Gammelnordisk religion
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Gammelnordisk religion
Religionshistoriske tekster
samlet og udgivet ved
Sven Fenger, 1977
Arkæologien giver os de ældste oplysninger om religiøst liv i Norden. Yngre stenalder og ældre broncealders 1ste afsnit: Ligene begraves (rund- og langdysser, jættestuer, kister og rammegrave — egekister fra broncealderen); de får våben, redskaber, klæder o. s. v. med. Ældre broncealder 2det afsnit, yngre broncealder, førromersk jærnalder: de døde brændes. Romerske jærnalder og folkevandringstiden: begge skikke. Ældgamle religiøse symboler f. eks. »skålformede fordybninger« (ildtegn?) allerede fra stenalderen. Fra broncealderen stammer andre vigtige fund f. eks. solvognen fra Trundholm. Fra folkevandringstiden har vi de store sydjyske og fynske mosefund (Thorsbjærg, Nydam, Vimose og Kragehul), der sikkert må opfattes som sejrsofre til guderne. Omtrent samtidig de ældste billedlige gudefremstillinger: sølvkedelen fra Gundestrup mose i Himmerland (udgået fra gallisk kunst), lidt senere den gallisk påvirkede, men hjemmelavede fremstilling af verdenslivet på guldhornene fra Gallehus (ved Møgeltønder), senere smykkepladerne fra Øland og Vendel i Uppland[1]. Vidnesbyrd om gudenavne og kultus i person- og særlig stednavne. (Guder: Ti, Odin, Thor, Ægir, Njord, Frøy, Frøyja, Ull, Hærn, Skade o. s. v.) Om helligdomme, slagtofre, goder, drikkelag, kultus i det hele, om Nordboernes opfattelse af liv og død, af eder, løfter, slægtsfølelse, af vætter, diser, ham og vølver o. s. fr. skulde følgende stykker især fra islandske sagaer give et indtryk. Af vikingetidens storslåede mythologiske digtning, således som vi har den i den såkaldte Ældre Edda, af Snorres Yngre Edda og Heimskringla og andre middelalderlige værker som Sakses Danesaga er kun lidt taget med her, da de foreligger i let tilgængelige og gode skandinaviske oversættelser. [2]. Middelalderens lovgivning giver ikke få bidrag til forståelse af nordisk hedenskab, særlig de rituelle drikkelag.
Sophus Muller: Vor Oldtid. 1897. Årbøger for Nordisk Oldkynlighed. Dania I—X. Danske Studier (1904 — 1918). Vilh. Grønbech : Vor Folkeæt i Oldtiden I—IV. Kbh. 1909—12. Samme: Religionsskiftet i Norden. Kbh. 1913. H. F. Feilberg: Jul I—II. Kbh. 1904. Samme: Sjæletro. Kbh. 1914. A. Olrik: Om Ragnarok I—II. Kbh. 1902—13. Samme: Nordisk Åndsliv i Vikingetid og tidlig Middelalder. Kbh. 1904. Finnur Jónsson: Vølu-Spá, tolket. Kbh. 1911. A. D. Jørgensen. Den nordiske Kirkes Grundlæggelse I—II. Kbh. 1873—78. Ældre Edda oversat ved Olaf Hansen. Kbh. 1908. Yngre E. ved Finnur Jónsson. Kbh. 1900. Heimskringla ved Gustav Storm. Kria. 1900. Sakse ved Jørgen Olrik. Kbh. 1908 ff. N. F. S. Grundtvig: Nordens Mythologi eller Sindbilledsprog. N. M. Petersen: Nordisk Mythologi. S. Bugge: Studier over de nordiske Gude-og Heltesagns Oprindelse I. Christiania (1880—89). A. Nor een: Spridda studier I. Upps. 1895. H. Schück: Studier i nord. litteratur och religionshistoria I—II. Sth. 1904. Paul Hermann: Nordische Mythologie. 1903. F. D. Chantepie de la Saussaye: Religion of the Teutons. Boston. 1902. Elard Hugo Meyer: Germanische Mythologie. Berlin 1891. [Ved citaterne af Landnámabók er henvist til del og kapitel i Islendinga sögur I, 1843, som ved hjælp af registret bag i Finnur Jónssons udg. af 1900 let vil kunne genfindes i denne.] |
Siden når Floke op til Bardastrand ved Bredefjords nordside. Han ser fra et fjæld en fjord fuld af havis. Derfor kaldte han landet Island. Landndma I, 2. (Hauksbok). |
(Ldn. II, 12.) |
Thorolf Mosterskegge holdt (inden sin afrejse) et stort blot og gik til frett[4] med Thor, sin kære ven, om han skulde forlige sig med kongen eller drage bort fra landet, og fretten viste Thorolf til Island. . . . Han brød hovet ned og førte det meste af det tømmer, som havde været dæri, med sig og ligeså mulden under den stall[5], Thor havde siddet på. (Han ender så i Hovsvig på Vestlandet). Dær lod han rejse et hov, og det var et stort hus. Der var døre på sidevæggene nærved enderne af huset. Dærindenfor stod højsædestøtterne, og der var nagler, som hed reginnagler[6]. Dærindenfor var et stort fredsted. Inderst i hovet var et afhus, noget lignende som nu sanghuset i kirkerne, og dær stod en stall midt på gulvet som et alter. På den lå en helsmedet ring, som vejede 2 øre, og dærpå skulde alle eder sværges. Denne ring skulde hovgoden bære på sin arm ved alle folkestævner. På stallen skulde også blodbollen stå og i den blodkosten til at stænke med, og man skulde stænke af bollen med det blod, som kaldes hlaut, nemlig de dyrs blod, der var slagtet som offer til guderne. Omkring stallen var der anvist gudebillederne plads i afhuset. Til hovet skulde alle mænd betale skat og være skyldige at udføre alle rejser, som hovgoderne pålagde dem, således som nu tingmænd er høvdinge skyldige. Men goden skulde holde hovet vedlige på sin egen bekostning og bestride blotgilderne. (Eyrbyggja-saga. Leipzig udg. s. 5 ff.) |
Snorre Sturlesøn: Heimskringla. Håkon d. Godes saga. Kap. 14. |
Thietmar af Merseburg: Merseburgensis episcopi chronicon ved F. Kurze s. 11. jfr. G. Schutte: Offerpladser i Overlevering og Stedminder. 1918, s. 19. |
(Ldn. V, 5.)
Gullands lov, kap. 4. (Jfr. Lis Jacobsen, Guterlov og Gutersaga s. 31 ff.) |
Da Ulfjot var henved 60 år gammel, drog han til Norge og var dær 3 vintre. Dær affattede han og hans morbroder Thorleiv den spage den lov, som siden blev kaldt Ulfljots lov. Men da han kom ud, blev altinget indrettet, og siden havde folk én lov her i landet. Det var begyndelsen til den hedenske lov, at folk ikke skulde have hovedskibe på havet, men om de havde, da skulde de tage hovedet af, før de kom land i sigte, og ikke sejle ind til land med gabende hoveder eller glubende svælg, så at landvætterne skræmmes derved. En ring af to øres vægt eller mere skulde ligge i hvært hovedhov på alteret. Den ring skulde hvær gode have på sin arm ved alle de lovting, som han selv skulde holde, og først farve den rød i det offerdyrs blod, som han blotede dær selv. Hvær mand, som havde noget at gøre med retten ved den domstol, skulde først aflægge ed på den ring og nævne sig vidner, to eller flere. »Jeg tager vidner på det«, skulde han sige, »at jeg aflægger ed på ringen, lov-ed; så sandt hjælpe mig Frøy og Njord og den almægtige as, som jeg i egenskab af anklager, forsvarer, vidne, mededsmand eller dommer skal handle i denne sag så retfærdigt eller sandfærdigt og i overensstemmelse med loven, som jeg på nogen måde kan, og besørge alt, hvad loven kræver af mig, medens jeg er på dette ting.« — Da blev landet delt i fjærdinger, og der skulde være tre tingsteder i hver fjærding, men tre hovedhov i hvært tingsogn. Der blev udvalgt mænd til at varetage hovene efter forstand og retsindighed; de skulde udnævne domstole på tinge og styre sagernes gang. Derfor blev de kaldt goder. Hvær mand skulde give told til hov, som nu tiende til kirke[10]. Ldn. IV, 8 (Hauksbók).
Ravnkel havde en kostbarhed i sit eje, som syntes ham at overgå andet. Det var en hingst, brun med mørk rygstribe, som han kaldte Frøyfaxe. Han gav Frøy sin ven halvt eje i den hest. Han holdt så meget af den hest, at han aflagde løfte om, at han vilde blive den mands bane, som red på den uden hans samtykke. [Bondesønnen Einar Thorbjørnsen kommer i tjæneste hos Ravnkel Frøysgode. Han skulde passe malkefårene og tillige se til Frøyfaxe og de tolv hopper, den gik med. Til trods for Ravnkels udtrykkelige forbud rider han en dag Frøyfaxe; 30 af fårene var løbet bort, og ingen af hopperne var til at få fat på. Da fårene er indfanget, vælter Frøjfaxe sig på jorden, løber hjem, svedig og snavset, og kalder Ravnkel ud ved sin vrinsken. Han går ud, ser Frøyfaxe og siger: »Det synes mig ilde, som Du er tilredt, mit plejebarn! Men Du vidste nok, hvad Du gjorde, da Du fortalte mig det, og det skal blive hævnet, og gå nu til Dit følge.« — Men hesten gik straks op i dalen til sit stod. Næste morgen lod Ravnkel sin hest sadle og red op til sæters. Han rider i blå klæder og havde en økse i hånden, men ikke andre våben. Da havde Einar lige drevet fårene ind i malkefolden; han lå på foldgærdet og talte fårene, men kvinderne var i færd med at malke. De hilste på Ravnkel. Han spurgte, hvordan det gik dem. Einar svarer: »det er gået mig dårligt, for jeg har manglet 30 malkefår næsten en uge, men nu har jeg fundet dem.« Ravnkel svarede, at det regnede han ikke så nøje; »men er det ikke gået Dig værre? Kvæget har snarere været mindre borte, end man kunde vænte. Men var Du ikke ude at ride på Frøyfaxe i går?« Einar sagde, at det vilde han ikke nægte. »Hvorfor red Du på den hest, som det var Dig forbudt. Der var jo da nok, Du havde lov at bruge. Dog vilde jeg ikke have lagt Dig den sag til last, om jeg ikke havde lovet så dyrt, især da Du ærligt har vedgået det.« Men på grund af den tro, at det ikke vilde gå den mand godt, som bryder sit løfte, sprang han af hesten og hug ham banehug. [Det lykkes Einars far, Thorbjørn, ved nogle mægtige høvdinges hjælp at fordrive Ravnkel fra hans gård, Adelbol og aflive Frøyfaxe. Ravnkels guder bliver plyndrede, og hovet bliver brændt. Da Ravnkel hørte det, sagde han: »aldrig mere skal jeg tro på guder.« Og det holdt han siden, så han aldrig blotede. Siden hævnede Ravnkel sig og fik atter sine ejendomme tilbage.] Efter Ravnkel Frøysgodes saga.
[På Olav Tryggvesens tid flygtede en ung mand Gunnar Helming fra Nidaros uskyldig mistænkt for et drab. Han kom til Svithjod, hvor en ung, smuk kvinde, der var givet Frøy til hustru og rådede for templet og pladsen der omkring, tog ham under sin beskyttelse]. Gunnar blev mere og mere afholdt, jo længere han var der, på grund af sin munterhed og raskhed. Han talte atter med Frøys hustru og spurgte om sin stilling. Hun svarede: »Folk her synes godt om Dig, og det er vel bedst, at Du bliver her i vinter og så drager til gilde med Frøy og mig, når han skal skaffe folk godt år. Men han kan dog ikke lide Dig.« Gunnar takkede hende vel.Omsider kom den dag, da de skulde afsted; Frøy og hans kone skulde sidde i en vogn, men deres tjænestefolk skulde gå i forvejen. De skulde passere en lang fjældvej. Da blev de overfaldne af et hæftigt uvejr, og rejsen gik tungt. Gunnar blev sat til at følge vognen og lede øget, og det endte med, at alle folkene kom fra dem, så at Gunnar blev ene tilbage tillige med Frøy og hans kone i vognen. — Gunnar begyndte da at blive træt af at gå og lede øget; og da det var gået sådan en tid, da opgiver han at gå foran og sætter sig ind i vognen og lader øget gå, som det vilde. Lidt efter sagde hun til Gunnar: »tag fat igen og led hesten, ellers går Frøy løs på Dig.« Han gør så endnu en stund; men da han blev træt, sagde han: »Nu vil jeg vove at møde Frøy, hvis han går løs på mig.« Frøy rejste sig op i vognen, og de tager brydetag, og Gunnar kan ikke stå sig. Han ser da, at sådan kan det ikke blive ved at gå og tænker ved sig selv, at hvis det lykkes ham at få overhånd over denne djævel, og det forundes ham at komme tilbage til Norge igen, så skal han vende tilbage til den rette tro og forlige sig med kong Olaf, om han vilde tage imod ham. Og straks da han havde tænkt dette, begynder Frøy at vakle for ham, og derpå falder han. Da løber ud af afgudsbilledet den djævel, som havde skjult sig dæri, og der var kun den tomme træklods tilbage. Den brød han så helt sønder og gik hen til vognen og satte kvinden to vilkår: At han vilde forlade hende og sørge for sig selv, eller at hun skulde sige, at han var Frøy, når de kom til bygderne. Hun sagde, at hun helst vilde sige det, og Gunnar tager afgudens klæder på. Vejret var nu ved at klare op, og omsider nåede de til det gilde, som var beredt for dem. Mange af de mænd, der skulde have fulgt dem, var der allerede. Folk syntes nu, at Frøy herligt havde vist sin magt ved at nå til bygden med sin hustru i sligt vejr, når alle var løbet fra dem, og så at han kunde gå rundt blandt andre mennesker og spiste og drak som andre. De drog omkring på gæstebud den vinter. Frøy talte ikke stort med andre end sin kone; og ikke vilde han lade noget levende ofre til sig som før og vilde ingen blot have og intet offer uden guld, sølv, gode klæder og andre kostbarheder. Som tiden gik, mente folk at skønne, at Frøys kone var med barn. Det syntes folk var ypperligt, og mange fik store forhåbninger til Frøy, deres gud. Vejret var også mildt, og alting tegnede så godt, at ingen kunde mindes sligt. [Kong Olaf får nys om sagen og aner sammenhængen. Han sender Gunnars broder derover og lover ham sin hjælp. Gunnar og hans kone slipper bort og når til kong Olaf, hvor hun lar sig døbe. Siden holdt de ved den sande tro.] Flateyjarbók I,s. 337 ff.
Rægnhild satte denne sten efter Alle sølve (ɔ: den gustne?) viernes gode, en højfornem jorddrot. Alles sønner gjorde dette gravmæle efter deres fader og hans kone efter sin mand; men Sote ristede disse runer efter sin herre. Thor vie disse runer! Den skal stå til ansvar, som øver vold mod denne sten eller flytter den bort (for at rejse den) over en anden. [jfr. Ludv. F. A. Wimmer; De danske runemindesmærker. Håndudgave ved Lis Jacobsen (s. 103). Kbh. og Kria. 1914. |
Vi har lovet at holde ølgærd[11], det kalder man fællesøl, øl af en mæle malt for bonden og af en for hans hustru. I det mindste 3 bønder holder det sammen, undtagen nogen bor sådan på udø eller så højt oppe i fjeldet, at han ikke kan holde det sammen med andre. Da skal han alene holde øl som de tre. Men hvis nogen har mindre end en gård med sex kør eller sex sålder sæd, da skal han i det tilfælde blot holde øl, hvis han vil. Det øl skal holdes senest før Alle Helgens Messe, og det skal signes til at takke Krist og Sankta Maria til år og til fred. Men hvis han ikke holder det til den tid, da skal han betale 3 øre til biskoppen og dog holde det senere. Men holder han det ikke og bliver åbenbart overbevist om, at han sidder 12 måneder igennem uden at holde fællesøl, da skal han betale for det tre mark til biskoppen. Ølbryg har vi end lovet at holde, bonde og hustru ligemeget hvær, og signes i den hellige nat til at takke Krist og Sankta Maria til år og til fred. Men bliver det ikke gjort, da skal man bøde for det tre mark til biskoppen. Men hvis han sidder så 3 vintre, at han ikke holder øl, og bliver han åbenbart overbevist derom, da har han efter de straffemulkter, som vi har føjet til vor kristenret, forbrudt hver penning af sit gods. Det har halvt vor konge og halvt biskoppen. Men han kan få det vilkår at gå til skrifte og gøre bod mod Krist og blive i Norge. Men vil han ikke det, skal han drage ud af vor konges land. Gulathings-lov kap. 6, 7.
Fra et svensk Skt. Jørgens gilde (c. 1500). Mindebægre skal være 9. Først Vor Herres minde, Vor Frues minde og ridder Skt. Jørgens minde, højeste minde, og det især skal skænkes særdeles med horn og håndklæde og gildesblus, og alle gildebrødrene skal stå op og kvæde, når det minde er skænket; da skal hele selskabet (?) med horn og håndklæde gå kvædende udfor døren og give de fattige øl, som de have i horn eller kander. Dærefter følger Hellig Kors’, Hellig Eriks og Hellig Olafs, dernæst alle Guds helgens, Sankte Gertruds og Sankt Bents minde. Efter G. E. Klemming: Småstycken från Fornsvenska s. 132. jfr. C. Nyrop: Danske Gilder og Lavsskråer I, 7447 2836 6424 6642 704 904 104 f. 30, 40, II, 20930 o.fl.
Dansk landsbygildeskik. Hvilken mand eller kvinde, som først kommer til Østrup[12] by at bo, da skal de hver gifve 1 tønde øl til igang efter gamel sedvon. Hver midfaste søndag skal verre selfvorende gildisstefne, at møde om pintsgilde at skiude til. Hvem da ikke møder, gifve 2 sk. til vide uden sygeseng eller herskafs forfald forhindrer hanum .... Nar di alle erre kommen til rolig sæde, førend den første tønde blifver afdrucken, da skal aldermanden klape til lyd og paaminde sine gildsysken at takke Gud almegtigste for sine goude gafver. Och nar di alle med gudfryctighed hafve tacket Gud, skal begyndis en hellig lofsang efter gamel sedvonne. Och nar samme lofsang er udsiungen skal aldermanden melle ud knifve och sver, som di kunne hafve ont af, med flere formaninger efter gamel sedvone och melle gildishus, gildisgaard, gildisvei i frid, til hver gildbroder och gildsøster med deris folk och gester komer hiem til sit eget. Och melle ind dandsen paa gulfvit och gerdebroderen til den første visse. . . . Drager anten gildsøsken, deres bud eller giest i hverandris haar i gildishus eller gaard eller gildisvei, gifve en fierding øl til vide. End slaa de hverandre blaa eller blodig, gifve en half tønde øl. Poul Bjerge og Thyge J. Søegård: Danske Vider og Vedtægter I 31195, 96 312100 313110. |
Laxdæla-saga s. 90 ff. |
Nials saga kap. 78.
Ldn. III,1 (Hauksbók).
Dansk runesten, N. Nærå, Fyn. |
En dag hændtes det, som ofte før, at Thorsten kom til Krossevig [Thorkel Gejtersens gård]. Han gik ind i stuen. Da sad Gejter, bondens fader, på pallen og mumlede ved sig selv. Men da drengen kom ind i stuen, da for han vildt omkring, som børn har for skik, og faldt på stuegulvet. Og da Gejter så dette, brast han i en skoggerlatter, men da Orny så drengen, brast hun i gråd. Pilten gik da hen til Gejter og sagde: »hvorfor finder Du det så morsomt, at jeg faldt nu.« »Jo«, svarede Gejter, »fordi jeg så det, som Du ikke så.« »Hvad er det?« sagde Thorsten. »Det skal jeg sige Dig. Da Du kom ind i stuen, fulgte der en hvidbjørneunge med Dig og rendte foran Dig ind på gulvet; men da den så mig, stod den stille; men Du kom jo farende som vild og faldt så over bjørneungen. Og det er nu min mening, at Du er ikke Krums og Thorgunnes søn, men Du er nok af større æt.« [Thorsten fik så sin herkomst at vide og kom senere til Krossevig, og Thorkel behandlede ham godt.] Flat. s. 252 ff.
Ldn. III, 20 (Hauksbók).
Ldn. V, 5. |
Ldn. III, 4 med udfyldninger efter Vatsdæla kap. 26.
Ldn. III, 3 (uddrag af Vatsdæla saga). |
Ldn. II, 5.
Kristni saga kap. 2. Udførligere i Rafn, Oldn. Sagaer I, 234 ff., Olav Tryggvasons saga kap. 131, (Jfr. H. F. Feilberg: Nissens Historie 1919 s. 16 ff.). |
Folk skal tro på én gud og på hans hellige mænd og ikke blote til hedenske vætter; da bloter han til hedenske vætter, når han signer sit gods til andre end Gud eller hans hellige mænd. Dersom en mand bloter til hedenske vætter, da gælder det den mindre fredløshed. Dersom en mand farer med galder eller tryllekunster eller trolddom — han farer med trolddom, hvis han synger den eller lærer nogen den, eller lader den synge for sig og for sit gods — da gælder det ham den mindre fredløshed, og man skal indstævne ham hjemmefra og sagsøge ham med tylfterkvid. Dersom en mand omgås med forgørelse, da gælder det den større fredløshed; det er forgørelse, hvis en mand med sine ord eller trolddom tilføjer fæ eller mennesker sot eller bane; det skal man sagsøge for med tylfterkvid. Folk skal ikke give sig af med stene eller indgyde dem tryllekraft for at binde dem som amuletter på folk eller fæ. Dersom folk tror på stene til deres eller deres fæs helbredelse, da gælder det den mindre fredløshed. Ej skal man eje ufødt fæ[18]; dersom en mand ejer ufødt fæ og lader det gå umærket, fordi han tror mere på det end på andet fæ, eller giver sig af med nogen slags overtro, da gælder det ham den mindre fredløshed. Grågås. Kgb. s. 21—22. |
Ldn. I, 9. |
Thorhall hed en norsk mand; han kom til Island i Håkon Jarls dage. Han tog land i Syrlækjaros og boede på Hørgsland. Thorhall var en klog mand og meget fremsynt og blev kaldt Thorhall Spåmand. Thorhall boede på Hørgsland, og Side-Hall boede på Hov i Alftefjord, og der var stort venskab imellem dem. . . . Halls ældste søn hed Thidrande; han var meget smuk og håbefuld, og Hall elskede ham mest af alle sine sønner. Thidrande drog på udenlandsfærd, såsnart han var gammel nok dertil, han var meget vennesæl, hvor han kom, fordi han var en meget duelig mand, beskeden og blid mod menigmand og hvert barn. [En sommer bød Hall sin ven Thorhall til Hov .... Thorhall dvælte der om sommeren, og Hall sagde, at han ikke måtte drage hjem, før høstgildet var forbi. Samme sommer kom Thidrande hjem; han var da 18 vintre gammel og for hjem til sin fader. Men da det gik hen på sommeren, begyndte Thorhall at blive ilde til mode. Hall spurgte, hvad dette skulde betyde. Han siger: »Jeg er dårlig tilpas ved dette høstgilde — det er ikke så, at jeg er bange for mit liv. Men jeg aner en større og underligere tidende, end jeg nu vilde kunne forklare. — Men det må frem, som er bestemt.«] Gildet blev beredt ved vinterens begyndelse; men der kom få gæster, fordi vejret var hvast og ufremkommeligt. Men da folk satte sig til bords om aftenen, da sagde Thorhall: »Nu vil jeg bede, at folk vil følge mit råd om, at ingen går ud i nat, thi megen mén vil det volde, hvis det ikke bliver fulgt. Og hvilke tegn der end sker, må ingen give agt derpå, thi det vil varsle ondt, om nogen ænser dem.« Hall bad mændene holde Thorhalls ord; »thi de slår ikke fejl,« siger han, »og det er bedst at være på den sikre side.« .... Men da de fleste mænd var faldne i søvn, blev der banket på døren, men ingen lod, som han mærkede noget, og således gik det tre gange. Da sprang Thidrande op og sagde: »Det er en stor skam, at alle her lader som de sover, og det er nok indbudne, som kommer.« Han tog sit sværd i hånden og gik ud. Han så ingen. Han kom da i tanker om, at nogle indbudte kunde have redet i forvejen hen til gården og siden tilbage mod andre, som kom efter; han gik da om forbi brændestablen og hørte, at nogle kom ridende nordfra på marken. Han så, at det var ni kvinder, alle i sorte klæder og med dragne sværd i hænderne. Han hørte også, at nogle kom ridende fra syd på marken; dær var også ni kvinder, alle i lyse klæder og på hvide heste. Da vilde Thidrande gå ind igen og fortælle, hvad han havde set. Men han mødte de sortklædte kvinder, og de gik løs på ham, og han værgede sig vel og mandigt. Efter et stykke tids forløb vågnede Thorhall og spurgte, om Thidrande var vågen, og han fik intet svar. Thorhall sagde, at de vist havde sovet for længe. Man gik da ud; det var måneskin og frostvejr. De fandt Thidrande liggende såret, og han blev båret ind. Og da man talte til ham, fortalte han alt det, der var sket med ham. Han døde samme morgen i lysningen og blev lagt i høj efter hedensk sæd. Siden blev der anstillet efterforskninger, om der havde været mennesker dær, men ingen vidste noget om, at Thidrande havde haft uvenner. Hall spurgte Thorhall, hvordan det dog hang sammen med denne underlige tildragelse. Thorhall svarer: »Det ved jeg ikke. Men jeg kan tænke mig, at dette har ikke været andre kvinder end eders frænders fylgjer. Jeg vænter, at her kommer sædskifte, og at der så kommer bedre sæd hid til landet. Jeg tænker, at disse Eders diser, som har understøttet den nu rådende tro, nu har vidst forud, at der vilde ske sædskifte, og at de vilde miste deres magt over Jer frænder. Nu har de ikke kunnet finde sig i ikke at få nogen ydelse af Jer, før de skiltes fra Jer, og de vilde have dette som deres retmæssige lod. Men hine bedre diser må have villet hjælpe ham, men har ikke kunnet komme til.« Flat. I, s. 419 ff. |
I nogle skjaldedigte, som oftest beskriver billederne på et skjold eller en enkelt gang (Húsdrápa) på en hals vægge, finder vi skildringer fra gude- og heltesagnene. Som prøver gives her en fri oversættelse af et par brudstykker om Thors fiskeri efter Midgårdsormen (»jordens tvinge«, »fjældomslyngeren«, »havets gjord«); det er særlig billedet af de to modstandere, der stirrer på hinanden, digterne har søgt at gengive, og dette genfindes i et par små brudstykker af Olver hnuva og Eystein Valdasøn, som her ikke er gengivne, da de intet nyt bringer. Thors kampe med Rungner, Thjasse og Geirrød er besungne i andre skjaldedigte, Balders bålfærd og halsbåndstyveriet i Húsdrápa, og disse skildringer ligger til grund for fortællingerne i Snorres Edda.
|
Fodnoter
- ↑ A. Olriks efterladte udkast i Danske Studier, 1918.
- ↑ Sneland havde Nadod, den første Nordmand, der kom til Island, kaldt landet.
- ↑ Sneland havde Nadod, den første Nordmand, der kom til Island, kaldt landet.
- ↑ »gå til frett« — udforske gudernes vilje, æske orakelsvar.
- ↑ en forhøjning hvorfra afgudsbillederne var opstillet.
- ↑ »hellige nagler«.
- ↑ Adam af Bremens skildring af de tilsvarende fester i Uppsala er ofte gengivet f. eks. Joh. Ottesen: Vor Historie (»Frem«) I s. 40 ff. P. W. Christensen har oversat hele bogen (Adam af Bremen: Om Menigheden i Norden. Kbh. 1862. — Se s. 194–95)
- ↑ Nordmænd og Danske.
- ↑ Helligtrekongerfest.
- ↑ jfr. Eyrbyggjas gudehovskildring side 190.
- ↑ gærdh betyder afgift eller tilberedelse til et gilde eller selve gildesanretningen, gæstebud i et lav. I denne bet. findes det også på Dansk.
- ↑ Lunde Herred, Odense Amt.
- ↑ Den vidtberømte Olav På var søn af Høskuld og den hærtagne irske kongedatter Melkorka; jfr. »Skjaldedigte« nedenfor.
- ↑ En mark (½ pund = 8 øre) guld er naturligvis langt mere værd end en mark sølv. Heri ligger altså også en partiskhed til fordel for Olav.
- ↑ søn af Gunnar Håmundssøn (på Hlidarende).
- ↑ Om den danske bersærk Bødvar Bjarke se Sakses Dane saga (2den bog) og den islandske Rolf Krakes Saga (f. eks. Winkel Horns: Nordiske Heltesagaer Kbh. 1876), jfr. A. Olrik: Danmarks Heltedigtning I, Kbh. 1903.
- ↑ ármaðr — »spåmand«, en slags nisse.
- ↑ ɔ: som ikke er kommet til verden på naturlig måde, se Feilberg, Danske Studier. 1911, 41.