Grønlændernes saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
|
|||||
|
Grønlændernes saga
Grœnlendinga saga
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2014
1. Grønland opdages og befolkes
Der var en mand, der hed Torvald. Han var søn af Åsvald, søn af Ulf Okse-Toreson. Torvald og Erik den Røde — hans søn — rejste fra Jæren til Island på grund af en drabssag. Da var Island ganske befolket. De slog sig først ned ved Drangar på Hornstrandene. Dér døde Torvald. Så blev Erik gift med Tjodhild — datter af Jørund Ulfson og Torbjørg Knarrebringe, som da var gift med Torbjørn fra Haukadal. Erik drog derefter sydpå og bosatte sig på Eriksstad ved Vatnshorn. Erik og Tjodhild havde en søn, der hed Leif. Efter drabene på Eyjolf Lort og Holmgangs-Ravn blev Erik forvist fra Haukadal. Han tog da vestpå til Bredefjord og bosatte sig på Eriksstad på Øksnø.
Erik lånte Torgest på Bredebolstad sine sædestolper, men fik dem ikke igen, da han forlangte det. Der opstod deraf uenighed og kamp mellem ham og Torgest, som det fortælles i Eriks saga. Eriks sag blev støttet af Styr Torgrimson og Eyjolf fra Svinø og Torbrands sønner fra Svanefjord og Torbjørn Vifilson, mens Torgest fik støtte fra Tord Brølers sønner og Torgeir fra Hitådal. Erik blev dømt fredløs på Torsnæstinget. Så klargjorde Erik sit skib til sejlads i Eriksvig, og da han var færdig, fulgte Styr og de andre ham ud mellem øerne. Erik sagde til dem, at han agtede at lede efter det land, som Gunnbjørn — Ulf Krages søn — så, da han blev drevet vestpå i havet, dengang han fandt Gunnbjørnsskær. Erik sagde, at han ville komme tilbage til sine venner, hvis han fandt landet.
Erik sejlede ud fra Snefjeldsjøkelen. Han fandt landet og kom ind på det sted, han kaldte Midjøkelen. Stedet kaldes nu Blåsærk. Så drog han derfra sydpå langs landet for at finde ud af, om landet dér var beboeligt. Han opholdt sig den første vinter på Eriksø nær midten af Østerbygden. Foråret efter drog han til Eriksfjord og fandt sig dér et bosted. Han drog den sommer ud i den vestre ubygd, og han tildelte stednavne vidt omkring. Han opholdt sig den næste vinter på Holmene ved Kvarfsgnipa, men den tredje sommer drog han helt nordpå til Snefjeld og ind i Ravnsfjord. Han mente da at have nået bunden af Eriksfjorden. Så vendte han om og opholdt sig den tredje vinter på Eriksø ved mundingen af Eriksfjorden.
Sommeren efter sejlede han til Island og kom til Bredefjord. Han kaldte det land, han havde fundet, for Grønland, for han mente, at folk ville få lyst til at komme dertil, hvis landet havde et godt navn. Erik var på Island om vinteren, men sommeren efter tog han af sted for at tage ophold i landet. Han boede på Brattalid i Eriksfjord.
Kyndige folk siger, at den samme sommer, hvor Erik den Røde drog til Grønland, da forlod 25 skibe Bredefjord og Borgfjord, men kun 14 kom derud. Nogle blev drevet tilbage, mens andre gik tabt. Dette skete 15 år, inden kristendommen blev lovfæstet på Island. Denne samme sommer forlod biskop Fridrek og Torvald Kodranson Island.
Disse mænd, som dengang drog ud med Erik, tog land i Grønland: Herjolf tog Herjolfsfjord — han boede på Herjolfsnæs — Ketil tog Ketilsfjord, Ravn Ravnsfjord, Sølve Sølvesdal, Helge Torbrandson Svanefjord, Stirre-Torbjørn Mastefjord, Einar Einarsfjord, Havgrim Havgrimsfjord og Vatnahverfi, Arnløg Arnløgsfjord. Andre drog til Vesterbygden.
2. Bjarne Herjolfson kommer til Grønland
Herjolf var søn af Bård Herjolfson. Han var en slægtning til landnamsmanden Ingolf. Ingolf gav Herjolf og hans følge land mellem Vig og Reykjanæs. Herjolf boede først på Drepstokke. Hans kone hed Torgerd og deres søn Bjarne, og denne var en meget lovende mand. Allerede som ung fik han udlængsel. Han skaffede sig både formue og hæder og overvintrede skiftevis i udlandet og hos sin far. Bjarne fik snart sit eget fartøj. Den sidste vinter, Bjarne var i Norge, klargjorde Herjolf til Grønlandsfærd med Erik og brød op fra sin gård. Med på Herjolfs skib var en kristen mand fra Suderøerne. Han digtede Havgerdinge-drapaen, hvor dette er omkvædet:
- Måtte alle munkes blide
- mester nu min rejse værne;
- himmelhvælvets hersker be’r jeg:
- Hold dit skjolds land over færden.
Herjolf boede på Herjolfsnæs. Han var en meget gæv mand. Erik den Røde boede på Brattalid. Han var den mest ansete på stedet, og alle føjede sig efter ham. Disse var Eriks børn: Leif, Torvald og Torstein, og hans datter hed Frøydis. Hun var gift med den mand, der hed Torvard, og de boede i Gardar — dér, hvor nu bispesædet findes. Hun var et prægtigt kvindfolk, mens Torvard var en sølle mand. Hun var mestendels blevet gift med hans formue. Folkene i Grønland var hedenske dengang.
Denne samme sommer kom Bjarne med sit skib til Øre, som hans far var taget af sted om foråret. Bjarne fandt, at dette var en stor nyhed, og han ville ikke losse sit skib. Så spurgte hans mandskab, hvad han agtede at foretage sig, og han svarer, at han havde tænkt sig at gøre, som han plejede, og bede sin far om vinterophold, »— og jeg vil føre skibet til Grønland, hvis I vil følge mig.« Alle sagde, at de ville følge hans beslutning. Da sagde Bjarne: »Vores rejse kan forekomme tåbelig, eftersom ingen af os før har sejlet på Grønlandshavet.« De tog alligevel af sted, så snart de var klar, og sejlede i tre dage, til landet sank i havet bag dem. Men så tog den gunstige vind af, og de fik nordenvind og tåge og vidste ikke, hvor de befandt sig, og dette stod på i flere dage. Efter dette så de solen og kunne da pejle retningen. Så hejste de sejlet og sejlede hele døgnet, før de fik land i sigte, og de talte om, hvilket land dette kunne være, og Bjarne sagde, at han ikke mente, det kunne være Grønland. De spørger, hvorvidt han vil sejle ind til landet eller ikke. Han svarer: »Det er mit råd, at vi sejler nærmere land.« Og det gjorde de, og de så snart, at landet ikke havde nogle fjelde, men var skovbevokset og med lave bakker. De havde landet mod bagbord og lod skødet vende mod land. Derpå sejlede de i to døgn, før de fik et andet land i sigte. De spørger, om Bjarne mente, at dette var Grønland. Han svarede, at han ikke holdt dette land for Grønland mere end det forrige, »— for det siges, at der findes meget store jøkler på Grønland.« De nærmede sig snart dette land, og så at det var fladt og vidt bevokset. Så løjede vinden af for dem. Da talte mandskabet om, at det måtte være tilrådeligt at søge mod land, men det ville Bjarne ikke. De mente, at de både behøvede brænde og vand. »I mangler ikke nogen af delene,« siger Bjarne, selv om han fik en del hårde ord af sit mandskab for det. Han bad dem hejse sejlet, hvilket blev gjort, og de stod til havs for en sydvestlig vind og sejlede i tre dage og fik øje på et tredje land. Det var et land med høje fjelde og jøkler. De spørger så, om Bjarne ville søge land dér, men han sagde, at det ville han ikke, »— for dette land ser mig ikke ud til at være nogen nytte til.« Nu tog de ikke sejlet ned, men sejlede frem langs landet og så, at det var en ø. Så stævnede de væk fra landet og ud på havet på den samme vind. Men de fik dårligt vejr, og Bjarne beordrede sejlføringen mindsket, så de ikke sejlede mere, end skib og udstyr kunne holde til. Nu sejlede de i fire dage. Så fik de øje på det fjerde land. De spurgte Bjarne, hvorvidt han mente, dette var Grønland eller ej. Bjarne svarer: »Dette ligner mere det, jeg har fået at vide om Grønland, og her vil vi sejle i land.« Dette gjorde de, og de lagde til ved et næs hen under aften, og der lå en båd ved næsset. Dér på næsset boede Herjolf — Bjarnes far — og deraf fik næsset sit navn, og det er blevet kaldt Herjolfsnæs siden. Bjarne slår sig nu ned hos sin far og indstiller sin sejlads og bliver hos sin far, så længe Herjolf levede, og derefter boede han dér efter sin far.
3. Leif finder Det gode Vinland
Så skete der det, at Bjarne Herjolfson kom ude fra Grønland for at træffe jarl Erik, og jarlen tog godt imod ham. Bjarne fortalte ham om sin rejse, hvor han havde opdaget land, men folk syntes ikke, han kunne have været særligt videbegærlig, når han intet havde at fortælle om landene, og dette måtte han høre noget for. Bjarne blev jarlens hirdmand og drog sommeren efter ud til Grønland. Nu talte man meget om at finde landene.
Leif — søn af Erik den Røde på Brattalid — opsøgte Bjarne og købte et skib af ham og skaffede sig mandskab, så de i alt var 35 mand. Leif bad sin far — Erik — atter stå i spidsen for færden. Erik ville helst ikke og sagde, at han var blevet gammel og ikke længere kunne udholde så megen slid. Leif mente, at ingen i slægten ville have mere held på færden end ham. Erik gav efter for Leif, og så rider de hjemmefra, når de er klar, og der var ikke langt ned til skibet. Eriks hest snubler, og han faldt af den og skadede sin fod. Da sagde Erik: »Det er mig ikke beskåret at finde flere lande end det, vi nu bebor. Nu skal vi ikke følges ad længere.« Erik tog hjem til Brattalid, mens Leif og hans følge — 35 mand — red til skibet. Med på færden var en sydlandsk mand, der hed Tyrker.
Nu klargjorde de skibet og stod til havs, da de var færdige, og de fandt først det land, som Bjarne og de andre kom til sidst. De sejlede mod land og kastede anker, skød båden ud og gik i land, men så intet græs dér. I højden var hele landet dækket af store jøkler, og landet mellem jøklerne og havet var som én stor stenhelle, og det forekom dem, at landet var ubrugeligt. Da sagde Leif: »Nu er det ikke gået os som Bjarne med hensyn til dette land — at vi ikke satte fødderne på det. Nu vil jeg give landet et navn og kalde det Helleland.« Så gik de ombord igen.
Derefter stod de til havs og fandt det andet land. De sejlede igen ind til land og kastede anker, hvorefter de skød båden ud og gik i land. Dette land var fladt og skovklædt, og hvor de kom, var der brede og hvide sandstrande uden kystskråninger. Da sagde Leif: »Dette land skal opkaldes efter de vilkår, det byder, og det skal hedde Skovland.« De tog derefter hurtigst muligt tilbage til skibet.
Derfra stod de til havs på en nordøstlig vind og var ude i to dage, før de fik land i sigte, og de sejlede ind til landet og kom til en ø, der lå nord for landet. Dér gik de i land og så sig om i godt vejr. De bemærkede, at der var faldet dug på græsset, og det skete, at de stak fingrene i græsset og derpå i munden, og de mente aldrig at have smagt noget så sødt som dette.
Derefter gik de ombord igen og sejlede ind i det sund, der fandtes mellem øen og det næs, der strakte sig mod nord fra landet, og stævnede vestpå fra næsset. Dér gjorde tidevandet det meget lavvandet, og deres skib gik på grund, og der var langt til vandet fra skibet. Men de var så opsatte på at komme i land, at de ikke gad vente på, at vandet skulle vende tilbage under deres skib, så de løb i land et sted, hvor en å flød ud fra en sø. Så snart vandet kom tilbage under skibet, tog de båden og roede ud til skibet og flyttede det op i åen og derfra til søen. Dér kastede de anker og bar deres skindsække fra borde og indrettede teltboder. Siden besluttede de sig for at tage ophold dér den vinter, og de byggede et stort hus på stedet. Hverken i åen eller i søen var der mangel på laks, og det var større laks, end de før havde set. Vilkårene på stedet var så gode, at de ikke fandt, at de behøvede vinterfoder til dyrene. Der kom ingen frost om vinteren, og græsset visnede ikke meget. Længden på dag og nat var mere lige dér end i Grønland og på Island. Solen var oppe ved davretid og til midt på eftermiddagen på årets korteste dag.
Da de havde fuldendt husbyggeriet, sagde Leif til sine rejsefæller: »Nu vil jeg lade vores flok dele i to, og jeg vil undersøge landet, og den ene halvdel af flokken skal blive hjemme ved huset, mens den anden halvdel skal undersøge landet, men ikke tage længere væk, end at de kommer hjem om aftenen, og de må ikke dele sig op.« Nu gjorde de sådan en tid. Leif var skiftevis med ude eller hjemme ved huset. Leif var en stor og stærk mand med en meget mandig fremtræden; han var en klog mand og vidste i alle henseender at holde god måde.
4. Leif den Lykkelige finder folk på et skær
Engang en aften skete det, at der manglede en mand i deres flok, og det var sydlændingen — Tyrker. Leif tog det meget tungt, for Tyrker havde været længe hos ham og hans far, og han havde holdt meget af Leif, da denne var barn. Leif bebrejdede nu sine folk meget og gjorde sammen med 12 mand klar til at eftersøge ham. De var imidlertid kun kommet et kort stykke fra huset, før Tyrker kom dem i møde, og de tog glade imod ham. Leif fandt snart, at hans fosterfar var i godt lune. Han havde en fremspringende pande, et flakkende blik og fine ansigtstræk; han var lille af vækst og spinkel, men på alle måder meget fingernem. Leif sagde til ham: »Hvorfor blev du forsinket — fosterfar! — og adskilt fra de andre?« Han svarede først på tysk og rullede med øjnene og grinte bredt, men de forstod ikke, hvad han sagde. Efter en tid sagde han på norrønt: »Jeg var ikke gået længere væk end jer. Jeg kan fortælle en nyhed. Jeg fandt vinstokke og vindruer.« »Kan det være sandt — fosterfar?« sagde Leif. »Vist er det sandt,« sagde han, »— for jeg blev født et sted, hvor der hverken manglede vinstokke eller vindruer.«
Nu sov de om natten, men om morgenen sagde Leif til sit mandskab: »Nu skal der udføres to arbejder, og der skal bruges en dag på hver af dem. Der skal plukkes vindruer og der skal hugges træ og fælles i skoven, så dette udgør lasten på mit skib.« Dette tog man fat på. Det siges, at deres båd var fyldt med vindruer. Nu blev der hugget last til skibet.
Da det blev forår, gjorde de klar og sejlede derfra, og Leif gav landet navn efter de vilkår, det bød, og kaldte det Vinland. De stod nu til havs og fik god vind, indtil de fik Grønland og fjeldene under jøklerne i sigte. Da sagde en mand til Leif: »Hvorfor styrer du skibet sådan op mod vinden?« Leif svarer: »Jeg er opmærksom på, hvordan jeg styrer, men også på andre ting. Eller bemærker I ikke noget?« De sagde, at de ikke kunne se noget usædvanligt. »Jeg véd ikke,« siger Leif, »— hvorvidt det er et skib eller et skær, jeg ser.« Nu fik de øje på det og sagde, at det var et skær. Han så mere end dem, for han så folk på skæret. »Nu vil jeg, at vi krydser op mod vinden,« siger Leif, »— så vi kommer hen til dem; hvis folkene har brug for os, er det tvingende nødvendigt at hjælpe dem. Skulle det vise sig, at de ikke har fredelige hensigter, da kan vi gøre, som vi vil — det kan de ikke.« Nu søgte de frem mod skæret og tog sejlet ned; de kastede anker og skød en anden, lille båd ud, som de havde haft med sig. Så spurgte Tyrker, hvem der var anfører for den flok. Manden sagde, at han hed Tore og stammede fra Norge, »—men hvad hedder du?« Leif fortæller, hvem han er. »Er du søn af Erik den Røde på Brattalid?« siger manden. Leif sagde, at det var han. »Nu vil jeg,« siger Leif, »— byde jer alle om bord på mit skib med så meget af jeres gods, som skibet kan rumme.« De tog imod tilbuddet, og man sejlede derefter med denne ladning til Eriksfjord, til de kom til Brattalid, hvor skibet blev losset. Derpå tilbød Leif Tore og dennes kone — Gudrid — og tre andre ophold hos sig, og han skaffede ophold til det øvrige mandskab — både Tores og sine egne rejsefæller. Leif samlede 15 mand op fra skæret. Han blev siden kaldt Leif den Lykkelige. Leif havde nu vundet godt med formue og hæder.
Den vinter udbrød der svær sygdom i Tores flok, og Tore og en stor del af hans følge døde. Den vinter døde også Erik den Røde.
Nu blev der talt meget om Leifs Vinlandsfærd, og Torvald — hans bror — mente, at en alt for lille del af landet var blevet undersøgt. Da sagde Leif til Torvald: »Du kan tage mit skib — bror! — hvis du vil, og sejle til Vinland, men først ønsker jeg dog, at skibet sejles ud efter det tømmer, Tore havde på skæret.« Og dette blev gjort.
5. Torvald Eriksons Vinlandsfærd
Nu gjorde Torvald — vejledt af sin bror, Leif — klar til færden sammen med 30 mand. De udrustede derpå deres skib og stod til havs, og der forlyder ikke noget om deres rejse, før de kom til Leifsboder i Vinland, hvor de satte skibet op og forholdt sig i ro den vinter og fiskede for at få mad.
Da det blev forår, sagde Torvald, at de skulle klargøre deres skib, og nogle folk skulle tage båden og drage vestpå langs landet og undersøge dér om sommeren. Landet forekom dem smukt og skovrigt med kort afstand mellem skoven og havet og de hvide sandstrande. Der fandtes mange øer, og der var meget lavvandet. De fandt hverken spor af mennesker eller dyr, men på en af de vestligste øer fandt de en staklade af træ. De fandt ikke andet menneskeskabt, men tog tilbage og kom til Leifsboder om efteråret.
Sommeren efter drog Torvald østpå med skibet og norden om landet. Ud for et næs fik de hvast vejr, som slog dem op på land dér, og kølen blev knust under skibet, og de måtte opholde sig længe dér for at udbedre skaden. Da sagde Torvald til sine rejsefæller: »Nu vil jeg, at vi rejser kølen her på næsset og kalder det Kølsnæs.« Og det gjorde de. Derefter sejlede de derfra og østpå langs landet og ind i den nærmeste fjordmunding og hen til en landtunge dér. Den var aldeles skovklædt. Dér lagde de til med skibet og skød landgangen ud, og dér gik Torvald i land med alle sine rejsefæller. Han sagde: »Her er smukt, og her ville jeg gerne bygge en gård.« Derpå gik de tilbage til skibet, men fik øje på tre forhøjninger på sandstranden inden for landtungen. De gik derhen og så dér tre skindbåde med tre mand under hver. De delte deres flok og pågreb dem alle, på nær én, som undslap med sin båd. De dræbte de andre otte og gik derpå tilbage til landtungen og så sig om, og inde i fjorden kunne de se nogle forhøjninger, og de mente, det var en bebyggelse.
Efter dette blev de slået af så stor en træthed, at de ikke kunne holde sig vågne, og de faldt alle i søvn. Da lød der et råb over dem, som vækkede dem alle: »Vågn op — Torvald og alle dine rejsefæller! — hvis du vil overleve, og gå om bord på dit skib med alle dine mænd og forlad landet så hurtigt som muligt.« Inde fra fjorden kom da et utal skindbåde imod dem. Torvald sagde: »Lad os nu få skærmtage ombord og forsvare os så godt vi kan, men yde begrænset modstand.« Det gjorde de, og skrællingerne skød på dem en tid, men flygtede derefter væk så hastigt som hver enkelt formåede. Torvald spurgte da sine folk, om nogle var blevet såret. De sagde, at de ikke var sårede. »Jeg blev såret,« sagde han, »— da en pil fløj ind mellem skibsbordet og skjoldet og ramte mig under armen. Her er pilen, og dette vil føre til min død. Nu råder jeg jer til at komme herfra så hurtigt som muligt, men I skal føre mig ud på den landtunge, som jeg fandt egnet til beboelse. Nu kan det være, at jeg tog sande ord i min mund, så jeg kommer til at opholde mig dér en tid. I skal begrave mig dér og sætte kors ved mit hoved og ved mine fødder, og til stadighed kalde stedet Korsnæs.« Grønland var da blevet kristnet, men Erik den Røde døde dog, inden kristendommen kom. Nu døde Torvald, og de andre gjorde alt, hvad han havde bedt om, og vendte siden tilbage til deres rejsefæller. De fortalte hinanden, hvad der var sket, og blev dér den vinter og skaffede sig vindruer og vinstokke til skibslast. Nu gjorde de sig foråret efter klar til at sejle til Grønland, og de kom til Eriksfjord og kunne fortælle Leif store nyheder.
6. Torstein Erikson dør i Vesterbygden
I mellemtiden var der sket det i Grønland, at Torstein Erikson var blevet gift med Gudrid Torbjørnsdatter, der havde været gift med Tore Østmand, som tidligere blev omtalt. Nu ville Torstein Erikson gerne til Vinland for at hente Torvalds — sin brors — lig, og han klargjorde det samme skib. Han udvalgte sit mandskab efter styrke og vækst og havde 25 mand og Gudrid — sin kone — med sig, og så snart de er klar, står de ud på havet og mister landkendingen. De blev drevet rundt hele sommeren og anede ikke, hvor de var. Da der var forløbet en uge af vinteren, kom de i land i Lysefjorden i den vestre bebyggelse i Grønland. Torstein søgte ophold for dem og fik det til hele sit mandskab, men han selv og hans kone stod uden opholdssted. Nu forblev de nogle nætter på skibet. Kristendommen var dengang endnu ung i Grønland.
En tidlig morgen kom nogle folk til deres telt. Deres anfører spurgte, hvem der var i teltet. Torstein svarer: »Her er to,« siger han, »— men hvem spørger?« »Jeg hedder Torstein, og jeg bliver kaldt Torstein den Sorte. Jeg kommer i det ærinde at tilbyde begge jer ægtefolk ophold hos mig.« Torstein sagde, at han ville spørge sin kone, men hun bad ham bestemme, og nu takker han ja til dette. »Så vil jeg hente jer med hest i morgen, for der mangler ikke noget til at yde jer ophold, men det bliver ganske mennesketomt at være hos mig, for vi er kun mig og min kone, da jeg er noget egenrådig. Jeg har også andre skikke, end I har, men jeg anser dog jeres for at være bedre.« Nu hentede han dem med hest om morgenen, og de tog med hjem til Torstein den Sorte, og han behandlede dem gæstfrit. Gudrid var en gæv kvinde at se på, og hun var klog og forstod at omgås folk, hun ikke kendte.
Tidligt på vinteren udbrød der sygdom i Torstein Eriksons mandskab, og mange af hans rejsefæller døde. Torstein bad om, at der blev lavet kister til de døde, og at de blev ført til opbevaring på skibet, »— for jeg vil lade alle ligene føre til Eriksfjord til sommer.« Nu varer det ikke længe, før sygdommen når Torsteins husstand, og hans kone — der hed Grimhild — blev først ramt. Hun var umådeligt stor og stærk som et mandfolk, men alligevel fik sygdommen tag i hende. Kort tid efter blev Torstein Erikson ramt, og de lå begge syge samtidig, og Grimhild — Torstein den Sortes kone — døde. Da hun var død, gik Torstein ud af stuen for at hente et bræt til at lægge liget på. Da sagde Gudrid: »Bliv ikke længe væk — kære Torstein!« Det lovede han. Da sagde Torstein Erikson: »Nu opfører husfruen sig underligt. Hun rejser sig op på albuerne og stikker sine fødder ud over sengekanten og famler efter sine sko.« I det samme kom Torstein Bonde ind, og Grimhild lagde sig straks ned, og det knagede højt i hver en planke i stuen. Nu laver Torstein en kiste til Grimhilds lig, og han førte det ud og begravede det. Han var en både stor og stærk mand, men han måtte give sig fuldt ud, før han fik hende ført væk fra gården.
Nu forværredes Torstein Eriksons sygdom, og han døde. Gudrid — hans kone — tog det tungt. Da var de alle i stuen. Gudrid havde taget plads på en stol henne ved bænken, hvor han lå — Torstein, hendes mand. I sin favn bar Torstein den Sorte da Gudrid fra stolen og satte sig sammen med hende på den anden bænk over for Torsteins lig, og han talte meget med hende og trøstede hende og lovede hende, at han ville følge hende og Torsteins — hendes mands — lig og dennes rejsefæller til Eriksfjord, »— og så skal jeg sørge for, at der kommer flere folk her,« siger han, »— som kan trøste og glæde dig.« Hun takkede ham. Da satte Torstein Erikson sig op og sagde: »Hvor er Gudrid?« Dette sagde han tre gange, men hun tav. Hun spurgte da Torstein Bonde: »Skal jeg svare på hans spørgsmål eller lade være?« Han bad hende lade være at svare. Så gik Torstein Bonde frem over gulvet og satte sig i stolen, mens Gudrid sad på skødet af ham. Og da sagde Torstein Bonde: »Hvad vil du — navne?« siger han. Han svarer efter en tid: »Det er mig magtpåliggende at lade Gudrid vide sin skæbne, således at hun kan tage min død mindre tungt, for jeg er kommet til et godt hvilested. Men det kan jeg fortælle dig — Gudrid! — at du vil blive gift med en islandsk mand, og I vil få et langt samliv og mange efterkommere, som vil trives, være lyse og gæve, søde og velduftende. I skal drage fra Grønland til Norge og derfra til Island og stifte bo på Island. Dér skal I leve længe, og du vil leve længere end ham. Du skal drage udenlands og tage på pilgrimsfærd sydpå og komme tilbage til dit hjem på Island, og da skal der rejses en kirke dér, og dér skal du være og blive viet til nonne, og dér skal du dø.« Og derpå sank Torstein tilbage, og de tog sig af hans lig og førte det til skibet.
Torstein Bonde overholdt alt, hvad han havde lovet Gudrid. Om foråret solgte han sine jorder og sine husdyr og gik sammen med Gudrid om bord på skibet med alt, hvad han ejede. Han klargjorde skibet og skaffede besætning og sejlede derefter til Eriksfjord. Nu blev ligene begravede ved kirken. Gudrid tog hen til Leif på Brattalid, mens Torstein den Sorte byggede en gård i Eriksfjord, hvor han boede, så længe han levede, og man anså ham for at være en yderst gæv mand.
7. Torfinn Karlsemnes Vinlandsrejse
Den samme sommer kom et skib fra Norge til Grønland. Den mand, der førte skibet, hed Torfinn Karlsemne. Han var søn af Tord Hestehoved, søn af Snorre, søn af Tord fra Høfde. Torfinn Karlsemne var meget velhavende, og han opholdt sig om vinteren hos Leif Erikson på Brattalid. Han blev snart betaget af Gudrid og friede til hende, men hun overlod til Leif at svare for hende. Hun blev derefter fæstet til ham, og deres bryllup blev holdt den vinter.
Lige som tidligere talte man om at drage til Vinland, og folk — både Gudrid og andre — opfordrede meget Karlsemne til at tage af sted. Nu blev hans rejse besluttet, og han skaffede sig et mandskab bestående af 60 mænd og fem kvinder. Karlsemne og hans folk indgik den aftale, at alt det udbytte, de fik, skulle deles ligeligt imellem dem. De havde alle slags husdyr med sig, for de agtede at slå sig ned i landet, hvis de kunne. Karlsemne spurgte Leif, om de måtte få husene i Vinland. Denne sagde, at de måtte låne dem, men ikke få dem.
Derpå stod de til havs og kom hele og velbeholdne til Leifsboder, hvor de bar deres skindsække i land. De fik sig snart en stor og god fangst, da en rørhval, som både var stor og god, drev op dér, og de gik siden hen og skar hvalen op, så der var ingen mangel på mad. Husdyrene gik på land dér, men handyrene blev snart ustyrlige og skabte megen uro. De havde haft en tyr med sig. Karlsemne lod fælde træer og hugge tømmer til skibslasten, og de lagde træet til tørre på en stenhelle. De udnyttede alle de goder, landet dér bød dem — både vindruer og al slags jagt og fiskeri og nyttige forekomster.
Efter denne første vinter kom sommeren. Da blev de opmærksomme på skrællingerne, for en stor flok mennesker kom frem fra skoven. Det skete nær deres kvæg, og tyren begyndte at brumme og brøle for fuld kraft. Dette skræmte skrællingerne, og de flygtede af sted med deres bylter, som indeholdt egernskind og zobel og andre slags pelsvarer, og de løb ned mod Karlemnes gård, hvor de ville ind i husene, men Karlsemne lod dem holde væk fra dørene. Ingen af parterne forstod de andres sprog. Så tog skrællingerne deres oppakninger af og åbnede dem og falbød varerne, og de ville helst have våben til gengæld, mens Karlsemne forbød at sælge dem våben. Og nu fandt han på det, at han bad kvinderne finde mejerivarer frem, og så snart skrællingerne så dem, ville de kun købe af dem og intet andet. Nu endte skrællingernes handel med, at de bar deres varer derfra i maverne, mens Karlsemne og hans rejsefæller til gengæld fik skrællingernes bylter og skindvarer. Efter dette drog skrællingerne derfra.
Nu kan det fortælles, at Karlsemne lader et kraftigt plankeværk rejse om sin gård, og dér indrettede de sig. På denne tid nedkom Gudrid — Karlsemnes kone — med et drengebarn, og den dreng hed Snorre. I begyndelsen af den anden vinter kom skrællingerne til dem, og de var mange flere end tidligere, men havde de samme varer som før. Da sagde Karlsemne til kvinderne: »Nu skal I sætte sådanne madvarer frem, som tidligere blev revet væk, men ikke andet.« Da skrællingene så det, kastede de deres bylter over plankeværket. Gudrid sad imens i døren ved sin søns — Snorres — vugge. Da faldt en skygge over døren, og en kvinde trådte ind iført en sort kjortel. Hun var ikke særlig høj og havde et bånd om hovedet; hun havde lysebrunt hår, var bleg og havde så store øjne, at man aldrig havde set magen til store øjne i et menneskehoved. Hun gik henimod, hvor Gudrid sad, og sagde: »Hvad hedder du?« siger hun. »Jeg hedder Gudrid, og hvad hedder du?« »Jeg hedder Gudrid,« siger hun. Da rakte Gudrid Husfrue hende sin hånd, at kvinden skulle sætte sig ved siden af hende, men nu skete det samtidig, at Gudrid hørte et stort brag, og at kvinden forsvandt, og i det samme blev også en skrælling dræbt af en af Karlsemnes huskarle, for han havde forsøgt at tage deres våben, og nu stak skrællingerne af i en fart, mens deres klæder og varer lå tilbage. Ingen andre havde set denne kvinde — alene Gudrid.
»Nu må vi have en plan,« siger Karlsemne. »— for jeg tror, de kommer igen for tredje gang — talstærkt og med ufred. Nu skal vi gøre således, at ti mand går frem på dette næs og stiller sig til skue dér, mens resten af vores flok går i skoven for dér at hugge en rydning til vores kvæg, til når styrken kommer frem af skoven. Vi tager også vores tyr og lader ham gå frem foran os.« Det sted, man antog, parterne ville mødes, var således beskaffet, at der var vand på den ene side, men skov til den anden. Man fulgte nu Karlsemnes plan. Nu kom skrællingerne til det sted, Karlsemne havde udset til kampplads. Nu opstod der kamp, og der faldt mange i skrællingernes flok. Der var en stor og flot mand mellem skrællingerne, og Karlsemne mente, at han måtte være deres høvding. Nu havde en af skrællingerne samlet en økse op, og han så på den en tid og hævede den mod en af sine egne og gav ham et hug. Manden styrtede død til jorden. Så tog ham den store mand øksen og så på den en tid, hvorefter han kastede den så langt ud i vandet, som han kunne. Siden flygtede de til skovs så hastigt, som de formåede, og således slutter deres mellemværende.
Karlsemne og de andre opholdt sig dér hele denne vinter. Men om foråret bekendtgjorde Karlsemne, at han ikke længere ville være der, men drage til Grønland. Nu gjorde de klar til rejsen, og de medbragte mange gode ting derfra: Vinstokke og druer og skindvarer. Nu står de til havs og ankommer uskadte med skibet til Eriksfjord, hvor de opholdt sig om vinteren.
8. Frøydis’ ugerning i Vinland
Nu begyndte man på ny at tale om at drage til Vinland, for denne færd syntes velegnet, både hvis man ville skaffe sig værdier og hæder. Den samme sommer, som Karlsemne kom fra Vinland, kom et skib fra Norge til Grønland. Skibet blev ført af to brødre — Helge og Finnboge — som den vinter opholdt sig i Grønland. Brødrene var af islandsk slægt og stammede fra Østfjordene.
Nu skal der indledes med, at Frøydis Eriksdatter tog hjemme fra Gardar og opsøgte de to brødre — Helge og Finnboge — og tilbød dem at tage med til Vinland med deres eget fartøj og dele hele det udbytte, de måtte få, halvt med hende. Nu sagde de ja til dette. Derfra tog hun hen til Leif — sin bror — og bad ham give hende de huse, han havde ladet bygge i Vinland. Han svarede som før, at de måtte låne husene, men ikke få dem. Det blev aftalt mellem brødrene og Frøydis, at hver part skulle have 30 våbenføre mand på sit skib — og dertil kvinderne. Men Frøydis tilsidesatte straks dette, idet hun havde yderligere fem mand, men hun skjulte dem, og de to brødre blev ikke klar over dette, før de kom til Vinland. Nu stod de til havs, og de havde forinden aftalt, at de ville sejle samlet, såfremt det var muligt. Der var kun kort imellem dem, men de to brødre ankom dog noget før og havde båret deres rejsegods op til Leifs huse. Da Frøydis ankom til landet, lossede de deres skib og bar deres rejsegods op til husene. Da sagde Frøydis: »Hvorfor har I båret jeres sager ind her?« »Fordi vi tænkte,« siger de »— at vi skulle holde alle de indgåede aftaler.« »Leif har udlånt husene til mig,« siger hun, »— ikke til jer.« Da sagde Helge: »Vi brødre kan ikke hamle op med dig i ondskab,« — og de bar nu deres ting ud og byggede sig et hus ved en søbred længere væk fra havet, hvor de indrettede sig godt, mens Frøydis lod fælde træ til skibslasten.
Nu begyndte det at blive vinter, og brødrene talte om, at man skulle lege og spille for morskabs skyld. Dette gjorde man en tid, indtil folk begyndte at tale ondt om hinanden, og så blev de uvenner og legene ophørte, og der var ingen samkvem mellem husene. Således gik det nu længe om vinteren.
Det skete en tidlig morgen, at Frøydis stod ud af sin seng og klædte sig på uden dog at tage sko på, men vejret havde foranlediget, at der var faldet megen dug. Hun greb sin mands kappe og tog den på, og derefter gik hun til brødrenes hus og hen til døren. Kort forinden var en mand gået ud, og han havde lukket døren på klem efter sig. Hun åbnede døren og stod en tid tavs i døråbningen. Finnboge, der lå inderst i huset, vågnede. Han sagde: »Hvad vil du her — Frøydis?« Hun svarer: »Jeg ønsker, at du står op og går med mig ud, for jeg vil tale med dig.« Det gør han. De går hen til en træstamme, som lå ved husvæggen, og sætter sig ned dér. »Hvordan har du det?« siger hun. Han svarer: »Jeg synes godt om, hvad landet byder, men jeg synes ikke godt om den splittelse, der er kommet imellem os, for jeg mener ikke at være skyld i den.« »Du har ret,« siger hun, »— og jeg er enig. Men det er mit ærinde her hos dig, at jeg gerne ville bytte skib med jer brødre, for jeres skib er større end mit, og jeg vil gerne væk herfra.« »Det kan jeg gå med til,« siger han, »— hvis det gør dig tilfreds.« Således skiltes de; hun gik hjem og Finnboge gik i seng.
Hun gik i seng med kolde fødder, hvorved Torvard vågner og spørger, hvorfor hun er så kold og våd. Hun svarer ophidset: »Jeg var gået hen til brødrene,« siger hun, »— for at købe deres skib, for jeg ville have et større skib, men det gjorde dem så vrede, at de slog mig og gjorde mig fortræd. Men du — sølle mand! — vil vel hverken søge oprejsning for min eller din skam, og nu kan jeg mærke, at jeg ikke befinder mig i Grønland, men jeg vil skilles fra dig, medmindre du hævner dette.« Og nu ville han ikke tåle hendes irettesættelser, men bad folkene stå op i en fart og gribe deres våben, og det gør de og farer straks til brødrenes hus, hvor de gik ind til de sovende folk og pågreb dem og bandt dem og derpå førte dem ud, når de var blevet bundne. Og Frøydis lod alle, der kom ud, dræbe. Nu var alle mændene blevet dræbt, men kvinderne var tilbage, og dem ville ingen dræbe. Da sagde Frøydis: »Ræk mig en økse.« Dette skete. Hun huggede til de fem kvinder dér og efterlod dem døde. Nu gik de tilbage til deres hus efter denne ugerning, og man kunne ikke mærke andet på Frøydis, end at hun mente at have gjort det godt. Hun sagde til sine rejsefæller: »Hvis det bliver os beskåret at komme til Grønland,« siger hun, »— så skal jeg tage livet af den, der fortæller om denne hændelse. Nu skal vi sige, at de blev tilbage her, da vi tog herfra.«
Nu klargjorde de tidligt om foråret det skib, som brødrene havde haft, og lastede det med alle de gode ting, de kunne skaffe, og som skibet kunne rumme. De stod siden til havs og havde en vellykket rejse og kom til Eriksfjord tidligt på sommeren. Dér lå Karlsemne med et fuldrustet skib og afventede gunstig vind, og man siger, at et rigere skib end det, han styrede, aldrig har forladt Grønland.
9. Torfinn Karlsemne drager til Island
Frøydis tog nu hjem til sin gård, som i mellemtiden havde stået uskadt. Hun gav store værdier til alle sine ledsagere, for derigennem at holde sine ugerninger skjulte. Nu sidder hun på sin gård. Ikke alle var så ordholdne, at de tav om deres udåd og ondskab, og til sidst kom det frem. Nu nåede dette endelig til Leif — hendes bror — og han syntes meget dårligt om sagen. Så pågreb Leif tre mand fra Frøydis’ følge og pinte dem, til de fortalte alt om disse hændelser, og deres beretninger stemte overens. »Jeg orker ikke,« siger Leif, »— at give Frøydis — min søster — den behandling, hun fortjener, men jeg forudsiger, at hendes og mandens afkom kun vil trives dårligt.« Nu blev det således, at ingen siden fandt, at de var andet end ondt værd.
Nu skal der fortælles om det, at Karlsemne klargør sit skib og står til havs. De fik en god rejse og kom hele og velbeholdne til Norge, hvor de opholdt sig om vinteren og solgte deres varer, og både han og hans kone nød stor agtelse fra de gæveste folk i Norge. Foråret efter gjorde han skibet klar til at drage til Island. Og da han var ganske rede og lå med skibet ved bryggen og afventede gunstig vind, henvendte en sydlandsk mand sig til ham; han stammede fra Bremen i Saxland. Han ønskede at købe Karlemnes vindfløj. »Jeg vil ikke sælge,« sagde han. »Jeg vil give dig en halv mark guld for den,« siger sydlændingen. Karlsemne syntes, det var et godt bud, så han solgte den. Sydlændingen gik derfra med vindfløjen. Karlsemne vidste ikke, hvilken slags træ den var lavet af, men det var masret træ, der var kommet fra Vinland.
Nu står Karlsemne til havs og lander med sit skib i Skagafjord på Nordlandet, og dér blev hans skib sat op for vinteren. Om foråret købte han Glaumbøland, hvor han byggede en gård og boede, så længe han levede, og han var en meget anset mand. Han og Gudrid — hans kone — fik mange efterkommere, og det er en god slægt. Da Karlsemne døde, overtog Gudrid styrelsen af gården sammen med Snorre — hendes søn — der var blevet født i Vinland. Og da Snorre var blevet gift, tog Gudrid udenlands og på pilgrimsfærd sydpå. Hun vendte tilbage til sin søns — Snorres — gård, og han havde da ladet en kirke opføre på Glaumbø. Gudrid blev siden nonne og eneboer og var dér, så længe hun levede.
Snorre havde en søn, der hed Torgeir. Han var far til Yngvild, som var biskop Brands mor. Snorre Karlsemnesons datter hed Hallfrid. Hun var gift med Runolf, der var biskop Torlaks far. Karlsemne og Gudrid havde en søn ved navn Bjørn. Han var far til Torunn, som var biskop Bjørns mor. Talrige folk stammer fra Karlsemne, og han er blevet velsignet med en prægtig slægt. Af alle folk har Karlsemne berettet mest indgående om, hvad der skete på alle disse rejser, der her er beskrevet.
