Grettir den stærke

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Kristian Arentzen

Grettir den stærke

Nogle Digte
Kjøbenhavn, 1888

Kr. Arentzen (1823-1899)

Om Grettir, Islands stærkeste Mand,

saa vidt om Land

gik Rygtet paa Fjeld og i Dale.

Et frygtløst Hjerte slog i hans Barm,

som Staal var hans Arm,

og bidende hvas hans Tale.

En Skjald, begeistret af Suttungs Mjød,

saa stærk og sød,

han digted til Mændenes Glæde;

men fremfor Alt dog hued ham godt

den bittre Spot,

og Nid vilde helst han kvæde.

Han var en Jøkel med Ild og Is,

paa sælsom Vis

en Blanding af Frost og Hede.

Han vandrede stille, kold og stor —

men kun et Ord,

og flux han blussed i Vrede.

Saa foer han op som en Jætte vild,

med forfærdelig Ild

og stormede frem iblinde.

Han Øxen over Hovedet svang,

og Pilen klang,

og Mændene brændte han inde.

... Engang i den stille Midienat

et Gjenfærd brat

ad Mørkets ensomme Veie

kom snigende frem uden Rist og Ro

fra Gravens Bo

og standsed ved Grettirs Leie.

Det paa ham foer, som Ulven i Skov,

der styrter paa Rov

med Hylen i Hungerens Vaande:

dens Øine lue hen over Sne,

og vidt er at se

dens hede, dampende Aande.

Det i ham tog som i Bjælker og Tag

med dundrende Brag

de brølende Nordenvinde.

Det fæsted paa ham et beskere Blik

end nogen Tid fik

en Mand af en krænket Kvinde.

Tilbage Grettir forfærdet veg

og mæled bleg:

«Du Skygge af blodig Gjerning,

Du mørke Fylgie fra Helheims Land,

nu spille paastand

om Livet og Døden vi Tærning!»

Og Grettir styrted sig, gram i Sind,

paa Trolden ind,

og Underværker han øved.

Sig Kampen vælter ud i det Fri —

nu er den forbi,

og Gjenfærdet segner i Støvet.

Det var det klareste Maaneskin.

I susende Vind

paa Himlen Skyerne joge.

Snart skjulte de Maanens lyse Glands,

snart atter i Dands

de luftigt forbi den droge.

Og just da Gjenfærdet fældet blev,

i Blæsten drev

fra Maanen Skyen den dunkle;

og op imod Himlens straalende Blaa

den Faldne saae,

og Øinene rædsomt funkle.

Den haardeste Trods, den vildeste Ve

der stod at se

i Gjenfærdsblikkenes Lue;

den mørkeste Rædsels Trolddomsmagt

deri var lagt —

og Grettir daaned paa Tue.

Og Gjenfærdsstemmen til Kæmpen lød,

der, halvt som død,

laa, bleg og svag som en Kvinde;

den tonede med saa dump en Klang,

som om den svang

fra Graven sig dybest inde.

«Det sælsomt ikke Dig tykkes vil,

at dette Spil

ei, Grettir, Lykke Dig bringer.

Hvorhen Du vandrer paa Jordens Rund

fra denne Stund

en mægtig Skjebne Dig tvinger.

En Natteskygge skal følge Dig

paa hver din Vei

og hviske til Dig i Vinden;

og disse Øine, hvori Du saae,

skal for Dig staae

og drive Dig Blodet af Kinden.

Og Du, der aldrig for Noget skjalv,

med Styrke halv

skal stride Dig frem gjennem Livet.

Ja, brødes ei her i Nattens Gru

din Kæmpehu,

var dobbelt Styrke Dig givet.»

Da samled Grettir sit sidste Mod,

og op han stod,

skjøndt vildt af Rædsel bedaaret.

Han rev sit vældige Sværd fra Lænd,

og Trolden hen

han strakte med Banesaaret.

Saa styrted han ud i Livets Larm,

men i hans Barm

den kunde Mørket ei dæmpe;

og hver Gang Nattens Skygger faldt paa,

alene gaae

ei turde den stærke Kæmpe.