhall sagde, at de vist havde sovet for længe. Man gik da ud; det var måneskin og frostvejr. De fandt Thidrande liggende såret, og han blev båret ind. Og da man talte til ham, fortalte han alt det, der var sket med ham. Han døde samme morgen i lysningen og blev lagt i høj efter hedensk sæd. Siden blev der anstillet efterforskninger, om der havde været mennesker dær, men ingen vidste noget om, at Thidrande havde haft uvenner.

Hall spurgte Thorhall, hvordan det dog hang sammen med denne underlige tildragelse. Thorhall svarer: »Det ved jeg ikke. Men jeg kan tænke mig, at dette har ikke været andre kvinder end eders frænders fylgjer. Jeg vænter, at her kommer sædskifte, og at der så kommer bedre sæd hid til landet. Jeg tænker, at disse Eders diser, som har understøttet den nu rådende tro, nu har vidst forud, at der vilde ske sædskifte, og at de vilde miste deres magt over Jer frænder. Nu har de ikke kunnet finde sig i ikke at få nogen ydelse af Jer, før de skiltes fra Jer, og de vilde have dette som deres retmæssige lod. Men hine bedre diser må have villet hjælpe ham, men har ikke kunnet komme til.«

Flat. I, s. 419 ff.



Skjaldedigte

Tors fiskeri, Hørdumstenen, Danmark. Illustration: clm.

I nogle skjaldedigte, som oftest beskriver billederne på et skjold eller en enkelt gang (Húsdrápa) på en hals vægge, finder vi skildringer fra gude- og heltesagnene. Som prøver gives her en fri oversættelse af et par brudstykker om Thors fiskeri efter Midgårdsormen (»jordens tvinge«, »fjældomslyngeren«, »havets gjord«); det er særlig billedet af de to modstandere, der stirrer på hinanden, digterne har søgt at gengive, og dette genfindes i et par små brudstykker af Olver hnuva og Eystein Valdasøn, som her ikke er gengivne, da de intet nyt bringer. Thors kampe med Rungner, Thjasse og Geirrød er besungne i andre skjaldedigte, Balders bålfærd og halsbåndstyveriet i Húsdrápa, og disse skildringer ligger til grund for fortællingerne i Snorres Edda.


Her vi ser, hvorlunde
Hærfaders søn det lyster
kæmpe mod den orm, som
omslynger alle kyster.


Hamren Thor mon højt i
højre næve svinge,
da i maddingen bid han
mærker af jordens tvinge.


Odins-sønnens snøre
slap ej lå i skuden,
Midgårdsormen strammed
medesnoren foruden.


Medens havets buggjord
mørk og hadsk mon glane
ondskabsfuld fra neden
op mod Rungners bane;
og mens grumme giftsnog
gal og styg sig bugter,
fast i linen holder
lede jætters tugter.


Han, som fej den stærkes
stræng mon skære over,
vilde ikke kiven
yppe mod havets vover.
(Af Brages Ragnarsdrapa).


Skarpt fra pandens skyhvælv
skød sig brynmånens stråler
(jordens herlige søn med
jordens bælte sig måler);
men den fjældomslynger
fnøs, og mens edder den blæste,
blankt dens øje fra neden
blinked, og fælt den hvæste.


Farlig dræt — det tyktes
tyksakken — hang på snoren,
dengang bukkenes styrer
strammede megingjorden.


Fuldkraftigt lod fjældmænds
fælder sin næve falde
ned mod jættens øre,
overlydt det mon gjalde.
Geirrøds gæst slog ormens
grimme hoved mod bølger,
brat den mærkede hamren.
— Billed på billed følger.


(Af Ulv Uggesøns Husdrapa, om billederne i Olav På’s gildehal).



Fodnoter

  1. A. Olriks efterladte udkast i Danske Studier, 1918.
  2. Sneland havde Nadod, den første Nordmand, der kom til Island, kaldt landet.
  3. Sneland havde Nadod, den første Nordmand, der kom til Island, kaldt landet.
  4. »gå til frett« — udforske gudernes vilje, æske orakelsvar.
  5. en forhøjning hvorfra afgudsbillederne var opstillet.
  6. »hellige nagler«.
  7. Adam af Bremens skildring af de tilsvarende fester i Uppsala er ofte gengivet f. eks. Joh. Ottesen: Vor Historie (»Frem«) I s. 40 ff. P. W. Christensen har oversat hele bogen (Adam af Bremen: Om Menigheden i Norden. Kbh. 1862. — Se s. 194–95)
  8. Nordmænd og Danske.
  9. Helligtrekongerfest.
  10. jfr. Eyrbyggjas gudehovskildring side 190.
  11. gærdh betyder afgift eller tilberedelse til et gilde eller selve gildesanretningen, gæstebud i et lav. I denne bet. findes det også på Dansk.
  12. Lunde Herred, Odense Amt.
  13. Den vidtberømte Olav På var søn af Høskuld og den hærtagne irske kongedatter Melkorka; jfr. »Skjaldedigte« nedenfor.
  14. En mark (½ pund = 8 øre) guld er naturligvis langt mere værd end en mark sølv. Heri ligger altså også en partiskhed til fordel for Olav.
  15. søn af Gunnar Håmundssøn (på Hlidarende).
  16. Om den danske bersærk Bødvar Bjarke se Sakses Dane saga (2den bog) og den islandske Rolf Krakes Saga (f. eks. Winkel Horns: Nordiske Heltesagaer Kbh. 1876), jfr. A. Olrik: Danmarks Heltedigtning I, Kbh. 1903.
  17. ármaðr — »spåmand«, en slags nisse.
  18. ɔ: som ikke er kommet til verden på naturlig måde, se Feilberg, Danske Studier. 1911, 41.