Gudrun egger sine Sønner (F.W.Horn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869

Gudrun egger sine Sønner
(Guðrúnarhvöt)

Gudrun gik ned til Søen, da hun havde dræbt Atle; hun kastede sig ud og vilde drukne sig, men kunde ikke synke; hun drev over Fjorden til Kong Jonakers Land. Han ægtede hende, og deres Sønner var Sørle og Erp og Hamde. Der opfostredes Svanhild, Sigurds Datter; hun blev gift med Jørmunrek den mægtige. Hos ham var Bikke. Han raadede til, at Randve, Kongens Søn, skulde tage hende, og dette Raad huede de Unge vel. Det sagde Bikke til Kongen. Kongen lod Randve hænge, men Svanhild lod han træde under Hestehove. Men da Gudrun spurgte det, eggede hun sine Sønner:

1. Aldrig spurgtes slig en Ordstrid,

aldrig hørtes Ord saa tunge,

talte af saa svar en Kummer,

som da Gudrun haard i Sindet

egged sine Sønners Kamplyst,

hidsed dem med grumme Ord.

2. »Hvorfor sidde I herhjemme?

hvi mon Livet bort I sove?

kan I aldrig blive trætte

af kun Gammensord at tale,

medens Jørmunrek lod træde

eders unge, fagre Søster

under vilde Hestes Hove?

3. Ikke er I Gunnars Lige,

eller modige som Høgne,

fluks paa Hævn I vilde pønse,

om I aatte deres Mod.»

4. Kvad da hin hugprude Hamde:

»lidet Høgnes Mod du loved,

da af Søvn de Sigurd vakte,

grædende du sad paa Lejet,

medens højt hans Drabsmænd lo.

5. Rødnedes de hvide Bolstre

af din Husbonds dybe Vunder,

Linet farvedes af Saarsved;

Sigurd faldt, og hos den Døde

sad du, tænkte ej paa Glæde,

saadan vilde Gunnar det.

6. Grum og smertefuld var Hævnen,

som du tog for dine Brødre,

da du myrded dine Sønner.

Hævne kunde vi vor Søster,

om vi alle fulgtes ad.

7. Dog vi vil vor Lykke friste,

er vi færre end til Striden,

om det korte Straa vi trække.

Bærer frem de Hunekongers

dyre Vaaben, du har egget

os til Sværdething at stævne.«

8. Leende hun gik til Skemmen,

hented fra de tunge Kister

Drotternes de gyldne Hjælme

og de stærke side Brynjer,

bragte dem til sine Sønner,

kjække stege de tilhest.

9. Kvad da hin hugprude Hamde:

»da først vende vi tilbage,

naar du ved vort Gravøl sidder,

dine Sønners og din Svanhilds.«

10. Grædende gik Gjukes Datter,

satte sorgfuld sig ved Huset,

Taarer runde over Kinden,

da hun sine Sorger sagde,

tunge Ord saa mangelund.

11. »Trende Huse har jeg ejet,

trende Arner vare mine,

trende Mænd til Viv jeg gaves;

bedst dog af dem alle tyktes

Sigurd mig, den bolde Konning,

han, hvem mine Brødre vog.

12. Aldrig vidste jeg en Kvinde,

der som jeg saa grumt blev svegen;

end de øged mig min Kummer,

da de mig til Atle gav.

13. Mine unge raske Sønner

kaldte jeg i Løndom til mig,

end kun liden Kløgt de aatte,

Sønnerne, jeg fødte Atle,

ej min Harm jeg kunde hævne,

før jeg Hov’det af dem skar.

14. Sorrigfuld jeg gik til Havet,

gram i Hu paa alle Norner,

vilde ende deres Grumhed;

ej jeg sank, de høje Bølger

løfted mig paa deres Rygge,

atter steg jeg op paa Landet,

end jeg skulde længer leve.

15. Tredje Gang jeg Leje delte

med en Konning, vist jeg tænkte,

at min Skjæbne vilde bedres;

atter avlede jeg Sønner,

øgede Jonakers Æt.

16. Men om Svanhild sade Tærner,

højere jeg elsked hende

end de andre Børn, jeg fødte;

Svanhild i min Hal at skue

var som Solens Straale skjøn.

17. Gyldenstyk og dyre Smykker

gav jeg hende, før jeg sendte

hende bort til Gotelandet,

til den gamle grumme Konning, —

var hun aldrig kommen did!

18. Haardest er af mine Sorger

den, som aldrig kan mig bødes,

da han under Hestehove

lod min Svanhilds lyse Lokker

trampe ned i Dynd og Støv.

19. Tungest var mig, da de Sigurd

Sejren røvet vog paa Lejet,

grummest da de lede Orme

gnavede paa Gunnars Hjerte,

hvassest da den kjække Konning

Hjertet de af Livet skare,

mangt af Ondt og Tungt jeg mindes,

mangen Sorg er mig i Minde,

hvorfor skal paa fler jeg bie.

20. Spor din sorte Ganger, Sigurd,

hid din rappe Grane løbe!

ingen Svigerdatter sidder

her, ej heller nogen Datter,

som jeg give kan mit Guld.

21. Drages det dig ej til Minde,

hvad vi talte sammen, Sigurd,

da vi sade hos hinanden,

at du, kjække, vilde gjæste

mig, naar du til Hel var kommen,

jeg fra Jorden gjæste dig.

22. Bygger nu et Baal, I Jarler,

lægger højst det under Drotten,

lad de høje Flammer spænde

om mit Bryst, saa fuldt af Smerte,

lad om Hjertet Sorgen tø.«

23. Bedres alle Jarlers Skjæbne,

mindskes alle Møers Sorger,

nu da Sørgekvadet tier,

Gudruns tunge Sorgers Sang.

---