Grimner eller den Formummede (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

12. Grimner
eller den Formummede

Kong Rødung havde to Sønner, den ene hed Agnar, den anden Gejrrød. Agnar var ti Vintre og Gejrrød otte Vintre gammel. De roede sammen i en Baad med deres Dorger (Fiskesnører) paa Smaafiskeri, men Vinden drev dem ud paa Havet. I Nattens Mørke lede de Skibbrud ved Land, gik op og traf en Kaadner; der vare de Vinteren over. Konen fostrede Agnar, Manden Gejrrød og gav ham gode Raad. I Vaaren gav Manden dem et Fartøj, og da han og Konen fulgte dem til Stranden, talte Manden afsides med Gejrrød. De fik Medbør og kom til deres Faders Bopæl. Gejrrød var forrest i Baaden, løb op paa Land, stødte Baaden ud og sagde: "Far Du nu Smøl i Vold!" Baaden drev ud paa Havet og Gejrrød gik til Byes og blev vel modtagen; men hans Fader var nu død. Gejrrød toges da til Konge og blev en prægtig Mand.

Odin og Frigga sadde i Lidskjalv og overskuede hele Verden. Odin sagde: "Seer Du Agnar, din Fostersøn, hvor han avler Børn med en Jættekvinde i Hulen? Men Gejrrød, min Fostersøn, er Konge og har Landet i Behold". Frigga svarer: "Han er saa stor en Madnidding, at han piner sine Gjæster, naar han synes der komme for mange". Odin paastaaer, at det er den største Løgn, og herom sloge de Væd.

Frigga sendte sin Æskemø Fylla til Gejrrød; hun bad Kongen at vare sig for, at ikke den Troldmand, som var kommen der til Landet, skulde forgjøre ham, og gav ham det Kjendemærke, at selv den glubskeste Hund vilde ikke fare paa denne Mand. Det var nu idel løs Tale, at Kong Gejrrød ikke var gjæstfri, men han lod dog den Mand gribe, som Hundene ikke vilde gaae løs paa. Denne var iført en blaa Kappe, kaldte sig Grimner, og lod sig ikke forlyde med Noget, skjøndt man udspurgte ham. Kongen lod ham da sætte imellem en dobbelt Ild for at pine ham til at tale, og der sad han i otte Nætter.

Kong Gejrrød havde en Søn, ti Vintre gammel, som hed Agnar efter hans Broder. Agnar gik til Grimner, gav ham et fuldt Horn at drikke, og sagde, at Kongen gjorde ilde i at lade ham sagesløs pine. Grimner drak det ud, og da var Ilden kommen saa vidt, at den brændte ham Kappen. Grimner sang:

1.

Heed er Du, Flamme!

Og gaaer mig for nær,

Ild! Lad os skilles

Hver især;

Foerværket svides,

Og skjøndt jeg holder

I Vejret Kappen,

Dog fænge dens Folder.

2.

Otte Nætter

Mellem Ild jeg sad,

Intet Menneske

Bragte mig Mad,

Agnar undtagen,

Gejrrøds Søn,

For Gothers Land

Han raade til Løn.

3.

Hil Dig Agnar,

Bevaret vær!

Det ønsker Dig Mænds

Beskjærmer her;

For en Drik

Aldrig Du bedre

Betaling fik.

______

4

Hist hæver et helligt

Land sig frem

Nær ved Asers

Og Alfers Hjem,

I Thrudhjem Bolig

For Thor skal staae,

Saalænge til Magterne

Alle forgaae.

5.

Det Man kaldet

Har Ydale,

Hvor sig Uller

Rejste Sale;

I gamle Dage

Guderne gave

Frey til Tandskjænk

Alfhjem at have.

6.

I tredje Bolig

Et Tag er lagt

Af milde Guder

Med Sølverpragt,

Valaskjalv

Sig valgte ud

Fra første Færd

Den Asagud.

7.

I Sænkebæk stander

Den fjerde Sal,

Hvor Bølgen risler

Over sval,

Der med Saga

Af gyldent Bæger

Glad sig Odin

Dagligt kvæger.

8.

Den femte Bolig

Er Glædehjem,

Hvor Valhal guldblank

Straaler frem;

Der kaarer Hropt

Til hver en Tid

Alle de Mænd,

Der falde i Strid.

9.

Lettelig skjælnes

Den Sal fra andre

Af dem, som skulle

Til Odin vandre:

Skjolde paa Sparrer

Af Spyd den tække,

Brynjer alle

Dens Bænke dække.

10.

Lettelig skjælnes

Den Sal fra andre

Af dem, som skulle

Til Odin vandre:

Vest for Døren

En Ulv er hængt,

Oven en Ørn

Med Næbet sænkt.

11.

Thrymhjem nævner jeg

Som den Sjette,

Der boede Thjasse,

Hiin vældige Jætte;

Nu Skade den Skjære,

Som ægter Njord,

I Faderens gamle

Tomter boer.

12.

Bredeblik er

Den Syvendes Navn,

Der, hvor Balder

Sig byggede Stavn

I Landet, hvor, jeg

Veed, man kunde

Færrest finde

Af Varsler onde.

13.

Himmelbjærg ottende

Hjemstavn er,

Hejmdal skal raade

For Borgen der;

Guders Vogter

Drikker i Ro

Den gode Mjød

I sin venlige Bo.

14.

Folkvang den Niende,

Freyas Gaard,

I Salen bestemmer hun

Sædets Kaar,

Daglig hun vælger

Den halve Val,

Den anden farer

Til Odins Sal.

15.

Som tiende Bolig

Jeg Glitner stiller,

Af Sølv dens Tag,

Af Guld dens Piller;

Der Forsete

Sig jævnlig sætter,

Der neddysser han

Alle Trætter.

16.

Skibestavn Ellevte

Er i Tal,

Njord sig byggede

Der en Sal,

Over det knejsende

Alter byder

Mændenes Drot

Foruden Lyder.

17.

Med Krat og Græs

I højen Stand

Begroet er Vidars

Videland;

Søn sig der

Af Hest nedlader,

Opsat paa

At hævne Fader.

______

18.

Aandrimner

Koger Sørimner

Af Flæsk det Bedste

I Ildrimner;

Dog Faa der ere,

Som vide, hvormed

Storhelte sig nære.

19.

Berømt og Kampvant

Hærenes Fader

Til Gere og Freke

Sin Mad overlader;

Af Viin alene

Til hver en Tid

Lever Odin,

Gjæv i Strid.

20.

Hugin og Munin

Jorden kredse

I daglig Flugt;

Jeg frygter stedse,

At Hugin ej

Skal komme igjen,

Min Angst for Munin

Er større end.

21.

Thund tuder,

Og i dens Bølger

Thjodvitners Fisk

Sig roligt dølger,

Den Strøm mon lade

Stridshesten for stærk

Til over at vade.

22.

Valgrind hedder

Vangens Led,

Helligt det lukker

For helligt Sted;

Gammelt er dette

Led for Vang,

Faa dog kjende

Dets Laasegang.

23.

Femhundrede Døre

Og firti — jeg troer —

Til Valhal føre;

Ad hver en Dør

Storhelte i Skare

Gaae ottehundrede

Side om Side,

Naar hen de fare

Med Ulv at stride.

24.

Femhundred firti —

Jeg troer — i Sum

Ere Bilskirners

Bugede Rum;

Jeg veed, at Huus

Under Tag ej staaer,

Der Sønnen mins

I Storhed naaer.

25.

Ged Heidrun staaer

Over Odins Hal,

Af Lærads Kviste

Hun bide skal;

Hun Karret fylder

Med klaren Mjød,

For Drik da bliver

Der aldrig Nød.

26.

Hjorten Egthyrner

Over Hallen staaer,

Af Lærads Kviste

Han Næring faaer;

Fra Horn det ned

I Hvergelmer drypper,

Saalunde han alle

Vande ypper:

27.

Sid og Vid,

Jager og Støder,

Sval og Strid,

Springer og Larmer,

Rinder og Render,

Pladdrer og Pladsker,

Gammelaa og

Spyd vælter.

Om Guders Eje

Sig disse dreje:

Døner og Vener,

Standig og Faldig,

Gridik og Stribsk.

28.

Een hedder Helligaa,

Vejklog en Anden,

Saa kommer Folkenam,

Nytter, Nyder,

Risler, Styrter,

Slider, Byger,

Svælmer, Svulmer,

Vid og Vant,

Snever, Strander,

Gjald og Glimt:

Sig nærved Mennesker

Disse snoe,

Og deden falde

Til Dødens Bo.

29.

Karmet og Armet

Og to Karbade,

Igjennem disse

Thor skal vade

Hver en Dag,

Naar fare han vil

Til Doms ved Asken

Ygdrasil;

Thi Asabro vilde

Staae heelt i Brand,

I Lue tændes

Helligt Vand.

30.

Glimrer og Gylder,

Lysner og Løbild,

Sølvtop og Syner,

Gissel og Falsok,

Guldtop og Letfod —

Disse Heste

Til Ygdrasils Rod

Aser paa Thinge

Hver Dag bringe.

31.

Rødder trende

Under Ygdrasils Ask

Tre Veje vende;

Hel boer ved den Ene,

Rimthurs ved den Anden,

Men ved den tredje

Menneskemanden.

32.

Egernet hedder

Ratatask,

Som rende skal

Paa Ygdrasils Ask,

Og bære fra oven

Ørnens Ord,

Forkynde det ned,

Hvor Nidhug boer.

33. Fire Hjorte

Gaae der i Ring,

Krumhalset gnavende

Træets Spring:

Danne, Daaen,

Donværk, Dørstærk.

34.

Ender Ygdrasils Ask

En Ormeflok boer,

Langt større end uklog

Abe troer:

Hvisler, Lusker,

Gravvarslers Sønner,

Graabag, Gravvold,

Ypper, Dysser,

Skulde jeg mene,

Tære stedse

Paa Træets Grene.

35.

Ygdrasil

Den Ask mon lide

Drøjere Værk,

End Mænd det vide;

Paa Stammen det mulner,

I Top Hjort bider,

Nede ved Roden

Nidhug slider.

36.

Ryst og Mist

Mig Horn skulle række,

Det veed jeg forvist;

Øxold, Overfald,

Sejrsang, Hærsang,

Strid og Styrke,

Gjald, Spydfostre,

Skjoldgridsk, Daadgridsk

Og Kongefrænke,

De for Storhelte

Øllet skjænke.

37.

Hurtigfod

Og Lytøre,

Herefter svalede,

Solen føre;

Men under Bovene

Skjulte de hulde

Guder, Aserne,

Jernkulde.

38.

Skjold for Solens

Guddomslys

Man Svaler kalder,

Hav og Bjærge

Gaae i Brand,

Om fra han falder.

39.

Ulven Jager

Til Skovens Løn

Følger den Aasyns-

klare Gud,

En anden, Hader,

Dødsvarslers Søn,

Gaaer foran for Himlens

Skjære Brud.

40.

Jorden blev skabt

Af Ymers Kjød,

Og Havet af hans

Blod udflød,

Bjærg af Been,

Og Skov af Haar,

Men Himmel af Høsen

Dannet staaer.

41.

Af Hjærnen lode

De Magter blide

Alle Skyer

Tungsindigt skride,

Af Brynene, som

Over Øiet knejste,

Midgaard for Menneskers

Sønner de rejste.

______

42.

Ullers og Guders

Gunst tilhører

Ham, som først

Ved Ilden rører;

Naar Kjedlerne flyttes,

Man Udsigt faaer,

Og Asers Øje

Til Jorden naaer.

43.

Skydbladner i Tidens

Morgen ginge

Ivaldes Sønner

At frembringe,

For Njords den gavnrige

Søn en Gave,

Bedst Skib den lyse

Frey skal have.

44.

Ask Ygdrasil ypperst

Af Træer er,

Men Odin ypperst

Af Asahær;

Af Skibe Skydbladner

Er det bedste,

Bævrast af Broer,

Sleipner af Heste,

Af Hunde Garm,

Og af Skalde Brage,

Af Høge er Ingen

Højbrogs Mage.

______

45.

Nu Sejrgudens Sønner

Mit Aasyn saae,

Og ønskelig Frelse

Skal deraf gaae,

Alle Aser

Til Øgers Bænk

Det nu skal føre,

Til Øgers Skjænk.

46.

Jeg kaldes den Skjulte,

En Vrandrer forsand,

Hjelmbærer, Hærger

Og Tredjemand,

Yndig-i-øje,

Dundrer og Væder,

Dødblænder, den Høje.

47.

Sædemand, Vendemod,

Sandhedsgjætter,

Kampglad, Lunegod,

Lynøje, Ildøje,

Mangefold, Bølværk,

Hyller og Mummer,

Viismand og Koglstærk.

48.

Sidhat og Sidskjæg,

Bølgeknæk, Sejrfader,

Angriber, Byrdegud,

Alfader, Valfader;

Siden jeg foer

Om Folkestavn,

Aldrig jeg kaldtes

Med enkelt Navn.

49.

Mummer hos Gejrrød

Var mit Kald,

Stivnakke paa Thinge,

Vinder paa Val,

Sporlægger den Stund,

Da Kjælker jeg drog,

Livsmæt hos Amund.

Disse Navne

Hos Guder jeg bar:

Ønskegod, Røstklar,

Jævnhøj, Luftsvinger,

Langskjæg, Splidbringer.

50.

Fiffig og Kløgtig

I Sænkmimers Bo,

Der stedte jeg gamlen

Jætte til Ro;

Da ene jeg

I Døden sendte

Mjødvarslers Søn,

Den velbekjendte.

______

51.

Fuld er Du, Gejrrød,

Bedaaret af Mjød,

Formegel Du nød;

Stort er dit Tab,

Da min Hjælp blev omsonst,

Odins og alle

Storheltenes Gunst.

52.


Meget jeg lærte Dig,


Lidet Du mindes,

Svigfulde nu dine

Venner befindes;

Min Ven! Dit Sværd

Blodigt at ligge

Jeg skuer her.

53.

Sværdtræt Mandefald

Ygger nu faaer,

Jeg seer, at dit Liv

Til Ende gaaer;

Dig Disen truer,

Odin Du skuer,

Kom an, om Du kan!

54.

Nu hedder jeg Odin,

Ygger forhen,

Thunder jeg kaldtes

Før det igjen;

Vever, Skrækker

Og Vindvækker,

Gudekonge

Og Ætfader

Livsmæt, — hos Guder

Jeg kalde mig lader,

Ypper og Dysser;

Den Navnehær

Af mig alene

Vist kommen er.

Kong Gejrrød sad med sit Sværd paa Knæ, halv draget, — men da han hørte, at Odin var der, stod han op og vilde tage ham fra Ilden. Sværdet faldt af Haanden med Fæstet ned, Kongen snublede og faldt fremad, men Sværdet stak igjennem ham, og fik han sin Bane.

Odin forsvandt da, men Agnar var siden længe Konge der.

---

Noter: